NOTAT RØDBRÆNDENDE LER OG GRUNDVAND

Til Region Syddanmark, Miljø og Råstoffer Dokumenttype Notat Dato Oktober, 2016 NOTAT RØDBRÆNDENDE LER OG GRUNDVAND

NOTAT RØDBRÆNDENDE LER OG GRUNDVAND Revision 3 Dato 11. oktober 2016 Udarbejdet af HABM, RHOL, LABR, Kontrolleret af NLR Godkendt af Beskrivelse JOAW Notat om rødbrændende ler og grundvand Ref. Dokument ID 1100023569-1258355485-8 Version 4.1 Rambøll Lysholt Allé 6, 2. sal 7100 Vejle T +45 5161 1000 F +45 5161 1001 www.ramboll.dk

INDHOLD 1. IKKE TEKNISK RESUME 1 2. GENERELT OM MILJØVURDERINGER OG VURDERINGSHIERARKIET 2 2.1 Miljøvurdering 2 2.1.1 Miljøvurderingshierarkiet i forhold til råstofindvinding 2 2.1.2 Natura 2000 3 2.2 Hvad skal miljøvurderingen afdække? 3 2.2.1 Hvordan miljøvurderes graveområder og interesseområder 3 2.2.2 Gennemførsel af miljøvurderingen 4 2.3 Hvordan screenes der efterfølgende for VVM? 5 2.4 Miljøpåvirkning og indvindingstilladelsen 5 3. RÅSTOFGRAVNING OG GRUNDVAND 6 3.1 Grundvandsbeskyttelse og sårbarhedsudpegning 6 3.1.1 Nitratsårbarhed 7 3.1.2 Nitratfølsomme indvindingsområder (NFI) 11 3.1.3 Indsatsområder (IO) 12 3.1.4 Sprøjtemiddelfølsomme indvindingsområder (SFI) 13 3.1.5 Boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) 16 3.1.6 25 m zone 17 3.1.7 10 m zone (Fredningsbælte) 18 3.1.8 Regler og retningslinier for grundvandsbeskyttelse 18 3.2 Påvirkning af grundvandets sårbarhed ved indvindig af rødbrændende ler 19 3.2.1 Gravning af rødbrændende ler 19 3.2.2 Reetablering efter indvinding af rødbrændende ler 20 3.2.3 Gravning af rødbrændende lers betydning for grundvandets sårbarhed. 20 3.3 Arealanvendelsens betydning for grundvandsbeskyttelsen 22 3.4 Brug af grundvandskortlægningens data i vurdering af gravning af rødbrændende ler 22 4. REFERENCER 23

1. IKKE TEKNISK RESUME Dette notat indeholder indledningsvist en kort gennemgang af grundlaget for miljøvurderinger i relation til råstoffer. Herunder sammenhængen mellem de miljøvurderinger, der udføres på forskellige niveauer i forhold til råstofplanen og den efterfølgende indvinding, samt muligheden for at stille vilkår i forbindelse med indvindingstilladelserne. Der ses også på forskellen mellem udlagte graveområder og interesseområder. Herefter beskrives forholdet mellem gravning af rødbrændende ler og grundvand. I Danmark er det politisk besluttet, at den nuværende og fremtidige drikkevandsressource skal beskyttes, således at forsyningen med drikkevand fortsat kan baseres på simpel behandling af uforurenet grundvand. Derfor er der i henhold til Vandforsyningslovens 11a /15/ udpeget: Områder med drikkevandsinteresser (OD) Områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD) Indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for OSD Med vedtagelsen af Vandområdeplaner (2015-2021) har Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning den 4. juli 2016 sendt en ny bekendtgørelse og vejledning om kommunernes fysiske planlægning inden for områder med særlige drikkevandsinteresser i høring /24//25/. I perioden 2000-2015 er der udført en national grundvandskortlægning, der har haft til formål at kortlægge grundvandsressourcernes beliggenhed og sårbarhed, samt at afgrænse de delområder inden for OSD og indvindingsoplande, som er særligt følsomme over for en eller flere typer af forurening (følsomme indvindingsområder) med angivelse af, hvilken eller hvilke typer af forurening de anses for følsomme over for. Efter endt kortlægning udpeges Nitratfølsomme indvindingsområder (NFI) og Sprøjtemiddelfølsomme indvindingsområder (SFI). Alle områdeudpegningerne er først formelt gyldige, når de fremgår af en bekendtgørelse /20/ med hjemmel i vandforsyningsloven /15/, og de kan ses på Danmarks Miljøportal (http://arealinformation.miljoeportal.dk/distribution/). Nitratfølsomme indvindingsområder afgrænses, hvor grundvandmagasinet har stor nitratsårbarhed, og hvor der samtidig sker nogen eller stor grundvandsdannelse til magasinet. Grundlaget for denne afgrænsning er resultaterne fra den nationale grundvandskortlægning, hvor der inddrages geologiske, geofysiske, grundvandskemiske og hydrologiske undersøgelser. Sprøjtemiddelfølsomme indvindingsområder (SFI) er kun udpeget på sandjord, da der ikke på nuværende tidspunkt er fagligt grundlag for en udpegning på lerjord. Derfor bør pesticidfølsomheden vurderes konkret i hver tilladelse til gravning af rødbrændende ler. Da der generelt hverken sker en markant ændring i nitrat- eller pesticidsårbarheden efter indvinding af 1-3 meter rødbrændende ler, er der ikke grundlag for at stille skærpede krav til den efterfølgende arealanvendelse. Det er dog væsentlig, at området reetableres hurtigst muligt med tilbagelægning af muldlaget, og at beskyttelseszoner omkring indvindingsboringer respekteres. Fra grundvandskortlægningen kan der hentes forskellige faglige temaer, der kan bruges i forbindelse med en ansøgning om gravetilladelse og den efterfølgende sagsbehandling. 1

2. GENERELT OM MILJØVURDERINGER OG VURDERINGS- HIERARKIET Indvinding af råstoffer styres generelt af råstofloven, efter hvilken der kan fastsættes vilkår i forbindelse med tilladelser til råstofindvinding. Råstofloven dækker dels planlægningen af råstofindvindingen og dels tilladelser til den konkrete indvindingsaktivitet /1/. I råstofplanen udlægges to typer af områder, nemlig graveområder og interesseområder. Fælles for graveområder og interesseområder er, at de skal beskyttes mod anden anvendelse, der kan hindre råstoffernes udnyttelse. Kommuner og andre myndigheder skal respektere råstofplanen, og det betyder, at myndighederne gennem planlægning og administration af lovgivning skal sikre denne beskyttelse. Råstofgraveområder: Indenfor råstofplanens graveområder har råstofindvinding førsteprioritet. Det betyder, at en ansøgning ikke kan afvises under henvisning til andre generelle interesser, såsom landbrugsjordens dyrkningsværdi, generelle natur- og landskabsinteresser, generelle hensyn til grundvand eller hensyn til fremtidig byudvikling. Ved udlæg af nye graveområder foretages der en konkret miljøvurdering af virkningen af råstofgravning på arealet. Råstofinteresseområder er områder, hvor der sandsynligvis findes råstoffer, men hvor der skal ske en nærmere kortlægning og/eller en afvejning i forhold til andre arealinteresser, før områderne eventuelt kan udpeges som graveområder. Interesseområderne er en arealreservation, der skal sikre, at der også i fremtiden (dvs. ud over den periode, som er omfattet af råstofplanen) er mulighed for at indvinde råstoffer. Disse områder vil først blive miljøvurderet i forbindelse med et eventuelt udlæg af interesseområdet eller dele af det som graveområde. Generelt: Uden for graveområderne, herunder i råstofinteresseområder, kan Regionen i særlige tilfælde meddele råstofindvindingstilladelse, såfremt denne kan gives uden at tilsidesætte andre væsentlige interesser. I det efterfølgende kapitel findes en introduktion til miljøvurdering, set i forhold til råstofindvinding, samt de vilkår der kan stilles i forbindelse med den konkrete indvindingstilladelse. 2.1 Miljøvurdering I Danmark foretages der vurderinger af aktiviteters miljømæssige konsekvens på to niveauer. Dels når aktiviteten planlægges, det vil sige, når der udarbejdes en plan eller et program, der omfatter aktiviteter, og dels når der udarbejdes et konkret projekt, der rummer aktiviteten. Miljøvurderingen sker i henhold til to forskellige lovgivninger, Miljøvurderingsloven /2/ og VVMbekendtgørelsen i medfør af planloven /3/. Begge lovgivninger udspringer af hver deres EUdirektiv, hhv. VVM-direktivet /4/ og SMV-direktivet /5/. Begge nationale regelsæt erstattes pr. 16. maj 2017 af lov nr. 425 af 18. maj 2016 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). 2.1.1 Miljøvurderingshierarkiet i forhold til råstofindvinding Miljøvurderingerne følger det detaljeringsniveau, der gælder for de planer eller konkrete aktiviteter, som de vurderer. Det vil sige, at miljøvurderingen af råstofplanen dækker bredere og mere overordnet end miljøvurderingen af den enkelte råstofindvinding. 2

Der lægges i både direktivet og lovgivningen op til, at der sker en fokusering i takt med, at miljøvurderingen bliver mere konkret, og at kravene til den miljømæssige redegørelse skærpes, jo mere detaljeret aktiviteten bliver. 2.1.2 Natura 2000 Det skal nævnes, at såfremt råstofplanen eller den konkrete råstofindvinding vurderes at påvirke et internationalt beskyttelsesområde, stilles der krav om en Natura 2000-konsekvensvurdering. Der gennemføres først en foreløbig konsekvensvurdering af, om planforslaget eller projektets påvirkning af Natura 2000-området er væsentlig. Hvis påvirkningen vurderes væsentlig, udarbejdes en egentlig konsekvensvurdering, hvor det vurderes, om projektet kan skade Natura 2000- området under hensyn til områdets bevaringsmålsætninger. I forbindelse med konsekvensvurderingen efter habitatdirektivet gælder det, at der ikke er et væsentlighedskriterium, og at konklusionerne skal baseres på et forsigtighedsprincip. Dette betyder, at en videnskabelig tvivl skal komme Natura 2000-området til gode uafhængigt af planniveau. 2.2 Hvad skal miljøvurderingen afdække? Når råstofplanen miljøvurderes, sker det på et overordnet strategisk niveau. Det betyder dels, at der gennem en scoping udvælges miljøemner, som indenfor det givne planområde vurderes at være relevante og at blive påvirket af planen i betydelig grad. Scopingen hjælper til at fokusere miljøvurderingen. 2.2.1 Hvordan miljøvurderes graveområder og interesseområder Som nævnt tidligere så består råstofplanen dels af konkrete råstofgraveområder og dels af råstofinteresseområder. Områderne har forskellig status og forskellige formål. De adskiller sig også i forhold til, hvilke muligheder for råstofgravning de rummer, da råstofinteresseområder er en ensidig arealreservation, der skal muliggøre en fremtidig råstofindvinding. Interesseområder er således pr. definition arealer, hvor der skal ske en yderligere råstofkortlægning og en afvejning af råstofinteressen mod øvrige interesser, inden der evt. senere udlægges et graveområde. Naturstyrelsen har i publikationen Administration af råstofloven, En vejledning til regioner og kommuner, september 2012 /1/ bl.a. beskrevet det nødvendige omfang af miljøvurderingen af råstofplanen: Naturklagenævnet afgørelse af 26. juni 2009 (NKN-261-00144). Ifølge Naturklagenævnets afgørelse er det ikke nødvendigt i forbindelse med vedtagelsen af den regionale råstofplan direkte at miljøvurdere råstofinteresseområder, da disse områder først skal undersøges nærmere, før de kan udlægges til råstofgraveområder. Udpegningen af råstofinteresseområder er tilstrækkeligt dækket af råstofplanens overordnede miljøvurdering af forhold som transport, økonomi, landskabsændring, landskabsdynamik, og gener for naboer, herunder støv, støj, tung trafik og lignende af den samlede plan. (p.26 red.). Dette tager udgangspunkt i, at områderne ikke fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser, idet rammerne for de konkrete aktiviteter først fastsættes, når området er undersøgt nærmere og evt. får status af graveområde. Dette er uddybet i kommissionens vejledning om SMV-direktivet: Udtrykket vil normalt betyde, at planen eller programmet indeholder kriterier eller vilkår, der bestemmer, hvorledes den bevilgende myndighed behandler en ansøgning om anlægstilladelse. 3

Sådanne kriterier kunne sætte grænser for, hvilken type aktivitet eller anlægsvirksomhed der er tilladt i et givet område; eller de kunne indeholde betingelser, der skal opfyldes af ansøgeren, hvis tilladelsen skal gives; eller de kunne være udformet således, at de bevarer bestemte kendetegn ved det pågældende område...(p.11 red.) /12/. Råstofinteresseområder fastlægger ikke direkte rammerne for fremtidige anlægstilladelser og udgør heller ikke en endeligt defineret afgrænsning, men har karakter af et fremtidigt undersøgelsesområde. De miljøvurderes derfor heller ikke konkret, som det er tilfældet for Råstofgraveområderne. 2.2.2 Gennemførsel af miljøvurderingen Miljøvurderingen gennemføres derefter ud fra eksisterende tilgængelig viden, på det tidspunkt planen udarbejdes /6/. Der er ikke er krav om, at der tilvejebringes ny viden gennem konkrete undersøgelser eller nye rapporter, givet at det vurderes, at det ikke vil påvirke et Natura 2000- område eller bilag IV-arter. Dette hænger sammen med den proaktive måde, den strategiske miljøvurdering bør fungere på /7/. I takt med at der sker en miljømæssig vurdering af planen, bør der samtidig ske en justering af planen mod en mere miljømæssig favorabel plan. Det kan ske ved at vælge nye udpegningskriterier til eller konkrete områder fra, der vurderes at være uhensigtsmæssige i forhold til miljøet. Dette er tænkt som en iterativ proces i takt med, at den relevante planmyndighed udarbejder planen /8/. Den endelige miljøvurdering af en plan for nogle konkrete aktiviteter er således et resultat, hvor nogle områder er valgt fra, og de resterende er vurderet at være miljømæssigt hensigtsmæssige at beholde i planen. Miljøvurderingen omfatter kun planforslaget, hvorfor de løbende justeringer/afgrænsninger frem til en miljømæssig bedre plan ikke umiddelbart er synlige. Idet den strategiske miljøvurdering dækker en plan eller et program, og den baseres på eksisterende viden, vil der være oplysninger eller undersøgelser, som først bliver tilvejebragt eller udført i forbindelse med en konkret aktivitet /9/. Dette vil ske i forbindelse med VVM-processen. De konkrete undersøgelser varetages bedst på det mere detaljerede niveau, hvor der skal ske en fuld afdækning af den konkrete aktivitets miljømæssige påvirkning. I takt med at aktiviteten bliver mere konkret og bedre beskrevet, er det også muligt at beskrive den konkrete miljøpåvirkning bedre og dermed imødegå og behandle miljøpåvirkningerne /10/. Figur 2.1. Sammenhængen mellem vurderinger af planer og programmer SMV (SEA) og vurdering af konkrete projekter VVM (EIA) /11/. 4

Figur 2.1 viser sammenhængen mellem de miljøvurderinger, der foretages i hhv. SMV og VVM, og den udvikling i vidensniveauet, der foregår i takt med, at aktiviteten bliver mere konkret. Man går derfor fra en potentiel (strategisk) miljøpåvirkning til en absolut (konkret) miljøpåvirkning. 2.3 Hvordan screenes der efterfølgende for VVM? Når råstofplanen med den tilhørende strategiske miljøvurdering er vedtaget, påbegyndes de konkrete aktiviteter. Råstofindvinding vil, i fald arealet er over 25 ha, være obligatorisk VVM-pligtigt, hvorfor der udarbejdes en VVM-redegørelse, der afdækker alle de miljømæssige konsekvenser. Såfremt råstofindvindingen er under 25 ha, gennemføres der en screening for, om aktiviteten er VVM-pligtig. Denne screening kan tage udgangspunkt i den strategiske miljøvurdering, hvor de konkrete områder tidligere er blevet vurderet. Det er myndighedens ansvar, at påvirkningen vurderes korrekt /12/. Her gælder det som udgangspunkt, at screeningen baseres på eksisterende viden, men såfremt myndigheden er i tvivl, eller hvis der kommer oplysninger frem om det konkrete område, der indikerer en miljøpåvirkning, kan der foranlediges nærmere undersøgelser. Oftest vil det dog være sådan, at såfremt større undersøgelser er nødvendige, vil dette indikere, at projektet som udgangspunkt bør vurderes VVM-pligtigt /13/. 2.4 Miljøpåvirkning og indvindingstilladelsen Når miljøvurderingerne er foretaget, og der er dannet et overblik over miljøpåvirkningerne, kan der meddeles en indvindingstilladelse. Denne tilladelse kan indeholde en række vilkår jf. råstoflovens 10, der er gengivet herunder: 10. En tilladelse efter 7, stk. 1, skal indeholde vilkår om 1) virksomhedens drift og om efterbehandling af arealet med henblik på at begrænse miljømæssige gener og forebygge forurening af grundvandet og jorden, 2) at der stilles sikkerhed for, at indvindingsområdet bliver efterbehandlet, og 3) at indvindingen og efterbehandlingen sker efter en plan, der er godkendt af regionsrådet, og som indeholder hovedelementerne for indvindingen og efterbehandlingen. Stk. 2. En tilladelse kan indeholde vilkår om, at råstofferne skal oparbejdes bedst muligt i forhold til deres kvalitet eller skal anvendes til bestemte formål. Stk. 3. Regionsrådet kan fastsætte yderligere vilkår for at varetage de hensyn, der er nævnt i 3. /13/ I indvindingstilladelsen er det, som der fremgår, muligt at regulere de påvirkninger, der gennem miljøvurderingerne måtte være identificeret, herunder evt. påvirkninger på grundvand og natur. Det fremgår af vejledningen til råstofloven, at de ønsker, som tilladelsesmyndigheden har til indretningen af råstofindvindingen, som udgangspunkt vil kunne håndteres i de vilkår, der kan stilles i tilladelsen /1/. Det er også i vejledningen til råstofloven beskrevet, hvordan vilkår efter råstoflovens 10 omfatter hele virksomhedens drift. Dermed har myndigheden mulighed for at stille de relevante vilkår til en miljømæssigt hensigtsmæssig drift og dermed imødegå de potentielle og absolutte miljøpåvirkninger, der måtte være identificeret. Dette er også beskrevet i en afgørelse fra natur- og miljøklagenævnet, hvori der står, at: Efter råstoflovens 3 skal der ved afgørelser om tilladelse til råstofindvinding, herunder ved ændring af vilkår for eksisterende tilladelser, på den ene side lægges vægt på råstofressourcernes omfang og kvalitet og 5

udnyttelsen heraf samt tages erhvervsmæssige hensyn, og på den anden side skal der bl.a. lægges vægt på miljøbeskyttelse og vandforsyningsinteresse /14/. Idet de overordnede hensyn til naturbeskyttelse og vandforsyning indgår som afgørende parametre, når der meddeles en tilladelse, beskrives det også i afgørelsen at: risikoen for forurening af grundvandet i forbindelse med råstofgravning kan sammenlignes med den uregulerede risiko for grundvandsforurening i forbindelse med jordbehandling med tunge maskiner i landbruget eller risikoen for grundvandsforurening i forbindelse med forsvarets øvelser i terræn med tungt materiel eller i forbindelse med anvendelse af tunge maskiner ved almindelige bygge- og anlægsopgaver. Styrelsen har ikke fundet anledning til at kritisere amtets skøn om, at grusgravningen ned til en dybde af 15 m ikke vil medføre en uacceptabel risiko for forurening af grundvandet. Dette er navnlig begrundet med de vilkår, der er stillet i tilladelsen for at formindske risikoen for grundvandsforurening bl.a. om håndtering af olieprodukter, og med at der er meddelt afslag på en ansøgning om dispensation til modtagelse af jordfyld i grusgraven. Det er således muligt ud fra miljøvurderingerne på de respektive planniveauer at håndtere de afdækkede miljøpåvirkninger og imødegå disse gennem opstilling af vilkår i forbindelse med meddelelse af indvindingstilladelse til den konkrete aktivitet. 3. RÅSTOFGRAVNING OG GRUNDVAND 3.1 Grundvandsbeskyttelse og sårbarhedsudpegning I Danmark er det politisk besluttet, at den nuværende og fremtidige drikkevandsressource skal beskyttes, således at forsyningen med drikkevand fortsat kan baseres på simpel behandling af uforurenet grundvand. Derfor er der i henhold til Vandforsyningslovens 11a /15/ udpeget: Områder med drikkevandsinteresser (OD) Områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD) Indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for OSD. I perioden 2000-2015 er der udført en national grundvandskortlægning, der har haft til formål at kortlægge grundvandsressourcernes beliggenhed og sårbarhed, og udpege de delområder inden for OSD og indvindingsoplande, som er særligt følsomme over for en eller flere typer af forurening (følsomme indvindingsområder) med angivelse af, hvilken eller hvilke typer af forurening de anses for følsomme over for. Den nationale grundvandskortlægning har haft sit primære fokus på nitratfølsomme indvindingsområder (NFI). Nitratfølsomme indvindingsområder afgrænses, hvor grundvandmagasinet har stor nitratsårbarhed, og hvor der samtidig sker nogen eller stor grundvandsdannelse til magasinet. Hvor grundvandsmagasinet har nogen nitratsårbarhed, og der samtidig sker nogen eller stor grundvandsdannelse til magasinet, afgrænses som udgangspunkt nitratfølsomme indvindingsområder, men der foretages dog en konkret vurdering af behovet for afgrænsning /16//17/. Sprøjtemiddelfølsomme indvindingsområder (SFI) afgrænses for sandjorde inden for OSD og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for OSD. Baggrunden for afgrænsningen findes i Naturstyrelsens rapporter /18//19/. Delområder inden for de følsomme indvindingsområder afgrænses på baggrund af en vurdering af arealanvendelsen, forureningstrusler og den naturlige beskyttelse af vandressourcerne, hvor en særlig indsats til beskyttelse af vandressourcerne er nødvendig til sikring af drikkevandsinteresserne. Disse delområder kaldes indsatsområder (IO). 6

Alle områdeafgrænsningerne er først formelt gyldige, når de er udpeget i en bekendtgørelse /20/ med hjemmel i vandforsyningsloven /15/, og de kan ses på Danmarks Miljøportal (http://arealinformation.miljoeportal.dk/distribution/). 3.1.1 Nitratsårbarhed Formålet med nitratsårbarhedskortlægningen er at afgrænse nitratfølsomme indvindingsområder (NFI) og indsatsområder (IO), hvor indsatser for at beskytte grundvandsressourcen prioriteres. Ved sårbarhedskortlægningen tages der udgangspunkt i det øverste primære grundvandsmagasin, hvorfra hovedparten af drikkevandet indvindes. Det primære magasin inden for OSD er defineret som det magasin, hvor den nuværende og fremtidens drikkevandsressource findes, Figur 3.1. I indvindingsoplandene udenfor OSD er det primære magasin defineret som det magasin, der specifikt indvindes fra i dag. Figur 3.1 Principskitse, der viser primært og sekundært magasin, samt redoxgrænse, som er termer, der bruges i sårbarhedsudpegningen. Afgrænsningen af det primære magasins sårbarhed bygger på Zoneringsvejledningens principper for fastlæggelse af nitratsårbarhed, der bl.a. bygger på dæklagsegenskaberne og vandkvaliteten /16/, samt Naturstyrelsens notat om sårbarhedsvurdering og afgrænsning af nitratfølsomme indvindingsområder og indsatsområder /17/. På baggrund af kortlægningsresultaterne vurderes grundvandsmagasinet til at have lille, nogen eller stor nitratsårbarhed, se Tabel 3.1. For at kunne vurdere dæklagene bruges oplysninger om boringernes lagserie. Alle vandindvindingsboringer mv. i Danmark er indberettet til GEUS, og oplysningerne kan hentes i GEUS s database JUPITER. Som en del af kortlægningen kan der være udført nye undersøgelsesboringer i områder, hvor der ellers har været få data. Boringerne er punktmålinger, der giver oplysninger om, i hvilken dybde der findes ler, sand og grus lige der, hvor boringen er udført. 7

Lille Nogen Egenskaber for dæklag og grundvandsmagasin Dæklag af fed grå ler eller glimmerler eller Dæklag med højt organisk indhold, evt. brunkul eller Tykkelse af reducerede (grå)sammenhængende lerdæklag > 15 m eller Reduceret magasinbjergart med indhold af organisk materiale, pyrit og evt. brunkul. Dæklag af oxideret sand med slirer af silt og ler eller Dæklag af reduceret, gråt sand eller gråt/gråsort sand med lignit eller pyrit eller Tykkelse af reducerede (grå), sammenhængende lerdæklag er 5 til 15 m eller Reduceret magasinbjergart. Nitratsårbarhed Grundvandskvalitet Grundvand fra methanzonen og fra jern- og sulfatzonen. Vandtype C og D Grundvand fra jern- og sulfatzonen. Vandtype C Stor Kun dæklag af oxideret, gulligt-gulbrunt sand og/eller ler eller Tykkelse af reducerede, sammenhængende lerdæklag < 5 m og Magasinbjergart uden større nitratreduktionspotentiale. Grundvand fra ilt- og nitratzonerne. Vandtype A og B Tabel 3.1 Kriterier for nitrat sårbarhedszoneringen. Opstillet ud fra Zoneringsvejledningen /16/. For at beskrive jordlagene mellem de forskellige boresteder bruges geofysisk kortlægning, der indirekte fortæller om jordlagene, ved at bruge de forskellige jordlags forskellige elektriske modstandsegenskaber. Med geofysisk kortlægning opnås en tæt datadækning, og når den sammenholdes med oplysningerne fra boringerne, kan jordlagene beskrives over større områder. Boredata og geofysiske data samles typisk i en hydrostratigrafisk model, hvor de geologiske data tolkes, og der kan tegnes profiler, Figur 3.2, og fladekort, Figur 3.3. Figur 3.2 Eksempel på geologisk profil fra en hydrostratigrafisk model. På profilet ses boringsoplysninger, geofysiske målinger og den tilhørende lagtolkning. 8

Figur 3.3 Eksempel på fladekort, der viser tykkelsen af et lerlag, der ligger over et grundvandsmagasin. For at vurdere grundvandskemien bruges de kemiske analyser, der også ligger i JUPITER, evt. suppleret med analyser hos vandværker og kommuner eller helt nye analyser. Analyserne gennemgås, og det bestemmes, hvor oxideret/reduceret vandet er i den enkelte boring, Figur 3.4. Oxideret vand tyder på stor sårbarhed, mens reduceret vand generelt er godt beskyttet. 9

Figur 3.4 Eksempel på vandtyper sammenholdt med tykkelsen af ler over et magasin. Lerdæklagenes tykkelse og egenskaber sammenholdes med grundvandskemi, og ud fra Tabel 3.1 bestemmes graden af sårbarhed. Som en del af dette bestemmes dybden til redoxgrænsen (Figur 3.5) og tykkelsen af reduceret ler over magasinet. Dette skyldes, at det kun er den del af lerdækket, der er reduceret, der virker beskyttende i forhold til nedsivning af nitrat. Redoxgrænsen bestemmes ved at vurdere jordlagenes farver i borebeskrivelserne. Gule/brune farver viser oxiderede forhold, mens grå/blå farver viser reducerede forhold, og det sammenholdes med vandtyperne i vandprøverne fra boringerne i området. Tykkelsen af reduceret ler, fås ved at tage den samlede lertykkelse og trække tykkelsen af det oxiderede ler fra. På baggrund af det samlede datagrundlag inddeles OSD og indvindingsoplande uden for OSD i områder med stor, nogen eller lille nitratsårbarhed. 10

Figur 3.5 Eksempel på dybden til redoxgrænsen. 3.1.2 Nitratfølsomme indvindingsområder (NFI) For at afgrænse NFI skal grundvandsdannelsen bestemmes. Denne beregnes i en grundvandsmodel ud fra meteorologiske data (DMI), vandløbsdata og pejledata fra boringer. Der er ofte udført synkronpejlinger som en del af grundvandskortlægningen, disse data bruges sammen med data fra JUPITER. I de fleste kortlægningsområder er det valgt at bruge grænsen, for om der sker grundvandsdannelse eller ej, som kriterie ved NFI afgrænsningen. Eller sagt med andre ord, hvor der er nedadrettet gradient, er der grundvandsdannelse, og der kan udpeges NFI. Er der opadrettet gradient, sker der ingen grundvandsdannelse, og der kan ikke udpeges NFI, Figur 3.6. 11

Figur 3.6 Eksempel på sårbarhedsafgrænsning sammenholdt med områder, hvor der ikke sker grundvandsdannelse (opadrettet gradient). Der afgrænses ikke NFI i områder med opadrettet gradient, uanset om områderne har nogen eller stor nitratsårbarhed. Som hovedregel er der stor grundvandsdannelse, hvor der ikke er beskyttende lerdæklag, fordi vandet her hurtigt kan sive ned til grundvandsmagasinerne. Det er også her, de oxiderede vandtyper ses, fordi der sker en hurtig transport af ilt og nitrat fra overfladen. Der er forskellige forhold, der gør, at hovedreglen ikke gælder alle steder. Derfor er det vigtigt at bruge alle tre datasæt (geologi, grundvandskemi, grundvandsdannelse) ved afgrænsningen af NFI. NFI afgrænses, hvor grundvandmagasinet har stor nitratsårbarhed, og hvor der samtidig sker nogen eller stor grundvandsdannelse til magasinet. Hvor grundvandsmagasinet har nogen nitratsårbarhed, og der samtidig sker nogen eller stor grundvandsdannelse til magasinet, afgrænses som udgangspunkt nitratfølsomme indvindingsområder, men der foretages dog en konkret vurdering af behovet for afgrænsning /16//17/. 3.1.3 Indsatsområder (IO) Inden for de nitratfølsomme indvindingsområder afgrænses indsatsområder, hvor en særlig indsats er nødvendig for at opretholde en god grundvandskvalitet i forhold til nitrat. Afgrænsningen sker på baggrund af en konkret vurdering af arealanvendelsen, forureningstrusler og den naturlige beskyttelse af grundvandsressourcerne. Større sammenhængende områder med skov, mose, fredning og vådområder, hvorfra der som udgangspunkt kun sker en begrænset nitratudvaskning, afgrænses ikke som indsatsområder. 12

Hvis arealanvendelsen eller forureningstruslen på disse arealer senere ændres, kan der blive behov for at justere udpegningen. En stor del af arealanvendelsen i det nitratfølsomme indvindingsområde, der er vist i eksemplet i Figur 3.7, udgøres af landbrugsarealer, hvorfra der er eller potentielt kan være en relativt høj nitratudvaskning. Disse arealer afgrænses som indsatsområder, da det vurderes, at der er behov for en særlig beskyttelse med hensyn til nitrat. Figur 3.7 Eksempel på den endelige udpegning af NFI og IO. 3.1.4 Sprøjtemiddelfølsomme indvindingsområder (SFI) Miljøministeriet har frem til 2014 gennemført undersøgelser af lerede og sandede jordes følsomhed over for udvaskning af sprøjtemidler, med det formål at kunne udpege områder som er særligt følsomme for udvaskning af sprøjtemidler. Hovedkonklusionen har været, at det er muligt at udpege følsomme områder på sandjord, men ikke på lerjord. Sprøjtemiddelfølsomme indvindingsområder (SFI) afgrænses for sandjorde inden for OSD og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for OSD. Afgrænsningen sker i forhold til udvaskning af pesticider ved almindelig markdrift på baggrund af geologien i den øverste meter jord. Baggrunden for afgrænsningen findes i Naturstyrelsens rapporter /18//19/. Der er set nærmere på de forhold, der gælder for lerjorder i rapporten Vurdering af mulighederne for udpegning af pesticidfølsomme lerområder (SFO-ler) på grundlag af eksisterende data /22/. Lerjorder er sammensat af forskellige mineralkorn, der udgør grundmassen af jorden, også 13

kaldet matrix. Selvom mineralkornene er tæt pakket, så er lerjorden præget af mange små hulerum, porer, hvor vand langsomt kan bevæge sig igennem. Der kan også forekomme sprækker i lerjorden. I disse sprækker vil vand hurtigere bevæge sig igennem lerjorden. For følsomheden på lerjorder er sprækker og porer af afgørende betydning, og der er i rapporten forskellige hovedkonklusioner: Det er hensigtsmæssigt at betragte lerjorder i to dybder, fra terræn til bunden af rodzonen i 2 meters dybde, og fra bunden af rodzonen og ned til grundvandsmagasinet. Moræneler dækker terrænnært 40 % af Danmarks areal. Moræneler er indenfor de øverste 2 m ofte udvasket, oxideret og gennemsat af makroporer i form af ormegange, rodgange, sandlinser og sprækker, Figur 3.8. Porer i moræneler består dels af mikroskopiske porer i matrix (mikroporer) og makroporer, som almindeligvis skærer gennem matrix. Transport of vand og stoffer i mikroporer i matrix i den umættede zone foregår relativt langsomt, mens transport i makroporer kan ske meget hurtigt, f.eks. under voldsomme regnskyl. Tykkelsen af morænelerslagene er ikke automatisk et udtryk for god eller dårlig beskyttelse af grundvandet, men undersøgelser viser, at det er en vigtig faktor. Meget tyder på, at alle morænelersaflejringer med en tykkelse på mindre end 10 meter må anses for potentielt opsprækkede, men tykkere lag kan være gennemsat af sprækker, især hvis de overlejrer højpermeable jordarter, Figur 3.9. Moræneler på lavpermeable jordarter må derimod forventes at yde en væsentlig bedre beskyttelse af grundvandet. Der er en sammenhæng mellem makroporedybde og redoxgrænse. De fleste makroporer stopper ved redoxgrænsen, da redoxgrænsens beliggenhed og nedadgående bevægelse er afhængig af tilstedeværelsen af makroporer. De fleste sprækker forventes at ophøre omkring 10 m s dybde, hvilket feltobservationer med støtte af boringsdata synes at vise. Gennemoxiderede lag op til 10 m tykkelse ser ud til at være de mest følsomme for udvaskning, mens oxiderede lag på 7 m sammen med reducerede lag på 3 m er noget mindre følsomme, og reducerede lag på mere end 3 m er i alle sammenhængende lag mindre følsomme. Der er sammenstillet data om den reducerede zones tykkelse (zonen hvor pesticider generelt ikke nedbrydes) i områderne baseret på nitrat/iltdata og farveforskel i leraflejringerne mellem den oxiderede og reducerede zone i boreprøver og feltprøver. Sammenhængen mellem den oxiderede zone-redoxgrænsen-den reducerede zone og den totale lertykkelse og betydningen for makroporefordeling i dybden ser således ud til at kunne bruges som værktøj for vurdering af den mulige transport gennem moræneler ned mod grundvandspejlet. Smeltevandsler udgør terrænnært 1-2% af overflade arealet, og er ofte homogen eller lagdelt. Leret har helt andre egenskaber end moræneler på grund af den homogene struktur. Der kan godt være tale om sprækker og andre makroporer i smeltevandsler, men da mikroporerne er meget små og uden større vandbevægelse, er der tale om andre risikoforhold m.h.t transport ned gennem lerlagene. Undersøgelser har vist, at der kan foregå transport af vand og stof i makroporer i både den oxiderede og reducerede zone. Terrænforhold vil have en indflydelse på strømningsforholdene i grundvandet. Bakkede områder må anses for at være mere sårbare end flade områder, når der er højt grundvandsspejl, da lateral strømning i de ofte stærkt opsprækkede zoner i 2-3 meters dybde må anses for udbredt, når grundvandsstanden er høj. Med stor lateral strømning vil eventuelle vertikale sprækkezoner eller sandlinser kunne fungere som dræn for et større område i kuperet terræn end i fladtliggende terræn. I moræneler på Sjælland findes ofte tre overordnede geokemiske miljøer. Den første zone fremstår iltet og kalkfri, den næste zone er iltet og kalkholdig, samlet kaldes de den oxiderede zone og den tredje zone, der findes umiddelbart under en markant grænse, redoxgrænsen (redoxklinen), er kalkholdig og reduceret og kaldes den reducerede zone. På f.eks. Stevns er den første zone omkring 1 meter dyb, og den næste zone når ned til 4 meter ved Gjorslev, 3,5 meter ved Højstrup og 6 m ved Sigerslev, mens den i Hedeland kan være op til 10 m tyk. Den underliggende reducerede zone kan være helt fraværende eller op til 20 m tyk. 14

I landbrugsarealer vil et forøget forbrug af f.eks. nitratholdig gødning bidrage til en øget bevægelse nedad af redoxgrænsen. I nogle områder vil råstofgravning bidrage med øget ilttilførsel, ligesom oppumpning af grundvand, der medfører sænkning af grundvandsspejlet, kan give øget ilt til morænelerslagene indenfor sænkningstragten. Der er ikke umiddelbart sammenhæng mellem redoxforholdene i moræneleret og i grundvandet, da hurtig transport af regnvandet til grundvandsmagasinet kan bringe iltrigt vand langt ned under redoxgrænsen i moræneleret. Figur 3.8 Tværprofil ved Højstrup med makroporer og redoxforhold /22/. 15

Figur 3.9 Eksempler på forskellige typer af oxidationsforhold i moræneler over sand (øverste række) og over kalk (nederste række) /22/. 3.1.5 Boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) Et boringsnært beskyttelsesområde (BNBO) er et område på jordoverfladen omkring en indvindingsboring til en almen vandforsyning, hvor der på grund af forhold vedrørende vandindvindingsmængden, hydrogeologi og arealanvendelse kan være behov for på baggrund af en konkret vurdering at gennemføre målrettet grundvandsbeskyttelse /25/. Miljøstyrelsen udgav i 2007 en vejledning om BNBO /23/. Vejledningen henvender sig til alle, der beskæftiger sig med grundvandsbeskyttelse, men er primært rettet mod de parter, der planlægger og udfører grundvandsbeskyttelse relateret til fysisk beskyttelse af områder omkring og tæt ved boringer. Formålet med vejledningen er, at beskrive anvendelsen af miljøbeskyttelseslovens 24 til etablering af boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) omkring indvindingsboringer. Miljøstyrelsen har vurderet at, der kan etableres beskyttelsesområder i medfør af den eksisterende miljøbeskyttelseslov, samt at beskyttelsen kan omfatte andre forhold end, at der ikke sprøjtes på området. Det er en betingelse, at det kan begrundes, at en given aktivitet, situation eller et lignende forhold kan true eller truer med at forurene vandindvindingsanlægget. Det er således ikke tilstrækkeligt, at forureningen truer grundvandet generelt. Restriktionerne skal have til formål at forhindre, at der sker en forurening eller at begrænse risikoen for uheld, som kan medføre en forurening af grundvandet og dermed boringen. Staten fastlægger med udgangen af 2016 BNBO omkring samtlige indvindingsboringer til almene vandforsyninger, som ikke allerede har fastlagt BNBO. Det er dog kommunernes valg, om de vil udlægge BNBO eller ej. 16

Figur 3.10 Illustration af indvindingsopland, BNBO, 25 m zone og 10 m zone. 3.1.6 25 m zone Jf. Miljøbeskyttelseslovens 21b /28/ må anvendelse af pesticider, dyrkning og gødskning til erhvervsmæssige og offentlige formål ikke ske inden for en radius på 25 m fra en boring, der indvinder grundvand til almene vandforsyningsanlæg. Forbuddet mod anvendelse af pesticider i beskyttelseszonen omfatter alle pesticider omfattet af Pesticidforordningen 1107/2009/EF, hvilket betyder, at de er godkendelsespligtige og skal godkendes af Miljøstyrelsen, inden de må markedsføres og anvendes. Forbuddet mod gødskning omfatter udspredning af enhver form for natur- og kunstgødning. Ved dyrkning forstås her en egentlig kultivering af arealet med jordbehandling, såning eller plantning af en eller flere typer af afgrøder eller vækster. Der er dog ikke forbud mod opvækst af naturligt forekommende vegetation i beskyttelseszonen, jf. dog rydningspligten efter lov om drift af landbrugsjorder. Det er lovligt at etablere et tæt plantedække bestående af græs eller at etablere en beplantning bestående af buske og træer (f.eks. pil, tjørn, navr, røn m.v.) f.eks. med henblik på at fungere som vildtremise (som føde, skjul eller ynglested for vildtet). Det er ikke tilladt at plante nåletræer med henblik på salg af juletræer/pyntegrønt og træer med henblik på energiproduktion, ligesom det ikke er tilladt at så græs med henblik på produktion af græsfrø. I forbindelse med etableringen af plantedækket eller beplantningen må der ikke anven- 17

des hverken pesticider eller gødning. Beplantningen må ikke besværliggøre eller hindre adgangen til vandindvindingsanlægget. Der er ikke krav om etablering af et fysisk hegn ved overgangen fra de 25 meter til det resterende jordbrugsareal. I de tilfælde, hvor der er truffet afgørelse om etablering af et BNBO område, som medfører forbud mod pesticidanvendelse, bortfalder kravet om overholdelse af 25 meters beskyttelseszonen. De restriktioner, der følger af en afgørelse i henhold til Miljøbeskyttelseslovens 24 vil i stedet være gældende. Det samme gælder, hvis der er truffet afgørelse i medfør af Miljøbeskyttelseslovens 26 a /28/. 3.1.7 10 m zone (Fredningsbælte) For boringer, der indvinder vand til almene vandforsyningsanlæg, er der normalt udlagt et beskyttelsesområde, den såkaldte fysiske sikringszone eller fredningsbælte, på typisk 10 meter i radius, hvor der hverken må anvendes pesticider, dyrkes eller gødskes. Udover beskyttelsen mod forurenende nedsivning bør det for almene anlæg fastsættes i vandindvindingstilladelsen, at arealet omkring boringen skal være indhegnet inden for en afstand af mindst 10 m fra boringen, og at hegnet normalt skal holdes lukket /27/. Denne zone er udvidet med eller afløst af 25 m zonen, se 3.1.6. Jf. Miljøbeskyttelseslovens 22 /28/ kan kommunalbestyrelsen fastlægge et beskyttelsesområde inden for hvilket stoffer, produkter og materialer, der kan forurene grundvand, jord og undergrund, ikke uden tilladelse må nedgraves i jorden, udledes eller oplægges på jorden, eller afledes til undergrunden. Der har tidligere været tale om hygiejnisk sikringszone og kildepladszone /16/. I lovgivningen er der ikke anført særlige afstandskrav til drikkevandsboringer i forbindelse med råstofindvinding. Desuden laves altid en konkret vurdering i forbindelse med udarbejdelsen af en gravetilladelse. Som udgangspunkt bør en beskyttelseszone på 300 m og 50 m for henholdsvis almen drikkevandsboring og privat vandboring/brønd dog respekteres /39/. I forbindelse med vandforsyningers beredskabsplanlægning bør det desuden overvejes, hvordan enkelte af vandforsyningens anlæg bedst kan sikres mod uvedkommendes adgang til anlæg og installationer f.eks. ved montering af elektroniske åbne og lukke kontakter eller alarmer for åbning af disse, videoovervågning i vandværksbygninger, indhegninger o.s.v. /30/. 3.1.8 Regler og retningslinier for grundvandsbeskyttelse I amternes regionplaner var beskrevet, hvilke retningslinier der skulle administreres efter for at beskytte grundvandet inden for OSD, NFI og IO. Disse retningslinier blev videreført som retningslinie 40 og 41 i Vandplan 2009-2015. Med vedtagelsen af Vandområdeplaner (2015-2021) er retningslinie 40 og 41 ikke gældende mere. Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning sendte 4. juli 2016 ny bekendtgørelse og vejledning om kommunernes fysiske planlægning inden for områder med særlige drikkevandsinteresser i høring /25//26/. De nye regler erstatter Retningslinie 40 og 41, og forventes at træde i kraft 15. september 2016. Uddrag af udkast til Bekendtgørelse om krav til kommunalbestyrelsens fysiske planlægning inden for områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse er gengivet her: 1. Bekendtgørelsens formål er at sikre, at kommunernes fysiske planlægning, jf. lov om planlægning, bidrager til forebyggelse af fare for forurening af nuværende og fremtidige grundvands- 18

ressourcer inden for områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse, jf. 11 a, stk. 1, nr. 2 og 3 i lov om vandforsyning mv. 2. Kommunalbestyrelsen skal friholde områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandforsyninger uden for disse for udlæg af nye arealer i kommuneplanen til erhvervsformål eller anlæg og ændret arealanvendelse af eksisterende kommuneplanlagte arealer, der medfører en øget fare for forurening af grundvandet. Ved vurdering af faren for forurening af grundvandet lægger kommunalbestyrelsen vægt på, om planlægningen omfatter virksomhedstyper, der sædvanligvis har oplag af, anvender eller frembringer forurenende stoffer eller stofgrupper, der er mobile i forhold til grundvandet. I den nye administrationsmodel er inddraget ny viden fra den afsluttede grundvandskortlægning, og den indeholder en forenklet virksomhedsliste. I vejledningen beskrives desuden krav til kommunens grundvandsredegørelse: Inden for NFI skal kommunen være særlig opmærksom på og redegøre for aktiviteter, som indebærer risiko for nitratforurening. Inden for SFI skal kommunen være særlig opmærksom på og redegøre for aktiviteter, som indebærer risiko for pesticidforurening. Inden for BNBO skal kommunen være særlig opmærksom på og redegøre for aktiviteter, som indebærer risiko for forurening af grundvandet med organiske mikroforureninger, herunder pesticider. Inden for områder med stor grundvandsdannelse skal kommunen generelt være opmærksom på og redegøre for aktiviteter, som indebærer fare for forurening af grundvandet, da evt. forureninger alt andet lige vil blive udvasket relativt hurtigt og i store mængder til grundvandet. Inden for områder med begrænset grundvandsdannelse, hvor grundvandsdannelsen lokalt måtte være ringe, skal kommunen inddrage arealanvendelsens betydning for grundvandsdannelsen i planlægningen og omhandle dette i grundvandsredegørelsen. Alle de nævnte udpegninger vises på Danmarks Miljøportal, så det er muligt at se dem i forhold til råstofgraveområder /21/. 3.2 Påvirkning af grundvandets sårbarhed ved indvindig af rødbrændende ler Ved råstofindvinding kan grundvandsmagasinet påvirkes både i forhold til kvantitet og kvalitet. Region Syddanmark har tidligere fået udarbejdet fem tekniske notater, der beskriver disse påvirkninger/31//32//33//34/ samt /35/. Nærværende notat omhandler indvinding af rødbrændende ler, hvorfor det primært er notat /32//34//35/, der er relevante. 3.2.1 Gravning af rødbrændende ler Alle lertyper påvirkes af nedsivende regnvand. Carbondioxid (CO 2 ) i vandet opløser lerets kalk ned til få meter under terræn, hvor kalken igen udfældes som små klumper /36/. Jo grovere materialet er, jo dybere udvaskes kalken. Det øverste kalkfattige ler giver røde teglsten ved brænding og kaldes derfor rødbrændende ler. Det kalkrige ler nedenunder giver gule mursten og kaldes derfor gulbrændende ler. I de øverste meter bliver leret også iltet, så ferrojern (Fe 2+ ) bliver til ferrijern (Fe 3+ ), og leret får en rød farve, og kaldes derfor rødler. Rødfarvningen i leret er dog typisk sket til større dybde end kalkudvaskningen, så det rødfarvede ler (rødler) kan både give røde og gule mursten ved brænding. Rødbrændende ler indvindes derfor i de øverste få meter under terræn, hvor kalken er udvasket. Der vil dog ikke være rødbrændende ler egnet til råstof i hele det øvre lag, da der skal afrømmes muldjord og afrømmes en overgangszone mellem rød- og gulbrændende ler, hvor der er et indhold af store kalkkorn som kan frostsprænge den færdige teglsten /37/. 19

Rødbrændende ler indvindes således fra udvaskede, kalkfri lerforekomster, der graves til dybder på ca. 1 til 4 meter under jordoverfladen, afhængig af hvor dybt kalkudvaskningen er nået i området, se Figur 3.8. Graveaktiviteterne vil udelukkende ske over grundvandsspejlet, og der vil således ikke kunne ske en direkte forurening af grundvandet, ligesom der ikke vil ske grundvandssænkninger /37//38/. Indvinding og transport foregår ofte koncentreret 2-3 uger om året. Gravearbejdet forudsætter, at jorden er frostfri, og endvidere at markerne er tilstrækkeligt tørre og dermed kørefaste. Regnvejr gør leret vådt og vanskeligt at arbejde med, og få timers regnvejr kan forsinke indvindingen i flere dage. Der vil som regel ikke være et lager af ler ved selve graveområdet, da lagrene findes på teglværket /37//38/. 3.2.2 Reetablering efter indvinding af rødbrændende ler Efterbehandling efter indvinding af rødbrændende ler foregår næsten altid til jordbrugsformål, og da der ofte kun graves få uger om året, vil retableringen kunne ske hvert år efter endt indvinding. Overjorden (muldlaget) lægges tilbage ved retablering af graveområderne. Mægtigheden af den rødbrændende ler i et område kan variere, ligesom der kan forekomme punktvise udgravninger. Der vil i denne forbindelse typisk ske en udjævning i forbindelse med tilbageførslen af overjorden/sandet i området. I forbindelse med retableringen af området vil der ske en sænkning af terrænkoten svarende til den afgravede lermængde. Den gennemsnitlige sænkning af terrænet kan forventes at udgøre 1-3 m i de gravede områder afhængigt af de lokale forhold. 3.2.3 Gravning af rødbrændende lers betydning for grundvandets sårbarhed. Rødbrændende ler indvindes kun over grundvandsspejlet, hvorfor der ikke vurderes at være en kvantiativ påvirkning af grundvandsmagasinerne. I det tekniske notat /32/ er råstofindvindings kvalitative påvirkning af grundvandet vurderet og beskrevet. I notatet er der set på før, under og efter gravning over og under grundvandsspejlet på fire forskellige landskabstyper. Det konkluderes, at der i de fleste tilfælde er ingen eller kun lille kvalitativ påvirkning af grundvandskvaliteten. Den største risiko vurderes at være pyritoxidation, hvor der også kan ske forsuring af grundvandet, frigives nikkel, arsen og jern eller ske okkerudfældning. Pyritoxidation kan forekomme, hvis vandmættede og reducerede aflejringer iltes (oxideres). Ved gravning af rødbrændende ler er dette ikke et problem, da der kun bortgraves iltede aflejringer. Selvom det at fjerne lerlag vil kunne medføre en hurtigere strømning til grundvandsmagasinet, vurderes det ikke at være et problem, da det bortgravede ler allerede er opsprækket og har makroporer, der giver stor strømningshastighed gennem laget. I forhold til sårbarhed over for nitrat er det vigtigt at skelne mellem den nitratsårbarhed, der er kortlagt i den nationale grundvandskortlægning, og som relaterer sig til det primære magasin (afsnit 3.1.1), og den sårbarhed, der gælder for terrænnære sekundære magasiner. På Figur 3.11 er skitseret indvinding af rødbrændende ler i tre områder, markeret med rødt. I forbindelse med gravning fjernes først det organiskholdige muldlag, der har stort nedbrydningspotentiale i forhold til nitrat og pesticider. Det betyder umiddelbart, at der fjernes beskyttelse, men da der ikke anvendes gødning og pesticider i graveperioden, betyder det ikke, at der sker større udvaskning, hvis tilløb af overfladevand fra siderne hindres /32/. Det har ingen betydning for vurderingen af nitratsårbarheden, da der her kun vurderes på muligheden for nitratreduktion under rodzonen. 20

Dernæst fjernes i det østlige område et tyndt sandlag. Sandlaget ligger i den umættede zone, og er iltet og yder derfor ikke nævneværdig beskyttelse i forhold til nitrat. Den eneste beskyttelse er den forsinkelse, det giver, at vandet skal løbe gennem lagene ned til grundvandsspejlet. Nu indvindes 1-3 m rødbrændende ler. I det vestlige område må forventes makroporer til stor dybde, og en dybtliggende redoxgrænse pga. porøse aflejringer under leren jf. 3.1.4 og Figur 3.9. Det samme forventes i det centrale område pga. et kuperet terræn. I det østlige område forventes makroporer og redoxgrænse i mindre dybde. Da der kun indvindes rødbrændende ler over grundvandsspejlet, skabes ingen direkte adgang til grundvandet i magasinet S. Da der hverken gødes eller anvendes pesticider under gravningen, er det ikke et problem hverken i forhold til grundvandsmagasinerne S eller P, hvis tilløb af overfladevand fra siderne forhindres. Figur 3.11 Profilsnit med to magasiner S og P, hvor S er et sekundært magasin, og P er primært magasin. Der kan indvindes rødbrændende ler i tre områder, markeret med rødt. Grundvandsspejl (GVS) og redoxgrænsen er også indtegnet på profilet. Farvekodningen over profilet viser nitratsårbarheden for primært magasin, rød = stor, gul = nogen og grøn = lille. I forhold til nitratsårbarheden, der er markeret med farvekoder over profilet, sker ingen ændringer, da den er udpeget på grundlag af geologien under rodzonen, og der her kun indvindes oxideret ler, uden reduktionspotentiale. Mod vest er der stor sårbarhed i forhold til det primære magasin P, da der ingen reducerede lerlag findes. Centralt er den nogen sårbarhed, da der findes 5-15 m reduceret ler. Mod øst er der lille sårbarhed pga. det tykke lerdække over det primære magasin. Af hensyn til den reduktion af nedsivende nitrat, der sker i rodzonen, er det vigtigt, at overjorden (muldlaget) lægges tilbage ved retablering af graveområderne. Volumenet af muld indenfor graveområderne og dermed også nitratreduktionskapaciteten i overjorden vil således forblive uændret. Bortgravning af det kalkfrie oxiderede ler vil dermed ikke ændre på underjordens nitratreduktionskapacitet, idet nitratreduktionen sker dels i muldlaget, dels i de underliggende reducerede jordlag /38/. 21