nr. 191 december 2011 tema: Brug og misbrug af historien
nr. 191 / december 2011 Indhold Nyt fra bestyrelsen... 3 Nyt fra fagkonsulenten... 5 Præsentation af artiklerne... 7 Side 9-pige: Gudrun Burwitz... 9 Klaus Bjerre: Om Kosovo, hindbær og gay-pride-parade... 10 Tea Sindbæk: Tito, partisanerne og de andre - historiske myter i det tidligere Jugoslavien... 16 Ritvars Jansons : Common and Distinctive Features of Tragic History: Litene and Katyn... 23 Jens Engberg: Landboreformerne og bondefrigørelsen... 29 Dan H. Andersen: Konspirationer og konspirationsteorier - i mange udgaver... 37 Sine Molbæk-Steensig, DIIS: Holocaustbenægtelse - en antisemitisk konspirationsteori... 45 Heidi Eskelund: Mysteriet om den historiske problemstilling... 52 Merete Bandak & Rasmus Østergaard: Forløb om det arabiske forår... 62 Jørn Aarup-Kristensen: Turen går til Skt. Petersborg... 64 Peder Jacob Ellehave Kragh: Third Historiana Seminar - Rights & Responsibilities... 69 Nyt fra EMU... 71 Anmeldelser... 72 Kommende kurser... 86 Adresser... 87 2 Forsideillustration: Napoleon. Deadline for Noter 192 er 1. februar 2012.
Nyt fra bestyrelsen december 2011 Generalforsamlingen efterår med det overordnede emne: Brug af Generalforsamlingen afholdes i år i Odense på historien. Modsat tidligere år er produktet som Odense Katedralskole med overnatning for deltagerne på Hotel Plaza. Emnet for årets generalfor- med historiekonkurrencen ikke en skriftlig opgave de deltagende elever skal aflevere i forbindelse samlingskursus er Middelalderen på tværs, hvor i traditionel forstand. Det er derfor også bevidst der er fokus på vidt forskellige og interessante at tidspunktet er skubbet i forhold til SRP, SSO vinkler på middelalderen. I forhold til tidligere og lignende. Dette ses også tydeligt i forhold til generalforsamlingskurser har bestyrelsen i år valgt bedømmelseskritierierne, hvor formidling indgår at give et økonomisk tilskud til kurset, for på den som et centralt element. Håbet med den nye måde måske at lokke flere til at deltage. Om det form for konkurrencen er, at den kan blive mere var dette, større fokus på efteruddannelse på skolerne og blandt lærerne eller kursets indhold med på historiefaget. populær ude på skolerne og skabe et større fokus mange interessante oplæg, som var det afgørende skal være usagt, men under alle omstændigheder deltog der væsentligt flere i kurset end Tiden nærmer sig også for SRP / SSO for rigtigt SRP / SSO og AT de foregående år. mange af os. Historie er i denne sammenhæng stadig et meget populært fag hos vores elever i Bestyrelsen lighed med de tidligere år. Det er set fra historielærerforeninges side dejligt at så mange af vores På generalforsamlingen siger foreningens bestyrelse farvel til 3 medlemmer som på vidt forskellige måder har bidraget med mangt og meget bindelse med en stor og selvstændig opgave som elever ser histories potentiale og vigtighed i for- i bestyrelsesarbejdet. Det drejer sig om Mette SRP og SSO. AT ligger stadig lidt ud i fremtiden, Rønje, Janni la Cour og ikke mindst Casper Døssing, som de sidste 2 år har været formand. Der færdige med censur omkring SRP/SSO, hvilket alt men dog ikke længere end umiddelbart efter vi er skal herfra lyde en stor tak til alle tre for et stort i alt nok skal sikre enhver historielærer en travl tid. og godt arbejde i bestyrelsen. Desuden skal der lyde et hjerteligt velkommen og tillykke til de nye Euroclio og internationalt arbejde bestyrelsesmedlemmer, som ved deadline endnu Euroclios bestyrelse holdt i september bestyrelsesmøde i København og i den forbindelse deltog ikke var fundet, da disse linier skrives før generalforsamlingen. Den nye bestyrelse vil holde overdragelsesmøde med den afgående bestyrelsen I forbindelse med mødet havde repræsentanter også repræsentanter fra historielærerforeningen. den 12. 13. december i Middelfart. fra historielærerforeningen og Euroclios sekretariat flere møder i København med blandt andet Historiekonkurrrencen Udenrigsministeriet, politikere og Anna Lindh Historiekonkurrencen har ligget død et år, da Foundations repræsentation i Danmark. Disse vi i bestyrelsen mente konkurrencen trængte til møder var en første kontakt i forhold til statslige organisationer omkring et projekt Euroclio en revidering og opfriskning. Den nye historiekonkurrence løber således af stablen i dette og historielærerforeningen planlægger omkring nr. 191/ december 2011 3
nr. 191 / december 2011 historieundervisning i Middelhavsregionen, hvor fokus især vil være på Marokko, hvor der også er et samarbejde under opstart. Euroclio har arbejdet med projektet Historiana. Projektet tager udgangspunkt i, at historie netop ikke er national, men tværtimod er transnational. Målet med Historiana er at tilbyde en webportal, hvor unge kan lære om historien og dermed også opnå en forståelse for de andre og derigennem en bedre forståelse af det Europa som de er en del af. I forbindelse med udfærdigelsen af konkrete emner har flere medlemmer af historielærerforeningen deltaget. Det er bestyrelsens håb, at mange flere i fremtiden vil bidrage til Historiana. I forbindelse med Historiana projektet har der også været afholdt flere seminarer, blandt andet i Istanbul og Riga (se andetsteds i bladet), hvor foreningens bestyrelse har været repræsenteret. De forskellige emner er alle ordnet i forhold til 7 overordnede temaer: People on the Move, Rights and Responsibilities, Conflict and Cooperation, Life and Leisure, Work and Technology, Ideas and Ideologies, and the Environment. Webportalen var ved deadline endnu ikke gået i luften, men det burde snart ske på følgende adresse: http:// euroclio.eu/new/index.php/work/historiana Bestyrelsen har også påbegyndt et samarbejde med Baltisk Initiativ (http://coldwarsites.net/), omkring formidling af den Kolde Krigs historie. Til slut skal endnu engang lyde en tak til de tre afgående medlemmer af bestyrelsen og et velkommen til de nye medlemmer og en velfortjent glædelig jul og et godt nytår til alle medlemmer. På bestyrelsens vegne Peder Jacob Ellehave Kragh Formand 4
Nyt fra fagkonsulenten Den 3. oktober tiltrådte den ny Børne- og undervisningsminister Christine Antorini og det er på et regeringsgrundlag, hvori der står følgende: Et Danmark der står sammen (uddrag fra side 16): Uddannelse er også en afgørende forberedelse til at deltage som kritisk og aktiv borger i et levende demokrati i en globaliseret verden. Uddannelse skal give en ballast af viden og oplevelser i et menneskes liv. Uddannelse styrker dermed også muligheden for at danne sig sin egen mening, og reelt at tage egne beslutninger og tage del i beslutninger, der vedrører fællesskabet. Uddannelser som opdrager til demokrati, må også være demokratiske i hverdagen. Derfor skal børn og unge inddrages i takt med, at de bliver i stand til at tage stilling til beslutninger vedrørende den uddannelsesinstitution, som de går på. Eleverne skal opleve, at de har indflydelse, og at det nytter at engagere sig. Det er regeringens mål, at 95 procent af alle unge gennemfører mindst en ungdomsuddannelse. Det kræver nytænkning i ungdomsuddannelserne og ikke mindst i folkeskolen, hvor op mod hver sjette ikke får et tilfredsstillende udbytte af undervisningen. Samtidig er det regeringens mål, at 60 procent af alle unge gennemfører en videregående uddannelse og at 25 pct. gennemfører en lang videregående uddannelse. Allerede den 7. oktober inviterede ministeren alle medarbejdere til en orientering om og præsentation af den politik, som hun ønsker at føre på uddannelsesområdet. På mødet den 7. oktober talte Christine Antorini således en god klokketime over visioner og politiske tiltag. Antorini tog afsæt i Den nordiske skole, som kendetegnes ved ingredienserne af tradition for fællesskab og lyst til at lære, og et undervisningssystem som både bygger på faglighed og kompetencer. Ministeren tog sit udgangspunkt i et skabelsesorienteret dannelsesbegreb, som kan defineres ved, at dannelsen skal være nyttig, anvendelig og helst til værdi for andre. Dette forudsætter en vekselvirkning mellem praktik og teori, som afslutningsvis resulterer i et produkt. Det vil omsat til vores dagligdag betyde, at der er tale om en, som på hf, mere anvendelsesorienteret undervisning. En undervisning, der tager udgangspunkt i autentiske og konkrete problemstillinger, som sender eleverne ud i felten. Antorini kaldte det en virkelighedsnæruddannelseskultur. Ministeren kunne ikke løfte sløret for hvilke udviklingsprogrammer regeringen og hun ville sætte i søen. Dog var der helt klart støtte til studieretningsgymnasiet, som er kommet for at blive, men måske kan udvikles i en endnu bedre retning. I det hele taget var Antorini for gymnasiereformen, og synes at den var ganske god. Ministeren mente dog, at der kunne finde forbedringer sted rundt nr. 191/ december 2011 5
nr. 191 / december 2011 om reformen. Her tænkes på optagelseskrav til universitetet og andre videregående uddannelser. Vender vi tilbage til udviklingsprogrammer så kunne It og innovation begge være mulige indsatsområder og som tidligere nævnt det virkelighedsnære. Nu da rundbordspædagogikken er tilbage, kan Ministeren forestille sig en tættere forbindelse mellem undervisning og forskning, som kunne medføre en øget indsigt og fokus på didaktiske overvejelser. Sidst men ikke mindst kunne ønsket om at genindføre gruppeeksamen på sigt give mulighed for at historiekolleger i det ganske land udvikler nye eksamensformer. Vil man vide mere om, hvad Ministeren tænker på det gymnasiale og uddannelsespolitiske område, kan man læse nr. 17, 2011 af Gymnasieskolen: Gymnasiet skal til serviceeftersyn og Efterordet Ny nordisk skole i Lars Olsens bog Uddannelse for de mange opskriften på en kulturrevolution, samt adskillige avisartikler. Ovenstående er således et bud på det politiske rum, som der skal ageres indenfor med den nuværende regering. Foråret byder på eksempelvis en HF - konference, som blandt andet omhandler motivation og arbejdsformer. Der er dog i skrivende stund ingen dato for denne konference. Sidst vil jeg henvise til klummerne på emu en om SRP og SSO fra hhv. oktober og november 2011 (http://www.emu.dk/gym/fag/hi/uvm/index.html ). De kan forhåbentligt være med til at afklare nogle af de spørgsmål, der måske trænger sig på med hensyn til vejledning og udarbejdelse af opgavetitler. Der mangler stadig SSO - og SRP - censorer!! Har I lyst og tilladelse fra rektor, så henvend jer venligst hurtigst muligt til mig. Fagkonsulent Lene Jeppesen 6
Præsentation af artiklerne Nyligt afdøde og tidligere fagkonsulent Henrik Foruden temaartiklerne har Heidi Eskelund en artikel om, hvordan vores undervisning bør ændres i Skovgaard-Nielsen talte ved flere lejligheder om at kvalificere historiebevidstheden i forbindelse lyset af det øgede fokus på, at eleverne selv kan med mødet med de mange former for historieskrivning, som møder os her i livet. Såvel årets komme med gode problemstillinger. historiekonkurrence, som læreplanen i historie er Endelig er der de sædvanlige indlæg, hvor dette enige i dette og har brug og misbrug af historien, nummers side 9-pige er Heinrich Himmlers datter som et centralt emne. I dette temanummer har vi Gudrun Burwitz, som stadig er aktiv nazist. Desuden har Merete Bandak og Rasmus Østergaard primært fokuseret på historiske myter og konspirationsteorier i forskellige lande og til forskellige et tværfagligt forløb mellem religion og historie tider. om det arabiske forår og Jørn Aarup-Kristensen har i forlængelse af historielærerforeningens tur Vi har her både konkurrerende myter, som præsenteret i Tea Sindbæk og Klaus Bjerres artikler russiske hovedstad. til Skt. Petersbog skrevet turen går til den gamle om Jugoslavien og Kosovo. En pointe er her, at en tendentiøs historieskrivning lige side 1945 har givet grobund for forskellige mytedannelser og mistro overfor anderledes synspunkter på historien i forskellige befolkningsgrupper. Artiklerne af Jens Engberg, Dan H. Andersen og Sine Molbæk-Steensig viser, hvordan historikere arbejder mod historiskmytedannelse i artiklerne om landboreformerne, konspirationsteorier generelt og Holocaust i almindelighed. Skal man tro Engbergs konklusion kan man ikke være ubetinget optimistisk med hensyn til at få gjort op med de konspirationsteorier som florerer, men som både Dan Andersen og Sine Molbæk-Steensig påpeger, er der ingen vej uden om at fortsætte det irriterende arbejde. Endelig har Peder Kragh skrevet om Historianaseminaret i Riga, hvor han fik Ritvars Jansons til at skrive om Letlands problemer med at skabe en fælles historieforståelse i lyset af både en russisk og en lettisk opfattelse af fortiden, herunder massakren i Litene, som er en lettisk parallel til Katynmassakren. nr. 191/ december 2011 7
Side 9-pigen: Gudrun Burwitz Side 9-pigen i dette nummer er en på mange som mistede friheden under eller efter anden måder kontroversiel kvindeskikkelse, men netop verdenskrig, og som fortsat har brug for hjælp. med henblik på temaet for dette nummer også For eksempel skal hun angiveligt i øjeblikket et oplagt valg. være med til at hjælpe Søren Kam, som Danmark ønsker udleveret. Burwitz er i dag leder af Stille Gudrun Burwitz blev født i 1929 som datter af Hilfe, hvor hun har udvidet organisationens Heinrich Himmler. Burwitz er som pige med på område til også at omfatte pengeindsamling til flere billeder af Himmler under 2. Verdenskrig. forskellige nynazistiske organisationer. Hun deltog blandt andet i nogle af Himmlers besøg i koncentrationslejre og rejser. Dette kan Hun var også med til at grundlægge Wikingfor eksempel ses på billedet i denne artikel, hvor Jugend i 1952, som var en nazistisk ungdomsorganisation, der havde Hitler-Jugend som forbil- Himmler og Burwitz besøger en koncentrationslejr. Efter 2. verdenskrig var hun sammen med sin lede. Wiking-Jugend blev gjort ulovlig i 1994 af moder fængslet i 4 år af de allierede. En periode det tyske Indenrigsministerium. På dette tidspunkt som hun selv senere har omtalt som de værste år havde organisationen 400-500 medlemmer og af hendes liv. Hun har i efterkrigstiden aldrig taget var den største nynazistiske ungdomsorganisation. Arvtager organisationer blev siden forbudt i afstand til nazismen og har således også igennem hele sit liv forsvaret sin faders eftermæle. 1999 og 2009. nr. 191/ december 2011 Hun har igennem sit arbejde i organisationen Stille Hilfe, som hun har været medlem af siden 1951 hjulpet krigsforbryderanklagede nazister efter organisationens princip om at hjælpe dem, Som person er hun mediesky og da en journalist fra The Daily Mail forsøgte at få hende til at udtale sig om sit arbejde svarede hun således: "Jeg taler aldrig om mit arbejde. Jeg gør bare, hvad jeg kan". Hun er derfor en person som deler vandene, blandt gamle nazister og nynazister er hun en form for heltinde, og hendes familiære baggrund hæmmer i den sammenhæng bestemt ikke hendes popularitet. I offentligheden er sagen dog en anden, hvilket uden tvivl også har betydning for hendes tilbagetrukkethed i forhold til medier og offentligheden. 9
nr. 191 / december 2011 Af Klaus Bjerre Om Kosovo, hindbær og gay-pride-parade. I en situation, hvor der hvert øjeblik kan blive Resultatet blev krigene i 1990 erne, som ikke skal indledt en aggression mod det nordlige Kosovo, repeteres her. Blot skal det påpeges, at konsekvensen af Milosevic s storserbiske politik blev et er det sidste vi har brug for, at hindbærplukkerne demonstrerer og at der afholdes en homoparade. Udtalelsen er for nylig fremsat af den Lilleserbien: serbiske justitsminister Ivica Dacic. Kosovo blev erklæret selvstændigt i 2008 og er nu anerkendt af knap halvdelen af FN s Man ser, at Kosovo-spørgsmålet fortsat bruges i medlemslande. serbisk indenrigspolitik. Så længe spørgsmålet ca. 250.000 serbere blev fordrevet fra Krajina, over alle spørgsmål i Serbien ikke har fundet sin hvor deres forfædre havde boet i flere hundrede år. Nogle er vendt tilbage, men det er løsning, bliver debatten om økonomisk politik, menneskerettigheder og Serbiens udvikling søgt vanskeligt. skubbet til side. Det kan være en fordel for politikere, som har svært ved at finde svar på Serbiens hjem i Bosnien-Hercegovina de bor så i andre en mængde serbere er fordrevet fra deres reelle problemer. Og sådan har det været længe. 1 dele af Bosnien-Hercegovina, i selve Serbien eller i udlandet. Kosovo er helt central for forståelsen af de jugoslaviske krige i 1990 erne. Det berømte/berygtede flygtninge, man ved ikke hvor mange der er på et tidspunkt har der været 800.000 serbiske manifest fra Serbiens Videnskabernes Akademi i nu. midtfirserne havde som et centralt punkt at albanerne i Kosovo havde fået alt for store rettigheder elendig. økonomien i Serbien og i Republika Srpska er i Titos Jugoslavien og at serberne i Kosovo havde fået tilsvarende få rettigheder. Men hvorfor kunne serberne ikke bare lade albanerne i Kosovo få uafhængighed? Mange både De jugoslaviske krige i 1990 erne havde deres serbere og kritikere af Serbien - har sammenlignet udspring i Kosovo. Milosevic brugte Kosovo som serbernes holdning til Kosovo med visse Israeleres platform, da han gik efter magten. De skal ikke forhold til Jerusalem: Det er et helligt sted, som slå jer tilråbte han serberne i Kosovo, da der man har en historisk og hellig ret til og pligt til var demonstrationer, som politiet søgte at inddæmme. at forsvare. Slovenien og Kroatiens ledere så med frygt på det Der er en vældig mytologi om Kosovo Polje: Det forsøg på centralisering, som de så bag Milosevic s kosovo-politik. Frygten for en centralisering Det var der prins Lazar, Serbiens store helt, blev var en del af middelalderens serbiske kerneland. af magten med Beograd som centrum lå til grund slået af osmannerne den 28.juni 1389. for at man ikke kunne finde frem til fælles løsninger på de problemer som den reelle konføderali- sand del af deres nationale identitet, selvom den Myten står for mange serbere som en vigtig og sering af Jugoslavien havde medført. netop er en myte. Den er udformet i 1800-tallet i forbindelse med Serbiens selvstændighedskamp 10
og nationalitetsdannelse og går som en ledetråd gennem Serbiens historie. Myten er blevet genkaldt i krigene mod Osmannerriget, verdenskrigene og igen i slutningen af firserne (Jeg har behandlet myten tidligere i Noter, se http://www. emu.dk/gym/fag/hi/noter/serbien-klaus.doc). Dubravka Stojanovic, professor i historie ved Beograds universitet, har i en artikel fra 2007 kaldt Kosovo for the ultimate myth og påpeger, at man altid omtaler Kosovo som et imaginært territorium uden befolkning. Modstanden mod selvstændigheden blev aldrig fulgt op af konkrete tanker om hvorledes en genindlemmelse kunne ske. Hun afviser diskussionen om, hvorvidt Kosovo er tabt eller er ved at blive tabt: det skete allerede i 1912, siger hun. that the old pledge had been redeemed. Den serbiske stat ville ikke give de ikke-serbiske borgerne i de ny stater lige politiske rettigheder, det var de ikke modne til. De måtte administreres, og da det ikke var attraktivt at komme til Kosovo blev det ofte de ringeste embedsmænd og politifolk, der blev udstationeret. På denne måde blev Kosovo tabt inden det nogensinde blev genvundet, siger Stojanovic i sin artikel fra 2007, der kan ses som et led i en serbisk Vergangenheitsbewältigung, som man sjældent ser. 2 nr. 191/ december 2011 For the Serbian political and intellectual class, Kosovo never implied its inhabitants, but only territory - an imaginary territory torn out of time, torn from reality. A battlefield without people, in the year 1389! This is why the debate on whether Kosovo will be lost in 2007 or whether that happened in 1999 is superfluous in my view. Taking into account all the relevant data, I think it happened in 1912, the moment when, five centuries after the celebrated battle, the territory in question was absorbed into the Serbian state. What is the whole thing all about? Immediately after the start of the first Balkan War in 1912, the Serbian army promptly entered the territory of Kosovo; when peace was signed the region was joined to Serbia, along with Sandžak and Macedonia. The papers of the time were full of patriotic outbursts, declaring that Kosovo had been avenged, that Lazar s promise had been fulfilled, that the medieval Serbian state had been resurrected, Kortet viser de genvundne serbiske territorier efter Balkankrigene 1912-13. I den følgende opstilling er de traditionelle serbiske og albanske synspunkter søgt stillet overfor hinanden. Sammenstillingen er ikke baseret på direkte citater, men på bred læsning af bl.a. internetsider, som mener at fremføre realiteter, men oftest ikke har sans for at der eksisterer andre syn på realiteterne. 3 11
nr. 191 / december 2011 Kosovo - Kosova Serbisk syn Albansk syn Vi var her først. Vi nedstammer fra illyrerne, der Vi var her først. De slaviske serbere indvandrede i blev drevet op i bjergene af de indtrængende 600-tallet. serbere. Vi kæmpede mod Tyrkerne i 1300-tallet og tabte slaget på Kosovo Polje, men moralsk vandt vi. Der var mange folkeslag på begge sider i 1300-tallets kampe. Albanerne samarbejdede fejt med besættelsesmagten og overtog deres religion. Skanderbeg samlede albanerne mod tyrkerne 1443. Da mange serbere udvandrede efter det mislykkede oprør mod tyrkerne i slutningen af 1600-tallet, så indvandrede albanerne og indtog vores land i Kosovo. Vi var her hele tiden. Serbien frigjorde sig i kampe mod tyrkerne. Større og større områder blev fri for besættelsesmagten. Tyrkerne var langt mere tolerante end serberne, som besatte de områder, vi boede i. Vi frigjorde sydserbien, Kosovo og Makedonien i 1912. Vi ønskede selvstyre under tyrkerne, men blev besat af serberne, og mange drevet ud. En stormagtskonference i 1913 godkendte vores besiddelse af Kosovo. Stormagterne så ned på et folk, der ikke var kristent. Vi kæmpede mod overmagten Østrig-Ungarn og deres allierede Tyskerne 1914-18. Og da vi måtte trække os tilbage sydover mod Adriaterhavet, så faldt albanerne os i ryggen. Det var naturligt at søge at hævde vore interesser efter de slemme år, vi lige havde været igennem. I mellemkrigstiden blev serbere udsat for snigmord etc. af albanerne. I mellemkrigstiden blev albanere udsat for snigmord etc. af serbere. Der var serbisk indvandring, og indvandrerne tog vor bedste jord. 12
Under 2. Verdenskrig var albanerne igen imod os med det fascistiske Italien i ryggen blev der dannet et Stor-Albanien. Endelig lykkedes det at få alle albansk-dominerede områder samlet. Det er jo blot i overensstemmelse med princippet om Folkenes selvbestemmelse, som USA præs. Wilson havde formuleret i 1918. nr. 191/ december 2011 Kosovo-serbere måtte flygte, og mange omkom En del af dem, der få år tidligere var kommet og havde bemægtiget sig vor jord, måtte rejse igen. Efter 1945 sikrede Tito Jugoslaviens integritet. Dem der havde arbejdet for sæt sammen med fjenden blev elimineret eller sat på plads. Efter 45 overtog Tito serbernes tradition for undertrykkelse. Nationale ledere blev henrettet eller fængslet. Netop da Jugoslavien var i fare for Sovjetisk overgreb i 1968 (Tjekkoslovakiet blev invaderet det år) lavede albanerne optøjer. Det var farligt, for det kunne give Sovjet anledning til at blande sig. Der var ganske vist bedre muligheder efter at den storserbiske indenrigsminister Rankovic var gået af i 1966 men vi måtte markere at der var behov for ændringer. Kroaten Tito ville stække Serbien og derfor fik Kosovo alt for stor indflydelse ved forfatningen i 1974. Endelig i 1974 fik vi et vist selvstyre, men vi brude have haft rettigheder som republik på linje med fx Slovenien, ikke blot som autonomt område. Det var tåbeligt med alle de ressourcer der gik til Kosovo mange uddannedes på universiteter uden udsigt til uddannelse. Og albanerne kunne jo ikke finde ud af at gøre investeringer lønsomme. Kosovo blev fastholdt i rollen som leverandør af billige råstoffer, derfor sank vi længere og længere bagud. Serberne blev fordrevet fra Kosovo i 70 erne og 80 erne. Serberne benyttede sig af, at de kunne få bedre jobs og livsbetingelser andre steder i Jugoslavien. Også mange Kosovo-albanere rejste, men mest til Vesteuropa, hvor vi blev gæstearbejdere Mange serbere blev fyret fra offentlig tjeneste mens der var selvstyre i Kosovo. Det var jo helt vildt at en del af Serbien ikke ville eller skulle følge fælles regler under selvstyret 1974-89. Der var stor overvægt af serbere i offentlig tjeneste i 1974, nu var det rimeligt at der kom flere albanere ind. Under selvstyret var det jo stadig kommunist-partiet, der havde magten. Og det var loyalt overfor Beograd i alt for høj grad. Der var også en overrepræsentation af serbere i partiet. 13
nr. 191 / december 2011 I 1989 blev der taget konsekvenser af, at Kosovo er en del af Serbien og selvstyret ophævedes Kosovo-albanere kunne fortsætte på deres poster, men de måtte naturligvis erklære sig loyale overfor staten og dens regler. I 1989 blev selvstyret ophævet med ulovlige midler og trusler om vold. Der var kampvogne omkring parlamentet i Pristina. Serbere indtog næsten alle offentlige stillinger efter 1989. Massakren i Racak var noget UCK havde iscenesat for at fremprovokere Natos indgriben. Massakren var desværre alt for reel og over 40 døde. Indgrebet i 1999 var helt ulovligt. Nato handlede udenom FN ja brød med FN s principper om ikke at blande sig i en stats indre anliggender. Og der var ingen beslutning i FNs sikkerhedsråd. Det var på høje tid at Nato greb ind i 1999. Og der var jo Sikkerhedsresolutioner, der sagde at Serbien måtte imødese alvorlige konsekvenser, hvis de ikke stoppede den etniske udrensning. Indgrebet førte til at Serbien mistede sin legitime overhøjhed over Kosovo Indgrebet var en ende på 86 års serbisk dominans, 40 års kommunisme, 10 års apartheid og et års etnisk udrensning. Kosovo efter selvstændigheden. Efter Kosovos erklærede selvstændighed i 2008 var der stor jubel og eufori. Nu var man fri for det serbiske åg. Nu ventede bedre tider. krigen i 1990 erne. Meningsmålinger har vist at et stort flertal af Kosovos albanere ønsker at Kosovo og Albanien bliver én stat. Baggrunden er bl.a. at Kosovo nu er det eneste land, der ikke har visumfrihed til rejser til EU. Men optimismen er vendt til skuffelse: Økonomien har det dårligt og der er en voldsom arbejdsløshed, og op mod 45 % lever ifølge Verdensbanken under fattigdomsgrænsen. Korruptionen og organiseret kriminalitet er udbredt. EU er bekymret over retssikkerheden og over at der ikke bliver gjort noget ved krigsforbrydere og kriminelle fra Der er fortsat mange internationale officials i Kosovo, og det forlyder, at sikkerheden for udlændinge er god. Udenrigsministeriet har heller ingen særlig rejsevejledning for Kosovo. Det er derfor skønnet fuldt forsvarligt at Historielærerforeningen arrangerer en studierejse til Kosovo og Albanien i oktober 2012. 1 http://www.magasinetroest.dk/index.php?id=4&tx_ttnews%5btt_news%5d=761&chash=230cc58a76d469bab53 ec61b7596b444 2 http://www.bosnia.org.uk/bosrep/report_format.cfm?articleid=3185&reportid=173 3 Fra serbisk side fx Batakovic, http://www.kosovo.net/histkim.html, den nationalistiske http://www.srpska-mreza. com/library/facts/kosovo-history.html, fra albansk side fx http://www.ess.uwe.ac.uk/kosovo/contents.htm I øvrigt anbefales: Noel Malcom: Kosovo, a short History, Macmillan 1998 og Miranda Vickers: Between Serb and Albanian, Hurst 1998. 4 Kosovo fejrer fødselsdag med vingeskudt ry, Kristeligt Dagblad 17. februar 2011 14
nr. 191 / december 2011 Af Tea Sindbæk, ph.d. fra Aarhus universitet, institut for områdestudier og historie Tito, partisanerne og de andre - historiske myter i det tidligere Jugoslavien I foråret 2005 lavede den serbiske designer Tanja Aleksic en kollektion, der bestod af kjoler i efterkrigs-retrostil, nydelige lyse jakkesæt og elegante paradeuniformer. For enhver, der kender lidt til Jugoslaviens historie, var det tydeligt, at tøjet var inspireret af kulturen omkring Jugoslaviens ubestridte politiske leder gennem 35 år, Josip Broz Tito. At kollektionen sågar var opkaldt efter Titos hustru, Jovanka Broz, gjorde referencen eksplicit. Designet vakte opsigt og begejstring, tilsyneladende. Tøjet blev i hvert fald hurtigt udsolgt. (Aleksicw kollektion kan ses på http:// www.uppadruppa.co.rs/index.swf under vinduet Jovanka Broz, øverst til højre), Aleksic design udnyttede mange af de associationer, der er knyttet til myten Tito. Han var kendt som en livsnyder, der satte pris på elegante luksusvarer. Som sådan personificerede han også Jugoslaviens egen lidt easy-going form for socialisme eller forbrugersocialisme, som det er blevet kaldt. Men Tito var også en enestående succesrig politiker; præsident for livstid i Jugoslavien, en af de få kommunistiske ledere, som med held trodsede Stalin og Sovjetunionen, og en af frontfigurerne i den alliancefrie bevægelse, der i 60 erne og 70 erne forsøgte at opbygge et alternativ til den kolde krigs bipolare verdensopdeling. Desuden var Tito, som generalsekretær for det jugoslaviske kommunistparti og anfører for den kommunistisk ledede partisanhær under Anden Verdenskrig, hovedperson i en heroisk fortælling om den jugoslaviske nationale befrielseskrig mod både fascistiske og nazistiske besættelsesmagter og jugoslaviske kollaboratører. Alt dette blev aktiveret af Tanja Aleksic design. Der var naturligvis også mørkere sider, såsom de jugoslaviske kommunisters henrettelse af tusinder af militære og politiske modstandere i slutningen af Anden Verdenskrig og de Gulag-lignende fangelejre for dem, der mistænktes for at støtte Stalin og Sovjetunionen, efter Jugoslaviens eksklusion fra Kominform i 1948. Men inspireret af designets fokus på luksus og munter elegance kunne man udmærket vælge at se bort fra dem. Tito havde selv bidraget til at skabe en kultur for at bruge historien og udnytte de nyttige myter. De jugoslaviske kommunister opfattede historie som, blandt andet, en nyttig ressource, der kunne udnyttes til at opdrage og mobilisere. Det er der for så vidt ikke noget enestående i: politisk og ideologisk historiebrug, der har til formål at forklare og legitimere f. eks. stats- eller nationsbygningsprojekter er velkendte. Men forudsætningen for denne type koordineret offentlig brug af historien er, at historie konstant refereres til og bruges også i andre dele af samfundet for at udfylde sociale, psykologiske, politiske, kommercielle eller andre behov. Historie er en essentiel ressource for opbygning af fællesskaber og identiteter; den fungerer på alle niveauer af menneskelige fællesskaber, fra unioner, over nationer og lokalsamfund til relationer mellem individer. Den historieske myte Et virkeligt effektfuldt virkemiddel for historiebrug er det, vi kan kalde historiske myter. Det ligger implicit i begrebet, at en historisk myte i hvert fald er noget, der har et uklart, lidt problematisk forhold til en historisk sandhed. Ofte er en historisk myte en god, storartet og populær fortælling. Den er uundgåeligt forsimplet, men ofte med en, stærkt selektiv, kerne af sandhed. Det mytiske element ligger især i dens fremtræden som en 16
form for enkel ikonisk narrativ, der har stor, men ikke nødvendigvis korrekt, forklaringskraft. Ikke i mindst i den populærkulturelle historiebrug fungerer historiske myter godt; de udgør en fremragende ressource i massekommunikation, underholdning og markedsføring. De indgår også i mange andre typer erindringskultur, ritualer og mærkedage, og kan naturligvis også bruges i historie som skolefag. II det socialistiske Jugoslavien og dets efterfølgerstater er brugen af historie og historiske myter blevet særligt iøjnefaldende og problematisk af flere grunde. For det første har de omfattende politiske omvæltninger Jugoslaviens politiske og økonomiske krise i 1980 erne, kommunismens fald, Den jugoslaviske Føderations opløsning, dannelsen af nye nationalstater og krigene i 1990 erne stillet skiftende krav til historie og krævet at historie måtte tilpasse sig nye virkeligheder. For det andet har disse skift gjort relationen mellem politik, samfund og historiebrug meget synlig. Og for det tredje er brugen af historie blevet set som en medvirkende faktor i flere af disse processer. Særligt brugen af Anden Verdenskrigs historie er blevet tilskrevet en vigtig rolle, men også mange andre myter, herunder Tito selv, har været i spil og til forhandling. Partisanmyten Partisanhærens sejr i den jugoslaviske del af Anden Verdenskrig bragte Kommunistpartiet til magten i Jugoslavien og gav det, ikke mindst i kraft af en loyal hær på 800.000 soldater og snart også et omfattende sikkerhedspoliti, total magt i den nye stat. Det nye regime brugte historien instrumentelt og effektivt. Den kamp, som de jugoslaviske partisaner under ledelse af kommunisterne og Tito førte mod besættelsesmagter og kollaboratører, blev det nye socialistiske Jugoslaviens grundlæggende og statsbærende myte. Historien om partisankrigen blev brugt til at legitimere kommunisternes magtovertagelse efter krigen. Den bidrog også til at forklare, hvorfor Jugoslavien kunne genopbygges som stat efter en blodig national og politisk borgerkrig, der havde fundet sted i ly af både besættelse og modstandskamp. Ved at understrege partisanbevægelsens multinationale karakter kunne partisanideologien fremstilles som et alternativ til de nationale stridigheder, der havde kendetegnet den jugoslaviske stat i mellemkrigstiden, og til de fanatiske nationale ideologier, som havde ligget til grund for omfattende interne jugoslaviske massakrer under Anden Verdenskrig. Både i personlige fremlægninger såsom taler og erindringsbøger, der udkom umiddelbart efter krigens afslutning, og gennem systemets strukturer, for eksempel ved udarbejdelse af rapporter og gennemførelse af vidt publicerede retssager mod partisanbevægelsens modstandere, formidlede det kommunistiske regime et forsimplet sort-hvidt billede af partisankrigen. Partisanerne fremstilledes som heroiske og utrættelige, og bevægelsens al-jugoslaviske multinationale karakter og tætte kontakt til den jugoslaviske befolkning blev fremhævet. I kontrast til de gode partisaner og de heroiske jugoslaviske folk fremstilledes besættelsesmagter og kollaboratører som brutale og bestialske, forrædere og repræsentanter for det rådnende bourgeoisi. Mens partisanernes heroisme og modstandernes brutalitet bestemt har rod i virkeligheden, ignorerede denne udlægning en del mere moralsk problematiske omstændigheder, herunder partisanbevægelsens egne kriser, partisanhærens stedvise brutalitet, den omfattende splittelse mellem de jugoslaviske folk, den udbredte støtte fra Jugoslaviens bondebefolkning til forskellige radikale nationale ideologier og det forvirrede og komplekse krigsforløb, hvorunder mange jugoslaviske fodsoldater vedvarende skiftede side. Men med disse og andre bekvemme udeladelser var partisankrigens historie et storslået udgangspunkt nr. 191/ december 2011 17
nr. 191 / december 2011 for en stærk og samlende myte for det socialistiske Jugoslavien. Partisanbevægelsens mest berømte kampråb, Død over fascismen, frihed til folket og Broderskab og enhed, blev brugt flittigt i den socialistiske stat og var kendt af alle jugoslaver. Historien om partisankrigen var kernestof på skolepensum og udgjorde størstedelen af historieundervisningen i grundskolens ottende år og i fjerde gymnasieklasse (eller tredje, hvis man gik på teknisk gymnasium). I pionerbevægelsen, en obligatorisk spejderorganisation efter skoletid, blev skoleelever optrænet i partisanbevægelsens dyder og færdigheder. Også i det offentlige rum dominerede partisanerne: Ifølge den canadiske historiker Max Bergholz opførtes der 14.000 monumenter til Partisanerne i Jugoslavien mellem 1947 og 1965 det er lidt mere end 2 om dagen. En væsentlig kilde til den populærkulturelle udbredelse af Partisanmyten var den blomstrende og fremragende jugoslaviske filmindustri. Allerede fra 1945 blev partisanhistorier sat på film, og i løbet af de næste 4 årtier blev talrige partisanfilm produceret, heraf mange som var af aldeles fremragende kvalitet og vandt international anerkendelse og priser. Nogle af dem var resultat af multinationale samarbejder og brugte internationalt anerkendte stjerner som Yul Brynner, der spillede Partisanernes sprængstofekspert i Slaget ved Neretva fra 1969, og Richard Burton, der spillede selveste Tito i Sutjeska fra 1973. De gode partisanfilm var fulde af spænding og action, men rummede også et klart moralsk element; de gode og brave partisaner, der forsvarer land og folk, er sat i skærende kontrast til de onde besættelsesmagter og endnu ondere og tilmed lumpne jugoslaviske kollaboratører. At mange almindelige jugoslaver naturligvis så igennem denne forsimplede og kommercialiserede myte, fremgår af en kendt 1980 er vittighed, som spørger: Hvem dræbte flest tyskere under krigen? Svaret skulle være Bata Živojinovic, en kendt og populær skuespiller, som har medvirket i de fleste store partisanfilm og et utal af de mindre kendte. Živojinovic s ansigt er desuden kendt fra etiketten på en kinesisk øl, som er opkaldt efter en af hans kendteste roller i filmen Valter forsvarer Sarajevo fra 1972. Valter var Titos dæknavn i den internationale kommunistiske bevægelse. Her er myten vitterligt internationaliseret. Som sådan, og trods den stedvise ironi, udgjorde den jugoslaviske myte om partisankrigen og partisanerne en fantastisk, heroisk og samlende narrativ, der tjente sit formål godt. Den krakelerede først for alvor i slutningen af 1980 erne og starten af 1990 erne, da man i det post-kommunistiske Kroatien og Slovenien satte fokus på de massehenrettelser, som partisanhæren i slutningen af krigen udførte mod fjendtlige militære enheder. Samtidig sås i Serbien en gradvis rehabilitering af den nationalistiske, konservative og royalistiske Chetnik-bevægelse, der under krigen havde kæmpet mod Partisanerne, til tider i alliance med besættelsesmagterne, og i øvrigt havde begået omfattende krigsforbrydelser i Bosnien og Kroatien. Parallelt med dette nye perspektiv på chetnikkerne blev partisanerne i stigende grad opfattet som kyniske og fanatiske ideologer, som villigt ofrede serbiske menneskeliv og forårsagede en brutal broderkrig mod chetnikkerne. Titomyten Myten om Tito var naturligvis nært knyttet til den om partisanerne. Noget forsimplet kan man hævde, at Titos mytologiske persona er delt i to: en der fokuserer på hans indsats som fremragende og heltemodig leder af Kommunistpartiet og den jugoslaviske partisanhær under Anden Verdenskrig, og en der fremhæver hans senere rolle som politiker og repræsentant for den jugoslaviske tredje vej og forbrugssocialisme. 18
Omkring Titos rolle som militær leder opbyggedes allerede under krigen en ægte og seriøs lederkult af den stalinistiske type. Det kan virke noget paradoksalt, eftersom de jugoslaviske kommunister ihærdigt kritiserede Sovjetunionen for netop denne tendens. Men der er næppe tvivl om, at Titos uangribelige status var en af årsagerne til, at de jugoslaviske kommunister kunne fastholde magten - trods kritik og ideologiske angreb fra Sovjetunionen og andre kommunistiske lande i 1948. Og på sin side gjorde bruddet med den øvrige østblok også Titos rolle som symbol på en ægte hjemmedyrket socialistisk revolution endnu vigtigere i årtierne efter, hvor jugoslaviske kommunister ikke kunne hente legitimitet fra den internationale socialistiske bevægelse. nr. 191/ december 2011 Titos image som genial, heroisk og omsorgsfuld militær leder er udødeliggjort i en række berømte fotos. Blandt de mest kendte er et, hvor han sidder på jorden, såret efter et Nazistisk luftangreb, og et hvor han er iført Partisanernes karakteristiske bløde militærhue med den røde stjerne i panden. Disse billeder er reproduceret utallige gange og utallige steder i det socialistiske Jugoslavien og også siden, blandt andet, ifølge den Slovenske sociolog Mitja Velikonja, på sukkerposerne i det post-socialistiske Ljubljanas kaffebarer. Statuen foran Titos Blomstervilla i den elitære del af Beograd, hvor han boede og også er begravet, viser ham, som han kunne have set ud under krigen, attraktiv, velsoigneret og elegant i ulastelig uniform, for Tito var kendt for sin forfængelighed, men samtidig med bekymret rynket pande ved tanken om krigens dystre udfordringer. Titos anden persona, den der repræsenterer det socialistiske Jugoslavien i dets mest succesfulde periode fra 1960 erne til starten af 1980 erne, er den lune, muntre, elegante og lovligt velnærede levemand, som holdt af god cognac og cigarer, som gik tur med sine puddelhunde, holdt af sejlsport og som omgikkes folk som Richard Burton og Sophia Loren. Men han var samtidig en folkets mand, som holdt af at besøge fabrikker, høre om arbejdernes forhold og nye produktionsformer og tage imod vindende fodboldhold i sin villa. Denne aldrende Tito personificerede Jugoslaviens Middelklasse-socialisme eller forbruger-socialisme, og det er derfor også ham, der er blevet symbolet på jugoslavisk forbrug, relativ frihed og velstand, og forbindes med efterkrigstidens jugoslaviske popkultur. Tito døde i 1980. I årene efter udfordredes myten, både på grund af faldet i den jugoslaviske velstand, der i høj grad var baseret på lån og 19
nr. 191 / december 2011 amerikansk støtte, og som følge af den politiske krise, der ramte Jugoslavien i 1980 erne. Titos arv viste sig særdeles vanskelig at forvalte. Slobodan Miloševic, Serbiens autoritære leder fra 1987, undgik oftest at bruge det glorværdige Tito og foretrak at omtale den afdøde statsleder som Josip Broz, eller bare Broz, sikkert både for at undgå og for at udfordre de mytologiske konnotationer. De andre myter Svækkelsen af både Titomyten og Partisanmyten hang også sammen med, at der i løbet af 1980 erne blev sat nyt fokus på andre sider, eller andre myter, om man vil, af Anden Verdenskrigs historie. Det var aspekter som splittede snarere end samlede de jugoslaviske folk. Hvor krigens historie hidtil havde drejet sig om Partisanernes fantastiske bedrifter, og krigsforbrydelser kun havde været begrænset inddraget med det formål at fremhæve modstandernes bestialske og brutale adfærd, og dermed yderligere glorificere partsanernes sejr, blev jugoslaviske historikere og den bredere offentlighed i løbet af 1980 erne stadig mere optaget af interne jugoslaviske konflikter og massakrer begået under krigen. I 1980ernes anden halvdel blev både medier og store dele af historikermiljøet i den serbiske delrepublik meget optaget af historien om den kroatiske fascistiske Ustasha-bevægelse, som under krigen havde regeret Kroatien og Bosnien i tæt samarbejde med besættelsesmagterne, og som i den forbindelse have udført folkemordskampagner mod jøder, roma og serbere i disse områder. Parallelt med det nye fokus på folkemord mod serbere indledtes også en langvarig rehabiliteringsproces af den serbiske chetnikbevægelse og specielt dens leder, Draža Mihailovic, som var blevet henrettet af det kommunistiske regime efter en skueproces i 1946. Enkelte serbiske historikere hævdede, at chetnikkerne og Mihailovic i virkeligheden var antifascister, Europas første oprørshær under krigen, og at det skyldtes kommunisternes manipulation og de allieredes troløshed, at chetnikkerne var endt på den forkerte side. Igen er der en kerne af sandhed: chetnikkerne var virkelig en antitysk oprørshær, støttet af de allierede. Og kommunisternes fremstilling af dem var virkeligt stærkt manipuleret. Men for at opretholde dette syn på dem må man i øvrigt ignorere, at forskellige chetnik-enheder samarbejdede massivt med både tyske og italienske besættelsesmagter, og at chetnik-enheder begik omfattende krigsforbrydelser og massakrer både mod hvad de opfattede som partisantro civile og mod ikke-serbere i Kroatien og Bosnien. Et sådant snævert serbisk og anti-kommunistisk syn på historien er man faktisk i stand til at opretholde i det officielle Serbien i dag. I 2004 blev Chetnikbevægelsen ved lov juridisk ligestillet med partisanerne med samme ret til pension (der er dog næppe mange tilbage til at nyde godt af det). Højreorienterede serbiske partier deltager i den årlige fejring af Chetnikbevægelsen ved Ravna Gora, hvor Mihailovic oprindeligt havde sit hovedkvarter. På græsrodsniveau opfordrer ihærdige røster til, at man finder Draža Mihailovic gravsted, som kommunisterne holdt hemmeligt, så han kan blive hædret. Blandt de mere besynderlige eksempler er den Draža Mihailovic-tatovering, som den serbiske basketball stjerne Milan Gurovic kunne fremvise i 2004. Da Gurovic med sit hold Partizan fra Beograd skulle spille mod Cibona i Zagreb, blev han nægtet indrejse med henvisning til tatoveringen, som ifølge de kroatiske politimyndigheder skulle dækkes til, fordi den opfordrede til nationalt og religiøst had. Det førte til en større kontrovers, i løbet af hvilken serbiske politikere udtalte, at det da var meningsløst at gøre den sag til et politisk spørgsmål, og at de da ikke kunne se noget problem i, at en sportsstjerne promoverer sin individuelle ikonografi, som de kaldte det. Mens 20
den serbiske formiddagspresse støttede Gurovic og foreslog, at kroaterne måske havde et noget forældet historiesyn, havde kroaterne meget lidt sympati for synspunktet. I sidste ende kom tatoveringen til at koste Gurovic hans kontrakt med Partizan. Selvom Anden Verdenskrig, ikke mindst på grund af dens centrale betydning for Jugoslaviens nyeste historie, leverede en væsentlig del af det historiske mytestof til både det socialistiske Jugoslavien og dets efterfølgerstater, var der naturligvis også mange andre myter i spil. Mest kendt er måske Miloševic fejring af 600-årsdagen for det legendariske slag på Solsortslætten, Kosovo Polje, i 1389 mellem Balkans kristne kongedømmer og Osmannerrigets angribende hære. De historiske omstændigheder ved dette slag er ikke specielt klare, og dets militære betydning er ikke nødvendigvis afgørende. Men slaget er foreviget i en række folkesange og sagn, som også var populære blandt 1800-tallets sydslaviske nationalromantikere, og som ydermere var fast skolepensum i både mellemkrigstidens Jugoslavien og den socialistiske stat, så myten og figurerne var og er umådeligt velkendte. nr. 191/ december 2011 På sin vis udgør Draža Mihailovic en ny serbiske myte skønt hans ret til glorificering er mindst lige så tvivlsom som partisanernes. Men en del af hans heltestatus bunder jo netop også i hans modstand mod dem og kommunisterne, og ikke mindst i kommunisternes manipulation af både deres egen og Mihailovic historie. Han er bestemt heller ikke universelt anerkendt; der var for eksempel udbredte protester, da repræsentanter for den serbiske regering deltog i fejringen ved Ravna Gora i 2005. I sin tale på Kosovo Polje d. 28. juni 1989 brugte Miloševic myten om slaget til at minde om behovet for serbisk sammenhold, heroisme og national stolthed. Miloševic fejring på Kosovo Polje var i lige så høj grad en fejring af hans egen politik. Siden de overtog magten i det serbiske Kommunistparti i september 1987, havde Miloševic og hans inderkreds trodset den jugoslaviske konstitution og sikret serbisk kontrol over provinserne Kosovo og Vojvodina, og dermed større serbisk indflydelse i Den jugoslaviske Føderation. I månederne omkring 600-års jubilæet blev Kosovomyten promoveret over en bred front, der inkluderede prestigefyldte historiske og kunsthistoriske publikationer, ny poesi, popmusik og tilmed en ny parfume. Kosovomyten var mindst lige så selektiv som Titotidens kommunistiske historiebrug, men med sit fokus på middelalderromantik adskilte den sig klart fra kommunisternes fokus på det moderne. Ydermere appellerede Kosovomyten i dens nye version med fokus på serbisk historie 21
nr. 191 / december 2011 og kultur, og aktualiseret af de nationale sammenstød mellem serbere og albanere i Kosovo, til serbisk national loyalitet i modsætningen til kommunisternes jugoslaviske solidaritet. Den var således en oplagt og slagkraftig mod-myte til de slidte myter om Tito og hans partisaner. Konklusion Historiske myter er brugbare og står for fald. En væsentlig grund til at myterne om Tito og partisanerne blev slidt op var kommunisternes egen instrumentelle brug af historien. Efter krigen udnyttede de lejligheden til at gøre op med fjender fra krigen og politiske modstandere ved vidt publicerede retssager, som selvfølgelig havde til formål at stille disse personer til ansvar, men som også tjente den politiske hensigt at stigmatisere disse modstandere og deres ideologi i den bredest mulige offentlighed og så at sige udelukke disse ideologier som legitime alternativer. En af konsekvenserne af dette overbrug af historien er, at der også sås tvivl om rimelige og saglige historiske udlægninger. Det betyder blandt andet, at det retsopgør, som fandt sted i Jugoslavien efter Anden Verdenskrig, nu er illegitimt. Derfor kunne Draža Mihailovic og hans infame bevægelse rehabiliteres, og derfor kunne nationalister i Kroatien opfatte historier om Ustashas og den katolske kirkes værste excesser som kommunistisk propaganda. Hverken partisanmyten eller Titomyten er dog ikke helt døde. Tito-myten er faktisk massivt til stede i den bølge af Jugonostalgi, som fremdeles er stærk i mange af de tidligere jugoslaviske områder. Nostalgi skal her forstås som en form for historisk utopi, en drøm om en fortid som aldrig har været. Men ikke desto mindre fokusserer den i høj grad på hverdagsperspektivet, på det socialistiske Jugoslaviens popkultur og på den form for jugoslavisk easy-living og forbrugskultur, som Titos ældre person kom til at repræsentere. På bjergsiderne i Bosnien og Istrien laver man stadig meterhøje Titoskilte af hvide sten. Efter massive protester har man for længst opgivet at omdøbe hovedgaden i Sarajevo; den hedder stadig Marskal Titos gade. Som Mitja Velikonja har vist, er eksemplerne mere end talrige (se Velikonjas studie af Titostalgi her http://mediawatch. mirovni-institut.si/eng/titostalgia.pdf). Tydeligvis kan Tito stadig i høj grad forbindes med livsglæde, nydelse og elegance. Det bevidner Tanja Aleksic modekollektion også. 22