Erhvervsøkonomiske nøgletal

KAPITEL 10 Erhvervsøkonomiske nøgletal Dette kapitel er et opslagskapitel, hvor tallene i vid udstrækning skal tale for sig selv. Formålet med kapitlet er at illustrere forskellige sider af dansk erhvervsliv ved at opstille en række erhvervsøkonomiske nøgletal i tabeller og figurer. Kapitlet præsenterer to typer af nøgletal. I den første del af kapitlet præsenteres et antal statistikker, der kan give et overblik over dansk økonomi. Dernæst kastes der lys over nogle emner, der har været en væsentlig del af den offentlige debat i det forløbne år. Danmark er et af de rigeste lande i verden målt ved produktion pr. indbygger, jf. afsnit 10.1, der sammenligner velstanden i Danmark med de øvrige 14 EU-lande. Det danske bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger er det tredjehøjeste i EU, og det er 13 pct. højere end gennemsnittet i EU. Sammenlignes Danmark i stedet med de europæiske regioner indtager Danmark dog i 1995 en lidt mere beskeden 17. plads ud af 62 regioner i EU. Det er en fremgang på én plads i forhold til 1994. I 1980 lå Danmark på en 24. plads. 267 Når Danmark har en høj produktion pr. indbygger, skyldes det i høj grad, at en meget stor del af befolkningen er i arbejde. Vi har en høj velstand, fordi vi er mange, der arbejder. Ikke fordi vi er mere effektive end udlandet. Andre lande er i stand til at skaffe sig næsten samme velstandsniveau som Danmark ved en mindre arbejdsindsats. Med andre ord er timeproduktiviteten i Danmark lav i forhold til andre meget højtudviklede lande, og Danmark har tabt terræn til de fleste europæiske lande i perioden 1960-95. Et centralt mål for erhvervspolitikken er at sikre rammebetingelser, der styrker danske virksomheders internationale konkurrenceevne, forbedrer indtjeningen, og dermed giver mulighed for højere lønninger og velstand. Erhvervsministeriet præsenterede i Erhvervsredegørelse 1995 en indikator for udviklingen i konkurrenceevnen. Indikatoren er et mål for, hvor høje lønninger et lands virksomheder har råd til at betale uden at miste markedsandele på eksportmarkederne, jf. afsnit 10.2. I de seneste år har Danmark både oplevet relativt høje lønstigninger og vigende markedsandele. Indikatoren har derfor været svagt faldende, men Danmark ligger stadig over gennemsnittet i OECD. Men til trods for tabte markedsandele, steg eksporten atter i 1997. En væsentlig del af forklaringen

på de vigende markedsandele er, at virksomhederne har rettet en stigende del af afsætningen mod hjemmemarkedet. Siden Berlinmurens fald i 1989 har Danmark fået vigtige nye samhandelspartnere i Central- og Østeuropa. Erhvervsredegørelse 1996 viste, at en øget handel med Central- og Østeuropa kan medføre store velstandsstigninger, men også betydelige omstillingskrav for dansk økonomi. I et højvækstscenarie blev der forudsat en vækst i handlen på 8,5 pct. om året. Under denne antagelse blev det vurderet, at væksten i handlen med Central- og Østeuropa i løbet af de næste 15 år ville kræve, at der flyttes 25.000 personer fra de importkonkurrerende virksomheder over til eksportvirksomheder eller hjemmemarkedserhverv. De danske virksomheder har i perioden 1993-97 haft en vækst i handlen med Central- og Østeuropa samt Rusland, som ligger langt over det forventede, jf. afsnit 10.3. Væksten i handlen med regionen var på gennemsnitlig 24 pct. om året. Eksporten til Central- og Østeuropa samt Rusland udgjorde næsten 7 pct. af den samlede eksport i 1997, mens overskuddet fra handlen med regionen udgjorde 24 pct. af det samlede handelsbalanceoverskud. 268 Alt i alt har virksomhederne samlet fået forbedret deres økonomi igennem 90'erne. Det viser en række finansielle nøgletal baseret på regnskaber for danske selskaber, jf. afsnit 10.4. Egenkapitalforrentningen lå i 1997 næsten 40 pct. højere end i 1990, og soliditetsgraden er steget markant. Der er dog fortsat store forskelle i soliditetsgrad afhængigt af selskabernes størrelse. De små og mellemstore selskaber har en betydeligt lavere soliditet end de store selskaber. Men de helt små selskaber har fået forbedret deres soliditet, så den nærmer sig gennemsnittet for alle selskaber. Landene i OECD gennemgår i disse år store strukturelle forandringer. Udviklingen i den globale økonomi betyder, at de erhverv, som bedst forstår at udnytte de nye muligheder, vil opleve den største vækst i produktion og beskæftigelse. Derimod vil andre erhverv opleve en tilbagegang. Serviceerhvervene er de eneste erhverv, hvor både produktion og beskæftigelse stiger, jf. afsnit 10.5. 2 ud af de 5 erhverv med størst tilbagegang er derimod udsat for konkurrence med lavtlønslande. Det drejer sig om tekstil- og fødevareindustrierne. En vigtig forudsætning for virksomhedernes evne til at fungere i et omskifteligt internationalt miljø er viden og kompetence. Det betyder, at virksomhederne i højere grad må satse på udvikling af medarbejdernes færdigheder. Efteruddannelse spiller her en vigtig rolle. Den private og offentlige efteruddannelsesaktivitet kan belyses ved at se på de budgetterede og faktiske udgifter til efteruddannelse, jf. afsnit 10.6. Tallene for den private aktivitet er baseret på en spørgeskemaundersøgelse foretaget i 1998. Undersøgelsen viser, at danske virksomheder satser kraf-

tigt på efteruddannelse af medarbejderne. I 1998 forventer virksomhederne en nettostigning på 36 pct. i de samlede udgifter til efteruddannelse. Til sammenligning steg de faktiske udgifter til efteruddannelse kun med 6 pct. fra 1996 til 1997. Hvis de budgetterede aktiviteter realiseres, vil næsten halvdelen af den danske arbejdsstyrke have deltaget i erhvervsrettet efteruddannelse i løbet af 1998. Undersøgelsen viser også, at indsatsen afhænger af virksomhedens størrelse. De store virksomheder er de mest aktive, og der er store forskelle mellem brancherne. På fremtidens arbejdsmarked kan der blive behov for, at virksomhederne i højere grad spiller en rolle ved forebyggelse og afhjælpning af sociale problemer. Ud fra et samfundsmæssigt synspunkt er det ønskeligt at få virksomhederne til at tage et større socialt ansvar, især over for personer uden for arbejdsmarkedet. På denne baggrund har Socialforskningsinstituttet foretaget en kortlægning af, i hvilken udstrækning de danske virksomheder i dag tager et socialt ansvar, jf. afsnit 10.7. Det fremgår, at de danske virksomheder allerede i dag tager et stort socialt ansvar, men at indsatsen er koncentreret om egne medarbejdere. Indsatsen over for personer uden for arbejdsmarkedet er mindre. Især private virksomheder er mindre engagerede. Det er samtidig karakteristisk, at de store virksomheder har flest tilbud til deres egne medarbejdere, og at tilbudene primært søger at forebygge sociale problemer. 10.1 Velstand og produktivitet I dette afsnit sammenlignes velstanden i Danmark med velstanden i andre EU-lande og deres regioner målt ved værdien af den samlede produktion (BNP) pr. indbygger. 269 I 1995 placerede Danmark sig på en 3. plads, når man sammenligner BNP pr. indbygger i de 15 EU-lande, jf. tabel 10.1. Danmark har i perioden 1980-95 formået at overhale Tyskland, Frankrig og Holland. I 1994 indtog Danmark 2. pladsen, men i 1995 blev vi lige netop overgået af Belgien. Det danske BNP pr. indbygger var i 1995 godt 13 pct. højere end gennemsnittet for EU. Erhvervsministeriet har tidligere beskæftiget sig med udviklingen i de europæiske regioners BNP pr. indbygger. Undersøgelser har peget på, at geografiske faktorer tilsyneladende spiller en større rolle end de nationale, når forskelle i de europæiske regioners velstand skal forklares. I Erhvervsredegørelse 1996 blev der set på udviklingen over perioden 1950-90. Det blev vist, at Danmark havde forværret sin placering betydeligt i perioden 1950-90, både betragtet som land og region. Samtidig fremgik det, at der i perioden 1950-90 havde været tale om konvergens i de europæiske regioners BNP pr. indbygger. Denne udvikling kunne forklares med catchingup, det vil sige at fattige regioner oplever højere vækst end gennemsnittet, bl.a. fordi de kan udnytte ny teknologi, som er udviklet i de rigere regioner.

I Erhvervsredegørelse 1997 blev der introduceret et nyt datamateriale for perioden 1980-94. Her fremgik det, at udviklingen siden 1990 har bragt Danmark tilbage blandt de bedst placerede lande og regioner. Det er en opdatering af dette datamateriale, der præsenteres her. Der er en nærmere beskrivelse af de anvendte data i Erhvervsredegørelse 1997 1. Danmark er en af de regioner, der virkelig har forbedret sin placering igennem de seneste 15 år, jf. tabel 10.2. Danmark er rykket frem fra en 24. plads i 1980 til en 17. plads i 1995. Betragtes udviklingen i perioden finder man, at Danmark forbedrede sin placering uafbrudt frem til 1987. I perioden 1988-92 forværres placeringen, hvorefter vi igen forbedrer stillingen markant. På trods af denne betragtelige fremgang befinder Danmark sig i dag i bunden af den rigeste tredjedel af Europas regioner. BNP pr. indbygger kan tilnærmelsesvis opfattes som et mål for velstanden i en økonomi. Det er imidlertid vigtigt at tage højde for forskelle i arbejdsindsatsen mellem lande. "Værdien" af det opnåede velstandsniveau afhænger naturligvis af størrelsen af arbejdsindsatsen, da denne afspejler omfanget af fritid, der må opgives til fordel for den produktive indsats. Succeskriteriet må derfor være et højt BNP pr. indbygger opnået med den mindst mulige arbejdsindsats, altså en høj timeproduktivitet. 270 OECD har forsøgt at korrigere for forskelle i arbejdsindsatsen i forskellige lande, jf. tabel 10.3. Det fremgår, at Danmark ligger lavt placeret og har tabt terræn til de fleste lande fra 1960-95. Holland havde fx en timeproduktivitet, der var 17 procentpoint højere end den danske i 1960. I 1995 var forskellen øget til 39 procentpoint. En del af forklaringen på Danmarks relativt lave timeproduktivitet kan tilskrives den danske erhvervsfrekvens, der er Europas højeste. Erhvervsfrekvensen angiver forholdet mellem arbejdsstyrken og befolkningen. Det betyder, at Danmark inddrager en større andel af befolkningen i produktionen end andre lande. Alt andet lige vil der dermed også være beskæftiget relativt flere personer uden erhvervskompetencegivende uddannelse, hvilket trækker den gennemsnitlige timeproduktivitet ned. Størrelsen af den offentlige sektor kan imidlertid også influere på opgørelsen af timeproduktiviteten. Den statistiske metode, der anvendes ved opgørelsen af nationalregnskabet, bevirker, at produktiviteten i den offentlige sektor ikke stiger over tid. Dermed vil de observerede produktivitetsstigninger i den samlede økonomi være mindre, jo større den offentlige sektor er. Da den offentlige sektor er relativ stor i Danmark, kunne det tale for en undervurdering af den danske timeproduktivitet. 1 Erhvervsministeriet, Erhvervsredegørelse 1997, kap. 14.1, København 1997.

Når Danmark alligevel er et af Europas rigeste lande, målt ved BNP pr. indbygger, skyldes det bl.a. den intensive anvendelse af arbejdskraftsressourcerne, der kommer til udtryk i erhvervsfrekvensen, jf. tabel 10.4. Sammenholdt med udviklingen i timeproduktiviteten betyder det dog samtidig, at Danmark får for lidt ud af den meget store arbejdsindsats. Den relativt lave danske timeproduktivitet kan desuden forklares ved forskelle i erhvervsstrukturen mellem landene, hvor Danmark er underrepræsenteret i erhverv, der anvender højteknologi og højtuddannet arbejdskraft, og derfor tilbyder en høj aflønning, jf. kap. 1. Tabel 10.1 EU s medlemslande rangordnet efter BNP pr. indbygger i 1995 og 1980 BNP pr. indbygger 1995 BNP pr. indbygger 1980 PPS Indeks PPS Indeks Luxembourg 29027 148 8217 110 Belgien 19629 100 7636 102 Danmark 19555 100 7483 100 Østrig 19171 98 Tyskland 19075 98 8390 112 Holland 18567 95 7618 102 Frankrig 18433 94 8093 108 Italien 17768 91 7248 97 Sverige 17513 90 Finland 16668 85 Storbritannien 16613 85 6808 91 Irland 16070 82 Spanien 13316 68 5084 68 Portugal 12059 62 4072 54 Grækenland 11367 58 4534 61 271 EUR 15 17280 88 Note: BNP pr. indbygger i Purchasing Power Standards. Kilde: Eurostat, Regio-databasen 1998.

Tabel 10.2 Europæiske regioner rangordnet efter BNP pr. indbygger i 1995 og 1980 Placering BNP pr. Indbygger 1995 1980 1995 1980 PPS Indeks PPS Indeks 272 Hamburg (DE) 1 1 33621 172 13253 177 Reg. Bruxelles (BE) 2 2 29705 152 12325 165 Luxembourg, Grand-Duche (LU) 3 13 29027 148 8217 110 Île de France (FR) 4 3 28515 146 11478 153 Bremen (DE) 5 4 26487 135 11179 149 Hessen (DE) 6 8 25913 133 9218 123 Lombardia (IT) 7 6 22975 117 9470 127 Emilia-Romagna (IT) 8 5 22820 117 9498 127 Bayern (DE) 9 15 21818 112 8113 108 Baden- Württemberg (DE) 10 10 21779 111 8920 119 Nord Est (IT) 11 17 21525 110 8010 107 Nord Ovest (IT) 12 11 20511 105 8449 113 Vlaams Gewest (BE) 13 23 20220 103 7564 101 West-Nederland (NL) 14 14 20013 102 8120 109 Lazio (IT) 15 25 19633 100 7479 100 South East (UK) 16 16 19558 100 8016 107 Danmark 17 24 19555 100 7483 100 Nordrhein- Westfalen (DE) 18 12 19510 100 8300 111 Saarland (DE) 19 22 18710 96 7569 101 Centro (IT) 20 19 18592 95 7814 104 Schleswig-Holstein (DE) 21 28 18239 93 7060 94 Berlin (DE) 22 9 18139 93 9187 123 Noord-Nederland (NL) 23 7 18128 93 9443 126 Niedersachsen (DE) 24 27 18102 93 7230 97 Zuid-Nederland (NL) 25 33 17770 91 6601 88 Centre-Est (FR) 26 20 17191 88 7761 104 Rheinland-Pfalz (DE) 27 26 17003 87 7364 98 Est (FR) 28 18 16830 86 7841 105 East Anglia (UK) 29 36 16610 85 6530 87 Scotland (UK) 30 38 16592 85 6445 86 Madrid (ES) 31 46 16573 85 5813 78 Bassin Parisien (FR) 32 21 16432 84 7706 103 Oost-Nederland (NL) 33 34 16369 84 6544 87 South West (UK) 34 39 16003 82 6320 84 Noreste (ES) 35 44 15759 81 6101 82

Tabel 10.2 (fortsat) Placering BNP pr. Indbygger 1995 1980 1995 1980 PPS Indeks PPS Indeks Reg. Wallonne (BE) 36 40 15688 80 6304 84 East Midlands (UK) 37 37 15643 80 6497 87 Sud-Ouest (FR) 38 31 15595 80 6849 92 Mediterranee (FR) 39 30 15478 79 7021 94 West Midlands (UK) 40 42 15435 79 6275 84 Ouest (FR) 41 32 15393 79 6820 91 Nord-Pasde-Calais (FR) 42 29 15353 79 7046 94 Este (ES) 43 48 15308 78 5635 75 Abruzzo-Molise (IT) 44 45 15127 77 5979 80 Yorkshire & Humberside (UK) 45 41 15080 77 6280 84 North West (UK) 46 35 14846 76 6534 87 North (UK) 47 43 14329 73 6199 83 Wales (UK) 48 47 13748 70 5647 75 Northern Ireland (UK) 49 50 13462 69 5194 69 Canarias (ES) 50 59 13014 67 4181 56 Sardegna (IT) 51 49 12915 66 5221 70 Attiki (GR) 52 51 12840 66 5117 68 Continente (PT) 53 61 12232 63 4072 54 Nisia Aigaiou, Kriti (GR) 54 62 11719 60 3677 49 Sud (IT) 55 52 11650 60 4910 66 Sicilia (IT) 56 53 11492 59 4804 64 Campania (IT) 57 54 11461 59 4784 64 Centro (ES) 58 57 11205 57 4437 59 Noroeste (ES) 59 55 11166 57 4770 64 Voreia Ellada (GR) 60 58 10910 56 4210 56 Sur (ES) 61 60 10117 52 4092 55 Kentriki Ellada (GR) 62 56 9866 50 4479 60 273 Note: BNP pr. indbygger i Purchasing Power Standards. Landene er opdelt i regioner efter Eurostats NUTS (Nomenclature of Territorial Units for Statistics) niveau 1, hvorefter EU15 opdeles i 77 regioner, hvor Danmark, Sverige, Luxemborg og Irland udgør hver én region. Datamaterialet omfatter 62 regioner. Kilde: Eurostat, Regio-databasen 1998.

Tabel 10.3 Timeproduktiviteten i udvalgte lande i 1960-95 1960 1973 1987 1995 USA 217 USA 159 USA 147 USA 141 England 122 Holland 122 Frankrig 138 Holland 139 Sverige 117 Sverige 121 Holland 135 Frankrig 139 Holland 117 Frankrig 111 Belgien 126 Belgien 131 Frankrig 107 England 106 Sverige 121 Italien 123 Danmark 100 Belgien 102 England 118 Østrig 114 Tyskland 100 Italien 102 Tyskland 118 England 114 Belgien 98 Tyskland 102 Italien 116 Tyskland 110 Italien 83 Danmark 100 Østrig 109 Sverige 108 Østrig 83 Østrig 94 Danmark 100 Danmark 100 Finland 78 Finland 90 Finland 99 Japan 99 Japan 43 Japan 73 Japan 90 Finland 89 Anm: Timeproduktiviteten er beregnet som BNP pr. arbejdstime, 1995=basisår. Note: Landene er rangordnet efter niveauet i 1995. Den tyske timeproduktivitet i 1995 inkluderer det tidligere Østtyskland. Kilde: OECD Economic Surveys, Denmark 1997 og egne beregninger. Tabel 10.4 Erhvervsfrekvensen i udvalgte lande i 1960-95 274 1960 1 1973 1987 1995 Japan 78 Sverige 76 Danmark 84 Danmark 81 Finland 77 Danmark 75 Sverige 82 USA 77 Sverige 75 England 73 Finland 76 Sverige 77 Danmark 74 Japan 72 England 75 Japan 77 England 72 Finland 71 USA 74 England 75 Østrig 71 Østrig 69 Japan 73 Finland 73 Tyskland 70 Tyskland 69 Tyskland 68 Tyskland 69 USA 65 Frankrig 68 Frankrig 67 Østrig 67 Italien 65 USA 67 Østrig 66 Frankrig 67 Belgien 60 Belgien 61 Belgien 61 Belgien 63 Holland 60 Italien 59 Holland 62 Italien 58 Holland 57 Italien 57 1 Der er ikke data for Holland og Frankrig. Note: Erhvervsfrekvensen er defineret som den totale arbejdsstyrke divideret med den totale befolkning i den arbejdsdygtige alder (16-64 årige), multipliceret med 100. Kilde: OECD, Economic Outlook.

10.2 Konkurrenceevnen Et centralt mål for erhvervspolitikken er at sikre rammebetingelser, der styrker danske virksomheders internationale konkurrenceevne, forbedrer indtjeningen og dermed giver mulighed for højere lønninger og velstand. Omkostningsniveauet har naturligvis stor betydning for konkurrenceevnen. Lønudviklingen er specielt interessant, fordi lønnen udgør en væsentlig del af de samlede omkostninger. Lønudviklingen spiller imidlertid en dobbeltrolle. Selvom det på kort sigt kan være afgørende, at et lands lønudvikling holdes i ro, bl.a. af hensyn til den makroøkonomiske stabilitet, så må et højt lønniveau målt i fælles valuta på længere sigt først og fremmest ses som et udtryk for høj produktivitet og velstand samt en stærk strukturel konkurrenceevne. Virksomhedernes strukturelle konkurrenceevne kan defineres som deres indtjeningsevne eller evne til værdiskabelse i forhold til virksomheder i andre lande. Den strukturelle konkurrenceevne afhænger af beslutninger i virksomhederne, som påvirker produktivitet, produktudvikling og markedsføring, men også af de erhvervspolitiske rammebetingelser. Ud fra en sådan definition kan man måle den strukturelle konkurrenceevne ved det lønniveau, som virksomhederne har råd til at betale, uden at de taber markedsandele på eksportmarkederne. Det er tankegangen bag den indikator for konkurrenceevnen, som blev præsenteret i Erhvervsredegørelse 1995 og opdateret i Erhvervsredegørelse 1996 og 1997. Indikatoren tager udgangspunkt i forholdet mellem de samlede lønomkostninger pr. time i OECD-landene, korrigeret for ændringer i markedsandele 2. 275 Indikatoren måler de enkelte lande i forhold til hinanden. Hvis et land ligger på OECD-gennemsnittet, er indikatoren nul. Når indikatoren overstiger nul, er det et tegn på, at landet har haft "succes" med at øge sine lønomkostninger relativt til de øvrige OECD-lande, uden at dette har ført til tab af markedsandele. Et land kan godt både tabe markedsandele og have højere lønstigninger samtidig med, at konkurrenceevneindikatoren er positiv. En sådan situation betyder blot, at landets erhvervsliv niveaumæssigt har konkurrencemæssige fordele, men at der er en aftagende trend. Netop den situation har Danmark oplevet de seneste år. Konkurrenceevneindikatoren er ført frem til 1998, jf. figur 10.1. Konkurrenceevneindikatoren for Danmark faldt med 35 procentenheder fra 1975 til 1985. Fra 1985 til 1993 steg indikatoren med 20 procentenheder. De seneste år har indikatoren været svagt faldende. Danmark ligger dog fortsat over gennemsnittet i OECD. 2 Konstruktionen af indikatoren er beskrevet i Erhvervsredegørelse 1995, kap. 6, appendiks 1.

Konkurrenceevneindikatoren påvirkes negativt af relative lønstigninger, der ligger over gennemsnittet og vigende markedsandele. Danmark har de seneste år oplevet begge dele. Det har især knebet med at fastholde markedsandelene på det tyske marked, jf. figur 10.3. På kort sigt må det forventes, at danske virksomheders evne til at opnå markedsandele reduceres, hvis de oplever højere lønstigninger, end deres udenlandske konkurrenter. Lønstigninger påvirker derfor konkurrenceevneindikatoren direkte men også indirekte gennem tab af markedsandele. Men markedsandele påvirkes ikke udelukkende af lønniveauet. Der kan således godt forekomme stigninger i efterspørgslen for en virksomheds produkter, uden at lønnen ændres. Det økonomiske opsving i Danmarks økonomi er et eksempel på dette. Opsvinget betød, at den indenlandske efterspørgsel steg mere end efterspørgslen hos vores vigtigste samhandelspartnere. Det kan have fået danske virksomheder til at rette fokus mod indenlandsk afsætning. 276 Virksomhederne har endnu ikke udvidet produktionskapaciteten i takt med opsvinget. Det kan ses i sammenhæng med en skepsis over for varigheden af et opsving. Dette efterslæb i investeringer har øget kapacitetsudnyttelsen i industrien drastisk. Den ledige produktionskapacitet var ved udgangen af 1997 på sit laveste niveau i 1990 erne, jf. figur 10.2. Højkonjunkturen i dansk økonomi kan have betydet, at danske virksomheder i første række har satset på at forsyne hjemmemarkedet. Til trods for, at industrien i 1997 samlet set tabte markedsandele, steg industrieksporten med 7,2 pct. Ikke mindst eksporten til Baltikum og Rusland er steget, jf. afsnit 10.3. Også eksporten til Sverige er i fremgang. Danske industrivirksomheder har siden midten af 1996 oplevet en jævn fremgang i markedsandele på det svenske marked i takt med en forbedret svensk økonomi. Også i England vandt Danmark markedsandele sidst i 1997.

Figur 10.1 Konkurrenceevneindikator i 1975-98 60 40 20 0-20 -40-60 1975 1977 1979 1981 1983 1985 1987 1989 1991 1993 1995 1997 Sverige Tyskland USA Japan Danmark Note: Der er anvendt 4 års glidende gennemsnit. Kilde: OECD, Economic Outlook, Svenska Arbetsgivareföreningen og egne beregninger. Figur 10.2 Nettotal for ledig produktionskapacitet i industrien i 1990-98 Pct. 35 30 25 20 15 10 5 0-5 277-10 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 Note: Nettotallet angiver forskellen mellem den andel af virksomheder, som angiver "mere end tilstrækkelig" og den andel af virksomhederne, som angiver "ikke tilstrækkelig" produktionskapacitet. I alt spørges 800 større industrivirksomheder, der samlet udgør ca. 60 pct. af industriens samlede beskæftigelse. Kilde: Danmarks Statistik.

Figur 10.3 Udviklingen i markedsandele for den danske industrieksport i 1992-97 Indeks 1990 = 100 150 140 130 120 110 100 90 80 278 70 Q1-1992 Q3-1992 Q1-1993 Q3-1993 Q1-1994 Q3-1994 Q1-1995 Q3-1995 Q1-1996 Q3-1996 Q1-1997 England Sverige USA De 13 største markeder Tyskland Q3-1997 Note: Der er benyttet 4 kvartalers glidende gennemsnit. Overgangen til INTRA-systemet pr. 1. januar 1993 har givet et databrud i de tyske tal, hvilket medfører en overvurdering af markedsandelene på det tyske marked fra 1993 og frem. Kilde: Danmarks Nationalbank. 10.3 Danmarks handel med Østeuropa Central- og Østeuropa samt Rusland har gennem de seneste år udviklet sig til betydelige samhandelspartnere for de danske virksomheder. Handlen med landene i regionen har været støt stigende, ligesom overskuddet på handelsbalancen fra denne handel. Udviklingen har været forventet i betragtning af den omstillings- og moderniseringsproces, landene har været inde i siden murens fald i 1989. Der er skabt et stort behov for import af investeringsgoder og forbrugsvarer. Samtidig er Rusland, Polen og Baltikum danske nærmarkeder og de primære modtagere af dansk øststøtte. Det er derimod overraskende, at udviklingen er gået så hurtigt, som det er tilfældet. I perioden 1993-97 har danske virksomheder haft en vækst i handlen med Central- og Østeuropa samt Rusland på gennemsnitlig 24 pct. målt i løbende priser. EU-Kommissionen opstillede i 1994 to scenarier for væksten i Østeuropa, et høj- og lavvækstscenario 3. I højvækstscenariet skønnes der en gennemsnitlig vækst i den danske handel med landene på ca. 8,5 pct. i perioden

1993-2010. Skønnet forudsætter, at reformprocessen i Østeuropa gennemføres og EU forbedrer markedsadgangen for landene i øst. Eksporten til Central- og Østeuropa samt Rusland udgjorde næsten 7 pct. af den samlede eksport i 1997, jf. figur 10.4. Historisk set har Polen, Rusland og Tjekkiet været de vigtigste eksportmarkeder i regionen. I 1997 har eksporten til Rusland overhalet eksporten til Polen, og Litauen er nu en større aftager af danske varer end Tjekkiet. Eksporten til Litauen blev dermed større end eksporten til flere nuværende EU-lande. Den rekordstore handel med Østeuropa i 1997 bygger især på en stigende samhandel med de baltiske lande. Eksporten til de tre baltiske lande er nu næsten på størrelse med eksporten til Rusland og udgjorde mere end 27 pct. af den samlede eksport til Østeuropa i 1997, jf. figur 10.4. Som forventet i en periode, hvor de baltiske lande er under genopbygning, er det primært maskiner, fødevarer og halvfabrikata, Danmark eksporterer, mens importen hovedsageligt består af energiprodukter og tøj. De tre baltiske lande repræsenterer et betydeligt mindre marked end Rusland og Polen, men de danske virksomheder har opnået høje markedsandele i regionen. De er derfor godt rustet til at drage fordel af den fortsatte vækst i området. Det fremgår af handelsbalancen, at den stigende østhandel er til fordel for Danmark. Overskuddet fra handlen med Østeuropa og Rusland udgør 24 pct. af det samlede handelsbalanceoverskud i 1997. Overskuddet på handelsbalancen fra handlen med EU er til sammenligning faldet fra en andel af det samlede overskud på næsten 69 pct. i 1992 til 9 pct. i 1997, jf. figur 10.5. 279 Den kraftige vækst i handlen med Central- og Østeuropa kan medføre betydelige velstandsstigninger, men også betydelige omstillingskrav for dansk økonomi. I Erhvervsredegørelse 1996 blev der vist regneeksempler på de direkte virkninger for beskæftigelse og produktion af handlen med Central- og Østeuropa 3. I et højvækstscenarie blev der forudsat en vækst i handlen på 8,5 pct. om året, jf. EU-kommissionens skøn refereret ovenfor. Under denne antagelse blev det vurderet, at væksten i handlen med Øst- og Centraleuropa i løbet af de næste 15 år ville kræve, at der flyttes 25.000 personer fra de importkonkurrerende virksomheder, svarende til knap 1 pct. af de beskæftigede, over til eksportvirksomheder eller hjemmemarkedserhverv. Lykkes det at opfylde dette omstillingskrav, vil vi hvert år få en ekstra produktion på 6-8 mia. dkr. Den hidtige udvikling peger tydeligt i retning af, at højvækstscenariet kan realiseres. 3 Erhvervsministeriet, Erhvervsredegørelse 1996, kap. 5, København 1996.

Figur 10.4 Eksporten til Østeuropa i forhold til den samlede eksport i 1992-97 Pct. 8 7 6 5 4 3 2 1 0 1992 1993 1994 1995 1996 1997 Central- og Østeuropa ekskl. Baltikum Baltikum Kilde: Erhvervsstatistisk databank, Danmarks Statistik og egne beregninger. 280 Figur 10.5 Udvalgte regioners andel af det samlede handelsbalanceoverskud i 1993-97 1993 1995 1997 EU Central- og Østeuropa Øvrige Kilde: Erhvervsstatistisk databank, Danmarks Statistik og egne beregninger.

10.4 Finansielle nøgletal I dette afsnit vises nogle finansielle nøgletal for danske virksomheder, der er organiseret i selskabsform. Tallene fortæller, hvordan selskabernes økonomiske situation har ændret sig gennem de seneste år. Set under ét er de danske selskabers økonomi forbedret i løbet af 1990'erne, jf. figur 10.6. Soliditetsgraden har været stærkt stigende. Soliditetsgraden viser virksomhedens opsparingsevne, og dermed også i hvilken grad virksomheden er i stand til at modstå svære tider, jf. boks 10.1 og 10.2. Den overordnede stigning i soliditeten viser, at virksomhederne har benyttet opsvinget til at konsolidere sig. De står dermed bedre rustet i forhold til finansiering af nye investeringer. Afkastningsgraden, der viser hvor god en virksomhed er til at forrente sin samlede indskudte kapital, har også været stigende. Det er imidlertid ejerne, der har oplevet den største fremgang i indtjeningen. Egenkapitalforrentningen lå i 1997 på et niveau, der var næsten 40 pct. højere end i 1990, jf. tabel 10.7. Men der er betydelige forskelle mellem de enkelte brancher, jf. tabel 10.5-10.7. For fremstillings- og serviceerhvervene er nøgletallene også fordelt på virksomhedsstørrelser, jf. figur 10.6-10.12. Det fremgår, at soliditetsgraden for fremstillingsvirksomheder varierer betydeligt afhængig af virksomhedsstørrelse. Det er særligt de store virksomheder med mere end 500 ansatte, der skiller sig ud med en væsentlig højere soliditet end gennemsnittet. Det kunne tyde på, at der er et kapitalformidlingsproblem hos de små og mellemstore fremstillingsvirksomheder. 281 Boks 10.1 Finansielle nøgletal - definitioner Soliditetsgrad: Egenkapital i pct. af samlede aktiver. Afkastningsgrad: Overskud før skat og før renteindtægter og -udgifter i pct. af samlede aktiver. Egenkapitalforrentning: Overskud efter renter og før skat i pct. af egenkapitalen.

Boks 10.2 Beregning af nøgletal Nøgletallene er beregnet ud fra regnskabsoplysninger fra anparts- og aktieselskaber inkl. offentlige virksomheder etableret i selskabsform. Selskaber har efter årsregnskabsloven pligt til at offentliggøre deres regnskaber. Data stammer fra Erhvervsministeriets virksomhedsdatabase. Kun aktive selskaber, som i det enkelte år har en regnskabsperiode på 12 måneder, er medtaget. Samtidig er selskaber uden oplysning om antal beskæftigede sorteret fra. Det skal bemærkes, at der løbende bliver revideret i de historiske nøgletal. Hvis et selskab i den seneste regnskabsperiode har ændret branchetilhørsforhold vil der også blive ændret i selskabets historiske branchetilhørsforhold. I henhold til registerloven kan der kun udleveres regnskabsoplysninger for et selskab i 5 sammenhængende år. Det betyder, at selskaber, der indgår i datamaterialet for 1997, er fjernet fra datamaterialet tidligere end 1993. I figurerne er nøgletallene for 1990-92 baseret på et tidligere datasæt. Tallene for 1997 er foreløbige, da alle selskaber endnu ikke har aflagt regnskab for 1997. 282 Regnskabstal for finansierings- og forsikringsvirksomhed er vist særskilt, da deres andel af den samlede egenkapital er uforholdsmæssig stor. Det skal desuden bemærkes, at afkastet af finansielle aktiver ikke er med i afkastningsgraden, da det ikke er muligt at udskille renteindtægterne i datagrundlaget, jf. boks. 10.1. I beregningen indgår overskud efter afskrivninger, men før renteindtægter og renteudgifter. Renteindtægter er af størst betydning i finansielle erhverv, men kan også være mærkbare i andre erhverv.

Tabel 10.5 Selskabernes soliditetsgrad i pct. i 1990-97 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 Primære erhverv og forsyningsvirksomhed 23,9 25,5 27,3 31,1 37,5 35,9 36,6 37,5 Fremstilling 40,9 41,6 43,3 43,4 44,2 44,0 44,2 43,8 Bygge/anlæg 28,5 29,1 30,3 31,7 31,5 31,3 24,3 22,9 Handel med biler 28,2 29,0 30,8 30,5 30,7 29,1 28,7 28,5 Engroshandel 34,7 35,2 35,5 36,9 36,9 37,0 36,6 36,8 Detailhandel 36,1 35,9 35,7 35,9 37,6 49,1 40,4 40,5 Hotel og restauration 26,1 28,4 31,2 32,2 32,5 28,3 24,9 25,1 Transport, post og telekommunikation 32,7 32,1 31,4 40,0 34,4 36,3 50,4 48,7 Udlejning 42,0 44,4 47,5 51,0 53,5 51,4 51,3 49,3 Forretningsservice mv. 35,2 36,7 46,3 42,2 40,6 39,5 39,5 50,5 Offentlige og private tjenesteydelser 31,8 32,2 34,6 33,3 62,4 60,0 56,8 55,0 I alt ekskl. finansiering/ forsikring 36,5 37,4 40,1 40,8 41,4 40,9 41,8 42,7 Finansiering/forsikring 13,9 13,7 9,6 8,2 9,1 10,1 10,6 11,3 I alt inkl. finansiering/ forsikring 25,1 25,5 21,7 17,4 17,2 17,9 18,9 19,4 Note: Tabellen omfatter gennemsnitligt 23.620 selskaber. Kun selskaber med positiv egenkapital samt oplysning om antal beskæftigede. Der er databrud mellem 1992 og 1993. Kilde: Erhvervsministeriets virksomhedsdatabase. Tabel 10.6 Selskabernes afkastningsgrad i pct. i 1990-97 283 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 Primære erhverv og forsyningsvirksomhed 4,9 7,0 4,7 6,1 5,7 4,9 9,7 8,4 Fremstilling 6,1 6,5 7,1 6,4 7,6 7,4 6,7 8,0 Bygge/anlæg 3,0 3,8 4,3 5,7 7,0 7,4 6,9 8,2 Handel med biler 3,8 4,6 4,4 4,5 7,8 6,9 5,9 5,5 Engroshandel 4,6 4,7 5,7 5,9 7,5 7,5 7,2 7,6 Detailhandel 4,8 5,7 5,7 6,7 7,9 6,3 5,6 6,0 Hotel og restauration 2,2 3,1 4,4 3,9 4,7 5,5 5,0 5,0 Transport, post og telekommunikation 3,7 4,5 1,6 3,3 4,9 3,9 6,6 5,3 Udlejning 3,5 3,4 2,8 3,1 3,4 3,8 3,5 3,8 Forretningsservice mv. 3,5 4,0 3,3 2,9 4,1 2,5 2,0 2,2 Offentlige og private tjenesteydelser 7,7 10,0 16,7 17,9 13,5 11,5 8,0 7,8 I alt ekskl. finansiering/ forsikring 4,9 5,4 5,5 5,6 6,7 6,1 4,9 6,3 Finansiering/forsikring 2,2 2,3 3,1 3,4 1,4 1,5 1,0 2,3 I alt inkl. finansiering/ forsikring 4,6 5,1 5,2 5,4 6,1 5,5 5,4 5,8 Note: Tabellen omfatter gennemsnitligt 26.058 selskaber. Kun selskaber med positiv egenkapital samt oplysning om antal beskæftigede. Bemærk at afkastet af finansielle aktiver ikke er med i afkastningsgraden for selskaber, jf. boks 10.2. Der er databrud mellem 1992 og 1993. Kilde: Erhvervsministeriets virksomhedsdatabase.

Tabel 10.7 Selskabernes egenkapitalforrentning i pct. før skat i 1990-97 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 Primære erhverv og forsyningsvirksomhed 10,3 16,0 9,7 12,9 10,4 11,6 25,2 44,1 Fremstilling 15,6 16,5 17,0 17,7 19,2 20,8 19,8 22,8 Bygge/anlæg 6,4 11,9 12,0 17,1 21,7 24,3 24,5 28,1 Handel med biler 10,5 10,7 10,4 13,6 26,5 25,3 22,0 19,7 Engroshandel 17,5 13,3 16,5 16,5 21,3 22,5 22,4 22,6 Detailhandel 12,6 13,3 14,4 16,1 23,6 18,7 15,3 16,6 Hotel og restauration -19,3 5,2 0,5 4,0 5,6 18,3 16,8 17,4 Transport, post og telekommunikation 15,5 15,4-4,4 17,3 13,3 15,3 17,6 12,8 Udlejning 12,3 8,7 3,6 5,7 4,9 9,3 7,9 10,7 Forretningsservice mv. 13,7 15,1 8,5 14,0 14,2 16,3 20,5 Offentlige og private tjenesteydelser 34,2 38,1 54,7 65,0 16,4 19,9 20,5 20,5 I alt ekskl. finansiering/ forsikring 14,7 14,9 11,1 15,0 16,8 18,3 18,5 20,5 Finansiering/forsikring 8,2 10,5 0,7 15,2 4,9 17,2 16,4 16,1 I alt inkl. finansiering/ forsikring 12,9 13,7 8,3 15,1 12,1 17,8 17,6 18,6 Note: Tabellen omfatter gennemsnitligt 22.264 selskaber. Kun selskaber med positiv egenkapital samt oplysning om antal beskæftigede. Der er databrud mellem 1992 og 1993. Kilde: Erhvervsministeriets virksomhedsdatabase. 284 Figur 10.6 Finansielle nøgletal for danske selskaber i 1990-97 Pct. 24 22 20 18 16 14 12 10 8 6 4 2 0 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 44 42 40 38 36 Afkastningsgrad Egenkapitalforrentning før skat Soliditet (højre akse) Kilde: Erhvervsministeriets virksomhedsdatabase.

Figur 10.7 Soliditet fordelt på virksomhedsstørrelse (antal ansatte), fremstillingsvirksomhed i 1990-97 55 Pct. 50 45 40 35 30 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1-19 20-49 50-499 500+ I alt Kilde: Erhvervsministeriets virksomhedsdatabase. 285 Figur 10.8 Afkastningsgrad fordelt på virksomhedsstørrelse (antal ansatte), fremstillingsvirksomhed i 1990-97 Pct. 12 10 8 6 4 2 0 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1-19 20-49 50-499 500+ I alt Kilde: Erhvervsministeriets virksomhedsdatabase.

Figur 10.9 Egenkapitalforrentning fordelt på virksomhedsstørrelse (antal ansatte), fremstillingsvirksomhed i 1990-97 Pct. 35 30 25 20 15 10 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1-19 20-49 50-499 500+ I alt Kilde: Erhvervsministeriets virksomhedsdatabase. 286 Figur 10.10 Soliditetsgrad fordelt på virksomhedsstørrelse (antal ansatte), servicevirksomhed ekskl. finansiel virksomhed i 1990-97 Pct. 55 50 45 40 35 30 25 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1-19 20-49 50-499 500+ I alt Kilde: Erhvervsministeriets virksomhedsdatabase.

Figur 10.11 Afkastningsgrad fordelt på virksomhedsstørrelse (antal ansatte), servicevirksomhed ekskl. finansiel virksomhed i 1990-97 Pct. 8 7 6 5 4 3 2 1 0 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1-19 20-49 50-499 500+ I alt Kilde: Erhvervsministeriets virksomhedsdatabase. 287 Figur 10.12 Egenkapitalforrentning fordelt på virksomhedsstørrelse (antal ansatte), servicevirksomhed ekskl. finansiel virksomhed i 1990-97 Pct. 25 20 15 10 5 0 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1-19 20-49 50-499 500+ I alt Kilde: Erhvervsministeriets virksomhedsdatabase.

10.5 De mest dynamiske erhverv Landene inden for OECD har gennemgået store strukturelle forandringer i de sidste par årtier. Drivkræfterne bag udviklingen har været den globale handel, de internationale investeringer og de nye teknologier. Udviklingen har skærpet kravene til omstilling og tilpasning, og virksomhederne skal kunne reagere hurtigt på en omskiftelig verden. Man kan få et indtryk af det omstillingskrav virksomhederne har stået over for ved at betragte de strukturelle forandringer i dansk økonomi gennem de seneste år. I det følgende er det forsøgt at identificere de mest dynamiske erhverv i perioden 1988-97. Ved de mest dynamiske erhverv forstås de erhverv, der har haft den største ændring i henholdsvis produktionsværdi og beskæftigelse. Vi begynder med det overordnede niveau og ser dernæst på de enkelte erhverv. Den danske bruttoværditilvækst steg med godt 21 pct. i faste priser svarende til en gennemsnitlig årlig vækst på ca. 2,4 pct., jf. figur 10.13. Bruttoværditilvæksten udtrykker den værdi, der skabes i produktionsleddet ved forædling. I samme periode steg den faktiske beskæftigelse med godt 12.000 personer eller knap 0,5 pct. Bag denne udvikling gemmer der sig store ændringer i de enkelte erhverv og mellem sektorer. 288 Serviceerhvervene er de eneste erhverv, hvor både bruttoværditilvæksten og beskæftigelsen stiger. Serviceerhvervene beskæftiger 72 pct. af det samlede antal faktisk beskæftigede personer i 1997. Det er en stigning på 3,5 procentpoint eller mere end 100.000 personer i forhold til 1988. De primære erhverv har stået over for de største omstillingskrav i perioden. Beskæftigelsen i sektoren er reduceret kraftigt med mere end 28 pct. Samtidig er bruttoværditilvæksten øget med godt 48 pct. Men selvom de primære erhverv har været særdeles dynamiske, udgør de kun 6 pct. af den samlede økonomi. I Nationalregnskabet er det muligt at fordele bruttoværditilvæksten på 53 brancher, mens beskæftigelsen for øjeblikket kun kan fordeles på 27 brancher. Derfor er der ikke direkte overensstemmelse mellem brancheniveauerne i opgørelsen af bruttoværditilvæksten og beskæftigelsen. Ser man på udviklingen i bruttoværditilvæksten fremgår det, at servicevirksomhed for finanssektoren har været det absolut mest dynamiske erhverv med en gennemsnitlig årlig vækst i produktionsværdien på 115 pct. Erhvervet producerer tjenesteydelser i nær tilknytning til bank- og finansieringsvirksomhed. Det drejer sig bl.a. om Københavns Fondsbørs, Pengeinstitutternes Betalingsservice og børsmæglervirksomhed. Erhvervet udgjorde dog kun godt 0,5 pct. af den samlede økonomi i 1997, jf. tabel 10.8. Det næstmest dynamiske erhverv målt på udviklingen i bruttoværditilvæksten er skibsfart med en gennemsnitlig årlig vækst på knap 50 pct., jf. tabel 10.8.

Det er karakteristisk, at 4 ud af de 5 mest dynamiske erhverv tilhører servicesektoren, jf. tabel 10.8. Samtidig fremgår det, at 2 ud af de 5 mindst dynamiske erhverv er udsat for konkurrence fra lavtlønslande. Det drejer sig om tekstil- og fødevareindustrierne. Beskæftigelsesmæssigt er hotel- og restaurationsbranchen det mest dynamiske erhverv, og 4 ud af de 5 mest dynamiske erhverv tilhører servicesektoren, jf. tabel 10.9. Det gælder fx forretningsservice og renovation. Tekstilindustrien fremstår som det erhverv, der har tabt flest arbejdspladser. I gennemsnit blev beskæftigelsen i erhvervet indskrænket med mere end 40 pct. om året. Som det blev bemærket ovenfor har tekstilindustrien været udsat for konkurrence med lavtlønslande. I Erhvervsredegørelse 1996 er konsekvenserne af ny teknologi og handel med lavtlønslande beskrevet nærmere. Det blev vurderet, at 44.000 kortuddannede har skullet finde nyt arbejde som direkte følge af den stigende handel med lavtlønslande. Tekstilindustrien er et af de erhverv, der har beskæftiget relativt flest kortuddannede. 3 ud af de 5 beskæftigelsesmæssigt mindst dynamiske erhverv er primære erhverv. Det er en bekræftelse af de overordnede forskydninger mellem sektorer. Figur 10.13 Ændring i erhvervsstrukturen i 1988-97 Pct. 60 289 50 40 30 20 10 0-10 -20-30 -40 Primær Fremstilling Service I alt Bruttoværditilvækst Beskæftigelse Kilde: Danmarks Statistik, DSTB og egne beregninger.

Tabel 10.8 Ændring i bruttoværditilvæksten (BVT) for de mest og mindst dynamiske erhverv i 1988-97 1992-priser Gennemsnit- Andel af Ændring lig årlig total i andel af ændring i pct BVT total BVT Erhverv 1988-97 1988 1997 1988-97 Servicevirksomhed for finanssektoren 115,4 0,1 0,5 838,6 Skibsfart 49,3 0,4 1,9 348,7 Udvinding af råolier & naturgas 16,9 0,7 1,5 107,8 Databehandlingsvirksomhed 12,5 1,0 1,7 74,9 Varehuse og stormagasiner 10,7 0,4 0,7 62,0 Nærings- og nydelsesmiddelindustri -1,6 3,4 2,4-29,4 Tekstil-, beklædning- og læderindustri -2,5 1,0 0,6-36,0 Fiskeri -4,4 0,4 0,2-50,4 Lufttransport -5,2 0,8 0,3-56,4 Udlejning af fast ejendom -9,3 0,4 0,0-86,5 290 I alt 2,36 100 100 Note: Bruttoværditilvæksten er fordelt på 53 brancher. Kilde: Danmarks Statistik, DSTB og egne beregninger.

Tabel 10.9 Ændring i den faktiske beskæftigelse for de mest og mindst dynamiske erhverv i 1988-97 Gennemsnit- Andel af Ændring lig årlig samlet i andel af ændring i pct beskæftigelse samlet beskæftigelse Erhverv 1988-97 1988 1997 1988-97 Hotel- og restaurationsvirksomhed mv. 2,3 2,4 2,9 19,9 Forretningsservice mv. 2,1 5,8 6,9 18,6 Renovation, foreninger og forlystelser 1,7 4,1 4,7 14,8 Mineralolie-, kemisk- og plastindustri mv. 1,6 1,6 1,9 14,1 Læderindustri 1,3 5,5 6,1 10,8 Finansierings- og forsikringsvirksomhed -1,8 3,3 2,7-17,0 Råstofudvinding -2,9 0,2 0,1-26,2 Landbrug, gartneri og skovbrug -3,1 5,6 4,0-28,5 Fiskeri mv. -4,1 0,3 0,2-37,3 Tekstil-, beklædning- og læderindustri -4,6 1,2 0,7-41,2 I alt 0,05 100 100 291 Note: Den faktiske beskæftigelse, opgjort i antal personer, uanset længden af den daglige arbejdstid, er fordelt på 27 brancher. Kilde: Danmarks Statistik, DSTB og egne beregninger.

10.6 Virksomhedernes efteruddannelse Konkurrencedygtige virksomheder har brug for dygtige og veluddannede medarbejdere. I fleksible virksomheder er der et stadig større behov for løbende at efteruddanne medarbejdere, ofte direkte målrettet mod interne funktioner. Der er i år kommet nye tal for private virksomheders efteruddannelse 4. Tallene baserer sig på en spørgeskemaundersøgelse blandt 600 virksomheder. De viser, at private virksomheder i stor udstrækning efteruddanner deres medarbejdere. Hele 4 ud af 5 private virksomheder har i 1997 uddannet en eller flere kategorier af medarbejdere. Den offentligt administrerede efteruddannelsesindsats er også meget høj. Det viser tal for de offentlige udgifter til erhvervsrettet efteruddannelse. I forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med, bruger Danmark flest penge på offentligt administrerede efteruddannelsesaktiviteter. 292 Danske private virksomheder er villige til at investere betydelige summer i deres bestræbelser på at have en veluddannet medarbejderstab. Virksomhedernes forventninger til kursusaktivitet og udgifter til efteruddannelse er i 1998 rekordhøje 5. De er 50 pct. større end sidste år, jf. figur 10.14. De forventede udgifter var dog ekstraordinært små i 1997 efter en voldsom vækst fra 1993-96. De private virksomheders faktiske udgifter til efteruddannelse steg fra 1996 til 1997 med 6 pct. De samlede udgifter blev dermed på 2,7 mia. dkr. Det svarer til en stigning på 35 pct. siden undersøgelsen blev gennemført første gang i 1992. Gennemsnittet fra 1992 til 1997 er ca. 2,6 mia. dkr. Efteruddannelsesindsatsen afhænger af virksomhedsstørrelsen. Større virksomheder er de mest aktive. Kun ca. hver anden af de små virksomheder (under 10 ansatte), har deltaget i efteruddannelse. Mindre virksomheder forventer imidlertid at opruste aktiviteten i 1998. Større virksomheder venter at øge deres efteruddannelsesaktivitet endnu mere. Samlet vil halvdelen af de virksomheder, der ikke efteruddannede deres medarbejdere i 1997, tage initiativ til efteruddannelse i 1998. Hvis virksomhedernes forventninger til efteruddannelse i år realiseres, bliver de faktiske udgifter på 3,8 mia. dkr., jf. figur 10.14. En del af denne stigning må dog tilskrives en større opmærksomhed omkring planlægning og budgettering af efteruddannelse. Det er virksomheder inden for de grafiske erhverv, serviceerhverv, finanssektoren og kemisk industri, der forventer størst uddannelsesaktivitet i 1998. I bunden ligger virksomheder inden for engros- eller detailsektoren samt virksomheder inden for tekstil- eller beklædningssektoren. Finans- 4 IFKA, Det Danske Kursusmarked, 1998. 5 Det betyder dog ikke, at efteruddannelsesaktiviteten nødvendigvis stiger i 1998, da korrelationen imellem forventede og faktiske udgifter ikke er entydig, jf. figur 10.1.

og forsikringssektoren er den absolut mest aktive branche, hvor samtlige virksomheder forventer at efteruddanne medarbejdere i 1998. Som det eneste land i OECD anvender Danmark offentlige udgifter svarende til ca. 1 pct. af BNP på erhvervsrettet efteruddannelse, jf. figur 10.15. Det er resultatet af en kraftig stigning i det meste af 1990'erne. Typisk har andre OECD-lande oplevet et fald i de offentlige udgifter til erhvervsrettet efteruddannelse målt i pct. af BNP. At Danmark ligger i spidsen med offentlige udgifter er dog ingen garanti for den bedste udnyttelse af midlerne. Indsatsen i lande i det øvrige OECD er næsten udelukkende rettet mod ledige. Det er ikke tilfældet i Danmark, hvor 14 pct. af den samlede arbejdsstyrke forrige år var inddraget i en offentligt administreret erhvervsrettet efteruddannelse - en fordobling i forhold til 1991. Inddrages den private sektors efteruddannelsesaktivitet fås den samlede forventede efteruddannelsesaktivitet for hele økonomien. De nyeste tal herfor viser, at knap halvdelen af den samlede arbejdsstyrke venter at deltage i enten en privat eller en offentligt administreret efteruddannelse i 1998 6. Figur 10.14 Private virksomheders faktiske og forventede udgifter til efteruddannelse i 1989-98 Mia. dkr. 4 3,5 3 2,5 2 1,5 1 0,5 Pct. 40 35 30 25 20 15 10 5 293 0 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 0 Faktiske udgifter, mia. dkr. Budgetterede udgifter, mia. dkr. Kilde: IFKA, Kurser og efteruddannelse i dansk erhvervsliv 1998, april 1998. 6 IFKA KONJUNKTUR, marts 1998. Der er tale om en spørgeskemaundersøgelse. Denne opgørelsesmetode afviger fra den opgørelsesmetode, OECD benytter. Man skal derfor være varsom med at drage for håndfaste konklusioner ved sammenligninger af de to typer af tal.

Figur 10.15 Offentlige udgifter til erhvervsrettet efteruddannelse i 1990-97 1,2 Pct. af BNP 1 0,8 0,6 0,4 0,2 0 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 Danmark Tyskland Holland Norge Sverige Kilde: OECD, Employment Outlook 1993 & 1997. 294 10.7 Virksomhedernes sociale ansvar Det danske velfærdssamfund står over for mange udfordringer. En af disse udfordringer er at skabe flere job. Den private sektor har et stort socialt ansvar, dels ved at kunne forebygge udstødelse af egne medarbejdere, dels ved at bidrage til at integrere de personer, der i dag står uden for arbejdsmarkedet. Danske virksomheder påtager sig allerede et stort socialt ansvar. Det viser en undersøgelse lavet af Socialforskningsinstituttet 7. Der er tale om en spørgeskemaundersøgelse, hvor datamaterialet udgør 2.355 virksomheder. Men undersøgelsen viser også, at virksomhedernes indsats især er rettet mod egne medarbejdere. Således har langt de fleste danske virksomheder veldefinerede personalepolitikker, ligesom mange virksomheder tilbyder målrettede ordninger til gavn for medarbejdere med familie eller ældre medarbejdere, jf. figur 10.16. Til gengæld er indsatsen over for personer uden for virksomheden, som fx langtidsledige og personer med nedsat arbejdsevne, mindre. Der er forskel i offentlige og private virksomheders indsats. Private virksomheder er meget aktive med at støtte egne medarbejdere, men har et begrænset engagement i personer uden for arbejdsmarkedet. Det kan være et problem, fordi der stadig er et stort udækket behov for aktivering, og fordi private virksomheder ofte er bedre til at integrere personer på arbejds- 7 Socialministeriet, En kortlægning af danske virksomheders sociale ansvar, Socialforskningsinstituttet 98:1, København 1998.

markedet. Lidt flere private virksomheder giver dog udtryk for forventet deltagelse i integration af personer uden for arbejdsstyrken fremover. Virksomhedens størrelse er afgørende for den sociale indsats. De private virksomheders samlede indsats trækkes således kraftigt ned af en forholdsvis lavere indsats af de mindste virksomheder (under 50 ansatte). Forskellen mellem store offentlige virksomheder (over 50 ansatte) og private virksomheder er ikke nær så udpræget. Knap to tredjedele af større private virksomheder tilbyder deres medarbejdere familievenlige ordninger, fx særlige arbejdstider for forældre, hjemmearbejde og omsorgsdage ud over barns 1. sygedag, jf. figur 10.17. Hele 4 ud af 5 offentlige virksomheder tilbyder familievenlige ordninger. Det kan skyldes relativt mange kvindelige ansatte i offentlige virksomheder. Tidligere undersøgelser viser, at kvindedominerede arbejdspladser har flere familievenlige tilbud 8. Store offentlige virksomheder tilbyder i højere grad omsorgsdage end store private virksomheder, der til gengæld gør mere brug af hjemmearbejde, jf. figur 10.18. Ældrevenlige ordninger er generelt mere udbredt i større virksomheder. Det er ventet, fordi der er forholdsvis flere ældre medarbejdere i større virksomheder og dermed også større behov. Deltidsarbejde er den mest foretrukne ældrevenlige ordning for store offentlige virksomheder, mens private virksomheder er bedre til at finde anvendelse for ældre medarbejdere i andre funktioner end tilsvarende offentlige virksomheder, jf. figur 10.18. På ét område viser offentlige virksomheder markant større aktivitet end selv større private virksomheder. Det drejer sig om integration af personer uden for arbejdsmarkedet. 82 pct. af større offentlige virksomheder har bidraget til integrationen af personer uden for arbejdsmarkedet. Det tilsvarende tal for større private virksomheder er 45 pct., jf. figur 10.17. En del af denne forskel skyldes, at offentlige virksomheder har pligt til at ansætte et vist antal langtidsledige. 295 8 Socialministeriet, Forældre på arbejdspladsen - en analyse af tilpasningsmulighederne mellem arbejdsliv og familieliv i kvinde- og mandefag, Socialforskningsinstituttet 94:8, København 1994.