TROLLETALE, 14. JANUAR 2015 Godmorgen mit navn er Carl-Johan Collet. Godmorgen til Stander-parret, Bestyrelsen, Heis, Mia, Hørerne, Personalet, Gammel-Herlovianerne og især - jer diple. Som dipel var jeg til syv trollemorgener. Højdepunktet var altid at høre og senere synge Te Deum. Så tak til koret det rislede ned af ryggen på mig. Jeg må indrømme, at jeg intet kan huske af trolletalerne fra min dipeltid. Så her til morgen vil jeg bare fortælle jer diple kort om Herluf Trolle og så 3 historier ikke andet. Bagefter kan I fortælle mig, hvilken historie der talte mest til jer den om min Morfar, Bjørnen eller Dalai Lama. Men lige inden jeg starter, vil jeg bare sige, hvor imponeret jeg var over talerne, som Maria, Jaqueline og Ali holdt i går til lille Trolleaften. De var velskrevne, og I fyrede dem af super godt. Respekt. Som Maria fortalte, er det ubetvivleligt, at Herluf Trolle var en helt. Født som 11. ud af 12 børn, fik han kun det vigtigste med som forældre kan give børn gode værdier og en god uddannelse. Og han var heldig, at den kvinde, han forelskede sig i, var klog og rig. Men han er kun husket, fordi han udlevede sin passion og gjorde det med stor kærlighed. Han kæmpede for, hvad han havde kært og døde for det. Men vigtigst for os og nok også hvad Birgitte og Herluf var mest stolt over var, at deres næstekærlighed drev dem til at starte en verdensklasse skole på et tidspunkt, hvor der dårligt var nogen skoler. Så Skolebygningen er et monument til deres næstekærlighed. Og en stor tak til alle jer især hørerne, skolens livsblod der sørger for, at Herlufsholm er stærkere end nogensinde 450 år senere. Den første historie handler om passion. Tæt på hvor Herluf Trolle blev født, var jeg som lille hver sommer oppe og bo his mine bedsteforældre et par uger i Skåne. Min Morfar og jeg morgenbadede i det kolde, salte Kattegat hver morgen. Og mange formiddage byggede vi modelfly sammen ved køkkenbordet og snakkede om hans tid som jagerpilot under krigen. Han havde kæmpet for det gode, og var parat til at dø for det; han inpodede dybt i mig det, at passioneret ville gøre en forskel i verden. Men hvorfor er det vigtigt at forfølge sin passion? Morfars passion var kort og intens. Som 19-årig var han i det svenske luftvåben, da Rusland uprovokeret invaderede Finland. Han måtte derover og hjælpe de overmatchede finner. Men så Page 1
skulle han blive smidt ud af det svenske luftvåben. Først da han efter flere ugers forsøg fløj under en lavthængede el-ledning, blev han smidt ud. Han tog straks afsted og blev accepteret som een af seks udlændinge i det finske luftvåben. De finske fly var meget dårligere end russernes, så heldigvis fløj Morfar kun få missioner, inden det lykkedes russerne at overvinde Finland ellers havde han nok ikke overlevet. Men han var ikke færdig med at kæmpe for det gode. Så han tog videre til Nord-Norge for at komme over og melde sig til det engelske luftvåben - men blev afvist. Slukøret og disillusioneret tog han tilbage til Stockholm og genfandt aldrig kampånden og modet til at forfølge sin passion. Til sine forældres sikkert store glæde gik han den sikre vej. Han læste økonomi, blev gift, og blev bankdirektør. De fik villa, Volvo, og vovse. Og så skulle han leve lykkeligt til sine dages ende. Men sådan gik det ikke... I 2010 da Morfar var næsten 92, blev jeg ringet op af min mor, som var i USA. Morfar lå i koma og for døden. Jeg sprang på første fly til Stockholm. Den eftermiddag, aften og nat sad jeg og holdt ham i hånden. Han åbnede aldrig sine øjne eller sin mund. Istedet kommunikerede han til mig gennem håndtryk og energi, at han var glad for, jeg var der. Og hans dybe sorg over, at han havde nået så lidt af det, han ville i sit liv, at han ikke havde elsket dybere og mere. Næste morgen sagde jeg mit sidste farvel til min højt-elskede morfar. Han døde 18 timer senere. Og den dag bestemte jeg mig til, at livet er for kort til ikke at førfolge min passion nu. Ellers ville jeg aldrig rigtigt blive glad. Så tak, Morfar, fordi du viste mig vejen og puffede mig ud på den, da jeg tøvede. Samme dag startede jeg fuld tid og uden sikkerhedsnet med at udleve min passion. Og kort tid efter flyttede familien og jeg til Zambia, hvor vi har boet siden. At udleve sin passion føles nogenlunde sådan her: Wuhuuu. At leve min passion får mit hjerte til at synge og min sjæl til at brænde. Istedet for et stressende, blod-sugende, sjæleødelæggende job er jeg efter 4 år i min passions tjeneste allerede blevet milliardær. Ikke i kroner og ører, men i hvad der er langt vigtigere: livsglæde, impact, og oplevelser. Jeg vågner med et smil hver morgen, fordi jeg elsker, hvad jeg laver hver eneste sekund af min dag er fuld af mening. Og vi er heldige, at vi her i kirken i dag, har et af de mest passionerede mennesker, jeg kender. Og det er ikke Forstanderen eller Heis, selvom de er super-passionerede mennesker. Måske er det endda een af de mest passionerede mennesker nogensinde. Herluf og Birgitte var også store fans af ham. Jesus, som hænger der på korset, gav sit liv for at vise, hvor vigtig Page 2
næstekærligheden var. Så når I ser på ham, skal I ikke se lidelse og smerte, men passion og mod. Han valgte ikke den sikre vej - så var han forblevet en tømrer. Så for de af jer der allerede har drømme og passioner - nu er tiden til at forfølge dem. Og for de af jer der ikke har - er det tid til at starte jeres søgning. I skal ikke lade jeres forældre eller hørere sælge jer deres planer. I skal ikke tage den sikre vej. De vil sikkert kritisere jer, men I skal bare tænke på humlebien. Den siger alle ikke kan flyve, men den er da ligeglad og flyver bare alligevel. Det er det samme for jer I er alle født med vinger, og det handler bare om at folde dem ud og flyve. I har jo det vildeste potentiale. Den anden historie handler om at finde sit mod. Da jeg startede på Herlufsholm, var det en sjov og hård rejse mod at blive voksen og prøve at finde min passion. Jeg så hver dag mindetavlerne for de modige, frihedskæmpende herlovianere. Hvordan kunne jeg, som dem, finde modet til at komme igang med at forfølge mine drømme? I de år kiggede jeg ofte i spejlet og tænkte, at jeg ikke var god nok, som jeg var. At jeg skulle passe mere ind. At jeg skulle blive en anden, mere cool og helst perfekt version af Carl-Johan. Når jeg sammenlignede mig med andre, var de altid bedre. Så jeg puttede masker på mig selv for at skjule, hvad jeg så som mine mangler. Og de masker narrede vist mest mig selv. Egentlig stillede jeg hele tiden mig selv spørgsmålet: Hvem er Jeg?... Hvem er Jeg?... Så efter Herlufsholm søgte jeg i den store verden, selvom jeg ikke var klar over efter hvad. Jeg rejste og mødte forskellige folk og kulturer. Jeg var nysgerrig, stillede mange spørgsmål - og engang i mellem lyttede jeg endda til svarene. Jeg arbejdede 100-timers uger på Wall Street, og i Indien, København og London. Jeg blev verdensklasse til mit arbejde - og blev fyret pga arrogance. Jeg blev iværksætter - og prøvede at gå konkurs. Der var hårde tider - tidspunkter hvor jeg følte mig dybt alene, hvor jeg faldt. Men jeg rejste mig op igen og kæmpede videre. Og fra tid til anden genkendte jeg dele af min passion, som jeg så forfulgte. Langsomt, som en skulptør, fik mine erfaringer og indre forståelse hakket dele af og poleret det store granitstykke, indtil min passion en dag stod foran mig som en Michelangelo skulptur. Den dag var d. 15. april 2006, hvor jeg stod ud af mit morgenbrusebad i lejligheden i South Kensington og lige pludselig boblede en ide op: Du skal bygge en million boliger i Afrika. Jeg Page 3
fik gåsehud, åndenød og blodet bankede gennem min krop. Derefter kom tanken: Hold da op hvor skal jeg finde modet til det? For at finde min passion var kun invitationen til en større rejse mod at finde mit mod. Det var rejsen dybt ind i mit indre Hades for at nedkæmpe dæmonerne og dragerne der. De hårde og ubehagelige episoder, jeg havde gemt væk dernede i mange år, skulle nu frem i lyset, og den gamle smerte genopleves. Min sjæl skulle heles - maskerne skulle fjernes. For mod er ikke andet end at stole på, at verden vil dig det vel. Og med alle mine masker kunne jeg ikke se verden som den var. Heldigvis fik jeg hjælp på denne færd. Gennem venner fandt jeg Richard som min guide. Han lærte mig at stole på mine instinkter, mit hjerte, og min sjæl. Sammen med Richard og en lille gruppe var jeg på uge-lange ture, hvor vi mediterede, reflekterede og lavede øvelser, der dybt udfordrede os. Jeg husker en nat, hvor jeg alene overnattede i sovepose i 2,500 meters højde tæt på Death Valley. Jeg lukkede ikke et øje, for alt jeg kunne tænke på var, hvor bange jeg var for at blive angrebet af en af områdets mange store brunbjørne. I mine tanker kunne jeg hvert øjeblik blive overfaldet jeg var jo som en fransk hotdog indsnøret der i soveposen. Jeg kunne mærke frygten rødglødende i mine lunger, trykkende som en sumo-bryder der sad på min brystkasse... Men i realiteten havde bjørnene aldrig angrebet noget menneske i området. Mine tanker havde lavet paradiset om til helvede. Et sted dybt i mig fandt jeg modet til virkeligt at føle frygten og smerten. Mod er jo ikke manglen på frygt, men at man tør handle på trods af frygten. Den nat forstod jeg, at bjørnen kun var en dæmon i mit indre at den ikke eksisterede i den ydre verden. At verden ikke er, som jeg troede den var. At hvad jeg troede, jeg så igennem mine øjne, var faktisk en verden bygget i min hjerne baseret på min frygt og mine forestillinger ikke realiteten. Og når jeg så nok af sandheden og troede nok på mig selv, mistede frygten og bjørnen - sin magt. Og uden frygten i mit liv kunne jeg bøje verden, som jeg ville. For på samme måde som frygten former vores verden, kan vi også forme verden med gode tanker, ord, og handlinger. Hvis jeg valgte at tro, at jeg var modig, ville jeg blive modig i det virkelige liv. Inde i os ligger de gode og dårlige tanker som frø, og vi vander dem med den energi og tid, vi giver dem. Afhængigt af hvilke frø du vælger, vil de skyde og blive frygtlige tornekrat, du skal kæmpe dig igennem hele livet, eller vidunderlige blomstrende træer, hvis duft og farver du kan nyde, og hvis styrke du kan støtte dig til. Vi kan ændre verden dramatisk, når vi giver slip på den ide, at vi Page 4
ingen indflydelse har på den. Om morgenen havde frygten sluppet sit tag. Maskerne, der havde blokeret mig, var væk. Jeg følte mig som genfødt. Så lær at vælge jeres tanker og bestemme, hvilke frø I vander. Meditation er den bedste måde jeg kender til det. For tanker bliver til ord. Ord bliver til handlinger. Handlinger ændrer verden. Lad mig lige gentage det, fordi det er så vigtigt. Tanker bliver til ord. Ord bliver til handlinger. Handlinger ændrer verden. Og spørgsmålet: Hvem er Jeg?. Det er et spørgmål drevet af frygten for at være ingenting. Så hvis du tør fjerne alle maskerne og risikere at være ingenting, vil du se, at du er meget mere end du tror. Så bare slap af, mærk efter hvad din sjæl og dit hjerte vil - og stol på, at verden vil dig det godt. Den sidste historie handler om næstekærligheden. Jeg var intet specielt, da jeg forlod Herlufsholm - og det er jeg stadig ikke. Men jeg har været heldig at få lov til at lave sjove ting. Da mit team og jeg startede med at planlægge et par nye byer midt i den øde zambianske, slange-fyldte savanne for 4 år siden, tænkte vi: Hvordan skal vi nogensinde få mennesker til at bo her? Kort fortalt, har vi lavet mange fejl på rejsen, lært af dem og også opnået lidt. Vi huser nu 20,000 mennesker en by på halvdelen af Næstveds størrelse. Uden at forsøge, er vi allerede den største boligudvikler i Afrika syd for Sahara (ex Sydafrika), et område med 140 gange Danmarks befolkning. De jobs vi har skabt brødføder mere end 25,000 mennesker. Og vi er kun lige startet. Vi har haft det rigtigt sjovt på den rejse. Men når jeg ledede teamet, oplevede jeg ofte mig selv som kommanderende, hård og ubehagelig og så gjorde jeg jo ikke verden til et bedre sted? Hvordan kunne jeg lære at lede teamet med næstekærlighed? Det er en læreprocess, jeg tror jeg kun er 1% igennem. Jeg har diskuteret det med mange venner, og min ven James fortalte mig denne historie. For små 15 år siden studerede han med Dalai Lama s personlige læge i Indien. En dag var der et stort symposium i paladset, hvor Dalai Lama skulle være åbningstaler kl. 8. Klokken blev 8.10 og 8.20 og stadig ingen Dalai Lama. Så James tænkte, at han hellere måtte finde Dalai Lama og løb igennem paladset, mens han råbte Deres Kongelige Højhed Deres Kongelige Højhed men intet svar. Så hørte han nogle rengøringsdamer grine og tænkte, at det var lidt upassende, at de ikke arbejde. Han gik hen til Page 5
rengøringsværelset, og der midt på en bunke vasketøj sad Dalai Lama og fortalte vittigheder til rengøringsdamerne, der var færdige af grin. Han var så optaget af at være menneske, at han slet ikke tænkte på, at han var Dalai Lama. At gøre en forskel i verden handler om at gøre en forskel for andre mennesker, som Dalai Lama viste. Livet handler om dem og hvis I kun husker een ting fra denne tale, lad det være dette: Hemmeligheden ved et lykkeligt liv er at sætte din families, dine venners og verdens lykke før din egen. Ligesom du, vil alle gerne være lykkelige og undgå smerte. Men de fleste mennesker finder det rigtigt svært at finde lykken og oplever meget mere smerte og lidelse end de havde håbet. Så hjælp dem. Heldigvis har vi mennesker et legesygt hjerte. At stå på ski er den ultimative leg for mig. For 11 år siden var jeg i Sct Anton ude at stå off-piste sammen med et par venner. Jeg blev taget af en mindre lavine, røg udover en klippe og gennem en stejl klippeslugt. Jeg havde ingen hjelm på, og mit hoved passerede centimeter-tæt forbi store klippestykker. Jeg så min mor, far og kæreste foran mig, sagde farvel, og mærkede en stor sorg. Så røg jeg ud over en anden klippe og landede i dyb sne og stoppede. Langsomt rejste jeg mig op mirakuløst var jeg uskadt. Jeg havde aldrig følt mig så levende som resten af den dag, for jeg forstod, hvor let livet kan slutte på ethvert tidspunkt. Ultimativt skal alle vore rejser slutte. Så hvis du kunne vælge selv, hvordan vil du så dø? Som min morfar som døde uden at have udlevet sin passion eller elsket dybt? Eller som Herluf Trolle som kæmpede og døde for, hvad han troede på, ydmygt insisterede på at hans mænd skulle behandles før ham selv, og hvis næstekærlighed vi alle nyder godt af 450 år senere? Valget er dit... Min invitation til jer er, at I til hver morgensang vil kigge på Jesus og Mindetavlerne og overveje, hvordan passion og mod skal leve og styrkes i jeres liv. Og at I måske efter morgensangen kigger op på Herluf og Birgittes Skolebygning og et kort øjeblik mærker kærligheden og næstekærligheden i jeres hjerter. Jeg ønsker jer en modig rejse. Jeg ønsker jer et lykkeligt liv. Jeg ønsker jer kun grønne lys. Tak fordi I lyttede. Page 6