APPELDOMSTOL: OBAMA BRYDER FORFATNINGEN

Nyhedsorientering februar 2013 APPELDOMSTOL: OBAMA BRYDER FORFATNINGEN Præsident Obama er på vej ind i et politisk stormvejr, der kan ende med hans afsættelse som præsident. Den amerikanske appeldomstol for Washington D.C. har dømt, at præsident Obama systematisk har brudt forfatningen. Obamas enorme brug af droner til ulovligt at likvidere folk, deriblandt amerikanske medborgere, og Benghaziskandalen er samtidigt for alvor kommet på Kongressens dagsorden. En Glass/Steagall-bankopdeling får voksende støtte fra ledende bankfolk i USA. EU bør følge Islands eksempel (se bagsiden) i stedet for at lægge sin økonomi og befolkning i ruiner. Vi skal lade fremtiden styre nuet. Nyhedsbrevet indledes med seneste nyt og derefter følger en redigeret version af en tale Tom Gillesberg, formanden for Schiller Instituttet, holdt på Schiller Instituttets møde den 31. januar. Talen kan ses på http://schillerinstitut.dk/drupal/node/768. Der er ikke nogle hvedebrødsdage for Obamas efter hans genindsættelse. Han er på vej ind i en kæmpe politisk storm. Som vi beskriver nedenfor har appeldomstolen for Washington D.C. haft den store hammer fremme, for at smadre Obamas praksis med at udnævne folk midlertidigt, så han undgår at Senatet kan tvinge kandidaterne til at svare på pinlige spørgsmål, inden han kan udnævne dem. Obama skal følge forfatningen, fastslog domstolen. Tirsdag den 12. februar kan man så se betydningen af denne forfatningssikrede proces, når John O. Brennan skal afhøres for lukkede døre i Det amerikanske Senats udgave af Udenrigspolitisk Nævn, The Senate Select Intelligence Committee (SSCI). Brennan er Obamas kandidat til en ny CIA-chef, en udnævnelse Obama ønskede at lave allerede i 2009, men som han dengang måtte opgive. Senator Lindsey Graham, der er formand for SSCI, har gjort det klart, at man vil blokere udnævnelsen af både Brennan og Obamas kandidat til forsvarsministerposten, Chuck Hagel, indtil man har fået svar på, hvad der egentligt foregik før, under og efter terrorangrebet på det amerikanske konsulat i Benghazi den 11. september 2012. Den sag ved Brennan meget mere om, end han indtil nu har fortalt. Brennan har nemlig, fra sin post som rådgiver til Obama i spørgsmål om national sikkerhed og terrorisme, været den egentlig leder af Obamas terrorbekæmpelsespolitik. Han har haft ubegrænset daglig adgang til præsidenten, og det er i samarbejde med Brennan, at Obama har udarbejdet lister over personer, som udgør en»umiddelbar trussel imod USA s sikkerhed«, og derfor skulle likvideres af droneprogrammet, inklusive fra den nyligt afslørede hemmelige dro- KONTAKT OS: Skt. Knuds Vej 11, kld. tv., 1903 Frederiksberg C, 1551-5648408 35 43 00 33 SI@SCHILLERINSTITUT.DK WWW.SCHILLERINSTITUT.DK

nebase i Saudi-Arabien. Kriterierne, for at Obama har kunnet være anklager, dommer og bøddel i disse sager, er først nu ved at blive udleveret efter krav fra elleve senatorer. Dronelikvideringer er ikke blot under kraftigt internationalt angreb for at at stride imod folkeretten, men er også sammen med Obamas krig imod Libyen uden Kongressens tilladelse blandt de fremste årsager til, at tre ledende forfatningseksperter i netavisen World News Daily (www.wnd. com) den 10. februar siger, at Obama har begået brud på forfatningen, der retfærdiggør hans fjernelse ved en rigsretssag. Ifølge bogen»benghazi: The Definitive Report«,»Benghazi: Den endelige rapport«der udkommer den 12. februar, og som er skrevet af to tidligere medlemmer af de amerikanske specialstyrker, så er Brennan sammen med præsident Obama på flere måder medansvarlig for terrorangrebet i Benghazi, fordi det var et modsvar fra kredse i Libyen på de mange mord og likvideringer, som et hemmeligt netværk under ledelse af Brennan har foretaget. Dette netværk var også ansvarlige for at sende våben med mere fra Libyen til anti-regeringsstyrker i Syrien. På spørgsmålet om, hvem der skrev den falske forklaring om, at angrebet på konsulatet var resultatet af en spontan demonstration, som Obama-regeringen efterfølgende gik ud med, er John Brennan også det mest sandsynlige svar. Graver man dybere, vil man også finde, at Brennan har en lang fortid med uhyggeligt tætte forbindelser til det Saudi-Arabien, der var en hovedaktør ved det oprindelige terrorangreb på World Trade Center i USA den 11. september 2001. Det ser ud til, at Brennan fik arrangeret oprettelsen af en dronebase i Saudi-Arabien samtidigt med, at han ved de ofte forekommende droneangreb i Yemen og Pakistan har brugt amerikanske droner til at dræbe personer fra kredse, der var kritiske over for Saudi-Arabien. Spørgsmålet bliver derfor hurtigt, hvor mange andre fordækte ulovligheder Brennan i virkeligheden har haft ansvaret for, mens han har siddet som en af Obamas tætteste rådgivere. Gillesbergs tale: På vej mod et nyt paradigme Verden befinder sig midt i et vadested. På den ene side er der det, som vore sanser registrerer. Det medierne skriver om, snakken ude i byen og det der er populært i kulturen lige nu og her. Det er domineret af et selvdestruktivt paradigme, som vi nu har levet under i mange årtier, der siger:»vi behøver ikke længere have udvikling. Vi behøver ikke at have en stigende energigennemstrømningstæthed i vore energikilder. Vi kan gå fra kernekraft til vindmøller. Vi kan glemme ideen om national suverænitet, hvor befolkningen i fællesskab beslutter, hvilken skæbne de ønsker for deres land. Det er blevet erstattet af»blair-doktrinen«, de nye»principper«, som Tony Blair har været en fortaler for, der begraver principperne fra Den vestfalske Fred i 1648, hvor man blev enige om at holde national suverænitet og folkenes selvbestemmelse for helligt. I stedet tillader Blair-doktrinen, at vi efter forgodtbefindende intervenerer militært i andre lande, så længe vi ikke kalder det krig, men»indgreb for at beskytte befolkningen eller mindretals rettigheder«. På det finansielle områder har man skabt en verden, hvor spekulanter og bankfolk slipper for at blive stillet til ansvar for de forbrydelser de måtte begå, uanset hvor mange menneskers liv de ruinerer, og hvor mange dør rundt om i verden, som et resultat af bankernes og finansverdenens politik og beslutninger. Men samtidig med at dette intellektuelt og moralsk bankerotte paradigme stadig regerer verden, så er et andet paradigme, fremtidens paradigme, i sin vorden. Det ses stadig kun som svage antydninger i det større billede, svage stemmer ude i periferien, men hvis man ser og lytter nøje efter, så kan man se konturerne på et nyt og langt bedre paradigme, der vil være i stand til at sikre menneskehedens overlevelse, og som nu er i færd med at vokse til. De folk, der er til stede her i aften for at samarbejde med Schiller Instituttet, er ekstremt vigtige, for vi er af afgørende betydning for udviklingen af dette nye paradigme. Det er i høj grad vort ansvar at sørge for, at det, der netop nu tilsyneladende er nogle meget svage stemmer, der ikke har haft så stor en klangbund endnu og derfor ikke har kunnet høres så godt, bliver udbredt og når ind på centrale områder i samfundet, så dette nye paradigme kan tage over så hurtigt som muligt. Appeldomstol: Obama bryder forfatningen Dette nye paradigme så man et eksempel på i en kendelse, der blev afsagt i USA s appeldomstol for Washington D.C., niveauet under den amerikanske højesteret, den 25. januar. Domstolen fandt i sagen, der var appelleret fra en lavere domstol, at præsident Obama havde forbrudt sig imod det princip om magtens tredeling, der er en afgørende del af USA s forfatning. Han havde forbrudt sig imod forfatningen ved konsekvent at lave»midlertidige udnævnelser«af ledende embedsmænd på et ulovligt grundlag. Det er første gang, at en domstol åbent siger, at præsident Obama i sin fremgangsmåde bryder den amerikanske forfatning, selv om det sker hele tiden. Man har tilegnet sig en række dårlige vaner i Det hvide Hus, som allerede var udbredte under den tidligere præsident George W. Bush, men som er blevet forværret under præsident Obama. Præsident Obama har, ligesom den tidligere præsident, fået for vane at operere som»the Unitary Executive«, et slags enevældigt præsidentskab, der står over loven, Kongressen og domstolene. Det er et klart brud på forfatningens principper, hvor præsidenten, der er den udøvende magt, skal holdes i skak af Kongressens to kamre (Senatet og Repræsentanternes Hus), der er den lovgivende magt, og domstolene, der er den dømmende magt. Denne magtens tredeling er smuldret, fordi præsidenten ikke længere respekterer de to andre søjler i denne magtens tredeling. Præsidenten handler, som om han står over Kongressen og står over domstolene og at de ingen magt har til at begrænse hans handlinger. Det er den proces, som appeldomstolen for Washington D.C. nu har sagt fra over for. Den aktuelle sag, som udløste dommen, er relativt banal, i forhold til de store brud på forfatningen som Obama er ansvarlig for som præsident. I januar 2012 udnævnte Obama tre nye repræsentanter til Det Nationale Råd for Arbejdsmarkedsforhold (hvor der sidder fem medlemmer i alt) uden at få dem godkendt af Senatet, som han skal 2 Schiller Instituttet februar 2013

ifølge loven. Der er efterfølgende blevet rejst en sag ved domstolene om hvorvidt de afgørelser, som Det Nationale Råd for Arbejdsmarkedsforhold har afsagt, stadige er gyldige, når et flertal af medlemmerne er blevet tilsat ulovligt. Det skulle appeldomstolen tage stilling til. Appeldomstolen kom frem til, at rådets afgørelser var ugyldige, fordi udnævnelsen af de tre rådsmedlemmer var ulovlig, pga. den måde Obama havde udnævnt rådsmedlemmerne på. Han havde brugt en passus i forfatningen, der siger, at præsidenten, i tilfælde af at Senatet ikke er i samling, midlertidigt kan udnævne embedsmænd, og så i løbet af det følgende år få dem godkendt af Senatet. Det var en nødvendig lov i en tid, hvor Senatet sjældent var i samling og senatorerne havde en meget lang rejsetid for at komme frem og tilbage til Senatet. Den skulle forhindre, at regeringen ikke kunne fungere, fordi man ikke kunne få erstattet embedsmænd, der skulle tilsættes mellem Senatets møder. George W. Bush begyndte denne praksis, hvor alle de embedsmænd, som præsidenten vil få svært ved at få godkendt i Senatet, eller som han frygtede, ville få for mange ubehagelige spørgsmål under senatshøringerne, i stedet blev udnævnt mens Senatet var på ferie. Når man så i løbet af et års tid skulle have Senatets accept, kunne man så om nødvendigt, lave samme nummer en gang til. Derved omgik præsidenten forfatningens bestemmelse om, at Senatet skulle godkende præsidentens udnævnelser. For at forhindre denne praksis, ophørte Senatet efterfølgende med formelt at tage på ferie. Man havde stadig perioder, hvor medlemmerne ville tage hjem til deres respektive delstater, og man derfor ikke havde de normale samlinger i Senatet, men sørgede alligevel for, at Senatet formelt set stadig var i samling, så præsidenten ikke længere kunne bruge»midlertidige«udnævnelser til at omgå Senatets overopsyn. Præsident Obama løste denne udfordring ved at i stedet blot udnævne sine embedsmænd i weekenden, og sagde, at det var ham, der afgjorde, hvornår Senatet var i samling, og hvornår det ikke var det. Dermed gav han sig selv lov til at fortsætte med de midlertidige udnævnelser. Det er denne praksis, som appeldomstolen dømte som ulovlig og et klokkeklart brud på forfatningen. Domstolen afviste blankt alle Obama-administrationens argumenter om, at denne praksis var nødvendig for regeringsudøvelsen, og at man af praktiske hensyn skulle have lov til at fortsætte med det. Domstolen fandt, at regeringen ikke blot i den aktuelle sag havde forbrudt sig imod forfatningen, men at det også gjorde sig gældende for alle lignende udnævnelser, og derudover på andre områder, hvor regeringen underminerede den klare ansvarsfordeling, der er en grundsten i USA s forfatning. I forbindelse med afsigelsen af dommen har appeldomstolen en grundig gennemgang af tidlige domme, der er relevante for de forfatningsmæssige principper, der er involveret, og dermed en fyldig dokumentation der vil være svær at afvise, hvis Obama-administrationen skulle vælge at appellere sagen til højesteret. Vil Kongressen afsætte Obama? Denne domsafsigelse fra appeldomstolen i Washington D.C. er et signal om, at der er en vigtig institutionel fraktion, februar 2013 der nu siger fra over for den udvikling, der har været. Man er klar over, at man må tage et opgør med Obama. Man kan ikke lade Obama regere USA enevældigt, og det er derfor nu, at forfatningen må stå sin prøve. Kongressen må leve op til sit ansvar og generobre sine beføjelser selv hvis det indebærer en afsættelse af præsidenten ved en rigsretssag. Den 7. februar vil en anden lignende sag komme op ved domstolen i Washington D.C. Den drejer sig om, at Kongressen har anlagt sag imod justitsminister Holder for at få udleveret hemmelighedsstemplede dokumenter i»fast & Furious«-sagen, hvor det amerikanske justitsministerium var involveret i at sælge våben til mexicanske narkohandlere; våben som senere bl.a. blev brugt til at dræbe amerikanske grænsevagter. Ifølge forfatningen skal justitsministeriet udlevere dokumenterne, så Kongressen kan udføre tilsyn med regeringsførelsen, men justitsministeriet har indtil nu nægtet, i et forsøg på at mørklægge sagen. Disse sager er så vigtige, for det drejer sig om, hvorvidt forfatningen stadig gælder. Et spørgsmål som også er centralt i det lovforslag, som republikaneren Walter Jones har genfremsat i det nytilsatte Repræsentanternes Hus som HCR3. Lovforslaget siger, at det ifølge forfatningen kun er Kongressen, der kan erklære krig. Hvis præsidenten går i krig uden Kongressens godkendelse, kan han derfor afsættes ved en rigsretssag. Det gælder f.eks. USA s militære indsats i Libyen og de daglige droneangreb, der på Obamas ordre, finder sted i Yemen, i Pakistan og mange andre steder. Når USA sender et fly ind over et fremmed land og dræber mennesker, så er det en krigshandling, men Obama har aldrig bedt om Kongressens billigelse. Det samme gælder USA s netop påbegyndte militære engagement i Mali og forsøget på at skabe regimeskifte i Syrien og Iran. Obama har gentagne gange brudt loven ved at gå i krig uden Kongressens godkendelse, men er aldrig blevet stillet til ansvar for det. Han er tilsyneladende sluppet godt fra at bryde forfatningen. Det samme gjorde sig gældende ved de med spænding imødesete Benghazi-høringer den 23. januar, hvor udenrigsminister Hillary Clinton for første gang skulle forklare sig over for Senatet og Repræsentanternes Hus om, hvordan man kunne efterlade det amerikanske konsulat i Benghazi så ubeskyttet, hvorfor man ikke fik grebet ind da al-qaedaterrorister den 11. september 2012 stormede konsulatet i Benghazi og dræbte ambassadør Stevens og tre CIA-folk, og hvorfor Susan Rice, Obama og andre repræsentanter for regeringen løj om, hvad der var foregået. Siden den 11. september har Hillary Clinton haft mange undskyldninger for ikke at vidne, men nu var hun endelig i sine sidste dage som udenrigsminister på besøg i Senatet og Repræsentanternes Hus. Ved høringerne blev Kongressens medlemmer dog ikke meget klogere. Hillary havde meget få konkrete svar, men snakkede i stedet uden om og gentog de samme ikke-svar. Hun lavede en ægte Helle Thorning. Med bævende stemme sagde hun: Hvorfor bliver i ved med at spørge ind til det her? Hvad forskel gør det? Det ligger jo bag os nu. Hvis der var nogen, der sagde, at angrebet var pga. af en antimuslimsk film og glemte at fortælle, at det var terrorister, der stod bag, hvad forskel gør det så? Jeg har stået sammen med Obama og taget imod de fire kister, da de ankom fra Schiller Instituttet 3

Libyen. Jeg har sørget over dette tab. Lad os nu ikke slås om, hvad der egentlig skete. Lad os i stedet kigge fremad. Hillary måde at forsøge at afværge kritiske spørgsmål er ikke noget nyt. Det er, hvad man har gjort hver eneste gang, som Obama har brudt forfatningen. Man siger:»vi må stå sammen som nation. Vi må bakke præsidenten op. Vi kan ikke have splid om så vigtige spørgsmål. Vi begik måske nogle fejl, men lad os nu se fremad«(det var jo nok, hvad Bill sagde til Hillary efter Monica Lewinsky-affæren blev afsløret. Rygterne vil dog vide, at det tog meget lang tid, før Hillary kunne begynde at glemme sagen). Hvad forskel gør det, hvad der foregik før, under og efter al-qaeda-angrebet på det amerikanske konsulat? Hvorfor blive ved med at bore i sagen? Betyder det virkelig så meget? Svaret er:»ja, det gør det, for det drejer sig ikke om en enkeltstående lille svipser. Det drejer sig om, at man systematisk har løjet og bedraget.«man svindler og bryder USA s forfatning og forventer så, at alle blot retter ind og støtter op om præsidenten. USA eksistens er truet, fordi man alt for længe har accepteret det her. Man er holdt op med at spørge, hvad der er i nationens og befolkningens interesse. Man accepterer det uacceptable for at undgå en konflikt. Det nye paradigme byder, at dette ikke længere kan gå, og det vil Obama-administrationen få at føle. Man vil ikke slippe af sted med at begrave sagen. John McCain og andre har allerede været ude og erklære, at man ikke fik svar på sine spørgsmål. Man vil køre videre med sagen indtil sandheden kommer for en dag. Det skal afsløres, hvem der løj, og hvorfor de løj. Hvem var det, der gav dem ordre til det? Hvad er det, som man forsøger at dække over? Undersøger man først sagen, så vil man finde, at det er Barack Obama, som står bag. Det gælder både for USA s sikkerhedspolitiske katastrofer, som f.eks. støtten til al-qaedas overtagelse af Libyen og andre dele af Mellemøsten og Sydvestasien, men det gælder også den inkompetente og inhumane økonomiske politik, hvor USA s økonomi og befolkningens ve og vel ofres på Wall Streets alter. Allerede for to år siden dokumenterede Angelides-kommissionen, der var nedsat af Den amerikanske Kongres, den uhørte grad af svindel og bedrag i ledende banker og finansinstitutioner, der var en kraftig medårsag til finanskrisen, der brød ud i 2007-2008, og man har også efterfølgende set det i forbindelse med de største bankers involvering i LIBOR-skandalen. Banker for store til at fængsle? Selv mange inkompetente økonomer, der ikke var i stand til at forudsige krisens komme, som Lyndon LaRouche og Schiller Instituttet var i stand til det, har ikke desto mindre efterfølgende erkendt, at det har været den værste krise i moderne tid, der har truet hele finanssystemet på livet. Der var undskyldningen for at lave alle disse kæmpe hjælpepakker til bankerne og finansverdenen. Men hvorfor er ingen af disse bankfolk blevet stillet til ansvar? Hvorfor er der ingen af dem, der er kommet ind at ruske tremmer? Hvorfor kan bankfolk tilsyneladende slippe af sted med mord ikke enkeltstående drab men decideret massemord og aldrig blive stillet til ansvar for det? En af forklaringerne blev givet i et meget oplysende dokumentarprogram, der blev bragt i programserien Frontline af det amerikanske tv-selskab PBS den 22. januar. Programmet med titlen»de urørlige«var en lang gennemgang af sager, hvor banker og bankfolk bedrog folk i forbindelse med de dårlige boliglån, der spillede en afgørende rolle i at udløse krisen i 2007-2008. På trods af de mange sager, hvor man klart kunne dokumentere svindel og bedrag, var der ikke var rejst én eneste tiltale imod de ansvarlige bankfolk. Man interviewede derfor Lanny Breuer, USA s vicejustitsminister med ansvar for kriminalsager, om hvorfor man ikke havde rejst tiltale på baggrund af den dokumenterede kriminelle aktivitet. Breuer svarede, at han»lå vågen om natten«af bekymring for, hvad der ville ske med Wall Street, hvis han rejste tiltale imod en større bank. Han sagde, at hvis han gjorde det, så kunne det have negativ afsmitning på andre finansinstitutioner og enheder det kunne få systemet til at bryde sammen. Programmet viste derefter senator Ted Kaufman, som svarede, at det altså er en anklagers job»at straffe kriminel adfærd, ikke at ligge vågen om natten og forsøge at bestemme bankers fremtid«. Tv-dokumentaren hed»de Urørlige«, for hvor man normalt snakker om problemet med banker, der er»too big to fail«,»for store til at lade gå ned«, fordi deres sammenbrud ville kunne udløse en kædereaktion, der kunne bringe hele systemet ned (som f.eks. Danske Bank herhjemme), så er de åbenbart også»too big to jail«,»for store til at sætte i fængsel«, fordi man frygter, at finanssystemet vil kollapse, hvis bankerne bliver straffet for deres kriminelle aktiviteter. Den meget umoralske»morale«er, at uanset hvilke kriminelle aktiviteter bankerne laver, så må man se igennem fingre med det, for hvis man straffer dem for deres forbrydelser, så truer det hele finanssystemet. Tv-dokumentaren er tankevækkende, for dette er ikke blot et fænomen, der gør sig gældende i USA. Også i resten af verden er de store banker tilsyneladende urørlige, for»hvis vi ikke har bankerne, så har vi jo ingenting«. Hvad de end laver af ulykker, så skal de reddes. Ligegyldigt hvor store tab de har, så skal staten gå ind og dække dem. Men det her drejer sig ikke kun om dårlige boliglån. Man så det i forbindelse med sagen imod Storbritanniens største bank, HSBC, hvis amerikanske datterselskab blev fanget i systematisk gennem mange år at renvaske enorme formuer for de mexicanske narkokarteller. Der var ingen der kom i fængsel for det! I stedet lavede det amerikanske justitsministerium en tilståelsessag, hvor HSBC beklagede det skete og betalte en symbolsk bøde, der beløb sig til en brøkdel af de enorme gevinster banken havde haft på den kriminelle aktivitet. Noget lignende har vi set i forbindelse med Libor-skandalen, hvor en række af verdens største banker svindlede med de rentesatser, som bestemmer renten på en stor del af verdens udlån. I værste fald har bankerne måttet betale en symbolsk bøde for deres kriminelle handlinger. Ingen er kommet ind at ruske tremmer. Dagen efter at PBS havde vist programmet om»de Urørlige«, annoncerede Breuer i Washington Post, at han trak sig fra sin post. Han blev syndebukken i sagen, men man skal huske på, at det ikke var ham, der besluttede den- 4 Schiller Instituttet februar 2013

ne politik. Han fulgte blot de ordrer han fik fra Obamaadministrationen. Bankfolk for Glass/Steagall-bankopdeling Disse provokerende afsløringer sker i kølvandet på den intensive kampagne, som vi har haft i Washington og internationalt for en Glass/Stegall-bankopdeling. Ja, det er rigtigt, at vi behøver banker, men betyder det så, at vi skal acceptere bankers kriminalitet? Nej, det betyder, at vi må have en opdeling af bankerne, så»too big to fail«og»too big to jail«ikke længere gælder! Det er der nu et voksende pres for i USA. Den 16. januar holdt Richard W. Fisher, chef for Federal Reserve-banken i Dallas, en tale på National Press Club i Washington om nødvendigheden af en amerikansk bankopdeling. Man må dele dem op, så de ikke længere er for store til at gå ned, sagde Fisher. Han slog til lyd for, at kun normale ind- og udlånsaktiviteter i bankerne skal dækkes af den amerikanske indskudsgarantiordning FDIC. Alle andre aktiviteter burde tvinges over i andre selskaber og hvis folk så fortsat ønskede, at involvere sig i spekulative aktiviteter, så skulle det ske uden statsligt sikkerhedsnet. Når folk så ønsker at handle gennem disse investeringsbanker, så bør de advares på samme måde, som det sker på cigaretpakkerne i dag, hvor man skal skrive, at tobakken dræber, sagde Fisher. Kunder burde ved lov skrive under på, at de er klar over, at de ikke er dækket af statens indskudsgarantiordning, og at de accepterer, at de hurtigt kan miste alle de investerede penge. Efter sin tale fik Fisher mange positive tilbagemeldinger fra både demokrater og republikanerere i Washington om, at de er enige i at man nu i gang med at lovgive om sagen. På lignende vis kom viceformanden for FDIC, Thomas M. Hoenig, der også gennem 20 år var chef for Federal Reserve-banken i Kansas City, ud i en artikel i nyhedsbrevet American Banker den 17. januar, hvor han opfordrede til, at man løste problemet med banker, der er for store til at gå ned, gennem at fjerne statens garanti for investeringer, der ikke hører ind under Glass/Steagall-lovens definition af normal kommerciel bankaktivitet. Hvis FDIC kun dækker de bankaktiviteter, som man dækkede under Glass-Steagall, så vil det hurtigt medføre, at investorer vil tvinge bankerne til at reducere deres spekulative aktiviteter. Glass/Steagallloven sørgede indtil den blev ophævet for at adskille kommercielle bankaktiviteter fra andre finanstransaktioner. Den adskillelse må indføres igen, skrev Hoenig. Dette er blot et par udvalgte eksempler på ledende folk i USA, der nu kommer ud og slår til lyd for genindførelsen af Glass/Steagall. Det er samtidig også resultatet af en voksende erkendelse af, at hvis tingene får lov til at køre videre, som de har gjort det i de seneste fem år, så kører man snart ud over klippekanten uden mulighed for, at man efterfølgende kan få tingene tilbage på sporet. Denne voksende erkendelse er ikke kommet ud af ingenting. Den er i høj grad resultatet af det store oplysningsarbejde, som LaRouche-bevægelsen har lavet i USA og internationalt. De seneste to måneder er denne kampagne blevet kraftigt intensiveret, gennem at en stor del af februar 2013 den amerikanske LaRouche-bevægelse har flyttet sine daglige aktiviteter til Washington, for gennem interventioner og møder med kongres- og senatsmedlemmer og ansatte på deres kontorer at uddanne dem i de store eksistentielle spørgsmål, vi nu står overfor. Der har været et tydeligt skifte efter valget i november, hvor det blev klart, at både det Demokratiske og det Republikanske Parti har spillet intellektuelt og moralsk fallit. Da der ikke er lederskab fra nogle af de to partier, må man i stedet samles om de ideer, der kan redde USA s fremtid. Man må sikre befolkningens ve og vel og redde nationen og resten af verden. LaRouches 3-punktsprogram er den konkrete handlingsplan der er på bordet, som er i stand til det: 1) Glass/Steagall-bankopdeling og en sanering af hele finansverdenen, hvor man afskriver de kæmpe fiktive finansielle værdier, der nu tynger hele finanssystemet; 2) Genindfører et amerikansk kreditsystem, så man kan skabe store mængder nationale kreditter til genopbygning af økonomien; og 3) Kanaliserer disse nationale kreditter ind i store infrastrukturprojekter som f.eks. NAWAPA (Det Nordamerikanske Vand- og Elektricitetssamarbejde), der kan skabe nye produktive jobs for den amerikanske befolkning og samtidig øge produktiviteten og værdiskabelsen i den amerikanske økonomi. Det vil gøre det muligt for USA at leve op til sine langsigtede finansielle forpligtelser. Schiller Institut-konference i New York Allerede inden den nye kongres var blevet indsat, havde LaRouche-folkene sørget for, at dette var, hvad der i stigende grad kom på dagsordenen og dermed også nødvendigheden af en afsættelse af Barack Obama. Et sådant nødvendigt politisk skifte kan ikke finde sted, hvis man accepterer diktat fra en gal Obama, der tror, at han er enevældig konge og derfor har lov til at føre krig og lægge verden i ruiner efter sit eget forgodtbefindende. Denne proces fik ekstra momentum af en konference, som Schiller Instituttet afholdte i Riverside-kirken i New York den 26. januar. Konferencen havde titlen»et nyt paradigme for menneskeheden«, og afholdelsen i Riverside-kirken bragte tankerne tilbage til den amerikanske borgerrettighedsbevægelse og Martin Luther King, som i 1967 havde holdt sin berømte tale»efter Vietnam: Det er på tide at bryde tavsheden«i kirken. Blandt de knap 300 tilstedeværende ved Schiller Instituttets konference var mange politiske aktivister og en række diplomater fra FN-repræsentationerne i New York. Helga Zepp-LaRouche indledte konferencens første panel med titlen»til forsvar for USA s forfatning og internationale retsprincipper«, hvor hun i linje med sin tale til Schiller Instituttets internationale konference i Flörsheim, Tyskland, i november fremlagde nødvendigheden af et paradigmeskifte i den strategiske og økonomiske politik. Zepp-LaRouches tale vil være at finde i dansk oversættelse i en kampagneavis for foråret 2013, som Schiller Instituttet snart udgiver. Hun blev fulgt af Bruce Fein, tidligere rådgiver til vicejustitsministeren under præsident Ronald Reagan og en anerkendt advokat med speciale i forfatningsspørgsmål. Han er meget velanset i dele af den amerikanske kongres, og han var bl.a. forfatter til Walter Jones lovforslag HCR3. Schiller Instituttet 5

Med udgangspunkt i Shakespeare og ud fra et historisk og filosofisk perspektiv, talte han om den fare for verdensfreden og USA selv, som en egenrådig amerikansk præsident udgør. Han blev fulgt af en videomeddelelse fra kongresmedlem Walter Jones selv, hvor han ønskede al mulig fremgang for konferencen og deltagerne i at fuldføre deres mission. Samtidig bad han alle deltagerne gøre deres yderste for at få andre kongresmedlemmer til at være medstillere på resolution HCR3 som blev beskrevet ovenfor, og som siger, at kun Kongressen har beføjelse til at kaste USA ud i krig og HCR129, om at genindføre Roosevelts Glass/Steagall-lov fra 1933, som han har fremsat sammen med demokraten Marcy Kaptur. På opfordring fra Helga Zepp-LaRouche besluttede konferencen derefter enstemmigt, at alle de tilstedeværende skulle kæmpe for, at HCR3 og HCR129 bliver gennemført hurtigst muligt. Efter en tale af prof. Norton Mezvinsky, formand for Det internationale råd for Mellemøststudier i Washington D.C. og prof. emeritus ved Central Connecticut State University, om»den ødelæggende effekt af religiøs ekstremisme«, var der vigtige elementer fra den amerikanske historie, som»hvordan Andrew Jackson ødelagde USA«og»John Quincy Adams principper«om principperne i det amerikanske kreditsystem, og hvordan det blev ødelagt. Derudover var der et foredrag af dr. Mark Shelley om ødelæggelsen af det amerikanske sundhedssystem, ved at man kopierer procedurer fra Storbritannien, og en række inspirerende foredrag om vigtigheden af klassisk musik for at skabe et nyt og bedre samfundsparadigme. Klassisk komposition: Fremtiden skaber nuet Det sidste blev tydeliggjort gennem en meget bevægende opførsel af Johan Sebastian Bachs»Magnificat«, som indledte eftermiddagens diskussioner, af aktivister fra LaRouche-bevægelsen. Mange af konferencegæsterne blev ikke kun opløftet af den smukke musik, men også det faktum, at det var politiske aktivister der sang og dermed viste, at en kulturel renæssance er mulig. Der var også andre musikalske bidrag i løbet af konferencens aftenpanel, hvor der blev givet eksempler på, hvorfor vi må væk fra den nuværende unaturligt høje orkesterstemning med et A=440 Hz (eller mere) og tilbage til Beethovens, Mozarts og Verdis stemning, hvor et A var 432 Hz. Det kulturelle element var afgørende på konferencen for det, der kan redde os ud af den nuværende dybe krise, er ikke blot nye love og en ny politik, selv om det selvfølgeligt er vigtigt, men et paradigmeskifte et afgørende skifte i samfundets værdibegreber. Vi skal genfinde en forståelse af, hvad det er, som vi repræsenterer som menneskehed. Hvad gør mennesket unikt? Hvad er menneskelig kreativitet? Hvordan kan man viljemæssigt blive kreativ og skabe de bidrag, der sikrer menneskehedens fortsatte udvikling og eksistens? I denne udvikling af kreativitet spiller klassisk musik i lighed med andre dele af klassisk kunst en afgørende rolle. Når man har at gøre med et klassisk kunstværk et digt, et maleri, en skulptur, et drama eller et stykke musik så er det ikke en sammensætning af tilfældige dele men derimod en helhed. En enhed, hvor komponisten af kunstværket fra begyndelsen havde en intention om at tale til mennesker, der befandt sig et vist åndeligt sted, og så gennem deres gennemlevelse af kunstværket, flytte dem til et bedre, højere og mere indsigtsfuldt åndeligt sted. For at gøre det må kunstneren begynde i fremtiden, og ud fra den fremtid, som man ønsker at flytte sine medmennesker til, arbejde sig tilbage mod det sted, hvor folk i nuet befinder sig. Når folk så gennemlever musikstykket eller dramaet på scenen, så oplever de det selvfølgelig anderledes. De bevæger sig fra deres udgangspunkt frem mod fremtiden, selv om kompositionen som sagt blev skabt den modsatte vej. Skal man som musiker eller skuespiller fremføre et værk, er man nødt til at have helheden i hovedet til at begynde med, for at kunne fremføre værket på den tilsigtede måde. Toner bestemmes ikke af de toner der gik forud, men af det mål de bevæger sig henimod. Så kunne man måske tro, at dette er et kunstigt princip, der blot gælder indenfor kunsten, men når man ser nøjere på den fysiske virkelighed, så viser det sig, at der i den dybere virkelighed, der ligger bag de umiddelbare sanseindtryk, som vi modtager, gælder det samme princip. Man befinder sig pludselig i en dramatisk forandret verden og spørger så:»hvad var det, der skete?«man kan så, ved at kigge tilbage i tiden, ane, hvor denne forandring kom fra. Men i tiden op til forandringen havde langt de fleste folk ingen idé om, hvad det var, der var ved at blive til. Det kunne de først efterfølgende se. I en klassisk komposition drejer det sig derfor heller ikke om, blot at bevæge sig fra A til B. Det er, som når man fortæller en vittighed, hvor fortælleren ved, hvor det hele ender, men tilhøreren ikke ved det. Han bliver derfor ledt på vildspor og ind i blindgyder undervejs, for så til sidst at nå frem til målet. Hvis det er en god vittighed, så kommer man med et overraskelsesudbrud og griner, for det havde man ikke lige set komme. Hvorfor gik komponisten eller fortælleren ikke lige fra A til B? Fordi den store udfordring i at bevæge sig fra A til B ikke var FYSISK at flytte noget, men at flytte noget ÅN- DELIGT. For at flytte sin medhører til det højere sted kan man ikke gå den lige vej. Det kan ikke lade sig gøre. Man er tvunget til at bruge ironi, paradokser og metaforer. Vi må have en kulturel renæssance, hvor den menneskelige kreative proces, som den udfolder sig indenfor kultur, videnskab og alle andre menneskelige aktiviteter, bliver centrum for vore aktiviteter, og det kommer alt sammen tilbage til vor menneskelige forestillingsevne. Vor evne til at forestille os ting, der endnu ikke har nogen fysisk eksistens, men som bliver til en realitet ude i fremtiden. Denne evne, og passionen til at anvende den, skal trænes, og det er, hvad vi øver i klassik kunst. Banker kan ikke styre sig selv Parallelt med det politiske skifte der er i gang i USA, har vi også fået sat Glass/Steagall-bankopdeling på dagsordenen i Europa. Man diskuterer netop nu bankopdeling i EU. Man har haft Liikanen-kommisionen, som skulle undersøge de forskellige muligheder, men det EU påtænker netop nu, 6 Schiller Instituttet februar 2013