Elektronisk bog: Præsten Ole Skjerbæk Madsen har samlet en række af de inspirationer som Mesteren Jesus har givet ham i forbindelse med I Mesterens Lys gudstjenesterne. De er samlet i bogen "Kaldet til discipelskab", der er gengivet på de følgende sider. Bogen er en hjælp til personer, der ønsker at arbejde indgående med I Mesterens Lys konceptet og få en dybere forståelse af teologien bag arbejdet. Introduktion til I Mesterens Lys Om den proces, der førte frem til møderne og hvad vi lærte undervejs Introduktion Siden maj 1995 har Bethlehemsfællesskabet indkaldt til møder under overskriften I Mesterens Lys. Møderne har først og fremmest været annonceret i New Age tidsskriftet NYT ASPEKT, og størstedelen af deltagerne har været fra New Age miljøet, eller søgende som har været i berøring med sider af New Age: healing, clairvoyant rådgivning, nyteosofiske grupper o.s.v. Mennesker inviteres til møderne i et sprog, der er på én gang umiskendeligt kristent og åbent henimod den, der søger orientering i tilværelsen i New Age sammenhænge; i de første annoncer lød invitationen således: I Mesterens Lys er en ny serie åndelige møder. Mesteren er Jesus, som blev født i Betlehem, og som i dag ønsker at fødes i menneskers hjerter. Mesteren er den Jesus, som af kærlighed gjorde sig til et offer for mørket i menneskers hjerter, men som i dag ønsker at blive lyset i deres hjerter. Møderne vil bringe deltagerne ind under Mesterens direkte tale, og der vil blive givet en undervisning udfra hans ord. Der bliver tilbudt heling af menneskers hjerter i relation til Gud. den enkelte selv og til andre mennesker. Der vil være helende bøn for krisesteder." Vejen til I Mesterens Lys har været lang. Til forhistorien hører de første møder med mennesker, som havde forvildet sig ind i den okkulte renæssance og den nye religiøsitet, men som ikke kunne fastholde deres identitet, og hvis personlighedsstruktur derfor brød sammen. Det var mennesker, som havde et desperat behov for sjælesorg, udfrielse og genoprettelse af personligheden. Det var altså den nye religiøsitets ofre jeg mødte i begyndelsen af 1970'erne. Det skete samtidigt med, at jeg fik et erfaringsmæssigt møde med Helligånden gennem den karismatiske fornyelse. I 1970'erne og ind i 80'erne var mit møde med den nye religiøsitet altså præget af en oplevelse af åndskamp, en kamp om mennesket mellem Satan og Gud. Så kom i 1985 den første udstilling under overskriften SIND-KROP-ÅND, arrangeret af Nyt Aspekt i KB-hallen. Denne udstilling rummede hele spændvidden af New Age, skidt og kanel, merkantilt og idealistisk: alternativ helbredelse og livsstil, teknikker i bevidsthedsarbejdet, åndelige grupper, bøger om en ny tid, New Age musik, krystaller, astrologi, mærkelige apparater, terapier. Udstillingen var kaotisk med sine omkring 15.000 besøgende, men stemningen var skræmmende intens, et "vækkelsesmøde" båret af forventningen om en ny tids gennembrud og en bevidsthed om, at det enkelte menneske kunne blive et gennembrudsmenneske for den nye tid. Som én skrev i en randbemærkning i Kristeligt Dagblad: Det var et Areopagos (torvet i Athen, hvor filosofferne diskuterede), men der var ingen Paulus!
Det følgende år flyttede SIND-KROP-ÅND til Falkonercentret, og Bethlehemskirken og Kingos Kirke fik en stand på udstillingen. Vi fremstillede et hæfte med titlen "JESUS bringer os den nye tid", og vi uddelte ca. 5000 eksemplarer af hæftet. Men det var en fejl; vi brugte tiden til at propagandere; i stedet for samtale fik vi konfrontation, og næsten ingen lærte Jesus at kende som den, der bringer den nye tid eller et nyt liv. Mennesker, som søger efter en sand orientering i tilværelsen, har ikke brug for propaganda eller rette meninger, men for at se eller i det mindste introduceres til det liv, som leves med Ham, som kalder sig selv for "Vejen, Sandheden og Livet". Da vi derfor i 1988 igen deltog i SIND-KROP-ÅND i Falkonercentret, denne gang også med Emdrup Kirke og Vigerslev Kirke, tog vi konsekvensen heraf og fik en arbejdende stand. Hvert hele klokkeslæt kunne udstillingens gæster deltage i den ene eller anden form for kristen andagt: en gregoriansk tidebøn; karismatiske lovsangskor; traditionel andagt med salme, bibelvers, udlægning, bøn, Fadervor og salme. Størst interesse var der for den ortodokse kirkes meditationspraksis med "Jesus-bønnen". Standen oplevedes nu som en helligdom midt i udstillingen, og andre udstillere kom til standen, fordi de oplevede, at her var lys og hvile og ny energi. Der var også udstillere, som følte, at kirkens nærvær modarbejdede deres energi. Men vigtigst var det, at vi var os selv som Jesu disciple, og at vi ved vort nærvær inviterede andre med i vort eget spirituelle liv ved Mesterens fødder; således blev vi et relevant indslag på udstillingen blandt mennesker for, hvem erfaring og forvandlede liv er kriterier på en levende og ægte spiritualitet. I årene efter denne udstilling har vi oplevet åndeligt søgende mennesker kigge indenfor til gudstjenesterne i Bethlehemskirken, stille spørgsmål, søge hjælp. Og til sidst blev det en nødvendighed at finde frem til en type gudstjeneste eller mødeform, som på en mere permanent basis kunne gøre, hvad den arbejdende stand på udstillingen havde gjort: blive et udråbstegn, måske en helle, ja endog et nyt orienteringspunkt på det søgende menneskes vej. Måske kunne Jesus blive den, der for mennesker ville være prøven på om en spirituel vej var sand eller ej. I Mesterens Lys blev givet til mig af Jesus sommeren 1994. Jeg bad ude i solskinnet, mens jeg var på sommerferie med min familie i Nordsjælland. Jesus gav mig navnet på møderne, deres indhold, annoncetekstens indhold og lovede mig, at der ikke ville være et møde uden, at Han ved Helligånden havde givet eller ville give mig et budskab som var direkte fra ham; Jesus gav mig den første "inspiration" og sagde: "Sådan kan jeg og vil jeg tale gennem dig; du vil opleve, at dogmatikken bliver til i mine ord gennem dig, når du taler til mennesker i New Age miljøet" (dagbog, 18/7 1994). Jeg delte alt dette med Betlehemsfællesskabets forstanderskab, derefter med Bethlehemskirkens menighedsråd og endelig i september 1994 med menighedsmødet. Alle godkendte de det som en inspiration fra Jesus, og så begyndte forberedelserne. I maj 1995 dukkede omkring 90 mennesker op til den første aften I Mesterens Lys. I løbet af denne proces har jeg mere og mere opdaget, hvor afgørende det er, at vi selv lever som Jesu disciple, og at menigheden er et fællesskab af disciple. Disciple er ikke færdige, men er på vej, og Mesteren fylder deres liv og giver dem identitet. Disciple har brug for andre disciples erfaringer; den enkelte kan ikke rumme hele Mesterens undervisning eller forstå hans væsen fuldt ud, men disciplene kan dele med hinanden, hvad de har modtaget af Mesteren, og den fælles erfaring bliver større - ja
større end summen af enkelterfaringer, for Mesteren er, hvor disciplene samles i hans navn. Disciple er under vejs. Med dette udgangspunkt bliver mødet med det søgende menneske mere frugtbart. Vi møder ikke de søgende som dem, der selv véd alt, men netop som deres med-søgende, og vi kan foreslå dem at følges ad og fortælle dem, at vi selv på vor søgens vej følges med Mesteren Jesus. Bogen vil give dig en mulighed for at lytte med på undervisningerne fra det første års aftener I Mesterens Lys. Mesterens direkte tale, som jeg her kalder "inspirationer", anføres i kursiv - det gælder både spontane, efter båndoptagelser nedskrevne budskaber, og forud for mødet givne inspirationer. Undervisningerne og inspirationerne har det første år først og fremmest haft til formål at lade deltagerne lære Gud at kende sådan som Gud viser os sit nærvær i Mesteren Jesus; samtidig rummer de kaldet til omvendelse: at vi nemlig finder os selv som Gud skabte os i sit billede ved netop at lære Gud at kende og re-orientere vore liv udfra hans kærligheds nærvær i Mesteren Jesus. Bogen fortsætter med at skitsere I Mesterens Lys-konceptet, som det har foldet sig ud i dette første år: mødernes forløb og indhold, discipelkurset ET HELT NYT LIV samt aftenerne med bøn for syge og om indre helbredelse. Bogens sidste afsnit fortæller om discipelskab udfra Jesu egen undervisning, som den er gengivet hovedsageligt i evangelierne. Taler og inspirationer fra I Mesterens Lys Her gengives manuskripter til en række taler samt alle inspirationer (Mesterens direkte tale) Første gudstjeneste: Onsdag 10. maj 1995 Meditationsordene ved gudstjenestens indledning: "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers ly. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. (Johs. 1,1-5).e Aftenens salme "Påskeblomst, hvad vil du her?" (DDS nr. 206). Undervisning: Det fortælles, at Johannes Døberen pegede Jesus ud for to af sine disciple; den enes navn var Andreas. De fulgte efter Jesus. Da Jesus så dem, spurgte han: "Hvad søger I?" (Johs. 1,38). Det er som om hele Johannes-evangeliet er omspændt af dette spørgsmål. Det dukker også op i evangeliets slutning. Det fortælles, at Maria Magdalene stod ved den tomme grav. Hun forstod ikke, hvorfor Jesu lig var væk, og da en mand kommer hen til hende, tror hun, at det er gravhavens gartner. Han spørger hende: Hvorfor græder du? Hvem søger du?" (20,15). At søge er et nøgleord til Johannes-evangeliets visdom. Ordet betegner først det at lede efter noget eller nogen konkret, men bag den konkrete betydning antydes en dybere mening: en åndelig søgen, en spirituel søgen - ligesom det at søge gralen; det er en eksistentiel søgen efter det, som kan fylde livet. Evangeliet igennem er der mange mennesker, som søger; men ofte er deres søgen forgæves. Nogle søger Jesus for at gribe ham og for at slå ham ihjel. Andre søger Jesus,
fordi han kan skaffe brød på mirakuløs vis, som da han med 5 brød og 2 fisk mættede en tusindtallig skare. Nogle søger altså Jesus uden at finde ham, og nogle finder ham uden virkelig at finde ham; de så ikke tegnet i miraklerne, kun den materielle nytte. Det er, som om Jesus unddrager sig menneskers søgen; han er iblandt dem som et mysterium. Johannes Døbers omtale af Jesus er rammende: "Jeg døber med vand; midt iblandt jer står én, som I ikke kender, han, som kommer efter mig... Det er ham, der døber med Helligånden." (1,26-27a.33b). Jesus fremstilles som den nærværende, men ukendte eller rettere uerkendte Messias. Men at de søger Jesus uden at gribe ham, erkende ham, begribe ham, betyder ikke, at han er her uden formål. Johannes Døberen og Johannes Evangelisten vidner om ham som Sandhedens Lærer, Mesteren, Faderens Søn, Guds Tolk, Ordet Som Blev Kød. Jesus siger, at også Faderen søger; han søger tilbedere, som tilbeder ham i Ånd og Sandhed. Finder Faderen, hvad han søger? Også Jesus søger; han søger Faderens ære eller herlighed - nemlig, at Gud bliver åbenbaret, kendeligt nærværende, erfarbar på en for mennesker livsforvandlende måde. Finder Jesus, hvad han søger? Det kommer an på, om mennesker søger Sandheden. Andreas og den anden discipel fik svaret: "Kom og se!" Og de fandt Jesus som Mesteren. Maria Magdalene hørte den fremmede sige hendes navn, og med ét erkendte hun, at det var Mesteren Jesus, der stod hos hende. Skønt død og begravet var han nu hos hende som den opstandne og levende Mester. Her er vi i dag med vores søgen, og Mesteren er her - skjult, måske uerkendt, men han er her for at blive erkendt, mødt og modtaget netop som Mesteren. Da jeg forberedte mig til disse møder under titlen I Mesterens Lys, gav Jesus mig en inspiration, nogle ord, hvormed han uddybede Johannes-evangeliets indledning. Jesus er Ordet, d.v.s. Gud, som søger mennesket. Lyt til de ord, Mesteren gav mig: Ordet er lyd med mening. Ordet er meningsgivende lyd - lyd, som vil meddele sig - lyd, som vil kalde - lyd, som vil kontakt, opbygge relationer, skabe. Jeg Er Ordet - Ordet forud for al begyndelse. Jeg Er - Jeg Er Ordet. Før al begyndelse var jeg der, men ikke for mig selv, men for den skabning, jeg ville kalde til live. Jeg Er Ordet. Endnu før skabelsen, gav jeg mig til kende. Jeg Er - Jeg Er Ordet; Jeg Er taler - taler Ordet, elsker Ordet. Jeg Er ét med Ordet. Ordet reflekterer min kærlighed, gengælder min kærlighed. Før al begyndelse er jeg relation: Ordet - Jeg Er, Jeg Er - Ordet. "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud." Ord rækker ud over sig selv, kalder. Jeg Er Ordet. Jeg Er Kaldet. Jeg kalder på verden, jeg kalder på solen og dens planeter, jeg kalder på jorden, jeg kalder på mennesket: Adam, hvor er du?......
Ordet er en sang, skabelsens sang, livets sang, Guds Sang, en kærligheds-sang. Jeg Er synger, jeg synger Ordet. Universet bliver til og danser. Jeg synger stjernetågerne frem, stjerner og deres planeter, galaksernes fællesskab. Jeg synger skabelsens dans. Jeg synger for selv at danse, danse med min skabning. Jeg synger for mennesket og synger hende ind i skabelsens dans, for at hun skal synge med mig og skabe med mig. Adam, hvor er du? Adam danser for sig selv, for sin egen skyld. Adam synger for sig selv - nydelsens sang, ikke skabelsens sang - begærets sang, ikke kærlighedens sang - magtens sang, ikke tjenestens sang. Adam synger for sig selv; mangfoldigheden svinder. Adam magter ikke at give; Adam kræver - kræver skabningen for sin fornøjelse, sit tidsfordriv. Adam gør skabningen til offer, til genstand for sit begær. Adam, hvor er du?...... Jeg Er Kærlighedens Sang, Jeg Er Ordet! Jeg kalder stadig, synger stadig - og fatter du det ikke anderledes, synger jeg klagesange, synger med den lidende skabning, ofret for dit begær. Jeg synger med dig, når du ikke kan synge, ikke kan glæde dig, fordi du er uden kontakt, uden fællesskab, ikke er hel i dit hjerte. Adam, hvor er du? Herefter fulgte en spontan inspiration, som jeg desværre ikke har fået optaget på bånd. Anden gudstjeneste: Onsdag d. 7. juni 1995 Meditationsordene ved gudstjenestens indledning: "Vi ved, at Guds Søn er kommet, og at han har givet os forstand, så vi kan kende ham, som er den Sande, og vi er i den Sande, i hans søn, Jesus Kristus. Han er den sande Gud og det evige liv." (1. Johs. 5,20). Aftenens salme: "Gak ud, min sjæl, betragt med flid" (DDS 674). Undervisning: En af de mest frustrerende ting, jeg ved af, er at glemme. Jeg tror, at mange af jer har gjort nogle af de samme erfaringer som jeg selv m.h.t. at glemme. F.eks. at have forladt sin lejlighed og komme ned på gaden, og bedst som man går ned ad gaden, kan man ikke huske, hvorfor man gik ud, hvad man skulle, eller hvorhen man var på vej. Glemslen efterlader én i vildrede, måske føler man sig lidt dum, men i alt fald desorienteret. Glemsel kan også kendetegne tilværelsen i det større perspektiv, når vi stiller livets store "hv"-spørgsmål (hvorfor, hvorhen, hvordan, hvem, hvad) - alle de spørgsmål, der angår livets mening. Når vi føler os desorienterede i tilværelsen og synes, at vi lever uden mening og mål, har vi det ofte som om vi har glemt noget af yderste vigtighed. Vi har en fornemmelse af en plan for vort liv, en retning, måske en opgave - men vi har glemt, hvad den var. Måske har vi også fornemmelsen af, at der bag tilværelsen og livet i dets mangfoldighed er en større magt, måske en skaber - men vi har glemt, hvem det er er, og hvordan vi kommunikerer med ham. Denne forvirring og orienteringsløshed kalder Johannes i sit evangelium ofte for mørke, og det at forblive i mørket kalder han fortabelse. Menneskers liv leves ofte i mørket; vi er uden orientering i tilværelsen, fordi vi ikke kender Gud, og fordi vi ikke kender Gud, kender vi heller ikke os selv og verden omkring os. Jo vi ved, at vi er her, men vi ved ikke hvorfor, og vi forstår ikke at værdsætte os selv og vore medmennesker; vi tænker på at overleve, at føre et behageligt liv, og undervejs forbruger vi mennesker og medskabninger for at opnå illusionen af lykke, men lykken selv, den ultimative tilfredsstillelse, finder vi ikke.
I mørket er der ingen retning og alt opleves som ens; der er ingen erkendelse af forskelle i former og farver og størrelser. Men mørket brydes, når der tændes lys. Sådan er også det åndelige mørke: Livet er uden retning og alt er ens, ligegyldigt; skabningens mangfoldighed kan ikke erkendes - og slet ikke modtages som en gave og en rigdom. Også når mennesker lever i et åndeligt mørke, har de brug for lyset. Under forberedelsen af disse møder under titlen I Mesterens Lys gav Jesus mig en inspiration, nogle ord, som afspejler og tolker nogle af versene i det første kapitel af Johannes evangelium. Om Ordet, Guds Søn, ved hvem Gud skabte verden siger Johannes: "I ham var liv, og livet var menneskenes lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke." Den sidste sætning kan også oversættes: "Mørket fik ikke bugt med det". (vers 4 og 5). Og Johannes siger et par vers længere fremme: "Lyset, det sande lys, som oplyser hvert menneske, var ved at komme til verden (nemlig: da Guds Søn blev menneske ved at begynde sit liv som foster i jomfru Maria). Han var i verden, og verden er blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn." (vers 9-12a). Og så til inspirationen fra Jesus over disse ord: Jeg Er lyset, siger Herren, det uskabte lys. Lyset er liv, lyset er erkendelse. Uden lys kan intet leve, uden lys forbliver alt værende uerkendt. Udenfor mig er mørket - det, som ikke er, løgnen. Mørket er benægtelsen af livet. Mørket er det, der ikke er af mig. Jeg Er lyset, Jeg Er. Mit væsen er lys. Jeg kaldte det skabte lys til live, til at blive til og til at være, for at det skabte liv kunne udfoldes i dets mangfoldighed og skønhed, for at jeg kunne glæde mig over skabningen, og for at skabningen kunne glæde sig over medskabningen. Det skabte lys er skabningens begyndelse og minder jer om mig, det uskabte lys: Jeg Er Lyset. Mørket, natten minder jer om, at uden mig er I ikke; derfor er der angst i mørket og derfor skjuler I jer, når jeres liv ikke følger lysets love. Jeg Er Lyset, og I er mine skabninger, kaldet til at være Lysets børn og ikke nattens børn, kaldet til at leve i et evigt fællesskab med mig, kaldet til at leve og ikke til at dø, kaldet til at sprede lys, liv og sandhed og ikke til at tjene mørket, døden og løgnen. I valgte løgnen, da I ville være jer selv nok; I vandrer i mørket; døden følger jer. Den jord, I skulle tjene som Lysets børn, lider og selv er I uden erkendelse af Lyset og Sandheden; selv har I ikke livet i jer. Og dog er I mine børn, jeg elsker jer stadig og ser jeres glemte kvalitet, hvad I blev skabte til at være; jeg ser Lysets børn i fangenskab, forvildede og fortabte i Mørket. Jeg ser jer leve i den støre glemsel. Jeg Er Lyset, det sande Lys, som oplyser ethvert menneske, ved hvem verden er blevet til, som var i verden, og som kom til verden, og verden kendte mig ikke. Jeg kom til mit eget, og mine egne tog ikke imod mig. I min smerte ligger min kærlighed gemt, for jeg vil fællesskabet med jer, jeg vil være kendt af jer, ligesom jeg kender jer. Vil I tage mod mig? Hvis du har en længsel efter lyset, og hvis du drages mere mod lyset end mod mørket, ja drages mod lyset selvom det gør ondt at erkende dit eget mørke, så træd ind i Lyset i dag!
De, der tager imod mig, giver jeg ret og magt til at kaldes og til at være Guds børn. Når du lukker dit hjerte op for mig, og fatter tillid til mig og med alt hvad du er griber, at Jeg Er Jesus, finder du Lyset, og du opdager, at du ikke er hér på grund af menneskers ønsker eller efter menneskers vilje, men fordi du er elsket af min far og af mig, fordi jeg, endog før du blev til i din moders liv, tænkte på dig som et Lysets barn. Jeg ved, at Jesus er Guds Søn, som er kommet os nær, og Johannes og de første kristne vidste det, så at Johannes i sit første brev kunne skrive: "Vi ved, at Guds Søn er kommet." Hvorfra ved vi det? Fordi han har givet os erkendelse af ham selv og af Faderen; han har oplyst vor forstand. Når jeg således læser evangelierne, og når jeg under bøn hører ham tale til mig i mine tanker med tanker, som ikke er mine, så ved jeg, at han er kommet: først ind i et menneskeliv én gang i historien, da han blev den Gud, som dykkede ind i og på sin krop smagte menneskelivet i dets glæde, i dets sorg, i den konkrete omsorg for mennesker i deres mangfoldige nød, i lidelse og død fælles med mennesker i deres oplevelse af at være uden Gud, og siden - ja, idag som den opstandne og nærværende mester og den Gud, der med et menneskelivs erfaring af lidelse og fortabthed bag sig taler livet ind i min tilværelse og er livet i mit liv. Johannes erfaring er, at han nu kender den Sande - han, der om sig selv sagde. "Jeg Er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig!" (Johs. 14,6). At kende handler om erkendelse, men mere end på forstandens plan; det er erkendelse helt ned i hjertedybet og det er fællesskab, forening; derfor bruges ordet "at kende" også om mands og kvindes forening i ægteskabet. Lige så tæt et fællesskab (som mands og kvindes forening) føres vi ind i med Jesus, så at vort liv ligefrem leves "i den Sande", i Jesus Kristus. Vore liv er løftet op i ham, som er den sande Gud og det evige liv. Jesus er her i dag. Han ønsker at dele Guds uskabte lys med os - eller rettere at kalde os ind i det uskabte lys: Det lys, som er Guds herlighed eller stråleglans, Guds nærvær, og det liv, Gud lever med sig selv i den fuldkomne kærlighed, hvor Fader, Søn og Helligånden i evighed giver sig selv til hverandre,² samtidig med at Gud i denne kærlighed rækker udover sig selv i en overflod af kærlighed - i en stadig skabelse af verden, og hvor verden glemmer Gud og fortaber sig i mørket i en evig given sig til verden - sammenfattende udtrykt, udtømt og fuldbragt i Lysets komme i Jesus Kristus. Hans liv er lyset, der skinner i mørket, for at skabe orientering, mål og omvendelse i mørket; han er lyset, der søger at kalde erindringen frem i glemselens mørke af lyset, af livet, af tilværelsens mangfoldighed, af Guds ansigt vendt mod os i Sønnen, Skaberordet. Ja lyset skinner ind i det dybeste mørke, selv dér, hvor Gud ellers er uerkendt, i lidelsen og døden. Jesus er her i dag, og bringer lys i mørket; han åbenbarer Guds kærlighed, at Gud er kærlighed, Jesus er Guds kærlighed her og nu. Frygten, som klæber til mørket og skjuler sig i mørket, skal forsvinde, for den fuldkomne kærlighed driver frygten ud (1. Johs. 4,18). Jesus lover sine disciple, at være med os alle dage indtil verdens ende (Matt. 28,20). Derfor siger han lige nu: Frygt ikke! Jeg Er hos jer! Frygt ikke! Du er bange for mørket i dit indre - hvad der gemmer sig i mørket; bange for at blive til skamme både overfor dig selv og overfor mennesker. Men jeg gør dig ikke til skamme, siger Jesus: Frygt ikke!
Frygt ikke for smerten, når dit mørke afsløres, for jeg fylder dig med mit lys, fylder dig med livet. Dér, hvor døden skjuler sig i dit mørke, bringer jeg dig livet. Jeg Er lyset. Jeg skinner i mørket. Jeg skinner ind i dit mørke. Jeg oplyser dig! Jeg ønsker at dele alt, hvad jeg er og har, med dig. Jeg Er Lyset. Vil du være et lysets barn? Vil du være min bror, min søster? Vil du bringe lys til verden, liv, glæde, fred? Så kom til mig - ind i mit lys! Lyset skinner i mørket for at kalde på lysets børn. Bliv et lysets barn! Vær min bror, min søster! Med denne spontane inspiration afsluttedes undervisningen. Tredje gudstjeneste: Torsdag d. 17. august 1995 Meditationsordet ved gudstjenestens indledning: "Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed." (Johs. 1,14). Aftenens salme: "Du Herre Krist min frelser est" (DDS 46). Undervisning: Mennesker har gennem tiderne gjort sig mange billeder af Gud, og de billeder, vi gør os af Gud, former vores opfattelse af, hvem vi er, og hvad meningen med livet er; gudsbilledet former vores måde at være på i relation til andre mennesker. Vores billede af Gud kan gøre os til hele mennesker i vort forhold til Gud, os selv og den verden, vi lever i, og det kan binde os i angst, grusomhed, selviskhed, isolation. Det var ikke uden grund, at Gud advarede mennesker mod at gøre sig billeder af ham - specielt de udskårne billeder, som kunne begrænse Israels erfaring af Gud som frihedens Gud, den levende Gud og identificere Gud med de kanaanæiske afguder med deres menneskeofringer og frugtbarhedsriter. Også i den kristne tradition har vi gjort os "billeder af Gud - billeder som ikke svarer til den bibelske virkelighed og til Jesu undervisning. Erfaringen af Gud som Far er ofte blevet erstattet af billedet af en despot, en krævende gud, som indgyder angst, som er opsat på at straffe de ulydige, som er svær at tilfredsstille, og som vil gøre os konforme med bestemte regelsæt. Vi har skabt os et billede af Gud, som har tvunget os i knæ, så at vi udelukkende ser på os selv som syndere, der i bedste fald har hans nåde at håbe på. Andre gudsbilleder er abstrakte eller upersonlige. Sådanne gudsbilleder anskuer ofte alt skabt som del-aspekter af "gud", differentieringer i den grundliggende guddommelige bevidsthed; livet er da et bevidsthedsspil i den kosmiske bevidsthed, eller verden bliver til som en udånding af "gud" og trækkes tilbage i "guds" indånding. Dette gudsbillede får mennesker til at søge "gud" i deres indre og kan som en konsekvens føre mennesker ind i
et selvskuende liv, et liv, hvor omverdenen og medmennesket bliver en illusion. Vi får et narcissistisk menneske eller et menneske uden jordforbindelse, isoleret, ene, skønt det tror sig ét med alle ting og med altet, ja med den guddommelige bevidsthed. I stedet for at gøre os billeder af Gud, spekulere over Guds væsen og låse os fast i forestillinger om Gud må vi forsøge at lade Gud selv komme til og vise os, hvem han er. Gud er sådan, som han åbenbarer sig; Gud er i den kommunikation af sig selv og den erfaring af ham, som han giver os del i. Gud er, hvem Gud er, ved det, Gud gør: at elske, at skabe, at meddele sig; d.v.s. Gud er kærlighed. Gud erkendes ved alle hans kærlighedshandlinger og kærlighedsord. Gud er ingen velbevaret hemmelighed, men Gud er en Far, der taler, kalder, kalder verden til live, elsker, hvad han skaber, og som bliver alt, hvad han har kaldt til live. Derfor taler vi om, at Gud kommer til os i Ordet, Skaberordet, som kaldte alle ting til eksistens, og som er livet og lyset; derfor taler vi om, at Gud er nærværende i Ordet, ja at Ordet er Gud, og derfor taler vi om Ordet som Guds enbårne Søn. Ligesom forældre og børn er af samme væsen, er Gud og Guds Ord af samme væsen. Videre: Vi har erfaret Ordet i Jesus, at han er Immanuel (det betyder Gud-er-med-os). I Jesus ser vi Guds ansigt vendt imod os og hører ham tale til os og kalde på os. Gud kender vi i Guds bevægelse henimod os og hele skaberværket. Derfor taler vi også om, at Gud kommer til os ved sin hellige Ånd. Gud er livet i alt, hvad Gud har skabt. Helligånden er Guds livsånde, der tilfører os og alle skabninger energi, kraft og retning i livet henimod fællesskabet med Gud. I menneskets hjerte taler Guds Ånd hemmeligheder med os - om Gud, om os selv og om vore medskabninger. Vi erfarer Guds Ånd som en hvisken i hjerte og tanke, der gør Guds kærlighedserklæringer levende og fylder os med en indre glæde og fred. Hvor Guds Ånd bevæger sig frit er der ingen adskillelse fra Gud. Med denne erfaring af Gud, Guds billede af sig selv i Ordet (og dermed i Jesus) og Guds meddelen sig selv i Helligånden, opdager vi også noget om os selv. Gud er i bevægelse henimod os, fordi vi er skabte til at bære hans billede i verden. Vores opgave i skabningen er at være Guds indfaldsport i verden. Vi er skabt til ikke at være os selv nok, for vi er skabt til at elske og tjene og være til for hinanden og for medskabningen ligesom Gud er til for os. I Jesus ser vi fuldkomment, hvad det er at være et menneske. Et sandt menneske er et menneske åbent for Gud, i kommunikation med Gud, i hvilen i Gud, og tillige et menneske, igennem hvem Gud kan nå ud til andre. Vi er skabte til at være Christo-phoroi (Kristus-bærere) ligesom Jesus Kristus var/er Theo-phoros (Gudsbærer = Immanuel/Guder-med-os). På grund af vor selvoptagethed er det ikke nogen ligetil proces at vende tilbage til den sande menneskenatur for os eller for Gud at åbenbare sig forvandlende ind i vore liv. Her i sommerferien fik jeg følgende inspiration fra Jesus omkring denne problemstilling: Ord skaber, hvad de nævner! Ord bygger en virkelighed op; nogle gange er virkeligheden sand, nogle gange løgn. Nogle gange er ordene talt i kærlighed, nogle gange i sorg, i smerte, i had, i bitterhed; nogle gange er ordene lutter glæde, andre gange tomhed, ligegyldighed, tidsfordriv. Men ordene selv er aldrig ligegyldige, for de har en frugt i den, der taler, og i den, der lytter, og for den, der tales om.
Menneskers ord virker i deres liv, men Jeg Er Ordet. Jeg Er det første Ord; Jeg Er det evige Ord - Ordet, som kommunikerer Gud, Ordet, som er Gud. Jeg Er Gud, siger Jesus, i Guds stadige henvendelse til jer, til skabningen. Jeg Er Ordet, som kaldte alt til live, og som kalder jer tilbage til fællesskabet med Far i Himlen. Jeg Er Ordet, Sandhedens Ord, som afslører løgnen i jeres ord og i de relationer, som I har skabt med jeres ord; Jeg Er Lyset, som afslører mørket. Jeg Er Livet for den, som hører Ordet. Jeg Er Ordet, som blev menneske. Jeg Er Ordet, som lod sig føde som et lille menneske - lige så skrøbeligt og nyt, som da I blev født. Jeg Er Ordet, som blev kød og tog bolig iblandt jer. Jeg Er Ordet, Skabelsens Ord, Gud af Gud, Lys af Lys, og Jeg Er Jesus, født af Maria, menneske af menneske, kød af kød. Jeg Er Ordet, som blev kød. Jeg Er Guds herlighed, hans nærvær midt i jeres verden, midt i jeres bekymring og glæde, i jeres liv og i jeres død. Jeg Er Livet, som gik i graven, Sandhedens Ord, henrettet i en proces fuld af løgn. Det var løgnen i jeres liv, det var jeres angst, det var jeres uretfærdighed, det var jeres død - det var alt sammen jeres, og det blev mit, helt mit, fordi jeg blev kød, helt menneske. Men Jeg Er Skaberordet - også i døden. Jeg Er Livets Ord, som i døden skaber liv af døde. Jeg Er. Og Jeg Er hos jer, med jer. I er kaldet til at være mine disciple og til at se min herlighed, Guds nærvær i mig og i mig hos jer, blandt jer, i jer... Jesus inviterer os altså i dag til at være hans disciple. Ved at have Jesus som vor Mester bliver vores liv en læreproces under Guds Ords kalden, tiltale, og det bliver en vandring med Gud. Vi kommer ikke til at opleve os selv som færdige, som dem der besidder al erkendelses fylde og har de rigtige svar på alle livets gåder. Vi kommer ikke til at betragte os selv som fuldkomne, men vi er på vej. Vi følges med vor Mester, der sagde om sig selv: "Jeg er vejen, sandheden og livet", og som sagde, at vi med ham kommer til Faderen, at vi ser Gud, når vi ser ham. Jesus inviterer os ind i fællesskabet omkring ham, og han ønsker, at Ordet skal slå rod i vore hjerter og forvandle os og genoprette os i det Guds billede, vi blev skabte i, og den Guds lighed, vi blev skabte til. Jesus vil dele Helligånden med os, så at vor Ånd lukkes op i kommunikationen og samfundet med Gud. Resten af undervisningen og den afsluttende bøn kom helt spontant efter den forberedte undervisning og er skrevet ned efter en båndoptagelse: Jeg tror, at det er så vigtigt, dette med at Jesus kaldte os til at være disciple. Jeg føler en sådan træthed ved al den kiv og al den splid, der er mellem mennesker; når vi som kristne peger fingre af hinanden og siger; "Du har ikke de rigtige meninger! Du hører ikke med til partiet!" Jeg er så træt af det. Jeg tror, at Jesus virkelig vil, at vi skal være disciple. Disciple er aldrig færdige med at lære. Disciple er stadig på vej. Disciple kan ikke få nok af alt det, som Mesteren, som Jesus vil give dem. Og hvis det virkelig fylder os: at få nok af det, som Jesus vil give os, så har vi slet ikke tid til leve i splid, til at yppe kiv, til al den uenighed. Vi må have Jesus ind i centrum af vores liv på en anden måde, turde lade ham være Mesteren. Hvis vi virkelig længes efter enhed, der kan samle mennesker i
kærlighedens ånd, så må vi have mod til at stille os ind under ham og lytte til ham og lade ham tale. Det bliver mere og mere en byrde for mig, at vi har så travlt med at pege fingre, men ikke har travlt med at lytte, lytte til Jesus og være sammen med ham. Det er faktisk det, jeg tror, han ville - også her i aften. Når han kalder på os, er det, fordi han vil vandre med os. Lad os være stille et øjeblik... Jesus giv os lov til at sidde ved dine fødder, inddrikke dine ord. Jesus giv os lov til at vandre med dig, levende optaget af alt det, du er optaget af, fyldte af al din kærlighed til andre mennesker. Jesus giv os til at vandre med dig - også selvom det af og til bliver en smertens vej, for, Jesus, den glæde, som ligger under smerten, er større end alt. Den fred, som du giver i hjerterne, kan ingen tage fra os. Jesus lad os vandre med dig, forligelsens vej, fredens vej. Gør os til nogle, der siger: Lad jer forlige med Gud! Og lad jer forlige med andre! Og lad os selv forliges, blive ét. Jesus, giv os lov til at være sammen med dig, og kom i vores hjerter, Jesus! Kom i vores hjerter! Vær den inderste hemmelighed i vore liv! Kom, Jesus! Kom, Helligånd! Rør ved os! Fjerde gudstjeneste: Torsdag d. 7. september 1995 Meditationsordet ved gudstjenestens indledning: "Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold." (Johs. 12,24). Aftenens salme: "Vi pløjed og vi såde vor sæd i sorten jord" (DDS 678). Undervisning: Aftenens meditationsord om hvedekornet, der må lægges i jorden og dø for at bære frugt, er hentet fra de kapitler i Johannes evangeliet, som lægger op til beretningen om Jesu lidelse, død og opstandelse. Prologen til dette afsnit af Johannes evangeliet er beretningen om Lazarus opvækkelse: Jesus kommer til Betania fire dage efter vennen Lazarus død og mødes af den skuffelse, som har fyldt Lazarus søstre, Martha og Maria, fordi Jesus ikke var kommet og havde helbredt deres bror. Jesus kommer i den forbindelse med udsagnet: "Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør." (Johs. 11,25). Derpå kommer Jesus ud til Lazarus grav, hvor han får dem til at fjerne stenen fra graven og han kalder på Lazarus: Kom ud, Lazarus, kom ud! Og Lazarus kom ud af graven med alle gravklæder på og med strimler af linned viklet om fødder og hænder.
Denne manifestation af Guds riges indbrud i menneskers verden udløser to reaktioner: En mængde mennesker kommer til tro på Jesus; deres nysgerrighed vækkes, og da Jesus nogen tid efter rider ind i Jerusalem på et æsel, modtager de ham med palmegrene i hænderne som frelserkongen. Den anden reaktion var de religiøse lederes; de følte sig truet af den opmærksomhed, Jesus fik; hans undere og hans lære og livsstil var provokerende; derfor besluttede de at slå ham ihjel. Men midt i dette røre er der nogle grækere, som er kommet til Jerusalem; de ville gerne se Jesus. De er egentlig kommet til Jerusalem for at tilbede Gud ved påskefesten. Men deres søgen efter Gud og et ret liv i hans lys bringer dem i nærheden af Jesus og vidnesbyrdet om ham. Derfor vil de møde ham; kan han stille deres længsel efter et helt hjerte i forholdet til Gud, dem selv og deres medmennesker, kan han fylde deres liv med mening, retning og mål. Jesu svar på deres søgen er, at "timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres". Ordet herliggørelse rummer ordet herlighed. Det hebræiske ord for herlighed, kabod, kommer af et udsagnsord, som betyder at være tung og dernæst at regnes for at være noget værd og derfor også at æres. Herlighed har derfor karakter af noget konkret, noget værdifuldt, det, man roser sig af eller som giver én ære. Guds herlighed er derfor hans konkrete nærvær og de gerninger, der giver ham ære og berømmelse. Guds herlighed kan ses, f.eks. som røgskyen og ildstøtten, der ledsagede Israel under udfrielsen af fangenskabet i Egypten. Guds herlighed er følbar og har tyngde, hans nærvær er fysisk, som f.eks. da Guds herlighed fyldte ørkenhelligdommen på en sådan måde, at præsterne ikke kunne gå ind i teltet. Det græske ord for herlighed er doxa, som betyder stråleglans eller det, som kan ses, iagttages. Guds herlighed er hans nærvær, som det kan iagttages og ses, f.eks. i Jesu undere eller stråleglansen som udgår fra hans trone i himlen. Hvad vil det sige, at Menneskesønnen herliggøres, og hvordan kan det blive et svar på de nævnte grækeres eller ethvert andet menneskes søgen efter et helt hjerte? Menneskesønnen er Jesu foretrukne betegnelse for, hvem han selv er. Med dette udtryk signalerer han, at han er virkeligt menneske, født af en kvinde som ethvert andet menneske. Men han peger også på den menneskesøn-skikkelse, der omtales i profeten Daniels bog som den, der modtager et evigt kongedømme af Gud (Dan. 7,13-14). Menneskesønnen er altså det menneske, i hvem Gud investerer sit nærvær og sit guddommelige kongedømme. Jesu herlighed, det, han kan berømmes for, eller det bemærkelsesværdige ved ham er, at Gud er i ham. Han er Guds ansigt vendt mod os, og han er Guds Ord rettet til os; han er Guds konkrete nærvær iblandt mennesker. Men netop som det menneske, i hvem Gud er, peger hans liv på, hvad der er ethvert menneskelivs fuldendelse: en sådan åbenhed i hjertet henimod Gud, at Guds Ord og Guds Ånd bor deri og indefra forvandler os til hans billede, som skabte os - netop ved sit Ord og ved sin Ånd. Men denne åbenbaring af Gud i Jesus, Menneskesønnens herlighed, kan ikke tænkes uden som et liv, der giver sig selv i tjeneste for medmennesket. I en verden, som er præget af egoisme og af menneskets stræben efter nydelse, selvtilfredsstillelse, magt, sikkerhed, rigdom og status, kan vi kun genfinde den sande menneskelighed som et nærvær med et modsat fortegn til undertrykkelsen af kærligheden. Dette nærvær sker
derfor under lidelsens fortegn. Jesus har udtrykt dette i en inspiration, han gav mig for to måneder siden med udgangspunkt i verset om hvedekornet: Jeg Er hvedekornet, som måtte lægges i jorden og dø for at genopstå og få mangfoldig frugt, ja for at blive Livets Brød. Jeg Er Brødet, brudt for de mange, delt med verden. Jeg Er Brødet, som brydes, og som mætter de mange. Når I mætter jer i mig, skal I blive brød, brudt til verden. Jeg Er Hvedekornet, det evige livs hvedekorn. Guddomsfylden af liv er i mig. Jeg Er Ordet, Skaberordet, som kaldte verden til live. Jeg Er den, Jeg Er. Jeg Er hvedekornet, fuldt af livskraft, spirekraft. Jeg Er Ordet, Hvedekorns-Ordet, sædekornet, som rummer, ja er verdens liv. Jeg Er. I Jesus blev jeg Immanuel, Jeg-Er-hos-jer, Ordet, som blev kød. Jeg tog bolig hos jer, lod mig lægge i menneskeskabningens jord. Jeg udtømte mig for min guddomsglans og lod min herlighed udtømme i Menneskesønnens liv. Jeg lod mig føde ind i jeres liv med alle dets begrænsninger, jeres sårede relationer, jeres hjerters mørke, jeres lukkethed for Gud. Jeg ville være Gud-med-jer dér, hvor jeres opmærksomhed var bundet: I jeres liv for jer selv, i jeres liv uden gudserkendelse, i jeres brudthed, i jeres udnyttelse af hinanden, i jeres mistro og had, i jeres begær efter magt, i jeres død. Jeg Er Livet i døden, Gud i mørket, livets fylde i tomheden, kærligheden i hadet, freden i vreden, Guds nærvær i fortabelsen. Jeg bærer hele byrden af det liv, I har levet uden samfund med Gud. Derfor fuldbyrdede jeg min gerning ved at dø. Smerten i jeres liv blev min, angsten. Jeg sagde til min Far: Kan jeg slippe for at tømme dette bæger? Men jeg lod min vilje være ét med Hans i Hans kærlighed til jer, den, som drev mig til at fødes som Hans nærvær hos jer. Angsten, håbløsheden, fortvivlelsen, meningsløsheden, tomheden blev min, og jeg råbte på korset: Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? Men også dér Er Jeg Guds ansigt vendt mod jer. Jeger gjorde jeres tomhed til min og fyldte den med mig selv. Derfor: Da jeg blev lagt i graven, død for verdens synd, var det livet, som blev lagt i graven, og som Guds kærligheds livsspire gennembrød jeg graven. Jeg Er hos jer. Min død og opstandelse er jeres liv. Fra nu af gælder Hvedekornets lov enhver, som er min discipel... Jesus, Guds herlighed, er altså hos os - nu! Hans død og opstandelse er mønstret, som vore liv må formes efter, hvis vi er hans disciple. Vi lærer af Mesteren ved at lytte til hans ord, når vi sidder ved hans fødder, og når ordene synker ind og i hjerte og tanke skaber helhed, mening, formål i vore liv. Vi lærer af Mesteren ved at følge ham med øjnene, og vi erkender noget af hans væsens dyb, når vi ser hans undere, ser hans kærlighed, som rækker ud mod de udstødte og foragtede, ja, når vi ser ham gå i døden for os, fordi han elsker os, og når vi ser ham oprejst af graven. Vi lærer af Mesteren, når vi med vore liv efterligner ham og lader hans ord og gerninger præge os lige dertil, at vi med Paulus må sige: "Jeg lever ikke mere selv, men Kristus
lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds Søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig." (Gal. 2,20). Jeg tror, at han har et her-og-nu budskab til hver enkelt af os; vi vil derfor være stille og prøve at søge hans nærvær, høre ham tale til os i vore hjerter. Lad os være stille et øjeblik. Femte gudstjeneste: Torsdag den 28. september 1995 Meditationsordet ved Gudstjenestens indledning: "Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste." (Johs 6,35). Aftenens salme:"kærligheds og sandheds Ånd" (DDS 249). Efter en undervisning ved Claes Iversen, en af Bethlehemsfællesskabets medarbejdere ved I MESTERENS LYS, fik jeg følgende spontane inspiration: Jesus siger: Jeg Er Livets Brød. Uden brød overlever intet menneske. Jeg Er Livets Brød. Guds-Ordet er Livets Brød. Uden mig intet liv! Jeg Er Guds-Ordet, som kaldte jer til live. Og jeg har givet jer Guds Ånd som Livets Ånd, som åndedrættet i jeres liv. Jeg Er Livets Brød. Jeg Er. Jeg Er Livets Brød idag - for jer. Du kender en sult i dit indre menneske, en tørst, som ikke vil stilles. Jeg Er Livets Brød, og jeg giver jer Livets Vand, min Ånd, Guds Ånd. Kom til mig, siger Jesus, og jeg vil mætte jeres længsel, fylde tomheden, stille jeres tørst. Jeg længes efter jer, men jeg ved, at I har en længsel i jeres hjerter efter liv. Jeg giver liv, jeg giver overflod. Jeg Er Livets Brød. Jeg vil være hos dig, tale til dig, blive dit livs hemmelighed. Jeg vil bygge et tempel i dit hjerte. Jeg vil være Guds-Ordet som leder dig. Hvor du før gik vild i verden, hvor du før ikke kunne orientere dig, hvor du før syntes, at mørket overvældede dig, dér er jeg nu hos dig - i dit hjerte, i din tanke. Jeg Er Livets Brød. Jeg giver dig Livets Vand. Kom til mig, siger Jesus, og spis åndelig mad, og drik åndelig drikke. Dit indre skal være som en dejlig have: Livets Vand skal vælde op! min Ånd skal være som strømme af levende vand, og dit liv skal bære frugt. Jeg Er Livets Brød. Jeg giver mig selv til dig, fordi jeg elsker dig! Jeg giver dig min Ånd at drikke, for at dit liv skal bære frugt, for at min kærlighed gennem dig skal sætte sig spor i verden. Jeg Er Livets Brød. Den, som spiser af det brød, skal leve, om han eller hun end dør. Sjette gudstjeneste: 19. oktober 1995 Meditationsord (Johs. 6,27): Jesus sagde: "Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer;h for ham har Faderen selv sat sit segl på." Aftenens salme: "Trods længselens smerte" (DDS 356).
Undervisning ved Claes Iversen. Efter koret "Jesus, Jesus, Jesus, Jesus" læstes meditationsordet igen og følgende inspiration. Mesteren Jesus indbyder os i dag til noget helt usædvanligt; han har igår givet mig denne inspiration over meditationsordet: Jeg Er Menneskesønnen, det sande menneske, og Gud har sat sit segl på på mig, præget sit billede i mig, så at den, som ser mig, ser Gud. Jeg Er Gud af Gud og menneske af menneske, Jeg Er Guds Søn i Menneskesønnen, Guds udtrykte billede og lighed, hans herlighed i kød og blod. Jeg Er Faderens ansigt vendt imod jer. Hvad Jeg Er som Menneskesønnen, kalder jeg jer til at være, I som er mine disciple, mine søstre og brødre. Jeg har sat mit segl på jer, præget mit billede i jeres hjerter. Jeg har mødt jeres hjerters længsel og fyldt tomrummet i jeres indre menneske; Jeg Er i jeres inderste, og dér i jeres hjerte Er Jeg Guds ansigt vendt imod jer. Jeg ønsker, at I skal bære mit nærvær med jer ud i verden omkring jer. Til jer, som endnu ikke er mine disciple, men som søger mig, siger jeg: Lad mig puste livets Ånd i jer og rense jer for alle følelser, tanker og for frugten af alle handlinger, som tilslører livets mening for jer, som fylder jer med følelsen af tomhed og forladthed, som kaster skygger af skam og anklager ind over jer. Lad mig sætte navn på mørket i jeres tanker og følelser, så at jeg kan forløse jer og gøre jeres hjerter hele. I, som søger mig, og I som er mine disciple, forlad ikke sandhedens vej; lad jer ikke fylde af falsk tilfredsstillelse - hverken i jeres tanker, i jeres følelser eller i jeres krop. Søg mit rige og min retfærdighed før alt andet, så skal jeg møde jeres sande behov. Jeg giver evigt liv til enhver, som tror mig. Evigt liv er liv sammen med mig, et liv, som ikke ophører med jeres død. Men det evige liv er tillige Guds rige i jer og imellem jer. Det evige liv bryder igennem, ind i jeres liv som selve indbegrebet af at være til; det er skabelsens friskhed, et rent liv, Guds kraft, viljen til at gøre godt, til at forandre verden, til at være et kim af den nye verden, den nye himmel og den nye jord, og til at dø fra sig selv, for at jeg gennem jer må give liv, glæde, fred og retfærdighed til en såret skabning, en lidende jord, en forpint menneskehed. Det evige liv i jer er at være fyldt af min Ånd og at gøre mine gerninger i verden. At være fyldt af min Ånd er at leve som fællesskabet af Guds børn, som i jeres indbyrdes kærlighed lever, hvad hele skabningen var kaldet til at leve, og som lader mennesker ane det nye Jerusalems konturer. I er kaldet til at være håbets sted i en verden uden håb, lys i mørket, en surdej af fred midt i menneskers strid." I skal være mit nærvær i verden. Bliv i mig, og lad mig blive i jer. Som Guds ansigt i mig er vendt mod jer, er I mit ansigt vendt til verden. Som Gud har sendt mig og arbejder gennem mig, sender jeg jer og arbejder gennem jer: I skal være mine hænder og mine fødder og min mund. I er kaldet til at være min krop i denne verden. Så kom til mig, både I, som allerede er begyndt at vandre som mine disciple, og I som søger mig. Først lader jeg jer smage det evige liv, enheden med mig og i mig med alle skabninger. Så lader jeg jer smage min kærlighed til jer og til alt det, som lever. Dernæst renser jeg jer for al urenhed, alt det som skiller jer fra Gud og fra det Guds billede, i hvilket I skabtes, og jeg giver min Ånd i jeres indre, så at hjertet bliver helt. Jeg vil bo ved troen i
jeres hjerter. Jeg giver jer min fred, og I skal smage Guds riges glæde og fred, når I vandrer med mig ad retfærdighedens, men også lidelsens vej. Kom til mig, jeg er nær. Guds rige er nære. Lad jer forlige med Gud. Syvende gudstjeneste: Torsdag den 2. november 1995 Meditationsordet ved gudstjenestens indledning: "Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre." (Johs. 15,5). Aftenens salme: "Dybt hælder året i sin gang" (DDS 679). Undervisning: Hvordan når jeg mit livs bestemmelse, det som tilfredsstiller mig, fordi det både er i overensstemmelse med mine dybeste længsler og med Guds vilje? Hvordan bliver mit liv betydningsfuldt og fuldt af mening også for mine medmennesker og mine medskabninger? Mesteren Jesus svarer på det med aftenens meditationsord. Han bruger billedet af et vintræ og siger, at den enkelte discipel er at ligne med en gren på vintræet. Grenen når sit livs bestemmelse, når der kommer druer derpå, og det er druerne mennesker kigger efter og glæder sig over: sødmen, saften, vinen. Men grenen kan kun bære frugt som gren på vintræet. En afhugget gren visner, men en gren, som pïlejes og renses for vildskud, bærer frugt, ja kan bære mange drueklaser. Hvis altså vore liv skal bære frugt må vi ligne grenene på vintræet. Jesus siger, at han er vintræet, som disciplene er grene på. Det betyder, at vort liv kun lykkes, når sin bestemmelse og tilfredsstiller os, ja får betydning for andre end os selv, når livet leves i Jesus Kristus. Det hænger sammen med, at vi er disciple af Jesus; han er Mesteren. Disciple kvalificeres udfra deres Mester; deres identitet som disciple er bestemt af forholdet til Mesteren. For en discipel er det højeste at lytte til Mesterens ord, se ham handle, efterligne ham i sit eget liv og følges med ham eller følge ham efter. Jesus siger, at en discipel må tage sit kors op og følge ham efter, d.v.s. en Jesu discipel har Jesu liv som målestok: Jesus gav sit liv for os, derfor er vi også skyldige at give livet for hinanden. Jesus tjente os, og derfor er det største for disciple at kunne tjene hverandre. Jesus viste med sit liv og med sin død, at liv"et fuldbyrdes i at være til for andre. Jesu opstandelse viser, at livet i tjeneste, selv hvor tjenesten koster døden, er selve Livets inderste væsen, at det gælder overalt og til alle tider, at livet kun vindes, hvor det giver sig selv til andre. Meditationsordet er et led i en større samtale, som Jesu har med sine disciple ved det sidste måltid sammen med dem før sin død. I denne samtale siger han også, at Gud er den, som renser grenene, for at de kan bære mere frugt. Denne renselse handler om at opdage mørket og skyggerne, de selviske motiver i ens livsførelse og i forholdet til Gud, mennesker og den øvrige skabning. Denne proces gør ondt, fordi vi netop må konfrontere gamle fejltrin, synden, d.v.s. alt det i vort liv, der har fjernet os fra Gud og skadet vort forhold til ham, os selv og andre, altså: alt det, vi anklager os selv for, eller som andre har imod os. Synden må benævnes som det, den er; og skammen overvindes i syndsbekendelsen, og Gud tilgiver og reönser os fra vor uretfærdighed. Vildskudene skæres bort, d.v.s. når vi bekender synden, befrier Gud os ikke alene for anklagerne, men også fra de frugter synden har haft i vore liv. Gud renser os også fra frugten i vore liv af