MTING OF MINDS uropæiske borgere i dialog om hjerneforskning Oplæg til inspiration og debat: Hvad skal vi bruge den nye viden om hjernen til? Af Marjan Slob, Peter Raeymaekers, Karin Rondia Projektkoordinering: King Baudouin Foundation rue Brederodestraat 21 - B-1000 Brussels mail: vandensande.t@kbs-frb.be - Tlf.: +32 2 549 02 16
Kolofon Meeting of Minds uropæiske borgere i dialog om hjerneforskning Oplæg til inspiration og debat: Hvad skal vi bruge den nye viden om hjernen til? Pjecen er en fælles udgivelse fra Meeting of Minds konsortiet: King Baudouin Foundation (Bruxelles, Belgien) University of Westminster (London, UK) Flemish Institute for Science and Technology Assessment (Bruxelles, Belgien) Teknologirådet (København, Danmark) Cité des Sciences et de l Industrie (Paris, Frankrig) Stiftung Deutsches Hygiene-Museum (Dresden, Tyskland) IDIS-Foundation - Città della Scienza (Neapel, Italien) Rathenau Institute (den Haag, Holland) Science Museum (London, UK) University of Debrecen (Debrecen, Ungarn) ugenides Foundation (Athen, Grækenland) Université de Liège (Liège, Belgien) Forfattere og redaktører: Peter Raeymaekers, PhD i molekylær biologi, videnskabsforfatter Karin Rondia, Doktor i medicin, videnskabsjournalist Marjan Slob, Master i filosofi, journalist Videnskabelig kontrolkomité: Professor Johan den Boer, biologisk psykiater, University of Groningen, Holland Professor Marc Jeannerod, neurofysiurg, University Claude Bernard of Lyon, Frankrig Professor Flavio Keller, ksperimentel Neurovidenskab, University Campus Biomedico, Rom, Italien Dr. Andreas Roepstorff, medicinsk antropolog, Århus Universitet, Danmark Professor Christine van Broeckhoven, videnskabelige direktør, Institut for molekylær genetik, University of Antwerp, Belgien Oversættelse: Lissi Nordahn Sproglig gennemretning: Ida Leisner Illustrationer Claudia Massa (IDIS Foundation - Città della Scienza) Layout CUN srl - Napoli Tryk Vester Kopi ISBN 87-91614-00-7 AN 9788791614002 nr. 3/2005 Denne publikation er gratis tilgængelig online på: www.meetingmindseurope.org Og på www.tekno.dk -mail: tekno@tekno.dk ller kontakt Teknologirådet 33 32 05 03 På initiativ af Kong Baudouin Fonden med støtte fra uropa Kommissionen Marts 2005 Meeting of Minds Partner Consortium Projektledere Ida-lisabeth Andersen og Ida Leisner (Teknologirådet) Alexa Froger (King Baudouin Foundation) Jennifer Palumbo (IDIS Foundation - Città della Scienza) Tinne Vendensande (King Baudouin Foundation)
Indhold Forord Forord Introduktion: Dig og din hjerne 1. ADHD, et barn med en hjerneforstyrrelse? 2. Ladt i stikken af lægevidenskaben 3. t bedre mig 4. lektroder i hjernen 5. At læse i hjernen 6. Den første dialog Index 5 8 11 19 25 31 37 43 50 Denne pjece opsummerer en række centrale landvindinger indenfor hjerneforskningen og vigtige spørgsmål knyttet til anvendelsen af denne nye viden, som kan få afgørende betydning for den europæiske befolkning både nu og i den nærmeste fremtid. Hjernesygdomme forventes at blive en stor og voksende byrde for aldrende europæere. Det forudsiges, at i 2030 vil cirka 50 procent af befolkningen have en hjernesygdom. Men de nyeste fremskridt inden for hjernevidenskaberne går langt videre end til at helbrede sygdomme. De rejser også presserende spørgsmål om det etiske i at forbedre, styre og skanne vore hjerner. Disse spørgsmål går lige til kernen af vor identitet: Hvad betyder det at være menneske, og hvordan kan vi bevare vor selvfølelse? Videnskaben giver os mulighed for at forøge vor intelligens, udvide vor hukommelse og læse vore tanker. Men vil vi få lov til selv at bestemme, hvad vi vil? Over hele verden er der i disse år debat om, hvad der er muligt og ønskeligt når hjerneforskningens resultater skal udnyttes, og hvordan dette vidensområde skal reguleres. Fremskridtene indenfor hjerneforskningen rejser mange etiske, juridiske og sociale spørgsmål, som vil få betydning for hver eneste borger i uropa. Derfor er det vigtigt at tage stilling til de samfundsmæssige konsekvenser af hjerneforskningen og at involvere borgerne i denne proces. Tiden er kommet til, at offentligheden, forskerne og planlæggerne i uropa grundigt undersøger, hvad der står på spil på hjernevidenskabens område og fokuserer på hovedspørgsmålet: Hvordan skal vi bruge vor nyerhvervede viden om hjernen? n europæisk borgerdrøftelse Meeting of Minds. uropæiske borgere i dialog om hjerneforskning er et to-årigt pilotprojekt ledet af et panel bestående af 126 europæiske borgere. t partnerkonsortium bestående af forskellige teknologivurderingsinstitutioner, videnskabshistoriske museer, akademiske institutioner og offentlige fonde fra ni europæiske lande søsatte dette initiativ i 2004 med støtte fra U-Kommissionen. Initiativet vil give europæiske borgere en enestående mulighed for at lære mere om hjerneforskningens betydning for deres dagligliv, diskutere deres spørgsmål og ideer 5
med ledende europæiske forskere, eksperter og planlæggere, komme i forbindelse med medborgere fra andre europæiske lande og give et personligt bidrag til en rapport, der fremlægger, hvad mennesker i uropa vurderer som muligt og ønskværdigt i udnyttelsen af hjerneforskningens resultater. Med disse tiltag har Meeting of Minds initiativet ønsket at imødekomme U s krav om større offentlig deltagelse i debatten om den fremtidige forskning, de teknologiske anvendelser og styringen af udviklingen. Projektet består af tre nationale og to europæiske møder, der vil blive afholdt i 2005 og tidligt i 2006. Som indledning vil 126 borgere fra hele uropa blive inviteret til at udforske emnet hjerneforskning. På det første europæiske møde får borgerpanelerne en fælles referenceramme til at udvælge de problemstillinger og spørgsmål, som de mener trænger til at blive yderligere undersøgt og grundigere diskuteret. De nationale paneler vil tage disse forslag med hjem og fortsætte arbejdet med dem. Det danske borgerpanel har hovedrollen ved en konsensuskonference på Christiansborg. Borgerpanelet udarbejder deres konklusioner om det mulige og det ønskværdige i anvendelsen af hjerneforskningens resultater på baggrund af deres dialog med indkaldte eksperter. Resultaterne præsenteres for Folketingets politikere og offentligheden på konferencens sidste dag. Mere om den danske konsensuskonference kan læses på www.tekno.dk og på den danske side under www.meetingmindseurope.org. Formålet med det andet europæiske møde er, at de126 borgere udformer deres fælles vurderinger og anbefalinger om, hvordan den nye viden om hjernen bedst anvendes i individets og samfundets interesse. Udgangspunktet er de nationale konklusioner, som de enkelte borgerpaneler har med, og der vil blive set på hvor de lapper over hinanden, overensstemmelser og uoverensstemmelser og deres dybereliggende årsager, samt hvad vi kan lære af dem. Resultatet af disse diskussioner vil blive indarbejdet i en europæisk rapport med konklusioner og anbefalinger og vil ved en officielt ceremoni blive overrakt til højtstående, europæiske embedsmænd og repræsentanter fra de relevante europæiske forskningsmiljøer. t af målene med denne øvelse er at skabe en vedvarende dialog på europæisk plan mellem offentligheden og de politiske beslutningstagere om videnskabsrelaterede emner. eller i nær fremtid kunne tænkes at anvende den øgede viden om hjernens funktionsmåde danner udgangspunkt for refleksion og diskussion af emner, der enten er relevante nu eller vil blive det snart. ksemplernes forskellige vinkler på hjerneforskning skal vække til eftertanke og debat om anvendelsen af den nye viden, som hjerneforskningen i disse år bringer frem. Pjecen kan bruges af alle interesserede, der søger information for at få gang i debatten om, hvordan vi skal bruge den nye viden om hjernen - NGO er, lærere, patientorganisationer, politikere og andre, der tager politiske beslutninger, og lignende. Meeting of Minds ønsker at takke forfatterne Peter Raeymaekers, Karin Rondia og Marjan Slob såvel som medlemmerne af den videnskabelige kontrolkomité: Professor Christine von Broeckhoven, professor Johan den Boer, professor Marc Jeannerod, professor Flavio Keller og dr. Andreas Roepstorff for deres fremragende arbejde. n særlig tak også til dr. Anne Beaulieu fra Royal Netherlands Academy of Arts and Science, som har bidraget med sin ekspertise i den case, der handler om hjernens plasticitet. Alle partnere i konsortiet håber, at enhver, der læser pjecen, vil opdage, at hjernen gør en forskel - ligesom viden, meninger og holdninger gør det. Pjecen forsøger at undlade at tage parti og fælde domme. Dens eneste hensigt er at give information og skærpe bevidstheden, så alle interesserede parter kan spille en oplyst rolle i beslutningen om, i hvilken retning vi ønsker, vore samfund skal udvikle sig. Ida-lisabeth Andersen Ida Leisner Jonas gmose Mortensen Projektleder Projektleder Projektmedarbejder Teknologirådet, marts 2005 Formålet med denne pjece Denne pjece er skrevet til de borgere, der skal deltage i Meeting of Minds - uropæiske borgere i dialog om hjerneforskning. Seks eksempler på, hvordan man i dag anvender 6 7
Introduktion: Du og din hjerne Du ser med din hjerne - selv om du behøver øjne for at gøre det. Du føler glæde og smerte med din hjerne - selv om den ligger velbeskyttet inde i et kranium, der er en halv centimeter tykt. Du hører, lugter og smager med din hjerne. Alle de informationer, der når dig via dine sanser, eksisterer først for dig, når din hjerne har registreret dem. Vi tænker, drømmer, husker, fantaserer, foretager valg og lægger planer med vore hjerner. Men også vore emotioner og følelser eksisterer faktisk først for os, når vor hjerne er blevet bevidst om dem. På en måde er vi vore hjerner. De er nøglen til det, vi er. Den nyeste tekniske udvikling har åbnet døren for hurtige fremskridt mod en bedre forståelse af den fantastiske, komplekse og mærkværdige hjerne. Siden 1990 erne har videnskabsfolk været i stand til at udføre skanninger på hjernen, mens den arbejder. Skanninger er ufarlige, og derfor kan man bede raske forsøgspersoner om at tænke eller udføre bestemte handlinger, mens skanneren viser hvilke områder af hjernen, der aktiveres. Den voksende indsigt i hvordan celler, og herunder hjerneceller, arbejder, har bidraget til en bedre forståelse af, hvad man faktisk ser på skanningerne. For at sætte dette i perspektiv skal det siges, at der stadig er meget, der mangler at blive opdaget om hjernen. Nogle dele af hjernen er svære at se på skanningerne. Derudover ser det ud til, at typiske menneskelige færdigheder, så som at tale, genkalde sig ting, lave beregninger, ikke finder sted i et enkelt område af hjernen, men sker samtidigt flere forskellige steder. Og disse steder kan også variere. Det ser ud til, at alting i hjernen er forbundet: et minde vækker også en følelse, som måske kommer sammen med en duft. Det gør det vanskeligt for forskerne at få alle brikkerne på plads i puslespillet. Dertil skal man så lægge, at de enkelte hjerner er lige så forskellige som menneskers ansigter: umiskendeligt menneskelige, men meget forskellige. Men der er lavet en god begyndelse til beskrivelsen af den menneskelige hjerne. Og, hvad der måske er endnu vigtigere, nu findes der tilgængelige og lovende forskningsmetoder. Alt taler for, at vor indsigt i hjernen vil vokse hurtigt i de kommende år. Den indsigt vil også gøre det muligt at påvirke vore hjerner. Det er opmuntrende nyheder. Mange menneskelige sygdomme - nogle mener så mange som tredive procent - kan spores tilbage til problemer i hjernen: Slagtilfælde, selvfølgelig, men også Parkinsons - og Alzheimers Syge, ligesom en meget bred vifte af psykiatriske og emotionelle forstyrrelser, fx skizofreni og depression, der kan give mennesker frygtelige lidelser. Ny viden om hjernen sætter lægerne i stand til at stille bedre diagnoser og forskerne og medicinalindustrien til at fokusere på at finde mere effektive og sikrere behandlingsmetoder. Den mest almindelige måde kunstigt at ændre ved hjernens funktionsmåde er via medicin. n simpel sovepille forandrer noget i hjernen. Det gør en cigaret også. Der findes en bred vifte af piller på markedet til behandling af emotionelle forstyrrelser - nogle af dem er overraskende gode. Og der er ved at blive udviklet piller til behandling af Alzheimers Syge. Medicinering er imidlertid ikke den eneste måde, man kan påvirke hjernen på. Hjerneceller kommunikerer med hinanden via elektriske signaler. Forskerne fokuserer også på dette fænomen. lektrochok er et barskt og næsten gammeldags eksempel på dette princip. I dag er forskerne i gang med at udvikle teknikker til behandling af psykiatriske patienter fra ydersiden af kraniet med blide, magnetiske bølger, mens neurokirurgerne er i stand til at indoperere små elektroder i særlige områder af hjernen for at fjerne ubehagelige sygdomssymptomer. Men vi må heller ikke undervurdere ordenes helbredende kraft. Skanninger viser, at hjernen faktisk ser anderledes ud efter en vellykket psykoterapi. n psykoterapeuts ord kan tilsyneladende være lige så effektive som neurokirurgens skalpel. Denne udvikling giver håb til millioner af europæiske patienter med hjerneforstyrrelser og deres familier. Men vi er menneskelige. Derfor kan vi forestille os, at piller, elektroder og ord også kan bruges til andre formål: Ikke til at helbrede mennesker med, men til at forandre dem. Det er her, de store sociale og etiske spørgsmål opstår, som hjernevidenskaben fremkalder, for forandring bliver ikke af alle opfattet som forbedring. Forandring og fremskridt følges ofte af etiske bekymringer og store sociale omkostninger. Måske vil solidariteten gå tabt, og vi ender i et permanent præstationsræs; eller vi kan blive berøvet vor frie vilje, som det fx sker i Aldous Huxleys roman Fagre nye verden. Selvfølgelig skal der være plads til at diskutere alle disse emner. Hver eneste kultur og hver enkelt samfund bliver nødt til at tage stilling til dem. De tvinger os så at sige til sammen at overveje og forestille os vor fremtid som mennesker. Denne pjece giver et billede af en række mennesker, der står eller har stået over for en stor beslutning: Hvad skal jeg gøre? ller, hvad skal jeg mene? Historierne er opdigtede, men de er baseret på fakta. n handler om en mand, der efter en hjerneundersøgelse ved, at han sandsynligvis vil udvikle Alzheimers Syge. n mor er i tvivl om, hvorvidt hun 8 9
skal tillade, at hendes søn bliver medicineret som behandling af ADHD (opmærksomhed sforstyrrelser med hyperaktivitet, i Norden også kaldet DAMP). n ung forsker studerer nyfødtes hjerner i forbindelse med den allerførste dialog mellem mor og barn. n dommer spørger, om man kan holde en kriminel med et afvigende hjernemønster ansvarlig for sine handlinger. n mand med Tourettes Syndrom giver en redegørelse for sin beslutning om at få elektroder indopereret i sit hoved. Og et ungt menneske, der tog piller for at klare sig godt til eksamen, stiller spørgsmål ved værdien af de resultater, han opnåede. ADHD, et barn med en forstyrrelse? Disse historier giver et udgangspunkt for refleksion og diskussion af problemerne, som enten er relevante nu eller snart vil blive det. De skal provokere og ægge til overvejelser om det evige og universelle spørgsmål: Hvem er vi? Hvordan kan denne samling celler i vore hoveder gøre os i stand til at skabe kunstværker, udtænke planer, smede rænker, skabe intelligente maskiner? Give os følelsen af desperation eller følelsen af at være ét med universet? Men historierne rejser også spørgsmål om, hvordan vi skal klare den nye viden om vore hjerner, både på det personlige og på det samfundsmæssige plan. A D H D 10
Grænser for normalitet, sygeliggørelse af hverdagslivet, ADHD, depression 1. ADHD, et barn med en forstyrrelse? Historien Jeg ved det godt: Peter er et aktivt barn. Han sidder aldrig stille; han er altid i gang med tusind ting på en gang, og han koncentrerer sig ikke om det, han gør. Sådan var han, inden han begyndte i skole, og jeg tænkte: Min lille, livlige søn. Han kunne godt lide skolen, legede med de andre børn, deltog i de vilde lege. Nu bryder han sig ikke om at gå i skole mere. Der kræves det, at han skal lære at læse og skrive, og han kan ikke bare rejse sig, når han vil. Det er svært for ham. Hans lærer siger, at han har vanskeligt ved at koncentrere sig, og at han forstyrrer de andre børn. Peter er begyndt at få ekstra timer, fordi han er ved at komme bagud. Så ung! Han er kun syv år gammel. Peter er også svær at styre hjemme. Det vi siger, ser ud til at gå ind ad det ene øre og ud ad det andet. Jeg har altid tænkt, at han bare var en dreng med en masse energi, og at han ville vokse fra det. Men læreren har nu anbefalet mig at tage en snak med vores læge. Han mener, at Peter muligvis har ADHD, en forstyrrelse i hjernen, der hæmmer børns evne til at koncentrere sig og får dem til at reagere på alle indtryk, de får fra omgivelserne. Peter er virkelig meget aktiv og let at distrahere. Men en forstyrrelse i hjernen? Så er han virkelig unormal? Nu har jeg så faktisk været hos lægen og har læst en hel del om ADHD. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Man kan behandle ADHD med medicin, Ritalin, som øjensynlig virker ret godt uden at have for mange bivirkninger. Men skal jeg virkelig give min 7 årige søn medicin hver dag? Bliver han ikke afhængig af den? Og hvor længe skal han have den? Hele sit liv? ADHD forsvinder ikke altid efter puberteten. Ingen ved med sikkerhed, hvad virkningen af disse piller er i det lange løb. Måske kan de endda forandre ham grundlæggende som person. Tanken om at skulle fylde sit barn med piller er deprimerende. På den anden side, det går ikke godt i skolen. Jeg har forstået, at de første skoleår er meget vigtige for Peters fremtid. Det ser ud til, at børn med ADHD ofte dropper ud og får problemer med deres sociale samvær. Hvis medicinering kan forhindre Peter i at havne i den forkerte grøft 13
Somme tider tænker jeg: Hvad hvis Peter havde haft en anden lærer, som han kom bedre ud af det med? ller, hvad hvis klassen havde været mindre? ller, hvad hvis det nu ikke var så vigtigt at sidde pænt på sin stol i skolen? Så ville de andre måske have opfattet Peter som en lille livlig og charmerende dreng. Men nu bliver han opfattet som vanskelig, og jeg skal beslutte, om jeg vil have mit barn til at tage medicin. Fakta Ordineringen af ADHD medicin er stigende. (ADHD står for: Opmærksomhedsfor styrrelse med hyperaktivitet, i Norden også kaldet DAMP). Flere og flere børn får diagnosen ADHD, og der er en voksende opmærksomhed på voksne med ADHD. Flere drenge end piger lider af sygdommen (tre til fem gange så mange). Neurotransmitteren dopamin ser ud til at n neurotransmitter er en kemisk være mindre effektiv hos mennesker med substans, hjernecellerne frisætter ADHD. Det svækker hjernens evne til at for at kommunikere med hinanden. udveksle information mellem forskellige Der findes mange forskellige typer områder af hjernen. Forskere har mistanke af neurotransmittere, for eksempel om, at mennesker med ADHD ikke kan dopamin og serotonin. følge tråden i en samtale, for eksempel. Når de møder en ny impuls, er de ikke i stand til at tænke: senere, lige nu er jeg i gang med en samtale. I stedet for reagerer de straks på den nye impuls. Hos mennesker med ADHD fører det typisk til en kaotisk og impulsiv adfærd. Hvad det præcist er, der går galt i hjernen på en person med ADHD, og hvorfor det sker, ved vi ikke endnu. Medicinen, hvoraf Ritalin er den mest kendte, forøger koncentrationen af aktiv dopamin. Det forbedrer kommunikationen mellem forskellige områder i hjernen. Mennesker, der tager medicinen, bliver bedre i stand til at ordne de indtryk, de får fra deres omgivelser. Vigtige temaer Det er ikke muligt at diagnosticere ADHD med sikkerhed, ikke engang ved hjælp af hjerneprøver. Derfor bliver ADHD diagnosticeret via en tommelfingerregel. Der findes en liste med 21 symptomer, og et barn skal have 15 af disse symptomer for officielt at få diagnosen ADHD. Denne Ordet sygeliggørelse henviser til den proces, tommelfingerregel er baseret hvor aspekter af vores dagligliv bliver opfattet i på professionel erfaring, men medicinske termer. Man kan for eksempel hævde, indeholder en gråzone. Hvad at vores oplevelse af mad er sygeliggjort ( hvad betyder denne middag for mit kolesterol indtag? ). præcist menes der med aktiv? Adfærd bliver også ofte sygeliggjort ( hun sover ikke Hvornår kan man tale om et godt, måske er hun deprimeret ). Resultater bliver mønster af impulsivitet? ofte, at andre aspekter af det samme fænomen Der findes forskellige grader (glæden ved mad, den søvnløses omgivelser) får af ADHD. Den alvorligste er en mindre opmærksomhed. meget alvorlig forstyrrelse, der indebærer risiko for at droppe ud af skolen og for anti-social adfærd. Men eftersom brugen af Ritalin er vokset i den grad, er der også mistanke om, at børn med en let form for ADHD eller endda normale børn, der bare er meget aktive, nu spiser piller. Vaghed i diagnosticeringen giver et vist spillerum, der gør dette muligt. Kritikere peger på det sociale pres, som børn og deres forældre er udsat for. Vi lever hurtigere og hurtigere, og vi skal præstere. Hvis dit barn har svært ved det, er det et alvorligt problem. Hvor skørt det end lyder, så kan etiketten ADHD opleves som en løsning, fordi det betyder en anerkendelse af problemet og giver mulighed for at gøre noget ved det. På den måde bliver de problemer, forældre støder ind i, når de opdrager børn, oversat til at være et medicinsk problem, som man naturligvis søger en medicinsk løsning på - som for eksempel en pille. Nogle har den opfattelse, at den enorme stigning i antallet af mennesker med ADHD delvist giver et fingerpeg i retning af, at de krav, samfundet stiller til forældre og børn, er (for) høje; ved at gøre problemet med børn, der ikke klarer sig godt i skolen, til et spørgsmål om sygdom, forsvinder denne overvejelse ud af billedet. Det betyder, at andre måder at løse problemet med skolebørn, der lærer for lidt, ikke bliver overvejet alvorligt, som for eksempel at ændre skolepolitikken. Det samfundsmæssige resultat af at vælge den medicinske vej er måske, at flere børn får etiketten ADHD, end der er videnskabeligt grundlag for. Det forøger presset på andre forældre. Deres barn er måske også ind imellem ude af stand til at sidde stille og ikke altid opmærksom i skolen. Bør de gøre noget, inden han begynder at sakke bagud? Der er en frygt for, at vi alle sammen ender i et stort pillevæddeløb. 14 15
DSM og medicinalindustrien ADHD er et syndrom. Det vil sige: t barn med en typisk kombination af symptomer kaldes pr. konvention et ADHD tilfælde ( hyperaktivitet og manglende koncentrationsevne er to af dem). Konventionen baserer sig på psykiaternes professionelle erfaring, og den er nedskrevet i Diagnostisk og Statistisk Manual over mentale forstyrrelser (DSM). Denne manual opregner alle erkendte psykiatriske lidelser og de fleste psykiatere i den vestlige verden arbejder ud fra denne amerikanske håndbog. DSM indeholdt i 1951 180 sygdomme, i 1987 292 og i den nyeste udgave, DSM-IV, præsenteres mere end 350 kategorier. Medicinalvirksomheder må udelukkende sende psykiatriske lægemidler på markedet, hvis de har været gennem en omfattende afprøvning (både med hensyn til sikkerhed og virkning), og hvis lægemidlet behandler de lidelser, der er nævnt i DSM. Medicinalvirksomhederne er kommercielle foretagender, der udelukkende kan tjene penge, hvis de lægemidler, de sender på markedet, er vellykkede, dvs. hvis mange mennesker bruger dem. Ifølge nogle eksperter fører dette til et pres fra industriens side på læge - og psykiater verdenen for at anerkende flere syndromer og for at udskrive det samme lægemiddel til flere grupper af patienter. Depression Depression er en vedvarende følelse af elendighed og passivitet. I sin alvorlige form kan depression føre til en lidelsesfuld tilstand, som gør den ramte fuldstændig uarbejdsdygtig. Udskrivningen af medicin mod depression er vokset mindst lige så meget i det sidste årti som medicin mod ADHD. Som ADHD er depression et syndrom: Der findes ikke en enkelt og entydig prøve, der kan diagnosticere en depression, og det giver plads til alvorlige og meget lette tilfælde af depression - og så det enorme område mellem de to. Som i tilfældet ADHD er der en kønslig ubalance, men denne gang den anden vej rundt; omkring dobbelt så mange kvinder som mænd bliver behandlet for depression. Og ved depression er der, i lighed med ADHD, et sammenfald mellem en forstyrrelse i balancen af neurotransmittere og syndromet (serotonin er hovedaktøren i dette tilfælde). Der er også forskelle mellem de to. ADHD rammer typisk børn, depression voksne - selv om der er mange undtagelser fra denne regel. Det faktum, at så mange mennesker på det seneste får diagnosen depressiv har fremprovokeret to forskellige reaktioner. Talsmænd for den første lejr hævder, at det kan ses som en forbedring: Sygdommen er blevet mere anerkendt. Derudover er den moderne medicinske behandling (som Prozac og Seroxat) mere effektiv og har færre bivirkninger, så det giver mening at diagnosticere depression på den måde, som vi gør. ndelig kan der gøres noget relativt enkelt ved det! I den anden lejr hævdes det, at man så meget oftere stiller diagnosen depression, fordi folk rent faktisk meget oftere end tidligere er deprimerede. Det kan være et symptom på et alt for krævende samfund, frygter de. t samfund, som kun levner meget lidt plads til følsomme og rugende typer eller til, at der opstår vanskelige perioder i menneskers liv. At dulme disse symptomer ved at udskrive piller kan være en fejlopfattelse af de ramte mennesker, og kan gøre os mere ufølsomme som samlet gruppe. Opfattelsen af den ideelle behandling af et deprimeret menneske, varierer alt efter hvilken lejr, man tilhører. Næsten alle er enige om, at piller er gode i tilfælde af alvorlig depression. Ikke desto mindre mener mange, at et deprimeret menneske ikke udelukkende bør have psykofarmaka, men bør hjælpes til at ændre sit livssyn - for eksempel ved at tale med en psykoterapeut. Nogle få kritikere går endnu videre. De hævder, at tendensen til at tage antidepressiver, så snart vi føler os trist til mode, betyder, at vi mister evnen til at finde mening i smertefulde begivenheder i vores liv. For eksempel er det helt passende at sørge, hvis en elsket person dør. Det bør vi ikke omskabe til en depression og tage piller mod for at viske sorgen bort. Det er vigtigt at bemærke, at det ikke er sikkert, at den vane med alt for hurtigt at udskrive anti-depressiver finder sted i vores samfund lige nu. Det er noget, der kan ske i dag eller er på vej. 16 17
Lægevidenskaben har ladt mig i stikken A L Z H I M R
Tidlig diagnosticering, den ikke-syge patient, Alzheimers Syge 2. Lægevidenskaben har ladt mig i stikken Historien Her står jeg med en diagnose, som jeg ikke er sikker på, at jeg egentlig ønsker at kende Lidt hukommelsesproblemer fik mig til at gå til lægen. t spørgeskema, et par neuropsykologiske prøver, og forskellige slags skanninger fulgte efter, inden jeg opdagede, hvor jeg var på vej hen. Og så det store slag: Muligvis endda sandsynligvis Alzheimers Syge. ller rettere, i deres jargon hedder det Mild Kognitiv Hæmning. Det beskriver en kategori af mennesker, som man endnu ikke ved med sikkerhed, hvordan vil udvikle sig. Men efter fem år vil halvdelen af dem uopretteligt have bevæget sig over på den anden side af demens. Hvilken udsigt! Du kan forestille dig den afgrund, der åbner sig for ens fødder Og alligevel føler jeg mig fuldstændig rask! Bortset fra en smule glemsomhed, som ikke rigtig generer mig, føler jeg mig normal. Jeg burde sige, føler jeg mig stadig normal. Hvor rædselsfuldt! Hvis min glemsomhed bliver ved, bliver jeg nødt til at tage noget medicin. Lægen forklarede mig, at den ikke vil standse sygdommen, men at den ofte er i stand til at bremse de mest alvorlige symptomer. Og hvad der så vil ske bagefter, ved jeg ikke Så, hvad gør jeg nu? Bør jeg snakke med min kone om det allerede nu? Med mine børn? Og med min chef? Normalt skulle jeg arbejde fem år endnu, inden jeg trækker mig tilbage, men vil han ikke fyre mig, hvis han hører om det her? Og jeg føler mig stadig fuldstændig i stand til at udføre mit job! Og så er der andre mere jordbundne spørgsmål: Kan jeg fortsætte med at køre bil? Kan jeg tegne en sygeforsikring? Hvor meget vil den koste, hvis jeg fortæller sandheden om min diagnose? Nogle gange spørger jeg mig selv, om det virkelig var nødvendigt at vide det så tidligt. Nu er mit liv ødelagt. Det er sandt, at medicinen sandsynligvis vil gøre det muligt for mig at udskyde sygdommen et stykke tid. Men hvor længe? Og den tid vil 21
jeg tilbringe med at være på udkig efter de første tegn på demens, og spørge mig selv, hver gang, jeg laver en fejl, om jeg er på vej til at miste fodfæstet, og jeg vil føle mig observeret af mine omgivelser, som også vil spørge sig selv, om Hvornår falder jeg ud over kanten? Hvad vil der så ske? Hvem skal tage beslutninger for mig? Hvem skal støtte mig, tage sig af mig? Nogle gange spekulerer jeg på, om det ikke ville være bedre at stoppe det hele med den samme Kunne de ikke have ladet mig være bare et par år mere? ller er det bedre at være fuldt informeret, så jeg selv kan organisere mit liv? Fakta Alzheimers Syge er forbundet med alder og bliver derfor stadig mere udbredt, efterhånden som befolkningens forventede levetid stiger; dette vil i de kommende år blive en voksende økonomisk byrde. Men omkostningerne ved denne sygdom vil også vokse fra den anden ende: Neuropsykologiske tests er særligt udfor- Ved at diagnosticere den tidligere. Det mede prøver, der kan vurdere specifikke er allerede muligt at opdage nogle funktioner i hjernen. For eksempel: Særlige meget tidlige tegn på sygdommen ved hukommelsesprøver, der gør det muligt at at bruge ultramoderne teknikker som fastslå, hvilke typer af hukommelse, der billeder af den arbejdende hjerne og er svækket - er det korttidshukommelsen, raffinerede psykologiske prøver. Det hukommelsen om ens eget liv, den procedurale hukommelse, eller? genetiske aspekt ved diagnosen er også blevet studeret meget grundigt. Funktionelle hjernebilleder. Ordet henviser til alle de teknikker, der bruges til at sjælden, men i den nærmeste fremtid Direkte arvelighed er strengt taget visualisere, hvad der foregår i hjernen uden vil det sandsynligvis blive muligt at at åbne kraniet - hovedsageligt funktionelle fastslå den procentvise risiko for at magnetiske resonans billeder (fmri) og udvikle sygdommen ud fra hver enkelt positron emissionstomografi (PT). menneskes gener. Vigtige temaer Vi er altså i gang med at lede efter en ny balance mellem fordele og ulemper ved tidlig diagnosticering. Det er bestemt en fordel at opdage en sygdom tidligt, hvis der findes en behandling. I tilfældet med Alzheimers Syge er det muligt at behandle, men endnu ikke afgørende eller fuldstændigt. Hvornår bør den behandling begynde? Og hvor længe bør den fortsættes? Hvad sker der med individer med en høj genetisk risiko? Bør man behandle dem fra barnsben? Hvem skal betale for det? Vil det påvirke deres adgang til det sociale sikkerhedsnet? Vil det påvirke deres muligheder på arbejdsmarkedet? Alle disse spørgsmål - og så har vi endda ikke nævnt den psykiske byrde, disse tidlige diagnoser er for de ramte. Hvordan skal man leve med sin viden? Generelt kan man spørge sig selv, om det stadig vil være muligt at opfatte sig selv som værende Demens er et fremadskridende ved godt helbred, eftersom vi alle er bærere tab af intellektuelle funktioner af en vis sandsynlighed for at blive syge en dag såsom at ræsonnere og at huske. - det være sig demens, hjerte-kar-sygdomme, gigt eller en hvilken som helst anden forstyrrelse. Det vil naturligvis i sidste ende gøre det muligt for os at få forebyggende behandlinger eller tilpasse vor livsstil på bestemte måder, så vi undgår eller udskyder den sygdom, der truer os. Men hvordan vil samfundet opfatte alle disse forudbestemte individer, hvis fremtid bliver skitseret på denne måde? Hvordan vil samfundet sikre, at personlige oplysninger om et individs sygdomsrisiko ikke bruges til skade for vedkommende? n af de største risici er, at solidariteten bliver ødelagt og det sociale sikringssystem delt op: Dem, der er sunde, kan være uvillige til at betale for mennesker, der har en signifikant risiko for at blive syge. Man kan også forestille sig, at samfundet pålægger dem tvangsmæssige, forebyggende foranstaltninger, som kan opfattes som en begrænsning af den individuelle frihed. Medicinalindustrien har udviklet en medicin, der er i stand til løbende at bremse udviklingen af symptomer i adskillige måneder og op til et helt år hos 70% af de individer, den er blevet prøvet på. Disse medicintyper er meget dyre nu, men man kan håbe, at prisen vil falde i løbet af få år. Nogle lande dækker udgifterne, men ofte under meget stramme betingelser. Vi bliver sikkert alle sammen nødt til at lære at leve med vor personlige risikostatistik. Den vil blive et nyt parameter i vor forestilling om fremtiden. Betyder det, at vi bliver nødt til at revidere selve definitionen på, hvad det vil sige at være syg? 22 23
Degenererede neuroner Alzheimers Syge er en sygdom, hvor neuronerne degenererer. Det betyder, at den er forårsaget af, at nerveceller i hjernen degenererer eller dør. Andre velkendte sygdomme af denne type er Parkinsons Syge, Huntingtons Syge og amyotrofisk lateralsklerose. For de fleste af disse sygdomme gælder det, at risikoen vokser med alderen. Det betyder igen, at de bliver mere og mere almindelige i vore samfund, fordi den forventede gennemsnitlige Stamceller har to bemærkelsesværdige levetid stiger. egenskaber, som adskiller dem fra andre Generelt kan man sige, at der typer af celler i vore kroppe: For det ikke findes nogen helbredelse første er de ikke specialiserede celler, der fornyer sig selv i lange perioder gennem for disse sygdomme, selvom det celledeling. For det andet kan de under somme tider er muligt at bremse bestemte vækstbetingelser blive til celler udviklingen af deres symptomer. med specialiserede funktioner, og således Men der forskes meget, og der for eksempel erstatte de nerveceller, der er et rimeligt håb om, at der vil er påvirkede i Parkinsons Syge. blive fundet nogle løsninger i de kommende år. For eksempel ser det i tilfældet med Parkinson ud til, at en teknik med dybdestimulation af hjernen kan genvinde noget af det tabte ved implantering af elektroner i de skadede områder (se kapitlet n elektrode i hjernen ). t andet interessant spor er podning af stamceller, som kan vokse inde i hjernen og erstatte de degenererede neuroner. Stamceller kan tages fra væv og organer hos voksne, eller fra navlestrengen ved fødslen, men de stamceller, der på det nuværende forskningsstade ser ud til at være de mest effektive, er stamceller fra fostre. Indtil nu er årsagerne til disse degenerative sygdomme ikke blevet fuldstændig belyst, hvilket betyder, at der ikke findes en bestemt måde at forhindre, at de opstår. Men en indirekte måde kunne være at forske i neurobeskyttende lægemidler og derigennem forsøge at modvirke selve degenerationsprocessen uafhængigt af, hvad der skaber den. t bedre mig F O R B D R I N G A F 24 H J R N N
Forøgelse af hjernens kapacitet, social uretfærdighed 3. t bedre mig Historien Glad? Jeg er utrolig lykkelig! Jeg har bestået mine eksaminer. Ikke bare bestået. Jeg fik udmærkelse! Nu er jeg sikker på at få et stipendium til næste år. De andre kandidater ligger milevidt bag mig. Og så alligevel der er noget, der generer mig. Jeg havde det meget svært i eksamensperioden. Jeg havde problemer med at koncentrere mig og var tit træt, meget træt. Jeg søgte tilflugt i piller. De gjorde mig i stand til at fortsætte med at læse, nogle gangen hele natten. Jeg blev i stand til bedre at suge materialet til mig, end jeg nogen sinde har været før. Ingen bemærkede noget, hverken professorerne eller mine venner. Jeg føler mig lidt som en topatlet, der har taget præstationsfremmende drugs. Jeg står på vinderskammelen, men allerbagest i min hjerne, ligger den tanke og plager mig: Jeg håber, ingen finder ud af, at jeg snød. Fakta Selvom det måske ikke er hensigten at udvikle medicin, der forbedrer os, så er det sandsynligt, at den medicin, der er skabt til behandling af sygdomme, også vil være i stand til at øge vore naturlige evner. Medicin til behandling af Alzheimers Syge vil sandsynligvis forbedre også den normale hukommelsesfunktion betragteligt. Stimulerende medicin, der nu bruges til at behandle børn med opmærksomhe dsforstyrrelser, forøger også den normale hjernes evne til koncentration. ns følelsesmæssige tilstand kan også forbedres. Den nye generation af medicin, der bruges til behandling af depressioner, har også en virkning på mennesker, som ikke lider af depression: Mennesker, der tager den medicin, er mindre optaget af små hverdagssorger og lever livet mere optimistisk og med større tillidsfuldhed. I stedet for at blive brugt til terapi kan disse lægemidler en dag blive brugt til at forbedre den normale krop, hjerne og psyke. Vigtige temaer Med alle disse forestillinger om goderne ved at bruge lægemidlerne og gøre os selv bedre, kan det så undgås, at de vil blive brugt i den hensigt? Kan vi, og bør vi overhovedet prøve at begrænse det? 27
Man kan selvfølgelig spørge sig selv, hvad der er galt med at udvide vor hjernekapacitet med farmaceutiske lægemidler. Ville det ikke være vidunderligt at finde en måde at gøre os selv mere intelligente, få vore hjerner til at præstere mere? Du behøver ikke længere en indkøbsliste. Du kan læse en tekst én gang, og den står prentet klart i din hukommelse. Du kan smide lommeregneren væk, du er i stand til at foretage de mest indviklede kalkulationer i hovedet. Studenter behøver ikke længere grue for eksamen Det er et godt spørgsmål, hvis det viser sig, at disse lægemidler ikke er skadelige. Hvad er der galt med bedre hukommelse, højere intelligens, større opmærksomhed og koncentration? ller måske endda en forbedring af vores kreativitet, indlevelsesevne eller sociale kompetencer? Vi søger allerede tilflugt i den daglige kaffe, sodavand (Cola eller andre mærker), en cigaret eller en drink inden middagen. Gør vi det ikke hovedsageligt på grund af koffeinens, sukkerets, nikotinens og alkoholens virkning på hjernen? Derudover findes der situationer, Terapi versus forbedring: Terapi er den hvor den medicin, der forbedrer den normale term for behandling af individer normale funktion, sandsynligvis med kendte sygdomme, skavanker eller vil være meget nyttig. Militære svækkelser. Terapi forsøger at genvinde en videnskabsfolk leder efter medicin, normal sundhedstilstand hos disse mennesker. der kan holde soldater og piloter Termen forbedring henviser til forandringer i felten vågne i længere perioder. af kroppens, hjernens eller psykens normal Ifølge militæret kan en forbedring af tilstand med det formål at forbedre den normale hjernefunktion betyde præstationen og de naturlige evner. forskellen mellem liv og død. ller hvad med den ældre ansatte, som ind imellem er en smule glemsom? r der nogen, der vil nægte denne person adgang til en hukommelsesforbedrende medicin, hvis han eller hun så kunne blive i jobbet i adskillige år? På den anden side, vil salget af intellektuelt stimulerende medicin ikke ændre samfundet grundlæggende? Man kan spørge, om de værdier, som vi hylder i dag, ikke vil blive umoderne til fordel for præstation og umiddelbar nydelse uden anstrengelser. Vil vi ikke alle blive som de atleter, der tager stimulanser som PO eller steroider for at forøge deres atletiske præstationer? Dertil kommer det spørgsmål, om vi som individer overhovedet har et valg i denne sag. Hvis alle dine børns venner klarer sig bedre i skolen ved hjælp af medicin, vil det så ikke være svært at vælge en naturlig skolekarriere. ller, hvis dine chancer for forfremmelse på jobbet altid mislykkes, fordi dine pilleslugende kolleger Kort sagt, hvis alle søger hjælp i disse lægemidler, bliver vi måske selv nødt til også at gøre det for at følge med. ndelig er der spørgsmålet om, hvem der skal betale for denne type forbedringer. Skal det være samfundet gennem det offentlige sundhedssystem, hver enkelt person ud af egen lomme eller private sygeforsikringer? I de sidste to tilfælde vil især de velhavende få glæde af at forøge deres egen og deres børns hjernekapacitet. Det betyder, at de lettere får adgang til de bedste skoler, de mest prestigefyldte universiteter og de bedste job. Dette vil forstærke den eksisterende sociale ulighed. Uden biologiske begrænsninger I jagten på overlegne præstationer har menneskene altid forsøgt at opnå fordele via bedre træning og mere øvelse (uddannelse), bedre redskaber og udstyr (teknologi), større viden (videnskab), bedre ernæring og bedre sundhed (medicin) I nyere tid har vi fundet hjælp i nye teknologiske muligheder for direkte at forbedre vore kroppe og vore hjerner, ikke bare via forskellige lægemidler, men også via genetiske forbedringer, kirurgiske indgreb og implantering af alle mulige dimser - fra plastikhofter til fantastisk elektronik. Og det vil vi i fremtiden måske i endnu højere grad gøre. Nogle mennesker tror, at menneskeheden vil blive radikalt forandret af teknologi i fremtiden. De forudser muligheden for at omforme menneskenes grundvilkår, herunder sådanne parametre som den uomgængelige lidelse og aldring og begrænsningerne i den menneskelige og den kunstige intelligens og psyke. De ønsker at bruge teknologien til at udvide deres mentale og fysiske (herunder deres reproduktive) evner og til at forbedre kontrollen over deres eget liv ud over de nuværende biologiske begrænsninger. De overmennesker, der vil fremkomme heraf, vil være overlegne skabninger sammenlignet med de mennesker, vi er i dag. Ifølge mennesker, der støtter dette standpunkt, er det en vidunderlig ting, at vi har muligheden for at kontrollere og styre vor egen evolution. 28 29
n elektrode i hjernen H J R N K I R U G I
lektroder i hjernen, hjernekirurgi 4. n elektrode i hjernen Historien Jeg har Gilles de la Tourettes Symdrom. Jeg er hårdt angrebet: Jeg har tvangstanker, jeg må tvangsmæssigt rømme mig højt, ryste på hovedet, og nogle gange slår jeg mig selv så hårdt i maven, at jeg må tage tabletter bagefter. De konstante tics mit hoved laver har ødelagt to ryghvirvler i min nakke. Jeg har naturligvis ledt højt og lavt efter hjælp. Jeg har prøvet alt: Medicin, terapi og endda indlæggelse. Jeg har været indlagt i fem måneder for at prøve alle mulige slags tabletter. Intet hjalp. Så hørte jeg, at der var en neurokirurg, som havde prøvet noget nyt med tourettepatienter, der indebar, at der blev sat ledninger og elektroder til hjernen. Jeg så en videooptagelse af en lignende operation på en patient med Parkinsons Syge. Det var et skræmmende syn, men jeg ville stadig gerne tale med den neurokirurg. Hun forklarede det hele for mig. Det handlede om en operation, der ville gøre det muligt for mig at kontrollere symptomernes voldsomhed ved at forøge eller formindske strømmen til elektroderne. Men der var også risici forbundet med operationen. De skal bore sig ind i dit hoved, med mulighed for blødninger og infektioner. I al fald ville det være en stor operation med mange undersøgelser bagefter. Jeg tøvede længe, indtil jeg så en videooptagelse fra en fest med mig selv på. Da tænkte jeg: Sådan her kan jeg ikke fortsætte. Jeg bad om en operation. fter mange indledende undersøgelser og diskussioner, blev jeg opereret. lektrodernes blev sat ind i min hjerne, cirka syv centimer inde. Ledningerne blev placeret under min hud og til mit kraveben, hvor de er sluttet til en slags pacemaker, der sidder der. Jeg kan forøge eller formindske strømmen via en fjernbetjening, der skal rettes mod det sted. Jo mere strøm, jo færre symptomer. Det er ikke ideelt. Jeg kan i bogstavelig forstand mærke strømmen løbe gennem mit hoved. Det føles som et slag eller et smæld, meget ubehageligt. Det gør mig også svimmel. Ledningerne sidder i mit væv, og jeg kan mærke dem. Symptomerne er der stadig, men strømmen holder dem under kontrol. Jeg skruer op for strømmen, når jeg 33
skal på arbejde eller være blandt mange mennesker. Derhjemme eller når jeg laver sport, sætter jeg strømmen lavere for at fjerne svimmelheden. Selve operationen er ikke til at kimse ad. Alligevel, overordnet, er jeg glad for den. Jeg havde store problemer: Fysiske problemer selvfølgelig, men de sociale problemer var ved at blive problematiske. Intet andet hjalp, og nu lever jeg et rimeligt normalt liv. Fakta Historien her er ikke science fiktion, men baseret på en fortælling af en hollandsk mand med Gilles de la Tourettes Syndrom. Den teknik, hvor man placerer elektroder direkte i hjernen, kaldes Dybdestimulation Dybdestimulation af Hjernen er af Hjernen (DBS - Deep Brain Stimulation). en relativt ny teknik, som gennem et Den blev udviklet i firserne til patienter med neurokirurgisk indgreb implanterer Parkinsons Syge. Siden da er DBS blevet en eller flere elektroder direkte i en sjælden, men accepteret behandling patientens hjerne. Resultatet er, at af patienter med Parkinsons Syge, når patientens adfærd ændres. medicin ikke længere virker. To tredjedele af patienterne siger, at det har hjulpet dem. Operationen er stadig på det eksperimentelle stade for tourettepatienter. Færre end ti patienter i hele uropa er blevet behandlet på denne måde. Offentligheden ser ikke med venlige øjne på hjerneoperationer, og det er forståeligt. Mellem 1930erne og 1950erne fik hundredtusinde af psykiatriske, især skizofrene, patienter foretaget præfrontal lobotomi. Det betød, at nervebundter i præfrontal lapperne i deres hjerner blev skåret over på må og få. Disse patienter fik det ikke meget bedre og blev ofte apatiske. Men de blev lettere at klare for dem, der var omkring dem. Lobotomi er gammeldags nu. Set i bakspejlet finder mange det chokerende, at disse patienter blev gjort til grøntsager, fordi deres omgivelser ikke vidste, hvordan de skulle klare dem. DBS adskiller sig på en række vigtige områder fra denne praksis. Operationen er meget præcis og ødelægger ikke sundt hjernevæv. Og operationen er reversibel; elektroderne kan i princippet fjernes fra patientens hjerne igen. Det allervigtigste er måske, at patienten selv kan beslutte, om han ønsker at bruge strømmen - en betragtelig forskel i sammenligning med tidligere tiders psykiatriske patienter. Vigtige temaer For tiden er DBS primært en operation, der har til hensigt at hjælpe mennesker med motoriske forstyrrelser såsom Parkinsons - og Tourettes Syndrom. Men der sker fremskridt i forsøg med behandlingen i forhold til psykiatriske forstyrrelser som Tourettes Syndrom er en neurologisk obsessiv-kompulsiv tilstand (obsessive forstyrrelse, der er karakteriseret af compulsive disorder - OCD). På den måde ufrivillige bevægelser og ukontrollable er behandlingen af psykiatriske patienter, tale-lyde, der kaldes tics. som anden behandling ikke har hjulpet, via DBS langsomt ved at blive en realitet. Tilbage står spørgsmålet, om Dybdestimulation nogensinde vil blive en rutine operation. Behandlingen er dyr og den er streng for patienten. I relation til psykiatriske lidelser, ved lægerne som sådan endnu ikke nok om, hvor præcist i hjernen elektroderne skal sætte for at behandle lidelsen. Mange spørger også sig selv, om operationen burde blive en rutine. I tilfælde af sygdomme som Parkinsons er Dybdestimulation måske ikke så alarmerende. I de tilfælde genvindes den kontrol over musklerne, som patienten har mistet. Men ønsker vi at behandle psykiatriske forstyrrelser med implantering af elektroder? Så er vi måske på vej til mekanisk at ændre mennesker. Mange mener, at det i disse tilfælde ville være bedre, hvis vi rettede opmærksomheden mod adfærden og det selvbillede patienterne har, vedkommendes sociale omgivelser og kvaliteten i den psykiatriske pleje, der stilles til rådighed. Måske er der meget, der kan forbedres på disse områder. Spørgsmålet er følgende: Ønsker vi at se på psykiatriske forstyrrelse som elektriske problemer? Hvad er fordelen ved det? Og hvad mister vi i den proces? Cyborg Fordi tourettepatienten i historien ovenfor har elektroder i sit hoved, er han strengt taget en cyborg. Termen cyborg er afledt af cybernetic organism - kybernetisk organisme, som betyder: Organisk robot eller menneske maskine. Cyborgs er mennesker, der er blevet smeltet sammen med teknologi. Det lyder som den rene fremtidsfantasi, men de fleste er os er cyborgs. Tænk på kunstige hjerteklapper, pacemakere og kunstige knæ, men også tandfyldninger, præventionsinjektioner, kontaktlinser eller silikone bryster. Alt dette er en kunstig forbedring af den naturlige krop. 34 35
Spørgsmålet er, om vi ønsker at rejse videre ad den vej, hvor vi hele tiden højner niveauet af kunstighed i vore kroppe. Nogle mennesker mener det ikke. De frygter, at vi bliver flyttet for langt fra vor natur og dermed ophører med at være personer. For eksempel ville de nok sige følgende om tourettepatienten: Kontrollerer patienten elektroderne, eller kontrollerer elektroderne ham? Hvem er bossen - personen eller teknologien? Mange science fiktion film leger med frygten for, at teknologien vil overtage vore kroppe i fremtiden. At læse i hjernen Øre-implantater (Cochlear implants) Døve mennesker får somme tider sat en elektrode ind i deres ører, der gør det muligt for dem at høre igen. Denne elektrode oversætter lydbølger til nerveimpulser. Forskellen til et normalt høreapparat ligger i, at elektroden er placeret inde i hovedet. Mennesker med en sådan implantat bruger en slags mikrofon til at sende lydbølgerne til elektroden. Teknologien fungerer endnu ikke perfekt. Dertil kommer, at ikke alle typer af døvhed kan korrigeres på denne måde. Dette handler ikke om DBS, eftersom der ikke opereres i hjernen. Men snegleimplantatet omformer strengt taget mennesker til cyborgs. Det er slående, at ikke alle døve mennesker ivrigt byder implantaterne velkommen. Nogle føler sig diskrimineret af dem. Hvorfor mener hovedparten af den døve minoritet, at deres døvhed er en sygdom, der skal behandles? Det ændrer os fra at være mennesker til at blive patienter, siger de døve. Døvesamfundet er også bange for, at deres tegnsprog vil uddø på grund af denne slags teknologi. De argumenterer for beskyttelse af deres sprog og kultur, på samme måde som truede etniske grupper gør det. Det komplicerer problemet, at teknologien er ufuldstændig, som den er nu. Døve mennesker med et snegleimplantat er for tiden hverken døve eller hørende, så at sige. t særligt problem her er, at de døve frygter, at de af deres børn, der er født døve, vil blive fremmedgjort for dem på grund af teknikken. Når alt kommer til alt vil disse børn, hvis de får et implantat tidligt nok, blive i stand til at fungere på samme måde som de naturligt hørende mennesker og lære at tale. Kan døve forældre så nægte, at deres børn får et implantat indsat? B I L L D R A F H J R N N 36