Handleplan for arbejdet med Mad, Måltider og Bevægelse Denne handleplan er en udmøntning af Billund Kommunes overordnede politik for Mad, Måltider og Bevægelse og den indeholder derfor beskrivelser af konkrete sundhedsindsatser med udgangspunkt i fokusområder indeholdt i denne politik. Sundhedsindsatser, som er en del af den almindelige undervisning med udgangspunkt i Fælles Mål, er ikke beskrevet her. Handleplanen er både gældende for børnehaven, skole og SFO. 1. Mad og måltider Børnehaven Børnehaven har siden januar 2010 tilbudt den kommunale frokostordning hvor institutionen tilbyder fuld forplejning. Institutionen har egen ernæringsassistent og derved egenproduktion. Det pædagogiske personale har fået faglig viden om sundhedsstyrelsens generelle kostanbefalinger for børn fra 3 6 år ved diætist Hanne Svendsen. Målsætning med frokostordning: - At give børnene en alderssvarende varieret kost, hvor udgangspunktet er sundhedsstyrelsens anbefalinger. - At udgangspunktet altid skal være, at maden er noget, der ses frem til en nydelse. - At medvirke til, at det enkelte barn udvikler fordomsfrihed over for valg af mad. - At lade maden og måltiderne indgå så meget som muligt i de daglige pædagogiske aktiviteter. - At medvirke til, at vores viden om sund kost til vores børn i børnehaven, bygger på facts, ikke tro, formodninger eller myter. Børnehavens kostpolitik kan ses på institutionens hjemmeside: www.stenderupskole.dk 2. Arbejde med fremme af en god måltidskultur i skoledelen. Målsætning: - At alle elever medbringer madpakke - At alle elever oplever at spisesituationen er god
- At alle elever forstår betydningen af at spise regelmæssigt - At gode måltidsvaner indarbejdes fra starten af skoleforløbet og vedligeholdes gennem hele skoleforløbet. Mad og måltider indgår som tema i skole-hjem samarbejdet. Der er i alle klasser afsat tid til elever og lærere spiser sammen. Alle elever skal være i klassen mens der spises. Der er køleskabskapacitet til at alle elever kan opbevare medbragt mad og drikke på køl indtil der skal spises. 3. Frugtordninger Målsætning: - Alle elever skal have mulighed for at købe frisk frugt i skolen - Alle elever i SFO tilbydes frugt om eftermiddagen Skolen er tilmeldt frugtordning hos ekstern leverandør. Der leveres frugt to gange ugentligt. Forældre kan bestille og betale for frugt på leverandørens hjemmeside. Frugtordningen er etableret med tilskud fra Fødevareministeriet. I SFO er der etableret forældrebetalt frugtordning. 4. Bevægelsesfremme Målsætninger: - Skole og børnehave skal råde over legepladser og udearealer, som medvirker til at øge børnenes lyst til at bevæge sig. - I udarbejdelsen af skolens og teamenes årsplaner prioriteres aktiviteter som rummer mulighed for bevægelse. - I 2011 og et år frem er skolens SFO certificeret til være en idræt, leg og bevægelses SFO med henblik på gencertificering i 2012-13.
Børnehaven: I løbet af dagen er alle børn på legepladsen, hvor de har mulighed for at gynge, vippe, rutsche, klatre, lege fangelege, gemmelege, balancere, snurre rundt, cykle på forskellige køretøjer, lege i legehuset m.m. Legepladsen er opbygget så den giver børnene mulighed for vilde lege med mange motoriske udfordringer men samtidig er der også taget hensyn til de stille lege. Indenfor har vi prioriteret et stort tumlerum med ribbe, nedspringsmadras, hynder og forskellige balanceting hvor der bl.a. er planlagte aktiviteter der styrker børnene motorisk men hvor den fri leg også bliver vægtet. Legeplads er løbende renoveret mhp. mulighed for bevægelse. Alle børn er som minimum på legepladsen to timer hver dag. Børnegrupperne har én fast udedag pr. uge. Én gang om måneden har børnegrupper cykeldag. Børnehavegrupper deltager i 2011-12 i Motion i Børnehøjde og deltager som afslutning på dette forløb i Skolernes Motionsløb. Børnehavebørnene har i vinterhalvåret idræt i Teglgårdshallen. SFO: ISFO prioritere vi at skabe et miljø, der tilgodeser børnenes leg og den fysiske plads til, at de kan bevæge sig. Vi er opmærksomme på, at vi som SFO og skole har et medansvar i forhold til sundhedsstyrelsens anbefalinger, der siger, at alle børn skal bevæge sig mindst 1 time om dagen, og at alle børn mindst to gange om ugen skal fremme og vedligeholde deres kondition, muskelstyrke, bevægelighed og knoglesundhed. I forbindelse med certificering som idræt, leg og bevægelses SFO er der udarbejdet bevægelsespolitik som kan ses på skolens hjemmeside: www.stenderupskole.dk Mål og indsatser: - At vi tager udgangspunkt i børnenes ressourcer så alle vil få en god oplevelse ved at bruge deres krop
- At børnene møder engagerede og aktive personaler, som opfordrer og motiverer til fysisk aktivitet såvel inde som ude - At vi er med til at skabe et sjovt, aktivt og fysisk udfordrende tilbud til alle børn i SFO - At vi medinddrager børnene i beslutning af aktiviteter - At det er sjovt og lærende, når vi i fællesskab skal være aktive - At vi styrker børnenes kendskab til sammenhæng mellem mad, energi, aktivitet og koncentration Skolen: Skolen har et stort udeområde med bl.a. asfaltbelagt skolegård, hvor der er optegnede felter til firkant, hop i mand, 7 kapsel leg og cykelfelter foruden bordtennisbord. Legepladsen er renoveret i 2009 med afsæt i børnenes ønsker. Den indeholder en stor klatreborg med forskellige udfordringer, to gyngeområder med fugleredegynge og alm. gynge, hængekøjer, sandkasse, og koldbøttestativ. Der er boldbaner, der giver mulighed for fodbold, dødbold, rundbold m.m. En kælkebakke, der kan bruges om vinteren, men som også kan bruges i de øvrige måneder, da den har rutchebanerør og er udfordrende at løbe op og ned ad. Udeområdet er omkranset af krat, og vandløb, som også bruges i undervisning og til pædagogiske aktiviteter. Alle elever i 0. 5. klasse skal som hovedregel være ude i frikvarterer. Kun i tilfælde af meget dårligt vejr dispenseres fra denne regel. I uge 41 er der tradition for at afholde emneuge for alle skolens elever med fokus på kost og bevægelse. Ugen sluttes af med Skolernes Motionsløb. I skoleåret 2011-12 har der i perioden fra sommerferien til efterårsferien været afviklet løbeskole i samarbejde med SKIF, som er den lokale gymnastikforening. Det har indbefattet løbeaktiviteter for alle skolens elever én lektion ugentligt ud over den almindelige idrætsundervisning. Instruktører fra SKIF har varetaget undervisningen i samarbejde med lærere og pædagoger. Skolens elever er tilmeldt landsdækkende kampagner: Aktiv rundt i Danmark og Alle børn cykler Alle klasser på skolen deltager så vidt muligt i mindst ét kommunalt idrætsarrangement.
I forbindelse med ekskursioner i lokalområdet cykles så vidt muligt til og fra de forskellige lokaliteter Kvie Sø, Grene Sande, Naturskolerne, virksomhedsbesøg mv. Stenderup Skole og Børnehave December 2011