8 FRA ægtefælle BARN TIL IMAGO-TERAPI Af Jette Simon Sinkjær I imago-terapi er den første tese, at forberedelse til relationer er essentielt og ikke kun ønskværdig, hvis vi skal bevare kærligheden og skabe lidenskabelige og vedvarende forhold. En ufuldendt barndom er den største hindring for at opnå det mål. Så den forberedelse, jeg hentyder til, handler om at fuldende barndomsbehovene sammen med din partner. I imago-gruppen mener vi, at forberedelserne til at leve i et forhold er vigtige, hvis vi vil opbygge et bevidst samfund, hvor menneskelige relationer skaber heling og vækst, og hvor børn vokser op uden skader. Vi ser det som vores vigtigste mål at være med til at omskabe vores samfund ved at hjælpe folk med at skabe intime partnerskaber med helende strukturer. I sådanne sammenhænge vil vi som voksne trives og børnene vokse op med større tryghed og støtte. Den idé, at vi kan og bør forberede os til intime relationer, er stik imod den kulturelle visdom. Men billeder fra vores personlige og professionelle erfaring viser, at vi ikke længere naturligt ved, hvordan vi skal leve i et forhold. Vi bliver nødt til at lære det. Det var så yndigt... Hvad vi intuitivt ved, er, hvad vi ubevidst observerede i forhold til vores forældre og den kulturelle kontekst. Det er tydeligt, at det, vi har lært, er utilstrækkeligt. Når vi ser på den høje skilsmisseprocent, som er 50 procent i visse byer i USA, og når der florerer konflikter mellem grupper i alle kulturer, vold og krig i og imellem nationer, må vi som art til stadighed lære at leve med hinanden. Vi mener, at et forpligtende parforhold giver os en optimal forudsætning for at opnå det næste revolutionære eller udviklingsmæssige trin, nemlig at kunne leve i intime relationer. Hvis vi ikke når dertil, er der kun et ringe håb om samfundsændringer. Det er interessant og pirrende, at vores kulturelle antagelser går stik imod denne grundholdning. Samfundet tilbyder det forvirrende budskab, at skønt autonomi og selvtilstrækkelighed er basalt for mennesker, så er det noget, der skal læres. Samtidig lærer vi, at vi naturligt ved, hvordan vi skal leve
9 i relationer. Det leder til den antagelse, som har vist os vejen i årevis, at når vores jeg-identitet er udviklet, så ved vi naturligt, hvordan vi skal leve sammen uden yderligere indlæring. Vores erfaring viser dog, at vi har et naturligt behov for at være os selv og en naturlig lyst til at være i relationer, og at begge dele må læres. Det synspunkt kræver et skift i opfattelsen, et paradigmeskift, der fra det selvtilstrækkelige individ går mere og mere over i vores relationer som den primære virkelighedstruktur. Vi tror, at tilsynekomsten af det nye paradigme er et intuitivt udtryk for vores bevidsthed, og at vi som art har behov for at udvikle vores fokus ud over individet og dermed genfinde vores naturlige lyst til at være i relationer. I relationsparadigmet er livsmålet kontakt og empati, og inden for denne emotionelle atmosfære blomstrer autonomi og uafhængighed. Vores længsel efter relationer er naturlig og gensidig, og afhængighed er sundt. Vi tror, at når vi først har lært det i vores intime relationer, så vil effekten mærkes i hele samfundet. Personlighedstype At finde denne sande kærlighed er en I nogle moderne samfund opløses hvert andet ægteskab. Måske er konflikterne skabt længe inden ægteskabets indgåelse i det uforløste arvegods fra barndommen. længsel, vi hører om i myter, poesi, kærlighedssange. Skjult i denne universelle længsel er troen på, at der er en bestemt person, som er rigtig for mig, og hvis jeg finder hende/ham, så vil jeg for evigt være lykkelig. Der er måske et glimt af sandhed deri, men en større sandhed er, at vi ikke længes efter en bestemt person, men efter en person med en bestemt personlighedstype, og derfor vil der jo være mange kandidater. Når vi finder en person, hvis personlighed matcher typen, så bliver vi forelskede og lever for en tid i illusionen om lykke. Problemet er ikke så meget at finde dem, men at beholde dem i vores liv eller forblive i deres. Romantikken svinger over i konflikter og drømmene over i desillusioner, vores drømmeprins bliver vores mareridts dæmon, og vi begynder måske at kigge efter en anden, som ser anderledes ud, men som det snart skal vise sig har tilsvarende egenskaber. Den nye person har et andet curriculum vitae, men samme personlighedstype. Alarmsystem Vores tese er simpel: I barndommen har vi alle været ude for, at vores forældre ikke 100 procent har imødekommet fundamentale behov. Dette resulterede i følelsesmæssige sår, krænkelser, sårbarheder. Disse sårbarheder er behov, som enten var eller føltes nødvendige for at kunne overleve. Når behovene ikke blev mødt, blev vi efterladt med dødsangst. Vores intuitive respons herpå var at udvikle et indviklet mønster bestående af forsvarsadfærd, ligesom et fint vævet alarmsystem fremstillet med det formål at undgå fremtidige krænkelser og måske død. Gentagelsen af denne overlevelsesadfærd krystalliseredes langsomt og blev til vores forsvarskarakter, og alarmsystemet blev psykologisk absorberet i vores selv-image. Hvad mange ikke ser er, at dette alarmsystem snarere saboterer vores
10 relationer end styrker dem. Igennem den tidlige interaktion med vores forældre skabte vi et image, et billede imago. Billedet er sammensat af de træk hos vores forældre, som responderede på vores behov, såvel som af de træk, som depriverede os, det vil sige de positive og de negative træk. Dette indre billede er et aftryk af vores forældre, og det hjalp os med at genkende dem blueprint. Så ubevidst følger vi billedet, og vi bliver igen og igen tiltrukket af mennesker, som rummer de positive og de negative træk fra vores forældre. Tiltrækningen er en forventning om at denne person vil imødekomme de behov, som vores forældre ikke imødekom i barndommen. Med denne dynamik sat i scene viser problemerne sig ret klare, vores udvalgte partner, som bærer hans og hendes sårbarheder, kommer ind i relationen med samme forventning om at få deres behov dækket og modsatte mønstre, hvad angår selvforsvarsmekanismerne. Kollisionen mellem ens forventninger og modsatte forsvarsmønstre resulterer i, at ingen af parterne kan imødekomme behovene. Dette skaber kernekonflikten eller magtkampen. Vores alarmsystem træder i kraft og transformerer kærlighedsdrømmen til et mareridt, og det ender som tidligere nævnt i halvdelen af tilfældene med skilsmisse. Tætte relationer Fra et imago-perspektiv er forelskelsen og siden hen magtkampen ganske naturlige trin i et intimt forhold. Men for at bryde cyklusen må vi fremelske en forståelse, der siger, at vort ubevidste prøver at fuldende den ufuldkomne proces fra barndommen. Konflikten er et tegn på, at psyken forsøger at overleve, forsøger at få behovene tilfredsstillet og helet. Det er altså et positivt tegn. Så vi kan næsten sige, at samfundet har institutionaliseret skilsmissen som svar på et basalt ønske om idealiserede konfliktrelationer, men den romantiske kærlighed må altså afsluttes, for at vi kan vokse. Den ufuldkomne proces fra barndommen standsede vores udvikling, så for at udvikles til modne og hele voksne, bliver vi nødt til at hele disse sår og begynde rejsen imod helheden. Det betyder: at hengive sig til personen i et forhold, som ubevidst vil genskabe den følelsesmæssige verden fra barndommen, idet den per-
11 Parret vil i terapien arbejde med krænkelser i barndommen: Det får dig til at føle dig elsket og til at bruge denne information til at ændre dig hen imod mere kærlig adfærd og altså afmønstre det gamle alarmsystem. son rummer træk, som er sammenlignelige med nogle af vores forældres træk. Så vi må lære at samarbejde med vores ubevidste dagsorden og på den måde kan vi heles. Imago-processen fremmer denne proces ved at identificere, hvilke barndomssår du bringer med ind i dit parforhold, og hvordan de heles. Processen tjener også til at sprede lys over de forsvar, du anvender af frygt, og hjælper dig med at afmontere dit alarmsystem. Imago-processen lærer dig at bruge de tætte relationer i dit liv til at genetablere den psykologiske udvikling. Så bevidsthed er nøgleordet, og vi vælger vores partnere, så de kan hjælpe os med at heles. At vælge et bevidst ægteskab er ikke nogen let opgave, og det kræver, at vi kan tage ansvaret for de undertrykte dele af os selv, som vi blev fortalt var farlige at have. Det kræver også villighed til at lære mere effektive copingmekanismer end gråd, vrede, tilbagetrukkethed og andre af vores forsvarsmekanismer, som er blevet vane for os. I Imago-relations-terapien fokuserer vi på at give vores partnere, hvad de har brug for, uanset hvor meget det går imod vores personlighed og temperament. Vi strækker os, og det er ikke let, men det virker. Relationerne er skabt af behov, ikke af kærlighed. Virkelig kærlighed føles i relationen som forståelse for, hvad relationerne handler om, hvad der kræves for at have dem. En bevidst relation er den terapi, vi har brug for, hvis vi vil genvinde følelsen af at være i live. Vi kan blot tænke på, hvor mange gange vores klienter præsenterer os for udtryk som Jeg føler mig død. Vores bevidste intention er at genvinde glæde og livlighed, baseret på viden og respekt, og kunne se den andens værdier og pleje dem. I stedet for at være baseret på barndomsfølelser. Terapi Parret vil i terapien arbejde med krænkelser i barndommen: Det får dig til at føle dig elsket og til at bruge denne information til at ændre dig hen imod mere kærlig adfærd og altså afmønstre det gamle alarmsystem. Ofte ser jeg parrene ti-femten gange, og imellem terapierne er der hjemmeopgaver. En af grundreglerne er, at klienterne ikke kan lave beslutninger angående parforholdet, mens terapien står på, og at man siger ja til at opgive ikke-accepteret adfærd, fx trusler om selvmord eller affærer. Det viser sig, at mange parforholdsproblemer har rødder i misforståelser, manipulationer og undgået kommunikation. For at korrigere det, introducerer vi pardialogen, som er en grunderfaring i imago-terapien, hvor vi prøver at rekonstruere den måde, vi taler til hinanden på. Det, vi siger til hinanden, bliver spejlet og bliver værdsat og gjort meningsfyldt og understreget med empati og indlevelse. Derefter må dialogen føre til handling, så vi må give vores partner, hvad hun eller han har brug for i et bevidst parforhold. Vi er enige om at ændre os for at kunne give vores partnere, hvad de behøver for at heles. Det er en radikal idé, fordi konventionen siger, at folk ikke ændrer sig, og at de derfor simpelt hen må lære at acceptere hinanden. Men her siger vi, at uden forandring er der ingen udvikling. Så forandring
12 er katalysatoren for heling. Ved at give vores partnere, hvad de har brug for, heler vi vores egne sår. Vores egen adfærd er født ud af en respons på vores specielle deprivation, og det er vores tilpasning til tab. Så ved at give vores partner det, der er sværest for os at give, må vi nødvendigvis bringe vores skjulte sider ind i lyset og tage ansvar for personlighedstræk, vi har undertrykt, snarere end at projicere dem over i partneren. På den måde genopliver vi hentærende dele i os selv. Tænkt case Et eksempel på, hvordan denne tovejs-heling foregår: Lad os sige, at da din partner var barn, blev moderen indlagt på hospital og var derfor ude af stand til at give sit barn som nu er din partner megen følelsesmæssig støtte, da hun kom hjem igen. I denne situation af magtesløshed udviklede din partner en frygt for at blive forladt, fuld af en frygt for at blive ignoreret. Denne frygt vil gå ind i det ubevidste for derefter at blive udtrykt som opmærksomhedssøgende adfærd og afhængighed. Medmindre denne adfærd blev løst senere i barndommen, vil den vise sig i jeres parforhold og være en frustrations- og irritationskilde for dig. Efterhånden som du kommer til at kende din partners historie ved hjælp af pardiaglogen, vil du forstå, at denne adfærd har sin rod i din partners barndom, selv om den bliver udløst af noget, du gør. Snarere end at føle vrede og anklager, vil du være forstående. Men du vil nok sandsynligvis også have svært ved at håndtere denne klyngende og jaloux adfærd og optræde følelsesmæssigt distancerende og ikke-støttende i forhold til din partner. Ideen i Imago-teorien er, at din partner har et ubevidst ønske om at ændre en person, som er følelsesmæssigt afstandtagende, til en person, som er følelsesmæssigt tæt. En af grundene til, at din partner valgte dig, er netop, at du rummer disse nødvendige negative træk. Din egen følelsesmæssige distancering er højst sandsynligt din måde at håndtere smerte fra barndommen på, forårsaget af følelsesmæssig omklamring. Og du forsvarer dig naturligvis mod en gentagelse af denne oplevelse. Men hvis du kunne se, at din reaktion ikke tjener noget formål i den nuværende situation, men snarere distancerer dig fra din partner, ville du højst sandsynligt være villig til at give slip på dette barndomsforvar og prøve en ny praksis, som bringer jer tættere på hinanden. Heler du din partners sår i dette tilfælde behovet for nærhed heler du din tendens til at trække dig følelsesmæssigt tilbage, og jeres parforhold vil overvinde tidligere begrænsninger. Den rigtige partner Men forandring kommer sjældent let. Det kræver mod at vække træk til live, der har været begravet, træk, som vi frygter og hader, imens vi lærer nye og ubehagelige adfærdsformer. Det kan være en særdeles angstprovokeende proces. Sålænge vi hader os selv for at rumme skjulte træk, så længe har vi ikke troen på, at vores partner kan elske os, som vi er. Men når vi stopper projektionen af træk, vi ikke vil eje (fx vrede), og i stedet tager ansvaret, ser vi, at vores partner faktisk kan acceptere os, som vi er. På den måde må vi strække os i processen, overvinde angst og følge, hvad der måske er sværest for os. Vores modstandskraft reflekterer vores forsvar. Ofte føler vi, at vi er ved at miste os selv, men som mange oplever det, så er vi ikke os selv nu, hvis vi ikke kan opleve den afslappede glæde i vores forhold. Så det er i den afgørende forandringsproces, at vi genfinder os selv. Over tid mindskes vores smerte og selvoptagethed. Vi genvinder vores empatiske følelser og følelsen af nærhed til den anden. Og endelig lærer vi at se vores partner, som han/hun er med en egen privat verden af personlige meninger, ideer og drømme. Og ikke kun som en forlængelse af os selv. Jette Simon Sinkjær er cand.psych. og leder af en klinik for familieterapi i USA