I TID OG RUM - THOMAS KLUGE 18. juni 28. august 2011 Om Thomas Kluges kunst For mange mennesker er Thomas Kluge (f. 1969) en befriende kontrast til det, man ellers kender som MODERNE KUNST. Man kan se, hvad hans billeder forestiller, iagttagelsen er knivskarp, håndelaget er i top, og ikke så mærkeligt er han blevet en af vor tids ledende portrætmalere. Portrættet er da også om noget lakmusprøven på en realistisk kunst, og sådan har det været lige siden begge dele for alvor dukkede op i kunsten for 600 år siden. I starten af det 20. århundrede gjorde en række radikale kunstnere op med den traditionelle virkelighedsskildring. Den abstrakte kunst blev tidens løsen, så når en kunstner som Thomas Kluge i dag maler, som han gør, da må han betegnes som ny-realist. Det betyder dog ingenlunde, at alt er ved det gamle. Når Thomas Kluges figurer og genstande fremtræder med minutiøs detaljeringsgrad og en håndgribelig stoflighed, overskrider hans billeder det umiddelbare synsindtryk og bliver dermed overvirkelige eller surreelle. Et af de typiske træk ved Thomas Kluges kunst er det mørke, der omgiver figurer og ting. Det er et mørke, som har dybe kunsthistoriske rødder helt tilbage til italieneren Caravaggio og hollænderen Rembrandt i 1600-tallet. Deres såkaldte clairobscur (lyst-mørkt) maleri lærte den unge Kluge at kende via den lidt ældre norske maler Odd Nerdrum (f. 1944), og først senere begyndte han at kigge på de gamle mestre.
Mørket er på én gang rum og flade, og tit og ofte står figurer og ting isolerede og lysende midt i alt det sorte. Derved kommer der en enkelthed og stramhed ind i Thomas Kluges billeder, der vidner om en indflydelse fra en retning som den geometriske minimalisme. Mørket er imidlertid også mystik. Vi ved ikke, hvad der gemmer sig derinde, og det ukendte forlener figurer og ting med en uudgrundelighed, de ellers ikke ville have. Trods al dens præcision og nærvær er Thomas Kluges realisme derfor en magisk realisme. I mange af Thomas Kluges værker, især i de tidlige, kommer denne mystik også til udtryk i selve motivet. Mennesker og legetøjsfigurer vises i akavede og ofte uhyggelige situationer, der handler om magt og afmagt, men som ikke lader sig aflæse entydigt. Følelsen af fremmedhed løber som en rød tråd gennem Thomas Kluges kunst, og fremmedgørelse er jo et moderne livsvilkår. Hos Thomas Kluge er tradition og modernitet således blandet sammen til en ny helhed, men hertil kommer, at hans forhold til traditionen er meget bevidst. Barok- og renæssancemestrene spiller en stor rolle for ham, og i modsætning til den moderne bevægelse, modernismen, der ikke ville vide af historien, leger Thomas Kluge med den. Det gælder også hans personlige fremtoning med malerbaret, vest og pludderbukser som en rigtig KUNSTNER i traditionel forstand. En sådan legende og i sidste instans ironisk holdning til historien afslører Thomas Kluge som en såkaldt post-modernist, og det er måske derfor, hans kunst ikke nyder den store opbakning i modernistiske kredse.
I TID OG RUM - THOMAS KLUGE 18. juni 28. august 2011 Bryllupsbilledet Med på udstillingen er et par billeder, der ikke er en del af deponeringen, men som udstilles i sommeren 2011. Af disse er det største Brylluppet, der forestiller Thomas Kluge og hans gravide hustru med både sammenbragte og egne børn, altså en moderne familie, men med en selviscenesættelse, der bringer barokkens repræsentationsportrætter i erindring. Det er malerfyrsten og hans muse, der tager imod her. Som så ofte hos Thomas Kluge er fremmedgjortheden ikke langt borte. Rummet er mørkt og uigennemskueligt. Tvetydigt er det også takket være spejlet, der reflekterer ansigterne på de to store børn, mens forældrene er set fra ryggen. Men de voksne er jo isoleret fra hinanden, så er det egentlig et spejl? Midt i det hele og foran ryggen på Wegners Y- stole står en lille pige, en moderne amorin, uden kontakt med sine større søskende, der sidder med ryggen til! Med til historien hører, at Thomas Kluge trækker på en kunsthistorisk forgænger, og det har været tanken, at det skulle kunne ses! Forbilledet er den store nederlandske mester fra 1400-tallet, Jan van Eycks Arnolfinis bryllup fra 1434. Herfra har Thomas Kluge i tillempet udgave hentet de to monumentale personer i forgrunden og spejlet (?) på bagvæggen.
Arnolfinis bryllup viser to medlemmer af den italienske koloni i den store flamske handelsby, Brügge, i færd med at indgå ægteskab en handling, man dengang godt kunne foretage selv uden medvirken af en præst, men i vidners nærvær. Et par vidner anes i det lille barberspejl på væggen, idet de venter på købmandens forening af sin højre hånd med hustruens som tegn på, at nu er vielsen foretaget. Jan van Eycks billede er fyldt med realistiske detaljer, mange af dem med symbolsk betydning. Men først og sidst handler billedet om den frugtbarhed, der skal komme ud af ægteskabet, og det er grunden til at hustruen løfter op i kjolen. Den frugtbarhed er ikke bare et håb, men en kendsgerning i Thomas Kluges billede, der handler om fortid (spejlbillederne), nutid (brylluppet) og fremtid (børnene). På sin egen surreelle måde er billedet lige så tidstypisk som Van Eycks. Nok emmer Brylluppet af historie, men med sin ironi og kompleksitet afspejler det også det moderne menneskes vilkår, ikke mindst når det drejer sig om kærlighed og familieliv.
I TID OG RUM - THOMAS KLUGE 18. juni 28. august 2011 Modernisme-kritik I begyndelsen af det 20. århundrede opstod modernismen, som ønskede, at kunsten skulle afspejle den moderne virkelighed. Den traditionelle virkelighedsskildring og det traditionelle kunstbegreb duede ikke længere i en splintret og dynamisk verden fuld af rodløse og isolerede enkeltindivider. Kunsten blev kubistisk, ekspressionistisk, surrealistisk eller abstrakt, og alternative kunstformer dukkede op. Tre af udstillingens billeder indgår i en serie, hvor Thomas Kluge som forfægter af historiens ret fremkommer med en kritik af modernismen. Det er Fontæne, Næste generation og Den der ler sidst, der alle indgår i en serie på ti malerier under titlen 1917 + 83, hvilket til sammen giver 2000, det år, serien blev planlagt til at være færdig. Når det er 1917, der blev valgt som udgangspunkt, er det fordi, det var det år, den franske modernist Marcel Duchamp ophøjede et urinal til at være kunst ved at vise det på en kunstudstilling. Det var selvfølgelig en provokation, men Duchamp havde jo ret i, at en pissekumme sagtens kan være smuk. I Fontæne har Kluge taget ham på ordet og erobret den provokerende gentand tilbage til den gammeldags kunst, maleriet, hvor den gylden og sanselig svæver i mørket, smukkere end nogensinde før.
De to andre billeder i serien er sværere at afkode. I Næste generation med tyren og koen har Thomas Kluge tænkt på den modernistiske kunstinstitutions evne til at reproducere sig selv: Ikke blot sejrede modernismen, den vil også forplante sig selv til evig tid! Endnu et billede handler om den modernistiske kunstinstitution, der startede med et oprør, men endte med selv at sidde på magten. Billedet er Metanoya, som er græsk og betyder omvendelse. Det er malet som et slags portræt af en tidligere rektor for Det kgl. Kunstakademi, hvor Thomas Kluge i sin tid blev nægtet optagelse hele tre gange. Rektoren ville nu gerne males af Kluge, sådan som det fremgår af postkortet, der ligger ovenpå en opslået bog med et hovedværk af Thomas Kluges store kunsthistoriske forbillede, Caravaggio, der i 1600 malede Paulus omvendelse!