SYGEPLEJE & HISTORIE DSHS 8. ÅRG. NR. 25 AUGUST 2005. ISSN 1600-7727

SYGEPLEJE & HISTORIE DSHS 8. ÅRG. NR. 25 AUGUST 2005. ISSN 1600-7727 INDHOLD Leder Fagligt stof Sundhedsopfattelser i sygeplejens mørke periode af Jens Peter Hansen Museumshjørnet Liv i Museet aktiviteter for børn og voksne af Inger-Marie Børgesen Nyt fra Dansk Sygeplejehistorisk Selskab Generalforsamling DSHS 22. September 2005 Boganmeldelse Inge Marott Post. Søster Sophies Minde et hjem på Frederiksberg gennem 50 år anmeldt af Dagmar Bork Nye bøger Møder, foredrag og udstillinger Dansk Sygeplejehistorisk Selskab Foto på forside:

LEDER Susanne Malchau Formand

FAGLIGT STOF Sundhedsopfattelser i sygeplejens mørke periode Af stud. cur. Jens Peter Hansen Når sygeplejens historie udforskes sker det ofte fra sygeplejens professionalisering i midten af 1800 tallet og frem. I Danmark er det da også påfaldende, at det først er ca. 1850, at der for alvor sker en udvikling af faget sygepleje. Spørgsmålet er så, om alt er sagt om sygeplejens historie, hvis vi nøjes med at se på sygeplejefaget de sidste 200 år, eller om vi også i tidligere tider, vil kunne finde begivenheder og tanker, som kan sætte nutidens sygepleje i perspektiv? Det forbliver måske altid et spørgsmål, hvordan sygeplejen fungerede i middelalderen og i den efterfølgende såkaldte mørke periode. Der er dog ingen tvivl om, at pleje og behandling i klostrene fungerede på et kvalitativt højere niveau før reformationen end umiddelbart efter. Denne artikel sætter fokus på disse forhold og kommer også med en sammenligning af synet på sundhed og sygdom i middelalderen set i forhold til Florence Nightingales syn på samme. Viden om sundhed og sygdom omkring reformationen Det er tydeligt, at der skete et brud i pleje og behandling i forbindelse med reformationen. Før reformationen kom til Danmark, foregik der både pleje og behandling på de hospitaler, der lå på klostrene. Ved reformationen blev disse ca. 120 hospitaler nedlagt, og klostrene blev enten nedrevet eller anvendt til andet formål (Gøtzsche 2001; Gregersen & Jensen 2004). Disse omvæltninger bundede i en kirkepolitisk strid mellem den katolske kirke og den tyske reformator Martin Luther 1483-1546. Christian den III (1503-1559) bekæmpede den katolske kirke på grund af dens lære om aflad, askese og latinske bønner (Laustsen 1989). Dette førte til en borgerkrig, hvor landets bisper sattes i fængsel og kongen overtog de katolske kirkers ejendomme (Lund 1996). Efter reformationen oprettede kong Chr. den III hospitaler i nogle af de tidligere klostre. Det skete dog kun i de større byer. Da Frederik Den II (1534-1588) overtog kongemagten i 1559, blev klostrene i landområderne nedrevet og byggematerialer anvendtes til borge eller blev givet til adelen (Colding 1939; Gregersen & Jensen 2004). Under denne manøvre kom den institutionaliserede del af omsorg og behandling af syge ind under kongen, hvor den tidligere lå i de katolske klostre. Det er vanskeligt at finde kilder om pleje og behandling i 1500 tallet. Det skyldes bl.a. at Det Kongelige Bibliotek brændte i 1728. Viden om pleje og behandling i klostrene i middelalderen kom fortrinsvis fra Salerno-skolen. Salerno var et videnskabeligt kraftcenter indenfor lægekunsten omkring år 1000. Her oversattes arabiske lægebøger til latin, og nye teknikker udvikledes inspireret af arabisk medicin, græsk- og jødisk teori. Det var især den arabiske forfatter Avicenna (980-1037), som fik stor betydning. Avicennas Canon var således grundbogen i læge-uddannelsen fra 1200 til 1600 (Gøtzsche & Nygaard 1993; Porter 2003). Denne viden blev formidlet på de katolske universiteter. Den kendteste danske lægebog fra middelalderen var skrevet af Henrik Harpenstreng (? 1244) som havde studeret i Salerno. Den omhandlede fortrinsvis brugen af lægeurter (Bastholm 1942; Jørgensen 1986). Der er også meget sparsomme oplysninger om pleje og behandling på de hospitaler, der oprettedes efter reformationen. Der var mere tale om asyler end om hospitaler, da lemmerne selv skulle passe hinanden, sørge for vask, madlavning og rengøring. Der var eksempler på, at der gik 100 år mellem besøg af en læge (Ørberg 1991; Thomsen 1942). Myndighederne var mere optaget af, at de fattige og syge blev tilset af en præst end af en læge, hvorfor

hospitalerne blev ledet af en gejstligt udpeget forstander (Laustsen 1989). Det var kun på Københavns universitet, der undervistes i lægelig behandling. Her var det fortsat Avicennas Canon der anvendtes til midten af 1600 tallet (Provençal 2002). Hvilken viden fremkom da sygeplejen professionaliseres? To hundrede år efter reformationen var pleje og behandling, som byggede på et systematisk vidensgrundlag ukendt i befolkningen. Her prægede troen på Guds bistand og kvaksalveri almuens tænkemåde (Vallgårda 1985). Først omkring 1750 blev der igen sat fokus på pleje og behandling af syge. Der blev en forståelse af, at de syge skulle hjælpes, for at de igen kunne klare sig selv. Herefter udbyggedes sygehusvæsenet og der opførtes kommunehospitaler, hvor Københavns Kommunehospital blev det første i 1863. Efter indførelsen af grundloven i 1849 fik Danmark religionsfrihed, hvilket gav mulighed for, at katolske ordner igen kunne etablere sig. Det førte til åbningen af Sct. Josef hospitalerne og andre katolske hospitaler. Der etableredes også lutherske ordenshospitaler kendt som diakonissehospitalerne. (Gøtzsche & Nygaard 1993; Malchau 1998). Der blev et ønske om, at plejepersonalet skulle uddannes. I de første år havde Florence Nightingales 1820-1910 bog Notes on Nursing en stor indflydelse på forståelsen af pleje af patienter (Gøtzsche & Nygaard 1993). Hvilken viden var det så, Nightingale gav videre til den nye profession sygepleje? Ifølge Dingwall et.al. var det begrænset, hvad Nightingale bidrog med til sygeplejen. Det væsentligste var nogle hygiejnereformer, hvor det teoretiske fundament var at finde i en orden i naturen. En orden som hendes klasse havde fundet frem til (Dingwall, Rafferty, & Webster 1988). Der sigtedes her til Nightingales tro på miasmeteorien. Teorien stammede tilbage fra Hippokrates (460-377 f. Kr.) og den var populær i det victorianske miljø på Nightingales tid (Halliday 2001; Porter 2003; Rees 1996). Andre forfattere har tillagt Nightingale æren for at statistik blev indført i sygeplejetænkningen, hvor hun angiveligt skulle have sagt, at statistikken var den vigtigste videnskab i verden (Gøtzsche & Nygaard 1993; Porter 2003). Endelig pointerede Nightingale nogle dyder, hvor tjenstvillighed, lydighed og kaldet var de vigtigste i sygeplejen (Gøtzsche & Nygaard 1993). Syn på sundhed og sygdom i middelalder og hos Florence Nightingale Hvordan udviklede synet på sundhed og sygdom sig fra tiden før reformationen til sygeplejens professionalisering i 1850? For at svare på dette spørgsmål må kilder fra samtiden undersøges. Ved en gennemgang af den kendteste kilde fra klostertidens hospitaler Avicennas Canon fra ca. 1022 og Florence Nigtingales Notes on Nursing fra 1860 springer flere interessante forhold i øjnene. Avicenas Canon læses i engelsk oversættelse (Gruner 1973) og Notes on Nursing i den første danske udgave (Nigtingale 1861). Når Avicenna og Nightingale redegjorde for faktorer, der påvirkede sundhed og sygdom, var der flere forskelle. Avicenna brugte begrebet årsag i en betydning, hvor årsagen var nøje knyttet til en tilstand. Avicennas teoretiske fundament var læren om legemsvæskerne og de fire elementer jord, luft, vand og ild. En tilstand kunne f.eks. være om legemet var i en varm eller kold tilstand eller i en fugtig eller tør tilstand. Sygdom blev beskrevet som en unormal tilstand af menneskelegemet, som førte til skadelige følger (Gruner 1973). Sundhed var den modsatte tilstand af sygdom, men det var de samme årsager, der spillede ind på både sundhed og sygdom. Det afgørende var nemlig, om der var balance mellem de forskellige elementer,

som påvirker legemet. Han beskrev nogle forskrifter for, hvordan sundheden bedst bevaredes. Her nævnte han først motion, derefter diæt og endelig søvn (Ibid.). Nightingale var født i en hel anden tid end Avicenna. Mellem Avicenna og Nightingale var der ikke blot gået 800 år, men der var også sket en kulturhistorisk revolution gennem renæssancen og den efterfølgende oplysningstid. Indenfor læren om sundhed og sygdom, resulterede dønningerne efter reformationen i et opgør med de tidligere lærdomme. Paracelsus (1493-1542) afbrændte offentligt Avicennas bøger og påstod, at man nu skulle koncentrere sig om viden, der var kendt af barberer og kloge koner. Det var kun den viden, der direkte kunne erfares, der skulle kaldes viden og ikke den spekulative græske viden. Andre var ikke helt så radikale i deres dom over fortidens lærdomme, men anerkendte de tidligste græske skrifter, men ikke de sene som Galen og Aristoteles. Derved var grunden lagt for oplysningstidens medicinske lære, der byggede på Hippokrates kombineret med en systematisk undersøgelse af anatomi og sygdomstilfælde. Der opstod flere retninger, hvor de fleste troede på miasmeteorien, hvor sygdom anses at stamme fra organiske partikler i luften.. Nightingale havde ikke helt samme syn på årsager til sundhed og sygdom. Når det drejer sig om sundhed mente hun, at der fandtes nogle gudgivne love, som vi nøje måtte følge, for at den syge kunne komme ind i en sundhedsproces. Disse love lærte os, hvad der var sundt. Det var primært ren luft, ro, renlighed og den rigtige ernæring der gav sundhed (Nightingale 1861). Når Nightingale skrev om sundhed henviste hun til gudgivne processer, der kunne fremme sundhed. Sygeplejersken skulle lægge plejen tilrette, så disse processer kunne gøre deres gavnlige virkning (Ibid.). Det forholdt sig anderledes med årsager til sygdomme. Her vendte Nightingale igen og igen tilbage til en sygdomsårsag udenfor kroppen, nemlig uddunstninger fra organisk materiale, hvor især uddunstninger fra syge var farlige (Ibid.). Der var således forskel på de to forfatteres opfattelse af årsagerne til sundhed og sygdom. Avicenna fokuserede på tilstanden, hvor det var kombinationen af tilstand og faktorer, der konstituerede om en person blev sund eller syg. Nightingale havde en opfattelse af sundhed som en proces, der hvilede på nogle love, hvorimod sygdomme kom fra udefrakommende skadelige partikler eller miasmer. Sundhedsbegrebets betydning for faget sygepleje Den væsentligste forskel mellem kilderne var synet på sygdomsårsager. Hvor Avicenna anså sygdom som en tilstand tæt forbundet med kroppen og så sundhed og sygdom som et kontinuum, hvilket kunne opfattes som et holistisk syn (Gruner 1973). Nightingale havde et mere opsplittet syn på sundhed og sygdom. Dette sås i Notes on Nursing, hvor hun ironiserede over lægerne, som kun kunne fjerne hindringerne for helbredelsen, mens det var naturen (den gudgivne) som lægte. Et sådant syn kunne ses som et mere dualistisk syn på tilværelsen, hvor hun delte verden op i ond/god, gudgiven/forgiftning, sundhed/sygdom, pleje/behandling og frisk luft/miasme. Den dualistiske forståelse forbindes med filosoffen René Descartes (1594-1650), som har haft stor indflydelse på medicinens forståelse og praksis og dermed også på sygeplejen (Lomborg 2002). Nightingale satte lighedstegn mellem sundhedsfremme og sygepleje og overlod sygdomsbehandlingen til lægerne. Der var flere eksempler i Notes on Nursing, hvor hun definerede sygeplejen i modsætning til lægestanden (Nightingale 1861). Hun blev således fortaler for, at sygeplejersker tog sig af sundhedsfremme og lægerne af sygdomsbekæmpelsen. Begrundelsen for det nye fagområde sygepleje fandt hun i en teoretisk diktonomi. Sygeplejerskerne skulle tage sig af sundhedsfremme og dermed give legemet de bedste muligheder for at overvinde sygdommen. Når Nightingale i den forbindelse inddrog de

gudgivne love, var det ikke som Avicenna, der tillagde det åndelige en direkte indflydelse på sundheden, men mere som nogle grundprincipper, der burde følges. Betydning for sygeplejen i dag Set i denne artikels historiske perspektiv, kommer nutidens diskussion af begrebet sundhedsfremme til at fremstå klarere, når det ses på baggrund af den historiske udvikling fra middelalderen til i dag. Der er i dag diskussion om sundhed og sygdom er forskellige tilstande eller om der mere er tale om et kontinuum (Pender, Murdaugh, & Parson 2002). Det ser således ud som om, at dele af fortidens syn på sundhed og sygdom er ved at vende tilbage eller aldrig er helt forsvundet. Det sker dog uden den middelalderlige teori om de fire elementer og uden tale om en guddommelig påvirkning. Set i forhold til Nightingales placering af sygeplejefaget som sundhedsfremme, er det et spørgsmål, om sygeplejen stadig kan sætte lighedstegn mellem sundhedsfremme og sygepleje. Det forudsætter, at der er en sådan dikotomi mellem sundhed og sygdom. Skyldes nutidens problemer med at definere hvad sygepleje er, at vi ikke har fundet et acceptabelt alternativ til Nightingales placering af sygepleje som sundhedsfremme? I dagens diskussion af sygeplejevidenskab inddrages også metafysiske forhold. Der argumenteres bl.a. for at metafysikken skal holdes fri af det videnskabelige for ikke at blive borte (Martinsen 2001). Set i et historisk perspektiv fjernedes metafysiske årsagsforklaringer under renæssancen og begrundelse i gudgivne love accepteredes ikke af positivisterne. Spørgsmålet er, om denne afvisning af enhver tale om metafysik er holdbar, når sygeplejen beskrives og diskuteres. Endelig må det anføres, at sporene fra fortiden skræmmer, når der tænkes på, hvordan teori og praksis inden for både behandling og pleje af syge stort set forsvandt på baggrund af en omvæltning af datidens samfundsmæssige magtforhold. Det må mane til eftertanke for nutidens sygeplejersker, der står i omstruktureringer i sundhedsvæsnet. Er der fare for at sygeplejen igen kan komme ind i en mørk periode - eller sagt med andre ord, hvordan værner vi bedst om sygeplejens kærneområder, velafprøvede teorier og praktikker? Referencer Avicenna. (2005 ): "Avicennas Canon, 1 photomechanical reproduction : halftone, color." http://wwwihm.nlm.nih.gov/ihm/images/a/24/411.jpg. Bastholm, E. (1942 ): Sygdomme i Danmarks middelalder. Kbh.: Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, 111-128. Colding, P. (1939 ): Studier i Danmarks politiske Historie i Slutningen af Christian III.s og begyndelsen af Frederik II.s Tid. København: Nyt nordisk Forlag, Arnold Busck, 151-167. Dingwall, R., Rafferty, A. M., & Webster, R. (1988): An introduktion to the social history of nursing. London: Routledge, 41-47. Gøtzsche, I. (2001 ): Klostervæsen og Sundhedsvæsen i Danmarks og Europas Middelalder. København: C. A. Reitzel Forlag, 5-111. Gøtzsche, I & Nygaard, K. (1993): Sygeplejens udvikling og kulturhistoriske baggrund. (2. udgave), København: Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, 46-156.

Gregersen, B & Jensen, C. S. (2004 ): Øm kloster. Kapitler af et middelalderligt cistercienserklosters historie. Ry: Øm Kloster Museum, 177-208. Gruner, O. C. (1973): A treatrise on the Canon of Medicine of Avicenna. (Reprint from the edition of 1930, London), New York: AMS Press INC. Halliday, S. (2001): "Death and Miasma in Victorian London: an obstinate belief." British Medical Journal, (323), 1469-1471. Jørgensen, K. D. (1986): Henrik Harpenstreng, Liber Herbarum. (3. udg. 2. opl.), Svendborg: Mørch og Wagner, 9-19. Laustsen, M. S. (1989): Kirkeordinansen 1537/39. Kbh.: Akademisk Forlag. Lomborg, K. (2002): "Menneske, krop og sygepleje". I: Lyngaa, J. (red.). Sygeplejefag refleksion og handling, (2. udg.)[4], København: Munksgaard, 59-93. Lund, J. red. (1996): Den store Encyklopædi. København: Gyldendal, bd. 4, 185-185. Malchau, S. (1998): Kærlighed er tjeneste: Søster Benedicte Ramsing - en biografi. København: Dansk Sygeplejeråd. Martinsen, K. (2001): "Er det mørketid for filosofien? Et svar til Marit Kirkevold." Tidsskrift for Sygeplejeforskning, (17. årgang) [1], 19-23. Nightingale, F. (1861): Om Sygepasningen, hvad den er, og hvad den ikke er. København: Gyldendalske boghandling. Nightingale, F. (2005): "Florence Nightingale, Portrait no. 5039 Notes Old Negative no. 68-110." http://wwwihm.nlm.nih.gov/ihm/images/b/20/487.jpg: The National Library of Medicine. Pender, N. J., Murdaugh, C L., & Parson, M. A. (2002): Health promotion in nursing practice. (4. udg.), New Jersey: Prentice Hall, 1-31. Porter, R. (2003): Medicinens historie. fra oldtid til nutid. Kbh.: Rosinante, 44-396. Provençal, P. (2002): Den arabiske verdens betydning for naturvidenskaberne med lægevidenskaben som eksempel. Arbejdspapir nr. 116-02. Århus: Center for Kulturforskning. Rees, R. (1996): "Under the Weather." History today, (46)[1], 35-41. Thomsen, M. (1942): Aarhus Hospital i det tidligere Sortebrødrekloster. Aarhus: Universitetsforlaget i Aarhus, 9-87. Vallgårda, S. (1985): Sjukhus och fattigpolitik - Et bidrag til de danska sjukhuses historie 1750-1880. København: Institut for Social Meidicin, 15-40.

Ørberg, P. G. (1991): Kloster, Hospital, Stiftelse. Viborg: Stiftelsen Viborg Gråbrødre Kloster, 1-18.

MUSEUMSHJØRNET Af museumsleder Inger-Marie Børgesen Liv i Museet aktiviteter for børn og voksne I 2005 fik museet af DSR overdraget kopier af gamle sygeplejerskeuniformer. De repræsenterer alle en svunden tid med glemte dyder. Disse dragter kan udlånes for en kort periode til brug ved en jubilæumsfest eller andre særlige begivenheder. Men vi bruger også selv uniformerne i forbindelse med publikumsaktiviteter. Det giver en ganske særlig museumsoplevelse at blive mødt af en rigtig sygeplejerske helt i hvidt. I dette efterår planlægger vi at starte tilbud til børnene, hvor alle under overskriften Liv i museet kan få et par timer i selskab med de rigtige sygeplejersker, der rundt omkring i udstillingen demonstrerer eksempler på kunsten at pleje syge. Samtidig får publikum også mulighed for at fordybe sig i H.C. Andersens liv og eventyrunivers. Særudstillingen Jeg er ikke ganske vel vises helt frem til juleferien. Uniformsetikette og eventyr har også lidt med hinanden at gøre. I eventyret Fyrtøjet giver heksen soldaten sit blåternede forklæde: gaae så rask hen og tag Hunden, sæt ham paa mit Forklæde, luk Kisten op og tag ligesaa mange Skillinger, du Vil. - Forklædet var en vigtig del af kvindens beklædning på H. C. Andersens tid. Det var praktisk at have på og beskyttede dagligtøjet. I folketroen tillagde man tillige forklædet en særlig magisk kraft, som Andersen udnytter i sin digtning. Det dækkede det kvindelige køn og fik dermed en særlig betydning. Med sygeplejens udvikling i det 20. århundrede blev forklædet en vigtig del af uniformsetiketten. Cand. cur Winnie Høgsaa har i sit spændene speciale om sygeplejerskeuniformens udvikling et kapitel med overskriften Klæder skaber folk og forklæder skaber kvindfolk. Heri fremhæves det, at forklædet frem for noget andet klædningsstykke altid har været et kvindesymbol. Derfor signalerede sygeplejersken i sin hvide uniform med det store forklæde det altopofrende og uskyldsrene og den omsorgsfulde moder. Har nogle af Nyhedsbrevets læsere lyst til at hjælpe museet som frivillig ved netop at deltage i de kommende børneaktiviteter helt i hvidt hører vi meget gerne fra Jer. Vi forestiller os til en start, at aktiviteterne kan bestå i: pudse kobbertøj, rulle vattamponer, lave gaze-tutter, pakke steril bøtte, rede seng, lægge en rigtig forbinding, spritte af og brodere. Og vi vil meget gerne have flere ideer. Børn elsker også at høre om dengang i gamle dage. Vi starter aktiviteterne i efterårsferien, uge 42: mandag, tirsdag og onsdag fra kl. 13-16. Kontakt venligst museet på tlf. 76327676. Inger-Marie Børgesen.

Dansk Sygeplejehistorisk Museum Dansk Sygeplejehistorisk Museum ved Koldingfjord, Fjordvej 152, 6000 Kolding Åbningstider: Onsdag 11-18, torsdag og fredag 11-16, lørdag og søndag 12-16 (tlf. 76 32 76 76). Billetpriser: Fri adgang for enkeltmedlemmer af DSHS Øvrige: Voksne 30 kr., grupper over ti 20 kr., pensionister og studerende 20 kr., børn under16 samt skoleklasser gratis. Kaffe og hjemmebag til reduceret pris på Hotel Koldingfjord mod aflevering af entrebillet dog ikke søn- og helligdage (gælder ikke gruppebilletter). Der tages forbehold for eventuelle ændringer.

DANSK SYGEPLEJEHISTORISK SELSKAB Generalforsamling i Dansk Sygeplejehistorisk Selskab Hermed indkaldes til ordinær generalforsamling i DSHS den 22. september 2005 kl. 16.00 i Lærerstandens Brandforsikring, Kompagnistræde 39, København. Generalforsamlingen har følgende dagsorden: 1. Velkomst 2. Valg af dirigent 3. Formandens beretning 4. Godkendelse af regnskab for 2004 5. Fastsættelse af kontingent for 2006 6. Behandling af indkomne forslag 7. Valg af bestyrelsesmedlemmer 8. Valg af revision 9. Eventuelt Vedrørende dagsordenens punkt 6 henleder bestyrelsen opmærksomheden på, at forslag til generalforsamlingen i henhold til vedtægtens 8, skal være formanden Susanne Malchau, Skolevej 18F, 8250 Egå, i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen, dvs. senest 8.9.2005. Dette gælder også forslag til valg af bestyrelsesmedlemmer. Vedrørende dagsordenens punkt 7 kan det oplyses, at følgende medlemmer af bestyrelsen er på valg: Formand Susanne Malchau, der er villig til genvalg og indstilles til dette af bestyrelsen. Bestyrelsesmedlemmer Bodil Jacobsen og Kirsten Stallknecht, der er villige til genvalg og indstilles til dette af bestyrelsen. Suppleant Karen Buhl, som ønsker at trække sig fra funktionen, hvorfor bestyrelsen på mødet indstiller ny suppleant. Efter generalforsamlingen holder sygeplejelærer cand. cur. Winnie Høgsaa et foredrag med titlen En dragt med magt, som er baseret på hendes specialeafhandling om sygeplejerskeuniformens historie i perioden 1908-1969. Alle medlemmer er meget velkomne og indmeldelse af nye medlemmer kan ske ved indgangen. Susanne Malchau Formand

BOGANMELDELSE Søster Sophie Zarhtmann - En betydningsfuld kvinde inden for diakoni og sygepleje Inge Marott Post. Søster Sophies Minde et hjem på Frederiksberg gennem 50 år. København: Den Danske Diakonissestiftelse, 2004. 72 sider, ill., pris kr. 100,-. Bogen Søster Sophies Minde et hjem på Frederiksberg gennem 50 år udkom 2004 til erindring om Søster Sophie Zahrtmann, Den danske Diakonissestiftelse, og som fortælling om stiftelsens hjem for ældre søstre gennem 50 år. Forfatter bag værket er historiker Inge Marott Post og i redaktionen indgår desuden en personkreds, der er tæt knyttet til Diakonissestiftelsen - Bodil Kampmann, Birgit Lynggaard og Søster Merete Pelle Poulsen. Gennem beskrivelser og interviews fremstår en levende skildring af hjemmets og beboernes historie og den virksomme nutid. Indledningsvis fortælles om Søster Sophie Zahrtmann, hvis navn er mindet ved husets opførelse, og denne introduktion af en højt begavet og virksom kvinde i dansk sygeplejehistorie har givet anledning til at lære Søster Sophie nærmere at kende. Mette Sophie Zahrtmann blev født den 23. juli 1841. Faderen var præst og den strenge opdrager i hjemmet, moderen stod for mildhed og vejledning. Barndomshjemmet var præstegården i Hatting ved Horsens, hvor Mette Sophie voksede op i en søskendeflok på syv. Hun blev undervist i hjemmet, dels af en tante og en ældre søster, dels af faderen, streng i sine krav om lydighed, flid og sanddruhed, meddelende og udviklende på basis af sine egne kundskaber. Efter en stilling som privatlærerinde gennem mere end fire år mødte Sophie Zarhtmann sin tids sygepleje og blev optaget af den. En af hendes søstre blev alvorligt syg og i 1855 indlagt og opereret på Frederiks Hospital. Sophie var meget hos sin søster og traf herigennem Ilia Fibiger, der var ansat som overvågekone på hospitalet. Med Ilia Fibiger var et nyt ideal trådt frem: en kvinde fra det højere samfundslag, som på trods af alle tidens begreber havde plejet kolerasyge på Almindelig Hospital under epidemien 1853, og som fortsat viede sit liv til sygeplejen. Sophie Zahrtmann valgte diakonissegerningen med dens professionelle sygepleje, der allerede var langt fremme i udlandet. Efter oprettelsen af den første diakonissestiftelse i Kaiserswerth 1836 var mange fulgt efter i Tyskland og omliggende lande, og bevægelsen kom til Danmark i 1863. Sophie Zahrtmann besøgte Den danske Diakonissestiftelse for at danne sig et indtryk af den, indtrykket blev godt til begge sider, men Sophie Zahrtmann ønskede at se større forhold, inden hun bandt sig. Hun fik derefter sin uddannelse og karriere ved diakonissestiftelsen i Strasbourg og ved et stort hospital i Neuchatel, som var et af Strasbourghusets arbejdssteder. Her var hun leder gennem halvandet år, hvorefter hun vendte tilbage til Strasbourg og her blev indviet til diakonisse. Ønsket om nu at vende tilbage til Danmark blev stadig mere påtrængende, og Søster Sophie Zarhtmann blev budt meget velkommen af diakonissestiftelsens præst Harald Stein og forstanderinde Louise Conring. Inden sin tilbagevenden øgede hun sin viden gennem ophold i diakonissehusene i Mühlhausen, i maison des diaconesses i Paris og i Kaiserswerth. Hun tog indtrykket fra de forskellige huse med sig og valgte det bedste fra hvert sted i sit senere virke: Strassbourg var karakteriseret ved strengt gennemført orden, ubetinget lydighed og stille alvor. I diakonissestiftelsen i Paris fandt hun noget elskværdigt, noget mere frit og noget mindre akkurat mellem de kære franske søstre. I Kaiserswerth følte hun sig tiltalt af den gennemførte tarvelighed i levemåde.

Efter næsten syv års grundig forberedelse i udlandet begyndte Søster Sophie Zarhtmann sin tjeneste i Den danske Diakonissestiftelse, hvor hun tiltrådte den 4. april 1879. Hun fik straks tildelt opgaven som vejleder for de unge søstre under uddannelse, og dermed fik hendes gerning vidtrækkende betydning. Der var noget hos hende, der gjorde, at hendes elever sluttede sig til hende med begejstring. Deres første indtryk var, at søster Sophie var streng. Hun indgød respekt, sagde altid den utilslørede sandhed, og hun krævede meget. Men alt dette virkede ikke tyngende på de unge, langt snarere løftende, dels fordi hun altid gik foran i arbejdet uden at skåne sig selv, dels fordi de snart mærkede forståelse og moderlig kærlighed hos hende. Ingen var i tvivl om, at hver enkelt elevs ve og vel lå deres vejleder på sinde. Det var Søster Sophie Zahrtmanns faste overbevisning, at sygepleje kun kunne læres gennem arbejdet hos patienten, og at den sideløbende teori havde ét og kun ét formål: at understøtte praksis i pleje og i adfærd, og hun planlagde et nøje afpasset forløb af de to grundpiller i sygeplejerskeuddannelsen teori og praktik. Elever blev nu optaget to gange om året, grunduddannelsen blev toårig, den var under fortsat udvikling, og i 1913 kunne diakonissestiftelsen dimittere det første elevhold efter en treårig uddannelse. Den teoretiske undervisning omfattede almindelige skolefag for de elever, hvis skolegang havde været kort eller mangelfuld. Centralt stod sygeplejelære, sygdomslære og indøvelse af praktiske procedurer. Overordnet var Søster Sophie Zahrtmanns eminente undervisning i de diakonale fag, samfundstimer og bibeltimer. Det samfund, der var tale om, var diakonissesamfundet med dets fællesskab i gudstro og i arbejde. Bibeltimerne bibragte eleverne et dybt kendskab til skrifterne og forståelse for deres værdi. Undervisning i bibelkundskab ved andre end præster var ellers ikke almindeligt, men Søster Sophie Zahrtmann havde dette vigtige fag med fra sin tid i diakonissehuset i Strasbourg. Den kliniske undervisning omfattede alle afdelinger. Dette sidste var ildeset af overlægen, der så aldrig vidste, hvem han havde til sin hjælp, og at aldrig så snart var en søster oplært, så skulle hun flyttes. Kendte argumenter også i senere tider. Både Søster Sophie og ledelsen stod imidlertid fast på denne hensigtsmæssige turnusplan. De uddannede søstre skulle blandt andet ud i menighedsplejer landet over og være godt rustet til dette mangeartede arbejde. Det var desuden et prestigespørgsmål for diakonissestiftelsen at være ikke bare på højde med sygeplejerskeuddannelsen på andre hospitaler, men helst foran i omfang og indhold. Nyt og fremtidsorienteret var desuden Søster Sophie Zahrtmanns oprettelse af efteruddannelseskurser for søstre, der var udstationeret, og hendes initiativ til, at der blev oprettet et Søsterråd, et samarbejdsorgan, hvortil søstrene valgte deres repræsentanter, fik medindflydelse på deres egen situation og fik sæde i diakonissestiftelsens bestyrelse. De tolv år, hvor Søster Sophie Zahrtmann havde ansvaret for de unge søstre, var på alle måder en god tid for diakonissehuset. Tilgangen voksede, stiftelsens hospital kunne udvides, og der blev kaldt på søstre fra alle egne af landet til at varetage arbejdet på sygehuse, i menighedsplejer og sygehjem, på sanatorier og børnehjem, og søsterkredsen voksede fra 150 til mere end det dobbelte. Da forstanderinde Louise Conring døde 1891, blev hun efterfulgt af Søster Sophie Zahrtmann, andet kunne næppe tænkes, og hun fortsatte i denne stilling gennem tre og tyve år. Mange opgaver fulgte naturligvis med dette arbejde, men Søster Sophie slap aldrig den grundlæggende uddannelse af søstrene, der skulle sikre et arbejdsfelt med stor spændvidde og et ansigt udadtil, der vakte respekt hos både høj og lav. Hun var glad og taknemlig, da Kong Frederik VIII personlig overrakte hende fortjenstmedaljen i guld, men hun bar den kun nødig. At træde foran andre var ikke hendes sindelag. Søster Sophie Zahrtmann fratrådte sin gerning som forstanderinde den 1. april 1914, og et vigtigt udviklingsforløb var sket i hendes i alt fem og tredive år på stedet. Hun betonede selv

ved sin afgang, at hun nu igen var slet og ret diakonisse. Dog valgte hun med vanlig klogskab ikke at blive boende i diakonissestiftelsens umiddelbare nærhed. Hun vidste naturligvis, hvilken autoritet hun havde blandt søstrene, og hun ville ikke, at hendes nærværelse skulle virke tyngende for den, der nu skulle bære ansvaret. Hun valgte i sit otium at flytte til diakonissestiftelsens hus Salem i Gentofte, men levede naturligvis med i stiftelsens liv og var en årrække medlem af Søsterrådet. Hendes fremtræden var munter og klog. For eksempel var hendes holdning til arbejdet nu som det altid havde været: At det gjaldt om at få bestyrelsen blandet ind i så lidt som muligt. Søster Sophie Zahrtmann opretholdt hele sit liv en nær kontakt med sine mange tidligere elever og medarbejdere gennem besøg og samtaler i Salem i Gentofte og gennem en omfattende brevveksling. Der foreligger to bøger fra Søster Sophie Zahrtmanns hånd: Frøken Louise Conrings Person og Liv fra 1918 og Diakonissen fra 1920. Legemlig svaghed tiltog med årene, og sit sidste sygeleje tilbragte Søster Sophie på diakonissestiftelsens hospital. Da hun blev båret dødssyg op ad den kendte trappe, udbrød hun: Gamle minder! Hun døde den 4. maj 1925 og efterlod sig et brev til sine mange kære medsøstre. Det er skrevet i februar 1924, men måske ændret undervejs til en stadig bedre og inderlig hilsen, idet brevet slutter med ordene Brevet lukker jeg i dag den 20. januar 1925. Søster Sophie Zahrtmann indtager en væsentlig plads i sygeplejens historie i Danmark, og den foreliggende bog Søster Sophies Minde - et hjem på Frederiksberg gennem 50 år giver anledning til standse op og måske hefte sig ved dette altid aktuelle i sygeplejen, at dens teorier først får mening, når de kan anvendes i praksis hos patienten i viden og i adfærd. Dagmar Bork, sygeplejerske og lokalhistoriker Litteratur Svend Hauge: I Troskab mod Kaldet Den danske Diakonissestiftelse 1863 1963. J. Frimodts Forlag. København 1963. L.J. Koch: Søster Sophie Zahrtmann en skildring. J. Frimodts Forlag. København 1925. Den danske Diakonissestiftelses årbog 1924-25.

NYE BØGER Sigrun Hvalvik. Bjerglot Larsson og den moderne sykepleien. Oslo: Akribe as, 2005. - 333 sider, ill., 368 NKR. (Ph.D.-afhandling). Et biografisk værk, hvori Sigrun Hvalvik tegner et spændende portræt af den markante stifter og leder af Norsk Sykepleierforbund gennem mere end 23 år. Winnie Høgsaa. Sygeplejerskeuniformens plads i den danske sygeplejes historie i perioden 1908-1969. Århus: Institut for Sygeplejevidenskab, Aarhus Universitet, 2005. 94 sider, ill., 75 kr. (Specialeafhandling). Forfatteren holder foredrag over afhandlingen i tilslutning til Dansk Sygeplejehistorisk generalforsamling i København den 22. september 2005 kl. 16.00 (se opslag side?). Junita Lawson-Haith og Susan Ellis. It all began with children. The first Century of Queen Louise Home and Lutheran Social Services of the Virgin Islands 1904-2004. - 100 sider, ill., 10 dollar, http://www.lssvi.org/site/history.htm. I form af en jubilæumsbog er bogen et stykke dansk kolonihistorie skrevet af amerikanske sygeplejehistorikere. Anledningen er 100-års jubilæet af kronprinsesse Louises børnehjem i Frederiksstad på St. Croix. I begyndelsen af 1900-tallet var børnedødeligheden på øen katastrofal høj meget højere end i Danmark. I 1902 blev der derfor bl.a på initiativ af kronprinsesse Louise påbegyndt indsamling af midler i Danmark til et børnehospital. I 1903 udsendtes fire Røde Kors sygeplejersker fra Danmark til øen for at virke ved det alm. hospital i Frederiksstad, der faktisk fungerede udmærket (for den hvide befolkning og gendarmerne). Men det var ikke et børnehospital og specielt ikke for de sorte børn. I oktober 1904 ankom to diakonisser, der skulle virke ved børnehospitalet. Det var Nicoline Krogh og Henrika Degenkol. De opsøgte mødrene i byen og på plantagerne, underviste i børnepleje og ernæring, og tog vare på de svageste børn, mens mødrene trællede i markerne. På få år reducerede de børnedødeligheden fra 57 til 43 procent. Det blev starten. Dog ikke på et hospital, men på et børnehjem. Da øerne blev solgt 1917 overgik børnehjemmet til den amerikanske lutherske kirke. Diakonisserne forblev og den sidste, der rejste hjem, var Maren Knudsen og det først efter 2. Verdenskrig. Historien viser, hvordan frivillighed og opofrelse løftede en opgave, der burde have været moderlandets forpligtelse. (Omtale ud fra Carsten Bach-Nielsens artikel og omtale af bogen i Kristeligt Dagblad den 9. marts 2005.)

MØDER, FOREDRAG OG UDSTILLINGER Generalforsamling i Dansk Sygeplejehistorisk Selskab Der indkaldes til ordinær generalforsamling i DSHS den 22. september 2005 kl. 16.00 i København (se opslag side?). 4. helse- og medicinhistoriske årsmøde, København, fredag-lørdag 2-3 december 2005 Årets helse- og medicinhistoriske møde handler om "Medicinens nutidshistorie". Medicin- og helsehistorien er ikke nogen undtagelse fra devisen om at Minervas ugle først flyver i skumringen. De fleste medicin- og helsehistorikere arbejder jo med tidsperioder, der ligger uden for de nulevende historiske aktørers hukommelseshorisont. Men interessen for den medicinske samtidshistorie er stærkt stigende. Vi er interesserede i alle slags bidrag, der kan belyse aspekter af medicinen i de sidste 50 år. Med "medicin" mener vi (ligesom tidligere årsmøder) sygepleje, farmaci, lægevidenskab, biomedicin, folkesundhedsarbejde, populære forestillinger om sundhed og sygdom, etc. Vi er åbne for mange forskellige slags tilgange til nutidshistorien. At skrive medicinens nutidshistorie har mange berøringspunkter med andre humanistiske og samfundsfaglige tilgange til medicinen, fx medicinsk antropologi, medicinsk sociologi, medicinsk filosofi, medicinsk etik, forskningspolitiske studier -- og i det hele taget det felt, som kan kaldes "medical science and technology studies". Vi ved, at der findes mange i Danmark (og nabolandene) der arbejder med disse og lignende emner, så derfor har vi udvidet årets møde til to dage. Der vil være plads til både lidt længere (35 min + 20 min diskussion) og lidt kortere (15 min + 10 min diskussion) oplæg. Mødet foregår også i år på Medicinsk Museion i København. Der vil være god tid til kaffepauser og mingling. Der vil blive serveret frokost og alle er velkommen til at tage bøger, artikler og andet relevant materiale med til bogbordet. Det koster 100,- at være med, også for oplægsholdere. Deadline for et 150-ords abstract er fredag den 16. september. Sendes til kontorfuldmægtig Charlotte Ploug, Medicinsk Museion, Bredgade 62, 1260 København K. Tlf. 3532 3821 e-post: cp@mm.ku.dk Det endelig program vil blive sammensat af arrangørsgruppen, der består af: Søren Bak-Jensen, Medicinsk Museion, KU Lene Koch, Sundhedstjenesteforskning, KU Poul Kruse, Farmacihistorisk Fond, Hillerød Anne Løkke, Historie, KU Susanne Malchau, Dansk Sygeplejehistorisk Selskab, og Sygeplejevidenskab, AU Lene Otto, Etnologi, KU Nils Rosdahl, Dansk Medicinsk-historisk Selskab Morten Skydsgaard, Steno Museet, AU Thomas Söderqvist, Medicinsk Museion, KU

For yderligere spørgsmål vedr. temaet og programmet, kontakt Søren Bak-Jensen, sbj@mm.ku.dk eller Thomas Söderqvist, ths@mm.ku.dk European psychiatric nursing history group - the 3rd meeting 6-7 October 2005 At the Department of Nursing, Karolinska Institutet, Alfred Nobels Allé 23, Huddinge, Sweden. Pre meeting, Thursday 6 October: In the late afternoon, we will visit the former Stockholm Asylum, built in 1861. Here we will as well have an introduction to actual Swedish nursing training in a European perspective. A representative of the Swedish professional organisation for psychiatric nurses is invited to this part of the program. Working meeting, Friday 7 October: A full day program from 9.00, at the Department of Nursing, with presentations of research projects by members of the European Psychiatric Nursing History Group and by other researchers in the field of psychiatric nursing history. Colleagues interested in the history of psychiatric nursing are welcome to take part in the discussions. The meeting will be conducted in English. Further information: Senior lecturer Gunnel Svedberg - gunnel.svedberg@omv.ki.se Department of Nursing, Karolinska Institutet, 23300, SE-141 83 Huddinge, Sweden. Phone: +46(0) 8 524 837 98 or. +46(0) 70 545 94 04 Forskningsseminar om diakonissetradisjonen 11.-12. november 2005 på Lovisenberg Diakonale Høgskole, Oslo (tema er ikke satt opp enda). Nursing History: Profession and Practice A one day conference organised jointly by History of Nursing Society of the Royal College of Nursing, and the United Kingdom Centre for the History of Nursing and Midwifery at the University of Manchester. The conference will be devoted to research in the history of Profession and Practice in nursing and midwifery. Mandec Centre, The University of Manchester, UK, Friday 18 November, 2005 Further information contact Dr. Christine Hallett - Christine.Hallett@man.ac.uk Møder i medicinsk historiske selskaber se hjemmesiderne Jysk Medicinhistorisk Selskab http://www.jmhs.dk/ Dansk Medicinsk-historisk Selskab http://www.dmhs.suite.dk/ Medicinsk Historisk Selskab for Fyn http://hjem.get2net.dk/medhist-fyn/medicinsk_historisk_selskab_for_.htm

DANSK SYGEPLEHISTORISK SELSKAB Selskabets adresse: Dansk Sygeplejeråd Vimmelskaftet 38, Postbox 1084 1008 København K http://dsr.dk/dshs.htm Bestyrelsen: Formand: Susanne Malchau, Skolevej 18 F, 8250 Egå (e-post: sm@sygeplejevid.au.dk) Næstformand: Bente Sigvaldsen, Bernstorfflund Allé 25, 2920 Charlottenlund Sekretær: Kirsten Stallknecht, Tunet 31, 3450 Allerød Kasserer: Bodil Jacobsen, Nørre Alle 3, 4400 Kalundborg Birthe Mortensen, Sønder Alle 9, Strib, 5500 Middelfart Seniorsammenslutningen i DSR: Ruth Christensen, Katrinevej 14, 7800 Skive Dansk Sygeplejeråd: 2.næstformand Aase Langvad, Dansk Sygeplejeråd Suppleanter: Marianne Mahler, Ahlefeldtsgade 29, 3th, 1359 København k Karen Buhl, Stenstrups Allé 7 3tv, 1924 Frederiksberg C Lis Suhr, Udbakken 27, 2750 Ballerup Merete Thorsén, Dansk Sygeplejeråd (suppl. Dansk Sygeplejeråd) Hanne Kristensen, Fasanlunden 9, 8382 Hinnerup (suppl. Seniorsammenslutningen i DSR) Revisor: Benny Andresen, Odense Revisor: Hanne Schytte, København Revisorsuppleant: Sinne Kamstrup, København Nyhedsbrevets redaktion: Susanne Malchau, Århus (ansv. red.) Inger Marie Børgesen, Kolding Nete Balslev Wingender, København Marianne Mahler, København

Indmeldelsesblanket til Dansk Sygeplejehistorisk Selskab Navn:... Adresse:... Postnr./by... Dato:... Underskrift:... Som (sæt kryds) Enkeltmedlem:... Forening, organisation eller firma:... Enkeltmedlemmer: Kr. 150,00 pr. år. Forening, organisation eller firma: Kr. 500,00 pr. år. Sendes til: Dansk Sygeplejehistorisk Selskab, Dansk Sygeplejeråd, Vimmelskaftet 38, Postbox 1084, 1008 København K