FAMILIENS KALD OG SENDELSE I KIRKEN OG I VERDEN AF I DAG

Bispesynodens 14. ordinære samling FAMILIENS KALD OG SENDELSE I KIRKEN OG I VERDEN AF I DAG Lineamenta Vatikanet 2014

Oversat fra den franske udgave af Hanne Gregersen og Erling Tiedemann 2

INDHOLD Forord Sluterklæring (Relatio Synodi) fra synodens 3. ekstraord. samling (5. 19. oktober 2014) Indledning Første del At lytte: Konteksten og udfordringerne for familien Den socio-kulturelle kontekst Betydningen af det affektive liv Den pastorale udfordring Anden del At se på Kristus: Evangeliet om familien At se på Kristus og den guddommelige pædagogik i frelseshistorien Familien i Guds frelsesplan Familien i de kirkelige dokumenter Ægteskabets uopløselighed og glæden ved at leve sammen Familiens sandhed og skønhed og barmhjertigheden mod de sårede og skrøbelige familier Tredje del At drøfte: Pastorale perspektiver At forkynde Evangeliet om familien i dag i de forskellige sammenhænge At vejlede de fremtidige ægtefæller på vejen, mens de forbereder sig til ægteskabet At ledsage de første år af ægteskabet Den pastorale indsats for dem, der er borgerligt viede eller lever sammen udenfor ægteskab At tage vare på sårede familier (separerede, fraskilte, men ikke gengifte, fraskilte og gengiftede, familier med kun én forælder) Den pastorale opmærksomhed overfor personer med en homoseksuel orientering At videregive liv og udfordringen fra det faldende fødselstal Opdragelsens udfordring og familiens rolle i evangeliseringen Konklusion Spørgsmål vedrørende modtagelsen og fordybelsen af Relatio Synodi (slutdokumentet) Indledende spørgsmål, der går på alle dele af slutdokumentet Spørgsmål til første del At lytte: konteksten og udfordringerne for familien. Den sociokulturelle kontekst (jf. slutdokumentet, 5-8) Betydningen af det affektive liv (jf. slutdokumentet, 9-10) Udfordringen for det pastorale arbejde (slutdokumentet, 11) Spørgsmål til anden del Med blikket rettet mod Kristus: Evangeliet om Familien Med blikket på Jesus og den guddommelige pædagogik i frelseshistorien ( no 12-14) 3

Familien i Guds frelsesplan (slutdokumentet, 15-16) Familien i de kirkelige dokumenter (slutdokumentet, 17-20) Ægteskabets uopløselighed og glæden ved at leve sammen (slutdokumentet, 21-22) Sandheden og skønheden ved familien og barmhjertigheden overfor de sårede og skrøbelige familier (slutdokumentet, 23-28) Spørgsmål til tredje del Diskussionen: pastorale perspektiver At forkynde evangeliet om familien i dag i forskellige sammenhænge (slutdokumentet, 29-38) At vejlede de fremtidige ægtefæller på deres vej i forberedelsen til ægteskabet (slutdokumentet, 39-40). At følge og støtte gennem ægteskabets første år (slutdokumentet, 40) Det pastorale arbejde blandt dem, der lever i et borgerligt ægteskab eller blot lever sammen uden at være gift (slutdokumentet, 41-43) At have omsorg for de sårede familier (de fraseparerede, fraskilte, men ikke gengifte, fraskilte gengifte og familier med kun en mor eller en far (slutdokumentet, 44-54) Den pastorale omsorg over for mennesker med en homoseksuel orientering (slutdokumentet, 55-56) Videregivelsen af livet og udfordringen fra det faldende fødselstal (slutdokumentet, 57-59) Opdragelsens udfordring og familiens rolle i evangeliseringen (slutdokumentet, 60-61) 4

Forord Ved afslutningen af Bispesynodens 3. ekstraordinære samling i 2014 vedrørende de pastorale udfordringer for familien i evangeliseringens kontekst besluttede pave Frans at offentliggøre Relatio Synodi, det dokument, som afsluttede synodens arbejde. Samtidig bestemte paven, at dette dokument skal udgøre Lineamenta, forberedelsesdokumentet til synodens 14. ordinære samling, som vil finde sted fra den 4. til den 25. oktober 2015 med temaet Familiens kald og sendelse i Kirken og i Verden af i dag. Relatio Synodi, som er blevet udsendt som Lineamenta, sluttede med ordene: De overvejelser, der er fremlagt her som frugten af dens arbejde, har til hensigt at stille nogle spørgsmål og pege på perspektiver, som vil skulle modnes og præciseres gennem refleksionen i lokalkirkerne i løbet af det år, der ligger foran os indtil synodens ordinære samling (Relatio Synodi, 62). Lineamenta er blevet tilføjet en række spørgsmål. De skal give viden om, hvordan dokumentet er blevet modtaget, og de skal lægge op til en uddybning af den ekstraordinære synodesamlings arbejde. Det drejer sig om med fornyet frisk og åbent sind og med begejstring at gentænke, hvad den åbenbaring, som er overleveret i Kirkens tro, fortæller os om familiens skønhed, dens rolle og værdighed (Relatio Synodi, 4). I dette perspektiv er vi kaldede til at bruge det år, vi endnu har foran os, til at bringe de ideer til modning, der er lagt på bordet gennem en sand åndelig skelnen og til at finde konkrete løsninger på så mange vanskeligheder og på utallige udfordringer, som familierne må se i øjnene og tage op (Pave Frans, tale ved synodens afslutning, 18. oktober 2014). Resultatet af denne høring vil i 2015 sammen med slutdokumentet (Relatio Synodi) udgøre grundlaget for den 14. ordinære samlings arbejdsdokument, Instrumentum Laboris. Bispekonferencerne opfordres til at vælge de måder, som er hensigtsmæssige for at nå forannævnte mål, under inddragelse af alle bestanddele af lokalkirkerne samt akademiske institutioner, organisationer, lægmandssammenslutninger og andre kirkelige organer, 5

Sluterklæring (Relatio Synodi) fra synodens 3. ekstraordinære samling (5. 19. oktober 2014) Indledning 1. Samlet omkring paven tænker synoden på alle familier i hele verden med deres glæder, deres vanskeligheder, deres håb. Især føler synoden en forpligtelse til at takke Herren for den storsindede trofasthed, som så mange kristne familier viser i svaret på deres kald og sendelse. De gør det med glæde og tro også når familielivet stiller dem over for hindringer, manglende forståelse og lidelser. Til disse familier går hele Kirkens og denne synodes anerkendelse, tak og opmuntring. Under vigilien med bøn til forberedelse af familiesynoden på Peterspladsen lørdag, den 4. oktober 2014, fik pave Frans på en enkelt, men konkret måde familielivets centrale betydning i alles liv til at stå klart frem med disse ord: Aftenen er allerede ved at sænke sig over vores forsamling. Det er på den tid, hvor man gerne vender hjem for at mødes ved det samme bord, i den tætte hengivenhed, med det gode, der er gjort og blevet modtaget, i de intense møder, som varmer hjertet og får det til at blive større god vin, som her i tiden foregriber den fest, som aldrig skal få ende. Det er også den tungeste time for den, som finder sig selv ansigt til ansigt med egen ensomhed, i det bitre tusmørke fra splintrede drømme og planer, der ikke blev til noget: Der er så mange mennesker, der slæber sig af sted gennem dagene i resignationens, forladthedens, ja endda bitterhedens blindgyde; der er så mange hjem, hvor der har været mindre af glædens vin og derfor mindre livslyst den livslyst, som er selve livsvisdommen [...] Lad dem komme til orde i vores bøn denne aften, en bøn for alle. 2. Familien er det sted, hvor glæder og prøvelser bliver til, dybe følelser og relationer, som til tider går i stykker som sådan er familien i sandhed den menneskelivets skole (Gaudium et Spes, 52), som vi har så stærkt brug for i dag. På trods af de mange tegn på krise i familien som institution i forskellige sammenhænge i den globale landsby, så er længslen efter at danne familie stadig levende især blandt unge mennesker, og den bevæger Kirken som ekspert med hensyn til alt, hvad der er menneskeligt, og i troskab mod sin sendelse til 6

konstant og med dyb overbevisning at forkynde dét evangelium om familien, som er betroet den sammen med åbenbaringen af Guds kærlighed i Jesus Kristus; dette evangelium er i en ubrudt række blevet lært af kirkefædrene, af de store åndelige mestre og af Kirkens læreembede. Familien er af enestående betydning for Kirken, og i disse tider, hvor alle troende kaldes til at række ud over sig selv, er der brug for, at familien genopdages som en aktør, man ikke kan se bort fra i det evangeliserende arbejde. Man kan blot tænke på det missionale vidnesbyrd fra så mange familier. 3. Ved bispesynodens ekstraordinære samling i oktober 2014 opfordrede biskoppen af Rom synoden til at reflektere over alt det afgørende og værdifulde, som familien er og står for, for dernæst at uddybe denne refleksion såvel ved synodens ordinære samling i oktober 2015 som igennem hele det år, der ligger imellem de to samlinger af synoden. Allerede dét at samle sig som en enhed omkring biskoppen af Rom er en nåde, hvor biskoppernes kollegialitet manifesterer sig i, at man begiver sig ud på en vej, hvor der skal skelnes åndeligt og pastoralt : Således har pave Frans beskrevet den synodale erfaring og har dermed peget på de opgaver, der ligger i den dobbelte lytten, både til Guds tegn og til den menneskelige historie, og i den dobbelte og dog ene troskab, som følger heraf. 4. I lyset af den samme tale har vi samlet resultaterne af vore overvejelser og drøftelser i følgende tre dele: At lytte ved at se på familiens situation i dag så kompleks, den er, med både lys og skygger; at se med blikket fæstnet på Kristus for med fornyet frisk og åbent sind og med begejstring at gentænke, hvad den åbenbaring, som er overleveret i Kirkens tro, fortæller os om familiens skønhed, dens rolle og værdighed; og at se situationen i øjnene i lyset fra Herren Jesus for at skelne de veje, ad hvilke Kirken og samfundet kan fornyes med hensyn til deres opgave over for familien, sådan som denne er grundlagt på ægteskabet mellem mand og kvinde. 7

Første del At lytte: Konteksten og udfordringerne for familien Den socio-kulturelle kontekst 5. I trofasthed mod Kristi lære ser vi på familiens aktuelle virkelighed i hele dens kompleksitet, med dens lyse og mørke sider. Vi tænker på forældrene, bedsteforældrene, brødre og søstre, på de nære og fjerne slægtninge og på de bånd mellem to familier, som hvert ægteskab knytter. Det antropologiske og kulturelle skifte påvirker i dag alle aspekter af livet og kræver en analytisk og differentieret tilgang. Først af alt skal de positive sider understreges, den større ytringsfrihed og den bedre anerkendelse af børns og kvinders rettigheder i det mindste i nogle dele af verden. Men på den anden side er der ligeledes brug for at se på den voksende fare, der repræsenteres af en yderliggående individualisme, som nedbryder båndene i familien og ender med at anse enhver del af familien som en isoleret ø; den hævder i visse tilfælde den idé, at individet kan konstrueres efter egne ønsker, der opfattes som et absolut. Til dette føjer sig desuden troskrisen, som har ramt så mange katolikker, og som ofte ligger ved roden til ægteskabets og familiens krise. 6. Noget af det mest fattige ved samtidens kultur er ensomheden, resultatet af, at Gud er fraværende i menneskenes liv, og af, at deres relationer er skrøbelige. Der er også en almen følelse af afmagt stillet over for den socio-økonomiske virkelighed, som ofte ender med at knuse familierne. Således gælder det ved den voksende fattigdom og usikre beskæftigelsessituation, der mange gange opleves som et virkeligt mareridt eller ved en for stor skattebyrde, som sandelig ikke opmuntrer unge mennesker til at stifte familie. Mange gange føler familierne sig forladte ved samfundsinstitutionernes manglende interesse og ringe opmærksomhed. Set ud fra de sociale organisationers synspunkt er de negative følger indlysende; fra den demografiske krise til opdragelsesvanskelighederne, fra den manglende lyst til at tage imod nyt liv til at opleve de gamles tilstedeværelse som en ældrebyrde ja, helt til at brede sig ud i en følelsesmæssig uligevægt, som mange gange munder ud i vold. Det er statens ansvar at skabe de lovgivningsmæssige betingelser og betingelserne på arbejdsmarkedet, som kan garantere ungdommens fremtid og hjælpe den med at realisere sit projekt med at stifte familie. 8

7. Der er kulturelle og religiøse sammenhænge, som rejser særlige udfordringer. I nogle samfund hersker endnu polygami, og i nogle traditionelle sammenhænge er ægteskab i etaper en sædvane. I andre sammenhænge praktiseres stadig arrangerede ægteskaber. I lande, hvor Den katolske Kirke er en minoritet, er der mange blandede ægteskaber med forskelle i religiøst tilhørsforhold med alle de vanskeligheder, dette medfører med hensyn til juridisk form, børnenes dåb og opdragelse og den gensidige respekt over for forskellene i tro. I sådanne ægteskaber kan der være tale om en fare for relativisme eller ligegyldighed, men her kan også være mulighed for at fremme en økumenisk indstilling og en interreligiøs dialog i en harmonisk sameksistens mellem fællesskaber, som lever på det samme sted. I mange sammenhænge og her ikke blot i Vesten ser man, at praksis med at leve sammen inden ægteskabet breder sig mere og mere; tilsvarende gælder dette også samliv, der ikke er orienteret mod at binde sig formelt. Til dette føjer sig ofte en civil lovgivning, som udsætter ægteskabet og familien for risiko. På grund af sekulariseringen af store dele af verden er referencen til Gud stærkt svækket, og troen er ikke længere fælles gods socialt set. 8. Mange er de børn, som fødes uden for ægteskab, især i nogle lande, og mange er de, som senere vokser op med en enkelt forælder eller i en udvidet eller sammenbragt familie. Antallet af skilsmisser er stigende, og det er ikke sjældent, at valg træffes alene baseret på økonomiske faktorer. Børnene er ofte genstand for strid mellem forældrene og bliver de egentlige ofre, når familier rives fra hinanden. Fædrene er ofte fraværende, ikke kun af økonomiske grunde, mens de tværtimod skulle gøre sig behovet klart for mere tydeligt at tage ansvaret for børnene og familien på sig. Der er fortsat brug for, at kvindens værdighed bliver forsvaret og fremmet. I dag forholder det sig i mange sammenhængen sådan, at dét at være kvinde er genstand for diskrimination, og det er også sådan, at den gave at blive mor ofte bliver opfattet som en straf snarere end præsenteret som noget værdifuldt. Det må heller ikke glemmes, at vold er et voksende fænomen det er kvinderne, der er ofrene, desværre også mange gange inden for familierne; herunder hører også den alvorlige og i nogle kulturer udbredte genitale lemlæstelse af kvinder. Dernæst udgør seksuelt misbrug i barndommen en af de mest skandaløse og perverse kendsgerninger i nutidens samfund. Også de samfund, der er gennemsyret af vold på grund af krig, terrorisme eller tilstedeværelsen af organiseret kriminalitet, oplever ødelagte familiesituationer, og frem for alt i storbyerne og i deres udkanter vokser det såkaldte gadebørnsfænomen. Migration repræsenterer i øvrigt et andet tidens tegn, som må konfronteres og forstås sammen med alle de belastende følger for familielivet. 9

Betydningen af det affektive liv 9. Stillet over for den sociale virkelighed, der her er tegnet op, møder man hos de enkelte i mange dele af verden et større behov for at have omsorg for sin egen person, for at kende sig selv indefra, for at leve i bedre samklang med egne følelser og holdninger og for at eftersøge kvalitet i sine affektive relationer; et sådant legitimt ønske kan åbne for længslen efter at forpligte sig til at opbygge relationer i en kreativ given og en kreativ gensidighed med ansvarlighed og i solidaritet, sådan som man har det i en familie. Individualismens fare og risikoen for at leve under egoismens fortegn er betydelig. Udfordringen for Kirken er at hjælpe parrene til at nå til modenhed på det følelsesmæssige plan og i deres affektive udvikling gennem at fremme dialogen, den moralske styrke og tilliden til Guds barmhjertige kærlighed. Det fulde engagement, der kræves i det kristne ægteskab, kan være en kraftig modgift mod fristelsen til en individualistisk egoisme. 10. I verden af i dag skorter det ikke på tendenser i kulturen, der synes at gøre sig til talsmand for en affektivitet uden grænser, hvor man vil udforske alle sider, selv de mest komplekse. Problemet med den affektive skrøbelighed er jo særdeles aktuelt: En narcissistisk, ustabil og ukonstant affektivitet, som aldrig kan hjælpe de enkelte til at nå til større modenhed. En vis udbredelse af pornografi og kommerciel udnyttelse af kroppen bekymrer, noget, som også understøttes af en afsporet brug af internettet. Råbes op skal der også om de personers situation, som er tvunget ud i prostitution. I denne kontekst er ægteparrene ofte usikre og tøvende og slider med at finde veje til at vokse. Mange er de, som har tendens til at blive stående i de tidlige stadier af deres følelsesliv og af deres seksualitet. Ægteparrets krise destabiliserer familien, og gennem separationer og skilsmisser kan denne krise skabe en række følger for de voksne, børnene og samfundet, idet den svækker både den enkelte og de sociale bånd. Også faldet i befolkningstal, som skyldes en mentalitet, der fravælger børn, og som styrkes af den globale politik om reproduktiv sundhed, tegner ikke alene en situation, hvor generationernes følgen efter hinanden ikke længere er sikret, men risikerer på sigt at føre til en økonomisk regression og til et tab af tillid til fremtiden. Udviklingen på det bioteknologiske område har også haft en stærk indvirkning på fødselstallet. Den pastorale udfordring 11. I denne sammenhæng gør Kirken opmærksom på nødvendigheden af at komme med et sandhedens og håbets ord. Det sker ud fra den overbevisning, at mennesket kommer fra Gud, og at en refleksion, som er i stand til at genformulere de store spørgsmål om meningen med 10

menneskets eksistens, derfor kan finde en frugtbar jord i menneskehedens dybeste længsler. De store værdier i ægteskabet og i den kristne familie svarer til den søgen, der går gennem den menneskelige eksistens også i en tid, der er præget af individualisme og hedonisme. Det gælder om at tage imod menneskene med deres konkrete eksistens, at kunne understøtte deres søgen, at give længslen efter Gud nyt mod sammen med viljen til at føle sig helt og fuldt som del af Kirken også hos dem, der har oplevet nederlag, eller som befinder sig i de mest forskelligartede situationer. Det kristne budskab har altid i sig barmhjertighedens og sandhedens virkelighed og dynamik, som forenes i Kristus. 11

Andel del At se på Kristus: Evangeliet om familien At se på Kristus og den guddommelige pædagogik i frelseshistorien 12. Den afgørende betingelse for at kunne efterprøve, hvordan vi færdes på de aktuelle udfordringers slagmark, er at fastholde blikket rettet mod Jesus Kristus og at være udholdende i kontemplation og i tilbedelsen af hans ansigt [...]. Ja, hver gang vi vender os mod kilden til den kristne erfaring, åbner der sig nye veje og muligheder, vi ikke havde tænkt på (Pave Frans. tale ved vigilien forud for synoden, 4. oktober 2014). Jesus så på de kvinder og mænd, som han mødte, med kærlighed og ømhed og ledsagede deres færden med sandhed, tålmodighed og barmhjertighed, når han forkyndte, hvad Guds Rige fordrer. 13. Eftersom skabelsesordenen er bestemt af, at den er orienteret mod Kristus, så må de forskellige trin, gennem hvilke Gud formidler pagtens nåde til menneskeheden, skelnes, men ikke adskilles fra hinanden. Hvad angår den guddommelige pædagogik, som gør, at skabelsesordenen udvikler sig ind i frelsesordenen gennem stadier, der følger efter hinanden, så må det nye i det kristne ægteskabs sakramente forstås i kontinuitet med det naturlige ægteskab, der eksisterede fra første begyndelse. Således forstås her Guds frelsende måde at handle på, hvad enten det er i skabelsen eller i det kristne liv. I skabelsen: Eftersom alt er blevet skabt ved Kristus og med henblik på ham (jf. Kol 1. 16), så er de kristne glade ved at opdage og rede til at respektere de Ordets sædekorn, som findes skjulte; de skal med opmærksomhed følge de dybtgående ændringsprocesser, der foregår i folkeslagene (Andet Vatikankoncils dokument Ad Gentes, Om Kirkens missionsvirksomhed, 11). I det kristne liv: I og med, at den kristne med dåben er indføjet i Kirken gennem den huskirke, som hans familie er, så giver han sig i kast med den dynamiske proces, som gradvis bevæger sig fremad i takt med den fortsatte integration af Guds gaver og ved hjælp af den stadige omvendelse til den kærlighed, som frelser fra synd og skænker livets fylde (jf. Johannes Paul II, Familiaris Consortio, Om den kristne familie, 11). 14. Når Jesus refererer til den oprindelige plan for menneskeparret, så bekræfter han selv den uopløselige enhed mellem mand og kvinde, idet han dog siger, at på grund af jeres hjerters hårdhed tillod Moses jer at skille jer fra jeres hustruer, men fra begyndelsen var det ikke sådan (Matt 19, 8). Ægteskabets uopløselighed ( Hvad Gud har sammenføjet, skal mennesket ikke adskille Matt 19, 6) er ikke i første række at forstå som et åg, der er lagt på 12

menneskene, men langt snarere som en gave, der er skænket dem, der er forenet i ægteskabet. På den måde viser Jesus, hvordan den guddommelige velvilje altid ledsager menneskets vej, helbreder og omdanner det hårde hjerte med sin nåde og orienterer det ad korsets vej mod dets oprindelse. Fra evangelierne stiger Jesu forbillede klart frem som paradigme for Kirken. For Jesus var del af en familie, han har givet begyndelsen på sine tegn ved bryllupsfesten i Kana, han har forkyndt budskabet om ægteskabets betydning som fylden af den åbenbaring, der igen knytter an til Guds oprindelige projekt. Men på samme tid har han omsat sin lære i praksis og på denne måde vist den sande betydning af barmhjertigheden. Dette kommer klart frem i mødet med den samaritanske kvinde (jf. Joh 4, 1-30) og med kvinden grebet i hor (jf. Joh 8, 1-11), hvor Jesus gennem sin kærlighed til det syndige menneske leder til anger og omvendelse som forudsætning for tilgivelsen ( Gå og synd fra nu af ikke mere ). Familien i Guds frelsesplan 15. Det evige livs ord, som Jesus har efterladt til sine disciple, omfattede hans belæring om ægteskabet og familien. Denne belæring fra Jesus gør det muligt for os at skelne tre væsentlige stadier i Guds projekt omkring ægteskabet og familien. I begyndelsen har vi den første familie, da Gud som skaberen stiftede det oprindelige ægteskab mellem Adam og Eva som det solide, faste grundlag for familien. Gud skabte ikke kun mennesket, mand og kvinde, (jf. 1 Mos 1, 27), men han velsignede dem også, for at de skulle blive frugtbare og mangfoldige (jf. 1 Mos 1, 28). Derfor forlader manden sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød (1 Mos 2, 24). Denne forening er blevet skadet af synden og blev som sådan ægteskabets historiske form og skikkelse inden for Gudsfolket, hvor Moses indrømmede dem muligheden for at skrive et skilsmissebrev (jf. 5 Mos 24, 1 f). Denne form var endnu den fremherskende på Jesu tid. Med hans komme og med forsoningen af den faldne verden takket være den forløsning, som han fuldbragte, afsluttedes den epoke, som Moses havde indledt. 16. Jesus, som har forsonet alting i sig, har ført ægteskabet og familien tilbage til den form, begge dele oprindeligt havde (jf. Mark 10, 1-12). Familien og ægteskabet er blevet genløst af Kristus (jf. Ef 5, 21-32) og genoprettet i Treenighedens billede, det mysterium, hvor al sand kærlighed har sit udspring. Den ægteskabelige pagt, der blev indstiftet i skabelsen og åbenbaret frelseshistorien igennem, får sin fulde betydning åbenbaret i Kristus og hans kirke. Ægteskabet og familien modtager fra Kristus gennem Kirken den nødvendige nåde for at 13

kunne vidne om Guds kærlighed og leve i livsfællesskab. Evangeliet om familien går gennem Verdens historie fra menneskets skabelse i Guds billede og lignelse (jf. 1 Mos 1, 26-27) indtil pagtsmysteriets fuldbyrdelse i Kristus ved tidernes ende med Lammets bryllupsfest (jf. Åb 19, 9; Johannes Paul II, Katekeser over den menneskelige kærlighed). Familien i de kirkelige dokumenter 17. I århundredernes løb har der ikke fra Kirkens side været mangel på stadig belæring om ægteskabet og familien. En af de dybeste formuleringer fra læreembedets side blev fremsat af Andet Vatikankoncil i dokumentet om Kirken i den moderne verden, Gaudium et Spes, som helliger et helt kapitel til fremme af ægteskabets og familiens værdighed (jf. Gaudium et Spes, 47 52). Koncilet betegnede ægteskabet som et livsfællesskab og som et kærlighedens fællesskab (jf. Gaudium et Spes, 48) ved at sætte kærligheden i centrum af familien og ved på samme tid at vise sandheden om denne kærlighed i modsætning til de forskellige former for kærlighed sat på udsalg, der findes i samtidens kultur. Den sande ægteskabelige kærlighed (jf. Gaudium et Spes, 49) indebærer den gensidige given sig til hinanden; den indbefatter og integrerer den seksuelle og affektive dimension, og den svarer således til Guds plan (jf. Gaudium et Spes, 48-49). Desuden understreger Gaudium et Spes (48), hvordan ægtefællerne er rodfæstede i Kristus: Herren Kristus går de kristne ægtefæller i møde i ægteskabets sakramente og bliver hos dem. I menneskevordelsen antager han sig den menneskelige kærlighed, han lutrer den og fører den frem til dens fuldendelse og giver med sin Ånd ægtefællerne evnen til at leve kærligheden ved at gennemsyre hele deres liv med tro, håb og kærlighed. På denne måde er ægtefællerne ligesom indviede, og gennem en ganske særlig nåde opbygger de Kristi legeme og udgør en huskirke (jf. Lumen Gentium, 11). For helt og fuldt at forstå sit eget mysterium ser også Kirken hen til den menneskelige familie, som på autentisk måde manifesterer dette mysterium (Instrumentum laboris, 4). 18. I kølvandet på Andet Vatikankoncil har paverne uddybet læren om ægteskabet og familien. Især har Paul VI i rundskrivelsen Humanae Vitae klart belyst den intime forbindelse mellem den ægteskabelige kærlighed og tilblivelsen af nyt liv. Johannes Paul II har vist familien særlig opmærksomhed i sine katekeser om den menneskelige kærlighed, i Brevet til familierne (Gratissimam sane) og især i den apostolske skrivelse Familiaris consortio. I disse dokumenter har denne pave betegnet familien som Kirkens vej ; han har givet et helhedssyn på mandens og kvindens kald til kærlighed; han har formuleret de grundlæggende retningslinjer for en pastoral indsats for familien og for familiens tilstedeværelse i samfundet. 14

Hvad kærligheden i ægteskabet angår, beskriver han i særdeleshed, hvordan ægtefællerne i deres indbyrdes kærlighed modtager Kristi Ånd som gave og lever deres kald til hellighed (Instrumentum laboris, 5). 19. Benedikt XVI har i rundskrivelsen Deus Caritas est igen taget temaet op om sandheden om kærligheden mellem mand og kvinde, en kærlighed, som kun forstås fuldt ud i lyset fra den korsfæstede Kristi kærlighed (jf. Deus Caritas est, 2). Han bekræfter her igen, at som grundlagt på en eksklusiv og endegyldig kærlighed bliver ægteskabet det levende billede på Guds forhold til sit folk og omvendt: Den måde, Gud elsker på, blive målestokken for den menneskelige kærlighed (Deus Caritas est, 11). Desuden dokumenterer han i rundskrivelsen Caritas in Veritate, hvor vigtig kærligheden er som livsprincip i samfundet (jf. Caritas in Veritate, 44); det er dér, hvor man lærer om og gør erfaring med det fælles gode (Instrumentum laboris, 6). 20. Når pave Frans i rundskrivelsen Lumen Fidei kommer ind på forbindelsen mellem familien og troen, skriver han: Mødet med Kristus at lade sig gribe og lede af hans kærlighed udvider tilværelsens horisont og giver den et robust håb, som ikke skuffer. Troen er ikke et helle for dem, der savner mod, men betyder udfoldelse af livet. Troen lader en opdage et stort kald kaldet til kærligheden og forsikrer om, at denne kærlighed er til at stole på, at det er indsatsen værd at overgive sig til den, fordi den har sin grund i Guds troskab, der er stærkere end vores skrøbelighed (Lumen Fidei, 53) (Instrumentum laboris, 7). Ægteskabets uopløselighed og glæden ved at leve sammen 21. Den gensidige given sig til hinanden, som stifter det sakramentale ægteskab, er rodfæstet i dåbens nåde; det er dåben, som etablerer hvert menneskes grundlæggende pagt med Kristus i Kirken. De fremtidige ægtefæller tager deres gensidige engagement alvorligt i Guds navn og med Kirken som vidne; de tager imod hinanden, og med Kristi nåde lover de hinanden at hengive sig helt og fuldt, de lover hinanden troskab og at være åbne for livet; de erkender, at de gaver, som Gud vil skænke dem, hører med til ægteskabets væsen. Altså er det i troen muligt at tage ægteskabets rigdom til sig som forpligtelser, det er lettere at leve op til takket være hjælpen fra sakramentets nåde. Gud helliger ægtefællernes kærlighed og bekræfter, at den er uopløselig, idet han skænker dem sin hjælp til at leve troskaben, den gensidige støtte til at blive hele mennesker og åbenheden over for livet. Følgelig er det ægtefællerne som hjertet i hele familien, som Kirken har for øje, mens familien fra sin side vender sit blik mod Jesus. 15

22. Vi gør apostlens belæring til vor, når han siger, at hele skabningen er blevet udtænkt i Kristus og med henblik på ham (jf. Kol 1, 16); i dette samme perspektiv har Andet Vatikankoncil villet udtrykke sin anerkendelse af det blot naturlige ægteskab og af de betydningsfulde elementer, som findes i andre religioner (jf. Nostra Aetate, 2) og i de forskellige kulturer trods deres begrænsninger og utilstrækkelighed (jf. Redemptoris Missio, 55). At semina Verbi Ordets sædekorn er til stede i kulturerne (jf. Ad Gentes, 11) kunne også på visse punkter i mange kulturer og mellem ikke kristne mennesker gælde for ægteskabets og familiens virkelighed. Desuden findes der også betydningsbærende elementer i visse samlivsformer, der ligger uden for det kristne ægteskab, men dog altid er baseret på det stabile og ægte forhold mellem en mand og en kvinde; sådanne samlivsformer betragter vi, hvordan det end forholder sig, som orienteret mod ægteskabet. Med blikket vendt mod den menneskelige visdom hos folkeslagene og i kulturerne anerkender Kirken også en sådan familie som det nødvendige og frugtbare grundlag for den menneskelige sameksistens. Familiens sandhed og skønhed og barmhjertigheden mod de sårede og skrøbelige familier 23. Det er med inderlig glæde og dyb trøst, at Kirken ser på de familier, der bliver ved at være trofaste over for Evangeliets lære; den opmuntrer dem og takker dem for det vidnesbyrd, som de giver. For de gør, at man kan tro på det smukke ved det uopløselige og for altid trofaste ægteskab. Familien kunne man kalde huskirken (Lumen Gentium, 11). Det er i denne huskirke, at den første erfaring af Kirken som et personalt fællesskab mellem mennesker vokser frem. I kraft af nåden er det i dette fællesskab, at Den hellige Treenigheds mysterium reflekteres. Det er her, man lærer udholdenhed og glæde ved arbejdet, broderkærlighed, storsindet tilgivelse, endda gentaget, og frem for alt at tjene Gud i bøn og hengivelse af sit liv (Den katolske Kirkes Katekismus, 1657). Den hellige Familie i Nazaret er her det underfulde forbillede. Det er i dens skole, at vi forstår, hvorfor vi bør have en åndelig orden i livet, hvis vi vil følge Evangeliets lære og blive Kristi disciple (Paul VI, Tale i Nazaret, 5. januar 1964). Evangeliet om familien giver tillige næring til de spirer, der endnu venter på at gro frem, og det bør have omsorg for de træer, der er visnet hen, og som har behov for ikke at blive forsømt. 24. Kirken er en sikker læremester og en omsorgsfuld mor; den ved, at for dem, der er døbte, eksisterer der intet andet ægteskabeligt bånd end det sakramentale, og at for dem går ethvert brud på dette bånd mod Guds vilje dette ved hun, men hun er samtidig bevidst om, at mange 16

af hendes sønner og døtre er skrøbelige og har vanskeligheder på troens vej. Derfor skal man uden at devaluere det evangeliske ideal med barmhjertighed og tålmodighed ledsage den gradvise vækst, som mennesker gennemgår, dag efter dag, sådan som det nu engang er muligt for dem. [...] Et lille skridt, midt i en stor menneskelig begrænsning, kan være mere værd for Gud end det liv, der udadtil er korrekt, og som leves af det menneske, der ikke møder de store vanskeligheder. Guds trøst og hans frelsende kærlighed, skal nå til alle det er den, der ansporer og hemmelighedsfuldt arbejder i ethvert menneske, hinsides hans fejl og fald (Evangelii Gaudium, 44). 25. Under synsvinklen af en pastoral tilgang over for de mennesker, som har indgået et borgerligt ægteskab, som er skilte og gengifte, eller som simpelthen bare lever sammen under denne synsvinkel er det Kirkens opgave at vise dem hen til nådens guddommelige pædagogik i deres liv og at hjælpe dem til at nå frem til den fulde udfoldelse af Guds plan med dem. Ved at følge Kristi måde at se på, han, hvis lys oplyser ethvert menneske (jf. Joh 1, 9; Gaudium et Spes, 22), vender Kirken sig med kærlighed mod dem, der på ufuldstændig vis deler dens liv, alt mens den godt ved, at Guds nåde handler også i deres liv og giver dem mod til at gøre det gode, så de kan tage sig af hinanden med kærlighed og være til tjeneste for det fællesskab, som de lever og arbejder i. 26. Kirken ser med dyb bekymring på den mistillid og afvisende holdning, som mange unge har i forhold til at engagere sig i ægteskabet, og den lider under det hastværk, som mange troende har, når de beslutter sig for at gøre en ende på det bånd, de har taget på sig, for at knytte et andet. Disse troende, som hører med til Kirken, behøver en pastoral opmærksomhed, som er barmhjertig og opmuntrende, alt mens den omhyggeligt skelner og tager stilling til de enkelte situationer. De unge døbte må opmuntres til ikke at have betænkeligheder over for den rigdom, som ægteskabets sakramente vil give deres kærlighedsprojekt; de vil blive stærke i den støtte, som de modtager fra Kristi nåde og fra muligheden for at leve helt og fuldt med i Kirkens liv. 27. I denne betydning, så består en ny dimension i den pastorale indsats over for familien i dag i at være opmærksom på, hvad der ligger i det borgerlige ægteskab mellem en mand og en kvinde og med de relevante forskelle også i samlivet uden for ægteskabet. Når parforholdet opnår en fastere stabilitet ved at stadfæstes offentligt i et borgerligt ægteskab, hvor det er kendetegnet af dyb hengivenhed, af ansvarlighed over for børnene, af evne til at overvinde vanskeligheder, så kan dette ses som en lejlighed til at ledsage parforholdet på vejen mod ægteskabets sakramente. Omvendt stabiliseres samlivet uden for ægteskabet meget 17

ofte ikke med henblik på et muligt fremtidigt ægteskab og altså uden nogen intention om at indgå i et institutionaliseret forhold. 28. I overensstemmelse med Jesu barmhjertige blik må Kirken opmærksomt ledsage sine mest skrøbelige sønner og døtre, som er mærket af en såret og vildfaren kærlighed; den må give dem tillid og håb tilbage ligesom lyset fra et fyrtårn ved indsejlingen til en havn eller lyset fra en fakkel, der står midt blandt mennesker for at lyse for dem, der er faret vild eller befinder sig lige midt i stormen. Bevidste om, at den største barmhjertighed består i at sige sandheden med kærlighed, så bevæger vi os ud over den blotte medfølelse. Den barmhjertige kærlighed omdanner og løfter op, ligesom den drager til sig og forener. Den indbyder til omvendelsen. Det er også sådan, vi forstår Herrens holdning, han, som ikke fordømmer kvinden, der er grebet i hor, men siger til hende, at hun ikke mere skal synde (jf. Joh 8, 1-11). 18

Tredje del At drøfte: Pastorale perspektiver At forkynde Evangeliet om familien i dag i de forskellige sammenhænge 29. Dialogen på synoden opholdt sig ved adskillelige pastorale forhold, der trænger sig på, og som må henvises til konkrete løsninger i de enkelte lokalkirker i fællesskabet cum Petro et sub Petro ( med Peter og under Peter, O.a.). Forkyndelsen af Evangeliet om familien er en påtrængende nødvendighed for nyevangeliseringen. Kirken er kaldet til at føre dette evangelium ud i livet med en mors varsomhed og en lærers klarhed (jf. Ef 4, 15) og i troskab over for den barmhjertighed, som kommer til udtryk i Kristi kenosis (dvs. given afkald på sin guddomsherlighed, jf. Fil 2, 6-7: Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig, O.a.). Sandheden inkarnerer sig i den menneskelige skrøbelighed, ikke for at fordømme den, men for at frelse den (jf. Joh 3, 16-17). 30. At evangelisere er hele gudsfolkets ansvar, enhver efter sin tjeneste og sin nådegave. Uden ægtefællernes og familiernes huskirkernes glade vidnesbyrd står forkyndelsen, selv om den er sand nok, i fare for ikke at blive forstået eller for at drukne i det ocean af ord, der kendetegner vort samfund (jf. Novo Millennio Ineunte, 50). Synodefædrene har i flere omgange understreget, at de katolske familier i kraft af ægteskabets sakramentale nådegave selv er kaldede til at være aktører i den pastorale indsats over for familierne. 31. Det vil være væsentligt at fremhæve nåden som det alt afgørende og dermed de muligheder, som Ånden giver i sakramentet. Det drejer sig om at gøre det på en sådan måde, at mennesker kan erfare, at evangeliet om familien er en glæde, der fylder hjertet og hele livet, for i Kristus befries vi fra synden, fra al tristhed, fra den indre tomhed, fra isolationen (jf. Evangelii Gaudium, 1). I lyset fra lignelsen om sædemanden (jf. Mat 13, 3-9) er det vores pligt at samarbejde om at så resten er Guds sag. Det må heller ikke glemmes, at Kirken, der prædiker om familien, er et modsigelsens tegn. 32. Det er grunden til, at der kræves en missional omvendelse af hele Kirken: Det er nødvendigt ikke kun at lade det blive ved en rent teoretisk forkyndelse, løsrevet fra folks reelle problemer. Det må aldrig glemmes, at troskrisen har medført en ægteskabets og familiens krise, og at videregivelsen af netop denne tro fra forældre til børn følgelig ofte er blevet afbrudt. Over for 19

en stærk tro forekommer der ingen afsmitning fra visse kulturbetingede synsmåder, som svækker familien og ægteskabet. 33. Denne omvendelse går også på sproget, således at dette kan fremtræde som virkeligt betydningsbærende. Forkyndelsen skal give en erfaringsbaseret erkendelse af, at evangeliet om familien er et svar på menneskets dybeste længsler: på dets værdighed og på dets fulde udfoldelse i gensidigheden, i fællesskabet og i frugtbarheden. Det drejer sig ikke bare om at præsentere normer, men om at bringe værdier på banen, idet der således gives svar på det behov, som man konstaterer i dag, selv i de mest sekulariserede lande. 34. Guds Ord er kilde til liv og spiritualitet for familien. Hele den pastorale indsats over for familien må lade sig forme i sit indre liv af den bedende læsning af den hellige skrift sammen med Kirken, og den må forme medlemmerne af huskirken på samme måde. Guds Ord er ikke kun et godt budskab for menneskenes personlige liv, men det udgør også et kriterium, man kan bruge til at skønne efter, og et lys, når de forskellige udfordringer, som ægtefællerne og familierne konfronteres med, skal skelnes og vurderes. 35. Samtidig har talrige synodefædre lagt stor vægt på en mere positiv tilgang til rigdommen ved de forskellige religiøse erfaringer, uden dog at lægge skjul på vanskelighederne. I disse forskellige religiøse situationer og i den store kulturelle diversitet, som kendetegner folkene, er det på sin plads først at anerkende de positive muligheder og så, i deres lys, at vurdere begrænsningerne og manglerne. 36. Det kristne ægteskab er et kald, som man tager imod gennem en ordentlig forberedelse samtidig med, at man gennemgår en udvikling i sin tro med en moden beslutningsproces. Ægteskabet bør ikke kun betragtes som en kulturtradition eller en social eller juridisk forpligtelse. Der må følgelig tilrettelægges forløb, som er i stand til at ledsage den enkelte og parret på en sådan måde, at der til formidlingen af trosindholdet knytter sig en livserfaring, som hele det kirkelige fællesskab giver videre. 37. Der er ved gentagne lejligheder blevet mindet om nødvendigheden af en radikal fornyelse af den pastorale praksis i lyset af evangeliet om familien; det gælder om at komme ud over de individualistiske synsvinkler, som endnu kendetegner denne pastorale praksis. Det er grunden til, at der [på synoden] ofte er blevet lagt stor vægt på fornyelsen af præsternes, diakonernes og andre pastorale aktører uddannelse og vel at mærke med en større medinddragelse af familierne selv. 38. På samme måde understregede synodefædrene nødvendigheden af en evangelisering, som klart og lige ud tager afstand fra de kulturelle, sociale og økonomiske forhold, der kommer til 20

at betinge vores adfærd såsom den alt for store plads, som det frie markeds logik har fået; denne betingethed er en hindring for et ægte familieliv, idet den medfører diskrimination, fattigdom, social udelukkelse og vold. Derfor må man udvikle en dialog og et samarbejde med de bærende elementer i samfundet; de lægfolk, der som kristne engagerer sig på de kulturelle og sociopolitiske områder, bør opmuntres og støttes. At vejlede de fremtidige ægtefæller på vejen, mens de forbereder sig til ægteskabet 39. Den komplekse sociale situation og de udfordringer, som familien er kaldet til at bestride, kræver større anstrengelser af hele det kristne fællesskab, hvad angår at engagere sig i forberedelsen af de kommende ægtefæller til ægteskabet. Her er det nødvendigt at minde om den vigtige betydning af de moralske dyder. Blandt disse fremtræder kyskheden som en dyrebar forudsætning for væksten i den interpersonelle kærlighed. Hvad denne nødvendighed angår, var synodefædrene enige om at understrege kravet om et større engagement fra hele fællesskabets side, hvor familiernes eget vidnesbyrd fremhæves, og kravet om, at ægteskabsforberedelsen skal forankres i den forberedende indføring i kristendommen med en understregning af forbindelsen mellem ægteskabet og dåben og de andre sakramenter. På samme måde er nødvendigheden af specifikke programmer for den umiddelbare forberedelse til ægteskabet klart blevet påvist, således at disse programmer kommer til at udgøre en virkelig erfaring om deltagelse i Kirkens liv og uddyber de forskellige aspekter af familielivet. At ledsage de første år af ægteskabet 40. De første år af ægteskabet er en livsvigtig og følsom periode, hvor parrene bliver mere og mere bevidste om ægteskabets udfordringer og betydning. Heraf følger kravet om et pastoralt følgeskab, som fortsætter efter indgåelsen af ægteskabet (jf. Familiaris consortio, 3. del). I denne pastorale indsats synes det at være af stor betydning, at der deltager gifte par med en vis erfaring i ægteskabet. Sognet ses som det sted, hvor erfarne ægtepar kan stille sig til rådighed for yngre par, måske også med bistand af foreninger, kirkelige bevægelser og de nye fællesskaber. Man må opmuntre ægtefællerne til at åbne sig for en holdning, der i sin grund er modtagende overfor den store gave, som det er, at få børn. Man må understrege vigtigheden af familielivets spiritualitet, af bønnen og af deltagelsen i søndagsmessen, samtidig med at man opmuntrer ægteparrene til at mødes regelmæssigt for at give gode betingelser for væksten i det åndelige liv og for solidariteten mht. tilværelsens konkrete krav. Liturgiske 21

fejringer, andagter og messer, der fejres for familierne især på bryllupsdagene, er blevet nævnt som værende af vital betydning for at fremme evangeliseringen gennem familien. Den pastorale indsats for dem, der er borgerligt viede eller lever sammen udenfor ægteskab 41. Alt mens Synoden fortsat forkynder det kristne ægteskab og gør fremstød for det, opmuntrer den også til i det pastorale arbejde at skelne og vurdere de situationer, som mange står i, der ikke længere lever i ægteskab. Det er vigtigt at komme i pastoral dialog med disse mennesker for at fremhæve de elementer i deres liv, der kan føre frem til en større åbenhed over for evangeliet om ægteskabet i dets fylde. Præsterne bør identificere og vurdere de elementer, som kan fremme evangeliseringen og den menneskelige og åndelige vækst. Det pastorale arbejde har i dag fået en anderledes følsomhed, som gør, at den bestræber sig på at få fat på de positive elementer, der er til stede i de borgerlige ægteskaber og og med respekt af forskellene også i samliv uden for ægteskab. Alt mens vi klart bekræfter det kristne budskab, bør vi også i dét, vi lægger frem fra Kirkens side, pege på de konstruktive elementer i disse situationer, som ikke fuldt ud - eller ikke længere svarer til dette ideal. 42. Man har bemærket, at i adskillige lande "lever et stigende antal par sammen ad experimentum (på forsøgsbasis. O.a.) uden hverken et kirkeligt eller borgerligt ægteskab" (Instrumentum Laboris, 81). I visse lande er dette især tilfældet i det traditionelle, arrangerede ægteskab, som aftales mellem familierne, og som ofte fejres i forskellige etaper. Til gengæld ser man i andre lande, at et stadigt voksende antal par efter at have levet sammen i lang tid ønsker at fejre et kirkeligt ægteskab. Dét blot at leve sammen er ofte valgt på grund af den gængse mentalitet, der er imod det institutionelle og imod at binde sig endegyldigt, men også fordi de pågældende venter, indtil de har en vis økonomisk sikkerhed (fast arbejde og løn). Endelig er der andre lande, hvor et faktisk samliv er meget udbredt, ikke kun fordi man forkaster værdierne i familien og ægteskabet, men især fordi det at gifte sig opfattes som en luksus på grund af de sociale forhold, således at den materielle nød driver de to til bare at leve sammen. 43. Alle disse situationer bør mødes på en konstruktiv måde, idet man søger at ændre dem til at blive muligheder for en udviklingsproces mod det hele og fulde ægteskab og familieliv i Evangeliets lys. Det handler om at tage imod dem og følge dem med tålmodighed og takt. For at nå dette mål er det inspirerende vidnesbyrd fra virkelige kristne familier, der er aktive i evangeliseringen af familien, af stor betydning. 22

At tage vare på sårede familier (separerede, fraskilte, men ikke gengifte, fraskilte og gengiftede, familier med kun én forælder) 44. Når ægtefællerne oplever problemer i deres forhold, bør de kunne regne med Kirkens hjælp og regne med, at den følges med dem. Kærlighedens og barmhjertighedens pastorale indsats sigter mod at få de pågældende til at finde hinanden igen og mod at få relationerne genoprettet. Erfaringen viser, at med relevant hjælp og med nådens forsonende virke bliver mange ægteskabelige kriser overvundet på en tilfredsstillende måde. At kunne tilgive og at føle sig tilgivet er en grundlæggende erfaring i familielivet. Tilgivelsen mellem ægtefællerne gør det muligt at erfare en kærlighed, som er for altid og aldrig hører op (jf. 1 Kor 13, 8). Dog forekommer det af og til vanskeligt for den, der har modtaget Guds tilgivelse, at have styrken til at række hånden frem til en ægte tilgivelse, som fornyer den anden. 45. Under Synoden mærkede man tydeligt nødvendigheden af at træffe modige pastorale valg. Synodefædrene bekræftede med styrke troskaben mod evangeliet om familien og erkendte, at separation og skilsmisse altid er kvæstelser, der betyder lidelse for de ægtefæller såvel som for de børn, der gennemlever dem; synodefædrene følte samtidig, hvor tvingende nødvendigt det er at bane nye pastorale veje, som går ud fra den faktiske situation, som familielivets skrøbeligheder frembyder vel vidende, at disse skrøbeligheder oftere er noget, man lider under, end noget, man vælger i fuld frihed. Det drejer sig om forskellige situationer, alt efter de personlige, kulturelle og socioøkonomiske faktorer, der gør sig gældende. En differentieret vurdering er nødvendig, sådan som allerede Johannes Paul 2 var inde på (jf. Familiaris consortio, 84). 46. Hver enkelt familie bør der lyttes til med respekt og kærlighed - det er det allerførste - idet vi gør os til vejfæller med den, sådan som Kristus gjorde det med disciplene på vej til Emmaus. Hvad disse situationer angår, får pave Frans' ord en særlig vægt: "Kirken skal indføre sine medlemmer præster, gudviede personer og lægfolk i denne 'ledsagelsens kunst' ; alle skal lære altid at 'drage deres sandaler af' foran den andens 'hellige grund' (jf. 2 Mos 3, 5). Vi skal gå denne vej i en rolig rytme, der vidner om vores nærvær, og med et blik, der både er respektfuldt og fuldt af medfølelse, og som på én gang helbreder, sætter fri og opmuntrer til at modnes i det kristne liv" (Evangeliets glæde, 169). 47. En særlig dømmekraft er uundværlig, når man pastoralt skal ledsage separerede eller fraskilte mennesker eller dem, der er blevet forladte af deres ægtefælle. Man må tage imod og lade lidelsen komme til sin ret hos dem, som med urette er blevet udsat for separation eller 23

skilsmisse eller er blevet forladte af deres ægtefælle, ligesom man må gøre med deres lidelse, som har været tvunget til at afbryde samlivet på grund af en ondsindet behandling fra ægtefællens side. At tilgive, når man har lidt uret, er ikke nemt, men det er en vej, som nåden gør det muligt at gå. Heraf følger nødvendigheden af en pastoral indsats, der sigter på forsoning og mægling; denne indsats kan især foregå på centre, der er specialiserede i at lytte til folk, og som bispedømmerne må oprette. Ligeledes må det altid understreges, at det er uomgængelig nødvendigt, loyalt og konstruktivt, at tage sig af separationens eller skilsmissens følger for børnene, som altid er de uskyldige ofre for en sådan situation. Børnene kan ikke være en 'ting', som man skændes om, og det gælder om at finde de bedste udveje, der vil gøre det muligt for dem at komme igennem traumet fra bruddet i familien og at vokse op på så upåvirket en måde som muligt. I alle tilfælde vil Kirken altid skulle fremhæve den uret, som en skilsmissesituation ofte afleder. En særlig opmærksomhed må gives til ledsagelsen af familierne med kun én forælder; i særlig grad må man bistå de kvinder, som skal være alene om at bære ansvaret for hjemmet og for opdragelsen af børnene. 48. Et stort antal af synodefædrene har understreget nødvendigheden af at gøre procedurerne med henblik på at kende et ægteskab ugyldigt mere tilgængelige, smidige og om muligt helt gebyrfrie. Blandt forslagene blev der peget på: afskaffelse af nødvendigheden af samstemmende afgørelser ved to instanser; åbningen for en adgang til en administrativ sagsbehandling under den lokale biskops ansvar; anvendelse af en forenklet proces i tilfælde af åbenbar ugyldighed. Nogle synodefædre udtaler sig dog imod disse forslag, da de ikke ville kunne sikre en pålidelig afgørelse. Det må igen slås fast, at det i alle disse tilfælde drejer sig om at fastslå, hvad der er sandt med hensyn til gyldigheden af det ægteskabelige bånd. I følge andre forslag ville man også med hensyn til denne bedømmelse af gyldigheden af ægteskabets sakramente - skulle se på muligheden af at fremhæve den rolle, som troen spillede for de to personer, da de ønskede ægteskabet, og her tage i betragtning, at alle gyldige ægteskaber mellem døbte er sakramentale. 49. Udover uddannelse af et tilstrækkeligt antal medarbejdere gejstlige og lægfolk der har dette arbejdsområde som første prioritet, så kræver den lettelse af proceduren i ægteskabssagerne, som mange har efterlyst, tillige, at den lokale biskops ansvar understreges; det er ham, der indenfor sit bispedømme ville kunne overdrage velforberedte specialister opgaven med at yde gratis rådgivning til parterne med hensyn til gyldigheden af deres ægteskab. Denne funktion ville kunne varetages af et kontor eller af kvalificerede enkeltpersoner (jf. Dignitatis connubii, art. 113, 3) 24