Københavnske originaler i slutningen af 1800-tallet

Jørgen Vibe Frederiksen Københavnske originaler i slutningen af 1800-tallet Vanløse 2013 2013 JVF, Vanløse

2 Indholdsfortegnelse 1. Indledning...3 2. Jomfru Tidsfordriv...3 3. Fløjte-Karl...5 4. Pudse-Peter...6 5. Scheibelein...6 6. Andersen Bang...8 7. Excellencen...10 8. Filosoffen fra Magstræde...10 9. Hindborg...12 10. Puste-Møller...13 11. De andre...14 12. Gedalia...16

3 M 1. Indledning in morfar var københavner med stort K. Født 1874 i Studiestræde1 i København, gik i Suhmsgade skole ved Kultorvet (sammen med Thorvald Stauning, som han hele livet var en stor beundrer af) og blev udlært hos en metaltrykkermester i Nyhavn. Tog efter svendeprøven på valsen, arbejdede nogle år i Frankrig, Schweiz og Tyskland, hvor han endelig slog sig ned i Berlin i 1890'erne, blev gift med en tysk dame (min mormor), fik børn og endte som værkfører på en stor metalvarefabrik. Først i 1947 vendte han tilbage til København, hvor han døde i 1966. Han nåede altså at opleve to verdenskrige i Berlin, en oplevelse, han kun hårdt presset fortalte om men det er en anden historie. I øvrigt talte han udpræget gammelkøbenhavnsk og udtalte fx kirke som 'kærke' og cykel som sikel. Til gengæld elskede han at fortælle om sin barndom og ungdom i København. Især om Christiansborgs brand i 1884, som han overværede, og de københavnske originaler og det er dem, jeg vil fortælle om her. E Min morfar hos fotografen i 1893 2. Jomfru Tidsfordriv n af de originaler, min morfar oftest mødte på vej fra hjemmet i Studiestræde til skolen i Suhmsgade, var Jomfru Tidsfordriv, der fortrinsvis færdedes netop i området omkring Kultorvet. Københavnerne mente, at hun i sin ungdom havde været en smuk ekspeditrice, der var blevet svigtet af sin forlovede, og derfor havde mistet forstanden. Hun strejfede nu rundt i gaderne iført en gammel frakke, pyntet med spraglede silke- og cigarbånd, en gammel hat og alt for store støvler eller galosjer. Om sommeren suppleredes udstyret med en slidt parasol. Desuden bar hun altid på en gammel spånkurv fyldt med ulækre bolsjer, som hun gerne delte ud af. Bolsjerne havde hun tigget sig til rundt om på byens sukkervarefabrikker, sine hatte og tøjpynt var gaver fra byens handlende. Sit navn havde hun fået, fordi hun besvarede alle Tidsfordriv fotograferet på Kultorvet spørgsmål med et for tidsfordriv, men hendes virkelige Jomfru omkr. 1900 (Foto: Københavns Museum) navn var Juliane Marie Elise Hansen, og hun havde aldrig været ekspeditrice endsige forlovet. Hun blev født omkring 1855 som datter af en lejetjener, der døde, da hun kun var 12 år gammel, og en mor, der måtte ernære sig som vaskekone efter mandens død. I det hele taget spillede denne mor vistnok en stor rolle for hende, for hun svarede ofte jamrende min mor er død, når folk spurgte hende om noget.

4 Efter moderens død anbragtes hun på Sankt Johannes Stiftelse i Ryesgade, da hun skønnedes til at være åndssvag (hvad hun formentlig også var) på niveau med et seks-syvårigt barn. Man slap hende imidlertid løs efter nogle år, da man mente, at hun kunne klare sig selv. Skuespilleren og teaterhistorikeren Robert Neiiendam (1880-1966), der på mødrene side var i familie med jomfru Tidsfordriv, har fortalt 2, at hun var godmodig, kendte næppe Forskel paa Kønnene, drak ikke, men var bare fjollet, helt standset i Udviklingen. Denne barnlighed gjorde også, at hun var utrolig glad for børn og havde den tvangstanke, at hun var lærerinde. Man kunne derfor af og til finde hende på en bænk i Kongens Have, hvor hun havde samlet en flok børn om sig, og prædikede moral samtidig med, at hun gav dem bolsjer og skændte på dem. Sankt Johannes Stiftelse i Ryesgade, sydfløj (nu nedrevet). Foto: Det kgl. Bibliotek. I det daglige morede de fleste børn og voksne sig over hende og alle hendes særheder. Det blev dog hende en gang imellem lidt for meget, og så kunne man finde hende siddende på en trappesten grædende bitterligt. Nogle mennesker tog sig trods alt af hende, blandt andre familjen Neiiendam. [...] hyppigt, undertiden hver Uge, standsede en Flok Drenge og Piger ledsaget af nogle Lediggængere grinende og støjende foran Indgangen til vort Hus3. Det var Jomfru Tidsfordriv s Følge. Naar hun smuttede ind, maatte et af Hjemmets Mandfolk ned og genne Skaren bort. Det var et Optrin, vi ikke holdt af, men Far havde sagt, at hun altid kunde faa Skrutten og Kurven fyldt hos ham, og dette maatte respekteres. Men disse besøg var ikke altid lige velkomne, for renlighed var ikke just jomfru Tidsfordrivs stærkeste side. Hun var fyldt med lopper, så fru Neiiendam forlangte afvaskning af hænder og ansigt - til jomfru Tidsfordrivs store fortrydelse. Robert Neiiendam Til daglig boede jomfru Tidsfordriv i en ussel bolig i det berygtede nu nedrevne Lille Brøndstræde, der lå mellem Vognmagergade og Gothersgade ca. der, hvor Københavns Belysningsvæsens tidligere administrationsbygning nu ligger4. Her fandt man hende dødssyg en januar-dag i 1907, og hun bragtes straks til Almindelig Hospital på Nørre allé, men hendes liv stod ikke til at redde. Alm. Hospitals præst Rasmus Peter Rasmussen5 talte ved hendes båre, der var dækket af talrige blomster og Lille Brøndstræde. Det kgl. Bibliotek kranse, blandt andet fra den meget populære prinsesse Marie, der havde understøttet hende ved hver juleaften at sende tøj og madvarer. Jomfru Tidsfordriv stedtes til hvile i en fællesgrav på Bispebjerg kirkegård 6.

5 E 3. Fløjte-Karl n anden populær original på den tid var Fløjte-Karl, der i modsætning til jomfru Tidsfordriv var nogenlunde forskånet for gadedrengenes drillerier. Navnet fik han, fordi han gik rundt i byens gårde og underholdt beboerne med sit fløjtespil. Min morfar har fortalt, at han ofte optrådte i gården til den bygning i Studiestræde, hvor min oldemor drev sit pensionat. Stille og rolig gik han fra gård til gård, altid med en vis værdighed over sig, underholdt folk med sit smukke spil og modtog betalingen, der blev kastet ned til ham, på en vistnok lidt kålhøgen måde. Hele hans fremtoning og opførsel tydede i det hele taget på, at han havde kendt bedre dage, og at det aldrig have været Guds mening, at han skulle ende som gårdmusikant. Og måske er der noget om snakken. Han var født Karl Frederik Kattentid (17967), og i folketællingerne fra 1830'erne og 40'erne optræder flere gørtlere og Fløjte-Karl i sin bedste alder. Bemærk glasset gørtlermestre med navnet Kattentid, et erhverv, som ofte på den høje hat. Han var ellers ikke kendt for at drikke. (Foto: Johs. Petersen) anføres som hans oprindelige8. Et par musikere og musiklærere med dette navn nævnes også, men de er for unge til at passe med ham. Fløjte-Karl blev gammel, så det siger næsten sig selv, at hans musiske udfoldelser i Københavns gårde på et tidspunkt måtte ophøre, vistnok meget mod hans vilje. I hvert fald endte han med at gå rundt støttet af to stokke, som han havde forlænget med sine fløjter (se billede). Den 9. maj 1887 blev han fundet død i sit beskedne logi i et baghus i Landemærket 9. Han begravedes den 16. maj fra Trinitatis kirke. Hvor han blev begravet vides ikke. Fløjte-Karl som olding.

6 H 4. Pudse-Peter verken jomfru Tidsfordriv eller Fløjte-Karl havde - som vi så hang til flasken. Det gælder ikke vor næste original, Pudse-Peter. Han blev født en gang i 1840'erne under navnet Niels Peter Nielsen i landsbyen Tjæreby, men flyttede allerede i syvårsalderen med sine forældre til København. Det fortælles, at han allerede i barndommen viste udpræget handelstalent, noget han fik glæde af resten af sit korte liv. Efter en ulykkelig kærlighedsaffære, der efter sigende skulle være årsag til hans noget særprægede væsen, slog han sig ned som omvandrende handelsmand. Ganske vist giftede han sig senere og fik fire børn, men det var ikke hans, påstod han, men skomagerens. Med en kurv over armen vandrede han rundt i sit lurvede sorte tøj i gader og stræder og falbød sine varer: skovoks, sæbe, brevpapir, smergellærred, tændstikker og meget Pudse-Peter med sin kurv mere. Kundernes opmærksomhed fangede han ved at synge: Blanksværte, blanksværte, åh, åh, åh!, og hvis det ikke var nok, kunne han finde på at tilføje: Jeg synes, det varer så længe, inden de fruer får penge! 10 Hvis det heller ikke var nok, kunne han også finde på at arrangere en lille ildebrand i en af sine frakkelommer, især når han var fuld (hvad han tit var). Sit øgenavn fik han fordi han solgte pudsevoks til soldaterne på Kastellet, mens andre påstår, at han fik det, fordi han var dygtig til at pudse folk11. Ellers betegnes han som en skikkelig fyr, der ikke gjorde en kat fortræd. Og folk kunne lide ham, ja, så meget, at han en overgang var ansat som opvarter på et værtshus Kridtpiben for at tiltrække flere kunder. Men desværre havde han to laster, nemlig kortspillet og snapsen, og når han havde fået tilstrækkelig mange af det sidste, kunne man se ham vakle ned ad gaden syngende Peter er fuld, dundrende fuld". Det blev da også hans død. En dag i 1890 faldt han i fuldskab i Nyhavn og pådrog sig en slem forkølelse, en historie min morfar ofte fortalte, da han som sagt stod i lære i Nyhavn. Få dage efter døde han formentlig af lungebetændelse. H 5. Scheibelein vad der ovenfor er blevet sagt om Pudse-Peters svaghed for de våde varer, gælder også Scheibelein, der ofte omtales som Københavns sidste ægte original. Han var født Vilhelm Anton Scheibelein den 5. december 1839 og voksede op i en murerfamilje i det nu sanerede Adelgade 12. Som den yngste af en børneflok på 12, blev han efter eget udsagn strengt opdraget med daglige prygl. Sin skoletid tilbragte han i Sølvgade Skole og efter sin konfirmation fulgte han familjetraditionen og blev sat i murerlære. I 1860 blev han indkaldt på session, men trak frinummer, men Adelgade omkr. 1895. Foto: Københavns Museum. alligevel lod han sig stille, som det hed, året efter og indkaldtes til 1. regiment og hermed begyndte en eventyrlig periode i den unge murersvends liv. Han

7 blev sendt til Rendsborg, hvor han uddannedes til soldat. I 1864 deltog han bl.a. i slaget ved Sankelmark den 6. februar, en hændelse han meget gerne berettede om: "Jeg har vaaren Soldat i ti Aar, nu er de det i halvanden Dag. - Er det Soldater? Jeg kom i Krigen og var med ved Sankelmark i 64; der blev jeg saaret i den højre Arm. Jeg var første Mand paa højre Fløj i den danske Arme, og de var tyve Mand om at tage mig. Havde min højre Arm vaaren rask, saa havde jeg slaaet dem i Smadder Allesammen!"13 Sandheden er vistnok, at han absolut ikke var en modig soldat; men som såret blev han taget til fange og overførtes til et feltlazaret og derfra videre til fæstningen Spandau i Berlin. Herfra blev han løsladt ved krigens slutning og kunne vende hjem til København. Også her blev skuffet kærlighed som sædvanlig, havde jeg nær sagt årsagen til hans begyndende nedtur, thi ved hjemkomsten erfarede han, at den pige, han havde forlovet sig med før krigen, havde giftet sig med en anden. I sin fortvivlelse lod han sig hverve som soldat på De vestindiske Øer, et ophold der kom til at vare fem år. Slaget ved Sankelmark med oberst Max Müller til hest. Maleri af Otto Bache. Om sit ophold her har han fortalt: "Jeg var baade ved Toldvæsenet og ved Politivæsenet derovre, for jeg havde jo de bedste Anbefalinger fra General Max Müller, han, hvis Billede man ser rundt Spandau, som der ser ud i dag. Foto: omkring. Ovre i Vestindien lærte jeg saa Doris at kjende. Wikimedia Commons. Hun var Plantagedatter. Jeg har to Børn derovre, som gaa klædt baade i Atlask og Silke. Ja, jeg har set mig om. Jeg kan baade russisk og jeg kan baade synge og fløjte. Den Gang jeg kom tilbage havde jeg en Mængde fine Ting med til Pigerne for dem har jeg altid gjort meget a." 14 Om det er sandt, vides ikke, men efter hans død, påstodes det, at der på De vestindiske Øer gik flere høje sorte mænd rundt, der havde en slående lighed med den to meter høje Scheibelein. Årene på øerne blev ellers ikke lykkelige. Han drak mere og mere og måtte til sidst også døje med gul feber. Et forsøg på at komme til Amerika efter tjenestens udløb på De vestindiske Øer mislykkedes. Du er for doven, fik han at vide, og han drog hjem til København. Om sin hjemkomst fortæller han: "Da jeg kom tilbage fra Vestindien blev mine Ben daarlige, og jeg kom paa Kommunehospitalet, saa tog jeg atter fat som Murer, men da der Scheibelein. Foto: Elfelt. var Rejsegilde paa Høkerstiftelsen15 nede paa Gammelholm, styrtede jeg helt oppe fra "Krandsen," og ned i en Grusbunke. Dengang slap jeg med nogle Skrammer, men saa vilde jeg ikke arbejde mere og spadserede. - Den 6. Februar var der Festmaaltid ved mit Regiment, men jeg var ikke med, de var saa kjede a' det, men jeg hører ikke med til Foreningen. Højres Arbejder- og Vælgerforening er jeg Medlem af, men jeg betaler aldrig, og jeg ved ikke hvem der betaler for mig."16

8 Og spadsere det gjorde han. Han blev snart kendt af enhver københavner, når han iført en gammel slidt uniformsjakke, som han havde pyntet med medaljer og foreningsemblemer, vandrede rundt i Købehavns gader. På hovedet havde han en militærkasket, om halsen et hvidt tørklæde og på fødderne træsko og rød- eller violetfarvede strømper. På bedste militærvis var alt blankpudset. Ofte medbragte han også en pakke indsvøbt Ladegaarden omkr. 1895. i et rødt klæde. Den indeholdt diverse madvarer, som han medbragte, når han ledsagede soldater på deres march rundt om i København. Tit besøgte han også soldaterne på Kastellet, men endte som regel med at blive smidt ud, når han blev for fuld. Som en god dansk soldat nærede han selvfølgelig også den største respekt for kongehuset, og det fortælles, at han af og til på sine ture rundt i København mødte Christian den Niende eller kronprins Frederik, som ofte stak ham en skilling. Vinteren tilbragtes på Ladegården, sommeren på Fælleden eller et eller andet uhumsk logi i det indre København. Ofte lod han sig dog indlægge på Kommunehospitalet, da han fandt maden god, men til Almindeligt Hospital 1848. Tegning af H.G.F. Holm. sidst, da hans dileriumsanfald blev hyppigere og hyppigere, indlagde man ham i 1900 på Almindeligt Hospital i Amaliegade senere igen på Kommunehospitalet, hvorfra han flyttedes til sindsygehospitalet Sankt Hans i Roskilde. Her døde han den 8. maj 1911 og begravedes på hospitalets kirkegård. E 6. Andersen Bang n helt anden type end Scheibelein både hvad angår udseende og væsen var professor Hans Andersen Bang. Han blev født på Sydsjælland i 1842 som søn af en gårdejer, men ellers vides ikke intet om hans barndom og ungdom. Nogle har ment, at han oprindelig var uddannet skomager, mens andre hævder, at han var murerarbejdsmand. I hvert fald forlod han sin hjemegn og drog til hovedstaden, muligvis på grund af beskyldninger for tyveri; det kunne et opråb, som han sidenhen udsendte, tyde på. Heri ville han fremsætte en Redegørelse om sognefogeden i R..., "der har beskyldt mig for Tyveri" 17. Af udseende beskrives han som en lille Mand med et gulligt, rynket Ansigt, smaa Øjne og Fuldskæg. Paa hans Næse dingler i Reglen altid en blaa Lognet, iøvrigt er han tarvelig, men proper paaklædt 18. "Professor" Andersen Bang Efter i nogle år at have ernæret sig ved forskellige jobs, bl.a. som agent for en brændselsforretning, blev han i løbet af 1880'erne kendt som lidt af en original, især på grund af den af ham selv tillagte professortitel og de offentlige møder, han af og til indkaldte til på bl.a. Nørrefælled og i Arena-teatret 19 i Tivoli. På disse møder udtalte han sin

9 uforbeholdne mening om såvel indenrigske som udenrigske begivenheder, som oftest under stor munterhed fra tilhørerne. Helt til grin blev han, da en cirkusdirektør fik den ide at udklæde Andersen Bang som den dengang berømte franske general Boulanger og lade ham optræde til hest i sin cirkus. En anonym forfatter, der i begyndelsen 1880'erne udgav et hæfte om københavnske originaler, har giver denne muntre skildring af et af professor Andersen Bangs møder: Til den fastsatte Tid stillede jeg i "Thalia" 20 for at overvære "Handelsmødet", Lokalet var aldeles mørkt, og kun en eneste var tilstede, nemlig "Professoren" selv, der nu fungerede som Kontrollør og stod ved Indgangen for at tage mod Billetter. Der forløb en halv Times Tid, saa begyndte Folk at komme, først nogle Nysgærrige samt et Par Referenter fra Smaabladene, og endelig tilsidst hele Stampublikum'et en 20-30 Mennesker af forskellig Alder og Livsstilling. Med megen Fortrolighed trykkede de alle "Professoren"'s Haand og opfordrede ham til at begynde paa Foredraget. Men "Professoren" protesterede paa det kraftigste Lokalet maatte først betales, thi før vilde Værten ikke tænde Gassen. En høj Hat gik paa Omgang, og da den fornødne Sum paa den maade var skaffet til Veje, begyndte "Oplysningen", idet Gassen blev tændt, og "Professoren" gjorde mine til at tage fat paa sin Tale. Han stillede sig op bag Skranken og halede et Ark hvidt beskrevet papir op af sin Frakkelomme. Tilhørerne var imidlertid blevne bænkede og havde rekvireret Drikkevarer, og en af "Professoren s Venner sendte en Bajer op til ham. Saa begyndte Bang at oplæse noget sært meningsløst Tøjeri, der behandlede alt muligt og umuligt, "Professoren" talte om Tolden paa grøn Sæbe, om svenske Malkepiger, om Jordemødre og om For-svarssagen. Arena Andersen Bang som general Boulanger Men næppe har han begyndt paa sit Foredrag, førend der opstod et farligt Spektakel nede i Salen; man afbrød ham hvert Øjeblik med Vitzer og Brandere, stundom saagar med en Sang, man rettede de mest utrolige Spørgsmaal til ham, og han besvarede dem alle paa sin underlige Maade og med sin underlige Stemme. Tilsidst gik Spektaklet over alle Grænser; to Mand greb "Professoren" og bar ham i Triumf gennem Salen, idet største Parten af Forsamlingen sang en Vise om "Skrutten" (saaledes kaldtes han ogsaa). Visen afbrødes af Raabene "Til Kridtpiben! Til Kridtpiben!" og saa slæbte Forsamlingen "Professoren" hen i den bekjendte Beværtning, hvor det mærkelige "Handelsmøde" blev fortsat til langt ud paa Natten, og hvor man saagar fik "Professoren" til at synge. 21 Sine sidste syv leveår tilbragte Andersen Bang i et lejet værelse på Hotel Bellevue i Studiestræde22, efter velyndere havde overtalt ham til at modtage alderdomsunderstøttelse. Han døde i 1914 og begravedes på Vestre Kirkegård.

10 7. Excellencen E Excellencen. Tegning af Rasmus Christiansen. n anden af byens originaler, der yndede at pynte sig med en lånt titel og desuden altid bar medaljer, foreningsmærker osv., var Excellencen eller Frederik den Syvendes Søn, som han kaldte sig selv. I virkeligheden hed han Hans Johnsen og var født i Nøddebo. Han dukkede op i København omkring 1900 og vakte straks opsigt på grund af en vis lighed med Frederik den Syvende. Han var altid iført høj hat og bar i sin venstre hånd en sort taske og en rød stok, som han brugte til at jage gadedrengene væk med, og i højre hånd en cigarstump, som han formentlig havde samlet op på gaden. Mest levede han af at tigge, men da han som søn af Frederik den Syvende og grevinde Danner betragtede sig selv som tronarving, yndede han at opkræve skat især hos byens fornemme familjer, der gerne stak ham et par skilling for at slippe af med ham. Han døde i 1906. I 8. Filosoffen fra Magstræde dag fremstår Magstræde som et smukt renoveret stræde med en række fine huse fra 1700-tallet, men sådan har det ikke altid været. Allerede i slutningen af 1800-tallet var gaden så forfalden, at den meget let kunne have endt på listen over kvarterer, der skulle saneres, men sådan gik det heldigvis ikke. Her fandt man en forårsdag i 1918 en mand, der havde hængt sig i sit lille fattige kvistværelse i nr. 4. Det var den Det forfaldne Magstræde i 1940'erne. Kilde: 68-årige Christian Johan Christensen bedre kendt som Det kgl. Bibliotek Filosoffen fra Magstræde. Sit øgenavn havde han fået, fordi han i sin ungdom skulle have studeret H. C. Ørsteds Aanden i Naturen og Kierkegaards Enten Eller, to bøger, der havde gjort dybt indtryk på ham og dannet grundlag for hans noget mærkværdige livs-anskuelse: Livsnydelse er kun bedrag, og livets hovedindhold er sult og kønsdrift 23. Og kønsdriften var muligvis årsagen til hans

11 ulykke, for da man opgjorde hans bo, viste det sig, at han have skænket næsten alt, hvad han tjente til Foreningen til Kønssygdommens Bekæmpelse, så noget kunne tyde på, at han havde syfilis24. I øvrigt viste det sig, at han ved sin død var ret velhavende. Pengene havde han tjent ved hver eneste aften i al slags vejr at stille sig op foran den daværende restauration Bræddehytten på Vesterbrogade25. Ved sin lurvede påklædning og ydmyge attitude vakte han manges medlidenhed, og det var ikke så få skillinger, der blev stukket ham i løbet af aftenen, især fordi Bræddehytten var kendt for sin gode mad og derfor stamcafé for mange af Københavns velbeslåede borgerskab, forfattere, journalister, skuespillere osv. Bræddehytten. Kilde: Københavns Museum I 1908 måtte han flytte til et andet sted, da Bræddehytten blev nedrevet i forbindelse med opførelsen af Københavns nuværende hovedbanegård. Stedet blev foran den fornemme Industricaféen på Rådhuspladsen i København. Her kunne han fortsætte Industricaféen. Postkort fra ca. 1910. Kilde: Wikimedia Commons. sin gode indtjening, der i 1913 suppleredes med indtægt fra salg af Ekstrabladet og BT i Frederiksberggade (Strøget). Filosoffen fra Magstræde sælger Ekstrabladet på Strøget

12 E 9. Hindborg n anden måske ikke ligefrem original, men dog særpræget person med tilknytning til Strøget var Jeppe Laurentin Hindborg. Hindborg var tilknyttet det halvofficielle såkaldte Bybudevæsen, en institution oprettet i 1861, og hvor budene for et mindre vederlag udførte forskellige ærinder for folk som f.eks. udbringning af breve og pakker, ledsage til og fra teatre og på spadsereture, omdele cirkulærer o.lign. I mere end 28 år kunne man finde Hindborg på hjørnet af Gammeltorv og Strøget iført den karakteristiske hvide jakke og kasket med messingskilt ventende på kunder. Om hans liv vides ikke meget. Han blev født i 1820 i Horsens som søn af en konsumptionsbetjent (dvs. bytolder) og rejste i 1839 til København, hvor han arbejdede på et hotel, indtil han slog sig ned som bybud i begyndelsen af 1862. Vor anonyme kilde, som ovenfor fortalte om professor Andersen Bang, kendte åbenbart også Hindborg, og har fortalt flere morsomme historier om ham: Hindborg gør Indtryk af at være en særdeles paalidelig Mand, der ikke "sladrer af Skole", og dette er jo en god Egenskab ved en Mand, der som han af og til maa agere Poste d'amour, og derved bliver sat ind i Sager af temmelig intim Natur. "Det er min Pligt," siger Hindborg, "at tie med den Slags Ting. De kan tro, jeg kunde ellers fortælle mange gode Sager." Hindborg er dog ikke utilbøjelig til i et lystigt Lag at fortælle en eller anden Historie fra gamle Dage. Med et vist Humør fortalte han os saaledes, hvorledes han en Gang havde transporteret en gave fra en Herre til dennes Flamme. Gaven bestod af fem levende Kattekillinger, der var anbragt i en flot emballeret Cigarkasse. "Killingerne peb jo, saa det kostede mig jo et fyndigt Mas, at hun ikke skulde opdage hvad det var," fortalte Hindborg, "men jeg klarede den tykt, og Herren belønnede mig rigeligt og sagde: "De er s'gu ikke saa tosset Hindborg!"26. Og videre: "En Dag da jeg stor nede paa Gammeltorv, kom der en Herre hen til mig: "Naa De har heller ikke noget at bestille," sagde han, "kom og følg med mig". Saa slæbte han mig hen i en Beværtning i Klosterstræde, hvor en hel Del andre Bybude sad pladserede omkring et Bord, hver med en Snaps foran sig. Derpaa betalte han os de reglementerede 4 Skilling, fordi vi havde gaaet dette Ærinde, og forlod os. Ser De, den Mand vilde nu gærne have at vi skulde have noget at bestille. Forresten var det slet ikke saa sløjt den Gang; Bybudene var noget nyt, og alle skulde benytte os. Men nu efter at Telefonen og alt det er kommet op, saa er der ikke meget at fortjene." 27 Til de mere morsomme hører denne:

13 Nogle unge Mennesker havde sat sig i Hovedet at ville drive Spas med en Jordemoder. De gik derfor rundt til Bybudene og gav dem Breve, som de skulde bringe ud til Madammen. Den gang Hindborg kom derud, var den gode Kone i "Krigshumør", og det var ikke saa underligt; hun havde nemlig i Dagens Løb haft Besøg af henved et Par Hundrede Bybude, der alle skulde "hente Madammen." 28 Hindborg døde i København i januar 1903. E 10. Puste-Møller n anden af Københavns originaler, som den anonyme forfatter har talt med, er Poul Villiam Møller, bedre kendt som Puste-Møller eller Put-Møller29. Dette øgenavn fik han, fordi han altid pustede voldsomt af varme, når han var fuld noget han ofte var. Møller havde haft en noget omtumlet tilværelse, inden han i de sidste årtier af 1800-tallet endte som københavnsk original: Han blev født i 1837 i København som søn af en urtekræmmer, gik i skole i Farvergade, flyttede til Horsens, hvor han blev konfirmeret og sat i urtekræmmerlære. Som udlært finder vi ham først i Nykøbing Sjælland siden i Slagelse for til sidst at ende som kontrollør og opvarter på det af Tivolis grundlægger Carstensen oprettede Alhambra på Frederiksberg. Siden slog han sig ned som pakhusforvalter og derefter opvarter på Raadvad Kro, indtil han en dag fik den ide at nedsætte sig som lingerihandlende. Han etablerede en forretning, der naturligvis gik nedenom og hjem kort efter at den blev åbnet. Han gav sig nu til at Puste-Møller optræde som gøgler og arbejdede en overgang hos Cirkus Miehe. Han forsøgte sig også som komisk skuespiller og turnerede med en skuespillertrup i Jylland og Sverige. Da det heller ikke gik, genoptog han handelsfaget og var først ansat i en købmandsforretning i Kerteminde siden en vinhandel i København. Som det fremgår af ovenstående, har Møller nok været en noget ustabil arbejdskraft, og han opgav da også til sidst at leve en borgerlig tilværelse. Han slog sig ned som kolportør af forskellige blade og fandt natlogi i det berygtede værtshus Holger Danske også kendt under øgenavnet Blodkoppen i Farvergade30; det kostede 35 øre. Et måltid, der for Puste-Møllers vedkommende mest bestod af en snaps og en øl, kostede 5 øre. Af udseende var Puste-Møller lille og fedladen med Alhambra. Foto fra ca. 1865. Det kgl. Bibliotek. et rundt fedtglinsende ansigt. Han var altid iklædt en mørk, plettet frakke med perlemorsknapper og en rundpuldet mørk hat. Om halsen havde

14 han et grønt tørklæde og på fødderne sorte sko. Under armen bar han altid en mappe af pap, hvori han opbevarede de blade, som han gik rundt og solgte på byens værtshuse. En ejendommelighed ved ham var, at han gerne ville regnes for at belæst mand, og så pralede han ofte med sine påståede bekendtskaber. Han kunne efter sigende opremse samtlige redaktører i København og forfattere og professorer i såvel Danmark som udlandet. Vores kilde har givet en prøve på hans viden : Holger Danske ("Blodkoppen") i Farvergade ca. 1895. Brüchner, kender De ham? - ja jeg kender ham, Gu'bevares, ja, - og Hørup og Kant - han var en stor Begavelse - Skandorf (Schandorph) og Sole (Zola), Vilhelm Bergsøe og Franzos, tror De ikke, jeg kender dem?" Spørger man ham saa, hvor han kender dem fra, svarer han altid: "Jeg har jo ingen Ting lært," eller ogsaa: "jeg har læst det i Spækhøkerbutiken. 31 Hvornår Puste-Møller døde vides ikke. D 11. De andre et siger næsten sig selv, at København, der omkring år 1900 nærmede sig et indbyggertal på en halv million, kunne fremvise langt flere mere eller mindre originale personligheder, især når vi tager datidens sociale foranstaltninger i betragtning. I dag ville man næppe tillade typer som Jomfru Tidsfordriv eller Pudse-Peter at strejfe rundt i København uden at der blev taget hånd om dem af de sociale myndigheder, men de kunne dog findes helt op i 1950'erne. Fra min barndom på Christianshavn husker jeg endnu en lille krumbøjet mand med et langt gråt hår, der bar samtlige sine ejendele i en bylt under armen. Hver morgen kunne man finde ham foran spejlene i indgangen til Christianshavns apotek, hvor han omhyggeligt barberede sig med ragekniv og sæbe. Ifølge de handlende, der ofte gav ham lidt penge eller fødevarer, var han tidligere advokat, som var kommet galt af sted. Eller den lille vimse gårdmusikant med det sydlandske udseende, der underholdt os med sin lille mundharmonika, mens han ind imellem numrene skældte ud på alt og alle, især folk, som han påstod hånede ham. Men lad os gå tilbage til århundredskiftet. Flere forfattere32 nævner f.eks. Krølle-Charles, der holdt så uhøviske taler, at damerne rødmede, eller Fidus-Carl, der gik rundt og solgte blomster, som var blevet kasseret på blomstertorvet. Mest kendt er nok billedhuggeren og tegneren Christian Deichmanns (1832-1897) fornøjelige akvareller af forskellige københavnske originaler, hvoraf de fleste i dag er glemt. Vi møder folk som Bøf-Henrik, Gyngehøvdingen, Klørknægt, Løberen, Lær mig oh Skov, Messingjens, Blærejens, Peter Sengeløse, Ligvognskusken, Grev Holk og mange flere. Christian Deichmann 1863. Foto: Wikimedia Commons.

15 Klørknægt Bøfhenrik Gyngehøvdingen Ligvognskusken Løberen Lær mig Oh Skov

16 M 12. Gedalia ed Gedalia bevæger vi os over i en hel anden verden. Finansmanden Gottlieb Hartvig Abrahamson Gedalia var hverken fordrukken eller åndelig tilbagestående tværtimod, men original det var han, og som sådan var han kendt i hele Danmark og dele af Europa, ja, endnu i dag omtales han i forskellige leksika og finanshistorier. 33 Gedalia, der var sønnesøn af overrabbiner Abraham Gedalia (d. 1827), blev født i fattige kår i 1816 i København som søn af en handelsbetjent. I hjemmet taltes der kun jiddish, og først da han kom i skole, fik han lært dansk, en omstændighed, der kom til at præge hans ind imellem ejendommelige sprogbrug. Han kom som 13-årig i lære som sadelmager og gjorde i 1836 svendestykke. Men det kedsommelige arbejde på et sadelmagerværksted var ham ikke nok. Han havde handelsblod i årene. I sin fritid begyndte han at lave småhandel med obligationer og aktier, og det gjorde han så godt, at en lokal vekselerer blev dybt imponeret, så da denne døde forlod Gedalia sit fag og overtog Gammel Strand 1885. Foto: Galle & Aagaard. Det kgl. Bibliotek forretningen. Under navnet G. A. Gedalia & Co. etablerede han sig på hjørnet af Gammel Strand og Højbro Plads, der hvor Kongelig Brand tidligere havde sit hovedkvarter. Kunderne kunne lide Gedalia og de strømmede til, og i mange år gik det fremad. Den lille firskårne mand var sprængfyldt af gode ideer og planer, og mange af dem viste sig yderst indbringende. Han blev med andre ord en velhavende mand. Det var bl.a. ham, der tog initiativet til oprettelsen af Landmandsbanken i 1871. Også jernbanebyggeri og havneanlæg var han indblandet i. Han fik gennemført Vendsysselbanen fra Nørre Sundby til Frederikshavn og tjente godt på det. Men ved anlæggelsen af den nordvestsjællandske bane fra Roskilde til Kalundborg kom han galt af sted. Det viste sig, at hans beregninger var alt for optimistiske, og han led så store tab, at han gik fallit i 1875. Efter sin fallit levede han en kort tid i Nordamerika, men vendte tilbage og drev senere igen vekselerervirksomhed i København. En kriminel anklage, som i 1878 rejstes af en kompagnon i anledning af hans forretningsvirksomhed, viste sig i alle væsentlige punkter ugrundet 34. Børsen var dog lukket for ham, og yderligere sorger stødte til, så hans sidste år blev yderst triste. Han døde den Gedalia. Foto: Wikimedia Commons. 10. marts 1892 og begravedes på Mosaisk Nordre

17 Begravelsesplads på Nørrebro35. Anekdoterne om Gedalia var talrige, ikke mindst på grund af hans utrolige forfængelighed og som sagt hans ejendommelige sprogbrug. Gedalia elskede uniformer. Formedelst 12.000 lire købte han sig en baron-titel i San Marino og blev portugisisk generalkonsul (1866-75) alt sammen noget, der indebar en flot uniform. Desuden skaffede han sig en samling ordener, bl.a. blev han Ridder af Dannebrog. Også på det diplomatiske område gjorde han sig gældende, idet han var indblandet i spørgsmålet om besættelsen af den spanske kongetrone i 1870. Men det var hans sprog, der gav mest anledning til moro. Hans sammenblanding af jiddish, københavnsk håndværkerjargon og dertil en vis sprogdannende evne, ombytning af stavelser, og det at han altid indledte sine sætninger med et Je' si'r, fik virkelig gang i anekdoterne og vittighedsbladene. F.eks. fortælles det, at da han hørte, at en af hans medarbejdere gik rundt i byen og gjorde nar af hans sprog, blev denne fyret med følgende: Man si'r, at De si'r, at je' si'r je' si'er. Men når De si'r, at je' si'r je' si'r, så si'r je', at De kan gå!. Ved en anden lejlighed skulle en greve ved et hofbal have spurgt ham temmelig hånligt, om det er sandt, hvad man fortæller, at baronen engang var saddelmagersvend?. Dertil svarede Gedalia: Je' si'r, hr. greve, var De begyndt som saddelma'rsvend, havde De været det endnu!. Gedalias skydeskive. Københavns Museum.

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 I nr.13, sidehuset, 3. sal. Morsomt nok boede en af Københavns kendte originaler, litteraten Johan Jørgensen-Jomtou (1791-1866), også i dette hus en kort tid. Før og nu. Robert Neiiendam fortæller. Kbh. 1953. Familjen Neiiendam boede på Gl. Kongevej 152, 1. sal, Frederiksberg. Jomfru Tidsfordriv boede i Lille Brøndstræde 13, kælderen, som logerende hos en enkefrue Johanne Marie Nielsen og hendes datter. Ellers beboedes huset fortrinsvis af prostituerede. R. P. Rasmussen (1859-1942) var præst ved Almindelig Hospital 1901-1929. Hun begravedes fra Trinitatis den 19. januar 1907. I Trinitatis' kirkebog står han fejlagtigt angivet som 76 år gammel ved sin død. I Trinitatis' kirkebog (1887) står han opført som Gjørtlersvend. Han boede i det endnu bevarede nr. 51 2den Samling af kjøbenhavnske Originaler (Kbh. u.å.), s. 18. Ibid. Adelgade blev anlagt i 1640'erne som en del af bydelen Ny-København. Området omkring Adelgade og den parallelle Borgergade blev som de første områder saneret af Københavns Kommune fra midten af 1930'erne. 2den Samling af kjøbenhavnske Originaler (Kbh. u.å.), s. 6. Ibid. Høkerstiftelsen Aldershaab opførtes i 1872. Nuværende adresse: Peder Skrams Gade 16 A-C. 2den Samling af kjøbenhavnske Originaler (Kbh. u.å.), s. 7 Ibid. s. 9. Ibid. Arena-bygningen lå på hjørnet af Vestre Boulevard (H.C. Andersens Boulevard) og Tietgensgade. Den blev revet ned i 1906. Teatret Thalia lå i Kristen Bernikows Gade, hvor stormagasinet Crome og Goldschmidt opførte sin bygning i 1900. 2den Samling af kjøbenhavnske Originaler (Kbh. u.å.), s. 9-10. Hotellet lå i det endnu eksisterende nr. 18. Steffen Lindvald: I byens skammekrog (Kbh. 1962), s. 108. I Folketællingen fra 1916 betegnes han som værende sindsyg. Bræddehytten lå, hvor nu Bernstorffsgade krydser Vesterbrogade. 2den Samling af kjøbenhavnske Originaler (Kbh. u.å.), s. 14. Ibid. s. 15. Ibid. s. 15. Ibid. s. 26 ff. Også kendt som Holger Danske. Lå i daværende nr. 15 (nedrevet 1905). Ibid. s. 27. Se fx Einer Mellerup: Godtfolk, Gavtyve og Gadeliv (Kbh. 1961). Om Gedalia se: C. F. Bricka (udg.): Dansk Biografisk Leksikon V. Bind (Kbh. 1891) og Søren Mørch: Det store bankkrak. Landmandsbankens sammenbrud 1922-1923 (Kbh. 1986). G.A. Gedalia: Til Medborgere (Kbh. 1881). Genoptrykt på forlaget Nabu Press (2011). Gedalia boede efter sin hjemkomst fra Amerika bl.a. i den smukt renoverede ejendom Nørre Farimagsgade 55, 1. sal, med en husholderske og en tjenestepige. Hans (fraskilte?) hustru, Helene Cathrine Lundquist, døde i 1888. Parret havde to sønner Valdemar (f. 1845) og Oscar (f. 1847), måske også en tredje søn Niicolai (f. 1852) samt en datter Isidora (f. 1853). Deres videre skæbne er det ikke lykkedes at finde noget om. Såvel Valdemar som Oscar blev kristent døbt (Trimitatis).