Redegørelse for Philosophiske Smuler Philosophiske Smuler er et systematisk gennemgået hypotetisk projekt udgivet af Søren Kierkegaard i 1844 under pseudonymet Johannes Climacus. Det undersøges, om der kan gives et historisk udgangspunkt for en evig bevidsthed, og om man på dette kan bygge en evig salighed.!bogen tager udgangspunkt i den grundlæggende sokratiske filosofi, hvortil der igennem en alternativ rationel tænkning undersøges og gentænkes et kristent livssyn, hvor der modsat det sokratiske er stor fokus på øjeblikkets afgørende betydning. Så at sige at tænke kristendommen frem på ny som et konsekvent alternativ i menneskets forhold til sandheden. Interessen for dette projekt ligger for J. Climacus i, at undersøge om den sokratiske filosofi er sand, og om man kan kalde den forlignelig eller sågar identisk med kristendommen. J. Climacus tekster står i skarp kontrast til S. Kierkegaards opbyggelige forfatterskab i eget navn, og er en måde hvorpå der opstår en distance, og en mulighed for at stille personlige, radikale og kritiske spørgsmål til kristendommen. Ydermere har pseudonymet den funktion at tilgængeliggøre bogen for alle, for folket, og fjerne tvivlen om, at den ikke skal virke som en løftet pegefinger, selvom S. Kierkegaard havde det livssyn som bogen fremstår i.!i første del af bogen belyses udgangspunktet i den tankegang der findes i det klassiske sokratiske spørgsmål, om hvorvidt dyden kan læres, der giver anledning til generrindringslæren. Her møder vi det blot i en anden form, i spørgsmålet om hvorvidt sandheden kan læres, men da både dyd og sandhed er objekter for indsigt, og kan læres må svaret være det samme. Altså at et menneske ikke kan søge, hvad han ved, da han allerede ved det, og ej heller kan søge, hvad han ikke ved, da han ikke ved, hvad han skal søge. Ifølge det sokratiske vil det sige, at mennesket allerede har sandheden og må genkalde sig den, altså generindre det tidligere vidste. Da sokrates anså sjælen som evig, slutter han, at mennesket grundlæggende lever i ubevidsthed om sandheden, og at den potentielt er tilstede til alle tider i evigheden. Det at mennesket ikke aktuelt men kun potentielt kan forstå sandheden, bliver derved et logisk rationelt afsæt i sjælens præeksistens og derved et bevis for sjælens evighed. Afløsningsopgave, Etik- & religionsfilosofi! side 1!
!Sokratisk set er det eneste nødvendige, mennesket har brug for for at generindre sandheden en anledning, da betingelsen ligger i os allerede. Anledningen tager her form som en lærer i et lærer/discipel forhold menneske og menneske imellem. En jordemoder der hjælper med at nedkomme med sandheden. Altså blot en lærer der hjælper med at fjerne menneskelige forhindringer og være hjælp til selvhjælp. J. Climacus understreger at hvis vi mennesker retrogradt besidder sandheden og betingelsen selv, og blot anledningsvis modtager sandheden fra et andet menneske, så har øjeblikket, hvorved sandheden indtræffer ikke nogen afgørende betydning, men er blot føjet til i evigheden. I samme øjeblik mennesket får en anledning og opdager, at det i evighed har haft sandheden, forsvinder betydningen af det øjeblik, da sandheden allerede var tilstede.!ved den sokratiske forståelse må J. Climacus se at svaret på hans spørgsmål; om der kunne gives et historisk udgangspunkt for evig bevidsthed, er negativt. Øjeblikket i tiden er ikke vigtig men tilfældig. Da den evige sjæl på forhånd er bekendt med sandheden, og da læreren kun er en anledning i sig selv, er tidspunktet, hvor den lærende fik anledning til erkendelse ligeledes tilfældig. Konklusionen i første del (A) af Capitel 1 er derved, at øjeblikket ikke har nogen betydning sokratisk set.!i søgen efter om den evige bevidsthed har et historisk udgangspunkt, undersøger J. Climacus i anden del (B) om øjeblikket hvor betingelsen modtages, modsat det sokratiske syn, kan have afgørende betydning. Hvis øjeblikket ikke blot må være bestemt af anledningen, vil han antage, at det har afgørende betydning, og indtil øjeblikket hvor mennesket modtager betingelsen, må det vandre i usandheden. Altså helt uvidende og helt uden potentielt at have sandheden som modsætning til det sokratiske, må den søgende indtil øjeblikket ikke have sandheden, end ikke i uvishedens form. Først i det øjeblik mennesket modtager betingelsen, kan det søge sandheden, da det således kender usandhedens sande væsen. Set i perspektivet af at øjeblikket har afgørende betydning, bliver det at give eller fralære sig betingelsen en guddommelig indgriben. Da mennesket ikke havde betingelsen før, må læreren omskabe den lærende, og det er kun guddommelig indgriben, der kan forvolde disse basale ændringer i mennesket. Anledningen skal stadig være skal til, men kun ved Afløsningsopgave, Etik- & religionsfilosofi! side 2!
hjælp af en guddom i lærerskikkelse, kan mennesket modtage betingelsen. Læreren giver anledning til, at den søgende erfarer at han er i usandhed. Den som giver betingelsen, er ikke kun lærer, for i en undervisningssituation fordrer det som grundlag, at betingelsen allerede er tilstede, men det er først i det øjeblik, at mennesket erkender vejen mod sandhed, at det potentielt kan erkende betingelsen. Da skal læreren omskabe den lærende, så han ved hjælp af en anledning, tilegnes grundlaget for erkendelse og vil kunne blive genfødt med betingelsen. Genfødslen er her et centralt element, for en hver fødsel har brug for en jordemoder (en anledning) men det at blive skabt til at fødes, omvendes og angre til et nyt liv i sandheden må ligge i højere magters hænder. Med denne slutning at guddommen er læreren, starter for alvor den alternative fremtænkning af kristendommen. J. Climacus giver nogle af de opstående tilstande og begreber kristne dogmatiske betegnelser i en slags omvendt retorik. At være ubekendt med sandheden og leve i usandheden kalder han for synd, den sorg der vil opleves ved at opdage, at man har levet i synd, kaldes anger, og læreren der hjælper med at løsne usandhedens bånd i tilfangetagelsen i usandheden, i illusionen om frihed, må være frelseren. Det ses tydeligt på denne terminologi, at projektet om at gendigte det kristelige livssyn er ved at tage form, men det beskrives som, at det hypotetisk og teoretisk set godt kunne være noget helt andet end kristendommen. Guddommen giver gennem sin lærergerning, anledning til at mennesket erfarer, at han er udelukket fra sandheden, og frelser derved mennesket fra ufriheden ved at give betingelsen og forløse den, der har bundet sig selv ved at forspilde betingelsen og føle sig fri i usandheden. Et særligt øjeblik i denne gendigtningsdogmatik er tidens fylde, og forstås som evighedens væren i det enkelte øjeblik sandheden åbenbarer sig for mennesket, og kan derfor både forstås som den egentlige historiske åbenbaring, men også som den enkeltes opdagelse af sandheden, altså både åbenbaringen i tiden og den evige. Sokratisk lyder det at et menneske ikke skylder et andet menneske noget, da det skylder sig selv alt, modsat det kristne, hvor læreren er guddommen selv, og mennesket skylder gud alt, da gud i åbenbaringen er en udefrastående indgriben der genføder os og genskaber os til at forstå det sandt værende. Som en slags svar på lærerens grund for at give betingelsen til os. Afløsningsopgave, Etik- & religionsfilosofi! side 3!
!Intet menneske kan, som før sluttet, påtage sig lærergerningen, men der må forudsættes en absolut lighed mellem gud og menneske, for at lærer/discipel forhold kan eksistere, hvilket der bekendt ikke er mellem guddommen og mennesker. For at opnå dette, må enten mennesket stige op på det guddommelige plan, eller guden stige ned til mennesket. Sokratisk set findes ligheden mellem lærer og discipel i, at de er anledning til at forstå dem selv hver især. De er hinandens anledning, men ved at læreren er guddommen, hvorved vi forstår ren akt, ren form og den første bevæger, opstår paradokset at guddommen forstår sig selv fuldt ud, og ikke har nogen anden anledning til at bevæges, for selv at bevæge, end kærlighed. kærligheden fra guden til mennesket beskrives som ulykkelig kærlighed. Guddommen kan ikke direkte åbenbare sig for mennesket, da mennesket vil miste livet ved at se den, og da den ikke kan åbenbare sig dør kærligheden, da denne er betinget af synlighed. Da må guden, for at kunne gøre sig forståelig og blive synlig, stige ned i forklædning som menneske. Ikke i forklædning, men den skal være menneske, blive inkarneret, som den laveste af alle, i tjenerens rolle, for ellers er den ikke alle lig. Denne paradoksale situation bliver visualiseret gennem en ulykkelig kærlighedshistorie, mellem to mennesker, i hver deres samfundsklasse; Kongen og den ringe stillede pige. Kærligheden er drivkraft i disse to menneskers forhold, og det beskrives som et bedrag og forkasteligt, at den ringe stillede pige skulle komme til højbords, eller at disciplen skulle være ligeværdig med guden. En interessant side af dette digteriske forsøg og det erotiske kærlighedsforhold, er, at det kun er gennem åbenbaringen af guddommen, at mennesket kan erhverve os den lidenskab for sandheden, J. Climacus kalder tro. Historien afrundes med en kommentar om, at mennesket ikke bør bygge sin tro og lidenskab på en smuk fortælling, for da er troen et bedrag. J. Climacus mener, at mennesket kun kan se den sande guddom med troens åbne øjne.!i spillet mellem de to poler i erkendelsen, den rationelle forstand og det ubekendte paradoks, figurerer to elementer der er stærkt forbundne; troen og forargelsen. Hvis mennesket skal tro, må det ophøre med at forarges i forstanden over paradokset. Dvs. at vi må lade forstanden gå til grunde, for ikke at forarges over det ubekendte. Der findes derved ingen tro uden forargelse, da denne nødvendigvis må opgives. Omvendt Afløsningsopgave, Etik- & religionsfilosofi! side 4!
kan forstanden ikke forstå paradokset, men kun forstå at det er et paradoks. Ligeledes må det være i det afhængige kærlighedsforhold der findes mellem guddommen og mennesket, at selvkærligheden stilles overfor elskoven. Lykken i det erotiske kærlighedsforhold forudsætter, at mennesket lader selvkærligheden gå til grunde, sker dette ikke vil det stå i et ulykkeligt forhold til guden, og guden til det. Mennesket kan, hvis det lader selvkærligheden og forargelsen gå til grunde, stå i et absolut lykkeligt forhold til troen og guddommen, altså sandheden. Troen er ikke en erkendelsesakt, men en lidenskab ligesom kærligheden er det. Intet er da så selvkærligt som at lade selv samme gå til grunde, for at lade elskoven blomstre. Der findes ingen lykke uden ulykke. Betingelsen for at forstå sandheden er lidenskab, hvilket er ligheden mellem erkendelse og kærlighed. Kærlighedens system kan sammenlignes med religionens, og denne kærlighedens religion kaldes her af J. Climacus for kristendommen.!da guddommen er absolut forskellig fra mennesket, og det lever med synden og angren, og forspilder evnen til at forstå det sandt værende, kan mennesket ikke erkende sig selv uden syndsbevidsthed. Det ubekendte kan kun beskrives ved lidenskab og stræben, og ikke ved den sanselige relative videnskab. Det absolut forskellige kan ikke være inddraget i forstanden, som noget tænkt, da det derfor ikke er absolut forskelligt. Dvs. at guddommen ikke kan tænkes, begribes eller forstås. Forstanden stræber derfor efter det ubekendte, og lideskaben bliver da at afdække tanker, som forstanden ikke selv kan tænke. Dette ukendte bliver et med de rene begreber, vi ikke kan tænke og kaldes for gud. For at modtage betingelsen af den udefrastående og ubekendte gud, i kærlighed, lader mennesket selvkærligheden og forargelsen gå til grunde og står tilbage med et ligebyrdigt forhold til kærligheden og ikke mindst savnet, og hengiver sig i tro. Der er ingen klar grænse mellem det erfarringsmæssige og det ubekendte, mellem usandhed og sandhed. Koncentrerer mennesket sig om at bevise det ubekendtes eksistens, ved gudsbeviser, vil det opdage at det enten må lade tro være tro, eller slutte, at det har forudsat guds eksistens fra begyndelsen. Dermed bliver gudsbeviset logisk selvmodsigende og irrelevant. Åbenbaringen af guden som den laveste tjener er vigtigt for J. Climacus forestilinger om kristendommens grundlag. Som førnævnt er det kun gennem inkarnationen, at Afløsningsopgave, Etik- & religionsfilosofi! side 5!
mennesket kan rykke nærmere sandheden. Mennesket kan ikke logisk og rationelt tro denne laveste tjener, men når guden skænker betingelsen vil det vigtigeste da være at gud blev menneske. Da J. Climacus her søger et historisk udgangspunkt for evig bevidsthed og salighed, er det nærliggende at spørge om mennesket, som evt. historisk øjenvidne til kristi liv, en discipel på første hånd, ville være nærmere sandheden? Der kan dog ikke findes en discipel på anden hånd, da historisk her skal forstås som det øjeblik i tiden, hvor den enkelte modtager betingelsen for at forstå sandheden. Altså øjeblikket med afgørende betydning, og ikke den historiske kristi komme. J. Climacus mener at den første generation disciple kun vil besidde en historisk fordel, ved at have oplevet begivenheden på første hånd, men har lige så stort potentiale for tro, som den sidste generation. Tro skal her begribes som en individuel lidenskab, da kristus er symbolet på sandheden, inkarnationen er symbolet på betingelsen for sandheden, og det går gennem evigheden til alle mennesker. En discipel er en discipel - om han er senere eller samtidig, på første eller på anden hånd har ingen betydning. Det giver mening at benævne en samtidig og en senere discipel, men det er ikke interessant for troen, kun for anledningen til troen, udtrykker J. Climacus. Mennesket bliver ikke kristen af at læse de skrevne tekster, men når det modtager betingelsen for at forstå sandheden. Det er utænkeligt for J. Climacus at kristendommen ville kunne opkomme i noget menneskeligt hjerte eller tanke, det eneste sted vi mennesker kan vide noget om gud er gennem åbenbaringen og ikke skrifterne. Biblen er kun anledningen for kristendommen, men ikke en uvæsentlig faktor derimod, men betingelsen er den vigtigeste. Gud kan ikke blive menneske i al almindelighed, men kan kun blive et bestemt menneske, og dette skildrer hvordan evigheden eksisterer på tværs af tiden, da det væsentlige er inkarnationen og ikke kristi lære og gerninger. Så at sige er discipelgerningen bestående i at indse at man skylder gud alt og derigennem få åbnet troens indre øje for at guddommen er evig, og samtidig med et hvert tidspunkt. Den samtidige og den senere discipel har derfor samme grundlag, og bliver deraf blot anledning for hindanden. Det er kun med troens øjne vi kan se guden på korset, på tværs af tid og rum, og et afhængigheds-forhold til denne kan opstå. At guden har været menneske er anledning nok i sig selv. Afløsningsopgave, Etik- & religionsfilosofi! side 6!