En artikel fra KRITISK DEBAT Syv måneder senere... Skrevet af: Murray Smith Offentliggjort: 15. april 2016 Jeremy Corbyn er stadig formand for Labour her syv måneder efter formandsvalget - på trods af angreb fra medier, de konservative og ikke mindst højrefløjen i sit eget parti. Faren er langt fra overstået og meget peger i retning af en konfrontation imellem fløjene i Labour. Men problemer for regeringen og en begyndende uro blandt offentligt ansatte giver Corbyn nogle nye muligheder. Den 12. september 2015 blev Jeremy Corbyn valgt til leder af Labour-partiet. På det tidspunkt var resultatet ikke nogen overraskelse: Corbyn havde ført i meningsmålingerne i det meste af kampagnen. Men hans pludselige fremkomst og lette sejr efterlod den politiske verden og medierne i en tilstand af chok. The Tories (The Conservative Party (1)), de fleste af medierne og måske mest af alt højrefløjen i Labour Party reagerede ved gentagne gange at forudsige, at Corbyn hurtigt ville mislykkes med sine aparte og forældede socialistiske synspunkter. Og derfor, hvis han da ikke selv havde tilstrækkelig anstændighed til at træde tilbage, ville han blive fjernet på et tidspunkt; ellers ville Labour ikke have nogen chance for at vinde 2020 valget. (2) Men her syv måneder senere er Corbyn der stadig og konfronteres stadig med den samme modstand. Hvordan har han klaret sig, og hvad er hans chancer? Lad os begynde med at tage et kig på den politiske situation i UK, som bliver mere interessant dag for dag. Modsat de fleste forudsigelser vandt David Camerons konservative i maj 2015 en smal sejr med et flertal på kun 12 pladser i parlamentet. I fem år havde Cameron da allerede været premierminister i en koalitionsregering dannet af Conservative Party og Liberal Democrats. Selv om denne regering havde forpligtet sig på stramninger og neoliberale reformer, var det lykkedes for liberaldemokraterne at slibe nogle af de værste kanter af. Efter valget mente de konservative selvfølgelig, at de nu, hvor de alene dannede regering, var fritstillede til at gennemføre deres egen politik - uhæmmet thatcherisme. Og med valget af Corbyn blev Labour anset for at være unelectable, så endnu en konservativ sejr ved det næste valg i 2020 blev derfor opfattet som næsten sikret på forhånd. Sådan blev der i hvert fald tænkt. Men som vi skal se, viste det sig at være lidt mere kompliceret end som så. For det første fordi Cameron begyndte sin anden periode som premierminister med en tidsindstillet bombe i form af sit løfte om at afholde en folkeafstemning om Storbritanniens medlemskab af EU. Formålet var endelig at afvikle en stridsspørgsmål, der har plaget det konservative parti i årtier. Hvorvidt resultatet af denne folkeafstemning, som skal afholdes den 23. juni i år, i sidste instans løser striden er uanset udfaldet - langt fra sikkert. Hvad der derimod er helt sikkert er, at de konservative i dag er engageret i en borgerkrig om spørgsmålet. Denne vil fortsætte frem til folkeafstemningen - og også bagefter enten på den ene eller anden måde. Det er på disse betingelser, at Cameron har måttet regere siden maj sidste år. Dertil skal lægges en række uheldigheder for ham og for hans vigtigste allierede og hidtidige tronfølger, finansminister George Osborne. Den første uheldighed skete sidste efterår. I sit budget fra juli 2015 havde Osborne annonceret en beskæring af taxcredits - tilskud, som staten betaler direkte til lønmodtagere med lave indkomster. Han blev dog nødt til at droppe forslaget i efteråret efter en udbredt folkelig modstand, også afspejlet i hans eget parti og i Overhuset, som stemte imod. 1 / 7
Noget lignende men i virkeligheden mere alvorligt skete her i marts. Iain Duncan Smith, minister for arbejde og pensioner (som havde været leder af det konservative parti i opposition 2001-2003), trådte tilbage i protest mod nedskæringer i invalidepensionen. Ved første øjekast fandt de fleste personer dette mærkeligt. IDS, som han er kendt som, havde været på posten siden 2010 og foretaget brutale nedskæringer i de sociale ydelser uden synlige skrupler. Formålet med hans tilbagetræden synes da også at være dobbelt. For det første for at protestere mod, at nedskæringer skulle foretages overalt, undtagen i alderspensionen. Det har været en grundlæggende regel for Cameron og Osborne, at pensionerne under ingen omstændigheder skulle røres - af ren og skær politisk opportunisme: Pensionister stemmer, og mange af dem - især de mere velstillede - stemmer konservativt; så pensionerne var fredede. I sin opsigelse fordømte Duncan Smith denne politiske opportunisme og angreb især Osborne. Dette stemte overens med hans andet mål: At der vil komme et ledervalg i The Conservative Party på et tidspunkt før 2020, eftersom Cameron har annonceret, at han vil træde tilbage inden næste valg. Og at ledervalget kan komme hurtigere, hvis Cameron taber EU-folkeafstemningen. Formålet for de konservative euroskeptikere og eu-modstandere, hvoraf Duncan Smith er en af de mest fremtrædende, er at sikre, at den nye leder, uanset hvem det bliver, vil være euroskeptisk. Som den vigtigste pro-eu-kandidat, skal Osborne derfor miskrediteres og slås ud af konkurrencen. Men i spørgsmålene om invalideydelser og taxcredits har der været mere involveret end blot intern parti-fraktionalisme. Der er på disse spørgsmål en udbredt modstand mod regeringen, og denne afspejles ikke kun i oppositionspartierne men også blandt konservative parlamentsmedlemmer. Og det samme - men på en meget større målestok - vil sandsynligvis manifestere sig i de kommende uger. Regeringen skal gennemføre en uddannelsesreform, så skoler kan undtages de lokale offentlige myndigheders kontrol og i stedet forvandles til uafhængige akademier. Denne proces blev indledt under Tony Blair men har hidtil indebåret et mindretal af skolerne. Cameron foreslår nu at generalisere den et kæmpe skridt på vejen til privatisering af uddannelse. Ordningen imødegås af lærernes fagforeninger, men også af de lokale myndigheder, herunder de konservative: Byrådet i Storbritanniens næststørste by, Birmingham, har netop gået ud i opposition til akademiseringen. Og denne modstand afspejles igen blandt de konservative parlamentsmedlemmer. Så vi har altså at gøre med en regering med et lille flertal, valgt med lave stemmetal, konfronteret med modstand, dybt splittet over et centralt politisk spørgsmål, Europa, og som har lidt flere tilbageslag inden for mindre end et år. Jeremy Corbyn bør som leder af det største oppositionsparti, således ikke have svært med at angribe denne regering. Og faktisk har Corbyn da også generet regeringen ret så effektivt. I et forsvar for stålindustrien, for sundhedsvæsenet, hvad angår akademierne, skatteunddragelse og renationalisering af jernbanerne i disse spørgsmål er Corbyn i virkeligheden i større overensstemmelse med den offentlige mening, end Cameron er. Ikke desto mindre er Corbyn stødt på vanskeligheder. Dog mindre fra de konservative end fra medierne og højrefløjen i hans eget parti. Corbyns sejr sidste september var en sejr for medlemsdemokratiet. Men det stoppede ikke ændringen af Labour til New Labour i Blair, Brown og Mandelsons version. Faktisk blev det efter Corbyns valg tydeliggjort i hvilket omfang denne proces var lykkedes. De mest højreorienterede elementer, blairites, står meget stærkt blandt parlamentarikerne og styrer stadig partiapparatet. (Resten af parlamentarikerne er i bedste fald centrum-venstre - "blød venstre" i det britiske sprogbrug.) Pro-Corbyn kræfterne står stærkere i hovedbestyrelsen (National Executive), der vælges af fagforeningerne og partimedlemmerne. Men deres virkelige styrke ligger dog hos dem, der stemte på Corbyn. Det ville være pedantisk og indeholde mange gentagelser, hvis vi skulle gå i detaljer med alle angrebene på Corbyn. Men det er vigtigt at slå fast, at angrebene overskrider de gængse normer for 2 / 7
den politiske debat. I debatten forud for afstemningen om tilladelse til at bombe Syrien i december 2015 kaldte Cameron således Corbyn og dem, der stemte imod, for "terroristsympatisører". Pressen angriber Corbyn og angrebet bliver akkompagneret af Labour-parlamentsmedlemmer - for at være ekstremistisk både i hans socialpolitik og i hans støtte til Palæstina og Cuba. Han bliver også karakteriseret som svag og uduelig (hvilket han ikke er), og bliver konstant opfordret til at træde tilbage. Voldsomheden i konfrontationerne afspejler et sammenstød mellem forskellige interesser. Corbyn og hans tilhængere har til formål at bryde med krisepolitikken, forsvare velfærdsstaten og gennemføre renationaliserínger. Dette er bandlyst i Labour-establishment, som igennem de sidste 30 år har tilsluttet sig den neoliberale konsensus. Og denne modstand er ikke kun ideologisk. Det er også lukrative karrierer, der forsvares. 2. december sidste år blev forslaget om at udvide bombningen fra Irak til Syrien vedtaget med 397 stemmer mod 223 i parlamentet. Kun syv konservative stemte imod, mens 66 af Labours parlamentsmedlemmer stemte for. Repræsentanten for disse, Hilary Benn, skyggeudenrigsminister og søn (biologisk, men desværre ikke politisk) af den afdøde Tony Benn, holdt en lidenskabelig krigsophidser-tale, som blev rost af labour's modstandere. Men faktisk var antallet af Labourparlamentsmedlemmer, der støttede regeringen, mindre end Cameron havde håbet. Det kunne have været op til hundrede eller mere. Sammen med Corbyn stemte 153 Labour-parlamentsmedlemmer imod, mens 20 undlod (3). Det var en sejr for Corbyn. Mange af de parlamentsmedlemmer, der stemte imod, følte sig presset fra den offentlige mening og fra de lokale partiafdelinger. Efter denne afstemning reorganiserede Corbyn sit skyggekabinet og fyrede de mest åbenmundede af hans modstandere. Hilary Benn beholdt dog sin stilling. Han siges at have givet Corbyn nogle løfter om sin fremtidige adfærd. Efter afstemningen om Syrien og efterfulgt af Oldham suppleringsvalget (se nedenfor), fremstod Corbyn styrket. Men angrebene fortsatte. Et par dage efter Duncan Smiths fratrædelse i marts blev et dokument lækket til pressen, hvor Labours parlamentsgruppe var opdelt i kategorier. Hvor dokumentet kom fra vides ikke med sikkerhed. Højrefløjen i Labour har straks tilskrevet det Corbyns kontor, og mange af dem udtrykte forargelse over at blive sat i den ene eller den anden kategori. Corbyn benægtede, at han havde noget at gøre med det (han kunne næsten ikke gøre andet). Dokumentet kan være fremstillet af Corbyn-tilhængere eller Corbyn-modstandere. Men én ting er sikkert. Hvis vi anvender det gode gamle princip om cui bono, altså hvem der får gavn af lækagen, er svaret: bestemt ikke Corbyn eller hans støtter, derimod hans fjender. Men uanset dokumentets herkomst, er det interessant læsning. Parlamentsmedlemmerne er inddelt i fem kategorier: kernegruppen (Corbyns tilhængere): 19; kernegruppen plus, dem, der generelt støtter: 56; neutrale, men ikke fjendtlige : 71; den negative kernegruppe : 49; fjendtlige : 36. Man kan argumentere om nøjagtigheden af inddelingerne. De 36, der beskrives som direkte fjendtlige, er det i hvert fald; men det er også en hel del i den negative kernegruppe ; og selv i den positive kernegruppe finder vi Tom Watson, stedfortrædende leder, som stemte for bombningen af Syrien. Og endelig er den neutrale status tvivlsom for nogle af dem, der beskrives sådan. En del parlamentsmedlemmer siger ikke altid, hvad de mener, fordi de er beregnende eller under pres fra deres lokale parti. Men gruppeinddelingen er dog ikke helt hen i vejret. Parlamentsmedlemmerne spænder fra dem, der accepterer - mere eller mindre modstræbende - legitimiteten i Corbynledelsen og over til dem, der ønsker at slippe af med ham så hurtigt som muligt; og derimellem en række gråtoner. Problemet for Corbyns fjender i parlamentsgruppen er i første omgang at træffe beslutning om en måde at komme af med ham og dernæst at få støtte fra et flertal af Labours parlamentsmedlemmer til at gøre det. En idé, der er blevet lækket, er at presse på for et nyt ledervalg, hvor Corbyn ikke 3 / 7
ville være i stand til at stille op, fordi han ikke ville få de nødvendige 35 nomineringer fra Labourparlamentsmedlemmer. Dette ville naturligvis være skandaløst og tvinge partiet ud i en krise. En lidt anden taktik kommer fra Joe Haines, den nu 88-årige tidligere spindoktor for Harold Wilson, Labours premierminister i 1960'erne og 70'erne. Haines giver ret bemærkelsesværdigt i sin første udmelding i årtier - en politisk begrundelse for Corbyns illegitimitet: Det er parlamentsmedlemmerne, der repræsenterer Labours millioner af stemmer; ikke de 423.000 mennesker, der stemte i formandsvalget. Helt bevidst for at udelukke Corbyn fra et én person én stemme-valg, foreslår han, at det parlamentariske Labour bør vælge en leder, nemlig den som vil få støtte fra de fleste parlamentsmedlemmer, hvilket vil efterlade Corbyn isoleret. Dette ville naturligvis også udløse en krise. Virkeligheden er imidlertid, at sameksistens i længere tid mellem Corbyns ledelse og Labours establishment er umulig. Labours højre, medierne og de konservative siger alle, at det er umuligt for Labour at vinde et valg med Corbyns politikker som fx renationalisering af jernbaner, af privatiserede offentlige ydelser og af energisektoren og opgivelse af atomvåben, især Trident ubådene. Men deres hemmelige mareridt er, at han faktisk kunne vinde et valg på en sådan politik. Det er det, de ønsker at stoppe. Så før eller senere vil der være en splittelse i den ene eller anden form. Enten vil det lykkes for Corbyn at stabilisere sig, og der vil komme en højreorienteret splittelse; eller der vil komme et højreorienteret kup mod Corbyn, som vil blive tvunget ud. Den blødning af medlemmer fra Labour-partiet der så vil følge, vil ikke forskrække blairites. Tværtimod vil de foretrække et mindre og mere tamt parti. Dette kunne føre til skabelsen af en betydelig kraft til venstre for Labour. Hvad der på kort sigt kan afgøre, om Corbyn bliver udfordret eller ej, er spørgsmålet om succes ved de parlamentariske valg. Det, der kunne få mange vaklende parlamentsmedlemmer til at støtte højrefløjen, vil være, hvis Corbyn faktisk er en belastning ved valgene. Sidste år i december var der et suppleringsvalg i byen Oldham, efter en Labour-parlamentsmedlem - en førende Corbyn-supporter - afgik ved døden. Det blev almindeligt forudsagt af medierne og den politiske verden, at Labour ville miste sædet på grund af Corbyn, og at måske ligefrem UKIP ville tage det. Faktisk vandt Labour med et væsentligt forøget flertal; og UKIP var helt væk. I næste måned vil der være endnu en valgtest men på en meget større skala. Der vil være valg til det skotske parlament, til det walisiske, til hovedstadsrådet i Storlondon samt flere lokalvalg over hele England. Dårlige resultater for Labour vil være dårlige nyheder for Corbyn. Og situationen er ikke så enkel. I Skotland peger alt på endnu en sejr for Scottish National Party (SNP) og et dårligt resultat for Labour. Men hvis det sker, vil det blive svært at bebrejde Corbyn. Udslettelsen af Labour i Skotland i maj sidste år, fandt sted før han blev leder, og næste måneds resultat kan næppe blive meget værre. Labours kandidat i Storlondon, Sadiq Khan, synes godt rustet til at vinde på trods af en beskidt kampagne fra de konservatives kandidat for at vende hinduistiske, sikher og jødiske vælgere mod Khan, som er muslim. Hvis Khan alligevel vinder, vil det styrke hans profil - og han er klassificeret som en Corbyn-fjende i partiet. Men alt taget i betragtning, vil det være bedst for Corbyn, hvis Khan vandt. Den virkelige test vil dog blive de engelske lokalvalg. Sidste gang de pågældende pladser blev testet var i 2012, og Labour gjorde det meget godt. Hvis Labour taber terræn i forhold til da, vil skylden blive lagt på Corbyn, også selv om resultatet forbedres i forhold til sidst. Umiddelbart er der ingen grund til, at Labour vil gøre det dårligt. Camerons regering er ikke i en god situation. Og tingene er blevet værre fornylig, som vi skal se. På den anden side rammes Corbyn af permanente angreb i medierne. Men det var også tilfældet på tidspunktet for suppleringsvalget i 4 / 7
Oldham, hvilket dog ikke påvirkede resultatet negativt. Corbyn og hans allierede, skyggefinansminister John McDonnell, er lykkedes med at angribe regeringen over de seneste par måneder; selv om de ikke var i stand til at drage fuld fordel af den krise, som Duncan Smiths tilbagetræden forårsagede grundet lækagen af det omtalte dokument, som uden tvivl ikke var tilfældig. Corbyns popularitet i meningsmålingerne er endda begyndt at komme op på niveau med Camerons. Og i de sidste par uger er der sket to vidt forskellige ting, som begge har tvunget Cameron og hans regering i defensiven. Den første var Tata Steels beslutning om at lukke firmaets fabrikker i England og Wales; og hvis der ikke findes en løsning med et direkte tab på 15.000 arbejdspladser og op til 40.000 indirekte. En vigtig årsag til Tata's problemer - som for problemerne i den europæiske stålindustri i almindelighed - har været en dumpning af prisen på kinesisk stål. I USA har man vedtaget stærke antidumpingforanstaltninger: sådanne har også været drøftet i Europa. Et af de lande, der blokerer for en vedtagelse heraf, har været Storbritannien, der sætter sine handels- og investeringsmæssige forbindelser med Kina foran arbejdspladser for egne stålarbejdere. Hvis en køber bliver fundet, og job bliver sikret, kan tingene falde til ro; men regeringen vil ikke komme ud af krisen med megen forståelse, da den hverken har forudset problemet eller reageret hurtigt på det. Corbyn besøgte den vigtigste stålmølle i Port Talbot før regeringens ansvarlige minister, og McDonnell rejste muligheden for nationalisering, dog kun som en midlertidig foranstaltning. Det andet problem for Cameron var afsløringerne af Panama Papers, der placerer ham direkte i søgelyset. Camerons regering er blevet kaldt en regering af millionærer. Han er selv millionær, og ligesom de fleste rige mennesker, blev han selv rig, fordi hans forældre var det. Hvordan de blev rige, bliver der nu kigget på. Hans far, Ian Cameron der døde i 2010, tilbragte tredive år med at oprette og drive en investeringsfond, Blairmore Investment Trust, som har specialiseret sig i at hjælpe virksomheder og rige enkeltpersoner i at sætte deres penge i skattely for at undgå britisk skat. I 30 år har Blairmore selv forblevet offshore og har aldrig betalt en krone i britisk skat. I 2009 blev Ian Cameron af Sunday Times Rich List vurderet til at være 10 millioner værd. Da han døde, var hans offentligt oplyste formue i UK på 2.7 mio, hvoraf David Cameron blev efterladt 300.000. Der blev ikke oplyst noget om placeringen af resten af formuen, selv om de britiske skattemyndigheder kendte til det. Noget af svaret synes at ligge i skattely på Jersey. Det hører med til billedet, at Camerons kone arbejder for en virksomhed, der drives gennem et holdingselskab med base i Luxembourg; hans svigermor ejer en virksomhed, der opererer delvis gennem Guernsey, og hans svoger nævnes i Panama Papers for at have offshore-konti på British Virgin Islands. Camerons oprindelige påstand om, at hans finanser var "en privat sag" gav plads til formodninger om, at han ingen aktier ejede, og at hverken han eller hans familie nød godt af eventuelle offshore fonde. Men langt om længe indrømmede han, at han havde ejet aktier i Blairmore, men at han havde solgt dem fire måneder før han bliver statsminister. Hvad effekten af alt dette bliver for Camerons fremtid er endnu ikke klart. Spørgsmålet har selvfølgelig stor betydning i lyset af krisen for det konservative parti. Men afsløringerne rækker ud over Camerons personlige situation; spørgsmålet om offshore-selskaber og skattely er nu kommet ud i det åbne. Og millioner af mennesker vil erfare, at mange af dem, der har talt for og indført en stram krisepolitik, omvendt har sikret sig selv og undgået at betale skat af deres betydelige formuer. Derudover er det også kommet frem i lyset, at mange skattely er relateret til Storbritannien - Jersey, Guernsey og Isle of Man har status som kronbesiddelser og er ikke en del af UK. Deres indre anliggender er ikke under kontrol af den britiske regering, selv om den kunne lægge et pres på 5 / 7
øerne, hvis den ønskede. The British Virgin Islands, Cayman Islands og andre caribiske områder er derimod britiske oversøiske territorier, og den britiske regering har beføjelse til at gribe direkte ind og endda til at indføre direkte styre, hvilket netop Corbyn har krævet. Han har også meget målrettet forfulgt Cameron for hans undvigende svar. Corbyn har gjort det godt i denne sag. Også fordi han og McDonnell selv synes at være hævet over mistanke - de har begge offentliggjort deres indkomst og selvangivelser. Det synes rimeligt at antage, at Corbyn og Labour vil drage nytte af de nuværende vanskeligheder hos de konservative, og at dette kan give pote i de kommende valg. Men der er ét politisk spørgsmål, som Corbyn synes at undgå eller i det mindste udsætte, men som han bliver nødt til at tage fat på. Det er spørgsmålet om Europa og folkeafstemningen. For det meste af hans politiske karriere har Corbyn været imod EU, i hvert fald i sin nuværende form. Kort efter han blev partileder, meddelte han under pres, at han ville føre kampagne for, at Storbritannien skulle forblive i EU på visse betingelser (4). Men selv om han formentlig fortsat vil arbejde for det, vil det være usandsynligt, at han blot gentager den rosende pro EU-argumentation, som føres af de konservative, de liberale demokrater og Labours establishment; han vil sandsynligvis argumentere for at forblive i EU og kæmpe for en "socialt Europa". Dette er en forholdsvis vagt begreb, men det er muligt at give det et anti-krisepolitisk, et anti-neoliberalt, ja selv et antikapitalistisk indhold. Problemet er dog at give det troværdighed. Og da der ikke er mulighed for en synkroniseret udvikling af 28 lande - eller bare de fleste af dem - fra et neoliberalt Europa til et socialt Europa, lander vi igen på det nationale niveau. Corbyn kunne beslutte ikke at begrænse sig til blot at kritisere det eksisterende EU, men sige hvad en Labour-regering ville gøre for at bryde væk fra den neoliberale europæiske konsensus. Det ville ophidse de konservative, medierne og blairites. Men det ville give et politisk indhold til, hvad der på nuværende tidspunkt er en temmelig steril polarisering mellem ukritiske beundrere af EU og reaktionære engelsk og britiske nationalister en polarisering i hvilken venstreorienterede EUmodstandere har svært ved at gøre sig gældende, selv om deres kritik af EU er velbegrundet. Hvorvidt Corbyn vil anlægge en sådan linje, eller hvad han vil, får vi snart at se. Hvis Labour - på trods af krisen, splittelsen blandt de konservative og den voksende mistillid til regeringen - alligevel gør det dårligt ved valgene i England og Wales, vil Corbyns modstandere måske angribe hans formandsskab. Også selv om han kommer relativt succesfuld over disse valgtests, vil hans position langt fra være sikker. Han hænger på et højreorienteret parlamentsgruppe i hvert fald indtil næste valg. Hans base er uden for Westminster, blandt de mennesker der valgte ham. De fleste af disse tilhængere er nu i de lokale afdelinger af Labourpartiet; nogle er desuden organiseret i Momentum-bevægelsen, som - i det mindste i nogle områder - tillige er åben for ikke-labour medlemmer. Momentum er ikke alene en strømning i Labourpartiet men også et middel til mobilisering. Og det er nu blevet muligt at påtvinge de konservative nederlag ved at mobilisere. Jeremy Corbyn blev hyldet på en konference for den største af lærernes fagforeninger NUT, da han støttede op om deres kamp mod akademierne. En kamp om dette spørgsmål er på vej, og Momentum og Labour, eller i det mindste Corbyns Labour Party, bør kaste sig ud i den. Der vil også være andre kampe, for eksempel i sundhedssektoren hvor yngre læger har ført en eksemplarisk kamp med en række strejker mod utålelige arbejdsforhold. Sejre på gulvet kan begynde at ændre styrkeforholdet i landet - og også i Labourpartiet. NOTER 1) De konservative bliver ofte benævnt Tories' eller The Tory Party - navnet på deres forgængere i det attende århundrede. Det kommer fra et irsk ord, der betyder "røver" og har sjældent været mere passende. 2) Se min artikel i Kritisk Debat fra oktober sidste år: Bag Corbyn - ny bevægelse, nye udfordringer 6 / 7
- http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1566 3) Jeg blev glædeligt overrasket over denne afstemning. I oktober sidste år troede jeg, at Corbyn endda kunne se sig selv i et mindretal på spørgsmålet. 4) Se artiklen nævnt i note 1. Oversat fra engelsk af Klaus Krogsbæk 7 / 7