2
Kroppene i kølerummet I kapellet på Regionshospitalet Viborg står der hvide gummistøvler klar til obduktioner. Kølerum passer på ligene. Kapelassistenterne går blandt de døde og har vænnet sig til lugten af lig. Tekst og foto: Anna Gudmann Hansen Skal du have noget sæbe?, spørger Jesper, kapelassistenten, sin kollega, der står og kæmper med at få en ring af en død kvindes finger. Hun giver ikke så let slip på den. I kølerummet er der lige så koldt som i et køleskab, fem grader. Der står fire senge på række. Sengene er dækket af lagener, men fødder, blege og hvide, stikker frem. Resten af kroppene er gemt væk. Under det hvide stof er konturerne tydelige. Hænderne, der hviler på hoften. De knoglede ben. Den dødes kvindes lagen er trukket væk, og hun ligger i hospitalstøj, bleg og med pergamentagtig hud, med sit hoved tilbagebøjet, så hendes strube er blottet. Ligene befinder sig i kapellet tilhørende Viborg Regionshospital. Her arbejder Jesper Poulsen og Erik Andersen som kapelassistenter. Det er deres arbejde at flytte ligene fra seng til seng, transportere dem til kølerummet, overvåge dem, lægge dem i kiste og obducere de lig, der skal undersøges. Jesper har arbejdet i et kapel i 20 år, men han kom først til Viborg for fire år siden. Her går han på de hvide gange uden vinduer, hvor gråt linoleum dækker gulvene. Den klipper ribben som en kyllingesaks Jesper Poulsen står for obduktionerne i Viborg. Han har lært det ved at gøre det. Da han blev ansat, havde han 14 dage med den tidligere obduktør, hvor han kun fik lov til at sy lig sammen. Senere fulgte han en læge, der lærte ham teknikken at obducere. Imens han går rundt i det hvide obduktionslokale med klinker på væggene, forklarer han afslappet om, hvordan han skærer organerne fri, som om det var et hvilket som helst almindeligt arbejde, han udførte. Han starter altid med at skære et Y-snit i brystkassen. På en briks ligger der en rodet blanding af forskellige instrumenter. Han viser en tang frem. Den klipper ribben som en kyllingesaks, siger han og lægger den ned igen. Der ligger et spækbræt, som nogle af organerne bliver skåret op på. Der er en gammel brødkniv, som er blevet slebet og en jernhandske, så obduktøren ikke skærer i sine egne hænder. Jesper foretrækker at gøre det uden, han kan bedst lide at mærke organerne med fingrene. Når hjernen skal undersøges, skærer han kraniet op med noget, der ligner en rundsav. Den skærer i knogler, som om det er blød smør. Obduktionen er blevet en rutine. Han har ikke problemer med det, det har han aldrig haft. 3
Jeg lærte det bare gradvist. Jeg synes ikke det var så grænseoverskridende. Det værste er lugten. Lugten er forfærdelig. Det er den, de fleste har det sværest med. Da døren til kølerummet går op, lugter der svagt af vaniljekranse. Lugten af lig Lige nu er er kun en svag lugt af plastik i obduktionslokalet. På væggen hænger der en oversigt over, hvor meget de forskellige organer cirka skal veje. Et hjerte vejer 1/200 af kroppens vægt, fortæller Jesper som en del af sin strøm af information om den menneskelige krop. Ved indgangen hænger der tre metalhylder, hvor der er alt det plastiktøj, der skal til, for at blive dækket helt til. Og så står der hvide gummistøvler på rækker. Det kan være et blodbad, når de døde kroppe bliver skåret op. Obduktionerne foregår på første sal, og på vej ned ad trapperne til de kølige gange, hvor kølerummene er, rammer en sødlig duft. Den har hele tiden været der. Måske er det lugten af sødlige rengøringsmidler. En luftfrisker, der er blevet for gammel eller råddent blomstervand. Da døren til kølerummet går op, lugter der svagt af vaniljekranse. Når man arbejder her, tænker man ikke rigtigt over det, siger Jesper. Nogle gange, når jeg har været på ferie og kommer tilbage her til, lægger jeg mærke til den. Det er egentlig lugten af lig. Hvile i intervalstuen Når nogen dør på hospitalet, bliver de lagt i intervalstuen, hvor de skal være i seks timer, før en læge erklærer dem for døde. Det er en formalitet, at det er lægens opgave, for kapelassistenterne har ikke svært ved at genkende tegnene udover mangel på vejrtrækning, selvfølgelig. 4
Det ligner et lille hospitalsværelse, der er hvide klinker, gråt linoleumsgulv ligesom i gangene og en zinkvask. Lyset kommer ind af et enkelt vindue helt oppe under loftet, ellers er der kun et kunstigt lys fra lampen. Rummet er grænsende til klaustrofobisk. Der er tre måder, hvorpå man med sikkerhed kan se, at personen er død. Når der er ligpletter, dødsstivhed eller forrådnelse, er det 200% sikkert, fortæller Jesper. Den døde mand, der ligger i intervalstuen, er dækket af et lagen, og han har et foldet stykke papir i sin fodende med sit navn på. Der hænger en rød snor fra loftet, der kan trækkes i, hvis nu en levende person ved en fejl er blevet kørt ned i kapellets gange. Det er aldrig sket, og manden, der ligger i rummet, er uden tvivl død. Jesper flytter papiret med den dødes navn på ind under lagenet, og løfter så op i det og afslører, at personen døde i Hummel joggingbukser i en høj alder. Ligets ansigt er indsunket, øjnene er lukkede, og huden har fået en svag grålig farve. Jesper løfter op i ligets trøje. Det ser ud som om, at blodet er sunket ned i bunden af kroppen. Ligpletterne danner underlige røde og mørke farver som kæmpestore blå mærker. Hans arme ligger krydset over maven, de er blevet urokkelige af dødsstivheden. Senere skubber Erik sengen med den døde mand i Hummelbukserne ud på gangen. Han stiller sengen under en lift, der er lavet til at løfte ligene. Han sørger for, at lagenerne er foldet godt rundt om den døde krop, inden han kører den mekaniske lift ned til liget, der langsomt omfavner taljen. Den kører op med liget i sin favn og løfter kroppen, så den unaturligt bøjer bagud og former et u. Kroppen bliver ført over på en anden båre, der bliver kørt ind i kølerummet på række med de andre lig. Kølerummet tæller fem. Respekt og rutine Begge kapelassistenter behandler de døde, som hvis det var deres pårørende. Det har også en enkelt gang været tilfældet for Jesper, hvor han obducerede en af sine bedste venner. Rutinen tog over. Med undtagelse fra sine normale obduktioner, lagde han en klud over sin vens ansigt. Både Jesper og Erik er vant til de døde, til dødsstivhed og ligpletter og lugten af rådden hud. Jesper har haft flere hjerner i hænderne, de har begge fjernet øjnene på døde, der har besluttet sig for at donere deres hornhinder, da de stadig var i live. De er enige om, hvordan ligene skal behandles. Man skal vise de her mennesker respekt, behandle dem ordentligt, siger Erik. Samtidig er de afslappede omkring ligene. De skærer i dem, flytter på dem, vasker dem og hjælper bedemændene med at gøre dem klar til kisten. De døde skræmmer dem ikke. Et hjerte vejer cirka 1/200 del af kroppens vægt. Alle de andre organers vægt findes der også en vejledning til, hvis nu obduktøren er i tvivl. 5
6
7