Når digitale børn bliver voksne Søren Schultz Hansen Der er nogle afgørende nye forudsætninger, som præger børn og unge voksne, som er født og opvokset under det digitale netværkssamfunds regime. Potentialet hos dem kan være stort, hvis vi gør os umage og interesserer os seriøst for disse forudsætninger. 2012 var et ganske særligt år. Her blev de første ægte digitale børn nemlig voksne. De kom til verden samtidig med internettet i den udgave, vi nogenlunde kender i dag, med dets klikbare, grafiske brugergrænseflader og hjemmesider. Og de har bogstaveligt talt vokset sig store og stærke sammen med mobiltelefonen, som netop fra midten af 90 erne blev allemandseje. Denne særlige Årgang 2012 er født i 1994 og fyldte 18 i 2012, og er altså ikke længere børn i juridisk, økonomisk og demokratisk forstand. Det betyder samtidig, at disse indfødte borgere i den digitale verden begynder at bevæge sig ud på arbejdsmarkedet og ind på virksomhederne. Ja, faktisk er det allerede sket: Ifølge Danmarks Statistik udgør unge mellem 18 og 23 næsten 10 % af den danske arbejdsstyrke. 1 Og foretager man en enkelt fremskrivning af dette tal, vil det om bare fem år være tættere på hver fjerde medarbejder, som i praksis har levet hele deres bevidste liv i en verden, som er digital. Hvilke grundlæggende forudsætninger og egenskaber har de med sig fra deres digitale barndom? Og hvad er det for krav, de vil møde i det voksenliv og på de virksomheder, som de altså er på vej ud i? Svarene på disse vigtige spørgsmål hænger nært sammen, af den egentlig enkle årsag, at de digitale indfødte jo er de første årgange af voksne, som kun har levet under og i realiteten bedst kender de krav og betingelser, som gælder i et postindustrielt netværkssamfund. I en optimistisk udlægning betyder det, at de af samme årsag på godt og ondt er naturligt præget med mange af de egenskaber, som både virksomhederne 28 KvaN 95/2013
og alle vi andre har behov for, når vi skal gebærde os mest rationelt og effektivt i et hastigt skiftende, åbent og globalt netværk. Også selvom de unge voksnes logik strider mod, hvad vi ældre voksne har lært, og hvad vi betragter som universelle værdier. Men vi må acceptere, at de ofte både tænker og handler mere rationelt og logisk i forhold til de nye krav i et nyt digitalt land. Uhøflige, overfladiske, selvcentrerede unge? Et af de steder, som ofte er en kilde til stor irritation, bekymring og nogle gange vrede, er, når digitale indfødte så at sige prioriterer det virtuelle liv og samvær over det virkelige. Når de spiller for meget online i stedet for at gå ud og spille fodbold. Når de bruger tid på at pleje deres mange facebookvenner på bekostning af de få, nære venner. Eller når de svarer på en sms, mens man står og taler med dem, til mødet på arbejdet, eller når familien er samlet ved middagsbordet. Og når det sker og det sker oftere og oftere klandrer vi voksne dem nogle gange for at være uhøflige og ikke være rigtigt tilstede. Vi bliver bekymrede for, om de har mistet det ægte fysiske nærvær, som mødet ansigt til ansigt giver, om de kommer til at mangle grundlæggende, sociale kompetencer som voksne. Og vi forudser, at de bliver overfladiske, selvcentrerede mennesker, som kommer til at fravælge det ægte samvær i den virkelige verden til fordel for en konstant jagt på den lette og hurtige anerkendelse. Bekymringerne er reelle nok og skal selvfølgelig tages seriøst. Det sidste, man skal gøre, er bare at feje alle vi ældre voksnes intuitive reaktioner til side som gammeldags eller dumme. Men omvendt er vi nødt til at perspektivere og nuancere nogle af de gængse opfattelser af, hvad der er det mest ægte og virkelig samvær, hvad der egentlig er den mest høflige optræden, når man er sammen med både mennesker og mobiltelefoner, og at den første generation af digitale børn bliver til en flok egoistiske, forkælede voksne, som det nogle gange bliver hævdet næsten som en selvfølgelighed. 29
Denne artikel forsøger at perspektivere og nuancere nogle af opfattelserne inden for netop disse områder. Den er primært baseret på min undersøgelse af de første, ægte digitale indfødte i Årgang 2012, 2 og på den foreløbige empiri fra et netop påbegyndt, globalt forskningsprojekt, der skal svare på, hvordan digitale indfødte skal ledes, og hvilke særlige kvaliteter de har. 3 Ægte samvær? Noget at det, der har været meget fokus på, er, når digitale indfødte unge dyrker et samvær, som kun foregår via medierne, og hvor man aldrig eller meget sjældent mødes ansigt til ansigt. Det gælder især unge, som spiller meget. De møder andre unge online, som de ret hurtigt kommer til at være meget sammen med, både i og uden for spillet, og som hurtigt kommer til at fylde meget. Her er det fx 14-årige William, der taler om sin liste over venner på Messenger: William: Når jeg kigger på [mine venner], der har jeg 131. I hvert fald nok 80 har jeg mødt gennem spil. Dreng, 14 år Det kan se ud, som om de lukker sig inde og lukker verden ude, når unge sidder på teenageværelset og spiller. Hvilket naturligvis også er tilfældet nogle gange. Men man må forstå, at det ligeledes kan være en helt ny og bogstaveligt talt global verden, som åbner sig, og at man mærkeligt nok kan være meget social samtidig med, at man sidder foran skærmen bag nedrullede gardiner. Et rent digitalt samvær kan også opstå, når man møder nogle én gang, fx på en ferie i udlandet, og så fortsætter og udvider venskabet via sms og Facebook. Vel at mærke uden at venskabet af den grund behøver at blive mindre dybt, eller at det nødvendigvis betyder noget negativt for, hvor fortrolig man er med hinanden. Ja, nærmest tværtimod, som det ses af citatet herunder: 30
Sille: Jeg har nogle venner fra Italien, som jeg har mødt én gang. Vi var sammen med dem dernede, men ellers har vi ikke snakket med dem siden. Eller jo, over computer, ikke? Interviewer: Hvor tit snakker du med dem? Sille: Sådan hver anden dag skriver jeg, og nogle gange så snakker vi [i telefon]. Interviewer: Kan man være gode venner sådan på den måde, hvor man måske har mødt hinanden én gang? Sille: Jeg kan godt finde på at fortælle dem MERE, fordi man ikke vil møde dem igen. Pige, 14 år For unge digitale indfødte har nærvær, fortrolighed og intimitet ikke nødvendigvis noget at gøre med hverken fysisk nærhed eller lange og dybe relationer. At udveksle intime ting er ikke altid noget, man gør bedst og mest naturgivent med sine bedste og måske ældste venner. Det udspringer nemlig af den underforståede forudsætning, at dybde og langvarighed i relationer er godt og sikrer kvalitet. Og denne logiske sammenhæng mellem det intime og det nære og dybe venskab stammer fra en tid før digitale og mobile medier, hvor koblingen mellem netop det lokale og det private var mere nødvendig og derfor logisk. Men denne kobling er hverken nødvendig eller logisk længere for Sille og hendes venner, og derfor kan hun lige så godt finde på at fortælle mere til en ven, hun har mødt én gang på en ferie, end sine veninder fra skolen eller klubben. Så slipper man i øvrigt også for, at veninderne fortæller det videre til andre, som en anden pige i undersøgelsen bemærker senere. Derfor er det både praktisk muligt, logisk og nogle gange også mere attraktivt at adskille det intime fra det nære. Og også derfor eksisterer det rene virtuelle samvær naturligvis og er udbredt blandt digitale indfødte. Men det er alligevel langt fra den mest udbredte, mest logiske og mest naturlige måde at være sammen på for unge. Det mest almindelige samvær er nemlig, når det virtuelle samvær smelter sammen med det fysiske samvær. De digitale relationer 31
og det digitale liv og identitet er ikke et alternativ til den fysiske relation og ens fysiske identitet. Tværtimod: Dem, man er mest sammen med i den fysiske verden, er oftest også dem, man er mest sammen med i den digitale. Det virtuelle samvær, som unge dyrker med venner og bekendte via Facebook og sms er, smelter mere og mere sammen med det samvær, de har med de samme venner og kammerater i skolen, klubben eller på arbejdet. Selvfølgelig kan man godt prøve at holde tingene adskilt og skabe selvstændige, parallelle identiteter og iscenesætte sig som et andet og bedre selv i den virtuelle verden. Det er bare svært, og det giver sjældent ret megen mening at fremstå som en filmstjerne på Facebook, når man nu ikke er det henne i skolen. Fordi verdenerne hænger så nært sammen, er der nemlig afregning ved kasse et; som her, hvor et par teenagepiger kommenterer en klassekammerats profilbillede på Facebook: Cecilie: Han synes, han er lækker. Marie: Med slips! Sådan et ville han aldrig nogensinde kunne turde at tage på i skole. Det ville han ikke. Cecilie: Nej. Og han sætter heller aldrig hår. Piger, 14 år Man kan ikke bare uden videre vælge at spille en rolle og konstruere en særlig, digital identitet over for de samme mennesker, som man møder ansigt til ansigt hver eneste dag. Så risikerer man i hvert fald at blive til grin, enten i den virtuelle virkelighed eller i den fysiske virkelighed. Så er der selvfølgelig også det rene fysiske samvær ansigt til ansigt uden brug af medier. Det samvær, som ikke bliver forstyrret at en sms, som lige skal tjekkes eller en statusopdatering, som skal læses og kommenteres. Ofte fremhæves det som den bedste, mest intime måde at være sammen på af min og ældre generationer, som begræder manglen af sådan et samvær og fremhæver det som et problem for de kommende generationers sociale kompetencer. Men sådan opfatter digitale indfødte det 32
ikke. Tværtimod fik jeg bl.a. følgende svar, da jeg i min undersøgelse spurgte ind til netop denne type samvær: Interviewer: Har I nogle sådan gode venner, som I kun har i virkeligheden? Andreas: Men vi ikke skriver med? Johannah: Næh. Selma: Det er altså et mærkeligt spørgsmål. Dreng og piger, 14 år Selvfølgelig er det et mærkeligt spørgsmål. Selvfølgelig er medierne blevet en så naturlig og integreret del i livet, at de nærmest ikke forstår spørgsmålet. Selvfølgelig er det nærmest umuligt at forestille sig et samvær og et venskab, som kun eller bare primært er baseret på at være sammen i den fysiske verden. Hos børn og unge voksne prioriteres og eksisterer den digitale verden på lige fod og i en logisk og uundgåelig symbiose med den fysiske verden, så socialt samvær og venskab selvfølgelig altid inkluderer medier, og medier handler altid om socialt samvær. En generation af cyborgs Digitale medier er med overalt. De kræver ret og plads i vores liv i en grad, så vi er tvunget til at tage stilling til dem, og de påvirker vores regler for god opførsel: Fx er den velopdragne voksne nødt til at huske at sætte mobilen på lydløs, når den ikke skal forstyrre: i biografen, til møde eller når vi bare vil have lidt fred og ro. Det er en del af almindelig høflighed. Også unge digitale indfødte slår som regel lyden fra på mobilen. Men paradoksalt nok er det bare ikke for at undgå at forstyrre, at de sætter telefonen på lydløs. Det er tværtimod, fordi de vil være helt sikre på, at de altid bliver forstyrret dvs. at de straks opdager, når der kommer en sms. Som en af de unge medvirkende i min undersøgelse siger: 33
Ida: Jeg har sms på vibration. Hvis nu jeg har den i bukselommen, så ligegyldigt hvor meget larm der er, vil jeg stadig kunne mærke den. Jeg har den ALDRIG på lyd. Pige, 14 år Det er jo ikke altid, man kan høre telefonen, når der fx er høj musik, eller når man er sammen med en masse grinende og højtsnakkende veninder. Så hvis man vil være sikker på at opdage, når nogen ringer eller sender besked, hvor man end befinder sig, og uanset hvor meget larm der er, er der kun én effektiv måde: at have telefonen på lydløs og på vibration, samtidig med at man har den så tæt på kroppen, at man mærker, når den bevæger sig: i hånden, bukselommen, jakken eller bh en: Interviewer: Mobilen hvor har I den henne? Isabella: I lommen. Altid! Interviewer: Har du aldrig nederdel på? Isabella: Jo, jo. Så kan den sidde her i bh en Pige, 14 år For rigtigt at kunne lodde dybden af mediernes rolle og betydning, er man nødt til at forstå, at mobiltelefonen i praksis er vokset sammen med kroppen: Den fungerer kun, hvis den hele tiden har kontakt med kroppen, så man kan mærke, når den vibrerer. Vores digitale børn er blevet cyborgs, blandinger af mennesker og mediemaskiner. Det er ikke fremtidsmusik eller teoretisk filosofi, men er allerede sket på et meget konkret og praktisk plan. Det betyder også, at en telefon, som vibrerer i lommen eller endda i stroppen på bh en, har den samme insisterende påvirkning af kroppen som en finger, der prikker på skulderen. Skal man prøve at forudsige og planlægge nutidens og fremtidens måde at holde møde på, og sætte rammer for, hvad der er naturlig eller omvendt uhøflig opførsel, skal man altså forstå to ting. For det første: Når man står og taler med en ung kollega, som svarer på en sms, gælder der på afgørende måder samme regler 34
for høflig adfærd, som hvis han var blevet prikket på skulderen. Og for det andet: Hvis man sætter grænser eller regler, som forhindrer en digital indfødt i at reagere på en sms, er der faktisk en risiko for, at man tvinger sit barn eller sin kollega til at være lige så uhøflig over for sms ens afsender, som hvis du selv ignorerede en person, der prikkede dig på skulderen. Vi-vi-vi-generationen Børn og unge voksne har en anden opfattelse af, hvad der er det ægte samvær, fordi medierne har fået en intim og meget håndfast og fysisk rolle i deres liv og samvær. De bærer rundt på de interaktive mediemaskiner, som oven i købet er smeltet sammen med kroppen. Medier, som sikrer at alt og alle altid er tilgængelige for dem, men som omvendt også betyder, at de selv kan nås af alle altid og alle steder. Dette er med til at tegne et billede af digitale indfødte som en generation af konstant opkoblede og derfor konstant tilgængelige mennesker. Moderne unge i dag er simpelthen aldrig alene, fordi de har hele verden med alle steder. Det lyder som en kliché, men er ikke desto mindre en realitet: Fra de allermest offentlige sammenhænge i biografen eller i togkupeen, over de sluttede sociale sammenhænge mellem mennesker fx om middagsbordet eller på tomandshånd til de allermest intime sammenhænge i soveværelset eller på toilettet. Altid kan og må de indgå i og håndtere sociale relationer. Disse forhold gør, at digitale indfødte både i konkret og overført forstand er smeltet sammen med resten af verden. Grænserne til den mest private sfære, ja, til selve individet og vores fysiske krop er brudt ned. Aldrig og ingen steder er de helt jeg, altid er de vi. På et meget konkret plan dokumenteres dette billede i min aktuelle empiri om unge voksnes opfattelse af et fremtidigt arbejdsliv (se note 3). Faktisk i en udstrækning, hvor det er svært at lokke et jeg ud af de medvirkende, når de bliver bedt om at beskrive deres forventninger, ønsker og krav til arbejdet. I stedet måler de medvirkende i feltarbejdet nærmest kun ud fra en relationel målestok: 35
Martin: Det var fedt, det der samarbejde, sammenholdet [ ] Altså det med at motivere i arbejdet, og dér var samarbejde stor, stor, et stort, stort element. Mand, 20 år Samarbejdet, de sociale relationer, det at give og få noget af andre, er det mest fremherskende krav fra de unge til arbejdet. Det er uden undtagelse det, der nævnes som det allerførste og vigtigste, og det, de medvirkende i empirien bliver ved at vende tilbage til. Det gælder også de unge, som man ud fra traditionelle segmenteringsmodeller ville kalde blå og individorienterede, og som eksplicit betegner sig selv som meget karrierebevidste og til tider næsten ungdommeligt ambitiøse. Her en ung mand, som i egen optik er meget fokuseret på karriere og på det, han kalder business-verdenen, men samtidig fremhæver, at det er det sociale, der gør denne verden attraktiv: Mikkel: Jeg synes, Business-verdenen er utroligt spændende. [ ] Networking. Det skal være utroligt meget networking. Og det er jo også det sociale, kan man sige, men også det at kende mennesker og komme frem via den måde. Mand, 19 år Det sociale handler om den løbende og konstante anerkendelse, som er helt central og nødvendig for at føle sig vigtig, ja, afgørende for forståelsen af sig selv og for selve ens identitet: Frederik: Det handler om at få anerkendelse, og så gør det ikke så meget på hvilken måde. Men bare du føler, du har lavet noget godt, føler sig vigtig. Martin: Bare det her med at få anerkendelse for det, man laver. At man føler, at man gør en forskel. [ ]Det der at føle, at du får en anerkendelse og der sker fremskridt, det betyder meget også sådan i min forståelse af mig selv. Mænd, 20 og 19 år 36
Der er en higen efter og krav om konkret og kontant anerkendelse og feedback. Måske kan det ud fra en umiddelbar betragtning ligne selvcentrering: se mig, li mig, gi mig. Men forklaringen er væsentligt mere nuanceret: For naturligvis har generationen af digitale indfødte ikke pludselig en større trang end tidligere generationer til anerkendelse indkodet i deres DNA. Det helt afgørende er derimod, at digitale indfødte er vokset op med, og har et helt livs uafbrudt erfaring med, at anerkendelse og feedback er noget, man har mulighed for at få med det samme hele tiden og lige så let fra mange som fra bare én: Det er i vid udstrækning essensen af den digitale verdens medier, som de er vokset op med, og som både er mobile, interaktive og dialogiske. Derfor er de vant til og forventer både at give og få anerkendelse og feedback konstant og på alt, hvad de laver, ligegyldig hvor de laver det. Det er naturligvis ikke noget, man bogstaveligt talt er tvunget til, men muligheden, den lette adgang og erfaringen med, at det er sådan, det er, vægter tungt. Beskrivelsen af de unge medvirkende som en flok egoister kan slet ikke dokumenteres i empirien (eller i anden aktuel forskning). Det er tættere på sandheden at hævde, at de nye voksne, som er på vej ud i arbejdslivet, bliver den mindst individualistiske generation i moderne tid. Snarere end at de er superindividualistiske og en flok selvpromoverende og forkælede voksne in spe. Fantastisk potentiale Der er nogle afgørende nye forudsætninger, som præger børn og unge voksne, som er født og opvokset under det digitale netværkssamfunds regime. Potentialet hos dem kan være stort, hvis vi gør os umage og interesserer os seriøst for disse forudsætninger. Og hvis vi åbent respekterer dem, overvejer dem og tager dem til efterretning. Vi kan ikke bare gå ud fra, at vores opfattelser af det ægte og bedste samvær er universelt, og vi skal under alle omstændigheder være opmærksomme på, at vi risikerer at stille nogle krav til vores børn og vores kommende kolleger, som er helt uforståelige og truer det, som de omvendt opfatter 37