PÅ FELTARBEJDE I STRUERLAND

STRUER KOMMUNE 2008 PÅ FELTARBEJDE I STRUERLAND ET ANTROPOLOGISK BLIK PÅ LANDDISTRIKTSUDVIKLING I STRUER KOMMUNE BILAG TIL PROJEKTRAPPORT

Indhold MED ANDRE ØJNE...3 TILFLYTTERE OG BARNEFØDTE...5 FORENINGSFÆNGSLET...7 HVAD MED FREMTIDEN?...9 DET SIDSTE URFOLK...12 OM INDIVIDUALITET OG FÆLLESSKAB...15 OM JEGINDØ SOM BRAND...17 Fotos i publikationen Side 9 th, 11 og 16 Antropologstuderende Maibritt Villadsen Side 12, 13, 14 og 18 Antropologstuderende Rasmus Kudahl Kaae Munch Øvrige fotos: Agraf Byplanlæggere Projektet er udarbejdet af Struer Kommune i samarbejde med Afdeling for Antropologi, Aarhus Universitet, og Agraf Byplanlæggere

MED ANDRE ØJNE Antropologistuderende på feltøvelse i Struer Kommune Af Lektor Susanne Højlund I foråret 2008 boede et hold studerende fra antropologiuddannelsen ved Aarhus Universitet i et sommerhus på Venø i 2 uger og opsøgte derfra lokalbefolkningen i området, stillede spørgsmål, observerede og deltog i hverdagslivet på og omkring Venø. Opholdet havde to formål: dels skulle de studerende forberede en eksamen, hvor de skulle vise, at de kunne planlægge, gennemføre og formidle et feltarbejde, dels var de draget til Venø inviteret af Agraf Byplanlæggere og Struer Kommune, der med besøget af de studerende ønskede ny inspiration til diskussionerne om fremtiden i den nye Struer Storkommune. Med denne lille publikation vil vi gerne formidle nogle af de indtryk og refleksioner, de studerende har gjort under deres ophold. Samtidig vil vi også gerne sige tak for den velvillighed, alle har mødt i forhold til projektet. Antropologi er traditionelt et fag, som bringer sine udøvere vidt omkring i verden. Måske studerer man familieliv i en lille landsby i Uganda, langt fra den vestlige civilisation, måske søger man at forstå menneskers tolkning af religion og politik på en ø i Stillehavet, hvor velfærdsstaten er et ukendt begreb. Feltarbejdet, som er fagets klassiske metode, har som grundprincip, at man ved at bo og leve som de indfødte får en viden om verden, som ikke kan indfanges i nok så mange statistikker eller spørgeskemaundersøgelser. Det levede liv er antropologens fokus, og udfordringen er at vise, hvordan liv kan leves både ens og forskelligt på tværs af kulturelle og nationale skel. I de senere år er det ikke kun eksotiske egne langt fra Danmark, som har haft antropologernes bevågenhed. Også Danmark og andre kulturelt velkendte steder er blevet mål for antropologens rejse til det fremmede. For her er også noget at undre sig over og stille spørgsmål til. Men hvad kan man nu sige om Struer Kommune, som enhver dansker ikke ved i forvejen? Nemlig at derude på landet trues udvikling af afvikling, og det i en grad, så man kan blive bekymret for, om der stadig vil være liv om 50 år. Yderkantsområderne er blevet et kendt begreb, der signalerer, at man er langt væk fra, hvad der opfattes som centrum. I denne såkaldte yderkant er fremtiden angiveligt truet: De unge flygter, kvinderne er væk, børnetallet daler, institutioner lukker, sygehuse forsvinder, arbejdspladser nedlægges, købmænd går konkurs, uddannelsessteder fusioneres og virksomheder outsources. De mennesker og institutioner, som normalt er garant for et samfunds vækst og vedligeholdelse, hvad enten det er i forhold til økonomi, uddannelse, sundhed eller demografi, søger mod byen, og følger dermed størstedelen af verdens befolkning, der nu for første gang i historien, bor mere i byer end på landet. Dette er dels fakta, der kan dokumenteres statistisk, men også en fortælling om en truende afvikling, som er velkendt og næsten har dommedagskarakter. I medierne tales om den vestjyske rådne banan og den østjyske fede pølse som sigende metaforer for denne bevægelse fra land til by, fra afvikling til udvikling. Forudsigelserne om forfald er mange og bekymringen stor. På mange måder bekræfter de studerendes refleksioner denne forfaldstanke. Noget er ved at forsvinde: landsbyidyllen, naturen, fællesskabet, den rigtige fisker, den gode børnehave, familielivet på landet osv. Folk fortæller om et truende tab af det ægte, det forankrede, nære, vedkommende (landsby)liv, det liv, hvor tingene ikke går så hurtigt og hvor historie, trofasthed og oprindelighed er centrale værdier. Det moderne samfund trænger sig på med sin fart og stressede livsform, storbyen, effektiviseringen, stordriften, individualismen, egoismen, pengene, teknologien og globaliseringen. Overordnet synes det som om landsbyens værdier hører fortiden til, mens fremtiden og udviklingen er knyttet til forestillinger om travlhed, storbyer og individorientering. Men samtidig er der noget i alle teksterne, der fortæller det modsatte. De studerende har alle steder mødt mennesker, der vil fællesskabet, nærheden og tilhørsforholdet til det lokale, samtidig med at mange også opfatter sig som en del af det moderne, mobile samfund. Rundt omkring arbejdes der aktivt for at bevare det lille samfund, man dyrker fælles interesser, hjælper hinanden, opretter foreninger og afholder studiekredse. Og håber på kommunens opbakning og på ikke at blive glemt, når der skal fordeles midler. Den truende afvikling af yderkantsområderne handler ikke om manglende vilje, men snarere om storpolitiske, økonomiske og demografiske forhold, som måske er udenfor lokalbefolkningens indflydelse. Så spørgsmålet er, om det er på lokalt plan, udviklingen kan vendes? Findes der en fremtidens landsby? Det er interessant, at man også for 30 år siden kunne finde den samme bekymring om landdistrikternes forfald, f.eks. i bogen Udvikling eller afvikling fra 1974. Allerede dengang blev det påpeget, at befolk- 3

ningen i Danmark flytter mod øst og bosætter sig mere i byer, at industrialiseringen har betydet, at den lokale vareproduktion er forsvundet og at Danmark generelt organiseres i støre og større enheder, som truer nærhed og tilgængelighed i lokalsamfundet. Også dengang var økonomiske hensyn og rationalisering en del af argumentationen, og også dengang blev lokalbefolkningens og politikernes interesser set som modstridende. Spørgsmålet er, om det er den samme udvikling, som i dag blot er blevet værre, eller om eksemplet viser, at der gennem tiden altid vil være en bekymring for det nye, moderne og effektive samfund og dermed for tabet af nærhed og fællesskab? Om billedet af landsbyens idyl og den lokale forankring er et ideal, som vi altid har brug for som nostalgisk modsvar til den moderne udvikling? Uanset hvordan man vælger at fortolke begreber som udvikling og lokalsamfund, taler tallene dog deres tydelige sprog: andelen af ældre borgere i den danske befolkning stiger og befolkningstallet daler især i de vestlige egne af Danmark. Statistikker kan dog læses på mange måder og kan være svære at gennemskue. Hvis man skal bag om tallenes betydning og forstå, hvordan dette opleves og påvirker den enkelte, og hvad man eventuelt kan gøre for at fastholde befolkningen, er man nødt til at søge andre kilder end statistikkerne. Hvis man skal finde løsninger, som matcher den enkelte borgers behov, visioner og ønsker, må man nødvendigvis tage udgangspunkt i hverdagslivet og ikke i storpolitik, tal og statistikker. Det er en sådan type viden, som antropologer og andre samfundsforskere kan bidrage med. Det skal understreges, at de studerendes artikler i dette lille skrift er udtryk for en mindre øvelse som del af et undervisningsforløb på Aarhus Universitet, og ikke kan ses som et egentligt forskningsprojekt. Færdiguddannede antropologer vil normalt opholde sig længere tid et sted og dermed få et bredere og mere nuanceret kendskab til lokale problematikker, end det har været muligt her. Ikke desto mindre håber vi, at de studerendes refleksioner over episoder, temaer, mennesker og problematikker i Struer Kommune vil kunne bidrage til at sætte spot på områder, som er væsentlige at medtænke i bestræbelserne for at vende afvikling til udvikling. 4

TILFLYTTERE OG BARNEFØDTE Om kategoriernes betydning og funktion Af Anne Line Trøllund Engrob Nielsen I mange landlige egne af Danmark hedder det sig gerne, at man som tilflytter først kan blive accepteret efter 3, 7 eller 14 generationer. Det er en fremstilling, som både de angiveligt rigtige indfødte såvel som tilflytterne eller besøgende gerne anvender som en lettere ironisk fortælling om det arkaiske og svært tilgængelige landsbymiljø. Det siges selvfølgelig i spøg. Men er det morsomt, fordi det fremkalder en utidssvarende ide om et samfund, der ikke eksisterer længere og måske aldrig har gjort det, eller fordi der faktisk er en sandhed i det? Eller tjener denne fortælling et helt andet formål? I den landsby i Struer kommune, hvor min medetnograf/kollega og jeg i to uger var på metodeøvelse, mødte vi ikke denne (ironiske) lokalpatriotisme, eller integration via generation. Men på flere måder var begrebet tilflytter alligevel en fremherskende og interessant kategori, både i kraft af hvor hyppigt og aktivt den blev brugt i vores samtaler med landsbyens beboere, men i særdeleshed fordi det snarere var reglen end undtagelsen at være tilflytter. Hvad er det for et begreb? Hvorfor kalder man sig selv tilflytter, hvis det er 40 år siden man sidst flyttede? Hvorfor benævner man andre mennesker som tilflyttere i en by, hvor langt størstedelen af beboerne falder ind under denne betegnelse? Spørgsmålet er ikke, hvad det betyder at være tilflytter, men hvad begrebet tilflytter betyder. Betydning er ikke altid så ligetil. I én forstand betegner tilflytter en status i ordets neutrale betydning; en tilflytter er naturligvis én, der på et tidspunkt er flyttet til området et mærkat, der står i modsætning til det at være barnefødt. Men betydningen af kategorier som disse rækker også ud over deres umiddelbare semantiske indhold. I alle samfund og sociale grupperinger er kategorier og mærkater dele af den fælles virkelighed og noget, man må beherske for at kunne navigere i den. De beretter om de forestillinger, vi gør os om verden om vores oplevelse og forståelse af den sociale virkelighed. Derfor er de flydende, svære at definere og ofte kamppladser for forskellige verdensanskuelser. Kategorierne varierer, men kategorisering er et grundlæggende menneskeligt vilkår. I 1970erne oplevede vores landsby ( sognet ville måske være mere korrekt, idet kirkemæssige strukturerer fortsat præger den lokale forståelse og organisering af dette sted) ligesom mange andre en kraftig udvidelse, idet der blev udstykket mange nye grunde og mange nye flyttede til. I dag omtaler flere således byen som et sølvbryllupskvarter. Halvfjerdsernes udbygning og tilflytning er typisk associeret med den større samfundsmæssige udvikling; flere og flere havde bil og arbejdede og handlede i stigende grad i Struer og Holstebro, kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet osv. Alt det, som i nogle sammenhænge kan kaldes udvikling og i andre afvikling. I dag gengives disse forbundne processer gerne i en fortælling om opbygningen af et nyt samfund en helt ny kultur i det gamle samfund. Med fortælling mener jeg her et løst skema, der manifesterer sig i ordinære og endda tilfældige udsagn en narrativ struktur, der samler og beskriver en given befolkningsgruppes fælles fortolkninger og forståelser. 1970ernes tilflytning nævnes eksempelvis, da vi taler med en af de barnefødte i sognet om den berygtede opdeling mellem missionsfolk og grundtvigianere: I kan nok træffe nogen, der siger, at den [opdelingen] er der endnu, eller at den er helt væk, men jeg vil sige, den er næsten væk. Men det er også det, når i halvfjerdserne, der blev bygget mange huse i byen, og så fik vi mange tilflyttere, og det gør også noget. De havde ikke den gamle tradition. Eller da vi taler med én af tilflytterne fra halvfjerdserne om det dalende engagement i det lokale liv: Vi kan ikke tillade os at sige at det var nemmere. Men dengang vi flyttede hertil, så var det nemmere, fordi da var alle folk interesserede i at få ting op at stå. Det samfund, der kom vi startede et samfund. Der var jo dem, der var her. Men alle os nye, der kom til, vi var jo også interesserede i at komme med i det her samfund og være en del af det. På den måde bliver 1970ernes tilflytning symbolsk for den samfundsmæssige udvikling, der er foregået på landet (mere eller mindre kontinuerligt) i hele det 20. århundrede. Men var der da ingen tilflyttere i gamle dage? Hvis man skal tro én af vores informanter, var der ingen, for dengang ville en gård jo altid gå i arv til en søn. Samme informant er dog gift med, hvad man efter klassisk semantisk teori måtte kalde en tilflytter, idet hun kom fra en helt anden egn af Danmark. Hvorfor tæller det ikke? Fordi begrebet tilflytter er så tæt kæ- 5

det sammen med strukturelle ændringer i samfundet i almindelighed og på landet i særdeleshed. At være tilflytter handler ikke primært om, hvor man kommer fra, og hvor man er flyttet til, men om de familie- og samfundsmæssige strukturer, man indgår i. Fortællingens skema sætter en modsætning op mellem et dengang, hvor gården og familien var elementære enheder og et nu med næsten grænseløs mobilitet og forsvindende forbindelser. Tilflytterne betegner et brud med en angiveligt traditionel livsform, hvor jord og slægtskab var om ikke ukrænkelige da stærkt bindende. Alligevel må man formode at de fleste har vænnet sig til disse strukturelle ændringer efter så mange år; langt størstedelen af sognets indbyggere er som nævnt tilflyttere. Oftest kommer de endda fra tilsvarende områder og byer i Vestjylland, hvilket burde give dem en vis familiaritet. Og der er da heller ikke noget, der på nogen måde tyder på, at man betragtes som fremmed eller forkert som tilflytter. Det er bare noget, der bliver nævnt. Her er det altså vigtigt at skelne mellem et ontologisk og et ideologisk niveau det vil sige, i hvilket omfang vores egne og andres udsagn beskriver og korresponderer med reelle tilstande, og i hvilket omfang de udtrykker en oplevelse eller en holdning til den virkelighed, vi befinder os i. I praksis kan disse niveauer naturligvis ikke adskilles; vi skaber vores sociale omgivelser samtidig med at de skaber os. Men alligevel er det vigtigt at se på de begreber, vi anvender på verden, med kritiske øjne. Tilflytter er et begreb, der ikke bare handler om demografiske forhold, men i lige så høj grad måske endda hovedsageligt om hvordan det er at leve og bo i landsbyen. Således får begrebet yderligere en funktion. Ved at tale om tilflytning som om det stadig var en undtagelse, bekræfter man forestillingen om landsbyen som et sted, hvor alle i princippet er født og opvokset. Ideen om den evige landsby, hvor man er forankret i det lokale fællesskab, lever i de fleste danskeres tankeverden og den kommer også til udtryk i landsbybeboernes fortællinger. Ved at bruge begreber som tilflytter og barnefødt reproduceres denne ide sammen med en implicit tilskyndelse til at skabe dette samfund som måske er truet, måske er tabt og måske aldrig helt har eksisteret. 6

FORENINGSFÆNGSLET Af Maibritt Villadsen Det er Tordenskjolds Soldater. Jeg sidder i to bestyrelser og det er jeg ikke den eneste, der gør. Det er de samme mennesker, fordi der ud af 200 mennesker er så og så stor en procentdel, der gider, vil, eller i hvert fald i praksis gør de ting, der skal gøres. Det er altid de samme. Med alle de foreninger vi har her på øen, så kan det ikke lade sig gøre det er de samme mennesker hele tiden. Begrebet Tordenskjolds Soldater stammer fra Tordenskjolds erobring af den svenske fæstning Karlsten ved Marstrand. Her fik Tordenskjold den svenske kommandant til at tro, at den danske styrke var langt større end den faktisk var, ved at lade sine ganske få soldater stadigt marchere frem. Udtrykket det er (ligesom) Tordenskjolds Soldater betyder således, at det er den samme lille gruppe mennesker, der optræder hele tiden og går igen i forskellige sammenhænge. Umiddelbart synes Venø at fremstå med et meget rigt udvalg af foreninger og derfor også et oplagt sted at undersøge det aktive foreningsliv, som Struer Kommune fremhæver som et vigtigt aspekt af det gode liv, kommunen mener at kunne tilbyde sine mulige tilflyttere. Ved nærmere eftersyn blev det således hurtigt klart, at det ikke var nødvendigt at kontakte ret mange af venøboerne for at kortlægge de aktive i foreningslivet. Nutidens Soldater Til forskel fra de oprindelige Tordenskjolds soldater er nutidens soldater som sådan ikke tvunget til noget. Der er i dag ingen Tordenskjold, der befaler soldaterne til at marchere frem og gå i krig med opgaverne, men måske er der derimod stadig tale om en slags krig. Dem der har lyst er med, men der er nogen der hurtigt får nok, fordi hvis man deltager i bestyrelsesarbejde eller det der ligner, hvis man deltager i debatten om hvad der skal ske med øen, så får man fandeme nogle hug. Hvis man gør det fordi man tror man skal have tak og taknemlighed ud af det, så er man naiv, for ikke at sige dum. Sådan er det. På baggrund af denne og lignende udtalelser opstod en undren. For hvorfor gør de det så? Hvorfor er de med? Hvis ikke man får andet end hug for det? En undren, som kun blev større af svar som: Fordi det ikke kan være anderledes, hvad er alternativet? Når jeg nu lod mig genvælge, så var det ene og alene fordi jeg synes hvis der ikke er andre, der vil Der er også et element af, hvis jeg nu ikke gør det, er der så nogen der gør det? Fængslende Fællesskab Antropologen Karen Lisa Salamon forklarer, at der i begrebet forening ligger en antagelse om, at man udgør en enhed, hvilket i praksis også indebærer, at man er enige om noget. Det er dette noget, der afgrænser foreningen i forhold til andre foreninger og skaber grundlag for fællesskab. Fællesskab er et af de ord, der har en særlig klang. Det føles godt, at have et fællesskab, at være medlem af et fællesskab, som en af venøboerne her forsøger at beskrive: Og man får noget ud af det. Man får fællesskabet ud af det og det at yde et stykke arbejde er der jo også en tilfredsstillelse i og det er måske lidt svært at forklare, men det er sådan oplevelsen det er rart at være med. Alligevel har man på Venø svært ved at få folk til at stille op til foreningsbestyrelserne. Der er som sagt ingen, der i dag befaler disse soldater til at stille op. I hvert fald ikke direkte. Man kunne måske ønske sig, at man ind i mellem, på samme vis som man på øen sætter fasaner ud til jagt, kunne sætte en stor flok soldater løs på øen, som man så kunne indfange til forskelligt foreningsarbejde. Men sådan er virkeligheden jo ikke helt. Der går dog ikke mange dage fra en ny familie bosætter sig på øen, til der kommer følere på besøg, for at se på muligheden for nye foreningsmedarbejdere. Der er i den forbindelse muligvis tale om et lidt større pres på Venø, som hænger sammen med den meget aktive beslutning, det er for mange, at flytte til øen. Det kræver, at man engagerer sig, hvis man skal holde et lille øsamfund i live i dag. Men det gør venøboerne også. Der findes mange fortællinger om, hvordan de er gode til at stå sammen om forskellige projekter, i hvilke der især bliver lagt tryk på venøboerne, som et samlet hele, et særligt fællesskab. Men hvorfor er det så så svært at skaffe bestyrelsesmedlemmer? Og hvorfor er indfange måske ikke et for stærkt ord at bruge? Der tegner sig et muligt svar i beskrivelserne af foreningsarbejdet: 7

Der er ikke noget mere dødssygt, altså og så skal vi lave vedtægter og så skal vi revidere, og er der noget vi kan komme op at skændes om så er det da sådan nogle paragraffer og sådan noget, det bliver jo bare så stift og kedeligt. Lige så snart jeg kommer hjem fra generalforsamlingen, så har jeg fortrudt at jeg har sagt jeg vil gøre det. Jeg gider ikke foreningsarbejde. Jeg kommer gerne og hjælper med, men jeg gider ikke de møder, hvor de bare sidder og kævler. Der skal fandeme ske noget i min verden. Især i Norden forbindes forening med enighed, skriver Salamon, heterogenitet er et problematisk begreb for skandinaver, og der er derfor et meget stærkt krav om at fastholde enighed(en). Det skandinaviske foreningsliv bygger på en forestilling om enighed og lighed, og foreningens medlemmer definerer sig selv som en bestemt slags mennesker i forhold til andre, der ikke deler foreningens formål eller interesser. Et trygt og rart fællesskab, som bare kræver, at man er enige hele tiden. Fællesskab betragtes af de fleste som noget godt. At være en del af et fællesskab er idealet for samvær på både det private og det samfundsmæssige plan. Men fællesskabet har også sin pris, fremhæver sociologen Zygmunt Bauman. At være en del af et fællesskab giver på den ene side tryghed, men begrænser på den anden side vores personlige frihed. Vi ønsker både tryghed og frihed, men disse to fænomener kan vanskeligt forenes, påpeger Bauman. Befriende Fællesskaber? Noget tyder altså på, at der på Venø findes et stort engagement, men at en manglende ramme, eller måske for stramme rammer, sætter en stopper for udfoldelsen af dette engagement? Der er efterhånden kun nogle få tilbage, der, selvom de egentlig heller ikke gider, alligevel tager teten som Tordenskjolds soldater fordi det ikke kan være anderledes. Men ved nærmere eftersyn opdager man, at der allerede er noget anderledes på Venø. Og så gjorde vi det, at vi bestemte os for ikke at være en forening; sådan med formand og kontingent og alt sådan noget, det gider vi simpelthen ikke, og det er vi stadigvæk ikke, og det gider vi altså ikke, så skal vi til at have generalforsamling og alt sådan noget bøvl og bavl. Citatet handler om den hurtigt voksende læsekreds, som nogle venøboere startede for et par år siden. De er i dag ca. 35 kvinder, som hvert efterår fordeler sig tilfældigt ud i 7 grupper, hvilket dels betyder, at de får læst en masse bøger og dels stifter nye eller tættere bekendtskaber i grupperne. Det bemærkelsesværdige er sammenligningen med foreningerne. Læsekredsen omtales som noget af det mest positive, der er sket på Venø i lang tid, netop i forhold til og til forskel fra den indespærrende foreningsstruktur. og så slipper de ud af det der foreningsfængsel. Jeg tror faktisk det er sådan det opfattes. Jeg tror ikke der er nogen, der synes det er sjovt at komme til de der foreningsmøder. Der er ikke mangel på initiativ på Venø. Men man ser ikke foreningerne som grobund for dette. Hvis man vil have initiativer til at gro, må man arbejde mere amøbeagtigt, mere ad hoc og projektorienteret, mener man på Venø, for hvem gider dog det andet? Der bliver ikke sagt mange pæne ord om foreningsarbejdet eller nærmere om den struktur, foreningsarbejdet er underlagt, og derfor mener man naturligvis heller ikke, at det er noget at reklamere for. Vi har jo sådan et dejligt foreningsliv! det lyder da fuldstændigt dødssygt! bedre hvis man fortalte man passede hinandens børn, og spiser sammen, et socialt liv med hinanden. Man er altså enig i, at det er vigtigt at fremhæve det sociale samvær, men ikke i at dette findes i foreningerne. Man opfatter ikke foreningerne som et betydningsfyldt fællesskab og fremhæver hellere fællesskaberne udenfor foreningerne som noget yderst positivt. Her er der måske tale om knap så trygge fællesskaber, men også knap så fastlåste fællesskaber, hvilket kunne afspejle konflikten mellem tryghed og frihed, som Bauman er inde på. Vi ønsker både tryghed og frihed, men disse kan vanskeligt forenes og slet ikke i foreningsfængslet. Derfor er et brud med foreningsstrukturen måske nødvendig og idéerne til det florerer også allerede på Venø. Men: For at sikre den økonomi der skal til, såsom ø-støtte og tilskud fra DGI og Kommune, bliver man nødt til at have foreninger. Så det er det vi skal bruge foreningerne til, og ellers gælder det mere om at have nogle ildsjæle, som har lyst til at påtage sig nogle opgaver. Udfordringen bliver således at bryde med foreningsstrukturen, uden dog at bryde med den helt, men måske lige akkurat så meget, så disse Tordenskjolds soldater kan fritages fra tjeneste, blive løsladt fra fængslet, og bruge kræfterne mere fornuftigt? 8

HVAD MED FREMTIDEN? Om konflikter og lokale forståelser af udvikling på Venø Af Mia Kruse Rasmussen Godt nok tager færgeturen fra fastlandet ikke mere end to minutter, men spørger man folk på øen, er det noget ganske andet at bo her end i Bremdal på den anden side af vandet. Hvis man tager en tur rundt på øen og snakker med folk, møder man ikke mange med den karakteristisk vestjyske dialekt. Folk på Venø kommer fra alle dele af landet og har ikke nødvendigvis haft nogen tilknytning til området på forhånd. Hvad er det, der har fået disse mennesker til at rykke vestpå? Og hvilken betydning har det for øen, at der er så broget en befolkningssammensætning? På en solskinsdag i maj tager øen sig unægtelig ud fra sin allerbedste side. Alting blomstrer, og der emmer af liv og landlig idyl. Hvem ville ikke gerne slå sig ned her? Det er dog ikke noget, man bare lige gør. Det er kendetegnende for beboerne, at de har gjort sig mange overvejelser om livet på øen og taget et aktivt valg i at flytte hertil. De fortæller selv, at det kræver planlægning, fleksibilitet og en bestemt indstilling, at få hverdagen til at fungere herovre. Mange så gerne, at flere børnefamilier flyttede hertil, men man er også klar over, at børnefamilierne har sværere ved at få logistikken til at gå op og arbejdsog privatliv til at hænge sammen. Hvordan går det så med udviklingen på Venø, og hvordan hænger det sammen med de lokale forståelser af udvikling? Der er forskellige holdninger til, hvad udvikling er, og derfor kan det også være vanskeligt at afklare, hvordan det går med udviklingen. Det man med sikkerhed kan sige er, at der i hvert fald sker meget på Venø til trods for, at skole og pasningsmuligheder hører fortiden til. En stor del af øens beboere deltager aktivt på hver deres måde for at gøre en forskel, og det er med til at drive udviklingen. Alligevel mærker man blandt en del af beboerne en følelse af, at det går den forkerte vej. De føler, at der bliver taget ressourcer fra øen. Sidste slag er lukningen af dagplejen. Det virker som om i hvert fald en del af beboerne forbinder udvikling med noget meget konkret: antallet af tilflyttere, og især antallet af tilflyttende børnefamilier, og de bekymrer sig meget over, hvordan det skal gå med øens i fremtiden, hvis man ikke får vendt udviklingen. Kampen om øens udvikling Venøboerne ser generelt sig selv som meget engagerede. Der synes at være enighed om, at der kun sker noget, hvis nogen får det til at ske Ingenting kommer af ingenting som de siger. Så selvom det er svært at få folk til at sidde i bestyrelserne i øens foreninger, er det ikke ensbetydende med, at de ikke engagerer sig i ølivet. Der er en stor vilje til at bidrage både økonomisk og med frivillig arbejdskraft, hvilket har haft afgørende betydning for de udviklingsprojekter, de er lykkedes med. De ved, at de er nødt til at gøre lidt ekstra for at få tingene til at lykkes herovre, og mange ynder 9

at fortælle historien om sig selv og venøboerne generelt som nogle, der tager initiativ og skaber udvikling. En ting, der ofte fremhæves er opbygningen af øens efterskole. Der fortælles stolt, hvordan folk gav penge til projektet og brugte deres ferie på praktisk arbejde i forbindelse med opførslen af skolen. Det er: typisk for venøboerne, siger man, med en underforstået hentydning til, at det nok ikke ville ske andre steder, og at engagementet på Venø altså er noget ganske særligt. Der er dog langt fra altid enighed om i hvilken retning udviklingen bør gå. Øens beboere kommer som tidligere nævnt mange forskellige steder fra og med vidt forskellig baggrund. De har haft forskellige motiver for at flytte dertil, hvilket naturligt nok også resulterer i forskellige ønsker til øens udvikling. Det skaber interessekonflikter blandt øens borgere. Nogle kæmper for et aktivt helårssamfund med masser af aktiviteter og nye tiltag med fokus på børn, mens andre i højere grad dyrker naturen og ønsker fred og ro omkring sig. Efterskolen er et godt eksempel på interesseforskellene. Den bliver af mange som nævnt fremhævet som et positivt billede på Venøboernes engagement og som noget, der har været med til at skabe udvikling på øen. Der fokuseres på det fællesskab, den skabte, hvordan man stod sammen på øen for at få tingene til at ske. Men det er kun en del af historien. Tiden omkrig efterskolens opstart var også meget konfliktfyldt. Folk fortæller, at det var så galt, at man ikke kunne hilse på hinanden nede ved færgen, at man slet ikke kunne forstå at naboen mente det, han mente, og nogen fortæller endda om søvnløse nætter efter ubehagelige generalforsamlinger, og om overvejelser om at flytte fra øen. De to beboerforeninger Der blev dannet en ny beboerforening i forbindelse med efterskoleprojektet. De nøjagtige omstændigheder for grundlæggelsen af den nye forening er uklare. Var foreningens medlemmer imod efterskolen i det hele taget, dens placering, eller slet ikke imod den? Det kommer an på, hvem man spørger, men faktum er, at der i dag stadig er to beboerforeninger på Venø. Nogle synes, det er lidt pinligt i forhold til omverdenen, at man på Venø ikke kan nøjes med én beboerforening, og de fleste mener, det er spild af ressourcer. Alligevel formår man ikke at få de to foreninger samlet til én. Hvordan kan det være, at det trods et udbredt ønske blandt størstedelen af beboerne endnu ikke er lykkedes at slå foreningerne sammen? Er det nødvendigvis noget, man bør stræbe imod? Hvilke konsekvenser har det for udviklingen på øen, at der er to foreninger? Hanne Tanvig, (leder af Center for Forskning og Udvikling i Landdistrikter), påpeger, hvor vigtigt det er for de små øsamfund, at de formår at omstille sig fra traditionelle øsamfund med landbrug og fiskeri, og tage stilling til, hvad de vil med deres lokalsamfund i fremtiden. Hun fremhæver i den forbindelse Venø som en ø, der har gennemgået en vellykket omstillingsproces. Der er i dag en helt anden befolkningssammensætning end tidligere og et højt uddannelsesniveau, og man er dermed lykkedes med transformationen, mener hun. Vores undersøgelse peger dog på, at øen stadig er præget af interne spændinger i forhold til ønskerne for fremtiden. Der er ikke kun tale om en spænding mellem traditionelog moderne økultur. Der er flere interesser i spil og spørgsmålet er, om ikke disse interessekonflikter vil bestå, også i fremtiden? Medlemmerne af de to beboerforeninger er ikke enige om alting internt, men de er enige om, at deres interesser bedst varetages af den ene forening, og at den anden forening ikke umiddelbart er noget for dem. Der er helt klare interesseforskelle mellem grupperne. For medlemmerne af VenøBoen var spørgsmålet om efterskolen et spørgsmål om at sikre øens overlevelse, mens det for den nye forening: Venø Borger- og Grundejerforening nærmest var en trussel mod, eller I hvert fald et forstyrrende element på, øen. Tingene tilskrives forskellig betydning og værdi. Den ene side så efterskolen som en mulighed, en løsning på øens problemer med affolkning, mens den anden side så efterskolen som et problem i sig selv. Konflikten om efterskolen ikke bare noget, der var aktuelt tilbage i 90 erne. Den spiller stadig en vigtig rolle. Man ser de samme interesseforskelle blusse op i forbindelse med diskussionerne om den hal, efterskolen de seneste år har søgt om tilladelse til at bygge, og som ikke alle er lige begejstrede for. Diskussionerne handler om mere end bare efterskolen. De handler grundlæggende om forskellige ønsker til øens fremtid, men der er også tale om en markering af tilhørsforhold. At man tilslutter sig den ene eller den anden lejr siger noget om, hvilken slags venøbo man er og hvilken udvikling, man ønsker for øen. Det er ikke på nuværende tidspunkt sådan, at man ikke kan tale med hinanden, som det var da konflikten var på sit højeste, men det er stadig betydningsfuldt i den forstand, at det er med til klart at definere de forskellige grupperinger og interessefællesskaber på øen. Det er noget, man taler sig op imod og definerer sig i forhold til, og det har dermed stadig stor betydning for den lokale identitet og det lokale fællesskab. Derfor er det heller ikke bare sådan lige til at lægge de to foreninger sammen, selvom mange umiddelbart synes det ville være oplagt, og også mener, man ville stå stærkere, hvis man dannede fælles front. Godt nok kæmper begge foreninger for at fremme udviklingen på Venø, men de gør det på vidt forskellige måder og med forskellige mål, og der er derfor god grund til at tro, at der også i fremtiden vil være to beboerforeninger på øen. 10

Konflikternes positive potentiale Kampen mellem de to foreninger kan ses som en kamp om retten til at definere øens udvikling og uenighederne skaber heftige diskussioner blandt øboerne. Men det er ikke nødvendigvis negativt. Man kan argumentere for, at konflikterne faktisk er positive i den forstand, at de danner grundlaget for relationerne mellem folk på øen. De skaber rammerne for den måde man er sammen på, idet de gør det klart hvilke forskellige interesser, der er i spil. Forskellighederne lægges åbent frem, så man kan forholde sig til dem, men samtidig gør de det også muligt at klarlægge, hvad det er, der binder dem sammen som øboere. Der er en tendens til at se konflikter og uenigheder som noget negativt. Noget, der skal udglattes, så vi kan blive enige. Men måske er det ikke altid den bedste strategi at forsøge at udglatte de reelle interesseforskelle, der findes. Konflikterne og interesseforskellene er ikke udelukkende noget, der splitter og skaber uro. Hvis man accepterer og arbejder ud fra dem, kan de bruges til at skabe konstruktive diskussioner, skabe engagement blandt øens beboere og dermed også styrke fællesskabet på øen. Venøboerne har en fælles forståelse af, at konflikterne eksisterer og er betydningsfulde, selvom de ikke er enige om, hvad resultatet af dem bør være. Uenighederne kan i den forstand medvirke til, at man føler en større forpligtigelse til at give sin mening til kende, end man ellers ville have gjort. Kan man dermed ligefrem hævde at konflikterne er med til at drive udviklingen på Venø, selvom man nogle gange føler, man modarbejder hinanden internt? Måske afhænger udviklingen i højere grad af lokalt engagement og åbne diskussioner end antallet og typen af tilflyttere? Konflikter kan skabe dynamik og engagement, og dermed også udvikling. Ud fra den logik kan man argumentere for, at der er behov for konflikter, som kan engagere og mobilisere folk, og at de interne konflikter på øen derfor ikke er skadelige for Venø, men tværtimod vil medvirke til at sikre øens fremtidige udvikling og overlevelse. 11

DET SIDSTE URFOLK Om autenticitet og lokal forankring Af Rasmus Kudahl Kaae Munch og Jeppe Søndergård Knudsen Det er mig umådeligt svært at se nogen som helst form for udvikling her, eftersom alting skal flyttes til de store byer [ ] Vores lille købmand herovre ender med at dø, og de har lukket vores skole. Allerede fra børnehaveklassen skal vi ha sendt børn med en skolebus. Altså, det der med at vi har en vagtlægeordning her med mindre du ligger for døden, så kan du ikke få en læge til at komme ud at kigge på dig. Det eneste vi kan gøre heroppe, det er at ringe 112, få en ambulance med det samme, uanset hvad du fejler. Så kan de altid sige bagefter, at det bare var influenza. Det er der ikke noget at gøre ved, for skal vi have fat i en læge her og nu, så har vi kun den ene chance. Med denne form for udsagn fra vores feltarbejde blandt fiskere på Jegindø udtrykkes en bekymring, som nok er velkendt af mange i de udkantsområder, der trues af affolkning. Lukning af skoler og købmænd opfattes som et politisk projekt og tolkes som en misforstået idé om udvikling. Som lokalbefolkning føler man sig svigtet af politikere og planlæggere, fordi der i lokalbefolkningens øjne satses på besparelser og centralisering frem for på en udvikling, der fremmer muligheden for at leve i tæt tilknytning til lokalområdet Hvorvidt problemet med nedlægning af skoler, købmænd og sygehuse er opstået som følge af faldende befolkningstal, er ikke artiklens fokus. Vi vil nøjes med at forklare, hvor stor betydning det har for en gruppe fiskere på Jegindø at kunne dyrke tilhørsforholdet til stedet. I disse menneskers øjne handler udvikling nemlig ikke om centralisering, men om at kunne bevare de små steders særpræg og give mulighed for at forbinde sig til stedets historie. Med et ideal om autenticitet dyrkes et fællesskab, hvor stedet spiller en særlig rolle. Autenticitet Ifølge filosoffen Charles Taylor er autenticitet et ideal for det moderne menneske, noget de fleste af os stræber mod. Og for at forstå hvad autenticitet er, må man forstå, hvad mennesket er; nemlig et væsen der former sig selv ved at søge svar på spørgsmålet om, hvad der gør livet værd at leve. For nogle mennesker er et hus ikke et rigtigt hus uden en carport, og for andre er det vigtigt at købe økologiske varer for at livet giver mening. For nogen er et juletræ uden Dannebrogsflag ikke et ægte juletræ, og for andre er det ikke 1. maj uden øl og candyfloss. I hverdagsforståelsen af begrebet bliver der implicit sat lighedstegn mellem autenticitet og fastholdelse af uforanderlige traditioner, og i forestillingerne om det autentiske er kulturel ensartethed frem for kulturel forskellighed normen. Ideer om det ægte, oprindelige og oprigtige kommer derved til udtryk gennem de forskellige måder mennesker vælger at leve deres liv på. Ydermere er et kendetegn ved begrebet autenticitet, at det implicit henviser til sin egen modsætning: det falske. At hævde sin forestilling om det rigtige liv som det autentiske kan derfor ses som en form for udelukkelsesmekanisme, hvor nogle kulturelle udtryk legitimeres til fordel for andre. I fremstillingen af og forestillingen om det ideelle liv spiller ideen om autenticitet derfor en stor rolle. Flere antropologer 12

har peget på, hvordan autenticitet for det første er vestligt, kulturspecifikt og ydermere en socio-politisk måde at genopfinde traditioner på. Derfor er autenticitet et relativt og konstrueret begreb, hvis mening der kæmpes om at fastsætte. På overfladen kan det se ud som om kommunen og lokalbefolkningen deler et ideal om det autentiske samfund, men når man kigger nærmere, er der tilsyneladende stor forskel på forestillingerne om, hvordan det autentiske samfund konkret skal se ud. Kommunen På et overordnet plan er den kommunale diskurs i tråd med jegindøboernes forestillinger om det autentiske liv. I den af kommunen godkendte strategi fra LAG Struer fremhæves vigtigheden af skole- og fritidsfaciliteter, børnepasningsmuligheder, foreningslivet, hvilket jegindøboerne også er enige i. Ydermere lægges der vægt på den gode historie, og hvad der kaldes for opbakning til fornyelse i landsbyerne ifm. bygningsmassen såsom renovering af huse i traditionel stil. Samtidigt sættes begrebet udvikling overfor det allerede eksisterende i og med, der i materialet nævnes, at: Landsbymiljøet og naturen omkring landsbyerne er særlige værdier, som let kan belastes af nyt byggeri og veje, erhverv og turistanlæg, som vil være en nødvendighed for at tiltrække og fastholde en ønsket udvikling. Det ser hermed ud som om, kommunen ønsker at kombinere det lokale liv, som udspiller sig i skrøbelige landsbyer og natur, med et samtidigt ønske om en udvikling med et forandret lokalsamfund. Hvordan denne udfordring skal angribes er af væsentlig betydning for vores informanter, idet den vedrører deres opfattelse af det autentiske: det ideelle liv. Vi vil eksemplificere dette ved at fokusere på hvordan sjægtsejlads og Jegindø forbindes i et helt særligt fællesskab, hvor autenticitet er en central værdi. moderne reb og rustfri beslag, da disse ikke bliver opfattet som autentiske nok. Der kan ligeledes udpeges en standardiseret påklædning blandt sjægtsejlerne; for eksempel er stort set alle sejlerne iklædt busseronne og størstedelen af mændene havde ørenring og fuldskæg. Der kan her tales om vedligeholdelsen af en fælles identitet, hvilket vil sige en alment godkendt måde at gøre tingene på i et fællesskab symboliseret igennem påklædning og valg af bådudstyr. Den historiske korrekthed samt fællesskabet omkring sjægtene spiller tilsammen en stor rolle i det aktive arbejde, der bliver gjort for at bibeholde lokalt tilhørsforhold. Den store interesse i at styrke og bevare det autentiske liv og det fællesskab, der er i sjægtsejladsen, er et vigtigt element i det sociale entreprenørskab. Sjægtsejlads er en usikker og besværlig måde at sejle på, men netop dette lader til at være en af pointerne for dem, der sejler med dem; Det var jo de her både fiskerne plejede at bruge dengang. Frihed og uafhængighed gennem det lokale Der er blandt øens beboere og ikke mindst hos de lokale fiskere en klar forestilling om det ægte og autentiske liv. Fiskerne opererer med en opfattelse af det oprindelige fiskeri som en mere idyllisk og ægte måde at leve på, og der trækkes forbindelser over tid fra det at være fisker nu til en mere traditionel Sjægtsejlerne Der findes omkring 10 sjægte på Jegindø, hvoraf størstedelen er bygget af en lokal tømrer i pensionsalderen. Bådene er bygget med det forbehold, at de ikke må forlade øen og på den måde bliver sjægtene opfattet som en del af øens fællesskab. Det gælder for sjægtsejlerne om at jollerne er så autentiske som muligt, så tæt på de oprindelige sjægte, som dem fiskerne brugte i gamle dage. Derfor er det vigtigt, at der bygges efter de rigtige mål, og at der bruges det rigtige reb, i så vid ustrækning det kan lade sig gøre. Derfor blev sejlet udstyret med nogle små reb, der skulle bruges til at surre den tværgående mast fast, hvis der kom for stærk vind. Dette blev gjort på trods af, at ingen af de sjægtsejlere, vi snakkede med, nogensinde havde brugt disse reb. Det bliver diskuteret meget, hvordan en rigtig sjægt skal se ud, og hvordan, den skal behandles. Samtidig bliver der også gjort venligt grin med de sejlere, som bruger 13

levevis: Vi er det sidste urfolk tilbage, som en af de ældre fiskere sagde en dag. Det betyder dog ikke, at man ønsker at leve, som man gjorde førhen, men i stedet spejler man sig i det fælles billede af de rigtige fiskere, som man forestiller sig levede et mere enkelt liv i kontakt med naturen. Med inspiration i dette selvbillede udtrykkes ønsker og forhåbninger om, hvordan livet burde leves. To udsagn illustrerer dette: Kan jeg bare have min jagt og mit fiskeri, så må de sådan set godt lade mig være. og Jeg kunne måske godt tænke mig at bo i Nordnorge, og så bare passe mig selv og være selvforsynende, I ved leve fra hånden til munden. På denne måde italesættes både en følelse af forbundethed til tidligere tiders liv ved fjorden, men herved illustreres også et fælles ønske om at leve uafhængigt med den lokale tilknytning som omdrejningspunkt. Beboerne bruger hinanden som ressource i en lang række sammenhænge og hjælper hinanden på kryds og tværs. Derfor er der stor frustration blandt beboerne, når de oplever, at denne lokale forankring opløses på grund af, hvad de opfatter som fejlagtige, kommunale nedskæringer. Således er der en konfrontation mellem på den ene side idealet om det rigtige liv, det autentiske og de praktiske politiske omstændigheder, som dette liv skal leves i. Hvor kommunen måske forstår det moderne menneskes behov for uafhængighed som muligheder for mobilitet og adgang til storbyen, udtrykker vores informanter altså et modsat ideal om uafhængighed, der opnås gennem muligheden for at kunne leve et fuldt hverdagsliv i lokalområdet. Afsluttende kommentar Vi har i denne artikel forsøgt at argumentere for, at kommunens ambitioner om at udvikle lokalsamfundet synes at indebære en markant forandring af det eksisterende lokale liv, samtidig med at kommunen bekymrer sig om i hvor høj grad udviklingen vil belaste dette lokale liv. Det autentiske for kommunen synes at være både det oprindelige og det nye. Heri synes jegindøboerne at være delvist enige. Men hvor kommunen opererer med det nye og det gamle som hinandens modsætninger, ser jegindøboerne udvikling, som noget, der skal videreudvikle allerede eksisterende aktiviteter, bygninger og foreningsliv. Hvis den nye kommuneplans mål er, at nyt byggeri og anlæg skal indpasses i landsbyernes bestående miljø ikke for at bevare, men for at udvikle på landsbyens præmisser burde det fremgå tydeligere af det offentligt tilgængelige materiale. Vores informanter oplever derimod, at deres forestillinger om det lokale livs autenticitet og ægthed obstrueres af en stadig afvikling af de forudsætninger, som skal være til stede for at opretholde dette liv. Af denne grund er man på Jegindø bekymret for, at der snart ikke er noget lokalt liv, som kan udvikles, når børn, unge og voksne dagligt skal væk fra øen for at få hverdagen til at fungere. Derfor er der på øen en frygt for, at det lokale tilhørsforhold og dermed det lokale liv forsvinder. 14

OM INDIVIDUALITET OG FÆLLESSKAB...med transport og mobilitet som indgangsvinkel Af Ditte Bak Det er da derfor, udbryder Camilla. Det er derfor, vi ikke længere ved, hvad der foregår i byen. Fordi jeg ikke kører med bussen. Da jeg møder Camilla, er Camilla i besiddelse af bil såvel som kørekort. Men i tre år og indtil for præcis fire måneder, en dag og en time siden har Camilla været afhængig af den offentlige transport. Det er hun ikke mere. Omtrent fire måneder forud for vores møde bestod Camilla nemlig sin køreprøve og kunne altså sætte sig bag rattet i den lille Fiat Punto, der stod derhjemme og ventede på at blive brugt. Og brugt, det er den blevet! I løbet af bare fire måneder har Camilla kørt over 7000 kilometer. Skiftet af transportmiddel har på flere måder ændret Camillas hverdag. Først og fremmest har det gjort livet lidt lettere for Camilla, bl.a. fordi hun nu kan træne og handle ind på vej hjem fra arbejde. Desuden kan transportskiftet siges at have gjort Camillas liv lidt sødere, idet Camilla nu oftere kan gøre en af de ting, hun sætter særligt pris på: Hun kan gå på café med veninderne i Holstebro, også på hverdage. Men som det indledende citat illustrerer, går det under vores samtale op for Camilla, at hun under erhvervelsen af sin individuelle frihed har mistet noget andet, nemlig sit centrale bindeled til fællesskabet i byen: Den daglige snak med de andre pendlere fra byen. Et blik fra oven Ovenpå denne beretning fra landjorden skal blikket nu for en stund vendes mod de bredere linjer. Det skal gøres med et blik på Struer Kommune fra oven. Anskues Struer Kommune fra en sådan vinkel, møder et netværk af punkter og linjer ens øjne. Dette netværk skabes dels af fortætningspunkterne (byerne), der ligger spredt i landskabet, dels af linjerne (vejene), der binder punkterne sammen til en større helhed. Punkterne og linjerne, som tilsammen skaber netværket, afspejler hver især aspekter af det liv, der leves i dernede. Tag for eksempel punkterne. Punkterne er for mennesket, hvad reden er for fuglen: De udgør en fysisk base, et geografisk tilholdssted. Men, beretter linjerne som et supplement til punkternes fortælling, mennesket lever ikke fastlåst i ét punkt. For også bevægelsen fra punkt til punkt udgør et centralt element i livet hernede: Livet, der leves her, er et liv i cirkulation. Kort sagt henleder dette billede fra oven altså seerens opmærksomhed på to aspekter ved livet i området: For det første opholdet i punktet, for det andet bevægelsen fra punkt til punkt. Fra et mere jordnært perspektiv oplevede jeg under mit ophold i Struer Kommune netop, at de, jeg talte med, betonede dels det at kunne bevæge sig fra sted til sted, dels det at være bundet til et særligt sted som værende helt essentielle elementer i deres liv. Hvordan dette kom til udtryk, vil jeg beskrive i det følgende. I bevægelse Per og hans kone, Lone, bor i Fousing. De arbejder begge i Holstebro, men kører i hver deres bil, da de møder til forskellige tider. De handler ind i Struer, og deres tre børn går i institutioner i henholdsvis Asp, Linde og Struer. Det betyder uundgåeligt, at Per og Lone dagligt tilbringer en del tid bag rattet. Da jeg spørger Per, om det ikke er lidt træls, svarer Per, at det er nødvendigt, og på mit spørgsmål om, hvad han kunne ønske sig set fra et transportmæssigt perspektiv, svarer han, bredere veje. Endvidere giver Per under samtalen udtryk for, at det kunne være rart med en cykelsti til Asp samt en bus, der også kører om aftenen og i weekenden. Per efterspørger med andre ord tiltag, der kan øge familiens og hans egen mobilitetsmæssige frihed. Han kunne også have ønsket sig en dagligvarebutik eller en skole i byen, men det gør han ikke. På den måde er Pers svar meget illustrativt for det generelle billede, der tegnede sig for mig igennem mine samtaler med forskellige beboere i Resen og Fousing. Sagt med andre ord synes beboerne altså at anerkende, at det at være bosat på landet uundgåeligt indebærer, at man i dagligdagen må bevæge sig fra sted til sted for bl.a. at handle ind og komme på arbejde. Således er det ikke en nærbutik, der efterspørges, men en høj grad af bevægelighed. Opholdet Som udgangspunkt er beboerne i Resen netop beriget med en høj grad af bevægelighed, der afstedkommes som resultat af en bred vej til Struer med tilhørende cykelsti samt gode busforbindelser. Og beboerne værdsætter disse forhold. Et eksempel er Marie. Marie tilhører den ældre generation i Resen. Hun har ingen bil og har aldrig haft det. Bussen er således hendes bindeled til fødevarebutikker, apotek 15

og læge, og hun sætter pris på den. Meget! Servicen er god, bemærker hun og forklarer, at bussen kører jævnligt og stopper lige uden for hendes hus. Men man ved jo aldrig, konstaterer Marie og fortæller, at hvis bussen holder op med at køre, så må hun jo flytte til Struer. Selvom hun nu helst vil bo her i Resen. Her kender hun jo mange. I Struer kender hun ingen. Samtidig med at Marie her understreger vigtigheden af at være mobil, når man er bosat på landet, så fremgår det også af hendes udtalelse, hvorfor Resen er stedet, hun ønsker at gøre ophold, at bo. For Marie er Resen nemlig ikke blot en geografisk base: Byen er for hende netop mere end en specifik lokalitet med særlige fysiske omgivelser. Den er mere end en samling af mennesker. Byen danner nemlig ramme om noget, der giver Resen en særlig status for Marie. For i Resen er Marie en del af et fællesskab. At fællesskabet spillede en helt central rolle for de mennesker, jeg talte med, var tydeligt. Det var ikke et emne, jeg specifikt spurgte ind til, men alligevel et emne, der altid kom på banen, dog i forskellige skikkelser. Imens nogle fortalte om nære venner fra byen, talte andre om landsbyfællesskabet i bredere forstand: Om for eksempel aktivitetsmandage, den årlige gadefest, fællesspisninger, samtalerne over hækken osv. osv. Men en ting stod klart: Fællesskab var vigtigt. Det var noget, beboerne ønskede at pleje og være en del af, hvilket Camillas beretning også illustrerer. For når det fællesskab, Camilla var en del af i bussen, havde en særlig status for hende, var det netop, fordi dette mobile fællesskab var knyttet an til et større og stedsbundet fællesskab: Landsbyfællesskabet i Resen. Efter transportskiftet ser det mindre lyst ud for Camillas tilknytning til fællesskabet. Over tid er Camillas historie nemlig en fortælling om skiftet fra offentlig bus til privat bil: En historie om et skift fra et rum, hvor et fællesskab blev styrket, til et rum, hvor individuelle interesser kan dyrkes. I den forstand afspejler Camillas historie, hvordan de offentlige rum, hvor landsbyfællesskabet kan plejes, i stigende grad fravælges og/eller dør ud til fordel for pleje af private interesser. Den peger på, at fællesskabet måske ikke længere er noget, der opstår af sig selv på busturen, i skolen eller i den lokale brugs, men at det i dag er blevet en størrelse, hvis opretholdelse kræver en aktiv indsats. Til gengæld ser det efter transportskiftet mere positivt ud for Camillas individualitet: For Camilla kan nu træne i lige nøjagtig det træningscenter, hun allerhelst vil træne i, og hun kan gå på café alle ugens dage, hvis det er det, hun vil. Med Camillas erhvervelse af egen bil styrkes individualiteten altså på bekostning af fællesskabet. Men måske plejen af det individuelle og det kollektive ikke som det bliver tilfældet behøver at være gensidigt udelukkende for Camilla og andre landboere. For Camillas fortælling vidner også om, at det er muligt, at det individuelle og det kollektive kan styrkes gensidigt, sådan som det i et vist omfang var tilfældet før transportskiftet. Spørgsmålet er, hvordan man kan skabe rammer, der muliggør dette for den fremtidige landboer i Struer Kommune? Individualitet og/eller fællesskab? Som illustreret spillede bevægelsen og opholdet på hver sin måde en helt central rolle for de beboere, jeg talte med. For mens de på den ene side var afhængige af bevægelsen for faktisk at kunne leve dvs. opretholde et liv på landet, så fremstod tilknytningen til fællesskabets center også som helt essentiel. Eller sagt med andre ord: Imens beboerne ønskede at være i stand til at spinde et netværk af individuelle veje igennem landskabet, pleje egne interesser og forme et selv, så ønskede de også at kunne finde hvile i et center, en fysisk base, og at være en del af et fællesskab i dette center. Og i hvilket omfang havde Camilla så held med dette? Før transportskiftet så det forholdsvis positivt ud for Camilla. Det mobile busfællesskab, Camilla tog del i, gav nemlig i nogen grad på én gang plads til pleje af individualitet og fællesskab, idet hun på vej til arbejde styrkede sin tilknytning til fællesskabet i landsbyen. Set fra denne vinkel illustrerer Camillas historie altså, at fællesskabet i punktet kan styrkes uden for punktet selv: At mennesket i udfoldelsen af et liv langs individuelle linjer samtidig kan styrke fællesskabet i punktet, i landsbyen. 16

OM JEGINDØ SOM BRAND Af Tina Mikkelsen Danmark har en lang tradition indenfor landbrug og fiskerierhvervet, men ydre omstændigheder såsom teknologi, forurening, kvoter med mere spiller ind og er direkte eller indirekte årsag til, at en stor del af befolkningen ikke længere er beskæftiget indenfor disse områder. Denne udvikling stiller krav til omstilling og nytænkning, der på nye måder kan bringe vækst til Danmark og til landets kommuner. Et af indsatsområderne til fremme af væksten omhandler turismen. Struer kommune har visioner om at følge rådet om omstillingen, samt tænke i nye baner og derved blive en endnu bedre kommune at besøge som turist. For Struer kommune kan dette betyde, at turistsæsonen eventuel må forlænges, og at der samtidig kan komme et øget fokus på oplevelsesøkonomien. Af samme årsag udarbejder kommunen i nær fremtid en politik, der skal gælde for turistområdet. På grund af kommunalreformen skal Struer kommune ikke blot tænke by-turisme ind i en overordnet politik for området, men også overveje de muligheder og eventuelle påvirkninger turismen vil have på ø-samfundene og i landdistrikterne i kommunen. Struer kommune skal altså forsøge at forene de naturmæssige værdier og kvaliteter med det at kunne tilbyde turister nogle konkrete oplevelser. Oplevelsesøkonomi kan opfattes som en kategorisering indenfor erhvervsøkonomien, der baserer sig på salg af oplevelser. Mange danske byer og kommuner har sat fokus på, hvordan salg af oplevelser kan bruges til udvikling af en by eller til at fremme væksten i en kommune. Feriecentre, wellness/kursteder og forlystelsesparker, som skyder op rundt omkring i landet, kan ses som resultater af denne tendens. En masse udenomsfaktorer spiller ind, når oplevelsesøkonomi skal tænkes ind i et samfund, blandt andet er det vigtigt at naturen, omgivelserne og de mennesker der bor i området, kan identificere sig med det produkt, de skal forsøge at sælge. På denne måde er det muligt at tilføre produktet en form for troværdighed. At brande et område At anvende omgivelserne som en del i markedsføringen af et produkt, er et velkendt fænomen, som benyttes ved eksempelvis whisky. Det er nærmest umuligt, at tænke whisky uden samtidig at tænke Skotland. Den rå og barske natur, menneskene, deres livsstil og de stolte traditioner, indgår alle som vigtige ingredienser til fremstillingen af skotsk whisky. Alle faktorerne tages i betragtning og spiller en afgørende rolle for identifikationen i forhold til tilsvarende produkter på markedet. I de senere år har forskellige ø samfund i Danmark ligeledes forsøgt at markere sig og gøre opmærksomme på deres eksistens ved at udnytte deres særegenhed. Læsø har på denne måde formået at markedsføre sig som det sted, hvor den rigtige og gode kvalitets salt kommer fra. Saltet benyttes i en række forskellige produkter, der alle markedsføres som feinsmeckerei. På samme måde er det lykkes for øen Fur at brande sig som leverandør af kvalitets øl. Jegindø I turist brochurer reklameres der for øen med disse ord: På øen er der ingen højdepunkter, ingen skove og hverken vandløb eller søer. Her er intet hotel, ingen biograf, intet diskotek, ingen fortidsminder, ingen seværdigheder af nogen art. Kort sagt intet. INTET! Skynd dig at kør igen! eller skulle du måske alligevel blive her og kikke på netop det, som håndbøgerne ikke gider omtale? 17

Som før omtalt kan små ø-samfund markedsføre sig ved hjælp af deres særegenhed og derigennem vise, hvad der kendetegner og ligeledes adskiller dem fra andre. Fra den vinkel ligner markedsføringen af Jegindø, hvad man ellers ser. Brochuren nævner, hvad der kendetegner øen, og det der adskiller den fra de andre. Men her hører sammenligningen op. Når man tænker på, hvor meget førnævnte ø- samfunds markedsføring er under indflydelse af omgivelserne, så virker citatet fra brochuren mildest talt som om, øen intet kan tilbyde. Men er det netop intetheden, der er interessant og det produkt der reklameres for? For hvis der intet er på Jegindø, hvordan kan det så være at omkring 10.000 turister hvert år aflægger øen et besøg? Intet eller noget Når en virksomhed eller et produkt skal markedsføres, er det vigtigt, at historierne bag de anvendte markedsføringstiltag bruges seriøst. Det skaber troværdighed, at tingene passer sammen. I tilfældet med Jegindø vil ordene i turistbrochuren ikke have nogen som helst virkning, hvis beboerne på øen var af en hel anden opfattelse, og dermed ville sende et andet signal til eventuelle turister. Det interessante er derfor, at undersøge om beboerne på Jegindø kan identificere sig med fremstillingen fra brochuren, og om intet alligevel kan betyde noget. Jeg vendte tilbage til øen efter at havde boet en årrække i andre byer. Jeg manglede noget, som jeg ikke kunne finde de andre steder. Når jeg kører over dæmningen, så er jeg hjemme, fortæller Kirstine og bekræfter, at der ikke sker så meget på øen; men det kan vi jo bare selv opsøge andre steder, hvis vi vil. Med andre ord kan man sige, at det der ikke findes på øen, kan søges og findes andre steder, men det der manglede findes ingen andre steder end på Jegindø. Udtalelsen er et eksempel på en sammenhæng mellem de to opfattelser af Jegindø. Storytelling At fortælle en historie er et benyttet redskab, når identitet ønskes videreformidlet. Når vi fortæller historier, former vi en fælles identitet og en fælles forståelse af, hvad der prioriteres og vægtes som vigtigt. Der findes forskellige måder at synliggøre den fælles identitet på, eksempelvis kan et museum levere de fysiske rammer for de historier og fortællinger, der vil fortælles. Æ Fywerhus Når brochuren fortæller om øens manglende seværdigheder, er dette ikke helt i overensstemmelse med sandheden. Frivillige ildsjæle har renoveret gamle bødehuse og omdannet disse til museum, hvor udefrakommende kan få et indblik i øens historie. Museet på Jegindø fokuserer hovedsageligt på fiskeriets historie samt betydning for øen og signalerer derigennem den livsform, der ønskes videregivet som måden Jegindøboerne har levet livet på. Museets beliggenhed - på havnen - i de oprindelige omgivelser er medvirkende til at skabe en sammenhæng mellem den historie, der ønskes fortalt, og det liv som leves på og ved havnen. Turisterne kommer først og fremmest ned på havnen, og så kommer de over i husene, hvis de ønsker at rode lidt i fortiden, fortæller Anker Sørensen. Talrige gæstebøger i museet vidner om tilfredse og positive turister, der har fået gode oplevelser med sig derfra. Museets placering gør det muligt efter et besøg at følge og eventuel deltage i de aktiviteter, som foregår på havnen. Eksempelvis kan turisterne ved selvsyn se, hvordan Jegindøboerne relaterer til egen arv og historie, når fiskekuttere og sjægtebådene sejler ud på Limfjorden samt observere, hvorledes dialekten i samtalerne indikerer en samhørighed og identificerer, hvem der er fra øen, og hvem der er turist. Vi kommer ikke sådan lige i snak med fiskerne, 18

for vi forstår ikke, hvad de siger men det er heller ikke derfor, vi kommer her. Det er på grund af roen her er der tid til at glo huller i luften, forklarer to turister fra Sjælland, som gentagne gange har været på besøg på Jegindø. Vi skal altid lige et smut ned på havnen, når vi er i området. Vi skal se, om det hele er, som det plejer. Autenticitet Oplevelsesøkonomi forbindes typisk med aktiviteter og lignende, som er tilknyttet et sted eller et produkt. Det ligger implicit i oplevelsesøkonomien at ved benyttelse eller anvendelse af stedet eller produktet, vil der kunne forventes oplevelser. Men det er ikke en forlystelsespark eller et Jegindø-land, der trækker turisterne til stedet, men nærmere muligheden for at knytte en relation til en autentisk identitet nogen eller noget vi kan identificere os med fra en måske svunden tid. Oplevelsesøkonomien skal derfor nærmere søges i den autenticitet og ægthed, som øen besidder. Der er sammenhæng mellem omgivelserne, de mennesker som bor på øen, deres levemåder og den identitet de signalerer, som kan opfattes som en organisk helhed. Det er i den forstand, at Jegindø formår at brande sig selv uden at forestille sig og på samme tid fremstå ægte overfor både sig selv og andre. Det moderne menneske og dermed også fremtidens turister søger autenticitet. Så fokus kunne derfor rettes mod at styrke den autenticitet, som turisterne efterspørger og netop udnytte denne til at være Jegindøs særegenhed.. 19

20 Struer Kommune Rådhuset Østergade 11-15 7600 Struer Telefon: 9684 8484 teknisk@struer.dk www.struer.dk