Kampen om flexicurity En diskursanalyse Praktikopgave af Sidsel Korsgaard Vejleder: Peter Nedergaard Institut for Statskundskab Københavns Universitet 30. august 2011
Indhold 0. PRÆAMBEL 3 1. INDLEDNING 4 1.1 Kobling til praktikopholdet 4 1.2 Problemformulering 5 1.3 Opgavens opbygning 5 2. BAGGRUND 6 2.1 De fælles flexicurityprincipper 6 2.2 De sociale partneres position 7 3. TEORI 8 3.1 Grundlæggende antagelser 8 3.2 Nøglebegreber 8 3.3 Identitet- og subjektforståelse 9 3.4 Antagonisme og hegemoni 10 3.5 Operationalisering 10 4. METODE 12 4.1 Subjekter 13 4.2 Afgrænsning af tid og begivenheder 13 4.3 Empirisk grundlag 13 4.4 Opsummering 14 5. ANALYSE 15 5.1 BusinessEuropes diskurs 15 5.1.1 Flexicuritybegrebet 15 5.1.2 Identitet 18 5.1.3 Det diskursive felt 19 5.1.4 Opsummering 20 5.2 ETUC s diskurs 22 5.2.1 Flexicuritybegrebet 22 5.2.2 Identitet 24 5.2.3 Det diskursive felt 25 1
5.2.4 Opsummering 26 6. KONKLUSION 28 6.1 Kritikiske reflektioner 28 7. LITTERATUR 30 7.1 Videnskabeligt materiale 30 7.2 Empirisk materiale 30 BILAG A 32 The Common Principles of Flexicurity 32 2
0. Præambel Fra februar til juli 2011 arbejdede jeg som praktikant på Dansk Arbejdsgiverforenings (DA) internationale kontor i Bruxelles. Her fungerede jeg som bindeled mellem EU s institutioner og DA s hovedsæde i København, samtidig med at jeg tog del i DA s politiske interessevaretagelse. Jeg deltog i møder i blandt andet Europa- Parlamentet og BusinessEurope 1, udarbejdede notater, referater og ugentlige nyhedsbreve og foretog strategiske analyser. Derudover leverede jeg en håndfuld artikler til DA s tidsskrift Agenda, hvori jeg stillede skarpt på emnerne flexicurity, ungemobilitet og pensionsreformer i EU. 2 1 Den europæiske arbejdsgiverforening paraplyorganisation for DA, DI og 39 andre medlemmer i 35 lande 2 Se Agenda nr. 9, 10 og 11, 2011 3
1. Indledning Flexicurity er et begreb i bevægelse. Siden det blev opfundet i Holland i 1995 har det spredt sig til både Danmark og resten af Europa. I 2007 nåede flexicurity toppen af EU s dagsorden, da otte fælles flexicurityprincipper blev godkendt af medlemslandenes stats- og regeringschefer som EU s officielle beskæftigelsespolitiske retning (Det Europæiske Råd, 2008: 14). Men i takt med spredningen har bevægelsen af flexicuritybegrebet ikke kun været geografisk. Også indholdsmæssigt er det på vandring mellem en række forskellige betydninger (Bredgaard, 2007: 8). Flexicuritybegrebet dækker over en kombination mellem fleksibilitet og sikkerhed på arbejdsmarkedet. Adskillige arbejdsmarkedsforskere har påpeget, at begrebet som pris for den politiske omfavnelse er i fare for at blive tvetydigt, udvandet og meningsløst (Bredgaard, 2007: 8; Mailand 2010: 254). Ikke desto mindre er flexicurityprincipperne i dag integreret bredt i EU s politik, herunder Europa 2020-strategien og Euro Plus Pagten (Kommissionen, 2010: 16f; Det Europæiske Råd, 2011: 17). Min tese for denne opgave er, at der sideløbende med EU-institutionernes adoption af flexicuritybegrebet er foregået en politisk magtkamp på alle niveauer for at fastlægge begrebets betydning en kamp som endnu ikke er afgjort. I denne opgave vil jeg fokusere på et udsnit af denne kamp, nemlig den europæiske arbejdsgiverorganisation og fagbevægelses strategiske italesættelse af flexicuritybegrebet. Gennem en diskursanalyse vil jeg således kortlægge, hvordan BusinessEurope og ETUC 3 bruger flexicuritybegrebet i deres politiske identitetsskabelse og interessevaretagelse. 1.1 Kobling til praktikopholdet I mit praktikophold har jeg som repræsentant for arbejdsgiversiden deltaget i den politiske lancering af flexicuritybegrebet. I Agenda-artiklen Flexicurity klarer ledighedstesten italesætter jeg for eksempel flexicurity som en løsning på den økonomiske krise og understreger, at flexicurity skal forstås som en dansk model (se Korsgaard, 2011). Arbejdet med flexicurity gjorde mig opmærksom på begrebets mangfoldighed og den kamp, der stadig kæmpes om at bestemme dets indhold og plads på den europæiske dagsordenen. I denne kamp har DA spillet en aktiv rolle, blandt andet som den primære fortaler for BusinessEuropes optagelse af flexicurity-principperne (Mailand, 2010: 247). Jeg ønsker med opgaven at træde et abstraktionsmæssigt skridt 3 ETUC = European Trade Union Confederation. Jeg omtaler ETUC og BusinessEurope som de sociale partnere, men er opmærksom på, at betegnelsen kan bruges om et bredere spektrum af nationale og europæiske aktører 4
opad og betragte kampen ud fra et diskursanalytisk perspektiv. I afsnit 4.3 kommer jeg nærmere ind på, hvordan jeg søger at løsrive min egen rolle og forforståelse fra analysen. 1.2 Problemformulering Kort fortalt er det spørgsmål, jeg ønsker at besvare i analysen, følgende: Hvordan italesætter de europæiske sociale partnere begrebet flexicurity som led i deres politiske interessevaretagelse? Spørgsmålet bygger på den præmis, at alt hvad de sociale partnere artikulerer offentligt kan betragtes som en form for interessevaretagelse. 4 I analysen vil jeg undersøge mønstrene i de sociale partneres italesættelse af flexicuritybegrebet, herunder hvilke tegn det kobles sammen med, hvad der søges udelukket, og hvordan de konstituerer deres identitet gennem italesættelsen af flexicurity. Det skal understreges, at det ikke er opgavens ærinde at komme bag om diskurserne og finde ud af hvad de sociale partnere virkelig mener, når de taler om flexicurity på en bestemt måde. Det er heller ikke opgavens formål at nå frem til sandheden om flexicurity. Udgangspunktet er, at man ikke kan nå virkeligheden uden om diskurserne, og derfor bliver det diskurserne i sig selv, der bliver genstanden for analysen (se Phillips, 1999: 31). 1.3 Opgavens opbygning I de følgende afsnit vil jeg først gøre rede for flexicurityprincipperne i EU samt de sociale partneres rolle i dette arrangement (afsnit 2). Derefter vil jeg gå længere ned i opgavens teoretiske afsæt, diskursteori, samt min konkrete operationalisering heraf (afsnit 3). Dét munder ud i metodeafsnittet, hvor jeg gør rede for undersøgelsesdesignet og de valg og fravalg det indebærer (afsnit 4). I afsnit 5 kommer selve analysen, hvorefter jeg i sidste afsnit vil konkludere og kritisere. 4 Inspireret af den kritiske diskursteori, der ser diskurser som en aktiv resurse (Phillips, 1999: 27) 5
2. Baggrund Først et kig på den kontekst, som debatten om flexicurity udspiller sig inden for. I dette afsnit vil jeg kort gøre rede for de europæiske flexicurityprincipper samt de sociale partneres position i den europæiske flexicuritymodel. Da det ligger uden for opgavens rækkevidde at forklare hvorfor flexicurity blev optaget på EU s dagsorden, vil fokus være på hovedlinjerne. Formålet er således en kort redegørelse for de strukturer, der omgiver flexicuritydiskurserne. 2.1 De fælles flexicurityprincipper I november 2006 lancerede Kommissionen en grønbog, der lagde op til en åben debat om modernisering af arbejdsmarkedslovgivningen i EU. Oplægget havde til formål at styrke den europæiske flexicuritydagsorden ved at kombinere større fleksibilitet med behovet for at maksimere sikkerheden for alle (Kommissionen, 2006: 3-4). Den følgende debat, der blandt andet foregik i en nedsat ekspertgruppe med forskere, embedsmænd og de sociale partnere, resulterede i en meddelelse, hvor Kommissionen foreslog otte fælles flexicurityprincipper. Det var disse otte principper, der først blev slebet af på beskæftigelsesministrenes rådsmøde og derefter godkendt på Det Europæiske Råds topmøde i december 2007 (Mailand, 2010: 251). 5 Flexicurityprincipperne er vedtaget som såkaldt blød lovgivning : I Det Europæiske Råds formulering inviteres medlemslandene til at tage højde for flexicurityprincipperne, når nationale beskæftigelsespolitikker skal udvikles og implementeres (Det Europæiske Råd, 2008: 14). Med andre ord er der ikke er tale om egentlig lovgivning, men om den åbne koordinationsmetode hvor medlemsstaterne guides til nationale reformer gennem fælles målsætning, udveksling af bedste praksisser, overvågning samt opfølgning på resultaterne (Cottrell, 2005: 19). Guiden er imidlertid ikke særlig klar. I de vedtagne flexicurityprincipper understreges det, at flexicurity ikke er én bestemt arbejdsmarkedsmodel (3); at fleksibilitet skal forstås bredt som både intern og ekstern fleksibilitet (5); at flexicurity skal skabe åbne arbejdsmarkederne for de udstødte (4), og at det skal understøtte ligestillingen mellem kønnene (6) (se Bilag A). Selve flexicuritybegrebet defineres som: the deliberate combination of flexible and reliable contractual arrangements, comprehensive lifelong learning strategies, effective active labour market policies, and modern, adequate and sustainable social protection systems. (2) (se Bilag A) 5 Se de otte vedtagne principper i Bilag A 6
Væk er Kommissionens præskriptive elementer som for eksempel en henvisning til ekspertgruppens flexicurity pathways, som blandt andet Spanien fandt for hård at sluge (Mailand, 2010: 251). Alt i alt synes den fælles flexicuritydefinition udstrakt, svag og åben for næsten fri fortolkning. Jeg læner mig derfor op ad Mailands vurdering: [ ] in order to get all stakeholders to support a common definition, the common principles have been made very general and the concept still seems ambiguous. (Mailand, 2010: 254) 2.2 De sociale partneres position I kraft af deres status som europæiske sociale partnere og nogle af EU s største lobbyorganisationer, har ETUC og BusinessEurope en privilegeret rolle i EU s lovgivnings- og implementeringsprocesser. Det sker blandt andet som følge af Maastrichttraktaten, der gjorde de sociale partnere til formelle deltagere i EU s socialpolitiske lovgivningsproces. For eksempel gav traktaten de sociale partnere mulighed for at indgå aftaler, der kan ophæves til lovgivning på europæisk niveau (Trieb, 2009: 259f). Hvad angår flexicurityprincipperne er der imidlertid ikke tale om lovgivning, hvorfor de sociale partneres rolle er mindre formel. De sociale partnere var en del af Kommissionens rådgivende ekspertgruppe, der udarbejdede en rapport som oplæg til de fælles flexicurityprincipper. Men som følge af ETUC s utilfredshed med resultatet blev begge de sociale partnere degraderet fra medlemmer til rådgivere af gruppen (Mailand, 2010: 245f). Dét ændrede imidlertid ikke, at de sociale partnere fik en fremtrædende rolle i de endelige flexicurityprincipper: While public authorities retain an overall responsibility, the involvement of social partners in the design and implementation of flexicurity policies through social dialogue and collective bargaining is of crucial importance. (7) (Se Bilag A) De europæiske sociale partnere og deres nationale medlemsorganisationer spiller således en stor rolle for udformningen, implementeringen og overvågningen af flexicuritypolitikkerne på nationalt niveau især i de stater hvor den sociale dialog er stærk (se Det Europæiske Råd, 2008: 14). Det har derfor stor betydning, hvordan ETUC og BusinessEurope italesætter flexicuritybegrebet. 7
3. Teori Som teoretisk ramme for analysen har jeg valgt den poststrukturalistiske diskursteori. Udgangspunktet er i Ernesto Laclau og Chantal Mouffes hovedværk, Hegemony and Socialist Strategy (1985), samt Louise Phillips og Marianne Jørgensens fortolkning heraf (1999). Jeg vil desuden trække på den kritiske diskursteoris subjektforståelse. Teorivalget skyldes, at jeg finder den diskursteoretiske tilgang særdeles velegnet til at indramme og analysere opgavens problemstilling den diskursive kamp om definitionen af flexicuritybegrebet. I det følgende afsnit vil jeg først gøre rede for hovedantagelserne bag diskursteorien samt dens vigtigste begreber. Herefter vil jeg skitsere teoriens forståelse af identitetsdannelse og hegemoni, og endelig vil jeg operationalisere teorien i forhold til den foreliggende analyse. 3.1 Grundlæggende antagelser Centralt i alle diskursanalytiske tilgang er naturligvis begrebet diskurs, som jeg indtil videre vil definere som en bestemt måde at tale om og forstå verden eller et udsnit af verden på (se Phillips, 1999: 9). De diskursanalytiske tilgange bygger på den poststrukturalistiske sprogfilosofis hovedpræmis, som er, at menneskets adgang til virkeligheden altid går gennem sproget. Ved hjælp af sproget skabes repræsentationer af virkeligheden, som ikke bare repræsenterer, men også er med til at skabe virkeligheden. Dermed er sproget aldrig bare en spejling af en objektiv, eksisterende virkelighed virkeligheden konstitueres gennem betydninger og repræsentationer. Det betyder ikke, at der ikke findes en fysisk verden. Den findes, men får kun betydning igennem diskurser. (Phillips, 1999: 17). I Laclau og Mouffes diskursteori er hovedpointen, at de sociale fænomeners betydning aldrig kan fastlåses helt, da sproget grundlæggende er ustabilt. Ingen diskurs er en lukket enhed den vil altid kunne udfordres og omforme af en ny diskurs. Netop dette forhold giver plads til konstante sociale kampe om at fastlægge definitioner af samfundsfænomener og identitet. Det er disse kampe, som det bliver diskursanalysens opgave at følge og kortlægge og således også formålet med denne opgave (Laclau, 1985: 122; Phillips, 1999: 34ff). 3.2 Nøglebegreber Diskursanalysen centrerer sig om en række teoretiske begreber, hvoraf det mest centrale naturligvis er diskurs. Jeg vil nu gøre rede for de centrale begreber, samt 8
deres indbyrdes forhold til hinanden. Jeg begynder med diskurs, moment og element: [W]e will call articulation any practice establishing a relation among elements such as their identity is modified as a result of the articulatory practice. The structured totality resulting from the articulatory practice, we will call discourse. The differential positions, insofar as they appear articulated in the discourse, we will call moments. By contrast, we will call element any difference that is not discursively articulated. (Laclau, 1985: 105) Laclau og Mouffe definerer her diskurs som den samlede fastlæggelse af betydning inden for et domæne. Som følge af teoriens grundantagelse kan denne fastlæggelse aldrig være helt fast, idet den altid kan udfordres af konkurrerende diskurser. Momenterne er tegn med en relativt fast betydning, der binder diskursen sammen i ækvivalenskæder af betydning de såkaldte knuder i fiskenettet. Elementerne er de tegn, der ikke har fået fastlagt en betydning (se Phillips, 1999: 36, 38). Et element, der i særlig høj grad er åbent for forskellig betydningstilskrivning betegnes som en flydende betegner (Laclau, 1985: 113). Hertil kommer begreberne nodalpunkter, lukning og det diskursive felt. Nodalpunkter er nogle særligt privilegerede tegn, som diskursens etableres omkring. Lukning er diskursens forsøg på fastlægge tegnenes betydning ved at gøre de løse elementer til faste momenter (Laclau, 1985: 113). Alle de betydningsmuligheder, som diskursen dermed udelukker, kalder Laclau og Mouffe for det diskursive felt (Laclau, 1985: 111; Phillips, 1999: 37). Det skal dog understreges, at en lukning aldrig er fuldkommen: the transition from elements to moments can never be complete (Laclau og Mouffe, 1985: 113). 3.3 Identitet- og subjektforståelse Hvordan skal man forstå de aktører, der deltager i kampene om at definere virkeligheden? Ifølge Laclau og Mouffe skal subjekter altid forstås som subjektpositioner i en diskursiv struktur. Subjekterne bliver dermed mindre centrale for analysen, da de er determineret af strukturerne og kan reduceres til punkter i diskurserne (Laclau, 1985: 115; Phillips, 1999: 53). Som følge af denne subjektforståelse bliver identitet ikke noget man skal søge internt hos grupper eller individer. Diskursanalysen beskæftiger sig udelukkende med hvordan identitet konstitueres igennem repræsentative diskurser. Laclau og Mouffe anfører som grundregel, at identitet altid skal betragtes som noget relationelt: 9
"[T]o be something is always not to be something else. (Laclau, 1985: 128) I denne opgave vil jeg kombinere Laclau og Mouffes identitetsforståelse med den kritiske diskursteoris subjektforståelse, som er en del stærkere. Jeg trækker således på Norman Fairclough, der betragter subjektet som både aktivt og handlende: Social agents are not free agents, they are socially constrained, but nor are their actions totally socially determined. Agents have their own causal powers which are not reducible to the causal powers of social structures and practices. (Fairclough, 2003: 22) Sammenfattende kan man altså sige, at aktører både skaber og skabes i diskurser. Identitet er på én gang grundlag for og produkt af diskurserne. 3.4 Antagonisme og hegemoni Kampen om betydningsdannelse er et tilbagevendende tema i Laclau og Mouffes diskursteori. Det skyldes, at teoriens udgangspunkt er, at ingen diskurs kan etableres totalt, men altid kan komme i konflikt med andre diskurser, der vil definere virkeligheden anderledes. Objektivitet kan således kun forstås som bestemte diskurser, der på bestemte tidspunkter kan virkelig selvfølgelige men også disse kan udfordres (Laclau, 1985: 122; Phillips, 1999: 60). Antagonisme er diskursteorien begreb for konflikt. De findes dér, hvor identiteter gensidigt udelukker hinanden. En antagonisme kan opløses gennem en hegemonisk intervention, som gennem en kraft genopretter entydigheden, det vil sige undertrykker de andre muligheder i det diskursive felt. Resultatet er hegemoni en ny diskurs, hvor elementerne er fastlåste i momenter (Laclau, 1985: 122, 134; Phillips, 1999: 60). 3.5 Operationalisering Med teori og begreber på plads kan jeg nu vende tilbage til opgavens problemstilling: Hvordan italesætter de sociale partnere begrebet flexicurity som led i deres politiske interessevaretagelse? På baggrund af teorien kan spørgsmålet inddeles i tre underspørgsmål: 1. Hvordan artikuleres begrebet flexicurity i de sociale partneres diskurser? 2. Hvordan søger de sociale partnere at konstituere deres egen og hinandens identitet gennem italesættelsen af flexicuritybegrebet? 3. Hvilket diskursivt felt søger de sociale partnere hver især at udelukke i deres forsøg på at fastlåse flexicuritybegrebet? 10
Det bliver disse spørgsmål, jeg vil strukturere analysen omkring. Opgavens fokus er opsummeret i nedenstående konstruktion: DET DISKURSIVE FELT (3) DISKURS IDENTITET (2) FLEXICURITY (1) Kilde: Egen konstruktion 11
4. Metode Diskursanalyse er på én gang en teori og en metode, hvorfor mit undersøgelsesdesign ligger i naturlig forlængelse af teorien. Men da Laclau og Mouffe hverken redegør for hvordan diskursanalyser kan foretages systematisk, eller selv foretager detaljerede undersøgelser af empirisk materiale, trækker jeg på forskningsdesignet i Lene Hansens diskursteori (2006). Jeg finder dette valg uproblematisk, da Hansen ligesom Laclau og Mouffe skriver sig ind i den poststrukturalistiske teoriretning (Hansen, 2006: 73). I Hansens diskursanalytiske forskningsdesign skal der træffes fem centrale valg eller fravalg (se Hansen, 2006: 73ff): For det første skal forskeren beslutte hvilke diskurser, der skal analyseres om det kun skal være de officielle, eller om den bredere offentlige debat eksempelvis skal medtages i analysen. For det andet skal der tages stilling til, hvor mange subjekter ( Selves ), der skal inddrages i analysen, og hvor mange subjektpositioner hver enkelt subjekt skal have. For det tredje skal forskeren beslutte, om analysen skal tage udgangspunkt i ét bestemt tidspunkt eller en længere historisk periode. For det fjerde skal forskeren vælge hvor mange begivenheder, analysen skal tage udgangspunkt i. Endelig skal forskeren udvælge hvilket materiale, der skal udgøre objektet for analysen. Dette spørgsmål betragter jeg som tæt knyttet til spørgsmålet om hvilke diskurser, der skal analyseres. Antal Selv er Intertekstuelle modeller STUDIE Tidsperspektiv Antal begivenheder Kilde: Hansen, 2006: 75 Valgene kan opsummeres i ovenstående figur. Som følge af forskningsdesignet vil jeg i det følgende afsnit først redegøre for mit valg af subjekter, derefter for min 12
tids- og begivenhedsmæssige afgrænsning og endelig for det empiriske materiale, som analysen vil tage udgangspunkt i. 4.1 Subjekter De centrale subjekter i analysen er ETUC og BusinessEurope. Dem vil jeg analysere i deres positioner som sociale partnere og deltagere i den europæiske flexicuritydebat. Subjektvalget er truffet af flere årsager: For det første har de europæiske sociale partnere haft stor relevans i mit praktikarbejde, for det andet har de en privilegeret rolle i udarbejdelsen af EU s arbejdsmarkedspolitik, og for det tredje repræsenterer de to yderligheder i den europæiske flexicuritydebat. Jeg betragter dem derfor som velegnede til at indramme og illustrere definitionskampen om flexicurity. For at skabe enkelthed i analysen, vil jeg behandle de sociale partnere som enhedsaktører og ikke som arenaer for medlemsorganisationer og medarbejdere. Denne forenkling kan foretages, da mit empiriske materiale består af offentliggjorte taler, pressemeddelelser, positionspapirer og publikationer, som er udsendt af organisationerne som helhed. 4.2 Afgrænsning af tid og begivenheder Analysen tager udgangspunkt i den europæiske flexicuritydebat, som jeg afgrænser til perioden fra Kommissionens grønbog i slutningen af 2006 og frem til i dag. For enkelthedens skyld vil jeg betragte denne periode som et øjebliksbillede, da det er mit formål at illustrere kontinuiteten og ikke den lange, historiske udvikling i arbejdsmarkedspartnernes diskurser. Overordnet set analyserer jeg kun én begivenhed, nemlig flexicuritydebatten. Debatten kan dog inddeles i en række underordnede begivenheder, herunder Kommissionens grønbog, oplægget til de fælles flexicurityprincipper og den økonomiske krise. Dette vil afspejle sig i mit valg af empirisk materiale, som i høj grad tager udgangspunkt i disse begivenheder. 4.3 Empirisk grundlag I Hansens terminologi er mit intertekstuelle forskningsdesign en såkaldt Model 1, hvor formålet er at analysere officielle diskurser 6 (se Hansen, 2006: 64). Empirisk tager jeg derfor udgangspunkt i arbejdsmarkedspartnernes officielle positionspapirer, taler og publikationer, som ikke først er blevet fortolket af medierne. Det giver mulighed for at foretage den mest rene analyse. 6 Forstået som arbejdsmarkedspartnernes officielle diskurser, ikke statens 13
Hoveddokumenterne i min analyse er arbejdsmarkedspartners positionspapirer, som blev offentliggjorte som svar på Kommissionens forslag til fælles flexicurityprincipper i 2007 (BusinessEurope, 2007b; ETUC, 2007b). På det tidspunkt var hovedlinjerne til flexicurityprincipperne lagt, men muligheden for ændringer var stadig til stede. For at understrege kontinuiteten vil jeg også trække på tekster, der ligger før og efter positionspapirerne fra 2007 men jeg tager selvfølgelig højde for at konteksten ændrer sig fra tekst til tekst. Analytisk vil mit fokus være på de konkrete tekster og ikke på deres tilblivelsesveje eller modtagelse i offentligheden. Valget er dels truffet for at begrænse opgavens omfang og dels for at undgå bias i min adgang til informationer. Havde jeg valgt at gå bag om de officielle diskurser, ville jeg have haft for stor indsigt i BusinessEurope i forhold til ETUC til at kunne lave en afbalanceret analyse. Ved kun at undersøge de officielle diskurser kan jeg distancere min egen rolle så meget som muligt fra analyseobjektet. 4.4 Opsummering Samlet set kan mine valg og fravalg opsummeres i nedenstående figur: To subjekter: Model 1: ETUC & Officielle BusinessEurope diskurser FLEXICURITY I EU Tidsperspektiv: Én begivenhed: 2006-2011 Flexicuritydebatten 14
5. Analyse Overordnet set kan man betegne flexicuritybegrebet som en flydende betegner, som forskellige diskurser kæmper for at fylde med indhold. I dette afsnit vil jeg kortlægge tegnene i de sociale partneres flexicuritydiskurser, deres italesatte identitet og subjektpositioner, samt det diskursive felt, som de hver især forsøger at udelukke. Analysen er således opdelt efter de tre spørgsmål i operationaliseringen (afsnit 3.5). Begge parters flexicuritydiskurser tager udgangspunkt i flexicurity-princippernes definition på flexicuritybegrebet. Den etablerer flexicurity som et nodalpunkt, der binder de fire elementer fleksibilitet, sikkerhed, aktiv arbejdsmarkedspolitik og livslang læring sammen (se Kommissionen, 2007: 5-6; Bilag A, pkt. 2). Disse tegn indgår i begge de sociale partneres flexicuritydiskurser, men tillægges forskellig betydning og suppleres med forskellige andre tegn. Da BusinessEurope er dem, der lægger sig mest i tråd med Kommissionen, vil jeg analysere deres italesættelse af flexicurity først. Derefter belyses ETUC, som i høj grad positionerer sig i opposition hertil. 5.1 BusinessEuropes diskurs 5.1.1 Flexicuritybegrebet De stærkeste tegn i BusinessEuropes flexicuritydiskurs er strukturel bæredygtighed, modernisering, fleksibilitet, sikkerhed og inddragelse af de sociale partnere. Jeg gennemgår nu de første fire tegn plus livslang læring og aktiv arbejdsmarkedspolitik. Det sidste stærke tegn, inddragelsen af de sociale partnere, gennemgår jeg under afsnittet Identitet (5.1.2). I BusinessEuropes diskurs sættes flexicuritybegrebet først og fremmest ind en større makroøkonomisk ramme, hvor seriøse udfordringer står for døren, og der må gribes til handling omgående. I 2007 fremføres det således, at Europa står over for et presserende behov for at forbedre virksomhedernes og arbejdstagernes tilpasningsevne, hvis de skal kunne møde udfordringerne fra globalisering, rivende teknologisk udvikling, samt aldrende befolkninger (2007b: 1). Flexicurityreformer italesættes som vejen ud af de europæiske arbejdsmarkeders strukturelle svagheder, og det understreges, at status quo er ikke en mulighed (2007b: 8). I 2011 skærpes retorikken som følge af den økonomiske krise. Flexicuritybegrebets italesættes nu ikke bare som løsningen på de generelle strukturelle arbejdsmarkedsproblemer, men også som et middel til at komme igennem den økonomiske krise. Dermed styrker krisen koblingen til tegnet bæredygtige makroøkonomiske strukturer: 15
THIS IS THE MOMENT OF TRUTH FOR MEMBER STATES TO COMMIT TO REFORM. (2011: 2) Implementing flexicurity is absolutely essential in this respect; to ensure the right conditions for growth and employment in the long run. (2011: 2) Men flexicurity er ikke kun en måde at sikre strukturel bæredygtighed på de europæiske arbejdsmarkeder. Det er i BusinessEuropes diskurs også en moderne model til moderne dynamiske arbejdsmarkeder. Flexicurity bindes sammen med tegnet modernisering og italesættes dermed som noget nyt, der står i opposition til gårsdagens rigide arbejdsmarkeder (se også 2007b: 4). I tråd med dette indebærer flexicurity en mentalitetsændring væk fra det konservative bevarings-tankesæt og frem mod den innovative jobskaber-mentalitet. For BUSINESSEUROPE, flexicurity is key to modernize the European social model. (2007a: 2) In essence, flexicurity is about moving away from a job preservation mindset into a job creation mindset. (2007b: 2) Det tredje stærke tegn i BusinessEuropes diskurs er fleksibilitet. Netop dette element er i særlig høj grad en flydende betegner, der kan tilskrives en række forskellige betydninger (se Wilthagen, 2004: 171). De sociale partnere skelner mellem den interne fleksibilitet, det vil sige muligheden for at omlægge medarbejdernes ansættelsesvilkår internt i virksomheden, og den eksterne fleksibilitet 7, der henviser generelt til mobilitet på arbejdsmarkedet. 8 I BusinessEuropes diskurs kobles fleksibilitetsbegrebet under ét sammen med tegnene produktivitet og konkurrenceevne for virksomhederne, samt social inklusion og personlig frihed for den enkelte arbejdstager: [F]lexibility of labour is necessary to allow the creation of new higher productivity jobs to replace old low-added value activities. (2007a: 7) Strict EPL 9 has a negative impact on less advantaged groups in terms of entry into the labour market while increasing the average duration of unemployment spells. (2007b: 4) Flexibility allows workers to better reconcile work and family life (2007b: 3) 7 Går ofte under navnet hyr og fyr 8 Disse to fleksibilitetsformer betegnes af Wilthagen & Tros som numerisk fleksibilitet. Hertil kommer funktionel fleksibilitet og lønfleksibilitet, som ikke omtales eksplicit af de sociale partnere 9 Employment Protection Legislation, oversættes til medarbejderbeskyttelse det modsatte af fleksibilitet 16
Fleksibilitet italesættes således som et afgørende element, både for virksomhedernes konkurrenceevne, outsidernes indgang til arbejdsmarkedet og arbejdstagernes mulighed for selv at tilrettelægge deres arbejde. I forlængelse heraf understreges det, at det er vigtigt både at styrke den interne og den eksterne fleksibilitet (2007b: 4f). Tæt knyttet til fleksibilitetsbegrebet er sikkerhedsbegrebet, og BusinessEurope anvender stort set konsekvent de to tegn i sammenhæng. Det er med til at understrege, at arbejdsgiverne tager begge elementer alvorligt: The trade union movement often claims that, in the context of flexicurity debate, too much emphasis is being put on flexibility and this mainly to the benefit of companies. But let me be clear: employers do not want to limit the debate on flexicurity to the issue of hiring and firing. (2007a: 7) Med sikkerhedsbegrebet er der imidlertid igen tale om en flydende betegner, som Wilthagen og Tros inddeler i flere betydninger. 10 I BusinessEuropes diskurs artikuleres sikkerhed i betydningen beskæftigelsessikkerhed, som opnås i kraft af høj fleksibilitet: Employees feel secure not as a result of restrictive employment protection legislation (EPL) but because it is relatively easy to find a new job. (2007b: 3; se også 2011: 15) Derimod forsøger BusinessEuropes diskurs at udelukke betydningerne jobsikkerhed og indkomstsikkerhed fra flexicuritybegrebets sikkerhedselement. Det kommer jeg nærmere ind på i afsnit 5.1.3. De sidste to tegn jeg vil gennemgå her, er livslang læring og aktiv arbejdsmarkedspolitik. I forhold til de fire andre tegn, artikuleres disse forholdsvist svagt: I de centrale dokumenter omtales de relativt sent i mere end overskriftsform 11, og deres betydningsfastlæggelse er ikke entydig. For eksempel spiller livslang læring godt nok en afgørende rolle for virksomhedernes konkurrenceevne og de ansattes beskæftigelsesegnethed, men ingen aktør bindes specifik til ansvaret for regningen: [T]he responsibility to develop and invest in lifelong learning strategies lies with all actors, i.e. public authorities, social partners, companies and individual workers. (2007b: 5) 10 Jobsikkerhed, beskæftigelsessikkerhed, indkomstsikkerhed og kombinationssikkerhed (Wilthagen, 2004: 171) 11 I positionspapiret fra 2007 omtales de to tegn i detaljer på hhv. side 5 og 6 ud af 8. Aktiv arbejdsmarkedspolitik specificeres dog kort på side 3. I publikationen fra 2011 udspecificeres livslang læring på side 19 ud af 25. 17
For den aktive arbejdsmarkedspolitik ses et lignende mønster: Det er et vigtigt led i (re)integreringen af personer på arbejdsmarkedet, men må ikke blive for dyrt. Derfor kobles det sammen med tegnet omkostningseffektivitet: ALMP 12 should be managed in a cost-effective way. In this respect, BUSINESSEUROPE fully agrees with the Commission that active labour market policies do not become more effective simply by raising total spending. (2007b: 6) Alt i alt er flexicurity i BusinessEuropes diskurs ikke bare en moderne, men også en nødvendig model for at imødekomme udfordringerne fra de strukturelle udfordringer på arbejdsmarkedet, der er blevet forstærket med den økonomiske krise. Indholdsmæssigt ses den stærkeste kobling til fleksibilitetselementet, mens sikkerhedselementet i form af beskæftigelsessikkerhed primært indgår som en gevinst fra øget fleksibilitet. 5.1.2 Identitet BusinessEurope fremstiller sig selv i subjektpositionerne social partner, talsrør for virksomhederne og allieret med Kommissionen. For at underbygge legitimiteten søges de tre identiteter forenet i flexicuritydiskursen, og der gøres især meget ud af at understrege, at de europæiske virksomheder står sammen med Kommissionen. Det ses blandt andet ved, at der i positionspapiret fra 2007 anvendes ikke færre end 20 formuleringer i stilen: [T]he Commission rightly observes that (2007b: 2) As the Commission rightly states (2007b: 6) BUSINESSEUROPE ( ) welcomes the Commission Communication which (2007b: 2) European employers ( ) support the approach taken by the Commission (2007b: 6) Med andre ord kan der ikke umiddelbart spores nogen antagonismer mellem BusinessEuropes identitet som virksomhedernes repræsentant og som Kommissionens alliancepartner. De steder, hvor det ikke er overensstemmelse mellem Kommissionen og virksomhederne, bliver konflikten underspillet: [T]he Commission suggests that ( ) In this respect, BUSINESSEUROPE would like to emphasise that (2007b: 7) Og nedtoning af konflikter bliver endnu tydeligere i forhold til fagbevægelsen. Det er bemærkelsesværdigt, at der i de dokumenter, jeg har udvalgt til analysen, 12 Active Labour Market Policies 18
kun er én henvisning til fagbevægelsen som sådan. 13 I arbejdsgiverdiskursen indgår fagbevægelsen med andre ord ikke som et selvstændigt subjekt, men som en del af de sociale partnere, der fælles støtter flexicuritytilgangen: In the joint labour market analysis from 2007, and in their joint statement on the Europe 2020 strategy, European social partners state their support for the flexicurity approach. (2011: 12) Samtidig forsøger BusinessEurope med subjektpositionen som social partner at legitimere arbejdsgivernes fremtrædende rolle i den europæiske flexicuritymodel: BUSINESSEUROPE fully agrees with the Commission that social partners have a key role to play in developing flexicurity policies. After all, they are best placed to find solutions reconciling economic and social needs of labour market players and devise concrete arrangements that benefit both companies and employees. (2007b: 8) BusinessEurope får således forenet sine tre subjektpositioner uden åbenlyse antagonismer. Det understøtter organisationens legitimitet og rolle som en vigtig spiller i den europæiske flexicuritydebat. 5.1.3 Det diskursive felt Det diskursive felt for BusinessEuropes diskurs omfatter alle de tegn og betydninger, som organisationen søger udelukket fra flexicuritybegrebet. Lukningen sker både eksplicit og implicit, hvorfor dette afsnit principielt kunne være uendeligt. Jeg vil derfor holde fokus på de eksplicitte lukninger. BusinessEuropes mest markante lukning ses i forhold til sikkerhedsbegrebet. Allerede i deres definition af flexicurity indgår sikkerhedsdelen som beskæftigelsesvenlige sociale sikringsordninger i modsætning til fx flexicurityprincippernes tilstrækkelige og bæredygtige sociale sikringsordninger (2007b: 1; Bilag A, 2). Som vist i afsnit 5.1.1 forsøger BusinessEurope at fastlåse sikkerhedselementet i betydningen beskæftigelsessikkerhed, mens betydningerne jobsikkerhed og i nedenstående citat indkomstsikkerhed lukkes ude: Disincentives to work are particularly strong at the low end of the wage scale. Reducing those disincentives is essential. (2007b: 6) Hertil kommer, at arbejdsgiverne traditionelt går imod diskurser for bindende EUregulering (Trieb, 2009: 257). I flexicuritydiskursen ses det især lige efter grønbo- 13 Anvendt i citatet på side 16 19
gen, hvor de kommende flexicurityprincippers lovmæssige status endnu ikke er afgjort: Taking a top-down legislative approach at the EU level would be counter-productive. (2007c: 1) Da det senere er lagt fast, at der ikke bliver tale om lovgivning understreger BusinessEurope, at flexicurity pathways skal anvendes vejledende og ikke som benchmarks, at flexicurity ikke er en one-size-fits-all model og at medlemsstaterne har hovedansvaret for udformning og implementering af flexicuritypolitikkerne (2007b: 1, 6f). Således lukkes tegnet EU-harmonisering ude af BusinessEuropes flexicuritydefinition. Sideløbende med arbejdsgivernes eksplicitte lukninger er de implicitte. De beskrives bedst i næste afsnit, hvor jeg gennemgår fagbevægelsens flexicuritydiskurs. 5.1.4 Opsummering BusinessEuropes samlede flexicuritydiskurs kan sammenfattes i konstruktionen på næste side, hvor de eksplicitte italesættelser er tegnet ind i diskursen og det diskursive felt: 20
Det diskursive felt EU-HARMONISERING BusinessEuropes diskurs demografi teknologisk udvikling økonomisk krisestyring dynamik MODERNISERING STRUKTUREL BÆREDYGTIGHED globalisering konkurrenceevne FLEXICURITY INDDRAGELSE AF SOCIALE PARTNERE produktivitet FLEKSIBILITET inklusion SIKKERHED opbakning til flexicurity personlig frihed mobilitet mentalitetsændring beskæftigelsessikkerhed LIVSLANG LÆRING fælles ansvar AKTIV ARBEJDS- MARKEDS- POLITIK omkostningseffektivitet jobsikkerhed indkomstsikkerhed Kilde: Egen Kilde: konstruktion Egen 21 21
5.2 ETUC s diskurs 5.2.1 Flexicuritybegrebet ETUC s italesættelse af flexicuritybegrebet er kompleks. Den søger på én gang at dekonstruere og rekonstruere begrebet. Dekonstruktionen tager form som en gendrivelse af den gængse diskurs, hvor flexicuritybegrebet kobles til en række negative tegn, herunder mytedannelse og udnyttelse: Flexicurity is a concept that is being used in every possible way. Flexibility does not create jobs and to put it at the core of the remedies to the crisis is a mistake. For the most vulnerable employees, young people or example, this approach boils down to making their jobs precarious. (2011b) En anden måde at sige dette på, er at ETUC har et stærkt eksplicit diskursivt felt, hvilket jeg kommer nærmere ind på i afsnit 5.2.3. Sideløbende med dekonstruktionen søger ETUC at opbygge deres eget flexicuritybegreb, hvor konceptet kobles til en række arbejdstagervenlige tegn (se 2007b: 1). Det er denne diskurs jeg nu vil kortlægge. ETUC s diskurs er kompleks på mere end én måde. Samtidig med at den stilles i stærk kontrast til især Kommissionens diskurs, kobles den sammen med en stor mængde tegn. De vigtigste er sikkerhed, rettigheder, fleksibilitet, livslang læring, statsdrevet jobskabelse, ligestilling, aktiv arbejdsmarkedspolitik og inddragelse af de sociale partnere (2007b: 1ff). For at begrænse analysens omfang, vil jeg her fokusere på de første fem og på det sidste i næste afsnit. Ligesom BusinessEurope, tager ETUC udgangspunkt i, at der er behov for både fleksibilitet og sikkerhed på de europæiske arbejdsmarkeder. Men ikke overraskende har ETUC s diskurs et mere omfattende sikkerhedselement, der primært tilskrives betydningerne jobsikkerhed og indkomstsikkerhed: The European labour market needs a good and robust system of job protection. Job protection is not the same as lifetime employment but protects workers from unfair an arbitrary dismissal. (2007b: 2) Good unemployment benefit systems make change acceptable to workers by providing an alternative source of income when workers lose their jobs. (2007b: 2) Samtidig kobles sikkerhedselementet sammen med tegnene motivation, jobkvalitet og produktivitet. Det understreges, at en sikker arbejdsstyrke også er en motiveret arbejdsstyrke og dermed til gavn for såvel arbejdstagerne som virksomhederne og samfundet som helhed: 22
In order to compete in the global marketplace, business needs committed, motivated and skilled workers that are open to innovation and more productive techniques. An insecure, deskilled work force will not contribute to better productivity ad quality objectives. (2007b: 1 se også 2007b: 2) Men ETUC italesætter ikke bare sikkerhed som et vigtigt element i flexicuritybegrebet. Jobsikkerhed opgraderes i ETUC s diskurs til en decideret rettighed for arbejdstagerne som Kommissionen nu prøver at fratage dem: [T]he communication 14 is focussing mainly on reducing key workers rights such as the right to stable jobs and secure contracts. (2007b: 1) Henvisningen til arbejdstagernes rettigheder er central for ETUC og går generelt igen i mange af deres publikationer og pressemeddelelser (se fx 2011a: 4). Det synes derfor ikke overraskende, at rettigheds-tegnet også søges koblet til flexicuritybegrebet. Ligesom arbejdsgiverne kobler ETUC sikkerhedselementet tæt sammen med fleksibilitetselementet. I fagbevægelsens diskurs skal fleksibilitet imidlertid primært forstås som frivillig fleksibilitet i form af personlig frihed. Således har arbejdstagerne ifølge ETUC brug for fleksibilitet og autonomi i deres arbejdstid og beskyttet mobilitet til at rykke frem med bedre jobs (2007b: 1). Formuleringen beskyttet mobilitet indebærer imidlertid ikke, at ETUC ønsker større ekstern fleksibilitet kombineret med gavmilde sociale sikringsordninger. I stedet ønsker ETUC at styrke den interne fleksibilitet: By calling for promoting both external as well as internal flexibility, the Commission ignores the fact that internal flexibility can, for certain countries be a valid and more productive alternative to models of easy firing and high or excessive contractual diversity. (2007b: 4) Et vigtigt led i at sikre fleksibiliteten, altså arbejdstagernes (opadgående) mobilitet, er elementet livslang læring eller opkvalificering. I ETUC s diskurs kobles dette tegn entydigt sammen med virksomhedernes ansvar, og det understreges, at ansvaret bliver forsømt: [S]tatistics show that business invest less and less in the training of its workforce, and this despite the increasing demand for better qualifications. (2007b: 3) 14 Kommissionens meddelelse fra 2007 23
Endelig understreger ETUC, at fleksibilitet i sig selv ikke skaber flere jobs. De søger derfor at koble flexicuritybegrebet sammen med tegnet statsdrevet jobskabelse og fremfører, at kilden nye jobs er medlemsstaternes finanspolitik: A flexible labour market, even when it is a secure one, does not create more jobs. Jobs materialise because business face demand for their products and services. To kick start the process of job-creation, macro-economic policy needs to inject aggregate demand into the economy. (2007b: 3) Samlet set søger ETUC at opbygge et flexicuritykoncept, der tager udgangspunkt i den enkelte arbejdstager frem for virksomhederne eller økonomien som helhed. Sikkerhed, rettigheder, opkvalificering og statsdrevet jobskabelse er vigtige elementer, mens fleksibilitet primært indgår som arbejdstagernes frivillige mobilitet. 5.2.2 Identitet ETUC træder i karakter fra to subjektpositioner. På den ene side er de arbejdstagernes talerør, der kender realiteterne for den enkelte arbejdstager på det europæiske arbejdsmarked (2007b: 1). På den anden side er de en social partner, der indgår i forhandlinger om konceptet og er medansvarlig for at definere og implementere de specifikke flexicuritypolitikker (2011a: 17; Det Europæiske Råd, 2008: 14). Som talerør for arbejdstagerne stiller ETUC sig i generel opposition til flexicuritybegrebet. Kommissionen og erhvervslivet italesættes som en ond alliance, der gennem lanceringen af flexicuritybegrebet primært har som formål at ødelægge arbejdstagernes arbejdsvilkår: [T]he ETUC is of the opinion that the Commission communication is presenting a view on flexicurity that is seriously imbalanced in favour of the interests of business. With the flexicurity agenda as defined by the Commission, business will get the flexibility to fire workers at a low cost, while also obtaining the security of having at its disposal a work force that is disciplined by workfare policies to accept any kind of job, even if this is a precarious one. (2007b: 5) I forlængelse heraf fremstiller ETUC sig selv i rollen som den kritiske samfundsforsker, der gennemskuer disse forhold. Samtidig varetager ETUC positionen som social partner, der løbende indgår i en dialog med arbejdsgiverne om blandt andet flexicurity (se De Europæiske Sociale partnere 2007 og 2010). Selvom de fælles udmeldinger herfra bærer stærkt præg af manglende enighed, er ETUC herigennem med til at støtte et fælles flexicuritykoncept om end i meget generelle termer: 24
European Social Partners recognise that in today s labour market it is necessary to improve policy measures which address both the flexibility and security dimensions for workers and employers alike. Applied in the right way, the flexicurity approach can create a win-win situation and be equally beneficial for employers and employees. (De Europæiske Sociale Partnere, 2007: 53) Der kan således konstateres en antagonisme mellem ETUC s position som social partner og positionen som arbejdstagernes talerør, hvor fagbevægelsen tilsyneladende har valgt at hegemonisere den sidste identitet. Dog understreger den fortsat sin vigtige rolle som social partner: Strong and omni-present trade unions allow collective agreements to strike a balance between flexibility and security without falling in the trap of generalized downwards competition on labour standards. (2007b: 2) Det kan altså påpeges, at fagbevægelsen til en vis grad selv tager del i den flexicuritymodel, som den forsøger at nedbryde, selvom det sker med henblik på at forbedre den. Det lykkes med andre ord ikke helt for ETUC at forene sine to subjektpositioner, hvilket alt andet lige må stille dem svagere i flexicuritydebatten. 5.2.3 Det diskursive felt Det er allerede konstateret, at fagbevægelsen arbejder med et stærkt eksplicit diskursivt felt. I dette felt søger den at dekonstruere EU-institutionernes flexicuritybegreb, som ifølge ETUC hælder kraftigt til arbejdsgivernes fordel: Immediately after the Seville congress, the ETUC was challenged by the European institutions desire to agree to European common principles on flexicurity. The tonality of this debate was biased from the start (2011a: 17). Dekonstruktionen opbygges først som en gendrivelse af diskursen i Kommissionens flexicurityprincipper og derefter som gendrivelse af den generelle flexicuritydiskurs. Fælles for begge tilgange er, at flexicuritykonceptet kobles sammen med en række negative tegn, hvorunder især mytedannelse og udnyttelse af arbejdstagerne er fremtrædende. Hvad angår mytedannelse, søger ETUC at koble tegnet til flexicuritybegrebet ved at tage luften af de dogmer, som Kommissionen og arbejdsgiverne opbygger deres flexicuritydiskurser omkring. Det gælder blandt andet ideen om, at et fleksibelt arbejdsmarked får flere i arbejde (2007b: 3), ideen om at flexicurity er den rette medi- 25
cin mod krisen (2011b), samt ideen om at høj understøttelse holder folk væk fra arbejdsmarkedet: Unemployment benefits are analysed from the point of view that they harm the incentives to accept work and not from the point of view that good benefits make workers secure and accept change. (2007b: 4) Det skal i denne forbindelse nævnes, at ETUC s uafhængige analyseinstitut ETUI hertil foretager stærkt flexicurity-kritisk forskning, der blandt andet påviser, at lande med høj fleksibilitet på arbejdsmarkedet har fået forværret deres makroøkonomiske situation over kriseårene (se Tangian, 2010). Hvad angår udnyttelse af arbejdstagerne, søger fagbevægelsen generelt at koble først Kommissionens og siden det generelle flexicuritybegreb sammen med usikre ( precarious ) jobs, lette fyringer og dårlig jobbeskyttelse for arbejdstagerne: We are worried about the current expansion of precarious jobs in Europe. Giving companies more freedom to dismiss, which appears to be the core idea of the Commission, will only make matters worse. (ETUC, 2007a) Hertil kommer, at optagelsen af flexicuritybegrebet i EU ifølge ETUC vil forværre en allerede udbredt praksis, der går ud på, at virksomhederne udvikler og udnytter smuthuller i lovgivningen, der giver dem den højeste grad af fleksibilitet. Og netop dét er ifølge ETUC den grundlæggende årsag til udbredelsen af usikre jobs: The root cause of precarious jobs is not that workers are overly protected but that business has been using as well as developing loopholes in labour law by pressing governments with the false and dangerous argument that, for business to invest and create jobs, it needs to be pampered by excessive and unlimited flexibility. (2007b: 5) Dog synes ETUC at være enig med arbejdsgiverne i én ting: At flexicuritybegrebet skal anvendes vejledende og ikke som en one-size-fits all model (2007b: 4). Da ETUC ellers generelt går ind for at styrke lovgivningen på det arbejdsmarkedspolitiske område (2007b: 2), kan dette kun betragtes som et overordnet forsøg på at udvande flexicurityprincippernes samlede betydning. 5.2.4 Opsummering ETUC s samlede eksplicitte flexicuritydiskurs kan sammenfattes i kontruktionen på næste side. 26
Det diskursive felt EU-HARMONISERING ETUC s diskurs indkomstsikkerhed virksomhedsansvar LIVSLANG LÆRING stærke fagforeninger INDDRAGELSE AF SOCIALE PARTNERE STATSDREVET JOBSKABELSE LIGESTILLING intern fleksibilitet FLEKSIBILITET personlig frihed frivillig mobilitet jobkvalitet FLEXICURITY SIKKERHED motivation produktivitet RETTIGHEDER jobsikkerhed AKTIV ARBEJDS- MARKEDS- POLITIK precarious jobs lette fyringer fleksibilitet = jobskabelse flexicurity = krisemedicin UDNYTTELSE arbejdsgiverfavorisering MYTEDANNELSE dårlig jobbeskyttelse FLEXICURITY lovgivningshuller indkomstsikkerhed = disincitament Kilde: Egen konstruktion Kilde: Egen konstruktion 27 27
6. Konklusion Flexicurity er et populært koncept i EU. Det er blevet omfavnet af de centrale institutioner og udgør i dag en del af EU s officielle beskæftigelsespolitiske retning. Men den konkrete betydning heraf kan diskuteres. Således har flexicuritybegrebets flertydighed gjort det til en åben slagplads for forskellige betydningstilskrivninger, der på centrale områder kan være direkte modsatrettede. Selvom EU s fælles flexicurityprincipper er vedtaget, er den diskursive kamp om at definere begrebet derfor endnu ikke afsluttet. En god illustration på denne kamp er de europæiske sociale partneres italesættelse af flexicuritybegrebet. Jeg har i denne opgave analyseret og kortlagt hvordan begge partnere fører deres interessevaretagelse gennem lanceringen af flexicurity: På den ene side ønsker arbejdsgiversiden at koble flexicuritybegrebet sammen med øget ekstern og intern fleksibilitet på arbejdsmarkedet, beskæftigelsessikkerhed, samt de generelle makroøkonomiske og strukturelle udfordringer. På den anden side søger fagbevægelsen at dekonstruere de gængse arbejdsgivervenlige diskurser og tilføre begrebet et indhold, der tager udgangspunkt i arbejdstagernes jobsikkerhed, indkomstsikkerhed og rettigheder generelt. Selvom de sociale partnere fælles har markeret, at det er vigtigt at fremme en kombination af fleksibilitet og sikkerhed på de europæiske arbejdsmarkeder, har de vidt forskellige opfattelser af, hvad der skal forstås ved sikkerhed, og hvad der skal forstås ved fleksibilitet. Til gengæld er de enige om, at deres egen position skal fremhæves, og at betydningen af de fælles flexicurityprincipper skal nedtones. Det er for tidligt at konkludere hvilke konsekvenser disse diskurser har for den konkrete implementering af flexicuritypolitikker i medlemslandene, da der endnu ikke er foretaget systematiske undersøgelser heraf. De løse flexicurityprincipper kombineret med arbejdsmarkedspartnernes forskellige udlægninger giver dog en fare for, at flexicuritydagsordenen enten lægges til side, eller bruges til at retfærdiggøre allerede planlagte politikker. 6.1 Kritiske refleksioner I lyset af min valgte teori og metode vil jeg her fremføre to kritikpunkter mod min analyse. 28