12. november 2009 Busalternativer til Vestbanen I den netop vedtagne trafikplan for Sydtrafik er det forudsat, at der i planperioden (2009-2012) er fortsat togdrift på Vestbanen, og at togkørslen i 2011 forlænges til Esbjerg. Der er i den forbindelse regnet med, at der ikke længere er et regionalt behov for rute 40 (Esbjerg Oksbøl Blåvand), da et direkte tog mellem Esbjerg og Oksbøl vil kunne skabe en lige så hurtig forbindelse som den nuværende buskørsel. Der er dog ikke taget stilling til, om Blåvand fortsat bør betjenes med en regional rute ud fra turistmæssige overvejelser. Der er ligeledes regnet med, at den øgede togbetjening mellem Esbjerg og Varde som følge af Vestbanens forlængelse medfører, at den regionale forbindelse mellem de to byer med linje 8 over Hjerting og Alslev kan bortfalde. Den nuværende rute 41 s kørsel via erhvervs- og uddannelsesområderne i den nordlige del af Esbjerg er dog forudsat opretholdt. Såfremt Vestbanen nedlægges, vil der skulle etableres en alternativ busbetjening. En del af denne betjening skal have regional karakter, hvis man vil undgå, at der opstår et meget stort hul i det regionale rutenets dækningsområde. Det vil medføre, at Region Syddanmarks generelle principper for betjening fraviges, men det svarer til situationen omkring Tønder, hvor regionen har besluttet at afvige fra principperne for at undgå et hul i den regionale dækning. Region Syddanmark har endvidere den 28. september 2009 vedtaget en justering af deres principper for regional bustrafik, hvor man indfører muligheden for etablering af regionale pendlerruter. Det defineres som en række ruter, der forbinder regionale rejsemål på tværs af kommunegrænser, men som ikke lever op til hovedprincipperne, hvad angår direkte linjeføring, hurtige forbindelser eller sammenfald med togbetjente strækninger. Det er dog et krav, at der kan påvises et regionalt rejsebehov (uddannelseskørsel og erhvervspendling) på ruten, hvilket forudsættes at være tilfældet, såfremt den enkelte rutes selvfinansieringsgrad er tilstrækkelig høj. Særlige forhold omkring betjeningen af Oksbøl og rute 40 Med sine 2.795 indbyggere ligger Oksbøl meget tæt på de 3.000 indbyggere, som Region Syddanmark i henhold til hovedprincipperne har defineret giver mulighed for en regional betjening ved hjælp af ruter mellem andre rejsemål. Medregnes forstaden Vrøgum når Oksbøls indbyggertal endda op på 3.141. Hvis den i trafikplanen forudsatte togbetjening mellem Oksbøl og Esbjerg ved en integration af Vestbanen med statsstrækningen Varde Esbjerg ikke gennemføres, er der således basis for at bibeholde rute 40 (Esbjerg Oksbøl Blåvand) især når Blåvands turistmæssige betydning tages med i betragtning. Det nuværende betjeningsomfang på rute 40 (udtyndet timedrift) skønnes stort set at svare til den betjening, der i trafikplanen er lagt op til for lignende bysamfund med mere end 3.000 indbyggere.
En forbindelse med bus fra Oksbøl til Esbjerg over Varde vil samtidig give en så stor forøgelse af transporttiden i forhold til den nuværende rute 40, at det må skønnes til at være meget lidt attraktivt. Bagest i notatet er der desuden vist kort over indpendlingen (erhvervs- og uddannelsespendling) pr. 1. januar 2007 til henholdsvis Esbjerg og Varde. Som det fremgår af disse kort, er det Esbjerg, der er langt det største pendlermål for Oksbøl-området. Oksbøl, Billum og Kokspang (som betjenes af rute 40) har således en samlet indpendling til Esbjerg på 725 personer, hvilket er næsten halvdelen af indpendlingen til Esbjerg fra Varde By (1.505 personer). Alene Oksbøl har en større indpendling til Esbjerg (429 personer) end for eksempel Ribe (359 personer). Der er på denne måde mange forhold, der taler for en bevarelse en busrute fra Oksbøl til Esbjerg, såfremt den planlagte direkte togforbindelse mellem de to byer ikke bliver til noget. Skitse til linjeføringer Hvis de af Vestbanens passagerer, som er gennemkørende i Oksbøl (eller stiger om til bus mod Esbjerg i Oksbøl), sammen med de påstigende passagerer i Oksbøl i retning mod Varde defineres som regionale, er der tale om ca. 2.500 regionale passagerer om ugen, hvoraf ca. 500 er omstigere til/fra rute 40 (passagertælling i efteråret 2008). Ud fra fordelingen på afgangen med ankomst før kl. 8 på hverdage i Varde fordeler de regionale passagerer sig på stationerne i Blåbjerg-området på følgende måde: Station/trinbræt % Nørre Nebel 33,1 Lunde 23,8 Løftgård 3,4 Outrup 23,8 Henne 14,6 Dyreby 0,0 Søvig Sund 1,3 Det vil sige, at over halvdelen af de regionale passagerer i Blåbjerg-området kommer fra Nørre Nebel og Outrup, og hvis Lunde medtages vil over 80 % af disse passagerer være dækket. Der foreslås på denne baggrund til erstatning for Vestbanen oprettet en busrute med to forskellige linjeføringer: en linjeføring Nørre Nebel Varde Esbjerg og en linjeføring Nørre Nebel Oksbøl Varde Esbjerg. I begge tilfælde vil der skulle køres ad Boulevarden Frisvadvej i Varde for at dække uddannelsesinstitutionerne ved det nye campus. Mellem Nørre Nebel og Esbjerg foreslås desuden alternative linjeføringer for efter behov at dække dels Lunde og dels erhvervs- og uddannelsesområder i den sydlige del af Varde og den nordlige del af Esbjerg. Der er vist en skitse til linjeføringerne bagest i notatet. Strækningen fra Outrup over Henne Stationsby til Oksbøl skønnes ikke at opfylde regionens krav til pendlerruter og er derfor vist med en særlig gul farve.
Betjening svarende til den nuværende på Vestbanen Strækningen mellem Nørre Nebel og Esbjerg (uden om Oksbøl) vil i det korteste linjeføringsalternativ være på ca. 44 km og med en forventet køretid på ca. 65 minutter. I det længste alternativ vil den være på 53 km og med en forventet køretid ca. 80 minutter. I morgentrafikken vil det være nødvendigt at sende to busser af sted fra Nørre Nebel til Varde (hvoraf den ene kører over Lunde) for at sikre tilstrækkelig kapacitet. Det foreslås 2-3 gange om eftermiddagen at gøre det samme i den modsatte retning. Ellers kan Lunde betjenes i en af retningerne på de øvrige ture, således at man altid kan komme til og fra Lunde, men nogle gange med kørsel over Nørre Nebel (med kort vendetid i Nørre Nebel). Kørslen over Lunde forlænger køretiden mellem Varde og Nørre Nebel med 10 minutter, så den skitserede løsning skønnes at være det bedste kompromis mellem ønskerne om god service og effektiv ressourceudnyttelse. På de tidspunkter, hvor det er nødvendigt, at der kører to busser nogenlunde samtidigt, kan det overvejes, om det er muligt at lade bussen over Lunde køre via Kvong og Ringkøbingvej til Varde for på den måde at give en bedre geografisk dækning. Det kan dog give et problem med plads i den resterende bus til alle passagererne fra Outrup. Strækningen mellem Nørre Nebel og Varde over Oksbøl vil være på ca. 38 km og med en forventet køretid på ca. 55 minutter. Mellem Varde og Esbjerg vil der kun skulle køre en bus ad gangen, hvorfor køretiden er indregnet i strækningen Nørre Nebel Esbjerg ovenfor. Den samlede betjening (for alle strækninger) vil i timedrift kræve indsættelse af 6 driftsbusser. Med udvidet timedrift morgen og eftermiddag, timedrift i de øvrige dagtimer på hverdage samt 2-timedrift om aftenen og i weekenden skønnes der at skulle udføres ca. 21.000 køreplantimer om året. Ud fra satserne fra Sydtrafiks 2. og 3. udbud vil det medføre bruttoudgifter på ca. 11,4 mio. kr. om året. Den udvidede timedrift omfatter ikke kørslen over Oksbøl. Pendlerbetjening En betjening med bus fuldstændig svarende til den nuværende service med toget er ikke i overensstemmelse med principperne for den regionale busbetjening, idet servicen er alt for høj i forhold til byernes størrelse. Hvis det forudsættes, at der i stedet kan indføres en regional pendlerbetjening for de 6 største byer i Vestbanens dækningsområde (byer med over 400 indbyggere pr. 1. januar 2009), vil den gule strækning på kortet bagest i notatet ikke skulle betjenes. Ruten vil altså køre Esbjerg Varde med forgrening herfra til Oksbøl og Nørre Nebel. Betjeningen vil i givet fald omfatte byerne Nørre Nebel (1.357 indb.), Lunde (451 indb.), Outrup (1.034 indb.), Oksbøl (2.795 indb.), Billum (501 indb.) og Janderup (850 indb.). En sådan betjening vil kræve en driftsbus mindre, altså i alt 5 driftsbusser. Med en betjening udelukkende på hverdage til Varde og Esbjerg til kl. 7, 8 og 9 samt afgang herfra hver time i tidsrummet kl. 13-17 skønnes de årlige antal køreplantimer til ca. 7.800. Antallet af driftsbusser vil samtidig kunne sættes ned til 5. Ud fra satserne fra Sydtrafiks 2. og 3. udbud vil det medføre bruttoudgifter på ca. 5.0 mio. kr. om året.
Nettoudgifter til betjeningen Vestbanen har p.t. årlige indtægter på ca. 2,8 mio. kr. (regnskab 2008), som ved den fulde betjening forventes stort set bibeholdt. Indskrænkes til den skitserede pendlerbetjening vil 64,1% af passagererne i henhold til efterårstællingen 2008 (3.227 ugentlige passagerer ud af 5.032) fortsat blive betjent. Korrigeres for, hvor langt passagererne rejser i henhold til antal gennemkørte zoner, er det 62,2% af indtægtsgrundlaget, der fortsat betjenes. Erfaringsmæssigt vil huller i betjeningen imidlertid ofte medføre et væsentligt passagerfrafald også på de fortsat betjente afgange, da manglende muligheder for at rejse i en af retningerne i forhold til den enkelte passagers behov blot en enkelt gang om ugen (for eksempel en butiksansat, der en dag om ugen møder forskudt), vil medføre valg af alternativ transportmiddel (for eksempel anskaffelse af bil). Det skønnes derfor, at pendlerbetjeningen maksimalt vil kunne indbringe halvdelen af de nuværende indtægter på Vestbanen, det vil sige ca. 1,4 mio. kr. om året. Den fulde betjening skønnes således at ville koste ca. 8,6 mio. kr. om året i nettoudgifter, mens pendlerbetjeningen skønnes til ca. 3,6 mio. kr. om året i nettoudgifter. Konsekvenser for andre ruter Rute 41 s kørsel mellem Esbjerg og Varde vil med forslagene helt eller delvist indgå i kørslen mellem Nørre Nebel og Esbjerg (ved pendlerbetjening vil der dog sandsynligvis skulle suppleres med yderligere betjening). Til gengæld vil det med begge forslag være nødvendigt at fortsætte kørslen på rute 40 mellem Oksbøl og Esbjerg, der ellers i trafikplanen er forudsat erstattet med direkte tog mellem de to byer. Den nuværende dubleringskørsel på rute 40 om morgenen vil dog muligvis kunne undgås, da passagererne mellem Nørre Nebel og Esbjerg nu i stedet køres med direkte bus. Afhængigt af frekvensen på Arrivas fremtidige køreplan for tog mellem Esbjerg og Varde efter den nye kontrakt med staten fra 2011, bør der samtidig overvejes om linje 8 s nuværende kørsel mellem Esbjerg og Varde over Hjerting og Alslev skal opretholdes som regional betjening (den indgår ikke i trafikplanen som regional betjening). Den i trafikplanen foreslåede betjening på rute 41 mellem Esbjerg og Varde er skønnet til årlige bruttoudgifter på ca. 1,6 mio. kr. Dette beløb indgår som nævnt helt eller delvist i forslagene. Den nuværende kørsel på rute 40 mellem Esbjerg og Blåvand over Oksbøl, som vil skulle fortsætte i et eller andet omfang, har p.t. årlige bruttoudgifter på ca. 4,6 mio. kr. Der er ikke foretaget noget skøn over bruttoudgifterne til en eventuel opretholdelse af betjeningen mellem Esbjerg og Varde over Hjerting og Alslev, da der ikke er taget stilling til betjeningsomfanget. Servicemæssige konsekvenser For passagerer fra Nørre Nebel vil forslagene betyde en rejsetid til Varde på 35-45 minutter (alt efter, om der køres over Lunde eller ej), hvor den nuværende køretid med toget er 44-48 minutter. På de vigtigste morgen- og eftermiddagsafgange, hvor der køres uden om Lunde, vil rejsetiden fra Nørre Nebel således være nedsat med over 10 minutter. Denne rejsetidsnedsættelse vil for Outrups vedkommende være generelt gældende.
Rejsetiden mellem Nørre Nebel og Esbjerg vil være stort set uændret, men den nuværende omstigning mellem tog og bus i Oksbøl undgås. For de øvrige rejsemål vil rejsetiden blive forøget med op til 10 minutter (for Oksbøls vedkommende ca. 5 minutter), og nogle mindre trinbrætter vil ikke længere blive betjent (til gengæld vil der ske en betjening langs landevejene). Ved pendlerbetjeningen vil der imidlertid mangle regional betjening af især Henne Stationsby og servicen med hensyn til frekvens vil blive væsentligt forringet (herunder fuldstændig bortfald af regional aften- og weekendbetjening). Ifølge minimumskravene til den lokale betjening i Varde Kommune, som de fremgår af trafikplanen, og som de er vedtaget af kommunen i august 2009, vil Oksbøl skulle betjenes med 8-10 daglige afgange i tidsrummet kl. 6.30-22.00, Outrup og Nørre Nebel med 8 daglige afgange kl. 6.30-20.00, Janderup med 5 daglige afgange kl. 6.30-17.30 og Billum, Henne Stationsby og Vrøgum med 3 daglige afgange kl. 7.00-15.30. Henne Stationsby og Vrøgum vil ikke være betjent overhovedet af den skitserede pendlerbetjening, og for en stor del af de øvrige byer vil der også være et behov for yderligere lokal betjening mod Varde for at leve op til kommunens minimumskrav JPr
Nr Nebel/Oksbøl - Varde - Esbjerg 0 km 2 4 6 8 10 Copyright and (P) 1988 2006 Microsoft Corporation and/or its suppliers. All rights reserved. http://www.microsoft.com/autoroute/ Portions 1990 2006 InstallShield Software Corporation. All rights reserved. Certain mapping and direction data 2005 NAVTEQ. All rights reserved. NAVTEQ and NAVTEQ ON BOARD are trademarks of NAVTEQ. Crown Copyright 2005. All rights reserved. License number 100025500.