N O T A T Myter om sundheds-it og elektronisk patientjournal 1. Hvis vi får ét EPJ-system, kan man altid få adgang til de relevante informationer om folk, hvis de bliver indlagt på et andet sygehus En elektronisk patientjournal udgør kun en brøkdel af de informationer, som er relevante at kende om en patient. Mange andre ligger i eksempelvis billeddiagnostiske systemer (resultater/beskrivelser af CT-, MR- og Ultralyds-scanninger og røntgen), laboratoriesystemer, patientadministrative systemer, praktiserende læges journal eller hjemmeplejens notater. Disse systemer kan aldrig være ét sammenhængende system, da de er dybt specialiserede og understøtter eksempelvis effektiv produktion af laboratorieresultater og er koblet sammen med diverse maskiner. Der arbejdes på indenfor den enkelte region at gøre det let at få adgang til alle relevante data om en patient vha. single sign on eller i portaler. Selv om man ville gøre noget tilsvarende på nationalt plan har vi ikke infrastrukturen, dvs. båndbredde eller systemer, der kan håndtere de store mængder data, der er tale om. Fagligt giver det ikke mening eller det er ikke rationelt at skulle bladre sig igennem alle informationer om en patient. Derfor udarbejdes der eksempelvis henvisninger, når en patient henvises til et sygehus, hvor undersøgelser og sygehistorie opsummeres for modtageren og udskrivningsbreve, hvor behandlinger, resultater og forslag til opfølgning eller genoptræning formuleres til den, der har det videre faglige ansvar. Det giver derfor mere mening at satse på at gøre informationer tilgængelige i eksempelvis et nationalt patientindeks så man kan få en oversigt over, hvor der kan være relevante informationer og derefter få adgang til dem. Det er det samme man gør i andre lande. Eksempelvis England, USA og Canada.
På enkelte områder giver det god mening at udveksle data, så alle kan se den aktuelle status og det bliver der satset på: et godt eksempel er Det fælles medicinkort. Side 2 Lovgivningen i dag gør det ikke muligt at give adgang til borgernes data på kryds og tværs af landet. I så fald skal man kunne styre på meget detaljeret niveau, lige præcis hvilke informationer, hvem må se. E-journal har haft svære udfordringer med Datatilsynet for at få lov til at give adgang for sundhedspersoner fra andre sygehuse eller egen læge til trods for at alle opslag logges og er tilgængelige for borgerne på sundhed.dk. 2. Alle amter/regioner vil helst lave deres egen EPJ: Nej. Men det umodne marked på dette område i forhold til eksempelvis økonomisystemer, krav om udbud og forskellig prioritering af området har gjort, at man ikke umiddelbart har kunnet købe de samme systemer eller har været parate til at skifte eget system ud med et andet. Der er dog mange tilfælde af, at det samme system er i drift i flere amter/regioner og at man samarbejder om videreudvikling. Der har været tradition for at stort set alle havde samme patientadministrative system men det har ikke været en fordel hverken økonomisk eller systemmæssigt. Der er pt. ikke nogen region, der mener at have den perfekte samlede Itarbejdsplads men der vil givetvis i de kommende år ske en yderligere konsolidering af markedet på færre systemer og færre leverandører, så kombinationsmulighederne bliver væsentligt færre. 3. Man kan da bare købe et system i udlandet og installere det Både og: Ved de EU-udbud der har været gennemført har ganske få udenlandske leverandører budt. To svenske systemer har vundet udbud af elektronisk patientjournal (IPJ i Vejle 2001 og Cosmic i Fyns Amt 2005). De er ikke teknologisk førende/meget moderne og der har været behov for nogle tilpasninger, men der er nok nogenlunde chancer for et nordisk marked for sundheds-it. Ingen af de store internationale leverandører har vist interesse for det danske marked endnu blandet andet pga. de relativt store og detaljerede krav til indberetning til centrale registre baseret på danske klassifikationssystemer, cpr-nummeret og sprogbarrierer.
I Holland har man satset stort på en international leverandør (isoft), som nu efter et par år har trukket sig fra det hollandske marked. Side 3 På RIS/PACS (røntgen) er der et internationalt marked, men generelt er sproget en barriere. 4. Danmark er så lille, at det ikke giver mening at have forskellige elektroniske patientjournaler Det er ganske givet rigtigt - på sigt. Lige nu er der dog tale om et så umodent område, at der endnu er brug for at gøre sig erfaringer med, hvad der virker bedst i forhold til at understøtte arbejdsgange på sygehusene smidigt og lettest muligt at opsamle data til andre formål (Deloitte review 2007). Det er fx også pt. svært at forestille sig leverandører på det danske marked, der har kapacitet til at levere en hel suite dvs. al den funktionalitet der skal til for at understøtte alt arbejde på et sygehus. De fleste har spidskompetencer på enkeltområder, men ingen den fulde palette. Det kan være ret sårbart at satse på en enkelt leverandør og erfaringerne med monopollignende tilstande fra Kommunedatatiden skræmmer. Der er en tendens til, at leverandøren bliver dyrere og mindre tilbøjelig til at forny sig, hvis der ingen konkurrence er. 5. I andre lande er man ikke så tåbelige at have forskellige systemer Jo, det er faktisk det generelle billede. Der er nogle store sygehuskæder i USA, som har samme system. Det har de ofret meget store summer på at få udviklet. Til gengæld er der så ingen standardisering, så de kan udveksle informationer med andre sygehuskæder. Ikke engang på det basale niveau med henvisninger, recepter og epikriser (udskrivningsjournaler). Dette har Obama nu afsat et pænt stort milliardbeløb i dollars til. I Norge har de fem helseregioner stort set samme leverandør af elektronisk patientjournal men det er ikke muligt at få adgang til informationer på andre sygehuse. Både af teknologiske og lovgivningsmæssige årsager. 6. Regionerne kan ikke finde ud af at samarbejde om IT Det er der mange eksempler på, at de gør formentlig flere end i nogen anden sektor og her er kun nævnt projekter, som regionerne har været primære eller væsentlige drivere i: Sundhed.dk den fælles offentlige sundhedsportal. Samler al information om sundhed og sygdom for borgerne og giver adgang til egne sundhedsdata med digital signatur + giver sundhedspersoner
adgang til såvel patientdata som faglige informationer. Indviet i 2003. Hovedsageligt finansieret af amterne/regionerne (75%) og derudover af Sundhedsministeriet, KL og Apotekerforeningen. Sundhed.dk har vundet flere internationale priser i EU og USA. Patologidatabanken register, hvor alle patologisvar (undersøgelser af væv, eks. i forbindelse med kræftoperationer/undersøgelser) opbevares og er tilgængelige med det samme for bioanalytikere, der undersøger andre/nye vævsprøver på patienten. Anvendes også til forskning og kvalitetsudvikling. Oprettet i 1999 af amterne, finansieres i fællesskab og driftes i Region Hovedstaden. E-journal her er adgang fra egne journalsystemer for sundhedspersoner på sygehuse og egen læge til informationer fra elektroniske patientjournaler og patientadministrative systemer fra hele landet. For nogle regioners vedkommende også for borgerne - på vej for alle. Oprettet i 2001, finansieres af regionerne i fællesskab og drives i regi af MedCom, som også medfinansierer projektleder. Jobportaler fælles jobportaler som har erstattet annoncering i fagblade. Pt. findes lægejob, sygeplejerskejob, radiografjob og lægesekretærjob. Bioanalytikere og SOSU er undervejs, men ikke besluttet. I 2004 anslog vi, at der blev sparet 55 mio. kroner årligt på denne løsning, som koster regionerne under en halv mio. kroner årligt at drive. Jobportalerne blev lanceret i 2002. Lægens UddannelsesBog anvendes af læger under speciallægeuddannelse til at logge deres uddannelsesaktiviteter og af deres vejledere til vurderinger etc. Erstatter senere på året den nuværende papirdokumentation. Finansieres af regionerne i fællesskab. Kliniske kvalitetsdatabaser landsdækkende databaser på større eller væsentlige sygdomsområder, som samler resultater fra alle afdelinger, der behandler en given sygdom og gør det muligt at benchmarke mellem afdelinger og følge udviklingen i kvaliteten over tid. Pt. støttes databaser på 37 sygdomsområder. En lang række af dem var tidligere lokale initiativer, men med den fælles finansiering stilles krav til IT-understøttelsen og det kvalitetsarbejde der udføres. MedCom samarbejdet, som udvikler og indfører standarder for kommunikation mellem sundhedsvæsenets sektorer. MedCom er oprettet i et samarbejde mellem Sundhedsministeriet og amterne og finansieres i dag med ministeriet og regionerne som de væsentligste bidragydere og derudover KL og Socialministeriet. MedCom har dannet skole for standardiseringsarbejdet i en række andre lande i Europa. Der sendes hver måned 4,5 mio. beskeder af sted i det danske sundhedsvæsen, der følger MedComs standarder. Det er recepter, henvisninger, laboratoriesvar, genoptræningsplaner og udskrivningsbreve mv. Henvisningshotellet hvor elektroniske henvisninger fra egen læge til speciallæge, fysioterapeuter og psykologer opsamles og kan hentes ned af den behandler, patienten vælger. Oprettet i 2008 og hånd- Side 4
terer ca. 100.000 henvisninger hver måned. Finansieres af regionerne efter forbrug. Fælles kravspecifikation og rammeudbud på medicinmodul blev gennemført i 2004 og senere anskaffelser har taget udgangspunkt i samme krav. Side 5 7. Danmark er langt bagud med IT i sundhedsvæsenet sammenlignet med andre lande Nej. Danmark har traditionelt været langt foran og har vundet flere internationale priser særligt for Medcom samarbejdet og Sundhed.dk. Det er dog en førerposition, der er under pres, da en række andre lande nu satser massivt på sundheds-it og med helt andre budgetter og politisk bevågenhed end vi har set i DK. I UK blev der eksempelvis afsat 10 mia. over en periode på 10 år. I USA er man reelt nået nogenlunde lige så langt som i Danmark med at It-understøtte arbejdsgangene på sygehusene der er dog nogle fyrtårne, som har foretaget massive investeringer. Ganske simpelt fordi det er en god forretning, særligt i et sundhedsvæsen, hvor man skriver regninger ud og kun får penge fra forsikringsselskaberne, hvis man kan dokumentere, hvad man har foretaget sig. Det er altså ikke nødvendigvis ud fra et hensyn til patienten. Hvor der på hospitalerne findes digitale løsninger på alle områder, gælder det pt. kun for 80% af systemerne til almen praksis. 8. Regionerne fortsætter i hver deres spor Nej, der er stor vilje til at samarbejde regionerne imellem, hvilket afspejles i samarbejdsprojekterne ovenfor. Med strukturreformen har der dog været rigeligt med udfordringer i at få styr på systemerne inden for den enkelte region. Dvs. at skabe adgang på tværs af de gamle amter og vælge ud, hvilke systemer der skal blive og hvilke, der skal erstattes af et fælles system. Der er tale om systemer, der skal køre hele døgnet, 365 dage om året og der er ikke råd til at eksperimentere det gælder liv og død. Konsolideringen vil i en tid endnu formentlig fylde noget. It-infrastruktur og effektivitetsanalyserne gennemført sammen med Finansministeriet kan bekræfte, at regionerne i modsætning til staten har formået at skabe fælles organisationer og er kommet et godt stykke af vejen med at samle driften af systemer og har planer for at nå i mål med en effektiv drift.
Der er stor villighed til at gå ind i nye projekter dog er der en sund skepsis i forhold til risikoprofilen ved én stor anskaffelse forsinkelsen i Økonomistyrelsens anskaffelse af kontrolrumssoftware er et grelt eksempel herpå, lokale erfaringer med forsinkelser af udvikling hos både danske og udenlandske leverandører påvirker og ikke mindst risikoen, hvis et projekt fejler helt teknologisk eller overfor brugerne virker afskrækkende. Side 6 9. Et EPJ-system er vel ikke så svært at flikke sammen Hvis det bare handlede om at lave et system, hvor man kunne komme af med sin journalføringspligt, så nej. Men ambitionen er, at en klinisk Itarbejdsplads udnytter de teknologiske muligheder for at gøre arbejdet mere smidigt, præsenterer de samme informationer på forskellige måder alt efter, hvad de skal bruges til og af hvem, giver faglig beslutningsstøtte og gør det muligt at blive uafhængig af tid og sted dvs. at udnytte ekspertise eller informationer andre steder fra, som det eksempelvis sker med telemedicin. Og ikke mindst at mulighederne for at anvende avanceret udstyr til eksempelvis at simulere operationer, give personaliseret medicin baseret på genetiske projekter og udnytte alle de mange data til forskning og kvalitetsudvikling. Det kræver mere end et avanceret regneark eller lagerstyringssystem. Denne type af funktioner har sygehusene haft de sidste 30 år i de patientadministrative systemer. 10. Der er ingen it på danske sygehuse Der er masser. Nogle gange uoverskueligt meget mange hundrede systemer på de fleste sygehuse, nogle af dem dog ret små og meget overskuelige. Men der er tale om et af de mest videntunge og diverse serviceområder i den offentlige sektor, så der skal være en række specialsystemer. Vi mangler dog fortsat IT på en række områder. Særligt den egentlige daglige journalføring mangler på måske 30-40% af sygehusafdelingerne. Og en del logistik kunne optimeres ved brug af IT og moderne kommunikationsteknologi.