AGuide Artikelsamling om Silkevejen og Centralasien Forfattere: Jesper Petersen (red.) og Gert Lynge Sørensen
Indhold TURKMENBASHI...4 SELVSTÆNDIGE NATIONER......... 10 ISLAM I CENTRALASIEN............. 16 SILKEVEJEN....24 GENGHIS KHAN...34 OPDAGELSESREJSENDE....46 REJSEINSPIRATION...56 2
Gert Lynge Sørensen er journalist med diplomeksamen i udenrigspolitik og har studeret ved Mellemøststudier på Syddansk Universitet samt Afrika-studier ved Københavns Universitet. Han har rejst overalt i Centralasien de sidste 20 år. Dels som journalist og dels som rejseleder for Viktors Farmor. Jesper Petersen (f. 1982) er rejseleder for Viktors Farmor med rejser til Mellemøsten, Centralasien og Sydøstasien. Han er cand. mag. i islamiske studier med speciale i islamisk feminisme og beskæftiger sig desuden med en lang række andre spændende emner indenfor islam og Mellemøsten. Se mere på www.islamolog.dk Korrektur: Lone Hansen Islam og Mellemøsten Hvad enten du skal til Egypten, Jordan, Marokko eller blot interesserer dig for islam og Mellemøsten, så er denne artikelsamling relevant for dig. Her introduceres islam gennem en artikel om Muhammed efterfulgt af en artikel om de første kaliffer. Dernæst kan du læse om islamisk jura, kvindekamp i Mellemøsten og islamisk feminisme, som er forfatterens speciale. Artikelsamlingen afsluttes med to artikler om henholdsvis arabiske opdagelsesrejsende og de spændende basarer, som stadig kan opleves overalt i Mellemøsten. God læselyst! Artikelsamlingen fås både i tryk og som e-bog. Artikelsamling om Silkevejen og Centralasien Copyright 2013 Jesper Petersen Billedcopyright 2013 Viktors Farmor og Jesper Petersen 1. udgave ISBN-13: 978-87-995701-3-3 Forsidebillede: Mausoleet for Timur Lenks koner i Samarkand (Usbekistan) Tv: Præsident Niyazovs paladser i Ashgabat (Turkmenistan). FORORD 3
4 PRÆSIDENT NIAYAZOV Turkmenbashi
Af Jesper Petersen I Allahs navn, den ophøjede Mit elskede folk! Min kære nation Denne bog er skrevet med den inspiration, som Gud har sendt til mit hjerte; den Gud som har skabt dette vidunderlige univers og er i stand til at gøre, hvad end han vil. Denne bog er den turkmenske sjæls bog (Ruhnama). Ruhnama, bog 1, side 9. Således indleder Turkmenistans forhenværende præsident Saparmurad Niyazov sin bog Ruhnama (Sjælens Bog), som han udgav i år 2000. Bogen er Niyazovs forsøg på at formulere, hvad det vil sige at være turkmener, og hvordan historien har formet Turkmenistan som en exceptionel nation. Efter 74 års undertrykkelse af den turkmenske kultur under det sovjetiske kommunistiske styre stod Turkmenistan ved landets uafhængighed i 1991 uden national identitet, og Ruhnama kan med rette kaldes en kulturkanon, hvori Niyazov har indskrevet sig selv som landsfader. Guldalderen Den 27. oktober 1991 erklærede Niyazov, der siden 1990 havde været Turkmenistans præsident under sovjettiden, sit land selvstændigt, efter at over 94 procent af indbyggerne havde stemt for det ved en folkeafstemning. Samtidig erklærede han, at landet trådte ind i sin guldalder, og året efter gennemførte han reformer, der sikrede borgerne gratis el, gas, vand og senere også brød. Ved at tage hånd om de fattige, opnåede han en udbredt popularitet i befolkningen; Tv: En af de mange statuer af Niyazov i Ashgabat. Dette eksemplar er 12 meter højt og belagt med guld. Statuen stod på toppen af den 75 meter høje Neutralitetsbue i centrum af Ashgabat og drejede rundt, således at solen altid skinnede på Turkmenistans solkonge. Turkmenistans anden præsident (Berdimuhamedov) besluttede at flytte statuen væk fra centrum, og byggede derfor en 95 meter høj platform i den sydlige del af byen, hvor statuen står i dag - og den følger stadig solens vandring over himmelen. men hans store sejr ved landets første præsidentvalg, hvor han opnåede 99,5 procent af stemmerne, er formentlig tillempet. Ved valget i 1994 fremlagde han en tiårsplan, hvori han lovede, at alle familier skulle komme til at eje en Mercedes, hvorefter han blev genvalgt med 99,99 procent af stemmerne 1.959.408 havde stemt for ham som præsident, og 212 havde stemt imod. I 1999 fik Niyazov ændret forfatningen sådan, at han blev præsident på livstid kort forinden havde han gentaget løftet om den umiddelbart forestående guldalder med en plan ved navn 1000 dages udvikling mod velstand, hvori han blandt andet lovede en økonomisk vækst på 17 procent. Niyazov havde store planer med Turkmenistan ved uafhængigheden, og landet blev i Vesten spået en fremtid på linje med rige oliestater som for eksempel Kuwait på grund af dets store olie- og gasreserver. Straks efter uafhængighedserklæringen byggede Niyazov både en ny lufthavn med en kapacitet på 4½ millioner passagerer om året og en række luksushoteller han ønskede herved at tiltrække internationale forretningsfolk, der kunne udvikle landet med støtte fra landets rige gasreserver. Fire år efter åbningen af lufthavnen i 1994 landede der imidlertid blot syv fly om dagen, og de fuldt bemandede hoteller stod gabende tomme. Samtidig byggede Niyazov store marmorpaladser, der i dag huser landets ministerier (se billedet på side 2), brede boulevarder, utallige springvand, og han plastrede byen til med selvforherligende portrætter og statuer. På overfladen så alt ud til at gå fint, men den politiske virkelighed var imidlertid en anden; staten havde ofte svært ved at betale lønninger til de offentligt ansatte, og en stor del af hovedstadens indbyggere havde ikke vand i hjemmet, hvorfor de ofte gik til byens mange springvand for at hente vand til tøjvask. Der var ingen biler på de store tomme boulevarder, og det er der stadig ikke i dag. Lina Rafn, som i 2012 besøgte Ashgabat i forbindelse med nationens nye præsident Berdimuhamedovs 55-års fødselsdag, beskrev byen for Weekendavisen: Det er et fremmedartet syn. Alt er i hvid marmor. Overalt står der springvand. Vejene er ualmindeligt PRÆSIDENT NIAYAZOV 5
Rækken af springvand kan virke endeløs og malplaceret i Ashgabat - ofte ligger de øde hen uden nogen mennekser til at nyde dem. brede. Men der er ingen biler. Der er i det hele taget ingen mennesker. Intet liv. Bare marmor og springvand, så langt øjet rækker. Efter uafhængigheden var Turkmenistans største økonomiske problem, at alle landets gasledninger førte mod Rusland eller tidligere sovjetiske stater, der ikke havde råd til at betale for gassen. Det russiske Gazprom kunne derfor købe store mængder billig gas fra Turkmenistan og sælge den videre til Europa til mere end dobbelt pris. Desuden har udenlandske investorer generelt været tilbageholdende med at investere i landet, efter at Niyazov havde smidt det argentinske olieselskab Bridas, som havde investeret 2,5 milliarder kroner i olieboringer i Turkmenistans ørken, ud af landet i 1996, fordi de ifølge Niyazov tjente for mange penge. Folk, Fædreland, Turkmenbashi! Nationens mantra Halk, Watan, Turkmenbashi gentages cirka en gang for hver kilometer, man kører langs vejene i Turkmenistans uendelige ørken. Niyazov, der insisterede på at blive tiltalt som Turkmenbashi (turkmenernes fader), drev en personkult, der finder sine nærmeste paralleller i Sovjetunionens Josef Stalin og Nordkoreas Kim Jong-il. Hans statuer og portrætter var overalt, og turkmensk TV, der altid havde en profil af en forgyldt Niyazov i hjørnet af skærmen, indledte hver dag sendefladen med nationalsangen og en ed til Turkmenbashi. Eden er værd at citere i sin fulde længde, eftersom både skolebørn skulle recitere den hver morgen og imamer efter hver af de fem daglige bønner: Turkmenistan, mit elskede fædreland, mit elskede hjemland! Du er altid med mig i mine tanker og i mit hjerte. For den mindste synd imod dig, lad min hånd falde af. For den mindste ilde snak om dig, lad min tunge falde ud. Hvis jeg forråder mit fædreland, dets hellige flag eller Saparmurat Turkmenbashi den store, da lad mit åndedrag ophøre. Skolebørnene lærte store dele af bogen, som hurtigt skiftede navn til Den Hellige Ruhnama, udenad. OSCE s ambassadør 6 PRÆSIDENT NIAYAZOV
for Turkmenistan, Paraschiva Badescu, bemærkede i 2002, at turkmenske uddannelser var reduceret til Ruhnama og lidt matematik eksempelvis lærte man engelsk ved hjælp af den engelske oversættelse af Ruhnama. I august 2004 indførte Niyazov endda en eksamen i Ruhnama som betingelse for at få udstedt kørekort. Turkmenbashi yndede at lade ting opkalde efter sig, og derfor bærer mange moskeer, parker, pladser og gader hans navn. Desuden har en stor del af de statskontrollerede firmaer taget navn efter ham ligesom 52 kollektive landbrug, en lufthavn, en by, et cowboybuksemærke, to vodkamærker og en 300 kilo tung meteorit, der faldt ned i den turkmenske ørken den 20. juni 1998 i 2002 omdøbte han januar efter sig selv (Turkmenbashi), april blev opkaldt efter hans mor Gurbansoltan Eje, og de andre måneder fik navn efter hans yndlingskunstnere, flaget, Ruhnama et cetera. Ligeledes opkaldte han store boulevarder i Ashgabat efter sig selv og sine familiemedlemmer, mens de resterende gader blot fik et nummer. Officielt ønskede Niyazov ikke at blive tilbedt, men han forstod godt folket: Hvis jeg var arbejder, og min præsident gav mig alt det her, ville jeg ikke blot male hans billede. Jeg ville bære det på min skulder eller have det på mit tøj. Jeg er personligt imod at se mit billede og statuer i gaderne, men folket ønsker det. Mange post-sovjetiske ledere har taget beslutninger, som kan virke vanvittige - eksempelvis har Usbekistans præsident Islam Karimov forbudt billard men i denne henseende kan ingen måle sig med Niyazov. I sin lange regeringstid nåede han at forbyde en lang række aktiviteter, som han vurderede var skadelige for den særlige turkmenske kultur heriblandt udenlandske medier, internettet, biografer, cirkus og bilradioer. Han forbød desuden opera og ballet, fordi han mente, at de var Ruhnama - bogen over alle bøger Niyazov havde høje tanker om sin bog Ruhnama - så høje at han ved dekret besluttede at give den en plads ved siden af Koranen i landets moskeer. I Ruhnama kan man læse om den særlige identitet, man har eller bør have hvis man er født indenfor landets grænser. I Ruhnama kan man finde baggrunden for Niyazovs love om beklædning, dans og musik. Lovene havde til formål at bevare en særlig turkmensk identitet, som befolkningen i høj grad har adopteret. Skolebørn lærte at recitere lange passager fra Ruhnama, og selvom den nye præsident Berdimuhamedov har nedtonet Niyazov-kulten væsentligt, så dyrkes fortsat den glorificerede identitet, der gives til alle turkmenere i Ruhnama. Størstedelen af bogens fem kapitler tager udgangspunkt i Turkmenistans historie og Niyazovs spirituelle lære, hvorefter der defineres en række turkmenske værdier og fortælles om, hvordan den enkelte turkmener skal føre disse værdier ud i livet. Der er naturligvis også vævet en stor mængde politisk materiale ind, som glorificerer Niyazov selv og fortæller om den nært forestående guldalder. Der er gennem årene opstået mange historier om Ruhnama: eksempelvis fortælles det, at man kommer i Himlen, hvis man læser den 100 gange, og at Niyazov i 2005 fik opsendt det første bind af sin bog med en russisk satellit til rummet, hvor den vil kredse om Jorden i cirka 150 år - sidstnævnte er imidlertid sandt! En af Niyazovs mange springvand i Ashgabat er dedikeret til hans almanak Ruhnama, som er obligatorisk læsning for alle skolebørn. MUHAMMEDS LIV 7