FRA SPORTSBASSIN TIL SUPERBASSIN. Bemærkninger til en udvikling i vandkulturen

FRA SPORTSBASSIN TIL SUPERBASSIN Bemærkninger til en udvikling i vandkulturen 1

2 Claus Bøje FRA SPORTSBASSIN TIL SUPERBASSIN Bemærkninger til en udvikling i vandkulturen Lokale- og anlægsfonden Grafisk tilrettelægning: Tegnestuen Trojka Forsidefoto: Stig Nørhald Fotos: Stig Nørhald side 10, 26, 27, 28, 29, 39, 41, 42. Hans Lyngsgård side 30, 35, 36. Repro: F.Hendriksens Eftf. Tryk: P.J.Schmidt September 1997 ISBN 87-986579-0-9

3 FRA SPORTSBASSIN TIL SUPERBASSIN Bemærkninger til en udvikling i vandkulturen Udarbejdet af Claus Bøje, Idrætsforsk, i samarbejde med Lokale- og anlægsfonden LOKALE & ANLÆGSFONDENS SKRIFTRÆKKE

4

Indhold 5 Forord v. formanden for Lokale- og anlægsfonden 7 Introduktion 9 Er luften gået af badebolden? 9 LYSTEN TIL VAND 11 Vandet i menneskets instinktliv 11 Vandet som kulturelt symbol 12 Vandet som psykisk billede 13 Vandet som kropsligt element 14 FORSKELLIGE TIDER - FORSKELLIGE VANDKULTURER 17 De romerske termer 17 Finsk-russisk badekultur 21 SPORTENS SVØMMEHALLER 25 De første svømmehaller 25 Den store udbygning 27 DE NYE BADELANDE 31 Forskellige behov 31 Naturen bydes indenfor 32 Forskellige løsninger 35 NYE BEHOV 39 Interessen for svømning og vandanlæg 39 Forskellige målgrupper 41 VANDKULTURENS FREMTIDSBILLEDER 45 Eks.: København 46 En tredje vandkultur 47 Superbassinet 48 Superelipsen 49 En konkret udformning 50 Flere tilbud 52 Kilder 56

6

Forord 7 Jeg tror, mange af os har et lidt tvetydigt forhold til vand. På den ene side kan vi opleve en frihed, vi ikke finder andre steder. Vi kan mærke fornemmelsen af vægtløshed, af at kunne svæve. På den anden side giver vandet også modstand, der skal overvindes det kan være tungt og måske koldt at bevæge sig i og måske mærker vi også en lille frygt for dybden og skal helst ikke for langt fra bassin- eller strandkanten. På den baggrund kan det undre, at vi ikke også har været lidt mere nysgerrige med hensyn til at udforske de udfoldelsesmuligheder, vandet kan tilbyde. De fysiske rammer, vi har skabt for menneskelig aktivitet i vand herhjemme, har de sidste 50 år været koncentreret om en snæver vifte af muligheder nemlig de muligheder, der ligger i svømmehallen med et rektangulært 25 eller 50 m. bassin. Vi har til gengæld fået bygget mange og ind imellem også smukke svømmehaller, og deres værdi har været uomgængelig. Mange danskere har lært at svømme i disse haller, de har udgjort rammen om den frivillige indsats der udfoldes i de mange svømmeklubber, og de har været forudsætningen for udviklingen af de mange svømmetalenter, der har hentet så mange medaljer i store internationale stævner. Men har vi vænnet os så meget til disse haller, at vi måske var begyndt at tro, at der ikke fandtes andre muligheder for at svømme, bade og lege i vand? Vi må i hvert fald konstatere, at det var den private, kommercielle sektor, der skulle bryde vanetænkningen og demonstrere, at de fysiske rammer for udfoldelse i vand kunne tage sig anderledes ud. Driftige igangsættere måtte i 1970 erne og 1980 erne erkende, at skulle et byggeri med vandanlæg kunne svare sig økonomisk, måtte der bygges anderledes, og det såkaldte vandland blev udviklet. Men også her må vi konstatere, at der er begrænsninger. I vandlandet er det vanskeligt at blive fysisk udmattet. Vi kan slappe af, vi kan more os, og vi kan lege med børnene, men vi kan ikke dyrke idræt. På den baggrund fandt Lokale- og anlægsfonden det som en vigtig opgave at bidrage til en nytænkning på området, og med projekteringen af en ny svømmehal i forbindelse med det nye idrætscenter på Vesterbro opstod der en konkret lejlighed. Fonden bad Idrætsforsk v/ Claus Bøje om at udarbejde en ana-

8 lyse af mulighederne. Det er resultatet af dette arbejde, der her foreligger i et redigeret uddrag. Der gøres rede for vor trang til at lade kroppen indhylle i vand, som det formuleres, og i et spændende historisk rids påvises det, at vore traditioner for udfoldelse i vand er meget mere nuancerede og mangfoldige, end vi normalt går og tænker over. De historiske rødder for vor vandkultur giver billeder på nye muligheder også i det 21. århundrede. Svømmesportens haller og de subtropiske badelande udgør nu to vidt forskellige bud på, hvordan man kan indrette et hus til vandaktiviteter. Det er derfor vigtigt at gøre sig klart hvilke behov, de hver især opfylder, og på hvilken baggrund de har udviklet sig. Og i enhver idéfase og beslutningsproces om opførelse af nye anlæg er det overordentligt vigtigt at sammenholde behov, målgrupper og aktiviteter i disse to typer med samlet billede. Og det er denne øvelse, der her i bogen fører frem til ideen om et nyt vandkulturhus og en ny bassinudformning superbassinet. Med introduktionen af disse overvejelser, skal der ikke skabes en ny facitliste for, hvorledes anlæg til vandkultur skal bygges fremover. Men der skal fremlægges et kvalificeret grundlag for de tanker, der må ligge forud for enhver investering på området, og der skal gives inspiration til at gå nye veje. Enhver kan så plukke større eller mindre dele af disse ideer på baggrund af de behov der måtte tegne sig. Bogen er den første udgivelse i en skriftrække, Lokale- og anlægsfonden hermed introducerer. Udgivelserne skal formidle erfaringer og ideer, og de skal skabe debat. Næste udgivelse er planlagt til senere på efteråret og vil fremlægge nogle visionære ideer til renovering og omdannelse af de traditionelle idrætshaller. Lokale- og anlægsfonden håber med denne skriftrække at kunne bidrage til at øge idérigdommen og kvaliteten på området. Inge Nesgård Formand for Lokale- og anlægsfonden

9 Introduktion ER LUFTEN GÅET AF BADEBOLDEN?»KI har netop afsluttet tildeling af træningstimer for de svømmeforeninger, der har ansøgt om mulighed for tildeling af træningstimer. Samtlige ønsker om timer er blevet imødekommet. Yderligere har KI i flere tilfælde måtte give misligholdte timer tilbage til de klubber, der har misligholdt disse, fordi der ikke var andre berettigede, der havde ønsket disse timer. Endeligt har KI besluttet at udvide den offentlige åbningstid fordi behovet for klubsvømning ikke længere kunne udfylde den tid, der hidtil havde været afsat. Dette er bl.a. tilfældet på Vesterbro. Med hensyn til offentlig svømning, så har besøgstallet i flere år været dalende. KI har ved markedsføring og indførelse af bedre sekundære faciliteter fået stabiliseret denne udvikling, så besøgstallet har været næsten konstant de sidste 3 år.«sådan står der i et notat af 13. juni 1996 udarbejdet af Københavns Idrætspark (K I), der er en selvejende institution til forvaltning af en række københavnske idrætsfaciliteter. Citatet rummer interessante konstateringer. Ikke alene har svømmeklubberne problemer med at anvende den tid, de kan få tildelt i eksisterende faciliteter presset fra andre tilskudsberettigede brugere er også begrænset. Og den offentlige åbningstid, hvor lokalsamfundet uorganiseret kan anvende svømmehallen, har vist faldende besøgstal. Markedsføring og indførelse af såkaldt sekundære aktiviteter ser dog ud til at have stabiliseret udviklingen. Svømmehallen som idrætsanlæg synes med andre ord at befinde sig i en kritisk fase. Efter at den siden 50 erne og 60 erne har været symbol på en kommunal idræts- og fritidsindsats af højeste karat, har den tilsyneladende her i 90 erne mistet sin fascinationskraft. At luften er gået af badebolden, ville være et fejlagtigt billede at bruge. Problemet for svømmehallen kan meget vel påstås at være, at badebolden aldrig fandt en plads.»der er behov for et vandfacilitetsanlæg der kan tilbyde andre oplevelser og andre aktivitetsmuligheder end de nuværende traditionelle svømmehaller«som det konkluderes i KI s notat.

10

11 LYSTEN TIL VAND Mennesket har tilsyneladende en stærk drift mod at dyppe kroppen i tempereret vand. Driften er så stærk, at byder sommeren på dage, hvor solen står højt og vandtemperaturen nærmer sig de 20 grader, søger mennesker mod stranden. De kører gerne i timevis, accepterer bilkøer og parkeringsbesvær. Og nærmer de sig vandet, fortæller først øret og dernæst øjet om det forjættede hav. På lang afstand høres latter og glade stemmer fra dem, der allerede er nået frem; og når stranden og vandet dukker op, fremstår et liv af plaskende, svømmende, dykkende, flydende, sprøjtende, legende mennesker. Strandkanten er en overgangszone fra det adstadige livsmønster i sandet til kropseuforien i vandet. Sommerens bedste dage er typisk knyttet til glæden ved vandet, og ferier tilrettelægges efter kataloger, som fortæller om sommer, sol og strand med sprut og sex som sidegevinster. Den naturgivne strand er såmænd ikke engang et krav, når blot vandet er inden for rækkevidde. Ferier kan nydes uden besværet med at opsøge naturen, såfremt kroppen med regelmæssige mellemrum lader sig nedsænke i hotellets swimmingpool. Talrige undersøgelser dokumenterer, at menneskers bevidsthed om den attraktive ferie er forbundet med adgangen til vandliv, og at mange næppe ville overveje at rejse væk i ferier, såfremt de havde lokale bademuligheder. Spørgsmålet er naturligvis, hvad denne trang til at lade kroppen indhylle i vand skyldes? VANDET I MENNESKETS INSTINKTLIV Måske rummer trangen til vandet en instinktbetonet forklaring med rødder i menneskets biologiske udvikling. For en sådan forklaring taler, at menneskets første ni måneder leves i livmoderens lille verdenshav, hvor fosteret gør sine første erfaringer i vandets element. Lyd, rytme og bevægelse opleves på vandets betingelser, og psykologer kan meget vel påstå, at mennesker i vandet genoplever deres udviklingshistories biologiske forudsætninger. Det svømmende spædbarn illustrerer denne fortrolige tilknytning til vandet.

12 Mod en sådan forklaring taler, at også andre primater gennemlever det første afsnit af deres første livshistorie under de samme betingelser i livmoderen uden dog senere i livet at opsøge vandet med menneskets iøjnefaldende iver. For forklaringen om en instinktbetonet adfærd taler også visse teorier om menneskets udviklingshistorie. Ifølge disse teorier levede mennesket for ti til seks millioner år siden som en slags vandabe ud for Afrikas østkyst. På forholdsvis lavt vand opholdt denne vandabe sig og samlede føde i tryg afstand fra de store rovdyr på land og de store rovfisk på det dybere vand. Mennesket udviklede her i kraft af vandets delvise ophævelse af tyngdekraften og det akavede i at kravle på alle fire i vandet efterhånden sin oprejste gang. Fortalere for teorien fremhæver en lang række karakteristiske kendetegn ved menneskets kropslige udvikling til forskel fra de andre primater kendetegn, som må skyldes opholdet i vandet. VANDET SOM KULTURELT SYMBOL Vandets centrale betydning fremgår også af dets placering i menneskets behov for at skabe billeder på grundlæggende oplevelser af liv og død. Som element har vandet en dobbelttydig symbolik. På den ene side er det livgivende og frugtbargørende som urtidsfloden i mange myter om verdens skabelse. På den anden side henviser vandet også til opløsning og undergang som syndfloden, der tilintetgør livsformer, som guderne ikke bryder sig om. Syndflodsmyter findes næsten overalt, og de fleste synes at indgå i den regelmæssige kosmiske vekslen: Den gamle verden, beboet af en falden slægt, opsluges af vandene, og nogen tid efter stiger en ny verden op af vandenes kaos. Men hvis man undersøger myter, som forudsiger snarlig syndflod, ser man, at hovedårsagen på én gang ligger i menneskenes synder og i Kosmos affældighed. For verden opfattes som levende, og dermed forbruger den sig selv, den degenererer og ender med at gå til grunde. Syndfloden gør en genskabelse en ny fuldkommenhed mulig. Død og genopstandelse ved neddypning i vand er i kristendommen forbundet med en historisk begivenhed af nyere dato, nemlig Jesu død og opstandelse:» det at være døbt til Jesus Kristus er at være døbt til hans død. Da vi blev døbt til hans død, blev vi derfor begravet sammen med ham. Og som Kristus blev oprejst fra døden af Faderens Majestæt, således skal også vi vandre ind i et liv, hvor alt er blevet nyt. Er vi blevet indpodede i og ligedannede med hans død, skal vi også blive det med hans opstandelse.«som det lyder i Paulus brev til menigheden i Rom, kap. 6. Vandet står også i forbindelse med det hinsidige: Solen synker hver aften ned i det vestlige havs vand for at opvarme dødsriget om natten. Mange steder associeres de underjordiske vande til urtidens kaos; regnvandet fra himlen derimod til velsignelsesrig oplivelse. Vandhvirvler forestiller billedligt vanske-

13 Sandro Botticelli: Venus fødsel. o. 1480. ligheder og omvæltninger, roligt henstrømmende floder, det planmæssigt forløbende liv. Damme og kær og navnlig kildesøer ansås i mange kulturer for at være bosteder for naturånder, for havfruer, havmænd eller sandsigende ofte farlige vanddæmoner af forskellig art. Også heri kommer vandets dobbelttydige symbolik til udtryk. VANDET SOM PSYKISK BILLEDE Inden for dybdepsykologien tillægges elementet vand en stor betydning. Vandet er grundsymbolet på al ubevidst energi, og derfor også farligt, når det f.eks. i drømme går over de tilmålte grænser og forårsager oversvømmelser. Derimod er symbolbilledet både gunstigt og gavnligt, når vandet i form af en sø eller flod, men også af et hav, der ikke overskrider sin kystlinie forbliver på det sted, det skal være. I psykoanalysen er vandet et centralt symbol for det ubevidste. Det personligt ubevidste afbilder sig i drømme om forholdsvis lukkede vandsystemer, søer, fjorde, bugter, hvorimod havet symboliserer det kollektivt ubevidste.

14 René Magritte: Den kollektive opfindsomhed. 1935. Enhver, der er involveret i en personlig modningsproces eller har vendt sig indad, vil ifølge denne forestilling regelmæssigt drømme om vand. Forurenet vand afbilder indre psykisk eller kropslig forurening, følelsesmæssigt kaos, uerkendte indbildninger om andre etc. Jo klarere og renere vandet er, jo mere gennemsigtighed findes der i den pågældende person. Mødet med havet svarer til mødet med vældige ubevidste områder i personligheden. Havet viser sig i drømme som fredeligt, oprørt, fascinerende eller livstruende. Risikoen for, at bevidstheden overvældes af og drukner i det ubevidste indhold, vises i drømme om syndflodsagtige vandmasser. Vands rensende egenskab kommer til syne i drømme om badning, dåb og rensende regnskyl. VANDET SOM KROPSLIGT ELEMENT Men vandet er ikke kun et symbol for noget andet. Det er også i sig selv tiltrækkende som kropsligt element. Den menneskelige trang til vandet og de dermed forbundne billeddannelser skyldes ikke mindst den sanselige forvirring og udfordring, som mennesker møder i vandet. I vandet er man vægtløs, man kan lade sig falde, man kan dykke. Under vandet ser man anderledes, man hører på en anden måde. Man kan ikke længere ånde. Der opstår en fornemmelse af spænding, som imidlertid ikke opleves som truende. Vekslen mellem spænding og tryghed legen med et så anderledes element opleves som yderst lystfyldt. Der opstår en følelse i kroppen, der kan minde om de kræfter, som tager fat, når man gynger eller svinger rundt. Fornemmelsen forstærkes af bølger og strøm. Bølgernes kraft giver nye, stærke kropsoplevelser, og nye legemuligheder: Man kan gynge op og ned,

følge bølgernes bevægelser eller gøre modstand, lade dem slå ind over kroppen som en brænding, lade sig rive med. For mange forstærkes vandfascinationen af en indbildt fare, en kamp mod naturkræfterne, der rummer en risiko, som betvinges. Jo voldsommere vandet raser, jo større er fryden. Vandet repræsenterer en særlig poesi i berøringen og synsoplevelsen, i modstanden og langsomheden, i glidet i de tre dimensioner. 15

16

17 FORSKELLIGE TIDER FORSKELLIGE VANDKULTURER Uanset, hvad der betinger menneskets fascination af vandet, har de kulturelle muligheder for at dyrke vandet været yderst forskellige i historiens forløb. Forholdet til vandet er betinget af synet på kroppen og ikke mindst af de frihedsgrader kulturen indbygger i opfattelsen af den afklædte eller nøgne krop. I vandkulturens historie har to former for vandanlæg præget udviklingen: Det romersk-tyrkiske og det finsk-russiske. Selvfølgelig har badet sit historiske udspring i naturlige vandløb, men under kulturelle forfinelser har interessen for vandkultur skabt sine særlige rum, hvor badet fik langt større betydning end den hygiejniske funktion. DE ROMERSKE TERMER De offentlige badeanstalter var en selvfølgelig og uundværlig del af 500 års romersk historie. Det romerske badeanlæg bød ifølge Inge Nielsens doktordisputats Thermae et Balnea 1990 på følgende muligheder for den besøgende: Først gik romeren ind i omklædningsrummet og lagde alt tøjet, for romerne badede helt nøgne. Derefter gik han eller hun, for kvinder havde også adgang til badene ind i et tempereret gennemgangsrum, hvor man kunne afvaske sig og eventuelt smøre sig ind med olivenolie og i det hele taget opholde sig i en behagelig temperatur. Derfra kunne man gå i det tørre svedebad, hvor der var meget høje temperaturer. Derfra til det varme baderum, hovedrummet, hvor der fandtes mindst ét stort, og oftest flere store fællesbadekar, med varmt vand af forskellig temperatur. Desuden var der af og til et bækken med koldt vand, hvor man kunne afkøle sig. Efter opholdet i dette fugtige og varme rum, der desuden kunne fungere som dampbad, gik vejen atter til det tempererede rum, hvor man efterhånden holdt op med at svede. Her kunne man også få massage og blive indsmurt i olie. Først derefter gik turen til det kolde baderum, hvor man hoppede i det kolde bassin. Her fandtes også af og til et svømmebassin,

18 Rekonstruktion af et caldarium i et romersk bad. De tre bade opvarmes af en ovn der leverer varme til de små søjlegange under badene. Gulvet i midten er et mosaikgulv med motiver fra havet. (Kilde: Inge Nielsen: Thermae et balnea). men i middelhavsområdet var disse oftest i fri luft, i forbindelse med de udendørs aktiviteter. Aktivitetsmulighederne var først og fremmest bestemt af idrætspladsen, idet det var almindeligt at dyrke idræt, før man gik i bad. De aktiviteter, romerne dyrkede, var af en mere moderat art, først og fremmest forskellige former for boldspil, let løb, samt spadseren. Der var i de større badeanstalter store arealer tilknyttet bl.a. parker, hvor man kunne opholde sig og motionere. For de idrætsinteresserede var der dog også mulighed for at dyrke atletik efter græsk mønster, f.eks. diskoskast, løb, boksning, brydning og vægtløftning. Desuden kunne der dyrkes svømning i de store svømmebassiner, der fandtes i de større bade. Foruden at bade og dyrke forskellige former for idræt, spadsereture etc. var der også i de store thermer mange andre muligheder. Et vigtigt element i badekulturen var mad og drikke. Der fandtes næppe noget badeanlæg, der ikke havde en bar i nærheden, og i de store bade var der ofte flere restauranter foruden barerne. Dertil kom de gadehandlere, der drev deres handel i badene så det var ikke noget problem at få både sulten og tørsten slukket. Man kunne også nøjes med at fortære sin medbragte mad. Ud over den fysiske del af badets funktioner, rummede anlæggene også intellektuelle og kunstneriske funktioner. Således levede de op til traditionen fra de

19 græske gymnasier, som foruden sportspladser, svømmebassiner, boldspilsale og bokserum også af og til rummede biblioteker og foredragssale, og fungerede som en slags universiteter. Faktisk er dele af det græske gymnasium indbygget i det romerske badeanlæg, og man har således i romersk tid kombineret det med en udviklet badetradition. Til de intellektuelle formål indeholdt de romerske badeanlæg ofte biblioteker, så folk kunne studere tidens litteratur og digtekunst i badene. Bibliotekerne blev desuden anvendt til foredragsaftener eller til digtoplæsninger, musiceren el. lign. Men disse arrangementer kunne også foregå i selvstændige sale, særligt beregnet hertil. Større opførelser kunne finde sted i teatre indbygget i de store thermer. Det samme gælder idrætsstævner, da der af og til hørte stadion til badet. Badene var desuden meget luksuriøst udsmykket. Der var mange statuer opstillet, og badene fungerede således samtidig som kunstgallerier. Selv bordellet fandtes i visse bade. Det var uhyre billigt at benytte badene, især de offentligt ejede. For det blev betragtet som en forpligtelse for bystyret, at alle borgerne og slaverne med for den sags skyld kunne få råd til at komme i bad. Kun omkring 1% af en dagsløn kostede det, og af og til var det endog gratis, hvis en velgører eller én, der ønskede popularitet for at få et embede, betalte entreen. For de penge kom man i bad, kunne dyrke sport, gå på biblioteket, samt nyde kunsten, der var opstillet i rigt mål. Det var på den anden side ikke svært at komme af med penge, hvis man havde nogen. Der var et stort servicepersonale i badene, både badetjenere og idrætsinstruktører, læger, diæteksperter etc. Man kunne bl.a. få hjælp til at sæbe sig ind, blive overhældt i bassinerne, få hår fjernet, blive olieret og masseret. Dertil kommer de mange restauranter og barer, der blev flittigt brugt, samt gadehandlere, der enten havde stader i badene eller gik og faldbød deres varer. Bl.a. kunne man købe fine eller mindre fine olier og parfumer, svampe og alt til badet. Hvadenten man foretrak de store termer med deres rige kulturelle og sportslige udbud, eller de ydmyge bade med deres mere jordnære aktiviteter, var anlæggene således i høj grad et mødested, hvor man tilbragte en stor del af dagen. Her kunne man møde venner, finde middagsgæster og redde sig selv en middagsinvitation. En stor del af byens sociale liv foregik i badene, der på denne måde foruden sin primære funktion som badeanstalt opfyldte den samme funktion som torve og søjlegange. Som kulturelt og socialt centrum kan anlæggenes betydning i det romerske samfund næppe overvurderes. De romerske bade udgjorde en slags by i byen. I stedet for at gå fra den ene institution til den anden, fra sportspladsen til badeanstalten, fra biblioteket til museet og dernæst videre til de offentlige parker fandtes alle aktiviteterne i den helhed, det romerske bad rummede. Den romerske badeanstalt var en stor succes i den lange periode, den eksisterede. Den eneste grund til, at den forsvandt var mangel på brændsel og vand,

20 Grundplan af Caracalla badet i Rom. Opført 212-216 med et samlet areal på 25.080 m 2. Fra indgangen nederst i planen går gæsterne til de tempererede omklædningsrum (A). Derfra går man først i de kølige bade (N og F), hvor der er et større bassin (N) med plads til lidt svømning og nogle mindre (Pi). De større sale (B) anvendes til hvile eller fysisk udfoldelse af forskellig karakter. Dybest inde i komplekset findes nogle tempererede rum (T) hvor gæst-erne kan vaske sig og evt. indsmøre sig i olier og salver, svedebadene (S) og de varme bade (Al). (Kilde: Inge Nielsen: Thermae et balnea). da samfundet gik i opløsning. Kristendommens fortalere var aldrig kritiske over for institutionen undtagen, når det kom til fællesbad. Faktisk var det i forbindelse med klostre og kirker, badene overlevede, men her fik de en anden funktion, da de var forbeholdt en bestemt gruppe mennesker, nemlig de fattige, pilgrimmene og munkene. Desuden badede man meget sjældent. Romerne mistede iøvrigt efterhånden interessen for idrætsudfoldelse, godt hjulpet af kristendommens kritiske holdning til den græske gymnasietradition. Med deres monumentalitet og store selskabsrum blev badene senere overtaget af den islamiske kultur. Araberne modtog hurtigt og med entusiasme den offentlige badetradition og den dermed forbundne arkitektur. Den islamiske religion spillede en rolle for udformningen i den forstand, at islam overhovedet ikke tillod fællesbade, hvorfor man altid byggede bade til hvert køn. Men iøvrigt fortsatte anlægstypen i meget lang tid i denne kultur og eksisterer i bedste velgående i dag. Det var hos araberne, osmannerne stiftede bekendtskab med badene og overførte dem til det tyrkiske område, og det var via de islamiske bade i bl.a. Spanien, at den romerske badetradition i forenklet form vendte tilbage til Europa. Efter osmannernes erobring af Konstantinopel og deres fremtrængen mod vest og gennem korstogene bredte den tyrkisk-romerske badetradition sig til hele Europa.

21 FINSK-RUSSISK BADEKULTUR Over for den romerske vandkultur står den finsk-russiske svedebadstue som en ganske anden måde at dyrke badelivets udfoldelsesmuligheder på. Svedningen foregår traditionelt i et særligt rum, som opvarmes til 55 grader enten ved et dampkedelsystem eller ved at stænke vand på ophedede sten. Når den badende har svedt tilstrækkeligt, opsøges det kolde vand om vinteren kan man rulle sig i sneen og værdien af badet anses for større ved piskning med birkeris. Svedebadstuen er en gammel slavisk badeform, som de finske folkeslag bragte med sig under deres store folkevandring mod den finske bugts kyster omkring år 800. Den varme badstuedamp udgjorde ikke alene en renselse af kroppen, men også en lutring af sjælen. På de nordlige breddegrader fik den dejlige varme ofte et mytisk skær. De dødes ånder blev dyrket i badstuerne, onde ånder fordrevet og sygdomme og kærlighedstrængsler forsøgt afhjulpet ved badstuens ovn. Fra året 1100 kendes den hellige Andreas beskrivelse af det finske badstuebad, der fuldt ud passer på dagens finske badeform. Skt. Andreas var russisk missionær og på vej til paven. På sin rejse kom han gennem Novgorod, der dengang var finsk. Her så han for første gang en finsk badstue og gav følgende beretning, da han kom til Rom:»... under min rejse gennem slavernes land så jeg mange vidunderlige ting. Jeg så badehuse, der var bygget af træ. Når disse bygninger var blevet opvarmet til en meget høj temperatur, klædte folk sig fuldstændigt af og gik ind i dem. De hældte lunkent vand over nakken og tog et bundt piskeris i hånden og piskede sig selv til den yderste udmattelse. Derefter hældte de koldt vand over deres kroppe og var atter friske. De gør det hver eneste dag og aldeles frivilligt. De kommer af egen fri vilje for at tage et bad og ikke for at torturere sig selv...«en badstue fra middelalderen gengivet efter Olaus Magnus. Til venstre ses ovnen, hvorfra badstuen fyldes med damp, og foran et kar, som fyldes med vand fra et rør. En mand står med et birkeris i venstre hånd. Med disse ris piskede man hinanden for at få blodomløbet i gang. På den trappeformede bænk til højre sidder en mand med fødderne i vand og drikker af et stort horn, og en kande med yderligere forsyninger står parat. Den stærke udsvedning krævede indtagelse af store mængder øl, hvad der gjorde det fælles bad til en særlig forlystelse. På hans ryg sidder fire kopper af kohorn. Kopsætning og åreladning hørte nemlig til den almindelige hygiejne. Man lod sig regelmæssigt tappe for blod - en af de fire legemsvæsker, der - hvis de var til stede i for stort mål - ifølge den klassiske lægekunst ville påvirke ens velbefindende i ugunstig retning. (Kilde: Troels Lund: Dagligliv i Norden).

22 Johannes Stumpf: Schweizer Chronik. 1586. Det offentlige bad i Zürich, som benyttes af unge og ældre, mænd og kvinder, raske og syge. Efter korstogstiden blev fællesbad i badstuer almindelige i hele Europa. Fra midten af 1200-tallet havde hver købstad i Danmark en offentlig badstue, og forvaltningen af badstuerne var ofte overdraget til munkeordnerne. Selve badet var et svedebad. Et rum blev hedet op og mættet med vanddamp ved, at man pjaskede vand på gloende sten. Rummet skulle helst være helt uden vinduer og brolagt med sten af hensyn til brandfaren. I de offentlige badstuer var der ansat personale til at betjene badegæsterne; i de private hjalp man hinanden. I badstuens hede slog man hinanden med birkeris, gned sig med lud og svedte voldsomt, så alle hudens porer blev renset. Derefter fik man en spand koldt vand over hovedet eller hvor det var muligt sprang man i en å eller rullede sig i sne. I de private badstuer sluttede man af med en omgang mad med masser af koldt øl til. Badstuerne blev mindre opsøgt for afvaskningens skyld end for deres sociale liv. De summede af liv og munterhed. I modsætning til ølstuerne, der kun var for mænd, var badstuerne adspredelsessted for hele familien. Hele husstande kom i flok til badstuen; mænd, kvinder og børn, bekendte og fremmede badede sammen. En fransk rejsende, som i 1535 besøgte Stockholm, beretter om, hvor hyggeligt man havde det på en badstue. Man traf bekendte og hørte nyt, fik et glas øl, et slag terninger osv.

Ved slutningen af det 16. århundrede lukkede de fleste badstuer. Syfilisepidemier hærgede Europa. Glædeshuse blev lukket. Også badstuer havde ry for at være løsagtighedens sæde og blev lukket over en kam. Løsagtigheden har måske ikke været den egentlige årsag til smitte. Syfilis smitter gennem blodet, og der flød med blod i badstuerne fra badskærerens (barberens) ridsning, ragning, åreladning og kopsætning. Selv om badstuer igen kom på mode omkring år 1600, var det kun i de højeste kredse, de vandt indpas f.eks. i form af tinklædte badstuer på kongelige slotte som Kronborg, Frederiksborg og Rosenborg og de fik ingen almen betydning. En meget rig og fornem adelsmand kunne f.eks. give sine børn det råd, at om morgenen skulle de ikke vaske sig men stænke vellugtende vand på deres klæder. Efterhånden holdt man helt op med at vaske sig, og 1700- tallet med de pragtfulde dragter, forfinede sæder og raffinerede kultur på så godt som alle områder, har været en af de mest snavsede perioder i historien. 23

24

25 SPORTENS SVØMMEHALLER I 1890 erne kom der gang i svømmesporten i Danmark, da Dansk Idræts- Forbund ved sin stiftelse i 1896 indførte danske mesterskaber for mænd. I 1909 begyndte også mesterskaber for kvinder. Særlige svømmeklubber fandtes endnu ikke. Sporten dyrkedes inden for andre klubber som f.eks. Hermes, Københavns Roklub, Københavns Fodsports-Forening, Sparta og Arbejder Idræts-Klubben. Klubberne koordinerede deres svømmearbejde i regionale svømme-unioner, som i 1907 stiftede Dansk Svømme- og Livrednings-Forbund. Et år senere nåede man også frem til en international sammenslutning. I anledning af de olympiske lege i London 1908 blev Fédération Internationale de Natation Amateur (FINA) oprettet. Svømmearrangementerne foregik bl.a. ved Orlogsværftet og på Badeanstalten i Gasværkshavnen. I 1914 åbnedes badeanstalten Helgoland i Svanemøllebugten på daværende tidspunkt Nordens største badeetablissement. Omkring opvisningsbassinet (100 x 20 m) var der plads til 4000 tilskuere. Desuden var der 3 store bassiner inden for både dame- og herreafdelingen, som også blev brugt til skolebadning. Det firkantede rum passede godt til internationale stævner med deres standardiseringskrav, og bassinets lige linier og rette vinkler var udtryk for en specialisering væk fra naturen. I 1931 blev Helgoland dog lukket af sundhedsmæssige grunde under henvisning til de kloakker, der mundede ud i nærheden. DE FØRSTE SVØMMEHALLER Den første svømmehal i Danmark byggedes ved Gymnastikhøjskolen i Ollerup i 1924. København fik sin første svømmehal i 1930. Den opførtes ved Idrætsparken på Østerbro og anvendtes til de store internationale svømmestævner som erstatning for det nedlagte anlæg ved Helgoland i Svanemøllebugten. Frederiksberg svømmehal indviedes i 1934. De to haller havde plads til hhv. 1200 og 900 tilskuere. Med deres firkantede bassiner demonstrerede de endnu engang, at sporten havde forladt sin natur-profil.

26 Frederiksberg Svømmehal opført 1934. Huset er et vellykket eksempel på, hvorledes arkitekturen kan harmonere fint med sportens bassiner. Mosaikkerne på endevæggene er udført af Vilh. Lundstrøm. Badelandskulturen har dog holdt sit indtog i den store hal i form af en vandrutchebane. (Se illustrationen modstående side). Svømmesporten satsede på de rektangulære bassiner, som imidlertid i kraft af det høje omkostningsniveau stadig i stor udstrækning måtte undvære vægge og tags beskyttelse mod naturens luner og tage til takke med den relativt korte sæson udendørs. De tidligste statistiske oplysninger om udviklingen i svømmehaller viser, at der i 10-året 1938-48 kun skete en tilvækst på fire, mens antallet af friluftsbade med kunstige bassiner mere end fordobledes (se tabel 3.1.). Tabel 3.1. Antallet af svømmehaller, friluftsbade og søbadeanstalter 1938-48.. SVØMMEHALLER FRILUFTSBADE SØBADEANSTALTER 1938 8 24... 1943 11 43 34 1948 12 56 46 Der argumenteredes i disse år kraftigt for de kunstigt byggede bassiner: For det første fordi vandkvaliteten er renere end ved mange strandbade. For det andet fordi vejrliget ikke får så stor betydning. Der kan etableres bedre læforhold og dermed en roligere vandoverflade. For det tredie fordi undervisningen får bedre vilkår. Der er ikke strøm, vandet kan holdes klart og underviseren kan overskue situationen bedst muligt.

27 For det fjerde fordi bassinernes standardmål giver optimale forhold for opvisninger og konkurrencer, og tilskuerne får bedre pladsforhold. For det femte fordi vandet har mulighed for at blive opvarmet. Med typiseringen af svømmehallerne sker den endelige opsplitning af badeanstalten og svømmebadet. I overensstemmelse med god funktionalistisk tankegang fik hver funktion sit eget rum. DEN STORE UDBYGNING I 1960 erne indledtes, hvad der kunne betegnes som et storstilet investeringsprogram for indendørs sportsfaciliteter. Idrætshaller med perfekte dimensioner for håndbold og badminton og for de nye idrætsgrene basketball og volleyball opførtes overalt i landet og det i et tempo, der i løbet af 70 erne gjorde Danmark til det bedst forsynede land i Europa med idrætshaller. Svømmehallerne skød op i et bemærkelsesværdigt tempo, når omkostningsniveauet tages i betragtning, men 6o ernes velstandsstigning og velfærdssamfundets offensive fritidspolitik skabte baggrund for en kommunal økonomisk satsning på denne den dyreste af de mange former for idrætsanlæg. I 1971 var der opført 76 svømmehaller med mindst 25 meter bassin, og frem til midten af 90 erne er tallet steget til 289. Ordet investeringsprogram er imidlertid misvisende, hvis der dermed tænkes på centralt udarbejdede planer for en nærmere fastlagt forsyningsgrad, sådan som f.eks. planlægningen blev udviklet i Vesttyskland. Den vesttyske olympiske komité opstillede i 1960 en investeringsplan, hvori byplanlæggere, arkitekter, ingeniører, økonomer, læger og sociologer søgte at beregne, hvor mange kvadratmeter af forskellige typer af idrætsfaciliteter hver enkelt indbygger havde behov for. Planen Der Goldene Plan indeholdt nøje specificerede retningslinjer for det lokale samfund. Ud over fastlagte fysiske normer pr. indbygger fordelt på aldersgrupper og fordelt på forskellige kategorier af anlæg indeholdt planen en detaljeret gennemgang af de nødvendige anlægs formål, deres størrelse og udformning, deres placering indbyrdes og i forhold til det stedlige miljø, deres omkostninger, finansiering og prioritering. Samtidig gav planen konkrete eksempler på byplanlægning i samfund af forskellig størrelsesorden fra 1.000 til 500.000 indbyggere. Resultatet var, at der for idrætshaller skønnedes et behov på fra 0,15 til 0,20 kvadratmeter pr. indbygger, mens behovet

28 Kildeskovhallen er et moderne eksempel på et lyst og luftigt hus til sportsbassiner. for indendørs svømmeareal estimeredes til 0,01 kvadratmeter og for udendørs fribad 0,1 kvadratmeter. Andre europæiske lande fulgte det vesttyske planlægningseksempel, men investeringerne i Danmark har aldrig været bestemt af centralt fastlagte normer bortset fra, hvad der har været af vejledende retningslinjer i forbindelse med skolebyggeri. Alligevel har investeringerne i svømmehaller som i idrætshaller været præget af en fuldkommen ensartethed, hvad angår den funktionelle indretning. Den eneste diskussion i forhold til svømmehallernes udformning, som i 60 erne og 70 erne blev anset for relevant i forhold til beslutningsgrundlaget, var diskussionen af bassinets længde. Rektangulært skulle det under alle omstændigheder være for at tilgodese sportens behov. Spørgsmålet var kun, om kommunen havde råd til et 50 meters bassin, eller om man måtte nøjes med 25 meters og derved gå glip af de rigtige konkurrencemuligheder og storstilede stævner. Samtidig med den voldsomme udvikling i svømmehallerne forsvandt badeanstalterne ganske langsomt. Den personlige renselse kunne foretages i hjemmet, hvor badeværelset fik en central plads.

29 Prototypen på de senere årtiers svømmehal. Rummet kunne lige så godt være opført som en fabrikshal. Karbadet blev en sjælden foreteelse. Brusebadet var derimod fast inventar i alle idrætsbyggerier det opfattedes blot som en funktion, der ikke blev tillagt særlige arkitektoniske kvaliteter. Også svedebadet havde underlagt sig tidens rationalisme. Hvor der tidligere fandtes dampbade og varmluftbade på badeanstalterne, havde den finske træbeklædte sauna nu overtaget svedebadet. I alle svømmehaller indbyggedes der saunaer, men som regel fandtes der ikke noget bademiljø omkring dem. I et stort antal danske hjem blev der installeret særlige trækasselignende konstruktioner på få kubikmeter under betegnelsen sauna. Kvaliteterne i de gamle tyrkisk-romerske bade var glemt.

30 Søhøjlandets Feriecenter i Gjern.

31 DE NYE BADELANDE I 1970 erne ændredes idrætsmønstret. Idrætten søgte i stigende grad at sprænge den traditionelle sports standardiserede rammer; men i første omgang fik opbruddet ingen konsekvenser for de anlæg, der huser svømmesporten. Svømmehaller er omkostningskrævende, og det giver en vis træghed i lysten til at eksperimentere med nye signaler, og samtidig er den kommunale beslutningsproces præget af svømmeklubbernes ønsker om at fastholde de rektangulære sportsbassiner. Det understøttes iøvrigt også af forestillingerne om en funktionalistisk indretning af anlæggene til undervisning og almindelig motionering. FORSKELLIGE BEHOV 60 ernes, 70 ernes og 80 ernes svømmehaller var alle blevet bygget på svømmesportens præmisser. Velfærdssamfundets fritidspolitik var naturligvis rettet mod alle borgere, men i realiteten blev der ikke taget hensyn til de meget forskelligartede behov for udfoldelse i vand, som mennesker har. Konkurrencesvømmere, udspringere, vandpolospillere og til en vis grad træningssvømmere fandt velegnede udfoldelsesmuligheder, ligesom anlæggene lader sig anvende til undervisning og instruktion i almindelige svømmefærdigheder og livredning. Men alle andre besøgende blev tydeligt forfordelte: Små børn har brug for lavt og varmere vand end det, der er velegnet til svømmetræning. Ældre og andre, der foretrækker en mere rolig og afslappet adfærd i vandet ønsker også varmere vand og trin eller plateauer, man kan sidde på og nyde vandet. Børn vil have legemuligheder og muligheder for at eksperimentere med det fantastiske element, vandet er. Unge vil spille bold, springe i og udfordre hinanden i skægge og kraftfulde aktiviteter. Forskellige grupper af voksne og ældre vil dyrke fitnesslignende aktiviteter som vandgymnastik og trimsvømning. Handicappede har brug for særlige anordninger, som gør det ukompliceret at hengive sig til den kropslige frihed i vandet. Alt dette og mange andre udfoldelsesmuligheder er det stort set umuligt at praktisere i den konventionelle svømmehal. Forskellige former for samtidig udnyttelse af bassinet, der

32 svarer til de besøgendes forskellige interesser, lader sig også kun vanskeligt praktisere, fordi bassinets form, den fælles vandflade og rummets akustik skaber en stor gensidig afhængighed. Polariseringen mellem dem, der ønsker rolige oplevelser, afslapning og fordybelse og dem, der ønsker gang i sagerne repræsenterer yderpunkterne i dette sammenstød. Den moderne svømmehal appellerer først og fremmest til et menneske, der er indstillet på i omklædningsrummet at efterlade hovedparten af de ønsker om at udfolde sig i vandet, som et nysgerrigt, kropsglad og livsnydende sind kan have. Idealet er den rationelle, målbevidste sportsudøver, og opskriften er: svøm, svøm, svøm frem og tilbage, frem og tilbage. Efterhånden blev det imidlertid indlysende for mange især i udlandet at den altovervejende del af svømmehallernes brugere i realiteten ikke behøver sportens internationale standardudformninger. Disse brugere kommer med henblik på rekreation og leg, og konkurrencebassinerne kan ligefrem udgøre en forhindring for dette liv. Navnlig i England og herefter også i Tyskland og Holland bliver vandanlæggets udformning taget op til fornyet overvejelse i starten af 70 erne, og der udarbejdedes hurtigt et nyt koncept leisure pools hvor man bevidst prøvede at indarbejde strand og ferieoplevelser i rummet. NATUREN BYDES INDENFOR I slutningen af 80 erne sker der også i Danmark noget på vandfacilitetsområdet. Udviklingen kan godt fortolkes som en søgen ud mod naturen, selv om det danske klima betinger, at udfoldelsesmulighederne nødvendigvis må opbygges kunstigt indendørs, hvis anlæggene skal kunne anvendes hele året. Den ny type vandanlæg bryder med de standardiserede svømmehaller ved efter inspiration fra engelske, tyske og hollandske badelande at byde på udformninger og aktiviteter, som klart henter inspiration i naturen. Naturen bydes indenfor i form af undertiden meget komplicerede tekniske installationer (jf. figur 4.1.). Springet er kolossalt. Stort set ingen af ideerne i det nye grundlag for vandanlæg henviser til den traditionelle svømmehal. Men svømmehallens standardbassin kan være indbygget i de nye anlæg som en imødekommelse af svømmeklubbernes behov, især hvor der er kommunal finansiering involveret og dermed en forpligtelse over for svømmeklubberne. De nye kommercielle vandanlæg derimod har ikke vist større interesse for de rektangulære sportsbassiner, som for det første ikke anses for trækplastre, for det andet repræsenterer en relativ lav udnyttelsesgrad i forhold til vandarealet, fordi de appellerer til motionssvømning frem og tilbage i baner og dermed til kollision med andre motionister, hvis der er mange i bassinet. Udviklingen af de nye vandanlæg begyndte i Danmark i anden halvdel af 80 erne med Frederikshavn Vandland og har siden ført til rene badelande dvs. anlæg uden sportsbassin af 25 eller 50 meters længde i Frederikshavn (1987), Ålborg (1988), Vigsø (1988), Lalandia ved Rødby (1989), Gjern

33 NATUR VANDANLÆG Fig.4.1. Naturens transformation til badeland. Hav Varme kilder Kilder Tropisk lagune Koldt vand Vandfald, bjergvæg Bjergflod Flod Klippe Grotte Kyst Havbund Strand Sol Flora Udsyn Krumme linier Landskab Geografi Bølgebassin Boblebad Springvand, massage-dyser Varmtvandsbassin Koldtvandsbassin Rutchebane Modstrømsanlæg Bugtede kanaler Udspringsplateau Tunnel, hule Skrånende vanddybde Undervandslandskab Opholdsarealer Solarium, lys Beplantning (kunstig) Store glasflader Runde former Totalkomposition Temabad (1990) og Rønbjerg (1992), mens Skive (1990), Ikast (1992), Køge (1993), Kolding (1994), Holstebro (1996) og Esbjerg (1996) alle med kommunal finansiering indeholder et sportsbassin. Svømmehallerne har i stigende grad op gennem 80 erne og frem til i dag oplevet en stagnerende publikumsinteresse. Selv om undersøgelser viser, at folk når man spørger dem erklærer, at svømning er den idrætsaktivitet, de synes bedst om, så udgør de faktiske besøgstal i svømmehallerne et forbavsende dementi. Forklaringen er måske, at det i virkeligheden ikke er svømning i betydningen den sportslige og rationelle konkurrence- og træningssvømning, men snarere et bredt billede af et badeliv hvor svømningen naturligvis er en integreret del der fremstår i de adspurgtes forestillingsverden. Badeoplevelsen ved havet, ved hotel-poolen eller ved friluftsbadet præger i stadig stærkere grad forventningerne og kravene til, hvad man vil opleve i den lokale svømmehal. De tradtionelle svømmehaller kan udbygges med supplerende tilbud. Mest populær hos familier bosiddende i den nordlige del af København var i starten af 80 erne den svømmehal blandt de mange, der i bassinet på bestemte tids-

34 punkter af den offentlige åbningstid havde anbragt et kæmpe sponsor-plastikdyr, som børnene kunne kravle op på og glide eller skubbe hinanden ned i vandet fra. Også installeringen af en rutchebane kan vende vigende besøgstal (Frederiksberg Svømmehal), og tilføjelsen af et børnebassin kan udvide familiens interesse. Børnene har et sted, hvor de kan more sig, mens far og mor skiftevis kan få lov til at tage sig en tur i det rigtige bassin. Grundlæggende skal der imidlertid mere til, og en række af de ovennævnte provinsbyer har med udgangspunkt i deres oprindelige svømmehals sportsbassin skabt en flerdobbelt udvidelse af rummet og tilføjet nye muligheder fra boble-bad, terapibassin og bølgebassin til rutchebane og forskellige former for fontæner og vandskulpturer. Men nok så vigtigt: Den kendsgerning, at de besøgende bruger mere tid oppe af vandet end i, har skabt forståelse for opholdsarealernes betydning og medført en række rekreative og oplevelsesmæssige tilbud i forbindelse med bademulighederne. Som ved stranden og hotelpoolen: Man går i vandet, men forventer at opleve noget før og efter den ofte ret korte vandgang. De nye vandanlæg beskriver en udvikling bort fra den specialiserede funktion. De rummer tilbud om mange former for aktivitet, der både henvender sig til et bredt udsnit af befolkningen og også i kraft af særlige installationer appellerer til mange forskellige målgrupper samtidig. De nye vandanlæg er i princippet for alle og åbne til enhver tid; i hvert fald anses det for en vigtig udbudspolitik at undgå at reservere anlæggene på bestemte tidspunkter til særlige formål, så brugerne går forgæves eller er nødt til at sætte sig ind i komplicerede tidsskemaer. De nye vandanlæg indbyder til leg, alsidige krops-erfaringer, nye kommunikations- og samværserfaringer, træning, forebyggelse og kropspleje. De overskrider ikke kun i kraft af deres fysiske rammer, men også i kraft af deres iscenesættelse de traditionelle normer for sportsanlæg og byder på rekreative, selskabelige og kulturelle muligheder. De nye vandanlæg fremstår således som et alternativ til svømmehallen, men dog langt fra som noget entydigt alternativ. FORSKELLIGE LØSNINGER Det, der karakteriserer planlægningen af de nye vandanlæg er friheden til at kombinere mulighederne og skabe individuelle løsninger. Alligevel kan man betegne den danske udvikling som præget af en høj grad af ensartethed. Der er installationer, som simpelt hen anses for obligatoriske, hvis folks interesse skal fanges i tilstrækkeligt omfang. Et vandanlæg uden rutchebane, boblebad, varmtvandsbassin (terapibassin), børnebassin og bølgebassin vil skuffe forventningerne, og placeringerne af de forskellige installationer i forhold til hinanden bliver i første omgang det, der individualiserer anlæggene gør dem forskellige fra hinanden. Men mulighederne er utallige, hvis der er finansieringsgrundlag for investeringerne. Med inspiration fra udlandet først og fremmest fra USA og Tyskland kan man opføre forskellige kombinationer af rutche- og surfbaner, kanal-

35 Rønbjerg Feriecenter. systemer (lazy rivers) og modstrømspassager, koldtvandsbassiner og svømning ud i det fri, vandfald og vandskulpturer med overraskelsesmomenter, udspringsmuligheder og klatrevægge, undervandslandskaber og dykkertunneler, dampgrotter og saunalandskaber, mineralske bade og vandmassage. Også kombinationsmuligheder mellem vandoplevelse og aktiviteter på land udvikles i disse år. Den tid er forlængst forbi, hvor cafeteriet eller caféen afsondres fra vandlivet. Tværtimod er serveringsmuligheder indbygget i vandlandskabet, og tillige kan der være indrettet et sted tæt ved bassinkanten, hvor den medbragte mad kan nydes. Hvilezoner og solarielandskaber, liggestolsmiljøer og adgang til udendørs solbadning er almindeligt forekommende, og det samme kan muligheder for at underholde sig med forskellige former for spil være. Grøn beplantning er særdeles vigtig i det mindste som (kunstigt) signal. De nye vandanlæg lægger i stigende grad vægt på at inspirere til, at der opstår en tilskyndelse til kommunikation mellem de besøgende. Særlige arrangementer opbygges omkring temaer, som appellerer til bestemte målgrupper f.eks. trope-fest, bademodeopvisning, teaterforestilling, vanddiskotek, sundhedsdage, børneteater, koncerter, ferieunderholdning osv. osv. Men også mere dagligdags

36 Holstebro Badeland. tilbud om kurser i trimsvømning, vandgymnastik, musik og bevægelse i vandet, svømmekurser, vandskrækafvænning, mor-barn svømning og genoptræning giver oplæg til at møde andre, ligesom opdeling af vandanlægget til enten voldsomme, actionprægede legemuligheder på visse tidspunkter og rolige, afslappende og terapeutiske vandaktiviteter på andre skaber oplæg til fællesskab mellem særlige grupper. Pakkeløsninger for børnefødselsdage, firmaarrangementer o.lign. er også en del af de nye muligheder. I stigende grad dukker også overvejelser op om inddragelse af andre former for kropskultur end dem, der er knyttet til vandet. Vægttræning, gymnastik, aerobics og fødselsforberedelse er umiddelbare muligheder, hvis faciliteterne er til-

37 strækkelig rumlige, men også kombinationen af vandanlæg med andre former for idræt og fritidsaktivitet er i stigende grad et koncept for de nye anlæg i Tyskland og Holland. Man taler om, at vandanlægget ikke længere skal nøjes med at imødekomme de accepterede forestillinger om renselse, træning og afslappelse af kroppen, men tillige være et fritidssted i bred forstand måske endog udvikle sig til at blive et bysamfundets mødested eller som tyske planlæggere forestiller sig et Kultur-, Sport- und Kommunikationszentrum. Som et særlig vigtigt udgangspunkt for vandanlæggene står det udtalte ønske blandt mange om forskellige opholdsmuligheder i varmt vand i terapibassiner, boblebassiner, småbørnsbassiner, meditationsbassiner og bassiner for vandmassage. Der er tale om en udvikling i retning af stadig mere sofistikerede, nydelsesfulde og helsebringende anlæg, som i deres kompleksitet og perfektion i forhold til kroppens lutring kan antyde en forbindelse tilbage til de romerske termer. Æstetisk nydelse, renselse, afspænding, genopbygning af styrke gøres til en helhedsoplevelse for krop og sjæl. Men med hensyn til den kulturelle bredde i indholdet er der naturligvis langt igen i forhold til det klassiske romerske badeanlæg, sådan som de skildredes ovenfor.