Kristusliv Robert Bladt Credo forlag København 2007
Kristusliv Copyright Credo Forlag 2007 1. udgave, 1. oplag Forfatter: Robert Bladt Omslag og illustration: Camilla Engrob Sats: Credo Forlag Trykt i Polen Udgivet af Credo Forlag Ryesgade 105, st. 2100 København Ø 35 43 83 83 credo@kfs.dk www.credo.dk ISBN 978-87-7242-302-9
Indhold Forord 7 DEL I: Kristusliv 10 1. Omvendelse og udvælgelse............................ 11 2. Dåb og bekendelse................................... 17 3. Tro................................................. 26 Intermezzo 38 DEL II: Menneskeliv 41 4. Faderens aftryk................................... 43 5. Menneskelivets udtryk............................ 57 De 10 bud...59 Relationen til naturen...92 Relationen til mig selv...93 DEL III: Fromhedsliv 103 6. Sønnens aftryk.................................. 105 7. Fromhedslivets udtryk........................... 115 Gudstjeneste...116 Ordets forkyndelse...120 Ordets tjeneste...124 Nadver...126 Fællesbøn...131 Fadervor...133 Det skjulte liv med Gud...142 Bøn...144 Bibellæsning...150 Skriftemål...152 Faste...155 Givertjeneste...160
DEL IV: Tjenerliv 164 8. Åndens aftryk.................................. 166 9. Tjenerlivets udtryk.................................. 178 Åndens frugt...178 Nådegaveudrustning...181 Menighedstjeneste...189 Missionstjeneste...194 Omsorgstjeneste...198 Tegn og undere...201 At lytte til Åndens ledelse...205 Efterskrift 211 Skriftstedsregister 215 Litteraturliste 222
7 Forord Politiken bragte den 15. august 2005 en historie under overskriften:»12-14-årige danskere konverterer til islam«. For nogle måske særligt unge er der noget tiltrækkende ved islam. Jeg tror, det er den tydelighed, som præger muslimers livsførelse og trospraksis. Det står på mange måder i modsætning til den personlighed og skjulthed, som præger kristendommen i hvert fald i en evangeliskluthersk og dansk sammenhæng. Kristendommen er frihedens religion. I modsætning til andre verdensreligioner som jødedom, islam og buddhisme har vi kristne ikke en fælles praksis, som kendetegner vores måde at praktisere troen på. Ingen obligatoriske bedetider, bederetninger, valfarter, meditationsteknikker eller lignende. Forskellige kristne har forskellige traditioner, som tilsiger, hvordan man praktiserer sin tro. Hvor den kristne mission er lykkedes bedst, har nye folkeslag fundet deres egne traditioner og udtryksformer som kristne. I et land som Danmark, hvor de kristne traditioner gennem en årrække har været udsat for kraftig kritik, oplever vi, at de er på vej i glemmebogen. Samtidig oplever jeg, at mange kristne spørger efter konkret vejledning i, hvordan de skal praktisere deres tro. Den spørgen er én af grundene til, at jeg har skrevet Kristusliv. Skal vi være tro imod Kristus, er kristen tro mere end en vejledning i praksis. Vi kan lære meget af tidligere generationers måder at praktisere kristentroen på. Vi kan også
8 1 Kol 1,19; 2,9 2 Ef 3,19; 4,13 lade os inspirere af, hvordan kristne fra andre kulturer, traditioner og trosretninger praktiserer deres tro. Sammen med denne praksis må vi imidlertid få en indsigt i, hvor det kristne liv begynder, og hvad der er baggrunden for en kristen praksis. Det kristne liv ligger ikke i lige forlængelse af vores indbyggede, religiøse gener. Det bryder med dem på afgørende punkter. En bog om det kristne liv kan altså ikke alene være en how-to-do-it vejledning. Derfor handler Kristusliv del I om fem grundelementer for det kristne liv: Omvendelse, udvælgelse, dåb, bekendelse og tro. Disse fem begreber er de»fem søjler«, som det kristne liv bygger på. På grundlag af disse fem grundelementer for det kristne liv, er Kristusliv en invitation til at vandre ind i det kristne livs mange forskellige discipliner. Mit mål og ønske er, at Kristusliv på én gang kan give inspiration til at praktisere den kristne tro og fordybet forståelse af livet med Kristus. Han er målet og omdrejningspunktet for kristen praksis. Deraf bogens titel. Ligesom Kristus rummer hele Guds fylde, 1 er det målet for en kristen, at komme til at rumme hele Guds fylde. 2 Det mål når ingen af os i dette liv. Men vi udfordres alle til at begynde det, som fuldendes i Guds rige. Jeg står i den evangelisk-lutherske tradition. Det præger denne bog. Men jeg håber, kristne fra andre trosretninger vil opleve, at jeg har ladet mig inspirere af andre kristnes måder at praktisere den kristne tro på. Jeg oplever mig i hvert fald beriget i mit kristenliv af kristne fra andre traditioner. Kristusliv har mange henvisninger til Bibelen. I den grundlæggende vejledning om det kristne liv er Bibelen kirkens og den kristnes grundbog og vejledning. Men også når det gælder forskellige måder at praktisere sin tro
9 på, er Bibelen et kildevæld af inspiration. Bagest i bogen findes et skriftstedsregisteret. Jeg har ikke ønsket at henvisningerne skulle afbryde læsningen, derfor er de sat i margen. En oversigt over de benyttede forkortelser for de bibelske skrifter kan findes bag i den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. Kristusliv er en efterfølger til bogen Kristustro (Credo Forlag 2005). De to bøger kan med fordel læses sammen og vil da understrege sammenhængen mellem troen på og livet med Kristus. Fjellerup, april 2007 Robert Bladt
10 DEL I: Kristusliv Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen. (Fil 3,8-9) En troende muslim bygger sin trospraksis på»de fem søjler«: Trosbekendelsen, bønnen, fasten, almissen og pilgrimsfærden til Mekka. Det kendetegner islam, at den er en handlingens religion, en praksisreligion. Det er kristendommen også. Men i kristendommen baseres trospraksis ikke på den kristnes handlinger, men på Guds handlinger. Skulle man derfor formulere»fem søjler«, fem grundelementer for det kristne liv, adskiller de sig væsentligt fra islams fem søjler. Det er disse grundvilkår for det kristne liv og den kristne trospraksis, jeg vil gennemgå her i del I. Det kristne livs»fem søjler«er: Omvendelse, udvælgelse, dåb, bekendelse og tro. Kendetegnende for disse fem elementer er, at de tilsammen beskriver, hvordan fællesskabet mellem Gud og menneske etableres. Først, hvor dette fællesskab er etableret, giver det mening at tale om kristen trospraksis.
11 1. Omvendelse og udvælgelse Omvendelse I den vestlige verden er skifte af livsspor noget, vi er fortrolige med. Vores tid er kendetegnet af, at mange tager mere end én uddannelse og skifter karriere flere gange i livet. Mange begynder på en frisk i deres familieliv og stifter familie mere end én gang. Vi flytter gennemsnitligt hvert syvende år nogle til udlandet og udskifter naboer og omgangskreds. Religiøse konverteringer er heller ikke ualmindelige. Kristuslivet indebærer også et radikalt sporskifte. Derfor kaldes overgangen til kristuslivet i Bibelen for»omvendelse«, 3 og kaldet til at leve kristuslivet lyder:»omvend jer!«4 Egentlig kunne man også bruge ordet omvendelse om mange af de andre sporskifter, vi foretager. Alligevel er der en forskel. Et job-, karriere-, religions- eller familieskifte er noget, jeg i afgørende grad selv bidrager til. Anledningen kan være noget, jeg ikke selv er herre over: sygdom, fyring, udpantning eller skilsmisse. Men for at komme videre derfra må jeg yde et væsentligt bidrag selv. Jeg må vende mig fra det gamle mod noget nyt. Umiddelbart kan en omvendelse til Kristus på samme måde tage sig ud som et skifte, jeg selv er den afgørende drivkraft og arkitekt bag. Mange kristne beskriver da også deres omvendelse som en beslutning, et valg eller en afgørelse, de personligt har truffet. Sådan som det hedder i 3 fx 2 Pet 3,9 4 fx ApG 2,38
12 Kristusliv 5 Matt 3,2 6 Matt 4,17 7 ApG 2,38 8 Luk 5,32 9 ApG 2,38; 3,19; 8,22; 17,30; 20,21; 26,20 10 2 Kor 7,8-10; 12,21; 2 Tim 2,25 en gammel gospelsang:»i have decided to follow Jesus«(Jeg har besluttet af følge Jesus). Egentlig er det helt i tråd med det, vi møder i Det nye Testamente. Både Johannes Døbers, 5 Jesu 6 og apostlenes forkyndelse 7 var kendetegnet ved et kald til et radikalt sporskifte i livet. Omvendelsesforkyndelse er altså ikke en specialitet for en særlig gruppe kristne. Det er en del af kirkens forkyndelse, som går tilbage til Jesus selv. Kaldet til omvendelse var en central del af Jesu mission. 8 I den første missionsforkyndelse var kaldet til omvendelse en fast bestanddel. 9 I sine breve til menighederne peger Paulus også på omvendelsens nødvendighed for kristuslivets modstandere. 10 Omvendelsesforkyndelsen har en forudsætning: Jeg har grund til at vende mig væk fra noget, som, i det øjeblik jeg møder kaldet til omvendelse, kendetegner mit liv. Dette»noget«er synden. Jeg kan godt genkende den gudsfjendske lyst til at leve i modstrid med Guds vilje, som ligger bag det hovmodige udsagn:»når man er blevet gammel, angrer man navnlig de synder, man ikke har begået.«udvælgelse Omvendelsen, og den stærke forkyndelse af den, giver som sagt en fornemmelse af, at min personlige beslutsomhed er afgørende for min omvendelse fra livet uden Gud til livet med Gud. Men her overrasker Bibelen igen. Når apostlene skrev breve til de første kristne menigheder, roste de dem aldrig for deres beslutsomhed. I stedet fortalte de dem, at deres tro på og liv med Gud skyldtes Gud og hans udvælgelse. På den ene side er kaldet til omvendelse altså en væsentlig del af den kristne forkyndelse. Her appelleres til os
Omvendelse og udvælgelse 13 om at træffe en beslutning. Det er vores ansvar og skyld, hvis vi afslår kaldet til omvendelse. Men på den anden side giver apostlene aldrig de omvendte æren for deres egen omvendelse. Æren er Guds. Det er ham, der giver omvendelsen, 11 det er ham, der fører til omvendelse, 12 og det er ham, der får mennesker til at omvende sig. 13 Jeg forstår Bibelens tale om omvendelse sådan, at muligheden for omvendelse ligger i og gives til os i kraft af Guds kald til omvendelse. Det kan forklare det, forfatteren af Hebræerbrevet skriver om Esau, søn af jødernes stamfar Jakob. Om ham står der, at han søgte at omvende sig, men ingen mulighed fik for det. 14 I os selv har vi mennesker ikke engang mulighed for at omvende os til Gud, men når Gud rækker os kaldet til omvendelse, er dette kald i sig selv en kraft, der kan føre os til omvendelse. Det er i den sammenhæng, vi skal se Bibelens tale om udvælgelse. Det er ikke så sjældent, at de kristne på Bibelens tid blev kaldt»de udvalgte«. 15 Tanken om udvælgelsen finder vi adskillige steder hos både Jesus og apostlene 16, ligesom udvælgelsen er en iøjnefaldende del af de bønner, reformatoren Veit Dietrich skrev. Veit Dietrichs bønner er dem, der endnu benyttes ved folkekirkens gudstjenester. En del kristne har det ikke så godt med den bibelske tale om udvælgelsen. Den generer vores logik. Og endnu værre: Den kan anfægte vores syn på Gud som retfærdig og god. Jeg ved om en præst, som i sin alterbog har overstreget al tale om udvælgelse i de bønner, der knytter sig til de enkelte søn- og helligdage. Vores problem er, at når vi hører, at nogle er udvalgt af Gud til frelse, spørger vi automatisk: Hvad er vi andre så udvalgt til? Fortabelse? Gud afslår at stille vores logik tilfreds i dette stykke. Kaldet til omvendelse er en appel til menneskets vilje, som kun kan adlydes i kraft af Gud. Udvælgelsen, ja, end- 11 ApG 11,18 12 Rom 2,4 13 2 Tim 2,25 14 Hebr 12,16-17 15 Kol 3,12 m.fl. 16 Matt 22,14; Rom 8,33 m.fl.
14 Kristusliv 17 Ef 1,5.11 18 2 Pet 3,9; 1 Tim 2,4 og forudbestemmelsen, 17 er den eneste vej til frelse, og selv om få er udvalgt, findes der dog ingen udvælgelse til fortabelse, men kun Guds ønske om frelse for alle mennesker. 18 Eksemplerne på at drive logik på Bibelens lære om udvælgelsen er talrige og skræmmende. Den berømte danske filosof og forfatter Søren Kierkegaard oplevede dette på nært hold. Hans far, Michael Kierkegaard sloges hårdt med en frygtelig bevidsthed om at være udvalgt til fortabelse. Michael var ganske alvorligt tungsindig. Dette tungsind hang efter Sørens opfattelse tilsyneladende sammen med, at han anså sig selv for at være udvalgt til fortabelse. Michael var født i fattige og barske kår på den jyske hede. Han blev opdraget i den vestjyske pietisme med dens stærke betoning af synden og Guds hellige vrede. Dette har tilsyneladende ramt lige i hjertet på den unge Michael. I hvert fald fortæller Søren Kierkegaard, at hans far som stor dreng en dag ude på heden, hvor tilværelsen har syntes særlig uretfærdig, knyttede sine næver, så trodsigt op imod himlen og forbandede Gud. Søren skriver senere om begivenheden:»det forfærdelige med den mand, der engang som lille dreng, da han gik og vogtede får på den jyske hede, led meget ondt, sultede og var forkommen, på en høj stod op og forbandede Gud og den mand var ikke i stand til at glemme det, da han var 82 år gammel.«denne bevidsthed om at være udvalgt til fortabelse forfulgte Michael Kierkegaard hele hans liv og hans tungsindige tanker om udvælgelsen kom til at gå i arv til hans børn, så Søren Kierkegaard bl.a. af den grund kan sige:
Omvendelse og udvælgelse 15»der var tider, hvor kristendommen forekom mig den umenneskeligste grusomhed«. Jeg indledte engang en undervisningstime om udvælgelse med denne historie om Michael Kierkegaard. Efter undervisningen kom en tilhører hen til mig og fortalte, at han var slået over, hvor store ligheder der var mellem Michael Kierkegaards og hans egen bedstefars historier. Hans bedstefar var også blevet af den opfattelse, at han var udvalgt til fortabelse. Det havde imidlertid præget ham på den måde, at han en stor del af sit liv anså det for sit særlige kald at redde sin familie fra samme skæbne. Man kan levende forestille sig, hvilken form for Kristus-forkyndelse det har ført med sig. Først i en høj alder nåede bedstefaren til en rimelig afklaring i, at der også var frelse mulig for ham. Når jeg støder på disse beretninger om, hvordan tanken om udvælgelse har forkrøblet og ødelagt menneskers liv og tro i generationer, kan jeg fristes til at bebrejde Gud, at han ikke holdt den del af frelsens hemmelighed for sig selv. Det er ulykkeligt, når det, som skulle være mennesker til trøst, i stedet er blevet til frygt. Men jeg kan gøre noget andet. Jeg kan forsøge at råbe så højt, som tekstsiden i en bog tillader det: INTET MENNESKE ER UDVALGT TIL FORTABELSE!
16 Kristusliv 19 Joh 15,16 20 Rom 11,5 21 Ef 1,4 Hvad er da trøsten i udvælgelsen? Hvorfor er udvælgelsen tilsyneladende en nødvendig del af Guds afsløring af frelsens hemmelighed? Jo bedre jeg lærer mig selv at kende, desto klarere ser jeg, at intet i mig det være sig gerninger, vilje, beslutsomhed eller afgørelser er bestandige nok til, at de kan bære en vished om frelse. Udvælgelsen fortæller mig, at min vished om frelse kan finde sit faste forankringspunkt i Gud. Det er hans gerninger, vilje, beslutsomhed og afgørelser, der er afgørende for min frelse. Det er ikke mig, der har udvalgt ham, men ham, der har udvalgt mig. 19 Set i den sammenhæng er udvælgelsen ikke en trussel, men en trøst. Derfor er udvælgelsen en del af det, Bibelen beskriver som Guds nåde. 20 Og for ligesom at understrege, hvor fast et grundlag udvælgelsen giver for vores vished om frelse, slår Peter, lederen blandt Jesu 12 disciple, fast, at udvælgelsen rækker helt tilbage fra før verdens grundlæggelse. 21 Det er da i hvert fald et tidspunkt, hvor jeg hverken kunne gøre fra eller til!