JD-Case 18.-19. december 2014 Erstatning og kontrakt OPGAVE 1 Anders Andersen driver en meget velrenommeret fødevarevirksomhed fra Odense, der bl.a. har specialiseret sig i fremstilling og salg af fødevarer. I slutningen af oktober 2014 blev Andersen kontaktet af Brian Bang, der ønskede at købe et stort parti af Andersens rødkål på glas og kirsebærsauce på dåse. Bang ejede en landsdækkende kæde af supermarkeder, hvor han ønskede at sælge det købte op til jul. Tirsdag den 5. november 2014 indgik Andersen og Bang derfor en aftale om Bangs køb af dels 50.000 glas med rødkål til 5,50 kr. pr. glas eller i alt 275.000 kr., dels 30.000 dåser med kirsebærsauce til 7,50 kr. pr. dåse eller i alt 225.000 kr. Varerne skulle fremstilles på Andersens fabrik, og levering skulle ske ultimo november på Bangs hovedlager i Slagelse. Samtidig aftalte parterne, at den samlede købesum på 500.000 kr. skulle betales kontant ved overførsel fra Bang til Andersens bankkonto, når det samlede vareparti var modtaget af Bang. Tirsdag den 2. december 2014 ankom én af Andersens lastvogne til Bangs hovedlager med det aftalte antal glas med rødkål og dåser med kirsebærsauce. Bang var selv til stede ved leveringen og udtrykte stor utilfredshed med leveringstidspunktet. Han meddelte derfor chaufføren, at han ikke ville have glassene med rødkål, da de ifølge ham var stort set umulige at sælge på dette tidspunkt. Bang var dog stadig interesseret i dåserne med kirsebærsauce, som blev læsset af og anbragt i Bangs lagerbygning. Chaufføren kørte herefter glassene med rødkål tilbage til Andersen, som han underrettede om det passerede. Samme aften skrev Andersen en e-mail til Bang, hvori han gjorde gældende, at Bang helt uberettiget havde afvist at modtage glassene med rødkål. Andersen meddelte endvidere, at han krævede erstatning af Bang svarende til det tab han havde lidt ved det salg som han nu var gået glip af. Onsdag den 3. december 2014 foretog Bang en nærmere undersøgelse af dåserne med kirsebærsauce. Her blev han opmærksom på, at ca. hver fjerde dåse var bulet og/eller stærkt ridset. Bang blev rasende og sendte straks samme dag et brev til Andersen med følgende indhold: Til Andersen Kom straks og hent alle dåserne med kirsebærsauce! Ca. 25 pct. af dåserne er bulede og/eller stærkt ridsede og er derfor usælgelige. Jeg kan i øvrigt ikke videresælge nogen dåser fra partiet uden et tidskrævende og betydeligt arbejde
med at sortere de bulede og ridsede dåser fra. Desuden nægter jeg at betale noget som helst for glassene med rødkål, da jeg ikke modtog dem til aftalt tid. Hilsen Bang Brevet nåede dog aldrig frem til Andersen, da det bortkom under sorteringen hos postvæsenet. Fredag den 5. december 2014 ringede Andersen til Bang og fastholdt sit krav på erstatning hidrørende fra aftalen om salget af glassene med rødkål. Andersen gjorde samtidig opmærksom på, at Bang efter hans opfattelse var forpligtet til at betale den fulde købesum for dåserne med kirsebærsauce, og at der højst kunne blive tale om et nedslag i købesummen på 25 pct., svarende til den del af dåserne, der var beskadiget. Bang var fortvivlet. Han kontaktede derfor sin advokat hos LETT for at få svar på, om det virkelig kunne være rigtigt, at han skulle betale erstatning for glassene med rødkål, og om han var forpligtet til at acceptere Andersens tilbud om et nedslag i prisen på dåserne med kirsebærsauce. Bang var i øvrigt meget opsat på at få advokatens vurdering af, hvorvidt Bang selv kunne gøre krav gældende over for Andersen på baggrund af det passerede. 1. Hvad skal advokaten svare? Anders Andersen var meget opsat på at komme ind på det lukrative marked for luksusvarer, herunder vin. Han havde derfor forsøgsvis indkøbt et stort parti gode italienske årgangsvine fra Toscana. I et forsøg på at undgå dyre mellemhandlere sendte han mandag den 1. december 2014 kl. 14.00 en e-mail til alle de eksisterende kunder i hans kundekartotek. I e-mailen tilbød han 12 flasker vin for 1.200 kr. Han anførte, at tilbuddet var gældende indtil den 11. december 2014 kl. 16.00. Kort efter at han havde sendt e-mailen ud, opdagede Andersen, at han havde angivet en forkert pris. Prisen skulle have været 2.200 kr. for de 12 flasker vin. Han sendte derfor mandag den 1. december 2014 kl. 15.30 en ny e-mail med følgende indhold: OBS - RETTELSE Den angivne pris i e-mail fremsendt dags dato kl. 14.00 er ukorrekt og beror på en tastefejl. Venligst se bort fra den e-mail. Den korrekte pris for de 12 flasker vin er 2.200 kr. Tilbuddet er fortsat gældende indtil den 11. december 2014. Side 2
Både Casper Christensen og Daniel Dinesen havde modtaget Andersens første e- mail kl. 14.01. Christensen læste mailen med det samme, mens Dinesen først læste mailen kl. 15.50. Hverken Christensen eller Dinesen havde læst den anden mail, da de hver især om aftenen den 1. december svarede på Andersens første e- mail og accepterede tilbuddet om at købe 12 flasker vin for 1.200 kr. 2. Er Andersen forpligtiget til at sælge vinen til Christensen og/eller Dinesen til 1.200 kr.? Andersen blev kontaktet af Erik Eriksen, der drev vinhandlen Københavns Vine, og som ad omveje havde hørt om det parti vin, som Andersen havde taget hjem. Eriksen var interesseret i at købe 250 flasker vin til sin forretning. Andersen og Eriksen blev enige om prisen og aftalte, at Andersen skulle sørge for levering af vinen hos Eriksen den 5. december 2014. Da Andersens egne chauffører var optaget, bestilte Andersen en fragtmand, der om morgenen den 5. december hentede vinen hos Andersen. Da fragtmanden var kørt, sendte Andersen en e-mail til Eriksen og bekræftede, at vinen var på vej med fragtmand og ville blive leveret som aftalt. Senere samme dag modtog Eriksen imidlertid besked om, at fragtmanden var kørt i grøften på vej ud af Odense, og at 75 af flaskerne var gået i stykker. De resterende 175 flasker var uskadte. De uskadte flasker blev herefter hentet af en anden fragtmand, der leverede dem til Eriksen den 5. december 2014 sent om aftenen. 3. Er Eriksen forpligtet til at betale for al eller noget af den købte vil? Side 3
OPGAVE 2 Richard Rask var lidt af en damebedårer og havde igennem en årrække haft affærer med adskillige kvinder. Onsdag den 17. september 2014 skrev han et brev med følgende indhold til sin gamle studiekammerat på jurastudiet, Dennis Danielsen. Kære Dennis I fredags døde min kone Lone efter lang tids alvorlig sygdom. Selvom jeg godt vidste, at det var ved at være tid, kom det hele alligevel som et chok for mig. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det i sidste ende var alle mine sidespring, der gjorde det helt af med hende. Da jeg ikke længere kan tåle synet af Lones ejendele, vil jeg derfor bede dig om at sælge det antikke guldur, som hun ejede, og som jeg nu har arvet - du har jo så mange kontakter. Bedste hilsner Richard PS: Jeg vedlægger nogle billeder af uret, der kan fremvises til interesserede købere. Dennis modtog Richards brev og billederne torsdag den 18. september 2014. Dagen efter, den 19. september 2014, modtog og læste Dennis en SMS med følgende ordlyd fra Richard: Hej Dennis. Jeg glemte at nævne, at du skal have mindst 20.000 kr. for uret. Mandag den 22. september 2014 tog Dennis ind til byen, hvor en af hans bekendte, Karsten Keller, havde en antikvitetsforretning. Karsten opkøbte og videresolgte gamle værdigenstande og var især interesseret i antikke ure, da det var sjældent, han fik mulighed for at få fat i dem. Dennis viste Karsten billederne af uret og fortalte, at han skulle sælge det for Richard. Karsten, der før havde haft problemer med hælere, virkede mistroisk og sagde, at det virkede underligt, at Dennis skulle sælge et ur, der ikke var hans eget. For at slå tvivlen ud af Karstens hoved, viste Dennis brevet fra Richard. Da Karsten havde læst brevet, åndede han lettet op og sagde, at det så meget betryggende ud. Dennis havde glemt alt om Richards SMS, så han indgik en aftale med Karsten om, at Karsten kunne købe uret for 19.000 kr. De aftalte herefter, at Karsten skulle hente uret hos Richard og betale købesummen ved afhentningen. Karsten fik Side 4
også lov til at beholde billederne af uret, så han kunne få urets værdi vurderet af en ekspert. Uret blev efterfølgende vurderet til op mod 22.000 kr. af eksperten. Onsdag den 24. september 2014 tog Dennis hjem til Richard, hvor han glædeligt fortalte ham om den handel, han havde indgået med Karsten. Richard blev voldsomt irriteret og sagde, at han på ingen måde kunne acceptere den lave pris på 19.000 kr. for det antikke ur. Herefter ringede Richard til Karsten og fortalte, at handelen var afblæst. Karsten krævede at få uret udleveret mod betaling af købesummen og sagde, at han ville kræve erstatning, hvis Richard nægtede. Richard og Dennis kontaktede herefter i fællesskab en advokat i LETT for at finde ud af, om Karsten havde ret til at få uret udleveret, og om Karstens krav om erstatning var berettiget. 1. Hvad skal advokaten svare? Richard havde dog flere ting, som han skulle have solgt. Da det viste sig at være for besværligt med Dennis som mellemhandler, gik Richard mere professionelt til værks. Han aftalte derfor med Karsten, at han skulle hjælpe med salg af to store 42 B&O fjernsyn, som Lone oprindeligt havde købt til Richard. Karsten fik fjernsynene ind i forretningen, så han kunne vise dem i udstillingen. Karsten kontaktede sin gode ven, advokat Søren Sørensen, og spurgte, om han ville købe de to fjernsyn for 10.000 kr. pr. styk, i alt 20.000 kr. Af hensyn til at få aftalen på plads oplyste Karsten, at Søren skulle give svar inden tre dage. To dage efter sendte Søren følgende e-mail: Kære Karsten, Det lyder som et godt tilbud, jeg vil gerne købe det ene fjernsyn for kr. 10.000. Da jeg skal ud at rejse, vil jeg bede dig levere fjernsynet hos mig om en uge, når jeg er hjemme igen. Jeg betaler kontant ved levering. Mvh Søren Mens Karsten stod og læste Sørens e-mail, kom en kunde ind i butikken. Han havde set de to fjernsyn i vinduet og tilbød at købe dem for 10.000 kr. pr. stk. Da Søren ikke havde accepteret det fremsendte tilbud, valgte Karsten at sælge begge fjernsyn til den nye kunde. Side 5
Ugen efter ringede Søren til Karsten for at høre, hvornår fjernsynet ville blive leveret. Karsten svarede kortfattet, at han ikke mente, at advokaten havde accepteret det fremsendte tilbud, hvorfor han havde solgt de to fjernsyn til anden side. Søren blev meget fortørnet og fortalte Karsten, at enten blev der leveret et B&O fjernsyn NU!, eller også ville han kræve erstatning. Karsten kontaktede straks sin advokat og spurgte, om Søren havde ret i sit krav om erstatning. 2. Hvad skal advokaten svare? Søren var meget utålmodig efter at få et svar fra Karsten. Derfor dukkede han en dag sidst på eftermiddagen op i Karsten butik. Han havde taget to venner fra den lokale motorcykelklub med, der i dagens anledning var iført læderjakker, nøglekæder og solbriller. De stod ved siden af Søren uden at sige noget. Karsten syntes, at det hele var meget ubehageligt, og efter en ophidset diskussion med Søren indvilligede Karsten derfor i at skaffe et andet B&O fjernsyn til ham. 3. Er Karsten bundet af denne aftale? Side 6
OPGAVE 3 Jens Jørring studerede jura på Aalborg Universitet. For at tjene lidt ekstra penge til at gå i byen for, havde han netop fået et job som pizzabud for den lokale pizzabar, Pizzapaladset, der var ejet af Kasper Kibo. Lørdag den 21. juli 2014 var der travlt i pizzabaren, så kl. 14.00 kørte Jens af sted i Kaspers bil for at bringe en ordentlig stak pizzaer ud til Pizzapaladsets kunder. Da Jens var på vej ud af byen på en lille vej, ville han hurtigt skifte sang på sin iphone, og han kom derfor et kort øjeblik til at tage øjnene væk fra vejen for at se på iphonens skærm. Som følge heraf kørte han op over fortovskanten og ind i en stor lygtepæl. Bilen fik en ordentlig bule i forskærmen samt en smadret forlygte. I alt ville skaderne koste 12.000 kr. at udbedre. Bilen var forholdsvis ny, men Kasper havde heldigvis nået at tegne den lovpligtige ansvarsforsikring. Derimod havde Kasper ikke ment, at det var nødvendigt at tegne en kaskoforsikring på bilen. På bilens bagsæde lå en bærbar computer, der tilhørte Kaspers kæreste, Yrsa. Yrsa havde glemt computeren, da hun var blevet kørt hjem fra sit arbejde af Kasper den foregående dag. Da Jens kørte ind i lygtepælen, faldt computeren ned fra sædet og blev ødelagt. Computeren, der ikke kunne repareres, var dækket af en tingsforsikring. På det modsatte fortov gik den nybagte mor, Malene Mortensen, eftermiddagstur med sin nyfødte datter, Kira. Kira, der lå i en barnevogn, vågnede ved braget fra Jens sammenstød med lygtepælen og begyndte at græde højlydt. Malene rettede straks sin opmærksomhed mod Kira og begyndte at trøste hende. Som følge heraf kom Malene til at bevæge sig ud på cykelstien, hvor hun blev påkørt af Simon Sørensen, der kom kørende på sin cykel. Heldigvis blev Malene kun ramt på venstre arm, og Simon havde ikke særlig meget fart på cyklen, da han ramte Malene. Han kunne formentlig have undgået påkørslen af hende, hvis han havde været opmærksom. Simon havde imidlertid øjnene rettet mod bilen og lygtepælen på det tidspunkt, hvor Malene trådte ud på cykelstien, ligesom han også blev lettere forskrækket af Kiras pludselige gråd. Der skete ikke skade af betydning på Simons cykel ved sammenstødet. Som følge af sammenstødet, skete der dog betydelig skade på Malenes meget dyre Rolex ur som hun netop havde fået i bryllupsgave af sin mand. Reparationen af uret ville beløbe sig til 15.000 kr. Malene rettede derfor henvendelse til sin advokat i LETT for at få svar på, hvem der var ansvarlig for skaden på uret og hvilket erstatningskrav hun kunne rejse i den anledning. Side 7
Advokaten blev også kontaktet af Kasper, der ville vide, hvem der var ansvarlig for skaden på hans bil og på Yrsas computer, og om han kunne kræve erstatning af vedkommende. Hvad skal advokaten svare? Side 8