Retssager i psykiatrien Årsrapport for 2013 Udgivet af psykiatri- og socialstaben, Region Syddanmark
INDHOLDSFORTEGNELSE 1. Indledning... 3 2. Definition af retssager i psykiatrien... 3 3. Status på retssagerne... 4 3.1. Datagrundlag... 4 3.2 Sager behandlet i byretten... 5 3.2.1 Cases af interesse:... 6 3.2.2 Hvad klages der over?... 7 3.3 Sager behandlet i Landsretten... 7 4. Perspektivering... 8 4.1. Årsberetning fra det Psykiatriske Patientklagenævn:... 8 4.1.1 Antallet af sager:... 8 4.1.2 Hvilken type tvang klages der over?... 8 4.1.3 Omgørelser:... 9 4.2. Øvrige betragtninger:... 9 4.2.1 Harmonisering:... 9 4.2.2 Dokumentation:... 11 5. Relevante links:... 12-2 -
1. Indledning Hermed aflægges årsrapport for afsluttede retssager om tvang i Psykiatrien i Region Syddanmark for perioden 1. januar 2013 31. december 2013. Årsrapporten skal sikre, at målet om intern opsamling og læring af retssagerne sikres via en kvantitativ og kvalitativ gennemgang af sagerne. Rapporten indeholder derfor en oversigt over de førte retssager med udvalgte læringspunkter og casegennemgange. Det er nu tredje gang, der udarbejdes en årsrapport for retssagerne. Første årsrapport blev udgivet i 2012 og dokumenterede det første år, efter at Psykiatrien i Region Syddanmark selv var begyndt at føre retssagerne. Forud for dette, havde de psykiatriske afdelinger primært købt ekstern advokatbistand. Formålet med at samle retssagsbehandlingen hos psykiatriens egne jurister var primært at sikre en intern opsamling af læring af sagerne og at forøge kvaliteten og sammenhængen i retssagsbehandlingen, udover at det resulterede i en forholdsvist stor besparelse. De tidligere årsrapporter kan findes på http://www.psykiatrienisyddanmark.dk/wm372418 2. Definition af retssager i psykiatrien I henhold til lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (Psykiatriloven), kan en patient eller dennes patientrådgiver klage over enhver form for tvang. Alle klager over tvang (med undtagelse af personlig hygiejne med tvang og visitation med tvang) i psykiatrien behandles i Det Psykiatriske Patientklagenævn, som hører under Statsforvaltningen. Psykiatriloven angiver 2 hovedkategorier af tvang: Tvangsbehandling Administrativ frihedsberøvelse Hvis en patient ikke får fuldstændigt medhold i sin klage ved Det Psykiatriske Patientklagenævn, kan han/hun anke afgørelsen til enten domstolene eller til Det Psykiatriske Ankenævn. Det er typen af tvang, der fastsætter hvilken af de to instanser, der er ankemyndighed i den konkrete sag. I sager om tvangsbehandling er ankemyndigheden Det Psykiatriske Ankenævn, mens klager vedrørende administrativ frihedsberøvelse behandles i byretten. Denne rapport omhandler udelukkende ankesagerne for domstolene, dvs. anke over afgørelser fra det Psykiatriske Patientklagenævn vedrørende administrativ frihedsberøvelse. - 3 -
Selvom det formelt er Det Psykiatriske Patientklagenævn, der på vegne af patienten indbringer sin egen afgørelse for retten, så er det Psykiatrien i Region Syddanmark, der skal sørge for bevisførelsen. Det betyder, at Det Psykiatriske Patientklagenævn ikke deltager i hverken sagsoplysningen eller i retsmøderne. I stedet er det en jurist fra Psykiatri- og Socialstaben, der sørger for forberedelse af sagen, udarbejdelse af eventuelle processkrifter, indkaldelse af relevante vidner og føring af sagen i retten. Det er byretten i henholdsvis Svendborg, Odense, Kolding, Sønderborg og Esbjerg der dækker Region Syddanmarks geografiske område. Herudover kan der være ankesager i Vestre- og Østre Landsret i henholdsvis Viborg og København/Odense. Domstolene har kompetence til at prøve både det materielle og formelle grundlag for frihedsberøvelsen. Udover selve tvangsindlæggelsen bliver også tvangstilbageholdelse, tvangsfiksering og tvungen opfølgning (samt tilbageførsel, beskyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering og aflåsning af døre) behandlet af domstolene. Det er primært klager over tvangsindlæggelsen og efterfølgende tvangstilbageholdelse, samt klager over fiksering med mavebælte og hånd- og fodremme, der udgør retssagerne i den omfattede periode. Retspraksis viser, at domstolene tager stilling til kriterier som sindssygdom og farlighed, når frihedsberøvelse er betinget heraf, til trods for at disse kriterier primært beror på lægefaglige vurderinger. De formelle rammer for en frihedsberøvelse bliver også prøvet, f.eks. om der er foretaget efterprøvning af frihedsberøvelsen, om tvangsprotokollerne er korrekt udfyldt mv. 3. Status på retssagerne 3.1. Datagrundlag Datagrundlaget for denne rapport er retssager i perioden 1. januar 2013 31. december 2013. Det er kun færdigbehandlede retssager, der medtages. Det vil sige sager, hvori der er afsagt dom. Der er på tidspunktet for rapportens udfærdigelse nogle få aktive sager, der afventer eksempelvis udtalelse fra Retslægerådet eller et afsluttende retsmøde. Disse vil indgå i årsrapporten for 2014. Enkelte patienter har i perioden klaget flere gange over forskellige perioder med tvang og - 4 -
også anket videre til landsretten. Af denne årsag er klagerne ikke opgjort ift. antallet af patienter men ud fra hver enkelt sag. 3.2. Nedenfor ses en opgørelse over de sager om administrativ frihedsberøvelse, som er behandlet i by- og landsretten i den omfattede periode: 3.2 Sager behandlet i byretten Antal sager, indbragt for byretten: 27 Antal frafaldne sager: 9 Antal afsagte domme: 18 Sagerne fordeler sig således: - Odense: 16 - Kolding: 2 - Svendborg: 1 - Esbjerg: 6 - Sønderborg: 2 De 18 afsagte domme fordeler sig således: Antal sager hvori den påklagede tvang er kendt lovlig: 18 Antal sager hvori den påklagede tvang er kendt delvist lovlig 0 Antal sager hvori den påklagede tvang er kendt ulovlig: 0 I sammenligning med de sidste to årsrapporter, er sket en nedgang af byretsdomme, der underkender frihedsberøvelse. I første årsrapport var der således 4 sager i en periode på 1 år, hvor byretten helt eller delvist underkendte den anvendte tvang. I anden årsrapport, der dækkede en periode på 1½ år, var der 2 sager, hvor tvangen blev underkendt og endda kun delvist. I nærværende årsrapport, er tvangen ikke blevet fundet hverken delvist eller helt ulovlig i nogen af sagerne. - 5 -
3.2.1 Cases af interesse: 1. I en sag om tvangsindlæggelse, havde overlægen ikke nået at godkende indlæggelsen, før der skete udskrivning. Sagsøger påstod tvangsindlæggelsen ulovlig, fordi der ikke var sket overlægegodkendelse, med begrundelse i kravet herom i psykiatriloven. Byretten fandt, at tvangen var lovlig til trods for den manglende overlægegodkendelse, fordi patienten var blevet udskrevet indenfor 12 timer efter indlæggelsen og at overlægen således ikke havde haft mulighed for at foretage en vurdering. 2. I en sag om tvangsindlæggelse og tilbageholdelse, påstod patienten at denne ikke var blevet undersøgt personligt af den praktiserende læge forud for anmodningen om tvangsindlæggelsen. Da det er et krav iht. psykiatriloven, at praktiserende læge skal foretage en personlig undersøgelse af patienten i forbindelse med anmodningen til psykiatrien om tvangsindlæggelse, kan en ufuldstændig eller manglende undersøgelse i teorien føre til, at selve grundlaget for tvangsindlæggelsen er væk og at tvangen dermed kendes ulovlig. I den konkrete sag lagde domstolen dog vægt på lægens erklæring, hvoraf det fremgik at personlig undersøgelse var foretaget og ikke på patientens vidneudsagn. Sagen er interessant, fordi det i et stigende antal sager over de seneste par år er blevet gjort gældende, at den personlige undersøgelse hos egen læge ikke har fundet sted eller ikke reelt har været nogen undersøgelse. Normalt føres den praktiserende læge ikke som vidne i disse sager. Det vil dog kunne blive nødvendigt, at psykiatrien i stigende grad indkalder den praktiserende læge, der således mundtligt kan bekræfte de forhold, der beskrives i den skriftlige erklæring. 3. I en række sager, der omhandlede klager over tvangsfiksering med mavebælte og/eller remme, havde patienterne via advokat (den samme i samtlige sager) nedlagt påstand om, at psykiatrien har udøvet tortur og dermed har handlet i strid med den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Sagerne er interessante og anderledes en andre sager, fordi klagers advokat ikke interesserer sig særskilt for, om betingelserne i den danske psykiatrilov er overholdt. Derimod går argumentationen på, at fiksering af et menneske er uværdigt og kun bør bruges i minutter frem for timer og kun i absolutte nødsituationer. Til at underbygge disse påstande, fremhæves den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis og den Europæiske Menneskerettighedskonvention, samt Torturkomiteens udtalelser. Der blev rejst store erstatningskrav i sagerne (over 100.000 kr.), idet sagsøger mente at klager i forbindelse med tvangsfikseringen havde lidt overlast og skulle kompenseres herfor. Hele bevisførelsen skulle vise, at selvom psykiatrilovens betingelser for anvendelsen af fiksering var overholdt, var det en ulovlig handling på grund af den europæiske domspraksis. Psykiatriens argumentation imod disse påstande var imidlertid, at når læger i Danmark følger dansk lovgivning som beskrevet og overholder principperne om bl.a. mindste middel, proportionalitet og kravene om revurderinger, må fikseringerne nødvendigvis være lovlige. Dertil kom, at de anførte - 6 -
domme fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ikke omhandlede psykiatriske patienter, men patienter der var i fængsel, arrest og lignende. Psykiatrien har i samtlige sager fået fuldt medhold i by- og landsret ift. lovligheden af fikseringerne og har tilmed fået fuldt medhold i de sager, hvor dele af tvangen var blevet underkendt i 1. instans-behandlingen. Sagerne har altså ikke ændret dansk retspraksis, men der er grund til at holde øje med udviklingen i den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, idet en ændring vil kunne få direkte betydning for vurderingen ved de danske domstole. 3.2.2 Hvad klages der over? Nedenstående skema viser, hvilke former for tvang, der er klaget over i byretssagerne (inkl. de, der senere blev frafaldet). Flere af sagerne indeholder såvel en klage over tvangsindlæggelsen som den efterfølgende tvangstilbageholdelse, samt evt. fiksering. I skemaet er klagernes fordeling lavet ud fra hvert enkelt tvangsindgreb og ikke pr. klage. Tvangsindgreb Antal Tvangsindlæggelse 14 Tvangstilbageholdelse 18 Tvungen opfølgning 1 Forlængelse af tvungen opfølgning 0 Tvangsfiksering (bælte og/eller remme) 9 Tallene svarer til tidligere års fordeling. 3.3 Sager behandlet i Landsretten Både patienter og psykiatrien kan anke en byretsdom om administrativ frihedsberøvelse videre til landsretten, hvis der ikke er givet medhold i byretten. Retmøder i landsretten afholdes i Østre og Vestre Landsret i Odense, København og Viborg. Nedenfor ses en opgørelse over de sager om administrativ frihedsberøvelse, som er anket fra byretten til landsretten: Antal sager indbragt for landsretten: 7 Antal afsagte domme: 3 Antal frafaldne sager: 4 Antal sager hvori den påklagede tvang er kendt lovlig: 3 Antal sager hvori den påklagede tvang er kendt delvist ulovlig: 0 Antal sager hvori den påklagede tvang er kendt ulovlig 0-7 -
Generelt kan konstateres, at prøvelsen ved Landsretten er mere tilbundsgående og velforberedt. Dette skyldes flere faktorer; dels er det ved Landsretten i modsætning til Byretten et krav, at parterne laver skriftlig sagsforberedelse. Dette indebærer, at der forud for sagens behandling i retten, skal udveksles påstandsdokumenter. Dels er erfaringen ved Byrettens behandling, at mange af dommerne har meget lidt eller ingen erfaring med sager om administrativ frihedsberøvelse. Dette gør sig også gældende for de advokater, der beskikkes til at føre sagerne for klagerne. De 3 domme i landsretten fra 2013 giver ikke anledning til særlige bemærkninger. 4. Perspektivering I nedenstående afsnit er der en række fokuspunkter og/eller anbefalinger til det personale, der har med foranstaltning og dokumentation af tvang at gøre på afdelingerne og til psykiatrisygehuset. Indledningsvist perspektiveres til årsberetningen fra det Psykiatriske Patientklagenævn for 2013, hvori nævnets behandling af klager over tvang i 1. instans gennemgås. 4.1. Årsberetning fra det Psykiatriske Patientklagenævn: I 2013 blev de lokale psykiatriske patientklagenævn i Danmark samlet i én enhed og har derfor for første gang aflagt en fælles årsberetning. Årsberetningen angiver fortsat data for hver region og på nogle få målepunkter også på afdelingsniveau. 4.1.1 Antallet af sager: Nævnet har på landsplan oplevet en stigning i antallet af klager over tvang i perioden 2011-2013 på 22 %. I samme periode har Region Syddanmark, i modsætning til de 4 øvrige regioner, oplevet en nedgang i antallet af klager på 3 %. Det er svært at afgøre, hvad årsagen til denne tendens er. I alt er der truffet afgørelse i 2412 klager over tvang på landsplan, hvoraf de 309 er fra Syddanmark. 4.1.2 Hvilken type tvang klages der over? Det kunne have været brugbart for nærværende årsrapport, hvis det Psykiatriske Patientklagenævn havde anført på regions- og afdelingsniveau, hvilke typer af tvang, der var blevet klaget over. Det angives alene på landsplan, hvorledes sagerne er fordelt. Nedenfor er en kort gennemgang af de, for denne rapport, relevante data vedrørende typen af tvang, der klages over. - 8 -
Afgørelser på landsplan (af i alt 2412 afgørelser) Tvangsindlæggelse: 412 (=17,1%) Tvangstilbageholdelse: 589 (=24,4%) Tvangsfiksering: 317 (=13,1%) Tvungen opfølgning: 18 (=0,7%) Tallene fra nærværende rapport (se afsnit 3.2.1) viser, at fordelingen i Region Syddanmark er den samme i de sager, der går videre til 2. instansbehandlingen. 4.1.3 Omgørelser: Det Psykiatriske Patientklagenævn har i Region Syddanmarks område i alt truffet 309 afgørelser i klager over tvang i 2013. Heraf blev de 276 godkendt. Det er en omgørelsesprocent på 11, hvilket er den laveste i landet. Det er samme omgørelsesprocent som i de to forrige år for Syddanmark. Tallet viser følgelig, at betingelserne for anvendelsen af tvang i de behandlede sager var opfyldt i langt størstedelen af tilfældene på de psykiatriske afdelinger i Region Syddanmark. Omgørelsesprocent på landsplan, fordelt på tvangsindgreb: Tvangsindlæggelse: 8 % Tvangstilbageholdelse: 6 % Tvangsfiksering: 22 % Tvungen opfølgning: 6 % Der er særlig grund til at lægge mærke til den høje omgørelsesprocent ved klager over tvangsfiksering. I godt hver 5. afgørelse har patientklagenævnet fundet, at betingelserne for anvendelse af fiksering ikke er opfyldt. Den sparsomme erfaring fra retssagerne i Region Syddanmark er, at det primært drejer sig om formalitetsmangler, herunder særligt manglende overlægesanktionering af hånd- og fodremme, utilstrækkelig journalføring, manglende overholdelse af de i psykiatriloven angivne tidsrammer for tilsyn mv. Der er dog ikke ved udarbejdelsen af denne rapport lavet en nærmere gennemgang af, på hvilket grundlag nævnet kender beslutningerne om tvangsfiksering ulovlige. I og med at patienten får medhold i disse sager, er det sjældent at de kommer til domstolsbehandling. 4.2. Øvrige betragtninger: 4.2.1 Harmonisering: En af de iagttagelser, der er gjort i løbet af de tre år, retssagerne er blevet ført af psykiatri- og socialstaben, er at der er stor forskel på, hvordan sagerne føres fra domstol til domstol og fra - 9 -
advokat til advokat. Herudover kan det have betydning, hvilken patientrådgiver, der er valgt og om der er tale om retspsykiatriske patienter eller andre patienter. Nedenfor er nogle eksempler på udviklingen på udvalgte områder; Sagstyper i 2013: I årsrapporten for 2012 var der kun 1 sag, der omhandlede tvangsfiksering. I 2013 var der en markant stigning i antallet af retssager om tvangsfikseringer med både mavebælte og hånd- og fodremme. I alle disse sager, var det både beslutningen om tvang og udstrækningen af fikseringerne, der blev påstået ulovlige. Ellers svarer fordelingen af sager til tidligere års mønster. 3 Hvem trækker klagerne tilbage? Hvis man kigger nærmere på de sager, hvor der er sket frafald af klagen før domsafsigelse, er det også i langt størstedelen af sagerne den samme advokat, der har repræsenteret denne persongruppe. Det er nærliggende at konkludere, at den enkelte advokat og den enkelte patientrådgiver/bistandsværge har en betydning for, om der anlægges sag eller ej og om sagen fastholdes. Det er erfaringen, at patientrådgiverne/bistandsværgerne kun i ca. 10 % af retssagerne deltager på selve retsmødet. Det er også formodningen, at der er forskellig praksis hos domstolene for, om patientrådgiveren indkaldes til retsmødet eller ej. Samtidig fremgår det af det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning, at patientrådgiveren/bistandsværgens deltagelsesprocent på nævnsmøderne i Region Syddanmark er på 76 i 2013, hvilket er den laveste på landsplan. Dvs. at i ¼ af nævnsmøderne, er der ikke repræsentation af den person, der skal hjælpe patienten med at holde tov i klagesagen. Sammenholdt med dette, deltager lægerne fra psykiatrien i 98 % af nævnsmøderne. Patienterne selv deltager i 75 % af nævnsmøderne. Det er endvidere nærliggende at konkludere, at patienternes lyst og evne til at føre en klagesag til ende bliver begrænset af, at patientrådgiverne ikke er med på alle nævnsmøder og/eller ved domstolsprøvelsen. Det Psykiatriske Patientklagenævn laver pt. en tæt opfølgning og skærpet indsats for at sikre en større deltagelsesprocent fra patientrådgiverne/bistandsværgerne på nævnsmøderne. Forelæggelse for Retslægerådet: Både domstolen, sagsøger og Region Syddanmark har mulighed for at anmode om, at sagen forelægges for Retslægerådet med henblik på at få en ekspert-vurdering af grundlaget for anvendelsen af tvang. Region Syddanmark har således i 3 sager i 2013 anmodet om en sådan 3 I samme periode har psykiatrisygehuset arbejdet med at nedbringe anvendelsen af tvangsfikseringer og derfor er det umiddelbart ulogisk, at antallet af retssager er steget. Ved en nærmere analyse af sagerne om fiksering, kan det dog konkluderes, at det højst sandsynligt hænger sammen med den advokat, der fører sagerne på vegne af patienterne. I langt størstedelen af retssagerne om tvangsfikseringer, er det den samme advokat, der fører sagerne og det er primært retspsykiatriske patienter, der er tale om. Det er i de fleste sager samme bistandsværge/patientrådgiver, der repræsenterer patienterne. - 10 -
forelæggelse. I 5 andre sager, har sagsøgers advokat anmodet om forelæggelse for Retslægerådet. Domstolene har forskellig praksis, hvad angår forelæggelse for Retslægerådet. Her kan nævnes, at Retten i Sønderborg af egen drift forelægger for Retslægerådet i alle sager forud for hovedforhandlingen, medmindre det er åbenlyst, at der ikke er behov for det. Ved Retten i Odense forelægges sagen derimod kun for Retslægerådet, når en af parterne anmoder om det. Retslægerådet vurderer kun det materielle grundlag for tvangen, ud fra en lægefaglig vurdering og tager ikke stilling til, om der er begået formelle fejl (herunder for sen efterprøvelse af tvangen, manglende overlægesanktionering mv.). I samtlige sager, der er forelagt for Retslægerådet i 2013 her i Region Syddanmark, har Retslægerådet fundet, at tvangen var nødvendig iht. psykiatrilovens definitioner. Det er det samme resultat i de to forrige år. Ressourceforbrug på den enkelte sag Sagerne varierer meget i omfang og kompleksitet og det kan derfor være meget forskelligt, hvor mange ressourcer, psykiatrien bruger på at føre sagen fra start til slut. I 2013 er 3 store sager blevet ført til dom, efter at de har været i gang i godt 1½ år. I alle 3 sager, har der været forelæggelse for Retslægerådet, været afholdt 2-3 retsmøder og en hel del processkrifter og øvrig forberedelse indimellem retsmøderne. Det er erfaringen, at det ikke kun skyldes sagens indhold, at sagerne ender med at koste mange ressourcer. Det skyldes også varierende forberedelse fra de beskikkede advokater, domstolenes manglende erfaring med sager om administrativ frihedsberøvelse og udfordringer med at beramme sagerne ved domstolene. Det har i 2013 betydet, at der i en del af sagerne først bliver afsagt dom et år og nogle gange længere, efter at frihedsberøvelsen har fundet sted. I løbet af 2013 har psykiatriens jurister af egen drift og mod den sædvanlige praksis i disse sager derfor i udvalgte sager skærpet kravet til skriftlig forberedelse forud for behandlingen i retssalen ved at anmode domstolene om dette. Dette har medført kortere ventetider, mindre spildtid og en bedre forventningsafstemning. 4.2.2 Dokumentation: Selvom psykiatrien i 2013 har fået medhold i samtlige sager ved byret og landsret, er der fortsat grund til at fremhæve behovet for tilstrækkelig dokumentation af den anvendte tvang. Den skriftlige dokumentation af tvangen er som udgangspunkt det eneste, psykiatrien kan bruge til at vise at der var grundlag for tvangen og hvorfor. Ved gennemgang af journalmaterialet og øvrig dokumentation for tvangen ved retssagerne, fremgår det at der fortsat er udfordringer med tilstrækkelig og korrekt dokumentation. Det kan ikke undgås, at der sniger sig fejl og mangler ind i og det kan heller ikke undgås, at der er forskellige niveauer for f.eks. journalføring fra person til person. Men det er vigtigt, at de nødvendige oplysninger er der. Derfor henvises til den tværregionale retningslinje om tvang og anden frihedsberøvelse i psykiatrien, der kan findes på infonet se - 11 -
link i næste afsnit. Der vil fortsat blive arbejdet med dokumentation som fokusområde via undervisning, fælles retningslinjer og dialog med afdelingernes personale. 5. Relevante links: Årsberetning 2013 fra det Psykiatriske Patientklagenævn: http://www.statsforvaltningen.dk/sfdocs/publikationer/det%20psykiatriske%20patientklagen ævn/årsberetning%202013/det%20psykiatriske%20patientklagenævns%20årsberetning%20 2013.pdf Retningslinje om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, se på psykiatriens infonet: http://infonet.regionsyddanmark.dk/#dokid=4052 Årsrapporter fra 2010-2012 om retssager i Psykiatrien i Region Syddanmark: http://www.psykiatrienisyddanmark.dk/wm372418 Rapporten er udarbejdet af: Ulla Wernberg-Møller, chefkonsulent i Psykiatri- og Socialstaben, Psykiatrien i Region Syddanmark, juni 2014-12 -