Fordeling & levevilkår 00
Fordeling og levevilkår 2008 AErådet Arbejderbevægelsens Erhvervsråd AErådet 1
2 Fordeling og levevilkår 2008
Forord Siden 2001 har uligheden været stigende i Danmark. Indkomstforskellen mellem de rigeste og fattigste er blevet større, og formuerne koncentreres i stigende grad hos den rigeste del af befolkningen. Derudover har antallet af fattige været stigende siden 2001, og hvad værre er, så er der flere og flere, der sidder fast i fattigdom i en længere periode. I den anden ende af indkomstskalaen finder vi eliten i Danmark, som er kendetegnet ved høje indkomster, store formuer og topstillinger på arbejdsmarkedet. Zoomer man helt ind på den absolutte top og bund, bliver forskellene på rig og fattig i Danmark endnu mere åbenlys. Skattelettelserne fra VK regeringen har været med til at øge forskellen mellem rig og fattig. Skattelettelserne er i høj grad givet til de rigeste, og ejendomsværdiskattestoppet giver en stor gevinst til de rigeste boligejere, mens lejere ingen gevinst får. Også når man ser på arbejdsmiljøet, er der store uligheder på det danske arbejdsmarked. Dårligt arbejdsmiljø giver både forringet livskvalitet for den enkelte, og samtidig forøges risikoen for tidlig tilbagetrækning betydeligt med dårligt arbejdsmiljø. Disse uligheder i indkomster og i arbejdsliv er fokus i denne udgave af Fordeling og Levevilkår. Dels for at give et billede af uligheden i indkomster og arbejdsliv i Danmark og dels for at kortlægge omfanget af fattigdom og betydningen af dårligt arbejdsmiljø for arbejdslivet. Endelig analyseres konsekvenserne af VK's skattelettelser, og det undersøges, hvordan skatten kan omlægges uden at ændre i byrdefordelingen. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 2008 AErådet 3
Udgivet af: AErådet - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Reventlowsgade 14, 1. 1651 København V. Telefon: 33 55 77 10 E-mail: ae@ae.dk Web: www.ae.dk Fax: 33 31 30 41 Redaktion: Lars Andersen - Jonas Schytz Juul Derudover har følgende bidraget: Jakob Mølgaard - Kristine Juul Pedersen - Jarl Quitzau - Jes Vilhelmsen Omslag: EntenEller A/S Tryk: EKS-Skolens Trykkeri ApS Layout: Annette Topholm ISBN: 978-87-91018-30-7 ISSN (papirform):1603-6182 4 Fordeling og levevilkår 2008
Indholdsfortegnelse Indkomst og ulighed 1. Udvikling i indkomster og formuer... 6 2. Flere hænger fast i fattigdom... 18 3. Et billede af eliten i Danmark... 27 4. Stor forskel på rig og fattig i Danmark... 36 Skat 5. VK's samlede skattelettelser giver 15 gange mere til de rigeste end de fattigste... 46 6. Lettelse af topskatten uden ændring i byrdefordelingen... 59 Ulighed i arbejdsliv 7. Stor ulighed i arbejdsmiljøbelastninger... 73 8. Dårligt arbejdsmiljø øger udstødning fra arbejdsmarkedet... 86 AErådet 5
1. Udvikling i indkomster og formuer Stigningen i de disponible indkomster har ikke været lige store for alle indkomstgrupper fra 2001 til 2005. De 10 procent rigeste har haft en langt større indkomstfremgang end de 10 procent fattigste. Det betyder, at indkomstforskellene er blevet større i perioden. Fra 2001 til 2005 har uligheden været stigende og er vokset relativt mest sidst i perioden. Nettoformuerne er i gennemsnit steget med omkring 70 procent fra 2001 til 2008. Det er især kommet de velstillede med høje disponible indkomster til gode. I kapitlet belyses også de store kommunale forskelle, der er i disponibel indkomst, ulighed samt i nettoformuerne. Udviklingen i den disponible indkomst I perioden 2001-2005 er den disponible indkomst - dvs. indkomsten efter skat - i gennemsnit steget med 2,2 procent om året, når der korrigeres for den generelle inflation i perioden. Det svarer til, at de 25-59-årige i gennem-snit har fået 18.600 kr. målt i 2008- priser mere til forbrug i løbet af de fire år. I 2005 var den gennemsnitlige disponible indkomst for de 25-59-årige på 219.600 kr. opgjort i 2008-priser Det indkomstbegreb, der bruges i dette kapitel, er den husstandsækvivalerede disponible indkomst, som er et mål for den enkeltes forbrugsmuligheder, når der er taget højde for de stordriftsfordele, der er forbundet med at bo flere sammen i en familie. I boks 1 er datagrundlaget og indkomstdefinitionen nærmere beskrevet. Stigningen i de disponible indkomster har ikke været lige store for alle indkomstgrupper. Som det fremgår af tabel 2 har de fattigste 10 procent af de 25-59- årige i gennemsnit kun haft en stigning på 0,8 procent om året siden 2001, hvor de 10 procent rigeste til sammenligning i gennemsnit har oplevet en årlig realvækst på ikke mindre end 2,5 procent. Det viser tydeligt, at indkomstforskellene er blevet større i perioden. Det skal dog understreges, at det ikke nødvendigvis er de samme personer, der befinder sig i de enkelte indkomstgrupper år efter år. Målt i 2008-priser svarer det til, at den fattigste indkomstgruppe i 2005 havde 2.600 kr. mere til forbrug, end de fattigste Tabel 1. Udvikling i den disponible indkomst fra 2001-2005 (2008-priser) Gennemsnitlig årlig real- Stigning i disponibel Disponibel indkomst vækst i disponibel indkomst indkomst i 2005 Procent 1.000 kr. 1.000 kr. 25-59 år 2,2 18,6 219,6 Hele befolkningen 2,4 18,4 204,1 Anm.: Da seneste dataår i registrene er 2005, er indkomstniveauerne kørt frem til 2008 med løn- og prisudviklingen for at give et billede af forbrugsmulighederne i 2008. Kilde: AE på baggrund af Lovmodellens datagrundlag. 6 Fordeling og levevilkår 2008
Boks 1. Opgørelse af den disponible indkomst I dette kapitel er det udviklingen i - og fordelingen af - den disponible indkomst, der er i fokus - dvs. indkomsten efter skat. I den disponible indkomst indgår et beregnet afkast af ejerbolig som skal opfange de forhold, at boligejere besidder et formueaktiv i kraft af ejerboligen, som giver et afkast, der består i, at ejeren frit kan bo i ejendommen uden at betale husleje. I modsætning hertil skal lejere betale husleje ud af den disponible indkomst. For at gøre indkomsterne mellem ejere og lejere sammenlignelige beregnes derfor et såkaldt imputeret afkast af ejerboligen, som tillægges ejerens øvrige indkomster. Afkastet beregnes som fire procent af den aktuelle ejendomsvurdering i hele perioden. Samme fremgangsmåde anvendes af Finansministeriet, jf. "Fordeling og Incitamenter, juni 2004". For at kunne sammenligne de disponible indkomster mellem individer er det hensigtsmæssigt at korrigere indkomsterne for forskelle i familiernes størrelse og sammensætning. Det skyldes, at det er økonomisk fordelagtigt at bo som par, fordi en række udgifter som f.eks. boligudgifter kan deles. De disponible indkomster er derfor korrigeret med ækvivalensfaktoren, der grundlæggende er et mål for hvor mange "enlige" voksne, en familie indkomstmæssigt svarer til. Ækvivalensfaktoren beregnes som (antal voksne + antal børn) 0,6. En familie med to voksne uden børn har f.eks. en ækvivalensfaktor på 1,52. Den disponible indkomst for et familiemedlem beregnes som den samlede familieindkomst divideret med ækvivalensfaktoren. Alle familiemedlemmer - herunder eventuelle børn - får således tildelt samme disponible indkomst. I en familie med to voksne, der hver har en disponibel indkomst på henholdsvis 100.000 og 200.000 kr., vil de begge i fordelingsanalysen optræde med en disponibel indkomst på (100.000+200.000)/1,52 = 197.900. Den familiemæssige ækvivalering af indkomsterne medfører således en omfordeling indenfor familien. 10 procent havde i 2001. I den modsatte ende af indkomstfordelingen har de 10 procent rigeste fået 39.200 kr. mere til forbrug, end den tilsvarende gruppe havde i 2001. Den stigende ulighed kan alternativt belyses ved, at de 10 procent rigeste i 2001 havde en disponible indkomst, der var 4,4 gange større end de fattigste 10 procent. I 2005 havde de 10 procent rigeste derimod en disponibel indkomst, der var 4,8 gange større end den disponible indkomst for de 10 procent fattigste. Som det ses i figur 1, er gennemsnitlige disponible indkomst steget med mere end 10 procent for de rigeste fra 2001 til 2005, når der tages højde for den generelle prisudvikling i perioden. Til sammenligning har de 10 procent fattigste i gennemsnit kun haft en realvækst i den disponible indkomst på 3,1 procent siden 2001. Som det også ses af figuren, har de 10 procent fattigste siden 2003 dog haft en forholdsvis pæn fremgang i den disponible reale indkomst. I perioden 2001 til 2003 havde de rigeste en moderat indkomstfremgang, hvil- Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 7
Tabel 2. Udvikling i den disponible indkomst opdelt på indkomstgrupper fra 2001-2005, 25-59 år (2008-priser) Gennemsnitlig årlig realvækst Stigning i Disponibel indkomst i disponibel indkomst disponibel indkomst 2005 Procent 1.000 kr. 1.000 kr. 10 procent fattigste 0,8 2,6 87,3 2. decil 1,5 8,2 138,0 3. decil 1,9 11,5 161,7 4. decil 2,1 14,7 181,1 5. decil 2,3 17,1 198,9 6. decil 2,3 19,2 217,1 7. decil 2,4 21,4 237,4 8. decil 2,5 24,3 262,0 9. decil 2,5 28,3 296,6 10 procent rigeste 2,5 39,2 415,5 Alle 2,2 18,6 219,6 Kilde: AE på baggrund lovmodellens datagrundlag ket blandt andet skal ses i sammenhæng med en ugunstig udvikling på aktiemarkederne og en opbremsning af den økonomiske aktivitet fra 2001 til 2003. Fra 2003 til 2005 er indkomsten for de rigeste 10 procent igen steget forholdsvis kraftigt, hvilket skal ses i lyset af, stigende boligpriser og aktiekurser samt lettelsen i mellemskatten, der trådte i kraft i 2004. Med henblik på nærmere at belyse, hvad der er baggrunden for, at den fattigste tiendedel af befolkningen har haft en Figur 1. Udvikling i den disponible indkomst for forskellige indkomstgrupper, 25-59 år, faste priser, indeks (2001=100) 115 110 105 100 95 90 2001 2002 2003 2004 2005 Fattigste 10 procent Rigeste 10 procent Kilde: AErådet på baggrund af Lovmodellens datagrundlag. 8 Fordeling og levevilkår 2008
Tabel 3. Bidrag til realvækst i disponibel indkomst fra 2001 til 2005, 25-59 år Realvækst i Bidrag til realvækst i indkomstkomponenter disponibel indkomst Fattigste 10 pct. Rigeste 10 pct. Fattigste 10 pct. Rigeste 10 pct. Realvækst i procent Procent enhed Disponibel indkomst 3,1 10,4 3,1 10,4 - Markedsindkomst -6,2 1,6-3,9 2,7 - Overførsler 2,7-4,0 2,2-0,1 - Afkast af ejerbolig -11,3 39,6-0,8 4,6 - Positiv kapital indkomst -12,1 6,3-0,3 1,0 - Negativ kapitalindkomst -21,6-9,3 3,4 1,1 - Skatter -6,8-1,2 2,6 1,1 Kilde: AE på baggrund af Lovmodellens datagrundlag dårligere indkomstudvikling siden 2001 end andre indkomstgrupper, er der i tabel 3 vist, hvor meget de enkelte indkomstkomponenter bidrager til ændringen i den disponible indkomst i perioden. Som der fremgår af tabellen, er der flere forklaringer på den store forskel i realvæksten i den disponible indkomst mellem de rigeste og de fattigste. For det første bidrager markedsindkomsten (løn- og virksomhedsindkomsten) isoleret set til at reducere den disponible indkomst med 3,9 procent enheder for de fattigste 10 procent, mens stigningen i markedsindkomsten for de 10 procent rigeste bidrager til en stigning i den disponible indkomst på 2,7 procent enheder. Denne forskel illustrerer, at den gunstige udvikling i beskæftigelse og produktivitet frem til 2005 ikke samlet har givet et "løft" i den laveste ende af indkomstfordelingen. For det andet viser tabellen, at de 10 procent fattigste har oplevet et lille fald i den disponible indkomst på 0,8 procent enhed, der kan henføres til afkastet af ejerbolig, mens det tilsvarende bidrag for de rigeste 10 procent udgør en stigning på 4,6 procent enheder. Denne forskel afspejler først og fremmest, at det kun er en relativ lille andel af lavindkomstgruppen, der bor i ejerbolig, og at denne andel har været faldende i perioden og dermed mere end opvejet stigningen i boligpriserne. For det tredje viser tabellen, at udviklingen i den positive kapitalindkomst (renteindtægter, aktieindkomst mv.) indebærer, at den disponible indkomst er reduceret med 0,3 procent enheder blandt de 10 procent fattigste, mens det tilsvarende bidrag for de 10 procent rigeste udgør en stigning på 1,0 procent enhed. Denne forskel afspejler, at afkastet af aktier, obligationer mv. i høj grad er koncentreret hos de højeste indkomstgrupper. For det fjerde viser tabellen, at udviklingen i den negative kapitalindkomst isoleret set har bidraget med en vækst i den disponible indkomst på 3,4 procentenheder for de fattigste 10 procent af befolkningen. En af forklaringerne på dette markante bidrag er den faldende rente, som har betydet, at renteudgiften blandt de fattigste er faldet forholdsvis meget. Grunden til, at rentefaldet i særlig grad Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 9
har betydning for de fattigste indkomstgrupper, er, at renteudgifterne for denne gruppe udgør en større andel af den disponible indkomst end for andre indkomstgrupper - herunder de rigeste. Som det ses af tabel 4, er der også store forskelle i den gennemsnitlige disponible indkomst kommunerne imellem. I Hørsholm, Rudersdal samt Gentofte kommuner havde de 25-59-årige i gennemsnit disponible indkomster på mere end 320.000 kr. i 2005. På Langeland, Læsø og Samsø kommuner var den gennemsnitlige disponible indkomst væsentlig mindre og lå i 2005 i omegnen af 190.000 kr. Med andre ord var den gennemsnitlige disponible indkomst i Hørsholm Kommune næsten 80 procent højere end niveauet på Langeland. Som det fremgår af figur 2, er det især nordsjællandske kommuner samt kommuner omkring hovedstadsområdet, der har de relativt største gennemsnitlige disponible indkomster. I den anden ende af indkomstskalaen er det især udkantsområderne, der havde relativt lave disponible indkomster i 2005. Men også Københavns og Odense kommuner lå blandt de kommuner, hvor de gennemsnitlige disponible indkomster var lave. Udvikling i indkomstfordelingen Udviklingen i indkomstfordelingen kan beregningsmæssigt sammenfattes i ét overordnet ulighedsmål. I forbindelse med fordelingsanalyser benyttes ginikoefficienten typisk som mål for den indkomstmæssige ulighed. Ginikoefficienten er et indeks mellem 0 og 100, hvor 0 svarer til, at alle personer har samme indkomstniveau, mens en ginikoefficient på 100 svarer til, at hele indkomstmassen er koncentreret hos en enkelt person. En stigning i ginikoefficienten er således et udtryk for, at indkomstfordelingen er blevet mere ulige. Som det fremgår af figur 3, har den indkomstmæssige ulighed stort set været stigende siden 2001 for både de 25-59-årige og for befolkningens som helhed. Fra 2000 til 2001 ses imidlertid et lille fald i ulighedsindekset, som kan henføres til bidraget fra faldende aktieindkomster. Fra Tabel 4. Gennemsnitlig disponibel indkomst for top 10 og bund 10, 25-59-årige (2008-priser) Top 10 Bund 10 Kommune Disponibel indkomst Kommune Disponibel indkomst i 2005 i 2005 1.000 kr. 1.000 kr. Hørsholm 330,5 Langeland 187,2 Rudersdal 323,9 Læsø 190,8 Gentofte 320,2 Samsø 191,7 Allerød 283,9 Lolland 194,2 Dragør 278,6 Bornholm 194,6 Lyngby-Taarbæk 278,1 Morsø 198,3 Furesø 271,7 Tønder 199,3 Solrød 268,2 Thisted 199,7 Vallensbæk 268,0 Vesthimmerland 200,2 Egedal 259,8 København 200,6 Kilde: AErådet på baggrund af Lovmodellens datagrundlag. 10 Fordeling og levevilkår 2008
Figur 2. Gennemsnitlig disponibel indkomst for de 25-59-årige (2008-priser) Kilde: AErådet på baggrund af Lovmodellens datagrundlag. 2001 til 2005 har uligheden igen været stigende og er vokset relativt mest sidst i perioden. Som det ses af tabel 5, er ginikoefficienten samlet set steget med 0,8 procent enheder fra 2001 til 2005. Den stigende ulighed skal primært ses i lyset af udviklingen i de direkte skatter. Derudover har de stigende boligpriser i perioden også bidraget til den stigende ulighed. Årsagen til, at de direkte skatter har bidraget til at øge uligheden, skal blandt andet ses i sammenhæng med fastlåsning af ejendomsværdiskatten samt at grænsen for betaling af mellemskatten blev hævet med Forårspakken i 2004. Elementer, der hver især har bidraget til at øge uligheden. Baggrunden for, at afkastet af ejerbolig har bidraget til større ulighed, er for det første, at denne form for indkomst er mere ulige fordelt i 2005 sammenlignet med 2001. Og for det andet udgør afkastet af ejerbolig en større andel af den disponible indkomst i 2005 sammenholdt med 2001. Afkastet af ejerbolig er med andre Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 11
Figur 3. Udvikling i indkomstuligheden (Gini-koefficienten), 25-59 årige 24 23 22 21 20 2000 2001 2002 2003 2004 2005 25-59 årige Hele befolkningen Kilde: AErådet på baggrund af Lovmodellens datagrundlag. ord steget mere end den "normale" indkomst. Som det fremgår af tabel 5, er uligheden i markedsindkomst reduceret i perioden. Det skyldes blandt andet, at markant flere er kommet i beskæftigelse de seneste år. Ovenfor er der udelukkende set på udvikling i indkomstfordelingen frem til 2005, idet der i det anvendte datagrundlag ikke foreligger indkomstoplysninger, som er mere aktuelle. I tabel 6 er uligheden vist på kommuneniveau for de kommuner, der har henholdsvis størst og mindst ulighed i kommunen. Som det ses af tabellen, er uligheden størst i Gentofte Kommune, når den måles ved ginikoefficienten. Uligheden er ligeledes stor i Hørsholm, Rudersdal samt Frederiksberg kommuner. Uligheden i f.eks. Gentofte Kommune kan skyldes forskellen på at være rig og meget rig. I de anden ende af ulighedsskalaen finder vi Favrskov, Struer samt Faaborg- Tabel 5. Bidrag til ændring i ulighed for 25-59-årige, 2001 til 2005 Bidrag til ulighedsindeks Ændring 2001 2005 Procent enhed Procent enhed Markedsindkomst mv. 43,7 41,0-2,7 Overførsler -5,6-5,5 0,1 Afkast af ejerbolig 2,9 4,0 1,1 Positiv kapitalindkomst 3,2 3,2-0,1 Negativ kapitalindkomst -2,5-2,3 0,3 Direkte skatter -19,9-18,2 1,7 I alt 21,4 22,2 0,8 Kilde: AErådet på baggrund af Lovmodellens datagrundlag. 12 Fordeling og levevilkår 2008
Tabel 6. Ulighed på kommuneniveau for top 10 og bund 10 (Gini-koefficienten), 25-59-årige Top 10 Bund 10 Kommune Ulighed i 2005 Kommune Ulighed i 2005 Indeks Indeks Gentofte 31,3 Favrskov 18,1 Hørsholm 29,8 Struer 18,2 Rudersdal 29,8 Faaborg-Midtfyn 18,3 Frederiksberg 26,7 Hedensted 18,3 Lyngby-Taarbæk 26,2 Skanderborg 18,4 København 25,9 Assens 18,5 Århus 24,3 Nyborg 18,6 Fredensborg 23,6 Odder 18,6 Allerød 22,9 Halsnæs 18,7 Furesø 22,6 Stevns 18,7 Kilde: AErådet på baggrund af Lovmodellens datagrundlag Midfyn kommuner, hvor uligheden i kommunerne er forholdsmæssig lav. I figur 4 er uligheden i de enkelte kommuner vist for samtlige kommuner. Som det ses af figuren, er uligheden især stor i landets største byer. Det skal blandt andet ses i lyset af, at der er et forholdsvist stort antal studerende i disse byer samt at der lever mange lavindkomstfamilier og svage i storbyerne. Men det er ikke kun i de store kommuner, at uligheden er stor. I mange af de velstillede kommuner omkring Hovedstaden og i Nordsjælland er uligheden også stor. Formueudvikling og formuefordeling Til belysning af forskellene i forbrugsmuligheder mellem befolkningsgrupper er det udover indkomsten også relevant at se på størrelsen og fordelingen af formuen. For eksempel har de kraftigt stigende boligpriser betydet, at forbrugsmulighederne for mange boligejere er steget meget kraftigt. Som der fremgår at tabel 7, steg den gennemsnitlige nettoformue for personer over 17 år fra 329.000 kr. i 2001 til 566.000 kr. i 2008 - dvs. en stigning på 237.000 kr. Det svarer til en realvækst i nettoformuen på over 70 procent i perioden. Opdeles nettoformuen i en netto boligformue (friværdi) og finansiel formue (netto) viser tabel 7, at stigningen primært kan henføres til stigende friværdier for boligejere, når formuen fremskrives til 2008. Samtidig viser opgørelsen, at friværdierne udgør omkring 86 procent, dvs. langt hovedparten af nettoformuen. Det skal bemærkes, at pensionsformue ikke indgår i opgørelsen. Da opbygning af formue typisk sker ved, at der opspares en del af den disponible indkomst, er der er en meget klar sammenhæng mellem indkomst- og formueniveauet. Denne sammenhæng fremgår af figur 5, der blandt andet viser, at de 10 procent af befolkningen, der har de høje- Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 13
Figur 4. Ulighed på kommuneniveau (Gini-koefficienten), 25-59-årige Kilde: AErådet på baggrund af Lovmodellens datagrundlag. ste indkomster i gennemsnit, har en nettoformue på næsten 1,9 mio. kr. pr. person. Til sammenligning har de 10 procent af befolkningen med de laveste indkomster i gennemsnit en nettoformue på 72.000 kr. Nettoformuen for de 10 procent med de højeste indkomster er således mere end 26 gange større end nettoformuen for de 10 procent med de laveste indkomster. Formuen vil typisk stige igennem livsforløbet i takt med, at opsparing fra indkomst akkumuleres og boligejere gradvist afdrager på gæld i huset. Der er med andre ord en tydelig sammenhæng mellem alderen og størrelsen af nettoformuen. Som det fremgår af figur 6, har personer over 70 år en gennemsnitlig nettoformue på omkring 1.1 mio. kr. pr. person, mens unge stor set ikke har nogen nettoformue. 14 Fordeling og levevilkår 2008
Tabel 7. Udvikling i den gennemsnitlige nettoformue for personer over 17 år, 2008-priser 2001 2005 2008 Ændring Realvækst i pct. 01-08 i perioden 2001-2008 1.000 kr. Hele perioden Pct. pr. år. Nettoformue 329 424 566 237 71,9 8,1 - boligformue, netto 270 348 484 214 79,2 8,7 - finansiel formue, netto 59 75 82 23 38,9 4,8 Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag. Samtidig viser figuren, at specielt ældre boligejere har en stor nettoformue, hvilket fortrinsvis afspejler, at mange ældre boligejere ikke har nogen gæld (eller kun en meget lille gæld i forhold til værdien af ejerboligen). I gennemsnit har de over 70-årige boligejere en formue i omegnen af 2 mio. kr. Som det fremgår af tabel 8, er der store regionale forskelle i borgernes formuer. I Rudersdal Kommune har den voksne del af borgerne en gennemsnitlig formue på knap 3,7 mio. kr. Og i Gentofte og Allerød kommuner ligger den gennemsnitlige formue også pænt over de 3 mio. kr. I Frederikshavn og Hjørring er den gennemsnitlige formue langt mindre og lå i 2005 i omegnen af 500.000 kr. Med andre ord har borgerne i Rudersdal Kommune i gennemsnit en formue, der er næsten 7,5 gange større end borgerne i Frederikshavn. Forklaringen på de store regionale forskelle i formuen skal især ses i sammenhæng med de relativt store forskelle i boligpriser. Men som det er vist ovenfor, er der også betydelige forskelle i indkomstniveauet kommunerne imellem. Figur 5. Nettoformue fordelt på indkomstgrupper, 1.000 kr. (2008-priser) 2000 1750 1867 1500 1250 1000 750 500 250 0 72 Fattigste 10 procent 214 264 305 344 399 488 608 826 D2 D3 D4 D5 D6 D7 D8 D9 Rigeste 10 procent Kilde: AErådet på baggrund af Lovmodellens datagrundlag. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 15
Figur 6. Nettoformue fordelt på alder, 1.000 kr. (2008-priser) 3000 2500 2000 1500 1000 500 0 25-29 år 30-34 år 35-39 år 40-44 år 45-49 år 50-54 år Alle 55-59 år 60-64 år Boligejer 65-69 år 70-74 år 75-79 år 80-84 år 85-89 år Kilde: AErådet på baggrund af Lovmodellens datagrundlag. Som det ses af figur 7, er de gennemsnitlige formuer størst omkring hovedstadsområdet. Københavns Kommune skiller sig ud ved at være den kommune på Sjælland, hvor borgerne i gennemsnit har den laveste formue. Derudover ses det, at de laveste gennemsnitlige formuer især findes i Nordjylland, Sønderjylland og Bornholm. Tabel 8. Formuer fordelt på kommuneniveau for top 10 og bund 10, personer over 17 år (2008- priser) Top 10 Bund 10 Kommune Formue i 2005 Kommune Formue i 2005 1.000 kr. 1.000 kr. Rudersdal 3.691 Frederikshavn 493 Gentofte 3.658 Hjørring 505 Allerød 3.287 Vesthimmerland 539 Hørsholm 2.724 Vejen 549 Dragør 2.562 København 563 Lyngby-Taarbæk 2.422 Thisted 569 Furesø 2.228 Tønder 571 Fredensborg 1.852 Bornholm 579 Vallensbæk 1.822 Lemvig 580 Gribskov 1.702 Sønderborg 591 Kilde: AErådet på baggrund af Lovmodellens datagrundlag. 16 Fordeling og levevilkår 2008
Figur 7. Gennemsnitlige fremskrevne nettoformuer i 2008 fordelt på kommuner, personer over 17 år Kilde: AErådet på baggrund af Lovmodellens datagrundlag Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 17
2. Flere hænger fast i fattigdom Antallet af personer, der har været fattige i mindst tre år i træk, er steget med over 12.000 personer fra 2001 til 2005, svarende til en stigning på næsten 35 procent Og antallet af længerevarende fattige er fortsat stigende. Derimod lå antallet af fattige i 2005 på samme niveau som året før, men er siden 2001 steget med omkring 32.000 personer, så der i 2005 var 196.000 fattige. Omkring 50-60.000 børn lever i fattigdom i Danmark, og alene i Københavns Kommune er der omkring 6.000 børn, der lever i fattigdom. Omkring 2 procent af de beskæftigede var ramt af fattigdom i 2005, mens det drejer sig om 26 procent af kontanthjælpsmodtagerne. Antallet af kontanthjælpsmodtagere, der lever i fattigdom, har især været stigende siden 2003 blandt andet som følge af kontanthjælpsloftet. I kapitlet er fattigdom og længerevarende fattigdom også beskrevet på kommunalt niveau. Udvikling i antallet af fattige I 2005 var der godt 261.000 personer, der levede i (relativ) fattigdom i Danmark. Det er stort set det samme antal som året før, men siden 2001 er antallet af fattige steget med omkring 46.000 personer. Som det fremgår af figur 1, steg antallet af fattige især forholdsmæssigt meget i perioden fra 2002 til 2004. Og alene fra 2003 til 2004 steg antallet af fattige med knap 20.000 personer, svarende til en stigning på omkring 8 procent Den relativt store stigning i antallet af fattige fra 2003 til 2004 skal blandt andet ses i sammenhæng med indførelse af kontanthjælpsloftet, der forringede de økonomiske vilkår for kontanthjælpsmodtagere. Antallet af fattige er her defineret som personer, der har en indkomst, der er un- Figur 1. Udvikling i antal fattige, 1.000 personer 300 280 260 240 220 200 180 160 140 120 100 2001 2002 2003 2004 2005 Under 50 procent af median Under 50 procent af median (ekskl. studerende) Kilde: AE på baggrund af lovmodellens datagrundlag. 18 Fordeling og levevilkår 2008
der halvdelen af den typiske indkomst (medianindkomsten). Denne definition anvendes af OECD og er f.eks. også benyttet i vismandsrapporten fra efteråret 2006. Baggrunden for, at vi har anvendt OECD's definition, er, at Danmark ikke har en officiel fattigdomsgrænse. I boks 1 er opgørelsesmetoden beskrevet nærmere. Ved opgørelser over omfanget af fattige kan man diskutere, hvorvidt det er rimeligt at medtage studerende, da der er tale om en selvvalgt situation, som normalt vil medføre en forholdsvis høj indkomst efter endt uddannelse. Dermed kan lav indkomst i uddannelsestiden ses som en god investering for den enkelte - og for samfundet. Hvis man udelader de studerende af analysen, reduceres antallet af fattige i 2005 fra 261.000 personer til 196.000 Boks 1. Sådan opgøres fattigdom i analysen Fattige er defineret som antallet af personer med en indkomst under halvdelen af medianindkomsten, hvor medianindkomsten er en betegnelse for den midterste indkomst i indkomstfordelingen. Der er således (pr. definition) præcis 50 procent af befolkningen, der har en indkomst, der er større end medianindkomsten, mens 50 procent af befolkningen har en indkomst, der er lavere end medianindkomsten. Datagrundlaget for analysen er modelbefolkningerne i lovmodellen, og der er anvendt præcis samme indkomstdefinition, som Finansministeriet benytter i forbindelse med indkomstfordelingsanalyser. Konkret er det den husstandsækvivalerede disponible indkomst, der er benyttet - dvs. indkomsten efter skat korrigeret for stordriftsfordele i familier med flere familiemedlemmer. Det skal dog nævnes, at Finansministeriet ikke betegner gruppen med en indkomst under 50 procent af medianen som fattige, men derimod som personer med relativ lav indkomst. I analyserne, hvor studerende er udeladt, er det - inden husstandsækvivaleringen - valgt at fjerne studerende over 17 år fra datamaterialet. Herefter er foretaget en ny husstandsækvivalering på baggrund af de nye (reducerede) familier. I de tilfælde, hvor en enlig studerende har hjemmeboende børn under 18 år, er disse børn også fjernet fra datamaterialet. Ved afgrænsning af fattige sammenholdes de nye husstandsækvivalerede indkomster med 50 procent af medianen for hele befolkningen - dvs. inklusiv studerende. Baggrunden for, at der er valgt at foretage en ny husstandsækvivalering på baggrund af familiesammensætningen eksklusiv studerende, er, at en simpel udeladelse af studerende på baggrund af de reelle husstandsækvivalerede indkomster vil have nogle uhensigtsmæssige konsekvenser. F.eks. vil en person, der lever sammen med en studerende, kunne blive betegnet som fattig på grund af den studerendes lave indkomst, mens vedkommende selv har en indkomst over fattigdomsgrænsen. Med den fremgangsmåde, som er valgt, vil den samlevende til den studerende ikke blive betegnet som fattig, mens det vil være tilfældet, hvis man havde anvendt den "normale" husstandsækvivalering. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 19
personer. Når de studerende er udeladt af beregningen, steg antallet af fattige med 32.000 personer fra 2001 til 2005, mens der var et mindre fald på knap 800 personer fra 2004 til 2005. Fattige lever i storbyerne og udkantsområderne Som det ses af tabel 1, har Københavns Kommune langt flere fattige end de øvrige kommuner. I Københavns Kommune var 65 ud af 1.000 indbyggere ramt af fattigdom i 2005. Tønder, Samsø samt Ishøj kommuner har også forholdsmæssig mange fattige, idet mere end 50 ud af 1.000 indbyggere var ramt af fattigdom i 2005. Solrød Kommune er den kommune, hvor der er færrest fattige set i forhold til indbyggertallet. I Solrød Kommune var omkring 14 ud af 1.000 indbyggere fattige i 2005. Allerød og Egedal kommuner er også blandt de kommuner, der har færrest fattige. I figur 2 er antallet af fattige pr. 1.000 indbyggere vist på kommuneniveau. Som det fremgår af figuren, er der mange kommuner på Sjælland, hvor der i forhold til antallet af indbyggere er få fattige. I Middelfart, Favrskov og Skanderborg kommuner er der også forholdsmæssigt få fattige. Derimod er der et forholdsvis stort antal fattige i landets største byer, ligesom der er forholdsmæssigt mange fattige i udkantsområderne. Antallet af fattige i landets største byer skal blandt andet ses i lyset af, at der lever mange lavindkomstfamilier i storbyerne. Flere hænger fast i fattigdom Der er en forholdsvis stor indkomstmobilitet i Danmark. Det betyder, at det ikke nødvendigvis er de samme personer, der befinder sig i gruppen af fattige år efter år. Men på trods af en generelt høj indkomstmobilitet i Danmark er der et stadig større antal personer, der lever i fattigdom i lang tid. Som det ses af figur 3, var der knap 48.000 personer i 2005, der havde levet i fattigdom i mindst tre år i træk. Det svarer til, at omkring en fjerdedel af de fattige i Tabel 1. Antal fattige pr. 1.000 indbyggere fordelt på kommuner, 2005 Top 10 Bund 10 Kommune Antal fattige pr. Kommune Antal fattige pr. 1.000 indbyggere 1.000 indbyggere København 65,5 Solrød 13,9 Tønder 53,2 Allerød 15,1 Samsø 53,1 Egedal 16,5 Ishøj 51,4 Greve 18,3 Albertslund 49,1 Vallensbæk 18,5 Langeland 45,4 Dragør 19,4 Lolland 44,7 Frederikssund 19,9 Århus 44,5 Tårnby 19,9 Odense 44,5 Glostrup 20,8 Lemvig 44,5 Furesø 21,5 Anm.: Opgørelsen er ekskl. studerende. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag. 20 Fordeling og levevilkår 2008
Figur 2. Antal fattige pr. 1.000 indbyggere fordelt på kommuner, 2005 Anm.: Opgørelsen er ekskl. studerende. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag. 2005 har været fattige mindst tre år. Og som det fremgår af figuren, er antallet af personer, der lever i længerevarende relativ fattigdom, steget med over 12.000 personer fra 2001 til 2005, svarende til en stigning på næsten 35 procent Hvis de studerende indgår i beregningen, er der i omegnen af 72.000 personer, der har været fattige i mindst tre sammenhængende år Når man ser på den længerevarende fattigdom, er der en klar tendens til, at fattigdomsproblemet er stigende. Samtidig er der en tendens til, at den længerevarende fattigdom udgør en stigende andel af den samlede fattigdom. I 2001 var det 21,7 procent af de fattige, som havde været fattige i tre sammenhængende år, mens denne andel var steget til 24,4 procent i 2005. Som det ses af tabel 2, har København, Samsø og Tønder kommuner langt flere længerevarende fattige pr. 1.000 indbyggere end de øvrige kommuner. I Københavns Kommune var mere end 16 ud af 1.000 indbyggere ramt af længerevarende Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 21
Figur 3. Antal personer, der har været fattige i mindst tre sammenhængende år 80 75 70 65 60 55 50 45 40 35 30 2001 2002 2003 2004 2005 Under 50 procent af median Under 50 procent af median (ekskl. studerende) Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag. fattigdom i 2005, og i Tønder og Samsø kommuner var 17-18 personer ud af 1.000 indbyggere ramt af længerevarende fattigdom. I Allerød, Solrød og Egedal kommuner var der derimod mindre end tre personer pr. 1.000 indbyggere, der havde været fattige i mindst tre sammenhængende år. Det er især udkantsområderne, der er præget af længerevarende fattigdom. Det fremgår af figur 4, som giver et billede af andele af fattige i hele landet. Det ses også af figuren, at Københavns Kommune er den eneste af de største byer, der ligger i toppen med hensyn til længerevarende fattigdom. Århus, Odense og Ålborg kommuner havde ligesom Køben- Tabel 2. Antal længerevarende fattige pr. 1.000 indbyggere fordelt på kommuner, 2005 Top 10 Bund 10 Kommune Antal længerevarende fattige pr. Kommune Antal længerevarende fattige pr. 1.000 indbyggere 1.000 indbyggere Samsø 17,7 Allerød 2,5 Tønder 16,8 Solrød 2,8 København 16,5 Egedal 2,9 Læsø 15,9 Fanø 4,0 Langeland 15,4 Vallensbæk 4,2 Lemvig 14,5 Lyngby-Taarbæk 4,3 Thisted 13,8 Tårnby 4,3 Vesthimmerland 13,0 Køge 4,3 Jammerbugt 12,9 Skanderborg 4,4 Hjørring 12,8 Lejre 4,6 Anm.: Opgørelsen er ekskl. studerende. Kilde: AErådet på baggrund af Lovmodellens datagrundlag. 22 Fordeling og levevilkår 2008
havns Kommune forholdsmæssigt mange "midlertidigt" fattige, men borgerne hænger tilsyneladende ikke i samme grad fast i fattigdom, som tilfældet er i Københavns Kommune. Mange børn lever i fattigdom Selv når studerende udelades af analysen, er der mange børn og unge i gruppen af fattige. Af det samlede antal fattige på 196.000 personer er 115.000 under 30 år, mens der til sammenligning kun er omkring 15.000 personer over 60 år, der har en indkomst under fattigdomsgrænsen. Målt som andel af aldersgruppen svarer det til, at omkring 5 procent af børnene bor i fattige familier. Hvis studerende indgår i opgørelsen af fattige, er det omkring 4 procent af børnene, der lever i fattigdom. Derimod er det kun godt 1 procent af de ældre over 59 år, der lever i relativ fattigdom. Figur 4. Antal længerevarende fattige pr. 1.000 indbyggere fordelt på kommuner, 2005 Anm.: Opgørelsen er ekskl. studerende. Kilde: AErådet på baggrund af Lovmodellens datagrundlag. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 23
Ser man på antallet af børn der lever i fattigdom, viser figur 5, at det drejer sig om 50-60.000 børn alt afhængig af, om studerende medtages i analysen eller ej. Samtidig viser tabel 3, at antallet af børn, der lever i fattigdom, steg med 11-12.000 personer fra 2001 til 2005, svarende til en stigning på mellem 23-32 procent. Alt afhængig af, om studerende indgår i opgørelsen af fattige eller ej, lever et sted mellem hvert 20. og hvert 25. barn i fattigdom. Det betyder, at rigtig mange børn i en lang række sammenhænge ikke har de samme muligheder som deres jævnaldrende kammerater. Og selvom det ikke nødvendigvis er de samme børn, der befinder sig i gruppen af fattige år efter år, vil en opvækst med fattigdom stille barnet dårligere på en lang række områder. Der er store kommunale forskelle på hvor mange børn, der lever i fattigdom. Som det ses af tabel 4, er der alene i Københavns Kommune omkring 6.000 børn eller 7,4 procent af børnene, der lever i relativ fattigdom. Det betyder, at omkring hvert 14. barn lever i fattigdom i Københavns Kommune. I Tønder og på Samsø lever henholdsvis hvert 12. og hvert 11. barn i relativ fattigdom. I Egedal, Allerød og Hillerød kommuner er det omvendt kun omkring hvert 62. barn, der lever i fattigdom. Figur 5. Aldersfordeling for personer under fattigdomsgrænsen, 2005 140.000 120.000 100.000 80.000 60.000 40.000 20.000-0-17 år 18-29 30-39 40-49 50-59 60++ 50 procent af median 50 procent af median (ekskl. studerende) Anm.: Ved at udelade de studerende fra opgørelsen over fattige reduceres antallet af fattige i aldersgruppen 18-29 år som ventet. Derudover øges det opgjorte antal fattige børn, hvilket kan virke overraskende. Baggrunden er, at børnefamilier, hvor en studerende lever sammen med en ikke-studerende, typisk er kendetegnet ved, at studerende er over 25 år og har en forholdsvis pæn indkomst på grund af deltidsjob mv. Udeladelsen af den studerende ved beregning af den husstandsækvivalerede indkomst indebærer således, at den ikke-studerende skal forsørge børnene, og da børn og voksne vægter ens i husstandsækvivaleringen, trækker det i retning af, at flere børn bliver betegnet som fattige. Se boks 1 for en nærmere beskrivelse af husstandsækvivaleringen. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag 24 Fordeling og levevilkår 2008
Tabel 3. Udvikling i antallet af børn der lever i fattigdom, 2001-2005 2001 2004 2005 2001-05 1.000 personer Ændring i 1.000 personer Børn i fattigdom 36,0 49,6 47,8 11,8 Børn i fattigdom (ekskl. studerende) 48,3 60,3 59,4 11,1 Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag. Især mange fattige blandt kontanthjælpsmodtagere Arbejdsmarkedsstatus har stor betydning for, om man lever et liv med risiko for fattigdom eller ej. Som det ses af tabel 5 er det kun omkring 2 procent af de beskæftigede, der lever i fattigdom, mens den tilsvarende andel for kontanthjælpsmodtagerne er 26 procent Det betyder med andre ord, at hver fjerde kontanthjælpsmodtager var fattig i 2005. Andelen af fattige kontanthjælpsmodtagere har været stigende de seneste år. Hvor det i 2001 var hver femte kontanthjælpsmodtager, der var ramt af fattigdom, er det i dag mere end hver fjerde. Antallet af fattige kontanthjælpsmodtagere steg især fra 2003 til 2004. Det skal blandt andet ses i sammenhæng med, at de økonomiske vilkår for kontanthjælpsmodtagere blev væsentligt forringet, da kontanthjælpsloftet blev indført. Udviklingen i antallet af fattige kontanthjælpsmodtagere er stærkt bekymrende især set i lyset af, at fattigdommen også rammer kontanthjælpsmodtagernes børn. Antallet af børn i fattige familier steg samlet med 6-8.000 fra 2003 til 2004. Tabel 4. Børn, der lever i fattigdom, fordelt på kommuner, 2005 Top 10 Bund 10 Kommune Antal Fattige børn Kommune Antal Fattige børn Fattige børn i procent Fattige børn i procent Samsø 81 9,3 Egedal 159 1,5 Tønder 795 8,2 Allerød 102 1,6 København 5.988 7,4 Hillerød 180 1,7 Langeland 162 7,0 Solrød 90 1,7 Lolland 555 6,1 Vallensbæk 48 1,7 Lemvig 330 6,1 Dragør 54 1,8 Ishøj 300 5,7 Glostrup 78 1,8 Odense 2.073 5,4 Greve 228 1,9 Vesthimmerland 486 5,4 Tårnby 162 2,0 Varde 645 5,3 Frederikssund 219 2,1 Hele landet 47.811 4,1 Hele landet 47.811 4,1 Anm.: Kommuner, hvor antallet af fattige børn er under 40, indgår ikke i beregningerne. Studerende indgår i beregningerne, jf. anmærkningen i figur 2. Kilde: AErådet på baggrund af Lovmodellens datagrundlag. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 25
Tabel 5. Fattige opdelt på arbejdsmarkedsstatus, beregnet som andel fattige på ordningen, 2005 2001 2002 2003 2004 2005 Beskæftigelse 2,0 2,1 2,2 2,2 2,2 Ledige 6,7 7,0 7,2 8,8 9,7 Kontanthjælp 20,6 21,2 21,4 25,6 26,2 Revalidering 8,5 8,2 8,5 8,3 8,8 Førtidspension 1,1 1,1 1,2 1,3 1,4 Efterløn 0,6 0,6 0,5 0,6 0,6 Pension 0,7 0,8 0,8 0,8 0,9 I alt 3,1 3,3 3,4 3,7 3,7 Anm.: Studerende indgår ikke i beregningerne. Socioøkonomisk status er bestemt ud fra RAS statistikken. Ledige omfatter også arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag. Som det også ses af tabellen, er der en forholdsmæssig stor andel af ledige og personer på revalidering, som er ramt af fattigdom. Knap 10 procent af de ledige lever i fattigdom, mens det gælder omkring 9 procent af revalidenderne. Antallet af fattige ledige skal ses i sammenhæng med, at arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere også indgår i ledighedstallet. 26 Fordeling og levevilkår 2008
3. Et billede af eliten i Danmark Eliten i Danmark består af ca. 325.000 personer. Næsten 75 procent af eliten er mænd, og de bor primært nord for København. Eliten har ejerbolig, et højt uddannelsesniveau og de er enten lønmodtagere på højt niveau, topledere eller selvstændige. Elitens nettoformue er stor og er et resultat af både en stor boligformue, men også en stor opsparing på anden vis. Eliten bestrider stillinger især indenfor IT- og finanssektoren og særligt mange har job med høje uddannelseskrav såsom læger, økonomer, jurister, ingeniører og arkitekter. Kort om eliten - hvem er de, hvor bor de og hvad er deres indkomst? Som et mål for hvor velstillet og privilegeret, en person er i samfundet, er det almindeligt at bruge vedkommendes indkomst. I dette afsnit vil vi forsøge at brede billedet af, hvem der er privilegeret, lidt mere ud. Det sker ved at bruge andre parametre end kun indkomsten som et mål for, hvorvidt en person er i eliten i Danmark eller ej. For at få et lidt bredere billede af de privilegerede i samfundet er der også skelet til personens alder og uddannelse. Når der tages hensyn til personens alder, skyldes det, at indkomsten typisk stiger med alderen frem til 50'erne. Unge vil derfor meget sjældent indgå i en definition af eliten, hvis det alene er indkomsten, der måles ud fra. Elite i dette afsnit inkluderer derfor unge mennesker med relativt høje indkomster. Der er også skelet til personens uddannelse. En videregående uddannelse giver ofte privilegier såsom større indflydelse på arbejds- pladsen og i samfundet, interessante job og bedre karrieremuligheder i fremtiden. Derfor er personer med en videregående uddannelse og en relativ høj indkomst medtaget i eliten. Tabel 1 viser en oversigt over de tre elitetypers størrelse og indkomst. Den unge elite består af knap 74.000 personer, der alle er under 35 år. De fleste personer i ungdomseliten har en lang videregående uddannelse. Ungdomseliten er den gruppe indenfor eliten med relativt flest børnefamilier, og Frederiksberg kommune har den største andel af denne gruppe boende. Den unge elites gennemsnitlige årlige bruttoindkomst er lidt under 580.000 kr. Uddannelseseliten indeholder knap 163.000 personer. Næsten 85 procent af dem er mænd, og deres gennemsnitsalder er 51 år. Fire femtedele af uddannelseseliten lever i parforhold, over 90 procent Tabel 1. Elitetyperne og deres indkomst Antal Gns. bruttoindkomst Ung elite 73.800 577.807 kr. Erhvervsfaglig elite 88.830 907.397 kr. Uddannelseselite 162.840 797.400 kr. Hele eliten 325.470 777.647 kr. Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 27
Definition af eliten I starten af 2007 opstillede AErådet i samarbejde med Ugebrevet A4 tre definitioner for, hvornår en person kan siges at være i eliten. Dette blev gjort ud fra hovedkriteriet indkomst, men med skelnen til både alder og uddannelse. Tankegangen bag definitionerne var, at hvis man er ung og samtidig har en særlig høj indkomst, vil det forventes, at man i fremtiden vil ende på et indkomstniveau svarende til eliten. Derudover er videregående uddannelser i sig selv en adgangsbillet til attraktive job, hvorfor indkomstkravet for at være i eliten for personer med videregående uddannelser er lavere. Denne analyse bygger på de seneste registerdata fra 2005, som fremskrives til 2008. Indkomstgrænserne for 2008 er: - Den unge elite: Hvis man er 35 år eller yngre og har en årlig bruttoindkomst på 444.000 kr. eller mere. - Uddannelseseliten: Hvis man har en videregående uddannelse og en årlig bruttoindkomst på 444.000 kr. eller mere. - Den erhvervsfaglige elite: En årlig bruttoindkomst på 570.000 kr. eller mere. af gruppen er boligejere. Derudover er det branchen, Videregående uddannelsesinstitutioner, der har den største andel ansatte fra uddannelseseliten. Deres årlige bruttoindkomst er næsten 800.000 kr. i gennemsnit. Den erhvervsfaglige elite består af knap 90.000 personer. Den gennemsnitlige alder er 52 år. IT-branchen er den største aftager af personer fra den erhvervsfaglige elite, og Hørsholm er den kommune, hvor erhvervseliten udgør den største andel af befolkningen. Den erhvervsfaglige elite har en gennemsnitlig bruttoindkomst på godt 900.000 kr. Over halvdelen af personerne i gruppen har ingen hjemmeboende børn. Langt flere mænd end kvinder i eliten Set under ét er der i alt godt 325.000 personer i eliten i 2008, hvoraf næsten tre fjerdedele er mænd. Den største elitegruppe er uddannelseseliten, hvor knap halvdelen af den samlede elite befinder sig. Tabel 2. Andelen af mænd og kvinder i elitegrupperne Mænd Kvinder i procent Ung elite 77,6 22,4 Erhvervsfaglig elite 83,9 16,1 Uddannelseselite 72,5 27,5 Hele eliten 76,8 23,2 1.000 personer Total 249,8 75,6 Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag 28 Fordeling og levevilkår 2008
Figur 3. Gennemsnitlig årlig bruttoindkomst, 2008 Mænd Kvinder Forskel 1.000 kr. Ung elite 581,9 563,5 18,4 Erhvervsfaglig elite 920,9 837,5 83,4 Uddannelseselite 838,7 688,4 150,3 Samlet elite 804,3 689,4 114,9 Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag Eliten har en gennemsnitlig årlig bruttoindkomst på godt 780.000 kr. i 2008, hvilket er vist i tabel 3. Det er især den erhvervsfaglige elite, der trækker gennemsnittet op. Når eliten ses under ét, tjener kvinderne næsten 115.000 kr. mindre om året end mændene. Forskellen er mindst for den unge elite, hvor differensen blot er 20.000 kr., mens forskellen er størst for uddannelseseliten, hvor mændene tjener over 150.000 kr. mere end kvinderne. Eliten har formuer på over 1,5 mio. kr. Elitens formueforhold er særdeles forskellige fra resten af den voksne befolkning. Sammenligner man den gennemsnitlige nettoformue, viser tabel 4, at eliten har en formue på 1,8 mio. kr., hvilket er næsten 1,4 mio. kr. mere end den gennemsnitlige voksne befolkning udenfor eliten. Næsten 35 procent af den samlede befolkning har en negativ formue. I eliten er der knap 20 procent, der har en negativ formue. Samtidig har over 27 procent af eliten en nettoformue på over 2 mio. kr., hvorimod kun ca. 7 procent af resten af befolkningen over 17 år har en så stor formue. Også internt i eliten er der store forskelle. Den erhvervsfaglige elite har langt den største gennemsnitlige nettoformue, over 2,3 mio. kr., mens den unge elite blot har en gennemsnitlig formue på ca. 400.000 kr., ikke langt fra den samlede befolknings formue. Dette skyldes især, at den Tabel 4. Nettoformue fordelt på intervaller Alle andre Ung elite Erhvf. elite Udd. elite Hele eliten (Over 17 år) i procent Negativ formue 34,9 17,7 14,0 19,7 34,5 0-250.000 22,8 9,7 9,9 12,8 31,6 250.000-500.000 13,7 8,5 7,6 9,2 8,3 500.000-1.000.000 14,2 12,7 15,2 14,3 9,8 1.000.000-1.500.000 7,0 9,2 11,4 9,8 5,6 1.500.000-2.000.000 3,2 7,3 8,4 6,9 3,4 Over 2.000.000 4,2 34,9 33,5 27,3 6,7 1.000 kr. Gennemsnitlig nettoformue 402,5 2.344,3 2.142,5 1.803,0 413,3 Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 29
Tabel 5. Nettoformue og nettoboligformue Nettoformue Nettoboligformue 1.000 kr. Ung elite 402,5 364,9 Erhvervsfaglig elite 2.344,3 1.760,4 Uddannelseselite 2.142,5 1.634,2 Alle andre (Over 17) 413,3 374,5 Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag lavere alder i den unge elite medfører, at de ikke har haft lige så lang tid til at spare op som de to andre elitegrupper. Dette understøttes af andelene af personer med formuer på 1 mio. kr. og opefter for de tre elitetyper. De store forskelle mellem eliten og den samlede befolkning og de interne forskelligheder i eliten kan især forklares ved, at flere fra eliten ejer egen bolig og derved har større formuer i form af ejendomsværdi. Tabel 5 illustrerer dette. Den viser, at langt størstedelen af den erhvervsfaglige elite og uddannelseselitens store nettoformuer stammer fra store nettoboligformuer. Derimod er nettoboligformuerne for den unge elite ca. 10.000 kr. lavere, end den er for den gennemsnitlige dansker over 18 år, hvilket skyldes, at ældre har større friværdi i deres bolig end unge. Kommunerne nord for København er populære blandt eliten Hvis man ser på, hvor eliten bor, målt som elitens andel af indbyggerne over 18 år i kommunen, tegner der sig et billede af, at eliten især bor i kommuner nord for København. I tabel 6 ses de ti kommuner med den største andel af befolkningen over 17 år, som tilhører eliten. Kommunerne med den største andel indbyggere i eliten er Rudersdal, Hørsholm og Gentofte kommune, hvor knap Tabel 6. Elitens andel af den voksne befolkning - Top ti kommuner Eliten Hele eliten Ung elite Erhvf. elite Udd. elite i procent Rudersdal 29,7 3,6 6,3 19,8 Hørsholm 28,3 2,8 6,4 19,1 Gentofte 28,2 3,3 6,1 18,9 Allerød 22,1 3,8 5,0 13,3 Lyngby-Taarbæk 21,8 3,4 3,4 15,0 Furesø 21,7 2,6 5,3 13,8 Dragør 18,3 2,3 6,6 9,3 Fredensborg 16,7 2,6 3,9 10,3 Frederiksberg 15,6 4,3 2,5 8,8 Vallensbæk 14,8 3,2 5,5 6,1 Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag 30 Fordeling og levevilkår 2008
Figur 1. Elitens andel af kommunen, i procent Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag 30 procent af de voksne indbyggere er i eliten. Det er især uddannelseseliten, der udgør en stor andel med ca. 20 procent af denne elitetype i kommunen. På listen finder man også Frederiksberg kommune, hvor den største andel af folk fra den unge elite bor. De udgør lidt over Tabel 7. Top ti kommuner for hver elitetype Ung elite Erhvf. elite Udd. elite Frederiksberg Hørsholm Hørsholm Rudersdal Dragør Rudersdal Lyngby-Taarbæk Rudersdal Gentofte Allerød Gentofte Lyngby-Taarbæk Solrød Vallensbæk Furesø København Furesø Allerød Gentofte Greve Fredensborg Vallensbæk Allerød Dragør Hørsholm Hillerød Frederiksberg Egedal Solrød Gladsaxe Kilde: AErådet på baggrund af lovmodellens datagrundlag Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 31