Depression vor tidsalders vrangside

Depression vor tidsalders vrangside

Örebro Studies in Sociology 10 Anders Petersen Depression vor tidsalders vrangside

Anders Petersen, 2007 Titel: Depression vor tidsalders vrangside Utgivare: Universitetsbiblioteket 2007 www.oru.se Redaktör: Maria Alsbjer maria.alsbjer@pi.oru.se Tryck: Intellecta DocuSys, V Frölunda 10/2007 issn 1650-2531 isbn 978-91-7668-558-7

Akademisk avhandling för filosofie doktorsexamen i sociologi, framlagd vid Örebro universitet 2007. Abstract Anders Petersen (2007): Depression vor tidsalders vrangside. Örebro Studies in Sociology 10, 215 pp. What are the social conditions that enable depression to play a significant societal role in contemporary Western societies? This is the leading question of the dissertation. As an alternative to those who claim that contemporary depression is constructed by the exorbitant consumption of antidepressants, it is stated that both depression and the consumption of antidepressants is possible due to contemporary social conditions. Inspired by the analysis of modernity by Wagner, and on the basis of the theoretical concept of third modernity as proposed by Carleheden, it is claimed that an ethical conduct of life that demands authentic self-realization has been institutionalised in our historical epoch. By analysing how authentic self-realization is being realized in the new spirit of capitalism (Boltanski & Chiapello), it is being concluded that the socializing parameters of third modernity are those of being able to be active, flexible, polyvalent, adaptable, versatile etc. selves. Hence, authentic self-realization in imbued with these normative demands. In relation to the phenomenon of depression this is interesting, because contemporary depression can be understood, not as a subjective condition, but as a phenomenon of lack. What is being applauded in the society of today is just what depressive individuals lack, namely the ability to act in accordance with the normative claims of self-realization. Depressed individuals are in that sense failed selves (Ehrenberg) who represent and informs us about the other side of contemporary normative self-realization requirements. In other words: Within present-day society the institutionalized demands for authentic self-realization and depression have become each others anti-thesis. This socially demanded form of self-realization which is put under the scrutiny of normative critique (Taylor) is thus exactly what allows for depression to play such a significant role in present-day Western societies. Keywords: third modernity, new spirit of capitalism, authenticity, self-realization, depression, normative critique.

Indhold 9 11 15 15 16 20 23 24 27 35 35 37 8 40 41 46 46 9 9 52 55 57 58 63 66 71 73 73 75 80 83 88 91 9 9 9 10 101 10 10 10 10 1 1

Kapitel 5...121 Autenticitet i kapitalismens nye ånd manifestationen af et blidt barbari...121 I. Kapitalismens nye ånd...123 Kapitalismens åndsfaser...125 Legitimitetsordner...126 Kritik...127 II. Autentisk selvrealisering i den nye kapitalismes ånd...128 Den projektorienterede cité...129 Autentisk selvrealisering som garant for ansættelsesbarhed...131 III. Autentisk selvrealisering som blidt barbari...134 IV. Den nye kapitalismes ånd og anomi...136 V. Afslutning...137 Kapitel 6...139 Selvrealisering og depression...139 I. Depression som genereret af tab...140 II. Selvrealisering som kronisk belastning og depression...144 Selvet i selvrealiseringsrouletten...147 II. Depression som handlings- og utilstrækkelighedspatologi...148 Den store person og depression...150 III. Selvrealisering, antidepressiva og depression...153 IV. Kritiske bemærkninger...157 V. Afslutning...159 Kapitel 7...163 Autenticitet og anerkendelse...163 I. Autenticitetsbegrebets korrektion...165 Filosofisk antropologi...167 Autenticitetens krav om socialitet...171 II. Anerkendelse i autenticitetskulturen...174 III. Diskussion...179 IV. Afslutning...181 Kapitel 8...183 Konklusion og perspektiver...183 I. Sammenfatning og uddybende refleksioner...184 Uddybende refleksioner...187 II. Perspektiver og fremtidig forskning...189 Litteratur...193

9

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25

26

27

28

29

30

31

35

36

37

38

39

40

41

42

43

44

45

46

47

49

50

51

52

53

54

55

56

57

58

59

60

61

62

63

64

65

66

67

68

69

70

71

72

73

74

75

76

77

78

79

80

81

82

83

84

85

86

87

88

89

90

91

92

95

96

97

98

99

100

101

102

103

104

105

106

107

108

109

110

111

112

113

114

115

116

117

118

119

121

122

123

124

125

126

127

128

129

130

131

132

133

134

135

136

137

138

Kapitel 6 Selvrealisering og depression I de foregående kapitler er følgende betingelser for depressionens fremtrædende samfundsrolle blevet fremskrevet. I den tredje modernitet er autentisk selvrealisering ikke alene den kulturelle norm par exellence, men er også blevet en institutionaliseret fordring. Den er med andre ord blevet en form for disciplin i sig selv, som det kræves, at nutidens individer efterlever. Dennes psykiske vrangside kunne beskrives ved hjælp af Kohuts begreb Tragic Man. Men hvor Kohuts begreb betoner fraværet af muligheden for autentisk selvrealisering som lidelsesgenererende, argumenterede jeg for, at samtidens psykiske lidelsesform bliver mere prægnant i relation til selve fordringen om konstant at skulle realisere sit autentiske selv. Med Boltanski & Chiapello fik jeg fyldt indhold på autenticitetsbegrebet ved at analysere det inden for grænserne af den nye kapitalismes ånd. I og med den optik opstod muligheden for at anskue kravet om permanent realisering af det autentiske selv som katalysator for nutidens normative socialisation. Som denne udviklings distinkte anomiindikatorer konkretiseredes den øgede mængde selvmord (især blandt unge mennesker) og, nærmest en passant, nutidens depressionsforekomst. I afhandlingens perspektiv er som det nu gerne skulle stå klart især den sidstnævnte indikator interessant. Depression fremstår nemlig som den sociale patologi, der på tydeligste vis orienterer om vrangsiden af nutidens sociale betingelser for selvrealisering. Således muliggøres et tolkningsspektrum, hvor depressionens fremtrædende samfundsrolle analyseres i forhold til det pres, som nutidens selvrealiseringsfordringer udsætter den individuelle psyke for. Spørgsmålet er, hvordan den analyse mere specifikt kan udfolde sig. For at eksplicitere dette vil jeg i det foreliggende kapitel fokusere på sammenfaldet mellem depressionens samfundstilknytning og nutidens selvrealiseringsvilkår. I det foreliggende kapitel 111 fortsætter jeg således analysen af de generative mekanismer, der har muliggjort depressionens markante samfundsmæssige rolle. I modsætning til de foregående kapitler har det følgende imidlertid mere karakter af forløsning end af en yderligere retroduktiv bevægelse i virkelighedens dybde. Hermed mener jeg, at kapitlet skal opfattes som det ekspliciterende punkt, hvor de analytiske tråde væves sammen til en samlet helhed. Til hjælp for dette arbejde har jeg valgt at vende mig mod Alain 111 I kapitlet indgår der afsnit fra Petersen (2005). 139 128

Ehrenberg, og især mod tankerne i hans mest kendte værk La Fatique d être soi Dépression et société (2000). Således fungerer Ehrenbergs tanker som en del af det kit, der systematiserer og dermed sammenbinder de tre analytiske tråde, jeg spandt i kapitel 3. I den forstand har Ehrenberg en central funktion. Han anvendes nemlig mere præcist til at koble pointerne fra det ætiologiske, det sociologisk-psykologiske og det socialkonstruktivistiske perspektiv (se kapitel 3) sammen med samtidsdiagnostikken. Hertil behøver jeg dog ingen udtømmende teoretisk udlægning af Ehrenbergs univers. Snarere vil jeg plukke frit fra hans teoretiske værktøjskasse, ligesom jeg vil inddrage supplerende ansatser, hvor jeg finder det nødvendigt. Inden jeg bevæger mig ind på denne fortolkningsvej, synes det imidlertid at være på sin plads at rette opmærksomheden mod et anderledes forklaringsperspektiv end det, jeg plæderer for. Det inciterende ved dette perspektiv er ud over at det er skrevet af en psykiater at det tilbyder en anderledes sammenkobling af samtidsdiagnose og depressionens fremtrædende rolle i nutiden. For derfor at kridte stregerne op så klart som muligt finder jeg det givende at konfrontere dette perspektiv med mig eget. Kapitlets opbygning ser således ud som følger: I det første afsnit forklarer jeg Dan G. Blazers (2005) depressionsperspektiv (I). I og med den forklaring bliver det muligt at drage demarkationslinjerne for mit eget perspektiv, hvilket jeg tager fat på i afsnit to. Her fokuserer jeg på, hvordan fordringen om nutidens selvrealisering kan siges at antage form af en kronisk belastning, der risikerer at slå over i depression (II). I det næste afsnit koncentrerer jeg mig om at tydeliggøre, hvordan nutidens depressionsforståelse står i et klart modsætningsforhold til den individforståelse, der favoriseres i nutiden (III). Disse afsnit leder mig frem til at skærpe opmærksomheden om den normative rolle, som forbruget af antidepressiva har i relation til nutidens depressionsopfattelse (IV). Det næste afsnit formulerer en række kritikpunkter rettet mod en sociologi a la Ehrenbergs, der ikke ønsker at situere en kritik af de depressionsfremmende samfundsforhold inden for rammerne af en normativ funderet teori (V). Afslutningsvis rekapituleres kapitlets centrale pointer, hvorefter der bygges bro til afhandlingens næste kapitel (VI). I. Depression som genereret af tab I The Age Of Melancholy Major Depression and its discontents (Blazer 2005) 112 benytter Blazer sig af en ganske anden argumentationsstrategi end den, jeg argumenterer for i 112 To kommentarer skal knyttes til titlen. For det første er vor epoke allerede blevet betegnet som melankoliens tidsalder. Allerede i begyndelsen af 1980 erne anvendte Hagnell et al. (1982) sig af den terminologi. For det andet forholder Blazer sig til fænomenet Major Depression, som, hvilket jeg viste i kapitel 1 og 2, minder meget om ICD -10 s forståelse af moderat og svær depressionslidelse. 140 129

afhandlingen. Ganske vist opponerer Blazer, ligesom jeg, kraftigt imod den ensidiggørelse af depressionsbegrebet, som den medicinske model og psykiatriens diagnosefokusering har medført, ligesom han også beklager, at sygdommen er blevet reduceret til individuelle hjerneanlæg (Blazer 2005: 27). 113 Til trods for disse lighedspunkter adskiller vores perspektiver sig dog tydeligt fra hinanden. Som afsæt for sin samtidsdiagnostiske kobling benytter Blazer sig nemlig af en relativt radikal postmoderne optik, hvor kodeordet for nutidens samfundsmæssige situation er opløsning. Således er overskriften på Blazers kapitel 8: Tingene falder fra hinanden: Samfund og depression i det 21. århundrede (Blazer 2005: 135; min oversættelse). I Blazers sprogbrug skal denne opløsningsanalytik tages ganske bogstaveligt. All that is solid melts into air synes at være et valgsprog, han kunne skrive under på. 114 Samfundets sociale transformation har omstruktureret de vestlige samfund 115 til ukendelighed, og ingen samfundsmæssig genindlejringsproces, for at tale med Wagner, synes at have fundet sted. Derfor er udviklingens fremmeste konsekvens krise, kaos, destabilitet og menneskelig isolation. Med en geografisk metafor kan man sige: Alting sedimenteres, og intet aflejres. 116 Set i den sammenhæng er det ikke underligt, at Blazer analyserer det postmoderne samfund som depressionsinitierende. For nærmere at forklare sammenhængen benytter Blazer sig af en tabs-terminologi, hvor depressionens stigende frekvens forklares ved hjælp af hele otte former for tab. Overordnet set rangerer disse under det største tab af dem alle, nemlig tabet af håb. Håbløshed synes at ride nutidens vestlige samfund som en mare. Det får Blazer til at reflektere over, om den stigende depressionsprævalens i nutidens vestlige samfund måske afspejler en stigende samfundsmæssig håbløshed (Blazer 2005: 152; min oversættelse). For at grave et spadestik dybere forbinder Blazer altså denne antagelse til otte former for tab. Disse tab virker ikke alene understøttende for depressionens nuværende forståelsesramme (den medicinske model), men forklarer også dens stigende frekvens. Ifølge Blazer karakteriseres de som følger: 113 I den forbindelse gør Blazer sig til talsmand for, at psykiatrien skal genoptage den socialpsykiatriske tradition og ved hjælp af en god portion sociologisk fantasi (han refererer ganske rigtigt til C.W. Mills: Blazer 2005: 135) forklare og analysere depressionens samfundsmæssige forankring ud fra dens sociale og kulturelle bundethed. 114 Meget sigende for tilgangens karakter indleder Blazer det omtalte kapitel med følgende strofe fra et digt af W.B. Yeats: Tingene falder fra hinanden; midtpunktet kan ikke holde; Verden regeres af rent anarki (Yeats i Blazer 2005: 135; min oversættelse). 115 Blazer forholder sig næsten udelukkende til USA, når han beskriver samfundstransformationerne. 116 Sammenligningen med Baumans flydende modernitetsforståelse er her åbenbar (se Bauman 2000). 141 130

1. Tab af historie (story): Med det postmoderne undermineres det samfundsmæssige erfaringsreservoir eller mytologien i McIntyres forstand (McIntyre 1983) - som ellers skulle flette den enkeltes narrativ sammen med samfundets. Det betyder, at individets individuelle historie forlenes med en absolut værdi, hvorfor depressionens sociale og kulturelle bundethed tabes af syne. Depression kan kun være en individuel lidelse! 2. Tab af sprog: I det postmoderne tages det individuelle sprog ikke for gode varer, når individet fortæller sin egen lidelseshistorie. Sproget, og dermed følelsesmæssige udtryk og tanker, tilpasses med andre ord allerede eksisterende forståelsesrammer. I relation til nutidens depressionsforståelse betyder det, at der snarere lyttes til Prozac (Kramer 1997) eller ICD-10 end til patientens depressionshistorie. 3. Tab af selv: Selvet i det postmoderne erfares som mangetydigt, uden nogen virkelig kerneidentitet. Derfor kan depression, når den behandles som en kemisk ubalance i hjernen, adskilles fra den person, der lider. Der er med andre ord ikke noget entydigt selv, der tages til indtægt for depressionen. 4. Tab af sammenhold: Med det postmoderne fejres den sociale og kulturelle diversitet, alt imens depressionsbehandlingen fortsat sidder fast i en samfundsmæssig enhedstanke. Det betyder, at der i medicineringen af depression ses bort fra kulturelle forskelle blandt de lidende og derned fra den indflydelse disse forskelle måtte have. 5. Tab af tillid: I det postmoderne hærger tvivlen og dermed en manglende tro på et fast forankret ståsted. Uden nogen sikker grund mangler skredet mod depressionen dermed en af sine mest bastante stopklodser. 6. Tab af orientering: I det postmoderne samfund gives ingen ingen sikkerhed, ingen stabil orden eller forudsigelighed, hvilket berøver individet muligheden for sikre retningslinjer for fremtidens livsprojekt. Dermed forstærkes risikoen for depressionsinternalisering. 7. Meningstab: Det postmoderne samfund har afskrevet sig muligheden for genuin meningsdannelse, i hvert fald hvis denne hviler på en åndelig platform. Med den medicinske models farmakologifokusering afskrives depressionens mulige åndelige indhold og hermed frakobles dens potentielle årsag fra virkningen. 8. Nihilisme: Det postmoderne samfund præges af nihilisme, hvilket blot forstærker depressionens grundelementer (Blazer 2005: 152-159). Mange af punkterne kan måske forekomme temmelig esoteriske, men pointen er svær at tage fejl af. Det postmoderne samfund har en iboende håbløshed, meningsløshed, nihilisme, disorientering osv., der blot forstærker og understøtter de symptomer, nutidens 142 131

depressionsforståelse hviler på. Samtidig virker den postmoderne opsætning mere end almindeligt befordrende for den måde, den medicinske model tackler depression på. Det postmoderne byder med andre ord antidepressiva varmt velkommen, eftersom denne behandlingsform passer perfekt ind i tidsåndens sociale modalitet. Kort og godt betoner Blazer altså, at depressionens samfundsmæssige rolle kan tilskrives de sociale og kulturelle kræfter, som definerer den postmoderne tilstand. 117 Jeg mener ikke, at Blazers perspektiv er overbevisende. I min optik er den tredje modernitet ikke karakteriseret ved håbløshed per se. Jeg mener snarere, at den tredje modernitets håbløshed for nu at blive i Blazers terminologi - udelukkende kan tilskrives dem, der ikke har held med deres selvrealisering. I den forstand synes Blazer altså ikke at tegne et vellignende billede af vor tids vestlige samfund. Han synes snarere fanget i sin postmoderne anskuelse, hvilket forleder ham til at anvende en forsimplet argumentationsstrategi. Han overvurderer simpelthen tabsanalytikkens forklaringskraft og overvurderer dermed også relationen mellem tab og fremvæksten af depression. Divergensen mellem min og hans position kan derved siges at have en samtidsdiagnostisk grund. Hvor Blazers transformationsoptik er forankret i en vidtrækkende opløsningsforståelse, er min bundet til en kompleksitetsforståelse. Sidstnævnte perspektiv indebærer, at transformationen fra den anden til den tredje modernitet ikke er ensbetydende med en generel erosion af samfundets normer, men snarere med en gennemgribende omvæltning af disse. 118 Det betyder, at alting ikke blot kan siges at falde fra hinanden, som Blazer vurderer. Nye normer har forankret sig i samfundets samlede neksus, hvorfor fastsættelsen af en ny social logik har kunnet påvises: Det vidner indlejringen af den autentiske tidsalder og den nye kapitalismes ånd om. I den ansats foreligger der imidlertid ingen forestilling om, at efterlevelse af samtidens normative fordringer svøbes i en realiseringskappe, der uden videre kan tages på. Tværtimod: Fordringerne væves af et uhørt mangesidigt og komplekst stof. Pointen er, at nutidens gældende normer på sin vis fremstår som relativt begribelige (og tilmed lokkende), i hvert fald hvad angår deres umiddelbare form. Dog er realiseringsindholdet pluralt og løst defineret i en sådan grad, at selve efterlevelseshandlingen er mere end almindeligt anstrengende. Denne skelnen mellem form og indhold er central, for eftersom de nutidige normers form er forholdsvis evident, samtidig med at retningslinjerne for, hvordan deres indhold skal udfyldes, bliver sløret, opstår risikoen for, at disse normer kan 117 David A. Karp har i sin analyse af depressionens sociale årsager samme standpunkt. Han mener, at den postmoderne tilstand utvivlsomt skaber en kollektiv identitetskrise, eftersom et kulturelt fragmenteret samfund producerer nedbrudte og syge (dis-eased) selver (Karp 1996: 187; min oversættelse). 118 Ligeledes gælder det især i forhold til selvet. 143 132

være anomigenererende. Det er det, jeg med specifikt fokus på nutidens autentiske selvrealiseringsvilkår har forsøgt at vise i de foregående kapitler. I relation til, hvorfor depressionens fremtrædende rolle bliver mulig i vores tidsalder, spiller denne skelnen en væsentlig analytisk rolle. I stedet for at fokusere på den gensidige forbindelse mellem normfravær og depression stiller jeg skarpt på forholdet mellem normkompleksitet og depression. Således vil jeg i nedenstående afsnit pege på, hvordan nutidens autentiske selvrealiseringsfordring kan forstås som en kronisk belastning, der risikerer at lede til udmattelse af selvet og dermed til depression. II. Selvrealisering som kronisk belastning og depression I kapitel 3 definerede jeg betydningen af en kronisk belastning, men for at genopfriske tankegangen vil jeg alligevel indledningsvis rekapitulere de væsentligste pointer. En kronisk belastning defineres først og fremmest som en vedvarende stressfaktor, hvis forekomst potentielt påvirker individets psykiske sundhed i negativ retning. Det centrale indhold af de kroniske belastninger er karakteriseret ved det forhold, at individet ikke uden møje og besvær kan trække sig bort fra belastningernes knudepunkt. Der findes med andre ord en indbygget forudsætning om, at kroniske belastninger ikke umiddelbart kan affærdiges, elimineres eller opløses. Således indebærer de kroniske belastninger et fravær af kontrol over deres umiddelbare beskaffenhed. For at få ordentligt greb om, hvorfor nutidens autentiske selvrealisering kan karakteriseres som en kronisk belastning, der virker depressionsinitierende, er det imidlertid ikke nok at henvise til det faktum, at det er blevet en organiseret praktik og institutionel fordring. Ganske vist er individet underlagt et voldsomt pres for at realisere denne fordring og derfor også under et enormt socialt tryk for at leve op til de normer, som fordringerne foreskriver. På den måde kan det institutionelle forventningspres siges at udgøre fundamentet for autentisk selvrealisering som kronisk belastning. Men for virkelig at begribe denne problematiks kompleksitet må vi imidlertid også forstå, hvad det er, individet blotlægger i sin autentiske selvrealisering, og dermed hvad der belastes i og med selvrealiseringen. I det følgende vil jeg vise, at det springende punkt i den forbindelse er anvendelsen af individets inderste som det primære brændstof for selvrealiseringen. Som vist i det foregående betinges autentisk selvrealisering af den instrospektive kultivering af individets inderste. I vor tid er det autentiske selv altså underlagt en essentialistisk præmis om, at der findes en indre impuls, som blomstrer, når blot den hjælpes på vej. Alene ved at dyrke sin indre impuls definerer individet sin forskellighed fra andre, 144 133

forvalter sin ansættelsesbarhed på den bedst mulig måde og lever dermed op til samfundets normative socialisationsfordringer. Individets inderste er i den forstand et bearbejdningsvenligt råmateriale, som under favorable forhold kan modelleres efter, hvilke fordringer der skal opfyldes. Det indebærer samtidig, at det inderste fremstår som den primære energikilde, hvorfra der skal hentes brændstof til individets præstationsmotorer. Kort og godt betyder det, at succeskriteriet for den autentiske selvrealisering befinder sig i psyken, fordi den er hjemsted for individets personlige præstationsressourcer. Jeg har været inde på det før. Den akse, som den autentiske selvrealisering roterer omkring, defineres snarere som en produktion end som en konstruktion. Psyken er selve instrumentet for denne produktion. Dersom vi skal bringe noget substantielt med til markedet, tvinges vi derfor til at tune vores psyke tilstrækkeligt til, at vores brand-selv kan gøre sig bemærket og derved omsættes. I den forstand oplyser selvrealiseringsfordringerne om fremvæksten af et nyt præstationsbegreb. 119 Det er således ikke længere de store overarmes styrke, der opfattes som handlingens og præstationens kardinalpunkt, men psykens mulighed for at gøre netop sin partikulære aktivitet, fleksibilitet, omstillingsparathed, mobilitet osv. markedspåfaldende. Set på den baggrund er det ikke underligt, at nutiden tiljubler muligheden for vedvarende manipulation med indvendigheden (Ehrenberg 2000: 17). Indvendigheden kan nemlig opfattes som det investeringsobjekt, hvorfra individets personlige værditilvækst skal udspringe. Investeringen i indvendigheden kan dermed siges at være afgørende for, om individet optimerer eller reducerer sine samfundsmæssige vinderchancer. I den sammenhæng mener Ehrenberg, at det er muligt at drage paralleller til sportens verden. Især er dens konkurrenceforståelse interessant, da den drager klare demarkationslinjer mellem dem, der vinder, og dem, der taber (Ehrenberg 1986: 49). Det er der ikke noget uretfærdigt i. Eftersom alle (principielt) konkurrerer på lige vilkår, må det være noget andet, der afgør retfærdighedsspørgsmålet. I sportens verden er det ret simpelt her gælder meritokratiets love. Hvis man er bedre end den anden og vinder med fair midler, er retten så at sige på ens side. Endnu mere simpelt bliver det, når man skal forklare, hvorfor nogle mennesker vinder, og andre taber. Ud over talent, færdighed og træning tales der inden for sportsverdenen uafbrudt om at have det i sig, hvormed der refereres til individets vindermentalitet og vinderinstinkt. Begge disse begreber henfører til individets kapacitet til at opildne og anspore sig selv psykisk, så det kan yde excellente præstationer. I den forstand 119 Dette er ikke tilfældet, hvor jeg skal gå i dybden med det nye præstationsbegreb. 145 134

hædres og æres vinderne også for (ud over sejren) deres evne til at maksimere deres psykiske præstationer og realisere disse i en specifik handlingskontekst. 120 Hovedpointen hos Ehrenberg er, at sportens konkurrenceforståelse har bredt sig til næsten alle nutidens sociale forhold (Ehrenberg 1995: 39). Oversættes det til praksistermer, er forudsætningen for en fortløbende cementering af egne vinderchancer at individet vedvarende stimulerer og opmuntrer sine psykiske kræfter, så den autentiske selvrealisering kan drives fremad: Alene herigennem kan individet afstemme sine inderste præstationscylindre med samfundets foranderlige selvrealiseringsfordringer. Autentisk selvrealisering er på den måde blevet en krævende præstation, som skal holdes i konstant aktivitet for at være gangbar mønt. Bestandig aktivitet reducerer logisk nok muligheden for ophold. Individet har altså ikke tid til at hvile på laurbærrene. Faktisk opfattes hvile som stagnation, hvortil der er knyttet en straf. Straffen for at hvile kan forklares med følgende: En cyklist, der holder op med at trampe i pedalerne, falder af cyklen. For at holde sig på cyklen, må man altså trampe uafbrudt. Hvem ønsker at falde af? Alene tanken om at falde af cyklen er skrækindjagende. At falde af cyklen kan i denne kontekst sammenlignes med det at tabe og dermed med personlig udslettelse. Ergo er stilstand det kviksand, som individets autentiske selvrealisering drukner i. Ikke underligt, at realiseringen af det autentiske selv i vor tid betragtes som en livslang proces, hvor den kontinuerlige forfølgelse af personlige vinderchancer stiller krav om en konstant opadgående præstationskurve. Følgende Baumancitat sætter situationen på spidsen: Nu til dags er vi alle ligesom Alice (i Eventyrland AP.), som Lewis Carroll advarede om, at ser du, det kræver al den renden, du kan præstere, for at forblive på samme sted. Hvis du ønsker at bevæge dig et andet sted hen, må du løbe dobbelt så hurtigt! (Bauman 2006b: 23; min oversættelse). I fordringen om autentisk selvrealisering er et uforanderligt eller sindigt tempo ikke nok. Faktisk forventes vi hele tiden at kunne løbe lidt stærkere. 120 To eksempler kan illustrerer den fascination, som sportsudøverens evne til at manipulere med psyken er genstand for. For det første fik Tyler Hamilton (tidligere cykelrytter hos det danske hold CSC) nærmet helgenstatus, da han i Tour de France 2005 kørte løbet med et brækket kraveben. Hans evne til at lade sit vinderhoved overvinde smerten blev opfattet som en stor triumf, som alle kunne lære af. Et andet kuriøst eksempel kommer fra den svenske ishockeyverden. En kendt kommentator, Niklas Wikegaard, udtrykte sin begejstring over et holds præstation på følgende måde. Jeg citerer frit fra leveren: Selv med mælkesyrer helt oppe i tænderne blev de ved med at udstråle, at de bare ville vinde. Det var intet andet end magnifikt at se på. 146 135

Selvet i selvrealiseringsrouletten Betragtes det fremlagte perspektiv ved hjælp af en metafor, kan nutidens individer opfattes som kuglen i en selvrealiseringsroulette, hvor alle de røde og sorte felter omfattes af krav om uophørlig optimering af indvendigheden. Roulettens indre grammatik kræver simpelthen, at individet følger med autenticitetsfordringernes udvikling. Det er i relation hertil, at fordringen om autentisk selvrealisering som kronisk belastning gør fyldest. Det bliver meningsfuldt at tale om, at individets psyke belastes betragteligt, i og med at nutidens autentiske selvrealiseringsindhold er så løst defineret. I den forstand bliver belastningen åbenlys, fordi selvrealiseringskravet ikke ledsages af en guide eller en ordbog, der kan oversætter normerne til indholdstermer. Individet skal altså selv være ansvarlig for at realisere de svært oversættelige normer og dermed dissekere deres komplekse betydningsindhold. Dersom det ikke er muligt at danne sig et nogenlunde klart billede af normernes indhold, kan bevidstheden om normernes forventede praksisrealisering virke stressudløsende og dermed nedbrydende for individets psyke. Dette forstærkes af, at muligheden for at undslippe selvrealiseringsfordringerne stort set er lig nul, og at muligheden for at kontrollere fordringernes indholdsmæssige beskaffenhed er stærkt reduceret. Mere tankevækkende er det imidlertid, at kriterierne for at opfylde normerne er ubestemte. De har ingen finalitet. Selvrealiseringsrouletten stopper så at sige aldrig, eftersom nye fordringer altid vil give rouletten fornyet rotationskraft. Dermed forstærkes det prekære forhold mellem præstation og autentisk selvrealisering yderligere. Med det bestandige flow af nye fordringer ændres betingelserne for normernes efterlevelse, og dermed forandrer betingelserne for de præstationer, der skal sikre efterlevelsen, sig også. I den forstand kommer ræsonnementet om, at selvrealiseringsfordringernes belastning kan udmatte individets psyke og dermed skabe forudsætningerne for internaliseringen af depression, til sin ret. Som Honneth, med direkte reference til Ehrenberg, skriver: Den permanente tvang, der består i, at de ud af deres indre liv skal fremdrage stoffet til en autentisk selvrealisering, kræver af subjekterne en vedvarende form for introspektion, som på et eller andet punkt samtidig må føre ud i tomheden, og et sådant punkt, i hvilket de psykiske oplevelser også ved et stærkt forsæt ikke længere fastsætter livsfuldbyrdelsens retning, markerer ifølge Ehrenberg det øjeblik, hvor depressionen begynder (Honneth 2005: 57-58). Dermed får vi tydeliggjort forholdet mellem autentisk selvrealisering som kronisk belastning og depression. Depressionen indtræffer i det øjeblik, hvor selvet bliver udmattet af de 147 136