ANDEN DEL: Bog 2 til 6 Hvor har jeg været? ********************************* BOG 2, afsnit 1: Bernadotteskolen. Forældre skulle lege meget mere med deres børn. For de, der ikke kan lege, de kan heller ikke være gode til deres arbejde. (elev på Bernadotteskolen, 11 år) afsnit 2: Dannelse og dødssynder. Afsnittet handler om dannelsesforestillinger og dødssynder: hvor langt kan man trække tråde til fortiden? Autoritet og frisættelse over for pædagogiske metodetænkninger i dag? afsnit 3: Afsnittet handler om filantropi idag: Hvordan opfattes det af overflodsmennesket? Filosofi og forskningens indblik i nutidens personlighedsstrukturer: Et hver-for-sig-fund og fascisme? afsnit 4: Spansk klosterskole 1955-56: Caldetas og Arenys de Mar mørkemænd i en sort skole! afsnit 5: Skolevalg. Lidt om dannelsesskolen og curriculumskolen, fagfaglighed og pædagogisk virkelighed i senmoderniteten. afsnit 6: Dansk skolevalg efter Spanien. Ordrup skole eller Grønnevænge skole og mødet med Jette. Gentofte kommunes skoler anno 1956.
Bernadotteskolen 1952-1956 Forældre skulle lege meget mere med deres børn. For de, der ikke kan lege, de kan heller ikke være gode til deres arbejde. (elev på Bernadotteskolen, 11 år) På Bernadotteskolens hjemmeside står der således: Skolen har siden begyndelsen af 1950'erne været centralt placeret i det danske skoleliv som en friskole, der ønskede at påvirke folkeskolen i retning af større opmærksomhed og respekt over for børn og deres forskelligheder. Uddannelsespolitisk har den, specielt via C.C. Kragh-Müller, sat sit præg på skolelovgivningen og den offentlige debat. Nogle mærkesager har været elevdemokrati, forældresamarbejde, tidlig engelskundervisning og bedømmelse af elever uden anvendelse af karakterer.
Bernadotteskolen søges bl.a. på grund af sine mange praktisk-musiske fag, samarbejdet på tværs af klassetrin og en stemning præget af opmærksomhed over for den enkelte elevs interesser, evner og problemer. Som der står i den seneste jubilæumsbog om Bernadotteskolen, så rettes blikket ofte mod børnene og mod skolen, når de voksne har spillet fallit og ikke har magtet tidens problemer. Også i det store mentale opgør efter 2. Verdenskrig vendte man sig mod børnene, som repræsenterede fremtiden og håbet om en bedre verden. Et senere medlem af Bernadotteskolens forældreråd, Birgita Lindvad fra Frit Danmark, skriver om bekæmpelsen af nazismen i os selv: Nazismen har rod i Magtbegær og Magtbegæret, det utilfredse Menneskes Kompensation, er det, vi skal bekæmpe. Her, som altid, er det Spiren, der skal behandles. Vi må begynde med Børnene! Hun havde netop besøgt A. S. Neills skole i Summerhill, og var blevet meget begejstret over så velgørende en atmosfære af Glæde, Tolerance og travl Virksomhed, der herskede der. Hun håbede sammen med flere at hvis det måtte lykkes os her i Danmark af forene denne livsfremmende Indstilling til Barnet med vore udmærkede nyere Undervisningsmetoder, da tror jeg men kun da vil vi kunne
skabe en virkelig demokratisk Skole. Man skal huske på, at i slutningen af 1940 erne havde den ideologiske side af sagen særlig vægt under indtryk af totalitære regimers ensretning af undervisning og opdragelse, og under indtryk af den netop overståede verdenskrigs rædsler. Skolens etablering skete i et krydsfelt mellem disse tanker og ønsket fra andre kredse om en øvelsesskole. Øvelsesskolens tanker blev videreført bl.a. ved Emdrupborg, mens internationalismen og demokratiseringstankerne vandt i kredsen om Bernadotteskolen. Man kan læse om skolens pædagogiske og politiske skabelsesproces og de første års polemik i andre og mere officielle kilder. Min broder kom i Bertels klasse og jeg i Astrids her foreviget som ca. 70-årig. Kort kan det siges i den forbindelse, at min broder begyndte sin skolegang, da skolens leder endnu var G. J. Arvin (fra Lærerhøjskolen). Skolen blev indviet sommeren 1949 og min broder blev optaget i 1950, mens jeg måtte vente til 1952. Jeg kom til da C.C. Kragh- Müller tiltrådte.
Individuelt valgte Praktiske Fag P-fag var indført som en afløsning af kommuneskolernes sløjdsales og skolekøkkeners autoritære masseøvelser: en bred vifte af praktiske aktiviteter, som i høj grad styredes af elevernes egne kreative ideer og fagpersoners indsigtsfulde vejledning. Man kunne sy bjerge af lommetørklæder og forklæder til julegaver eller danse afrikanske rytmiske danse med Bow M Gana, male med Helge Ernst, tegne med Ib Spang Olsen, spille musik med Adrian Bentzon, bøje glasfigurer og lave smykker i alskens mærkelige materialer med Elof, forme ler med Alex Muschinsky, hugge i gasbeton og brænde figurer med Harald Isenstein eller få et godt råd af Peddersen, skolens rygrad og pedel. Engelsk havde vi fra 1.ste klasse med en frodig indisk lærerinde, Franey. Drama, sang og fælles fester og optræden fællestimen hver lørdag var også et oplivende element i skolehverdagen. Senere kom Gøsselgymnastikken til og holdt os kropsligt vågne en form lysår fra nutidens hidsige sportificering. I begyndelsen fandt en del af disse aktiviteter dog
sted i klassens eller holdets lokaler, indtil der senere skaffedes bedre faglige faciliteter. Entusiasmen manglede dog ikke, selv om fx musikundervisningen i begyndelsen foregik i det lille omklædningsrum ved gymnastiksalen, og så fremdeles. Denne beskrivelse kan misforstås derhen, at der herskede anarki og uorden som myterne om skolen sagde i begyndelsen. Så moderne var vi heldigvis ikke. Se blot på billedet. Det er i øvrigt mig, der sidder med ryggen til sammen med 5 piger! Det er næsten ikke til at tro, at det er en skolehverdag for 60 år siden. Det stik modsatte var nemlig tilfældet alt var i den grad overskueligt og et udslag af fælles diskussioner, holdninger og planlægning. Det viste sig meget
stærkt i 70 ernes og 80 ernes interne kampe mellem en lønarbejderpræget socialpædagogik og en frigørende pædagogik. I C.C. Kragh-Müllers tid erklærede man, at på Bernadotteskolen har man ikke metodefrihed, fordi spørgsmålet om undervisningsmetoder ikke blev anskuet som et individuelt, men som et demokratisk fællesskabsanliggende. Og så mente man, at man i den traditionelle folkeskole havde miskrediteret begrebet metodefrihed ved i mange tilfælde at lade det fungere som et skalkeskjul for mangelfuld undervisning et synspunkt, som jeg i øvrigt selv til dels kan tilslutte mig. Det sker selv om det ikke er hovedreglen. Filantropi og internationalisme I februar 1953 indtrådte den værste stormflod i over 500 år, og skabte en katastrofal oversvømmelse i en stor del af Holland. Fra alle kanter strømmede der penge og materialer ind, tøj, madrasser, tæpper, mad mm. Vi på skolen levede meget med i ulykken, og blev dybt engageret i arbejdet både via produktion af klasseaviser og indsamling. Vi havde lavet et kæmpetermometer, som var sat op
så alle kunne se det på vej ud i skolegården. Hver dag blev det ajourført under stor jubel og opmærksomhed. Det foregreb nutidens emneuger eller feature-arrangementer. Jeg kan huske, at jeg og en klassekammerat traskede kilometerlange ture med en trækvogn på indsamling af gamle aviser. Vi blev overalt mødt med venlighed og åben interesse, når vi fortalte hvilken skole vi kom fra. Og da vi sprængte vores termometer følte vi alle sammen en fælles empatisk stolthed. Året inden havde skolen haft besøg af Josephine Baker, den verdensberømte sangerinde og danserinde. Hun var vel oprindelig mest kendt for sine sange og nøgendanse med bananskørter, men hun havde netop som den første amerikanskfødte modtaget den franske orden, Croix de guerre, og var udnævnt til Chevalier of the Légion d'honneur af General Charles de Gaulle for sit arbejde for den franske modstandsbevægelse under krigen. Josefine Baker havde et venligt væsen, og blev meget rørt, da hun blev mødt med sang og
optræden af hele skolen. Hun på sin side fortalte om sit slot, Chateau de Milandes i Dordogne, hvor hun byggede et liv op for sine 12 adopterede krigsbørn, hendes Rainbow-children som indbyrdes repræsenterede 11 forskellige nationer. Kontakten blev vedligeholdt i en årrække, og hun vendte tilbage i 1958 men da var vi desværre begge to gået ud af skolen og anbragt andetsteds. Hendes liv og fortællinger om hendes barndom som gadebarn i St. Louis satte spor, og vi var voldsomt optaget af forhold som fx racediskriminationen i USA. Min bror, som på grund af sine sproglige færdigheder holdt en tale for hende på skolens vegne, blev inviteret på et slotsbesøg hos hende i sommeren 1953 mens jeg blev sendt til Finland til min fars storebror, Stefan. Han var blevet deroppe efter Vinterkrigen, hvor han havde fungeret som militærlæge. Han kunne vist vældig godt lide truthorn, taktfasthed, uniformer og skråremme og brød sig bestemt ikke om socialister, kommunister og anden pøbel. Den økonomiske situation for skolen var i begyndelsen ret vanskelig. Alle gav et bidrag og en hånd til det praktiske, fx deltagelse i fællestimer og lejrskoler mm. Op til generalforsam-
lingen i 1951 havde en kreds af McCarthyistiske koldkrigere med professor dr. med. P. Plum i spidsen rettet en henvendelse til den amerikanske ambassade, hvori de hævdede at skolen var ved at blive erobret af en flok kommunister. Denne vilde flok erobrere var folk, som fx Svend Møller Kristensen, Bernhard Kristensen og Torben Gregersen og den senere leder af skolen, C. C. Kragh- Müller. Årsagen har nok været den, at de var uddannet på Kursus for småbørnspædagoger, hvor Kragh-Müller underviste. Det medførte, at en del børn af de ambassadeansatte blev meldt ud. Ambassadøren, Joshua Marvel Jr., rystede dog ikke på hånden, men overdrog sin kun ét år gamle Chevrolet de Luxe til skolen. Den blev så udloddet som 1.ste præmie i et lotteri, som gav et så stort beløb at nabohuset kunne erhverves og hele skolen konsolideres. Jeg kan huske, at jeg var ude
at sælge lodsedler sammen med min mor. Hun stod ved siden af bilen, og jeg fik lov til at sidde ved rattet fed bil! Dagliglivet i en friskole anno 1952 Bernadotteskolen var den eneste skole, som jeg hver dag glædede mig til at komme i. Det kan være, at noget skyldtes de urolige forhold, som var i hjemmet, så alt andet end det dermed var bedre. Min far var af pietetsfølelse overfor en gammel ven af familien, direktør van der Hude, trådt ud af sagførerstanden, hvor han netop var ved at procedere en sag, således at han kunne få møderet for højesteret og var tiltrådt som vicedirektør i DFFA (Dansk Folkeforsikringsanstalt). Noget han vist fortrød resten af sit liv. Van der Hude havde fået kræft og døde umiddelbart efter, hvilket gav et formidabelt arbejdspres. Min mor var tiltagende syg efter flere aborter og en graviditet udenfor livmoderen. Stemningen i hjemmet var ikke god for at sige det mildt. Så jeg besteg med stor glæde hver dag min flunkende blå cykel for at køre de 4-5 km. fra Jægersborg Allé til Hellerupvej. Hvad var det, som befordrede en sådan glæde ved skolegangen? Trygge rammer var vel noget af det væsentligste, dvs. vi kunne altid regne med de voksne, de var helstøbte mennesker. Tilliden voksede ud af relationer, hvor vi vidste, hvor
vi havde lærerne, de gav klare og tydelige signaler og var i besiddelse af en stor rummelighed uden at miste temperamentets gnist. Derudover var de simpelthen spændende og varme mennesker. De var autentiske og havde fokus på eleverne når du talte med dem, var du overbevist om, at du havde deres fulde opmærksomhed. De skabte et miljø omkring klassen og skolen, der både fastholdt arbejdsdisciplinen og skabte åbning for den individuelle udfoldelse. Selv C.C., som af nogle i dag bliver beskrevet som lidt utilnærmelig, oplevede jeg som en person, man altid kunne komme til. En vekselvirkning mellem emne-, gruppe- og individuelt arbejde på klassen tillod en differentiering, så at jeg fx i 1.ste klasse læste bøger for højere klassetrin, mens min broder lavede regning og matematik beregnet for højere klassetrin, sådan var vi allerede dengang forskellige. Vi snød måske på vægten, idet vi begge to læste for vores fornøjelses skyld derhjemme. Hjemme flød det med tilgængelige bøger, og min moder inddrog os meget i sin højtlæsning når hun kunne. De praktiske fag gjorde, at ingen blev bremset i at forfølge andre interesser end de boglige, og produktionen af den løbende klasseavis bandt det hele sammen.
Jeg tror, at det som sidder mest tilbage i kroppen, er kammeratskab og fællesskab. Jeg erindrer ikke én eneste situation, hvor jeg har været bange for nogle personer eller situationer. Her ser jeg lige bort fra den ene gang, hvor jeg skulle optræde som prinsen i et teaterstykke og efter at have sunget ting-luti-ting-luti. og et eller andet mere åndet i slutningen skulle kysse prinsessen. Hun var tilfældigvis i det daglige lig med Annette, mit hjertes udkårne på den tid. De røde ører og det ambivalente ubehag skyldtes absolut kun dette forhold og kan ikke tilskrives skolens dårlige indflydelse. Man skal bestemt ikke undervurdere styrken af præpubertære forelskelser! Følelserne er meget stærke. Mit hold fra Bernadotteskolen har netop holdt 60-års jubilæum. Jeg kan citere Margit herfra: Det var mange vigtige værdier, vi fik med fra vores skoletid: betydningen af at tage stilling og engagere sig i verden omkring os, tolerance, medmenneskelighed, solidaritet, anti-autoritære holdninger mm. De blev vigtige for min livsbane. Eller Anne-Marie: Jeg er helt enig med Margit i betydningen af den skole, vi gik i. Det var et kulturchok i 5. kl. at skifte til en kommuneskole, hvor man var De's med lærerne, som i øvrigt kunne være temmelig brutale særlig overfor drengene og hvor der var gårdvagter og morgensang i
aulaen (det ku' jeg nu godt li'). Det formåede nu ikke at udslette indtrykket af mine første fem års skolegang på Bernadotten, som satte sit aftryk i os af tolerance, internationalt udsyn, ligeværd mellem høj og lav, unge og gamle og ikke mindst varme og venlighed (ikke at det altsammen altid er lige let at leve op til). Så andre end jeg har nydt godt af skoleånden, som jeg erindrer den. Et andet eksempel på kammeratskabsforholdene var, at det faldt helt naturligt, at de store blandede sig i de smås skærmydsler i frikvartererne og at vi aldrig var overladt til os selv uden voksenopsyn. Vi opfattede det ikke som et opsyn, men mere som samvær. De store kunne man altid komme til, dersom der opstod konflikter. Individuelle forskelle og skænderier fandtes selvfølgelig sympatier og antipatier var jo ikke genetisk afskaffet men de blev altid behandlet, og der blev sat ord på. Mobning, som vi hørte om i kommuneskolerne, oplevede jeg ikke. Ikke en eneste gang buksevand. Vildskaben udlevedes og styredes i det sportslige, som gav indsigt i arbejdet med regelsæt for gensidighed og konkurrence. Fællesskab, internationale relationer og hjælpearbejde (FN, UNICEF mm.) gennemsyrede både hverdag og undervisning. Moraler var ikke noget, vi læste om vi følte os foldet ind i dem, vi levede dem. Og dette at være noget
eller gøre noget for andre faldt uden hykleri naturligt ind i et sådant miljø. Hvordan mon det gik videre? Nu er det sådan, at skoler udvikler sig og da i særdeleshed en friskole som Bernadotteskolen. Basale elementer som frihed og kreativitet står i forhold til de samfundsmæssige udviklinger og rammer. Jeg hører til generationen før 68, og meget ændrede sig jo i dén brudflade. Martin Kongstad, som blev født i slutningen af 1960 erne og dermed tilhører opgøret med 68 erne har en anden og senere beskrivelse af Bernafolket i sin bog, Han danser på sin søns grav. Fælles for kernen i venskabskredsen er, at de har gået på Bernadotteskolen (blandt indforståede Berna), hvor vægten blev lagt på den enkeltes frie udfoldelse. De er som voksne blevet cremen af den kreative klasse, smukke, stadig lidt unge, og nu også med penge (og vennerne har flere). God vin skal der til, og nej, det er ikke den med tyren. Kongstad afsøger i sin bog hulheden i dette tilsyneladende gnidningsløse liv, hvor festen aldrig må stoppe, men hvor ingen dybest set rigtig morer sig. Bernakredsen er nådesløs. Kender man ikke spillets regler, og ironiernes ironis mindste nuance, er man ude, uanset hvor fede middage man byder på. Ingenting er bare, hvad det er, alt er
også et mærke, et semiotisk tegn, et signal: Inde eller ude! De syv noveller i bogen danner et tidsligt forløb, og alle de kreative typer er der: musikanmelderen, designeren, reklamemanden og så madskribenten Vallin. Det er historier om menneskelig overfladiskhed og afstumpethed. Om utroskab på alle planer, om en krampagtig klamren sig til ungdom og en identitet, som både anti- 68 og antiborgerlig. I den sidste ende er der ikke meget helt over hovedpersonen Vallin (Kongstads alter ego?), der i frihedens navn er blevet af med kone og barn og nu rent ud sagt skider i sengen af druk. Frisat? Kongstad rammer helt sikkert nogen eller noget. Men det er forhåbentlig en meget lille epokal kreds. Blikket ind i Bernakredsen er på én gang eksotisk underholdende som et madblad og gennemgribende selvfedt og kedeligt. Her kan jeg så også afsløre, at selv om muligheden forelå, så valgte jeg og min hustru ikke at lade vores datter Louise gå i Bernadotteskolen. Vi flyttede til en anden friskole. Det var i 1975, hvor vi var usikre på, hvorvidt skolen var præget af en splittelse mellem en venstreorienteret klassekamp og en mere liberalistisk kreativ fløj. Tilsyneladende ikke samme enighed om filantropi, UNICEF eller UNESCO-arbejde som i beskrivelsen af min tid på skolen. Tjae.
Anden del: Bog 2, afsnit 2 Dannelse og dødssynder Afsnittet handler om dannelsesforestillinger og dødssynder: hvor langt kan man trække tråde til fortiden? Autoritet og frisættelse over for pædagogiske metodetænkninger i dag?
Målet for Bernadotteskolens oprindelige virke var som sagt ikke kun indlæring af det faglige indhold og teknikker som læse-skrive-regne, men udviklingen af en reflekterende og kreativ personlighed hos eleverne. Man anså dette for en grundlæggende forudsætning for både frihed og demokrati, for en reflekterende personlighed må selvfølgelig i udstrakt grad betjene sig af kulturteknikker og viden, symboltolkning og sprogliggørelse. Mens man fx lader øjnene glide henover tegn og figurer på siderne i dette skrift så er man pludselig i kontakt med en helt anden persons tanker i en anden tid og kontekst. Og kan forholde sig reflekterende til samme ved at standse læsningen, gå tilbage i teksten, tænke lidt over den og derefter fortsætte i eget tempo. Denne bemærkelsesværdige egenskab ved menneskets sprog en overskriden af tid og rum via symboltolkning gør en kumulativ kulturel progression mulig. Ved at læse kan man komme i kontakt med ikke kun tankerne hos en enkelt person på en enkelt dag men man er også i kontakt med summen af den kollektive viden, der udgør den kulturelle baggrund for disse tanker. Ved at sprogliggøre sig gør man det muligt for mennesket at række udover grænserne for tid og rum. Man kan endda række udover sig selv og forlade den vulgære selvfremføring og derved øge muligheden for at akkumu-
lere viden, der overskrider den enkeltes egen hukommelse og hverdagslige bundethed. Det er ikke altid lige nemt eller let tilgængeligt når man læser eller søger viden på anden vis er det nødvendigt at stå på tæer engang imellem. Ikke alt kan omsættes til ugeblade, TV-serier eller Pixi-format og billeder. Den anden side af miraklet ved læseprocessen er at skriftliggøre sig. Den samme eftertænksomhed, som man kan lære sig ved den grundige læsning kan erhverves gennem skriftligheden så længe man fastholder, at enhver beskrivelse er et oplæg til tanke, efterprøvelse og diskussion. Selv en fagtekst er at betragte således. For tiden taber skriftsproget terræn i forhold til talesprogets plapren, som desværre også misfarver dele af skriftsproget. Man bør erindre sig at uden bogtrykkerkunsten og skriftens udbredelse efter 1450 erne havde der ikke været sekularisering, ingen borgerlig offentlighed og ingen nævneværdig videnskab. Det talte ords rum er ganske anderledes. Dér tilvejebringes ofte ublodige, men tunge magtrelationer. Når der er én, der taler, er der mindst én og ofte flere, der tales til. Tilhørerne lytter, lader som om eller vælger blot at lade ordene flyde ind ad det ene øre og ud af det andet. Men de tiltalte må hellere høre efter, for det talte
ord er i modsætning til det skrevne væk, mens det bliver sagt. Og man kan ikke argumentere med en talende uden at afbryde, så enten enes man om efter tur at høre efter, hvad der bliver sagt eller også skændes man. Skriftsproget er helt anderledes. Det skal læres. Man skal blive skriftklog og kunne beherske teksten. Det er en langvarig, tornefuld og besværlig proces. Magtrelationerne mellem det skrevne og det talte ord er i dag blevet uklare. Den industrialiserede medie-tale inklusive billeder er via de nye medier blevet til en flydende strøm af banaliteter, til en lind grød af snik-snak. Den drejer sig endvidere oftest af noget, som ikke kan efterprøves. Følelser og fornemmelser frem for argumenter til saglig efterprøvning. Billeder og metaforer frem for kendsgerninger. Blind tillid frem for kritik. Sådan er det blevet, og der er kun én trøst: Det bliver meget værre! Men man skal ikke tage fejl, for skriftsproget ligger fortsat over det talte! I dag udvider det talte sprog sit domæne i uhyrlig grad men det sker via digitalitet og maskiner. Og til fremstilling og vedligeholdelse af disse kræves skriftlighed. Så, Fag, fagfaglighed og dannelse Mit aktive erhvervsliv bestod som sagt for de sidste 30 års vedkommende af pædagogik og
undervisning i de sidste år sideløbende hermed af psykoterapi. De første 30-35 år af mit liv er til tider en ganske anden historie, som må have sit eget liv, sin egen indramning, og så alligevel. Det er denne periode, som jeg tog hul på med fortællingen fra Bernadotteskolen for at efterforske mulige sammenhænge. Men optikken i fortællingen og refleksionen hentes selvfølgelig fra, hvor jeg står i dag. Indenfor mit erhvervsområde har man med stor ildhu ødelagt en mulig sammenhæng for elever og studerende ved at skændes om, hvorvidt skolefagenes faglighed eller den pædagogisk-psykologiske faglighed er det væsentligste et enteneller. I slagsmålet opfandt man endda et udtryk fagfaglighed for på den måde at lægge afstand til alt andet end de for tiden herskende skolefags virkelighed. En sådan klonisk stammen forekommer mig forståelig, men er også udtryk for en magtkamp, der skygger for, hvad jeg synes er det almene og væsentligste i pædagogisk arbejde: et reflekteret og ligeligt vægtet forhold mellem kommunikation, relation og arbejdet med historiskkulturelle værdisæt og funktionelle redskaber. Jeg tror endvidere, at vi i årene, som dækkes af begreberne barndom, ungdom og overgangen til voksendom, opbygger mønstre for handling og forståelse, der har kolossal betydning
for det videre voksen- og arbejdsliv. Den norske psykolog og forsker Karsten Hundeide, plæderer for, at man altid må se børns og unges udvikling i et historisk-kulturelt perspektiv. Kun de færreste gør det i dag. Hundeide betragter det som en grundegenskab hos mennesket, at det justerer sine ytringer efter, hvad det tror, at der forventes, og at dette er situationsbestemt. Han gennemgår bl.a., hvor galt det kan gå i interviewsituationer fra vidneafhøring og til testning, hvis man ikke sikrer sig, at interviewer og interviewperson har samme opfattelse af, hvad situationen går ud på. Det samme er i allerhøjeste grad tilfældet med pædagogik. Socialpsykologen Stanley Milgram udførte i 1963 inspireret af retssagen mod nazisten Adolf Eichmann et eksperiment, som skulle vise styrken af autoritetstro. Milgram-eksperimentet gik ud på, at en autoritetsperson (iklædt en lægekittel) instruerede en forsøgsperson i at give en skjult deltager i forsøget elektriske stød af forskellig styrke alt efter om denne løste en given opgave eller ej. Der var selvfølgelig ikke sat strøm til apparaterne. Det viste sig, at flertallet gav stød, som ville have været yderst smertefulde blot på grundlag af ordrer givet af forsøgets autoritetsperson men et uhyggeligt stort antal gav stød, som hvis anlægget havde været strømførende,
kunne have været dræbende! Forsøget publicerede han 10 år senere i bogen: Obedience to Authority (senere på dansk: Lydighedens dilemma). Senere forsøg har påvist, at disse valg ikke kun skyldes den enkelte persons naturlige tilbøjelighed eller lignende, men i høj grad også skyldes den kontekst, personen befinder sig i. Der viser sig herved nogle skræmmende perspektiver ved børns fanatiske idoldyrkelse og stærke optagethed af voldsprægede og autoritære PC-spil i dag. Lydighed og autoritet i dag Da jeg var barn ved 2. Verdenskrigs ophør var nogle udbredte temaer i børneopdragelsen kravet om lydighed og sammenstødet mellem folkelig kultur og klassisk dannelse, hverdagskultur og finkultur. Lydigheden er siden gennem tidens individualisering og frisættelse blevet uddybet som dilemma og offentlighedens demokratisering har snart sprængt de sidste rester af den klassiske dannelse til atomer og Danmark er for første gang siden 1864 igen en krigsførende nation. Endda før vi rigtig har fået gang i vores egen oprydning og refleksion efter 2. Verdenskrigs retsopgør og tabuer. Det er ikke vores krige i sig selv, der ryster mig lidt krig er krig og forråelsen og tab af humanitet herved bør ikke overraske i et
konkurrencefikseret og sportificeret samfund som vores. Det, som ryster mig, er mangelen på offentlig diskussion og civil refleksion. Har det pædagogiske mon fejlet og er andre og mere autoritære kræfter igen blevet styrket? Lærer vi ikke længere vores børn at tænke? Er der tale om en stigende grad af samfundsmæssig vulgarisering, som i sine processer fremdriver krav om simpel handlekraft fremfor analyse og øget viden; reduktion ved forsimpling og ikke ved kompleksitet? Se fx brevet på den følgende side fra en amerikansk klasselærer (formteacher): Et skræmmende eksempel fra Internettet, der viser hvorledes ovenstående holdninger folder sig ud i dag også i professionelle kredse. Forholdet er nok stadig værd at undersøge for
fremtidige pædagoger og undervisere? Det er det i hvert fald for mig. Nye værdisæt og tænkemåder? Med undtagelse af Bernadotteskolen var pædagogikken i min skoletid mest præget af den tekniske rationalitet, der følger med autoritære og autoritetstro samfund som jeg senere oplevede i meget ekstreme former i Spanien under Franco og i Danmark på Herlufsholm Kostskole i 1950 erne. Teoretisk opstillede man metodikker og producerede endda en pædagogisk metodologi, som skulle skabe orden og overskuelighed i det stadigt voksende antal forskellige prøver, tekniske redskaber og metoder. En sådan teknisk rationalitet kan dog ikke alene forklare hvorfor og hvordan pædagogisk professionelle faktisk kan eller skal håndtere deres arbejde med dannelse i overgangen fra modernitet til senmodernitet. Senmodernitet er nemlig til forskel fra industrialderens type modernitet karakteriseret ved fire overordnede forhold, der alle strider mod den tekniske rationalitet: (1) Problemstillingerne er komplekse, (2) de er foranderlige, (3) de er singulære frem for generelle eller universelle, og (4) de involverer flere forskelligartede værdisystemer. Det er ikke længere muligt at opstille almene taksonomiske mål for
opdragelse og undervisning, som alene ved hjælp af diverse metoder kan opfyldes. Der er lige så ofte tale om co-varians som om ækvivalens. Jeg mærker en stigende grad af følsomhed og ængstelighed som reaktion en sensibilisering. Man kan som følge heraf næsten tale om en af-professionalisering af faget pædagogik. Netop derfor er der ikke alene behov for at udvikle en ny praksisepistemologi, men også at udvikle selvrefleksive teknikker, der øger forståelsen af ens egen funktion og værdimæssige placering i det historiskkulturelle. En forudsætning er dog, at det pædagogiske stadig indeholder aspektet dannelse. Hvor langt skal vi trække tråde tilbage? Nogle forskere peger på at elementer i vores dannelsesforestillinger kan have deres oprindelse så langt tilbage som fra vikingetiden ja, måske endda så langt tilbage som bronzealderen. Fra Bjarkemålet, et nordisk heltekvad fra 1000-tallet, stammer følgende lille strofe (her i norrøn form): Fæ skal dø. Frænder skal dø. Dø skal også du. Kun dit ry skal aldrig dø, hvis det var godt, det du vandt.
Dette kunne tolkes i retning af, at dine handlingers spor er, hvad der står tilbage, når du er død og de er måske mere værd end din blotte fysiske fremtoning. Måske skal vi lade os nøje med, at vi i bedste fald huskes for gode ting, som har betydet noget for andre end os selv? Erindringer, som kan tages frem eller fremmanes ved berøring eller synet af en lille ting med affektionsværdi? Måske et vanskeligt budskab at sælge i en materialistisk og hedonistisk tid? En stærk kongemagt vender senere op og ned på denne vikingevirkeligheds grundforestillinger og adfærdsregler. I følge den marxistiskfreudiansk inspirerede filosof Norbert Elias optræder Overjeg et for første gang i historien i hoffet omkring en stærk konge. Kongen har fået monopol på magten og den enkelte stormand kan ikke længere med succes følge sit bersærkerinstinkt (id et). Han bliver nødt til at beherske sig og tænke sig om, før han taler. Omkring hoffet er det ikke længere nødvendigvis den stærkeste viking, der sejrer. Det kan også være en "hofsnog", som ved hjælp af list, intriger og falskhed vinder kongen over på sin side i kamp mod f. eks. en stormand. Et andet aspekt af de ændrede regler for adfærd omkring kongen er, at selv om man ikke har rettigheder og status ifølge de gamle normer, kan man opnå magt og anerkendelse i det nye hof-
system ved at gøre sig gode venner med Kongen (heraf betegnelsen: en lykkeridder og begrebet ny-adel). I følge Norbert Elias spalter denne hofforstillelse mennesket. I den snedige intrigante hofmand har vi kimen til det moderne "fremmedgjorte" menneske og måske også til rollebesætningen i vores nutidige realityshows? Den danske forfatter Villy Sørensen så Loke-figuren som en forløber for det moderne menneske. Men man kan også se Loke som et billede på den listige og intrigante hofadelsmand til forskel fra den gamle vikingekriger og ur-adelens moraler. Den snu hofsnog kan let udmanøvrere de simple vikinger på samme måde, som Loke narrede de troskyldige Guder til at dræbe Balder. Loke er som hofmandens arketype den, der varsler Ragnarok for vikingekulturen og måske også indvarsler indtoget af nutidens kræmmere og politikere sammen med reklamens løgne og politikernes rænkespil? Man kan også genfinde træk af de gamle (måske arketypiske) elementer i kolonialiseringen af det vilde vesten. Vores egen landnamstid og nybyggertiden har mange lighedspunkter, bl.a. lovløsheden og fraværet af en udøvende magt. Island var fx tæt på at udslette sig selv via blodhævn i 1300-tallet. John Waynes og Clint Eastwoods "stonefaces" minder om den tilknappede
adfærd hos vores egne helte fra sagaerne. Den tredje verdens familieidealer ligner også vores egne tidligere normer ligesom slægtssammenholdet kan paralleliseres med indvandrergruppers familiesammenhold. Rockerbanders "æresbegreber", og fejderne mellem Hells Angels, Bandidos og diverse andre grupper ligner i forbløffende grad tidlige cowboy-film. De interne regler og moraler fra mafiaens Cosa Nostra og siciliansk blodhævn er som klantænkning også sammenlignelige. Mandegrupper á la Carl Mar Møllers, hvor "mænd" slår sig løs på hinanden og deres afføring henter også inspiration sammesteds fra. Nazisterne fortolkede den nordiske mytologi, så den passede ind i deres teorier om det Arisk- Germanske folks overlegenhed ligesom Grundtvigs romantisk sødladne helte lagde et plaster på Danmarks sår efter Monrad og co. s nationalromantiske overmod og nederlaget i 1864. I Gangsta Rap finder vi igen i dag kombinationen af stamme/slægt, vold og lyrisk kunstnerisk udfoldelse. Dens selvpralende "løse-vers" kan måske sammenlignes med de spontane "prale"-kvad i den norrøne digtning, og i mange nuværende drengeklikers æresbegreber finder vi de samme forestillinger. Også i OL-sammenhæng præsenteres holdningen. Den kvindelige roer, Anne Lolk, bærer således dette motto på sin T-
shirt: Pain is temporary pride is forever! De 7 dødssynder og kardinaldyderne Overfor æresbegrebet står i vores del af verden endnu en rest af syndsbegrebet. I 1589 knyttede teologen Peter Bindselet en dæmon til hver af de syv dødssynder, som kirken havde fundet ud af fristede folk: Lucifer-Hovmod, Mammon-Griskhed, Asmodeus-Utugt (nydelsessyge), Leviathan- Misundelse, Beelzebub-Grådighed, Satan-Vrede og Belphegor-Dovenskab. Hvis vi nu lader dæmonerne passe sig selv et øjeblik og nøjes med at se på de 7 egenskaber, som menneskene muntrer sig med, så kan disse modstilles værdisæt, som fra den førkristne oldtid har været udtrykt gennem de såkaldte Kardinaldyder. Det var oprindelig fire anlæg, som mennesket antoges at være i besiddelse af: visdom, retfærdighed, mod og selvbeherskelse. Oprindelig stammer de fra oldtidens Grækenland, hvor rækkefølgen udtryktes således: visdom, retfærdighed, mandighed og selvbeherskelse. Kristendommen tilføjede deres egne tre: tro, håb og kærlighed i et forsøg på at afbalancere de 7 dødssynder og fastholde deres binære syn på verden og kampen mellem det gode og det onde. Findes disse 7 dødssynder eller kardinaldyder mon i dag? Eller er de som nogle hævder gået hen og blevet til spidskompetencer for det
moderne menneske? Jeg selv finder, at det giver god mening at efterforske dette forhold i vores eget kulturelle og samfundsmæssige opgør mellem menneskeret og ejendomsret. Sådan står der på WikiPedia om vores familie: Barner er navnet på en uradelig slægt, en af de ældst registrerede adelsslægter i Danmark. Slægten stammer fra Schwerin i Mecklenburg og slægtens våbenskjold er en jernklædt arm med guldhandske, der holder en brændende fakkel i et blåt felt; på hjelmen er der tre røde faner, nogen gange med sølvkors. Slægten kan føre sin historie over 1000 år tilbage. Sagt på en anden måde: Hvor stammer dagens moraler mon fra? Fra familien, institutioner, underholdningsindustri eller helt andre steder? Fra Bjarkemål eller pengepung? Hvor langt rækker de tilbage og hvorledes opblandes de gennem tiderne? I dag findes måske slet ingen dødssynder eller kardinaldyder?
Min gren af slægten von Barner (oberstløjtnant Reimar Heinrich von Barner af familiegrenen Weselin-Sülten-Kucksdorf) kom til Danmark i midten af 1700-tallet, og anskaffede sig godset Dønnerup (også kaldet Benzonslund) i det nordvestlige Sjælland. I samme område havde flere andre grene af familien Barner bosat sig netop i de årtier (Vedbygård/Barnersborg, Egemarke og Alkestrup, Kalundborg Ladegård, Eskildstrup m.fl.). Hvorledes familien gennem de sidste 300 år i Danmark forvandledes fra adel til borger, og billedlig talt fik en tiltrængt transfusion til det noget indgiftede og udvandede preussiske junkerblod, er i sig selv en fascinerende historie af stor samfundsmæssig relevans. Den er både opløftende, nogle steder rørende og ikke mindst demokratisk inspirerende, men den må tages andetsteds. Nødvendig, fordi der stadig findes mennesker, som tildeler enkeltpersoner status og fordelsrettigheder ud fra hvilken familie, de kommer fra hvilket skød, de er trukket ud af. Tro det eller ej! Når man studerer slægtshistorie er det i øvrigt værd at erindre sig, at vi i vores del af verden allesammen formentlig har
vores oprindelse fra nogle få hundrede individer, der krydsede Gibraltarstrædet for måske 40.000 år siden eller mere. I øvrigt mener man, at vi alle stammer fra en lille gruppe af overlevende efter en kæmpevulkans udbrud (Toba) for godt 70.000 år siden. Derfor er vores genetiske profil også så ensartet. Der er større genetisk forskelle i en tilfældig chimpansegruppe end der er i hele menneskeracen. Så lad mig byde dig velkommen i familien. Men for at drage lære af såvel fortidens syndere som helte er slægtshistorie såmænd en helt fornuftig beskæftigelse, som kan mane til både ydmyghed, personlig ansvarlighed og øget historiebevidsthed. Grunden til at de adelige kilder fylder så meget i forhold til mere folkelige er som sagt, at en sådan beskrivelse eller optælling af forfædre fungerede både som fastholdelse af ejendom og som den tids CV. Der er altså u- middelbart mere information at hente ikke nødvendigvis en påvisning af bedre gener eller medfødte egenskaber. Hvis man ikke tror mig, bør man sætte sig ind i den historiske fortælling om vores eget kongehus. Mage til samling af despotiske klovne og fumlegængere med tilhørende slæng af hofsnoge skal man lede længe efter. Jeg er i øvrigt republikaner. En forudsætning for den borgerlige dan-
nelse og samfundsmodel, som jeg voksede op i, var at de huller, som folk faldt igennem fysisk eller socialt, blev lappet enten ved udstødning eller ved filantropi; de blev reddet eller hjulpet af de, som havde råd og magt. Sådan var myterne i hvert fald, mens man stadig kunne beskrive samfundet ved hjælp af klassebegrebet. Jeg husker stadig mange, der i årene lige efter krigen kom forbi ved køkkendøren og blev glade for et måltid mad. Der var selvfølgelig også dem, som tiggede penge til sprut. Det kan jeg godt forstå i dag.
Anden del: Bog 2, afsnit 3 Men findes filantroper mon i dag? Afsnittet handler om filantropi i dag: Hvordan opfattes det af overflodsmennesket? Filosofi og forskningens indblik i nutidens personlighedsstrukturer: Et hverfor-sig-fund og fascisme? So what did you do for a living then? I blew raspberries into a bottle when we sang It was a much simpler time (1970; Mungo Jerry, kendt for sangen: In the Summertime )
Som fortalt i afsnittet om Bernadotteskolen, så var det at dele med andre altså et eksplicit dannelseselement, da jeg var ung. En gruppe psykologer ved UCLA, Berkeley USA, og University of Toronto, Canada, har i dag analyseret folks opførsel via en række eksperimenter. En del af deres resultater provokerer mig. Fx melder de, at overklassen snyder og bedrager mere end den fattigere del af befolkningen. Mere velbeslåede mennesker bryder loven oftere end andre, når de kører bil, de tager slik fra børn, og de er ikke blege for at stikke en løgn, hvis det kan gavne deres egen økonomi. Undersøgelserne når også frem til, at folk i dyrere biler oftere bryder færdselsregler, og de tager også mindre hensyn til fodgængere, der vil krydse vejen, end bilister i mere ydmyge køretøjer. Andre tests involverede spil med terninger. De deltagere, der tilhørte den bedrestillede del af befolkningen, havde en større tendens til at lyve og sige, de havde slået mere med terningerne, end de gjorde. Under de hypotetiske jobsamtaler var de bedrestillede mindre tilbøjelige til at være ærlige. Blandt samfundets elite er det et mere fundamentalt motiv at forfølge egne interesser, er en af konklusionerne i undersøgelserne, som også forsøger sig med forklaringer. En af disse er, at rige folk umiddelbart kan synes mindre afhængige af andre og derfor tager sig mindre af, hvad andre tænker
om dem. Desuden synes velstillede også at være mere målorienterede, de ser mere positivt på begrebet grådighed og har større tiltro til, at de kan klare evt. problemer selv. Det kan føre til, at de ikke hæfter sig så meget ved de konsekvenser, deres handlinger kan have for andre. Det kan også være en del af forklaringen på den grænseløse grådighed, der kendetegner erhvervslivets lederlønninger i den globaliserede hyperkapitalismes kølvand. Det åbner også op for ubehagelige analyser af samfund, som har haft det materielt godt for længe og for meget? Bør der mon være grænser for velstand? Verdens velhavere har samlet set gemt et beløb i skattely, der svarer til det samlede bruttonationalprodukt for Japan og USA. En ny rapport fra organisationen Tax Justice Network peger på, at det samlede beløb, der er gemt i skattely, som fx Schweiz og Cayman-øerne, er i omegnen af 13.000 milliarder pund eller 124 billioner kroner. Der er naturligvis tale om et estimat, da beløbene i sagens natur ikke lige er sådan at regne sig frem til. Men tallet er ifølge rapporten lavt sat. Muligvis er der tale om godt 20.000 milliarder pund. Konsekvenserne er store specielt i udviklingslandene. Her kunne en beskatning af kapitalflugten nemlig være en så stor indtægt for det offentlige, at det i flere tilfælde kunne
betale de pågældende landes statsgæld. Også i de udviklede lande ser det sådan ud. For eksempel kunne USA på den måde betale hele sin gæld til Kina, hvis de ville. Grådighed har tilsyneladende ingen grænser ingen stopmekanismer. Lad os se på nogle eksempler. Det amerikanske magasin Forbes udarbejder lister over verdens rigeste mennesker. I 2011 omfatter listen 1210 personer øverst ligger mexicaneren Slim Helu, som er god for ca. 400 milliarder kroner (400.000.000.000). For BRIC-landenes vedkommende drejer det sig om 125 kinesiske milliardærer, 36 i Hongkong, Indien har 55, Brasilien 30 og Rusland 121. Dette stenrige segment af mennesker, der tilsyneladende er unddraget betingelser eller holdninger, som er normale for flertallet, skaber dog deres egne problemer. Fx løb russeren Abrahamovic ind i problemer, da han ville lægge til kaj i Antibes i Sydfrankrig. Hans private luksusyacht Eclipse er 173 meter lang 40 meter længere end Danmarks største krigsskibe. Det var dog ikke hovedproblemet det bestod i at én af hans egen slags, den saudiarabiske milliardær prins Waleed bin Talal, lå der i forvejen med hans lidt mindre yacht, Kingdom KR5. Begge skibe kunne ikke rummes i havnen på samme tid, så Abrahamovic måtte efter lange protester bide i det sure æble og
meget imod sin vilje lade sig transportere i land i en simpel motoryacht. De kunne dog begge senere drøfte intermezzoet ved en sammenkomst hos Ukraines rigeste mand, Rinat Akhmetov, som indbød til fest i sin nys indkøbte ejerlejlighed nær Hyde park i London. Den havde kostet ham den nette sum af 1.100 millioner kroner. Skal man mon have ondt af dem eller? Hvordan kan det være, at disse menneskers uhyrligheder er så vanskelige at få på plads i sigtekornet? Samfund, der fremelsker grådigheden og således dyrker nydelsen og det individuelle i det ekstreme, æder sig selv op, da det ikke giver nogen belønning til de fælles omsorgsaktiviteter, som måske kunne moderere eller ændre det. Hvordan er det kommet så vidt hvorfor lader vi det fortsætte? Er det fordi erhvervslivets koder er trængt langt ind i privatlivet; og disse koder kun handler om evig vækst og personlig velstand og ikke om sociale anliggender? Eller må vi grave dybere? Hvad kan vi forvente? På baggrund af at en lille kreds af ekstremt rige mennesker med Bill Gates i spidsen nu er begyndt at donere store dele af deres fondsmidler til selvvalgte problemområder, fx måling og effektivisering af skoleresultater, AIDS og diverse vac-
ciner, kunne det være interessant at se bredere på dette indslag af filantro-kapitalisme eller som Bill Gates selv kalder det: Creative Capitalism. Umiddelbart ser det jo tilforladeligt ud, specielt når disse plutokrater selv udtrykker deres vilje til: not only fund the processes, but change them. Men lad mig give et eksempel. I Afrika har en del af Gates etablerede fonde til vaccine for AIDS, tuberkulose og malaria haft skadelige følgevirkninger. Det viser sig, at de suger hele den bedst uddannede del af lægerne til sig, idet de oppebærer højere lønninger og yder bedre forsknings- og karriéremæssige muligheder for dem. Store dele af arbejdet i det lokale sundhedsapparat, som skulle udføres af lægeligt personale, ligger nu stille. Dette arbejde er ikke på samme måde gloriøst, selv om det er desperat nødvendigt. I Danmark kan det samme ses i meget mindre målestok, når der optræder vanskeligheder ved at besætte stillinger som praktiserende læger i udkantsområder. Dr. Peter Poore, med 30 års erfaring fra lægeligt arbejde i Afrika, udtrykker det således: They (the Gates Funding) can also do dangerous things. They can be very disruptive to health systems the very things they claim they are trying to improve. Filantropi på en sådan skala i en globaliseret verden indebærer tilsyneladende ingen garanti for bedre sundhed etc. Det
kan være, at disse plutokrater er vældig dygtige til at tjene penge men ikke så dygtige til ret meget andet? Hvordan ligger det med mere almindelige menneskers aktiviteter i retning af filantropi? En undersøgelse viser, at antallet af unge, som arbejder frivilligt i Røde Kors og Red Barnet, i dag er fordoblet på 3 år. Og det er ikke blot de to store humanitære organisationer, der kan fortælle om unges lyst til at arbejde for andre viser en rundspørge, som Berlingske Tidende har foretaget blandt de 9 største velgørenhedsorganisationer. Måske er det et udtryk for, at vi er på vej ind i en tid, hvor Aktieselskabet Mig Selv er under afvikling? Det mener den 33-årige filosof og forfatter Morten Albæk. X-faktor dommer, Thomas Blachmann, kendt fra TV, har dog en lidt afvigende mening. Generation Z, som han kalder dem, som i dag er under 20 år, er nogle forkælede børn, som er totalt fortabte. De er produkter af familieterapeuten Jesper Juuls misforståede begreb, Det Kompetente Barn. Forældrene lærte at sige: Jeg kan se, at du kan lide at gynge højt i stedet for at rose benarbejdet eller kræve højere himmelflugt og at stille krav. Lige fra begyndelsen var disse babybørn noget helt særligt. En lille fuldt udviklet personlighed, som man blot kunne understøtte og coache ikke afrette. De er samtidig
vant til umiddelbar tilfredsstillelse fra internettet og mødrenes shop-a-holic træning. Hos nogle er køleskabet simpelthen flyttet ind i munden, og de kan trænge til et spark i røven. Der har været individuelle planer for dem derhjemme og i skolen, så de føler sig alle som noget særligt, og forventer at andre ser det samme. Blachmann fra TV skælder dem ud for at være nogle hundehoveder, hængerøve og skidesprællere uden fremtid, som bare vil være kendte, og som får et kæmpechok, når de kommer ud i den virkelige verden. Men når de er ved at dø af kedsomhed i skolen, så følger de med på facebook samtidig. De har det globale inde under huden. De er digitale indfødte, og de virkelige talenter iblandt dem bliver formentlig sindssygt meget dygtigere end tidligere generationer fordi de har hele verden som scene og inspiration. De er dygtige til at skabe netværk, men kun flygtige og deres sociale relationsarbejde er voldsomt overskygget af deres trang til at blive set, kendt eller blot at være på. Den udvikling er nok værd at følge nærmere. I bogen Generation fucked up fra 2002 anklager Morten Albæk generationen født efter Vietnamkrigens afslutning for at være dum, inaktiv og til skade for demokratiet. Samme anklager retter han mod generationen efter sin egen, de nu 20-30 årige. Den er vokset op i lyset af 11.
september, Irakkrigen, klima- og energikrisen og den finansielle krise. Det har givet den en helt anden politisk bevidsthed, mener Morten Albæk. Det er en hård dom over filosoffens egen generation. Optaget af egne følelser gjorde den det offentlige rum til et følelsesrum og politik til et spørgsmål om egne individuelle behov og følelser. Dette er måske ved at ændre sig nu. Unge i dag ser ud til i højere grad at lægge distance til sig selv og ironisere over deres egne individuelle behov og følelser om end formens barske spidsformuleringer falder nogle for brystet. Det er muligt, at det er en ny 68 er generation, vi står over for, men den er ikke på samme måde i sine følelsers vold, som 68 erne var det. University of Michigan har netop færdiggjort et studium af 17.000 studerende over 30 år, som angiveligt skulle vise at empatien er blevet ca. 40% svagere med tiden. Det kan så være bagsiden af medaljen. Danmarkshistoriens mindste årgange er født i 1980 erne. De bliver af mange kaldt forkælede, krævende og selvcentrerede. Små og selvstyrende egoer, der fra barnsben har fået det, de peger på. Projektbørn, der i egen selvopfattelse har hele verden til deres rådighed. Vi taler om generation Y. En skræk for enhver arbejdsgiver, da de tilsyneladende ikke kan samarbejde og kun gider arbejde, hvis lysten er til stede.
Men Jens Christian Nielsen, lektor ved Institut for Pædagogik, DPU, siger modsat dette, at vi står med en generation, der for de flestes vedkommende har alle de kompetencer, det moderne arbejdsmarked efterspørger. Han mener, at der i den grad er brug for at få aflivet mange af de u- nuancerede forestillinger, der knytter sig til generation Y. Han bryder sig derfor ikke om betegnelsen Generation Y, som er opstået i amerikansk sammenhæng Y står for Why, altså en generation, der ustandseligt stiller spørgsmål. Nielsen foretrækker i stedet at tale om generation Fremtidsplan. Han peger blandt andet på det faktum, at de unge er omstillingsparate og ambitiøse. Deres ambitioner udspringer af et fokus på, hvad der er rigtigt for dem selv, og hvad der giver mening. Men bliver de stillet overfor motiverende opgaver, som vækker deres personlige engagement, kaster de sig med stor lyst over arbejdsopgaverne. Forskningsmæssigt har han ydermere stillet spørgsmålet om, hvad der bekymrer disse unge mest. Og her var svarene bemærkelsesværdige: Selv om de ikke engang var gået ud af folkeskolen, så udtrykte flere af dem bekymring over, at de endnu ikke vidste, hvad de ville arbejdsmæssigt. Et sådant syn understreger, at vi har at gøre med en generation, der vil noget med
deres liv, og som ønsker at finde den rette plads på arbejdsmarkedet. Nutidens unge er ikke blot ligeglade. Samtidig hermed bør vi erindre os, at den generelle tendens er, at den stigende konkurrence medfører en uddybelse af forskellene de gode bliver bedre og de dårlige bliver ringere. Samtidig erkender han, at generationen ikke hovedløst kaster sig ud i alskens job. De stiller krav om, at jobbet skal give mening og udvikle dem både personligt og fagligt. Sker det ikke, mister de lysten. En vigtig motivationsfaktor for de unge er i den sammenhæng responsen fra deres leder og kollegaer. De unge kan umiddelbart virke meget selvsikre, men det snyder. Deres udgangspunkt er, at de vil føle, at de laver et godt stykke arbejde. Og denne følelse får næring, når de får tilbagemeldinger på deres arbejde, siger Nielsen, og fremhæver, at de ikke stiller sig til tåls med én årlig medarbejderudviklingssamtale. Tværtimod har de brug for konstant tilbagemelding på deres arbejdsindsats. Netop det element har at gøre med de unges sociale indstilling. Igen et punkt, hvor man ifølge Nielsen alt for ofte tager fejl af generation Y. De unge er i høj grad sociale netværkere og fællesskabssøgende vel at mærke samtidig med, at de også er udprægede individualister. Det benævnes selvvalgte fællesskaber, hvor de indivi-