Lad os ikke glemme Tragedier sker. Selv her på Frederikshavn gymnasium kender vi til tragedier. Tidligt på året den 12. januar 2010 blev Haiti ramt af et jordskælv. Mange bygninger kollapsede, og ifølge FN vurderes antal tabte menneskeliv til 222.000 som følge af sammenstyrtede bygninger. Omkring 300.000 er sårede, og landet ligger i ruiner. Imens så verden på i rædsel over katastrofen, som rystede os alle. Og vi så på i nyhederne om manglede eller forsinket mad og hjælp. Historierne derfra er dybt tragiske, folk har set familiemedlemmer blive slæbt ud af kollapsede bygninger, mens andre har været nød til at acceptere, at deres familiemedlemmer stadig ligger under ruinerne. Det lyder slemt nok i forvejen. Men hvad vi har glemt er, at den samme tragedie sker efter hver tiende dag. På 9-10 dage dør det samme antal af børn af fattigdom, som der døde på Haiti i januar måned. På Haiti og i andre fattige lande lever folk under hårde omstændigheder. Mens vi bliver stop mæt af en overflod af velfærd og bekymre os om at vi ikke får nok velfærd, kæmper fattige mennesker gennem deres eksistens, for at få nok mad til at overleve. Udannelse er der ikke tale om og hvis man når at få børn, bliver de sikkert forældreløse, før de når at blive voksne. Men det ved vi jo godt i forvejen, ikke? Vi narre os selv ved at sige, at vi kan hjælpe når vi først har hjulpet os selv tilstrækkeligt. Hvorfor feje en andens terrasse før man ikke har fejet sin egen. Fordi vores terrasse en den reneste i verden, og den har vokset og blevet til en frugtbar have, der kan tilfredsstille hvem som helst. Vi har ikke brug for designer køkkener og charter ferier, men de fattige har desperat brug for hver eneste krone de kan få. Trods det er trist at tænke på bliver vi nød til at huske og mindes. Lad os ikke glemme tragedierne, for vi må hjælpe med penge, med mad, med hvad vi end har for at hjælpe. Folk lider stadigvæk, folk sulter stadigvæk, folk er stadigvæk hjemløse selv nu hvor de fattige børn og voksende sjældent er på folks tanker. Lad os gøre op med vores egen grådighed, og række en hånd ud til vores brødre og søstre som lever i elendighed. Skribenter Miriam Højholt 3s Maria Oien 2x Maria Møller Kurch 1m Kristina Wedege 3s Anna Karnøe 2t Steffan Frydkjær 3y Amalie Wedege 2y Chefredaktører Maria Leander-Nielsen Gøgsig 2u Sazvan Salih 1y Tak til Anna Schmidt 2y Steffen Bang og 1x Tegner og Layout Maria Leander-Nielsen Gøgsig 2u Sazvan Salih
Knæhøj Karse er beærede over at præsentere smuk erotisk kortprosa af Frederikshavn gymnasiums forfatterspire Stort rødt hår, et par kontrastfarvede solbriller placeret deri og en hel masse på hjertet. Sådan vil jeg umiddelbart beskrive Anna Schmidt, der ud over at gå i 2.y på Frederikshavn Gymnasium også går rundt med en forfatterspire i maven. I modsætning til så mange er Anna nemlig ikke i tvivl om, hvad hun helst vil lave. For hende startede skriveeventyret på Brønderslev Forfatterskole. Det er et tiltag, som Brønderslev Kommune i 2003 har skabt i samarbejde med Kulturministeriet. Kort og godt går det ud på at samle unge forfattertalenter, udvikle deres talent og skabe netværk forfatterne imellem. Optagelsen sker ved at indsende en skønlitterær tekst i øvrigt ligesom den rigtige forfatterskole. I 2007 var Anna en af de 30 optagede ud af 350 ansøgere. Forløbet var meget inspirerende, og hun arbejdede der under vejledning og opmuntring af to professionelle forfattere og de andre deltagere. Senere kom hun på et fortsætterhold, hvor de unge forfattere gav hinanden ris og ros, hvilket åbenbart ikke altid var lige let, da som hun selv siger: det skal lige tages i mente, at vi har med en bunke excentriske og lettere socialt handicappede kunstnertyper at gøre. Men alligevel formåede de altså at udgive lydbogen Jeg kunne egentlig godt tænke mig en skildpadde vol. 2. Anna har derefter læst op ved flere lejligheder, bl.a. ved Studentercaféen og er nu fast medlem af en skrivegruppe, Skriverristerne, som holder til i København. Her får I, ærede læsere af Knæhøj Karse, et indblik i Annas verden. Tag godt imod et stykke skarpt kortprosa. Enjoy. Af Miriam Højholt Frihed er forbehold af Anna Schmidt Hendes læber smager af tobak. Hun ser sig selv i tre lag. Først kommer fuldskaben. Mekanisk og fuldendt på den ene side. Blød, varm og liderlig på den anden. Dernæst kommer alt det gode. Alt det hun er glad for. Hendes evner. Hendes venner. Alle de gode aftener i deres selskab og sit eget selskab. Til sidst den rådne nerve i hendes indre, der pumper ord og løgne rundt: alt det hun er ked af. De ses tit. De ses ganske grundigt. Hun suger ganske grundigt på disse øjeblikke. De vasker sig ganske grundigt. Bagefter. De spilder endnu en ophidselse. Han synes, at det er helt okay. Hun vil da sikkert gerne opleve tryghed. Forelske sig i de forbehold et forhold giver. Det er en ganske grundig forelskelse, der har udviklet sig. Hans skjorte er knappet ganske grundigt. Ingen trykknapper. De skal ikke risikere noget. Frihed er forladthed, forhold er forbehold. Det siger de tit til hinanden. Hun kommer før kommaet, han kommer efter. De bliver aldrig enige. I hvert fald ikke om det. Hun mener, at hendes frihed er blevet til ensomhed, han har påduttet hende denne frihed. Tvunget den ned over hende. Det mener hun faktisk. Han siger, at hun er forelsket i tanken om, at nogen skal begrænse hende. Så mumler hun. Hun mumler meget. Han virker reducerende på hende. Fuldstændig indsunket i sig selv. Det er hun. Brystkasserne hæver og sænker sig. Rørene drypper. Vandrør, urinrør, spiserør. Det er en klæg kendsgerning. Men det står ganske klart. De kaster op nu. Over hinanden. Over situationen. Forbehold? Aldrig i livet! Men hun er ikke euforisk. Måske vræler hun endda de ord ud. Hun skriger de ord. Ganske tit. Han mener, at friheden er hans lod. I så fald er hendes ensomheden. Men, de drak rødvin direkte af flasken, gjorde de ikke
STUDIETUR et afbræk i hverdagen Maria Oien 2.x I uge 12 tager samtlige af 2.gerne på studietur rundt om i verden. Nogle tager til Rom, Berlin og andre Bruxelles. Alle for at udforske det kulturelle liv i disse byer og på den måde inddrage oplevelserne i deres studieretning, som er alt fra kemiske til samfundsfaglige. Vi er også en klasse, som tager en tur til Salamanca i Spanien. Og vi glæder os! Udover at vi som de andre klasser skal ud og se en masse kulturelle seværdigheder og opleve et forhåbentlig lidt varmere klima end herhjemme, så skal vi også bo rundt omkring hos spanske familier. Det vil helt sikkert give os et større kulturelt indblik, og ikke som man plejer, med at gå rundt i mange timer og se på gamle ting. På den måde får vi også set, hvordan det spanske kulturliv i dag ser ud og måske også hvad der sker i det spanske natteliv.. Pernille Reinholt fra 2.x er også begyndt at glæde sig Selvom jeg ikke glædede mig så meget i starten, glæder jeg mig da selvfølgelig rigtigt meget til at komme ned til Salamanca og møde min Salmatiner og hendes familie. Det bliver en stor oplevelse at se de forskellige steder i landet/ byen, og så skal nattelivet da selvfølgelig også udforskes Grunden til vi skal bo hos familierne, er primært fordi de som var afsted sidste år fik en super god oplevelse ud af det og lærte sproget på en hel anden måde end bare at sidde på skolebænken. Derudover er vi, sammen med de spanske elever på skolen Lucia de Medrano, en del af at et internationalt Comenius-projektet. For som nogle sikkert husker, så havde vi i januar måned besøg af salamantinere fra Spanien, hvor de også var indkvarteret hos elever her fra gymnasiet. Blot det at de var her i en lille uge forbedrede både deres engelsk og vores spansk, så jeg kan slet ikke vente til at komme derned og få forbedret mit spansk endnu mere. Salamanca er ikke kun en mindre spansk by, som man som turist aldrig har hørt om, men også en by, hvor det rigsspanske mere eller mindre tager sit udspring. Byen er nemlig Spaniens ældste universitetsby og jeg kunne forestille mig, at det også var en af grundene til at besøge byen frem for andre. Det bliver da helt bestemt også spændende og en oplevelse for livet at se, hvordan sådan en by tager sig ud.
BUDDHA bag scenen Var du inde og se den specialskrevne jubilæumsmusical BUDDHA? Har du klassekammerater eller venner der medvirkede? Uanset hvad, så tag med en tur om på den anden side af tæppet og oplev spændingen, sammenholdet, stemningen og alt det intensive arbejde, der lå bag den eksplosive verdenspremiere. Tæppet er stadig trukket for og alle er på plads. Det sparsomme lys, der kun er der for at sikre at skuespillerne ikke falder over podierne, glimter i sarikanterne, der lige kan anes under sangernes lange tunge kåber. En sidste instruks finder hviskende vej gennem koret: Vi skal huske at kigge ned i jorden indtil forspillet er slut. Under scenetæppets kant aner jeg, at lyset i salen slukkes, så det går løs om et øjeblik. Jeg kniber mig en sidste gang i armen for at kunne forstå, at det virkelig er nu det sker. Dette er verdenspremieren på Buddha the musical! Seks måneders træning, 18 timer ugentligt skal nu endelig bære frugt. De sidste par dage har vi øvet, gennemspillet og evalueret til nær midnat. Hvad der begyndte som en fritidsbeskæftigelse, har de seneste uger udviklet sig til en ren besættelse. Hvert eneste sekund har musicalen været i vores tanker. Lærerne er blevet drevet til vanvid af sange, der er blevet sunget i tide og (nok mest) i utide. Selv ikke vores søvn har vi kunnet have i fred. Samtlige medvirkende i musicalen har haft sære drømme og besynderlige mareridt om Buddha. En sopran fortæller om en drøm, hvor hun vågnede hver gang hun forlod scenen og trådte ind på den igen, lige så snart hun faldt i søvn. En alt kan fortælle om en højst besynderlig drøm, hvor Mathias Munch (der har komponeret og instrueret stykket) blev vanvittig gal på en af drengene, fordi han havde spildt cola på musicalen, hvordan det så end har kunnet lade sig gøre. Undertegnede gik heller ikke fri, de sidste tre dage har jeg, hver gang jeg lukkede øjnene, ikke kunnet se andet end sarier for mig. De har nu i det hele taget været årsag til en del besvær, de kære sarier. Har du nogensinde prøvet at tage en sari på? Det er ikke let, skal jeg hilse og sige. Personligt må jeg bruge syv sikkerhedsnåle for at få den til at sidde! I sidste ende måtte vi dog alle indrømme, at den trods alt skjuler alle de buler, en pige ikke bryder sig om at vise frem.
Efter en række forrygende farverige scener farer koret ud bagved og begynder under tavs tumult at klæde om. Nu skal vi være tiggere. Efter blot et minut er sari og turban forsvundet som dug for solen, og i de førhen så smukke og farverige sangeres sted står nu rækker af ækle, beskidte, lasede og ondsindede tiggere. Tiggerscenen, som den er blevet døbt, er vores fælles yndlingsscene. Her får vi nemlig lov til at udleve vore indre onde dæmoner. Hanne Boel, der har været med til at instruere os, har lagt meget vægt på at fortælle os, hvor meget stemning man kan opnå ved intense blikke, så der er efterhånden gået sport i at se publikum i øjnene. Desuden har vi opdaget, hvor morsomt det egentlig er at stirre intensivt på folk. De fleste bliver rædselsslagne, men de sjoveste er dem, der bliver helt forfjamskede og kigger febrilsk i alle andre retninger. Jeg har set denne her lille dreng på forreste række, ham tror jeg at jeg går efter!, siger en tigger med strithår og sorte tænder. Hende den alt for fine dame i corsagen er min!, siger en anden. En tredje udbryder: Jeg går efter Susanne Bjørn! Da tiggerscenen er overstået bliver der trængsel i makeup-rummet, vi har nu ca. 7 minutter til igen at blive til smukke velhavende beboere i Lumbini-town. Vores make-up har været et kapitel for sig selv. Alle skulle have solskinspudder, kindrødt, læbestift og eyeliner på - også drengene. De fleste af dem lagde ud med at lade som om, de ikke anede hvad der var op og ned på en pudderdåse, men efterhånden som ugen skred frem, blev de alle dygtigere og dygtigere med deres øjenskygger. Personligt blev jeg aldrig træt af at se de normalt så maskuline mandlige deltagere komme susende ind i sminkerummet med en eyeliner i hånden højt råbene på den mørke lipgloss. Til dem der, som undertegnede er spastisk lammede når det kommer til kosmetik, blev der senere ansat et par skønne make-up piger til at tage sig af det. Hvilket vist var heldigt nok, da folk lagde deres make-up forkert, tog den af og lagde den igen så mange gange, at der i de pudderdåser, der skulle kunne holde til 750 forestillinger, efter næstsidste forestilling, kun lige indeholdt nok til ét show mere. I en del af scenerne måtte koret vige fra scenegulvet og i stedet træde op på podierne, for at gøre plads for danserne. Er der nogen, der fortjener en særlig opmærksomhed her til sidst, så må det bestemt være danserne. Særligt under skurkinden Maras sang, som jeg senere fik at vide at de faktisk selv havde lavet koreografien til uden deres træner, måtte denne gumpetunge lille korsanger anstrenge sig voldsomt for at huske sin stemme og ikke bare stirre måbende på de fabelagtige gravitations-brydende piger. BUDDHA var den største musical opsat af Frederikshavn gymnasium og for manges vedkommende også det største projekt, de nogensinde kommer til at være med i. Vi har alle fået oplevelser for livet, og håber at det også er lykkedes at give publikum en oplevelse, der vil vare længe. Så: Tak fordi I kom og drømte med! Maria møller Kursch 1.m Pssst! Kunne du tænke dig at læse om den rigtige Buddha-legende? Så er her et godt link: http://leksikon.religion.dk/buddha-legenden
Læserbrev (svar på læsebreve sendes til frhavn-gym.skoleblad@hotmail.com inden næste deadline) Buddha - et selvpromoveringsprojekt? Anonym Vel overstået er den såkaldte gymnasiemusical Buddha. En stor succes ifølge pressen, de deltagende og skolens ledelse. Dog har en del elever haft en dårlig smag i munden - både i processen op til, under og efter projektet - over den ulidelige nepotisme og udnyttelse af skolens ellers begrænsede midler til et projekt, meget få elever har følt en reel tilknytning til og fået noget positivt ud af. Årets musical har kostet skolen mere end de tidligere års musicals. Dette er i sig selv ikke er et problem, da det selvfølgelig er på sin plads, at 25-års jubilæet fejres på standsmæssig vis. Men er det god praksis, at pengene bruges til leje af det musiske hus, professionelle musikere og koreografer i stedet for et reelt fællesprojekt på gymnasiet? Der hersker ingen tvivl om, at gymnasiedeltagerne i musicalen har haft en fantastisk oplevelse. Men heller ikke, at dem, der blev afvist, fordi de ikke var professionelle; dem, der gerne ville se musicalen, men ikke fik billetter og dem, der gerne ville hjælpe med kulisser og forefaldende opgaver, men ikke var velkomne, ikke har haft det. Musicalen har i år været et fremmedgjort projekt, som har adskilt sig markant fra mange elevers opfattelse af en gymnasiemusical: Den foregår på gymnasiet, alle kan være med eller hjælpe til, hvis de er engagerede og der er en reel mulighed for, at alle eleverne får set den. Derudover kan man, i tråd med 3.g-idrætsholdets læserbrev fra sidste skoleblad, stille spørgsmålstegn ved, hvorfor der gives flere dages lovligt fravær til at øve musical, når eleverne med idræt B ikke kan få fri en enkelt dag til at tage på ekstern studietur med betydning for deres eksamensprojekt. Man må stå undrende overfor skolens åbenbart tavse hierarki. På toppen af kritik-kransekagen stråler til slut det faktum, at hele projektet stinker af slet skjult nepotisme. At bruge sin egen søns musical til et så stort projekt i stedet for en mere klassisk og gennemprøvet musical (hvor god kvaliteten af Buddha så end har været) er ganske enkelt usmageligt. Men da musicalens hovedansvarliges ægtefælle sidder som redaktør på Nordjyske, har sagen gennem hele forløbet været fremstillet meget ensidigt kritik har ikke været mulig. Først bagefter bør man måske rette blikket tilbage og spørge sig selv: Skal Frederikshavn Gymnasium være sponsor for familien Munchs selvpromoveringsprojekt? [nepotisme]: Begunstigelse af egne familiemedlemmer, f.eks. ved besættelse af gode stillinger. www.fremmedordbogen.dk
Grænseoverskridende underholdning Offentlig ydmygelse: I ældre tider en straf til forbrydere, trodsige kvinder og landsbytosser; i dag en anerkendt betingelse for god underholdning til masserne. I fin tråd med den amerikanske udvikling findes der i massevis af programmer på dansk tv, hvor ydmygelsen af gæsterne i programmet er det bærende element. I 2005 kunne der for første gang ses Paradise Hotel på TV3 et program hvor en gruppe unge isoleres på et luksushotel og hvor sex, intriger og god klipning sørger for at deltagernes mindre kloge udtalelser og pinlige øjeblikke, holder handlingen kørende. For at børnene også kunne være med til at grine af tv-gæster begyndte DR i 2008 at sende programmet X-Faktor, som ikke handler om intime sager, men om noget så umiddelbart uskyldigt som sang. Programmets skiftevis good cop/bad cop - dommere udvælger gennem talrige runder de vordende talenter, som til sidst kommer på scenen til seernes endelige dom. På vejen portrætteres de dygtige sangere, men også de fuldkomment håbløse deltagere udstilles på tv til spot og spe, hvilket ligesom i den amerikanske version dækker langt den største del af programmets sendetid. 2008 var også året, hvor Sandhedens time første gang blev vist et program, hvor de indledende runder springes over, og ydmygelsen ikke pakkes ind. I stedet kastes den direkte i ansigtet på deltagere, pårørende og seere i form at intime og giftige spørgsmål, som besvares for præmiepenge. Sandheden time er da også det program, som har fået flest negative reaktioner. Journalisten Søren Staal Balslev leverer i sin artikel i Weekendavisen (26. september i 2008) en sønderlemmende kritik af både mediepolitikken, masseunderholdningsindustrien og tv-seerne. Gennem sin i høj grad ideologiske argumentation, hvor deltagerne fremstilles som det intellektuelt og finansielt underbemidlede proletariat og underholdningsindustrien som det udbyttende, kapitalistiske og fornedrende styre, får Balslev rejst spørgsmål om, hvorvidt deltagelsen i programmer af den art er frivillig eller ej. Det såkaldt frie individ (Balslevs udtryk) står som symbol på en liberalistisk tilgang til problematikken, hvor man ligger som man har redt, men kobles i samme sætning sammen med deres stavnbundne familie, kæreste og venner og efterlader spørgsmålet besvaret: Deltagelse i et sådant program bunder ikke i reel frivillighed, og den offentlige ydmygelse går ikke kun ud over en selv. Ifølge Balslev kan problematikken altså ses som endnu en ideologisk modsætning, hvor socialismen står overfor liberalismen/kapitalismen. Mediepolitikken og masseunderholdningsindustrien repræsenterer fornedrelsens kapitalisme sammen med de sadistiske og naive, moderne tv seere. Der er ifølge Balslev tale om et point-of-no-return i tv-industrien. Med andre ord er det ved at være sidste udkald, hvis udviklingen skal vendes. Men deltagere fortsætter med at melde sig til programmerne, og seerne fortsætter med at vride sig foran skærmen. Proletariatet mangler, med Balslevs ord, personlig integritet, intellektuelt overskud, empati og finanser, men det samme kan måske siges om seerne. Seerne, der som Balslev påpeger, bider negle over de personlige tragedier på skærmen i stedet for at bide negle over, at det er muligt at se dem. Energien bruges på forargelsen, spændingen og ydmygelsen i stedet for på en diskussion af de etiske aspekter ved programmernes indhold. At Balslev er vred, hersker der ingen tvivl om. Overfor vreden og forargelsen over programmets indhold stiller dets vært, Lars Hjortshøj - en kendt skuespiller og stand-up komiker - sig uforstående overfor (interview i Politiken 28. september 2008). Et vanvittigt underholdende program er hans holdning til Sandhedens time. Et program han
valgte at blive vært for, ved at følge sin mavefornemmelse. Ifølge Hjortshøj har programmet både kant og indeholder en høj grad af uforudsigelighed, og det lægger op til moralske diskussioner. Nævnes bør det dog, at disse diskussioner mest foregår på et Hvorfor-er-du-dinkone-utro?-Jeg-ved-godt-det-er-forkert-og-jegfortryder-niveau. Som forklaring på hvorfor folk deltager i og ser programmet, sammenligner Hjortshøj konceptet med Facebook på tv og antyder derfor i samme tråd som Balslev, at en øget trang til selveksponering og generel narcissisme også spiller en rolle. At være eller ikke at være [ækel ]- det er spørgsmålet. God underholdning eller degenererende fornedrelse? At programmerne har høje seertal, bør man ikke være i tvivl om Sandhedens time følges af ca. en halv million, omkring 250.000 ser Paradise Hotel fem aftener om ugen, grad de uintelligente udtalelser og de håbløse sangere, der lokker folk til og fastholder dem i hvert fald giver en enkelt søgning på youtube.com (en side, hvor videoer af forskellig art lægges ud af brugerne) på de tre programmer op til flere veludførte potpourrier af pinlige øjeblikke i alle programmer. Episke øjeblikke, som da et par mentalt retarderede tvillinger forsøgte sig som sangere i de indledende runder i X-Faktor, og en deltager i Paradise Hotel fik brugt ordet russisk roulette på en måde, der fik hende til at fremstå som ikke bare uintelligent, men direkte dum, har ikke bare affødt disse videoer, men også endnu mere kontant offentlig ydmygelse: De omtalte tvillinger har været på turné på diverse diskoteker rundt om i landet, så fulde gæster kunne få sig et godt grin (alle har jo set X-Faktor, så alle forstår hvorfor det er sjovt) og den uheldige deltager i Paradise fik i Casper Christensens direkte talkshow Aloha! eksemplificeret meget nøje, hvad en russisk roulette faktisk er. I forbindelse med og skulle man invadere Danmark, burde man overveje at gøre det fredag aften ved X-Faktor -tid, hvor over halvanden million mennesker sidder klistret til skærmen og kræver blod for deres licenspenge. Programmerne mangler heller ikke deltagere, så hvis man holder sig til Balslev må der være en ganske stor befolkningsgruppe, som kan betegnes proletariat og som mangler personlig integritet, er intellektuelt i underskud osv.. Spørger man deltagerne, vil de nok ikke se disse egenskaber ved sig selv. En forklaring på hvorfor så mange gerne vil deltage, skal formodentlig - i tråd med Hjortshøjs udtalelser om Facebook på tv - søges i den øgede trang til selveksponering i det senmoderne samfund en mulighed som Balslev nævner, men ikke rigtigt selv tror på. Især i forhold til Paradise Hotel og X-Faktor ligger der en meget høj grad af 20-minutes-of-fame-tillokning i deltagelsen, og det fremstår ikke lige så klart som i Sandhedens time, at en del af deltagerne skal ydmyges på åben skærm for at holde seertallene. Og det er i høj Sandhedens Time har BT efter hvert afsnit en fast side til omtale af de personlige hemmeligheder, der kommer frem og der er altid gode historier. Om man kan lide det eller ej kommer programmer af denne art formodentlig til at fortsætte med at fylde den bedste sendetid. Både amerikanerne og vi er efterhånden blevet vant til, at der skal være noget personligt på spil for deltagerne i dens slags programmer og der skal, hvis ikke flere, så i hvert fald være én person, af hvem man kan grine, tage sig til hovedet og vride sig i stolen over. Selv i mere uskyldige programmer som det nye Kokkekampen, hvor det bærende element ellers burde være den eminente madlavning, er det tydeligt at dommerne, de to mesterkokke, skal
være spidse, bidske og lede overfor i hvert fald en af deltagerne. Og de skal også helst analysere på deres personlighed og derudfra forklare deres fiaskoer. Eminent madlavning på tv ja tak, men ikke uden et lille drys ydmygelse oveni. Kritik af programmerne møder også mere svære kår end andre former for kritik, da argumenter som de har jo selv valgt at deltage og man kan jo bare lade være med at se det virker reelle nok. Men når udbuddet af programmer i den bedste sendetid efterhånden begrænser sig til at være enten feel-good-programmer, ydmygelsesprogrammer eller en dokumentar om abernes hemmelige liv, er det klart, at de fleste vænner sig til, at dagens kick er at se en eller anden hændervridende pinlig situation. Så kan man bagefter glæde sig over, at sådan var ens egen dag i det mindste ikke. Ligesom DR beskyldes for at ensrette krimigenren, kan man beskylde den mere og mere amerikanske udvikling for at ensrette reality-programmerne, som ellers giver mulighed for at møde rigtige mennesker på tv og ikke fiktive. Udviklingen vender sig næppe men hvad er konsekvenserne? En syndebuk på hver arbejdsplads, som man kan ydmyge uden konsekvenser? Mere mobning i folkeskolerne? En befolkning uden reel empati og medfølelse? Flere sladderblade? Det finder vi ud af. Kristina Wedege 3.s Orientering fra Elevrådet Hej Alle! Her kommer en lille opdatering fra elevrådet. Vi har ikke holdt så mange møder siden sidst jeg skrev, men til gengæld er der blevet lavet en masse i de små undergrupper af elevrådet. Vi har nedsat et udvalg, der skal genetablere et samarbejde med kantinen. For nogle år siden havde vi på skolen et udvalg bestående af elever og kantineansatte. Vi har snakket med kantinen, og de vil meget gerne genoprette dette samarbejde, så i løbet af foråret vil der blive holdt et møde. Til mødet vil vi fra elevrådet få mulighed for at fortælle ris og ros og komme med ideer til forbedringer. Hvis der er nogen der har ønsker/ideer til noget i kantinen som I gerne vil have op på mødet, kan I skrive til mig over lectio. En elevundersøgelse har vist, at mange 1.g-elever syntes, at første skoledag var træls. Derfor er en anden undergruppe begyndt at se på, hvordan vi kan gøre første skoledag til en bedre dag for alle. Dette behøver ikke at betyde, at vi skal af med traditioner som vores bøgegrene-allé. Vi kan finde på nye ting og blande dem med de gamle. Vi har på sidste møde talt, hvor mange medlemmer der er i elevrådet, og vi er kommet op på at være 27. Hvis man ikke var med til mødet, men alligevel er med i elevrådet, vil jeg gerne have en besked over lectio. Mvh. Elevrådsforkvinde, Anna Karnøe 2.t.
Fra en Ven til Mathias Mathias var en dreng, der findes utroligt få af. Han var så energisk, positiv og hjælpsom. Han havde altid nogle kvikke bemærkninger klar. Han var vellidt af stort set alle. Jeg har kendt ham lige siden vi startede i folkeskolen sammen, og har haft et utal af gode oplevelser med ham. Vi har mange gange været i biografen og set nye fede action film, men vi har også utroligt mange gange bare været sammen og set nogle film, mest gysere. Gyserne var egentlig aldrig så uhyggelige, fordi vi altid jokede med elementer i filmen eller stillede spørgsmål ved de platte ting deri. Men derfor blev det ekstra sjovt at gøre det med ham! Mathias var en type, der altid hjalp andre - lige meget hvad. Jeg kan huske engang, hvor vi var på bytur og jeg havde fået en smule for meget at drikke og ikke rigtig ville følge med ned mod byen. Mathias sørgede for, at jeg kom derned, og han ventede tålmodigt på mig, mens vi også ledte efter den sko, som jeg havde mistet i en vilkårlig have på den vej vi gik på. Sådan var han ikke bare denne ene gang. Han var altid den person, som hjalp andre. Han tænkte ikke rigtig på sig selv, når det kom til den slags ting. Jeg har ikke nogle dårlige oplevelser med ham overhovedet, og jeg fornemmer også, at mange andre har det sådan. Han var altid god til at muntre en op, selvom han også selv havde problemer, som man desuden ikke kunne se/mærke på ham. Han "belemrede" aldrig mig med sine problemer, men spurgte altid ind til mine. Nu når jeg sidder i bussen på vej til skole, kommer jeg til at tænke på ham hver gang. Fordi vi altid sad sammen og snakkede og lavede fis i bussen. Vi legede altid den leg med "gul bil" efterfulgt af en lammer. Jeg fik flest lammere, fordi jeg aldrig var ordentligt vågen på det tidspunkt. Der er kun gode ting at huske Mathias for. Han var en utrolig god dreng også med hensyn til skolen. Han fik flotte karakterer og havde ambitioner i livet. Han var så utrolig dejlig at være i rum med, fordi han altid spredte glæde uanset hvad. Han har påvirket vores nye klasse på så mange måder på så ufatteligt kort tid, inklusiv lærerne. Han havde så uhyre sjælden en personlighed, som jeg ved vi alle kommer til at savne. Må Mathias hvile i fred, selvom han fortjente at leve livet mere end noget andet. Vi vil alle savne dig! Skrevet af Steffen Bang på vegne af hele 1.x
SE-træf For dem der blev hjemme og dem der hoppede med på bussen Amalie Wedege 2y Den 25-27. januar var der endnu engang SE-træf i Aalborg Kongres- og kulturcenter, og mange håbefulde 2.- og 3.g ere begav sig tidligt af sted i håbet om en dag med mange samtaler med universitetsstuderende, gode oplæg og måske en lille shoppetur i Ålborg centrum. Dog gik der rygter om, at en del af eleverne i stedet havde valgt at tage en dag hjemme under dynen, og set i bakspejlet kan dette godt forsvares. Fremtidsspekulationer og slik På uddannelsesmessen havde eleverne mulighed for at stille spørgsmål til både vejledere og studerende på de forskellige uddannelser, samt blive bestukket med diverse promoverende bolsjer, kuglepenne, vandflasker og puslespil. At dømme efter støjniveauet i messesalen, benyttede de fleste sig af muligheden for at stille spørgsmål om netop deres drømmeuddannelse, eller få afklaret hvilket felt, de kunne tænke sig at beskæftige sig med. Derudover havde hver elev tilmeldt sig to oplæg et uddannelsesmæssigt og et erhvervsmæssigt. Generelt var opfattelsen af uddannelsesoplæggene, at foredragsholderne forsøgte at dække et alt for bredt felt dvs. hele fakulteter eller gerne 5-7 uddannelser pr. 45 min., hvilket virkede overfladisk og useriøst. Personligt forvandlede min foredragsholder oplægget til en brandtale for vedkommendes egen uddannelse, og var derudover ude af stand til at svare på spørgsmål om andre uddannelser indenfor fakultetet. Som udgangspunkt kunne de 45 min. have været brugt meget bedre. Utilstrækkelige erhvervsoplæg Erhvervsoplæggene var sværere at kategorisere, da de i høj grad afhang af foredragsholderens karriere og generelle karisma. Ideen i at præsentere de eventuelle karrierer, som en uddannelse kan give adgang til er udmærket, men når kun en enkelt mulig karriere gennemgås, vil det nødvendigvis koble en del af tilhørerne af. Det er problematisk, at oplæggene ikke portrætterer flere forskellige karriereretninger, hvilket man fx ville kunne opnå i form af flere foredragsholdere, der hver kunne fortælle om deres specifikke karriere. Man kunne også droppe erhvervsoplæggene og i stedet integrere dem som en del af messen, således at eleverne kan målrette deres spørgsmål og dermed få den information de har brug for om en given karriere. Brændende engagement på messen For mit vedkommende var begge oplæg et flop, hvorimod messen opfyldte sit formål og informerede og reklamerede for forskellige uddannelser. Et kritikpunkt kunne være de studerendes gentagne brandtaler for deres egne uddannelsesinstitutioner (især hos de forskellige universiteter), hvor de studerende åbenbart konkurrerede i at bagvaske andre universiteter og fremhæve fordelene ved deres egne. Mon det giver flere point hos professorerne at shanghai e fremtidige studerende? Dagens overraskelsesmoment bestod af en meget engageret tale fra repræsentanten for Bruger- Hjælper Formidlingen(www.formidlingen.dk/), som brugte ca. 28 min. på at overbevise mig om, at et fritidsjob som handicaphjælper so supplement til SU en i forbindelse med en uddannelse, er intet mindre end lykken på jord. Udover at deres stand bød på dagens bedste promotion-karameller, imponerede mandens glødende engagement mig, og det var en meget positiv oplevelse at snakke med en repræsentant, som brændte for sit budskab. Derfor fortjener de ros ved navns nævnelse. Måske ses vi alligevel til næste år Alt i alt forstår jeg godt de elever, der valgte at blive hjemme, da træffet kan forberedes meget på væsentlige områder. På den anden side fik jeg afklaret spørgsmål, som man ikke nødvendigvis ville kunne finde svar på ved hjælp af google. Hvis jeg til næste år er i tvivl om min fremtidige karriere, så hopper jeg sikkert igen på bussen og får en hyggelig dag i Ålborg.
Indespærret Steffan Frydkjær 3y Dette er en imaginær autentisk beretning, om det psykologiske forløb vor hovedperson gennemlevede i perioden 12. 18. januar. Beretningen tager sted et fiktivt sted lidt nord for Frederikshavn. 12. januar (Erkendelse) Mit vindue er dækket af en hård, hvid masse. Jeg kan ikke længere bevæge mig udenfor døren, da den er frosset fast, og internet, telefon og fjernsyn er dødt. Radioen kan dog opsnappe et svagt signal fra P1, som i anledning af sneen kører et tema om global opvarmning min bare røv! Mine forældre er ude af huset, men min tvillingesøster nåede desværre aldrig ud. Derudover er katten Leonore Cecilie her, samt en foruroligende lille ration mad. 13. januar (Skizofreni) Jeg vågnede i morges, og huset føltes som en kummefryser. Bornholmeruret og det antikke skuffemøbel måtte lade livet i brændeovnens gab, mens mine tæer fik farven igen. Jeg har tilbragt dagen med at finde den mest veltalende knast i loftet. Søster snakkede om at hun var sulten det kan jeg ikke tage mig af. 14. januar (Projektion) Katten var væk her til morgen og søster er begyndt at kaste hårbolde op. Min konklusion er, at katten grangiveligt har skjult sig for kvindemennesket. Jeg læste en bog i dag, som mine forældre altid har påduttet mig og er skrevet af forskellige mænd fra mellemøsten. Det er åbenlyst, at Johannesåbenbaringen er en forudsigelse af guds straf over mennesket for at dræbe alle naturens snegle ved at oversalte vejene, og derfor nu har bestemt sig for at give os sne i mængder, vi slet ikke kan kontrollere. 15. januar (Hallucinationer) Jeg så Nirvana! Det var der! En blid sommereng, hvor sommerfugle flyver henover de nyudsprungne blomster, der blidt masserer den grønne græseng! Jeg så ryddede og saltede fortove! Illusionen om disse eksisterer stadig, jeg ved de er dernede under sneen! Jeg håber at leve til at se disse betongenstande igen. 16. januar (Depression) I dag blev det for meget. Jeg forsøgte at gøre mine lidelser forbi! Anton og Jakob protesterede kraftigt, men de kunne ikke stoppe mig. Jeg kravlede op på taget af vores 2 etagers hus... Ud til kanten. Skænkede de gode ting i livet en sidste tanke... Syltede agurker.. Og hoppede, fløj, fløj...!! og landede i den bløde hvide sne lige under tagrenden. Fiasko! 17. januar (Chionofobi angst for sne) Sne er egentligt skræmmende. Hvad er sne egentligt? En hvid, ædende klaustrofobisk masse, der æder en op fysisk og psykisk! Hvis det ikke var for sne ville verden være et meget bedre sted! Forbistrede wannabee vanille is. 18. januar (Fornægtelse) Sneen er væk! Vejene er ryddet! Jeg kan bevæge mig ud... Ud.. i den store verden.. Hvor der er andre mennesker, der ikke er ens søster.. al elektronik fungerer igen og de gamle er på vej hjem igen. Jeg har brugt dagen på at smide søster ud, cutte alle el-ledninger og barrikadere alle døre og vinduer... Civiliserede verden - rend mig!
Tur til Holland På skolen er der en international elevgruppe med fire medlemmer. Den 1. februar drog vi alle af sted til konference i Weert sammen med tre lærere. Konferencen var en del af Water and Environment - projektet som 1.z er en del af. Projektet går ud på, at elever fra Italien, Holland, Frankring, Spanien og Danmark skal samarbejde på tværs af landegrænserne for at være med til at finde en international løsning på problemer med vand og miljø. Konferencen Under konferencen var vi indkvarteret privat, så vi fik lov at se, hvordan folk bor og lever i Holland. På selve konferencen skulle vi finde ud af, hvordan projektklasserne på de forskellige skoler kan samarbejde. Der kom mange forskellige forslag, og det hele blev til sidst fremlagt i grupper for de deltagende, skolers rektorer samt lokale hollandske medier. Opfølgning Nu er det så meningen, at projektklasserne skal begynde at arbejde med det, vi kom frem til. Til efteråret skal der så følges op på, hvordan det er gået med projektet på de forskellige skoler, da vi holder en ny konference, denne gang i Paris.
FRASTØDT OG CHOKERET OVER NORDJYSKES DEBATØRER Under arbejdet med denne artikel, har der været mange faser. Først en enorm vrede på alle unges vegne, jeg ikke troede jeg besad. Så forsigtighed, valg af ord med omhu, frygt for at komme salt i et åbent sår, støde de forkerte. Så erkendelse af, at jeg heller ikke selv har noget entydigt, rigtigt svar. Efter Mathias død iagttog jeg en frastødende iver hos både journalister og Nordjyskes læsere efter at placere skyld og ansvar. En skyld, som jeg ikke mener, at udenforstående kan være fuldt berettigede eller kvalificerede til at placere. Det findes ikke noget rigtigt og entydigt svar på, hvem der har ansvaret for Mathias død. Selvfølgelig skal der reflekteres og debatteres, når ulykker som disse sker. Overvejes, hvor meget vores frie alkohol kultur er værd. Men det chokerede mig, at nogle læsere udtalte sig fordømmende om detaljer, de på det tidspunkt ikke havde forudsætninger for at vide noget om. En læser har gjort sagen til endnu et bevis på, at alle unge er egoister, der kun tænker på deres egne behov. Sammenfattes de skarpeste udtalelser, tegnes dette billede af os, danske unge mennesker. Vores ungdomskultur er rådden, vi presser hinanden til at drikke os sanseløse, jo mere man drikker jo sejere er man. Og lærerne, de uansvarlige, uanstændige burde have mandsopdækket os 24 timer i døgnet, for det var jo deres ansvar! Hvordan kunne det lade sig gøre når der var lærere med på turen? Men lærerne var jo tydeligvis ikke deres opgave voksen, de var sikkert selv på druktur. Og hvor var Højmark? Og hvorfor solgte den østrigske bartender overhovedet alkohol til mindreårige? Vi må indføre en nul-alkohol politik. For vores børns sikkerhed! Hvis disse udtalelser er et udtryk for den generelle holdning til vores generation, er jeg rædselsslagen. Reaktionerne er, som så ofte, faret frem præget af uvidenhed, spekulationer og fejlslutninger. F.eks. er lærernes rolle på skituren blevet fuldstændig misforstået gentagne gange. Som elev på gymnasiet og deltager på skituren, har jeg aldrig betragtet det som lærernes rolle at passe på de 100 elever i nattelivet. Det har mine forældre heller ikke. Derfor smerter det, at lærerne bliver dømt så hårdt af offentligheden. At finde en syndebuk gør ikke nogens sorg mindre. Dog vil jeg anerkende, at det måske har givet forældrene en falsk tryghed, at lærerne var med. En misforståelse på grund af manglende information. At vores forældre i år inden 2.g ernes studietur har modtaget et brev angående forholdene og reglerne på studieturen, og den grundige information, viser, at gymnasiet har taget kritikken til sig. Jeg bliver en smule stolt af gymnasiet, da de samtidig ikke har valgt at give efter for barnepigementaliteten, og forbyde os at drikke alkohol eller færdes på egen hånd. Hvordan skal vi nogensinde blive selvstændige individer, der kan tage ansvar for os selv, hvis vi ikke får lov at gøre vore egne erfaringer? En beruset 18-årig eller for den sags skyld en beruset 40-årig, tænker ikke mere rationelt end en beruset 16-årig, hvis denne aldrig har fået en chance for at gøre sig sine egne erfaringer. Lad os indse, at vi ligeså godt kunne have mistet en kammerat en kold vinternat herhjemme, og vi og ikke mindst nordjyskes læsere - må nok lære at leve med livets risiko og det faktum, at vi ikke altid er lige gode til at passe på hinanden. Men vores bedste chance for at forhindre, at det sker igen, er at lære af det. Huske det. Huske det, når man planlægger ture. Huske det, når vores venner er lidt for berusede og vil gå alene hjem. Når vi ser en fremmed ligge alene på jorden og stinke af alkohol. De unge, jeg kender og er en del af, består bestemt ikke af alkoholiserede, overfladiske egoister. Vi er heller ikke glansbilleder. Vi er mennesker, der fejler, lærer og vokser hele livet. Maria Leander Gøgsig 2.u
SKUFFEDE BROBYGGERE Brobyggerne mister lysten til at gå på Frederikshavn gymnasium på grund af lærernes manglende forberedelse og elevernes negative attitude 3 elever fra Hørby Ungdomsskole fortæller om deres ophold på Frederikshavn gymnasium I 10. Klasse skal man have været igennem 2 ugers brobygningsforløb for at få sit afgangsbevis. Det vil sige, at det er obligatorisk, og derfor valgte vi at prøve at få det bedste ud af det. Det blev lidt sværere, end vi havde regnet med, da indstillingen fra mange af buspassagererne var, at deres skoletasker havde mere ret til at være på sæderne, end vi havde. Da vi ankom på gymnasiet, blev vi modtaget i kantinen af en lærer. Efterfølgende fik en meget hurtig rundvisning. Derefter blev vi ført ind i et klasselokale og inddelt i to grupper: HF og STX. Vores introduktionslærer informerede os om, at de desværre ikke havde haft tid til at forberede et 10. klasses program, så derfor skulle vi lave et 9. klassesprogram. Dette gjorde, at de af os, som havde været der året før, skulle gentage hele forløbet på samme måde som sidst. Vores skema stod (som året før) på, at vi i ugens løb skulle sammensætte en sportsavis, med formålet at koble de forskellige fag sammen. Timerne i mange af fagene var ensformige og trivielle, da det gik ud på at interviewe forskellige personer og skrive artikler om dem. Dog skilte samfundsfag og biologi sig meget ud fra de andre timer, fordi man kunne mærke, at lærerne var forberedte og interesserede i, at vi skulle få noget ud af forløbet. Til samlingen fortalte rektor de andre elever, at vi skulle være der i den næste uge, og at de studerende skulle tage godt imod os. På trods af det følte vi os ikke velkomne. Så en opfordring fra en redaktør, der elsker at gå på vores gymnasium: Når vi gik på gangene, kunne vi ikke undgå at få kommentarer som puuh, der lugter af brobyggere og åh nej, nu er 0. g erne her igen. Da vi kørte med bussen hjem en af de første dage, sad der nogle 2. g ere, som tydeligvis havde den holdning, at vi ikke havde ret til at køre med offentlig transport. De førte en meget højlydt samtale der gik på, at det var åndssvagt, at vi skulle spærre pladserne. Én pige spurgte en anden, om hun ikke bare bad brobyggerne om at flytte sig, som om det var en selvfølge. Der var positive oplevelser, men helhedsindtrykket var meget negativt. Vi synes, at det er ærgerligt, for mange af os, der havde regnet med at tage på STX, er kommet i tvivl og overvejer HHX eller HTX i stedet. I brobygningen på Handelsskolen og HTX fik vi et bedre indtryk af hvordan det var at gå der, da vi havde dagligdags undervisning i timerne. Lærerne havde forberedt et godt og lærerigt program til os, og eleverne var mere imødekommende. Brobygning er til for at gøre reklame og sikre sig, at flere og flere tager en ungdomsuddannelse. Ugen på STX Frederikshavn gjorde os ikke mere ivrige efter at studere der, og vi kunne godt have ønsket, at de havde lagt lidt mere vægt på den simple detalje, at det er eventuelle fremtidige elever de har med at gøre. Dette har fx handelsskolen til gengæld forstået, og løste opgaven til fulde. Tag nu og vis brobyggerne, at vores gymnasium er så meget andet end en samling opblæste, snobbede, arrogante, imbicile, tyranniske tåber! Hvordan kan vi tillade os selv at behandle folk, der har været brobyggere ligesom os selv, med så lidt respekt? Maria Leander Gøgsig, redaktør for Elevbladet og elev i 2.u
Brug Biblioteket, mand! Romaner, fagbøger, blade, aviser, film, musik, spil, internet, anmeldelser, tolkninger og meget, meget mere - det er gratis! Gå til din Gymnasiebibliotekar eller hjemsøg os i Skagen, Frederikshavn og Sæby vi hjælper dig gerne! Du kan døgnet rundt bestille, reservere eller forny på nettet www.bibl.frederikshavn.dk Skagens Bibliotek tlf. 9845 9200 Frederikshavn Bibliotek tlf. 9845 9100 Sæby Bibliotek tlf. 9845 9300