Politiet i Grønland. Set med nordjyske øjne 1 POLITIET I GRØNLAND

Politiet i Grønland Set med nordjyske øjne 1 POLITIET I GRØNLAND

Indholdsfortegnelse Forord... 3 Indledning... 5 Oprettelse af Politiet i Grønland... 6 Udfordringerne... 7 Uddannelsen... 9 Arbejdsopgaverne for politiet i Grønland... 11 Ordens- og retshåndhævende opgaver... 11 Eftersøgnings- og redningstjenesten... 12 Særlovgivning... 12 Anklagevirksomhed... 13 Fuldbyrdelse af domme... 13 Opgavernes betydning... 13 Politipersonalet... 13 Reservepolitibetjente... 14 Kommunefogederne... 14 Hverdagen i et distrikt på kysten... 15 Ordenspoliti opgaver... 15 Kriminalpoliti opgaver... 16 Civile opgaver... 16 Fogedsager... 16 Redningstjenesten... 16 Arrest og detentionsforhold... 17 Personale... 17 Beretninger fra hverdagen... 18 Eftersøgninger og redningsaktioner... 18 En redningsaktion i Østgrønland... 18 En eftersøgning i Vestgrønland... 25 Nuna Air fly savnet... 25 En grønlandsk narkosag... 33 Oplevelser fra Ittoqqortoormiit... 34 Rumæners eventyr i det nordlige Grønland... 38 Vi kæmper i Vandskorpen... 40 Færre politifolk til flere tilkald... 40 Lokkes væk fra politijobbet... 40 Med politikutter til bygderne... 41 Alkohol har skylden... 41 Stolthed over faget... 42 Afslutning... 43 2 POLITIET I GRØNLAND

Jens Henrik Højbjerg Rigspoltichef Elsemette Cassøe Politidirektør i Nordjyllands Politi Politiet spiller en meget vigtig rolle i det grønlandske samfund, dels på grund af geografien med mange små samfund spredt over et meget stort område, dels fordi politiet udover de traditionelle opgaver løser en lang række andre funktioner, som ikke er politiopgaver i Danmark. Det stiller store krav både menneskelige og faglige til personalet, som består af både hjemmehørende og udsendte polititjenestemænd. Fra min egen tid på Grønland ved jeg, at opgaven bliver løst med dygtighed og entusiasme. Jeg er derfor glad og taknemmelig for, at Det Grønlandske Hus i Aalborg har taget initiativ til at vise en større kreds, hvori politiets vigtige og krævende opgaver består. Nordjyllands Politi har i årtier afgivet personale, som i kortere og længere tid har gjort tjeneste i Politiet i Grønland. Vi har gjort det med glæde, ikke mindst fordi det udsendte personale kommer hjem med oplevelser fra en krævende opgave i en fremmed kultur, som både menneskeligt og fagligt har udviklet dem til at blive endnu bedre til at møde de daglige udfordringer, når de er vendt tilbage. Nordjyllands Politi vil også fremover bistå Politiet i Grønland med at løse de udfordringer, som både naturen og opgaverne stiller i forbindelse med den daglige tjeneste i Grønland. SET MED NORDJYSKE ØJNE 3

Jan Thrysøe Leder af Det Grønlandske Hus i Aalborg Preben Juel fhv. chefkriminalinspektør Aalborg og stationsleder i Aasiaat og Tasiilaq. Vi har en lang tradition for at lave små udstillinger i Pyramiden. Formålet med disse udstillinger er altid at give de besøgende et indtryk af Grønland, og det mangfoldige liv som udfolder sig på verdens største og smukkeste ø. Udstillingernes temaer spænder vidt fra kultur, kunst til de mere dagligdags gøremål. Politiet i Grønland spiller overalt en stor rolle i dagliglivet, og ikke mindst i byerne og bygderne på kysten, fordi man er så langt væk fra centraladministrationen. Derfor varetager politiet opgaver, som ikke i Danmark betragtes som politi opgaver, og det stiller store krav til personalet. Vi har derfor ønsket at give både vore grønlandske og danske besøgende et indblik i politiets mange funktioner i Grønland. Politiet i Grønland er endnu ung som institution, vi har derfor valgt med dette skrift at give en kort beskrivelse af både historien og dagligdagen. Jeg vil til slut rette en tak til alle, som har bidraget til, at denne udstilling kunne laves. Efter otte fantastiske år som politimand på Grønland er jeg stolt over at kunne være med til at præsentere denne udstilling. Ingen af mine mange tjenestesteder har budt på så forskellige udfordringer og så store oplevelser, som tjenesten på Grønland. På grund af de store geografiske afstande, vidste man altid at opgaverne skal løses med de midler og det personale, som er på stedet. Det kræver ofte mod, snarrådighed og stor menneskelig forståelse. Hverdagen i en anderledes kultur i et fantastisk storslået og ind i mellem farlig natur, blandt et stolt gæstfrit folk har præget både min faglige og menneskelige udvikling mere end jeg ville kunne opnå noget andet sted. Grønland er ikke et sted man har været, men en plads i hjerte og sjæl, som aldrig svækkes. Jeg håber udstillingen og dette skrift giver et godt indblik i livet som politimand i Grønland, og måske endda giver nogle lyst til selv at opleve det. 4 POLITIET I GRØNLAND

Indledning Arbejdet med Det Grønlandske hus i Aalborgs udstilling om Grønlands Politi set med nordjyske øjne gav inspiration til at lave dette skrift om Grønlands Politi, som vi har oplevet det. Det er således ikke et værk af stor videnskabelig og historisk værdi, men en måde at dele vores begejstring for en helt enestående del af dansk politi. Den plads som er til rådighed i denne publikation gør det umuligt at give en udtømmende og historisk korrekt gengivelse af Politiet i Grønland. Et historisk tilbageblik fyldt med årstal og statistikker over udvikling er nok den almindeligste måde, at gennemgå en udvikling, men også den tungeste. Så i stedet for en meget detaljeret gennemgang - med masser af statistik og årstal -, har vi forsøgt at give let indføring i de særlige grønlandske forhold, som gør og har gjort, at både danske og grønlandske polititjenestemænd med stolthed og glæde har bidraget til udviklingen af Politiet i Grønland. Få steder i verden får den enkelte politimand så store mulighed for at afprøve sine faglige og menneskelige evner som i Grønland. Få steder findes så smuk og voldsom natur. Få steder findes så enestående en kultur, så hvis en vis begejstring skinner igennem i denne beskrivelse, så der det fordi, at man ikke kan have været en del af Politiet i Grønland uden at have tabt sit hjerte til både landet og Politiet i Grønland. Rigtig mange fra betjente fra Nordjylland har i årenes løb forrettet tjeneste i Grønland, og med udstillingen Politiet i Grønland- set med nordjyske øjne og dette skrift, håber vi at give et indblik i både oprettelsen af Politiet i Grønland, de opgaver som skal udføres krydret med beretninger fra den daglige politigerning, som det er oplevet af de implicerede nordjyske betjente. Det er vort håb, at vi med udstillingen og dette skrift kan medvirke til at skabe et bredere kendskab til både Grønland, Politiet i Grønland og politiet som en helt nødvendig og uundværlig del af det grønlandske samfund. For god ordens skyld skal nævnes at indholdet alene udtrykker vores opfattelse af livet som politimand på Grønland. Jan Thrysøe Det Grønlandske Hus i Aalborg Fhv. Kriminalassistent Preben Juel Hansen Fhv. Chefkriminalinspektør SET MED NORDJYSKE ØJNE 5

Oprettelse af Politiet i Grønland Når man historisk skal prøve at se tilbage på et politis udvikling, er det en forudsætning, at man relaterer udviklingen til det omgivende samfunds udvikling. Det er let at bedømme de enkelte udviklingstrin med nutidens øje. I bagklogskabens skarpe lys er det let at se, hvad der i en given situation skulle være gjort eller ikke gjort. Den historiske udfordring ligger i at vurdere udviklingen på et givet tidspunkt i forhold til det omgivende samfunds udvikling på samme tidspunkt. Netop det forhold gør Politiet i Grønland til et særligt spændende emne at beskæftige sig med. Hvor det danske samfund har haft en forholdsvis langsom og jævn udvikling gennem mange hundrede år, så har udviklingen i det grønlandske samfund gennem de sidste år haft en nærmest supersonisk udvikling. Samfundet har udviklet sig fra at være et fangersamfund, som fungerede på egne og naturens præmisser til et moderne informations- og industri/turistsamfund. Det har givet store udfordringer til det grønlandske samfund, og det har haft store menneskelige omkostninger for mange grønlændere. Denne eksplosive udvikling har også haft betydning for politiet udvikling. Før 1951 varetog landsfogederne, sysselmændene og kommunalbestyrelsesmedlemmer de politimæssige opgaver, og langt hen af vejen også domstolenes opgaver. Da et egentlig politi blev oprettet i 1951 med hjemmel i den grønlandske retsplejelov, bestod styrken af fem udsendte overbetjente og fem hjemmehørende underbetjente, som først og fremmest skulle fungere som tolke, men de skulle også oplæres som egentlige betjente. På det tidspunkt havde Grønlandsministeriet ansvaret for alt vedrørende Grønland og herunder også politiet, som således i realiteten stod til ansvar for Landshøvdingen for Grønland. Det blev dog ændret i 1965 hvor ansvaret for politiet overgik til Justitsministeriet. På det tidspunkt var styrken steget til 12 udsendte og 25 hjemmehørende betjente en ganske pæn udvikling på bare 14 år. Udviklingen forsatte gennem årene, og da Grønlands Politi i 1976 kunne fejre sit 25 års jubilæum var styrken oppe på 55 grønlandske betjente og 20 danske udsendte. Hertil kom adskillige kontorfunktionærer og udsendte jurister. I dag består Grønlandsk Politi af otte jurister og en jurastuderende, som alle er udsendt fra Danmark. Der er 98 polititjenestemænd, hvoraf de 27 er udsendt fra Danmark og af de 71 grønlandske polititjenestemænd er de 29 i gang med grunduddannelsen. Derudover er der 22 kontoransatte. Til at understøtte denne styrke er der ansat 46 timelønnede reservebetjente, som under instruktion af den vagthavende assisterer med ordensrelaterede opgaver. Som en assistance for politiet, er der i de største bygder oprettet 51 kommunefogedstillinger. Disse er politiets repræsentanter i fjerntliggende bygder. Knap halvdelen af disse stillinger er besat i øjeblikket. Endelige laver 22 kontoransatte administrativt arbejde. Man kan således både på det opgave- og personalemæssige område se, at der har været en kolossal udvikling i det halve århundrede, hvor der har været politi på Grønland. 6 POLITIET I GRØNLAND

Udfordringerne Naturen og landets størrelse stiller helt særlige krav til organisering af politiet og de opgaver, som politiet som myndighedsudøver varetager. Grønlandsk politi har på den baggrund haft betydningsfulde og vanskelige opgaver, som ligger langt udover, hvad dansk politi normalt beskæftiger sig med. Opgaver, som på trods af meget vanskelige forhold ofte er løst med enestående dygtighed og personligt mod fra de enkelte polititjenestemænd. Udviklingen af Politiet i Grønland blev i begyndelsen lagt i hænderne på en håndfuld dygtige og entusiastiske danske politibetjente, og Dansk politi har siden deltaget i udviklingen af politiet i Grønland, men altid med den målsætning, at mest muligt skulle overdrages til hjemmehørende betjente, når det var fagligt forsvarligt. Udviklingen af politiet har endvidere skulle ske i balance mellem de to meget forskellige kulturer, som de danske udsendte og de grønlandske betjente repræsenterede. De grønlandske betjente kom fra et fangersamfund, hvor de var vant til at håndtere livet, jagt og fiskeri i det barske arktiske klima, men hvor både ansvaret og udførelsen af samfundets administrative funktioner blev varetaget af danske udsendte. De danske udsendte kom fra gamle gennemregulerede og regelbestemte institutioner, hvor love, bekendtgørelser og instrukser dannede baggrund for de daglige dispositioner. Landets størrelse og den til tider voldsomme natur er dog en faktor, som ikke altid gjorde og gør det muligt blot at overføre danske løsninger til Grønland. SET MED NORDJYSKE ØJNE 7

Det har indimellem været en meget vanskelig balancegang, som har medført tilspidsede situationer, og indimellem også meget morsomme episoder. Fælles for de fleste konflikter var dog, at opgaverne blev løst og begge parter lærte af hinanden. Det giver derfor god mening, når udtrykket under hensyn til de særlige grønlandske forhold ofte er blevet benyttet, når en opgaveløsning bagefter skulle beskrives. havde bevaret den oprindelige levevis som fangere meget længere end man gjorde på Vestkysten. Man havde derfor i forbindelse med den grønlandske retsplejelovs indførelse ikke fundet det nødvendigt, at den gjaldt for Østgrønland. Den navnkundige Eske Bruun, som havde deltaget i arbejdet med retsplejeloven, skulle efter sigende havde udtalt, at han ikke ønskede politi til Østgrønland, for så blev der bare brug for det. De danske betjente skulle således arbejde ikke bare i en meget anderledes og voldsom natur, i en anden kultur, men også med en helt anden lovgivning, som på daværende tidspunkt lagde meget mere vægt på at bringe lovovertrædere tilbage til samfundet i stedet for at straffe. Arbejdsgrundlaget for politiet i Grønland er derfor helt Grønlands eget. Retsplejeloven og ikke mindst Kriminalloven er helt speciel for Grønland. Bemærk, at det ikke hedder straffeloven men Kriminalloven og ordet straf findes ikke i loven i stedet tales om foranstaltninger. Loven var meget fremsynet og moderne set i forhold til den danske, hvor straf stadig var og er den fremherskende tese. Den efterfølgende eksplosive udvikling af det østgrønlandske samfund, har imidlertid vist, at politiet i Østgrønland er både nødvendigt og til glæde for samfundet. Her skal særligt fremhæves, at opbygningen og udviklingen af politiet i Østgrønland for langt størsteparten er udøvet af dygtige grønlandske betjente. Kun meget få danske udsendte har været stationeret på østkysten. Hans Hedtoft sagde ved forelæggelsen af forslag til Kriminalloven at Jeg tillægger det stor betydning, at man gennem en lov som den foreslåede, undgår at krænke Grønlands retstraditioner og jeg viger tilbage for af at fordanske det grønlandske samfund på et område, hvor dette har en ordning, der fuld ud opfylder samfundets behov. I Østgrønland blev der først indført politi i 1965. Det var et yderdistrikt, som i forhold til distrikterne i Vestgrønland 8 POLITIET I GRØNLAND

Uddannelsen Et politikorps anseelse og effektivitet afhænger i høj grad af den uddannelse, som er givet de enkelte medlemmer af korpset, uanset på hvilket niveau den pågældende befinder sig. Den første uddannelse af grønlandske politikfolk var ren mesterlære. De udsendte overbetjente lærte de nye medlemmer af korpset de praktiske færdigheder, og en smule vægt på det teoretiske blev der vel sporadisk også tid til. Men uden en beskrivelse af, hvad kravet til en grønlandsk politimand var, uden undervisningsmateriale og med en travl hverdag, hvor bare det at oprette et politi tog en stor del af energien, blev denne overlevering af viden ikke den helt store del af hverdagen. Allerede efter hjemsendelsen af det første hold overbetjente i 1957, gjorde disse pionerer opmærksom på, at der måtte oprettes en egentlig uddannelse for grønlandske betjente. I 1962 blev der også afgivet en betænkning, hvoraf det fremgik, at det ville være gavnligt, hvis alle grønlandske betjente startede i Nuuk og der blev oplært af både de udsendte politifolk og juristerne. Denne ordning blev sat i værk som et forsøg i 1966, så det skulle tage 11 år, inden denne helt grundlæggende forudsætning for politiet udvikling kom på plads. at have gennemført grunduddannelsen i Danmark med tilfredsstillende resultat. Dette ophold varede ca. 1½ år, og det var ofte en meget stor belastning for de grønlandske politifolk. Det var dengang meget vanskeligt at finde en passende bolig for de grønlandske politifolk, som ofte medbragte familie, som bestod af både kone og børn. En god del af disse havde udover sproget besvær med at flytte til et fremmed land med en helt anderledes kultur. Mange havde derfor besvær med at tilpasse sig i Danmark. Motivationen til at gøre en stor indsats i skolen var endvidere nok en smule begrænset af, at stort set alle de love og bestemmelser, som skulle læres sluttede den sidste paragraf med denne lov gælder ikke for Færøerne og Grønland. Man skulle så tro, at det blev en succes, men igen var den daglige arbejdsbyrde en hindring for, at forsøget rigtig om i gang. I stedet intensiverede man uddannelsen af grønlandske politifolk i Danmark, og det blev besluttet, at ingen grønlandsk politimand kunne fastansættes uden Mange klarede sig flot, men flere kom hjem med et magert udbytte. Det var helt klart, at der var behov for yderligere uddannelse i Grønland, hvor der var taget højde for de særlige grønlandske forhold og lovgivning. SET MED NORDJYSKE ØJNE 9

Politiskolen i Nuuk Der var blandt de grønlandske politifolk et stærkt ønske og behov for mere undervisning i relevant grønlandsk politistof. Dog holdt den Grønlandske politiforening fast i, at alle grønlandske politifolk, skulle have gennemgået den danske uddannelse, som en forudsætning for fastansættelse. Det var nu nok mere en kamp for ligeløn med de danske udsendte en et egentlig uddannelsesbehov for dansk lovgivning. I 1972 blev der oprettet et såkaldt forkursus i Nuuk, som via et otte ugers kursus, skulle forberede aspiranterne på den egentlige uddannelse i Danmark, ligesom man under kurset skulle vurdere den enkeltes mulighed for at gennemføre opholdet i Danmark. Der blev på dette kursus giver 278 timer undervisning. Disse kurser viste sig at være en god investering, idet kun de egnede blev sendt af sted til Danmark. Herved sparede man både ressourcer og skånede ikke boglige politimænd for nederlag i forbindelse med grunduddannelsen i Danmark. I 1975 blev det besluttet af en del af grunduddannelsen kunne forgå i Grønland ved den nu oprettede politiskole i Nuuk. Fra 1976 blev alle grønlandske stationsledere og stedfortrædere hver andet år indkaldt til et særligt kursus tilrettelagt med henblik på at styrke den viden de som stationsledere har særligt behov for i forbindelse med de særlige bemyndigelser der er givet dem i udøvelsen af deres ledergerning. Det blev første skridt på vejen til at overføre hele uddannelsen til Grønland, og til at hovedvægten på den grønlandske politiuddannelse er baseret på både de teoretiske forudsætninger og den praktiske hverdag, som polititjenestemand i Grønland. Fra 1991 er al uddannelse overført til Politiskolen i Nuuk. 10 POLITIET I GRØNLAND

Arbejdsopgaverne for politiet i Grønland I den betænkning som Grønlandskommissionen 1948-1950 skrev, og som gav anledning til oprettelse af Politi i Grønland, var der selvfølgelig også et forslag til, hvad politiet skulle beskæftige sig med. Det var en fremsynet og grundig beretning. De arbejdsopgaver som dengang blev foreslået er langt hen af vejen, de samme som politiet i dag er travlt beskæftiget med. Da politidistrikterne i Grønland ligger langt fra hinanden, og ekspertisen på en lang række civilretslige områder alene befandt sig i Nuuk, var det nødvendigt, dels at give politiet en række opgaver, som ikke umiddelbart i Danmark betragtes som politiopgaver, og dels var det nødvendigt at uddelegere en ganske stor kompetence til distriktets stationsleder. Stationslederen var tillige bemyndiget til at udarbejde visse bødeforlæg og udfærdige anklageskrifter efter nærmere fastsatte bestemmelser. Hertil kom, at politiet uden for Nuuk også optrådte, som anklagere i retten. Når fældende dom var faldet, og en passende foranstaltning var idømt, så tilkom det også politiet i et vist omfang, at fungere kriminalforsorg, de steder, hvor et sådant ikke var etableret. Det er således et ikke ubetydeligt ansvar, som blev lagt på de grønlandske politifolk. Det kræver en helt enestående integritet at kunne forvalte så mange kasketter, og stadig bevare befolkningens respekt. Ordens- og retshåndhævende opgaver Efter kommissionens forslag blev det besluttet, at politiet først og fremmest har til opgave at varetage ordenens opretholdelse og retshåndhævelse og herunder foretage efterforskning vedrørende kriminelle forhold og gennemføre anklagen. Ordenshåndhævelsen og de opgaver, som følger med denne, er i Grønland stort set de samme som i Danmark, men hertil kommer også efterforskningen af kriminelle forhold. Efterforskningen foretages efter retningslinjerne i den Grønlandske Retsplejelov, og forudsætter derfor betydelig indsigt hos de grønlandske betjente. Man må e- rindre sig, at her var der ingen specialister, her skulle alle kunne det hele. Eftersøgnings- og redningstjenesten SET MED NORDJYSKE ØJNE 11

Eftersøgnings- og redningstjenesten Som noget andet og ganske særligt blev politiet pålagt at etablere og forestå eftersøgninger og redningsaktioner til lands og til vands. Dette ansvar blev dog efter Hans Hedtofts forlis delt med søværnet, som fik ansvaret for redningen udenskærs. Politiet havde så ansvaret for de mere lokale eftersøgninger og redningsaktioner. En ganske ansvarsfuld og vanskeligt opgave. På grund af naturen, det ind i mellem voldsomme vejr og de enorme afstande er det ganske store og omkostningsfulde ressourcer, som sættes ind, når personer udebliver eller forulykker. I de små samfund kender alle hinanden, så det giver et yderligere pres på den ansvarlige, som skal bevare ro og overblik, når det skal besluttes om en eftersøgning skal startes eller om den uden fare for de udeblevne kan afvente en tid endnu, også set i lyset af de farer, som eftersøgningsholdet udsættes for. De fleste eftersøgninger ender heldigvis godt, men alle stationsledere udtrykker altid, at den sværeste beslutning i politiarbejdet er at stoppe en eftersøgning, når man selv er den, som ansigt til ansigt skal fortælle det til den eftersøgtes familie. Redningstjenestens materiel beskrives i en særskilt artikel. Særlovgivning Udover at skulle håndhæve kommunale vedtægter, var der en lang række andre opgaver, som blev pålagt politiet. Således afholdt politiet køreprøver og udstedte grønlandske kørekort, foretog indregistrering af motordrevne køretøjer. Videre skulle politiet meddele tilladelse til offentlige indsamlinger, meddele dispensationer fra et forbud mod at besidde og overdrage pistoler, give tilladelse til udskænkning af alkohol ved offentlige sammenkomster og behandle sager om spiritusbevilling. Ifølge retsplejeloven påhviler det politiet at indberette til kredsdommeren om børn født uden for ægteskab, ligesom det blev bestemt, at anerkendelse af faderskab kan ske for politiet. Mægling og vilkårsforhandlinger i forbindelse med separation og skilsmisse var også politiets opgave, ligesom politiet efter retsplejelovens kan indtræde i en ægteskabssag for at varetage det offentliges interesser. Behandling af adoptionssager var også en af politiets mere utraditionelle opgaver. For at vise hvor alsidig politiets opgaver var, kan nævnes at det også påhvilede politiet at udstede grønlandske søfartspas, at påtegne af og påmønstring af skibe i mønstringsbeviset, at meddele dispensation fra bestemmelserne om passagerantal i kystskibe, og at afgøre tvivlsspørgsmål om antal passagerer i motorbåde. Endelig kan nævnes, at selv om fiskeriinspektionen normalt sorterer under Grønlands Kommando, påhviler det politiet i det omfang det er muligt, at udføre fiskeriinspektion i de lokale farvande. For nu igen at komme lidt bort fra havet var det også pålagt politiet at behandle sager om dispensation fra brandafstand mellem beboelseshuse. 12 POLITIET I GRØNLAND

Anklagevirksomhed Stationslederne kunne efter nærmere angive retningslinjer udstede bødeforlæg og udarbejde anklageskrifter. De var endvidere bemyndiget til at henlægge sager dels på grund af bevisets stilling eller hvor det af hensyn til sagens ringe betydning fandtes rimeligt at undlade tiltale. I kriminelle sager påhvilede det, på grund af det særlige foranstaltningssystem efter en grønlandske kriminallov, at have et passende forslag til foranstaltning klar, når sagen skulle behandles i retten. Det kunne være tvangsarbejde, tvangsuddannelse, forbud mod ophold bestemte steder eller påbud om ophold bestemte steder, f. eks. ved en fåreholder eller lignende. I sådanne tilfælde var det også politiets opgave, at have truffet aftale med læremester eller opholdsvært om de nærmere betingelser i forbindelse med anbringelsen. Politiet var endvidere pålagt at føre tilsyn med foranstaltningens gennemførelse. Alt sammen meget arbejdskrævende opgaver, som i dag varetages af kriminalforsorgen. Fuldbyrdelse af domme Den Grønlandske Retsplejelov pålægger ikke bare politiet at fuldbyrde domme efter strafferetsplejen, men også at fuldbyrde domme i civile sager. Det har i praksis givet sig udslag rigtig mange fogedsager, hvor politiet både inddriver gæld til det offentlige og til private, hvis fuldbyrdelsesgrundlaget er i orden. Det foregår ved både udlæg i genstande og fast ejendom og udstedelse af pålæg til arbejdsgivere om løntilbageholdelse. Uden for Nuuk fandtes heller ikke advokater, så politiet ydede derfor også i stort omfang retshjælp til befolkningen. Opgavernes betydning Selv om denne oplistning af politiets opgaver lang fra er komplet, kan den let komme til at fremstå, som en lang opremsning. Da de særlige grønlandske forhold gør, at der ikke er store administrationer tilstede byerne og bygderne uden for Nuuk, så er Politiet ofte blevet endestationen, når man skulle finde en myndighed, at tage sig af en ny opgave. Denne udvikling er forsat og fortsætter formentlig altid, det skal dog nævnes, at der i de seneste år, også er lagt mange opgaver fra politiet til andre myndigheder. Da politiet udover den ordens- og retshåndhævende indsats også var en væsentlig del af befolkningens kontakt med myndigheden var der en udbredt respekt om politiets arbejde, idet politiarbejdet stort set er lige dele opsyn/ kontrol og hjælp/bistand. Hertil kommer, at stort set alle har et personligt kendskab til hinanden på godt og ondt - i de små grønlandske samfund. Det stiller store krav til de politifolk, som skal forvalte et så stort fagområde. Langt de fleste har formået at forvalte denne position på en så værdig måde, at der fra starten til i dag altid har hersket stor respekt om Politiet i Grønland. Politipersonalet Fra starten har det været målet, at grønlandske politifolk skal udgøre grundstammen i politiet. Denne udvikling er støt og roligt udviklet sig frem mod målet, men det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at det ind i mellem har været svært at fastholde dygtige grønlandske politifolk. Politiuddannelsen er god, der er respekt om SET MED NORDJYSKE ØJNE 13

personerne, så ofte er dygtige politifolk lokket til andre arbejdsgivere både private og offentlige i stillinger, hvor politilønnen aldrig kommer til at konkurrere. Det kan være en medvirkende årsag til, at det har taget længere tid end forventet, at kunne undvære de danske udsendte, som har ydet en fantastisk indsat i forbindelse med opbygningen af Politiet i Grønland. Kommunefogederne har dog haft langt større betydning i Grønland. Da kommunefoged ordningen er et dårlig betalt og ind i mellem utaknemmeligt borgerligt tillidshverv, har det gennem tiderne været vanskeligt at finde tilstrækkeligt egnede emner til denne opgave. Polititjenesten er krævende både fagligt og menneskeligt. Distrikterne er så små, en grønlandske politimand står til rådighed døgnet rundt, med tilkald når situationer kræver det. Det har også været en medvirkende årsag til, at det det er gået langsommere end forventet med at overdrage alle opgaver til grønlandsk personale. Reservepolitibetjente For at bistå politiet i de ordensmæssige opgaver i aften og nattetimerne specielt i weekender er der ansat en række reservepolitibetjente, som yder en fysisk ressourcemæssig forstærkning til de uddannede polititjenestemænd. Disse ikke uddannede reservebetjente er private borgere, som med deres vandel har kvalificeret sig til, at kunne yde en værdifuld bistand til politiet. Kommunefogederne Da de geografiske tilstande gør det umuligt for politiet at være til stede på alle bygder og udsteder, har der gennem tiderne været udnævnt en række kommunefogeder og kommunefogedassistenter, som udover at være tillagt ordensmæssige beføjelser også virker som bindeled mellem bygdebefolkningen og politiet i byen. Det er en ordning, som minder om den gamle sognefoged ordning i Danmark. 14 POLITIET I GRØNLAND

Hverdagen i et distrikt på kysten Hvordan kom det så til at gå? Havde kommission i sin beskrivelse af politiets opgaver været for fantasifulde, eller havde de ramt den grønlandske virkelighed? Her snart 60 år efter opstarten i 1951 kan det konstateres, at kommissionen har ramt plet i sin vurdering af, hvad politiet kom til at beskæftige sig med, og de fleste opgaver findes faktisk endnu, selv om enkelte er faldet fra, til gengæld er der også kommet nye til. Da udgangspunktet i denne artikel er historisk, vil jeg overlade nutiden til læseren, da det er let at finde den sidste årsberetning fra Politiet i Grønland. Til gengæld er her en beskrivelse af hvad et af de 16 politidistrikter på kysten fik tiden til at gå med i 1984. Distriktet er Aasiaat politidistrikt, men arbejdsopgaverne og fordelingen mellem de enkelte områder er generelt, som de er alle andre steder på kysten. Hvilket vil sige uden for Nuuk. Heri er masser af tal, men efter gennemlæsningen har man et rigtig godt indblik i kompleksiteten og arbejdsbyrden i politiets arbejde i Grønland. Aasiaat politidistrikt bestod dengang af Aasiaat og Kangaasiaq kommuner og var dengang Grønlands næststørste politidistrikt. Der boede ca. 5000 mennesker fordelt på 8 beboede steder, hvoraf Aasiaat var den største med 3.600 indbyggere. Distriktet var præget af stor arbejdsløshed, hvilket selvfølgelig var en forstærkende faktor til den sociale tilstand. Der var et ganske stort spiritusmisbrug i distriktet og det har afgørende betydning for arbejdsbelastningen hos politiet idet stor set alle ordens- og kriminalpolitimæssige problem kan føres direkte tilbage til det store forbrug af alkohol. Ordenspoliti opgaver Der blev optaget 129 rapporter for overtrædelse af særlovgivningen, herunder var der 25 sager om spirituskørsel, 23 sager om lov om euforiserende stoffer, 12 brandsager samt 69 sager for overtrædelse af politivedtægten. Der blev herudover behandlet fire sager om selvmord og syv sager vedrørende selvmordsforsøg, derudover blev der optager rapport om to drukneulykker, tre dødfundne personer, to sager om alvorlige arbejdsulykker. Der blev foretaget tolv medikolegale ligsyn, hvoraf to førte til obduktion. Obduktioner blev dengang foretaget lokalt af distriktslægen og overværet af stationslederen. Der blev rykket ud til 338 husspektakler, som skønnedes så alvorlige, at den vagthavende ikke turde afvise dem. Disse husspektakler fandt ofte sted om aftenen og natten, politiet havde derfor vagt på stationen tre aftener om ugen. Torsdag, fredag og lørdag fra 2000 til 0200. Herved kunne de 161 klares i stationens åbningstid, mens de 171 udrykninger blev foretaget fra hjemmet af den polititjenestemand, som havde en uofficiel rådighedsvagt. Herudover foretoges der udrykning til 135 andre politimæssige opgaver om aftenen heraf foregik de 36 i stationens åbningstid medens de 99 andre blev klaret med udrykning fa hjemmet. Til belysning af grovheden af sådanne udrykninger kan det nævnes, at meldingen 24 gange lød på, at en beruset person var gået amok og var gået hjemmefra med trussel om at ville skyde i byen, hvilket faktisk sket 7 gange. Under de forskellige udrykninger blev der foretaget anholdelse af 144 berusere, som måtte overnatte i detentionen, som lå i tilknytning til en tjenestebolig. SET MED NORDJYSKE ØJNE 15

Kriminalpoliti opgaver Politiet i Grønland er et enhedspoliti, så det er det tilstedeværende personale, som behandler alle sager. Der blev i distriktet optaget anmelder om 866 kriminelle sager, som groft tegnet fordelte sig med fire drab, fem kvalificerede drabsforsøg, 238 indbrudstyverier, 228 andre tyverier, 64 bedragerier, underslæb m.m., 22 sædelighedsforbrydelser, 30 brugstyverier 57 voldssager og 77 andre sager om bestemmelser til værn om den personlige frihed. Heraf blev de 523 sager opklaret, hvilket giver en opklaringsprocent på 70 %. Der blev sigtet 886 personer, der blev foretager 416 anholdelser, heraf blev de 33 fremstiller i grundlovsforhør med krav om tilbageholdelse (læs fængsling). Heraf blev tre løsladt i kredsretten, men senere tilbageholdt af landsrettet, sås resultat var 33 arrestantsager. Civile opgaver Der blev i distriktet behandlet 88 faderskabssager, hvoraf de 77 blev anerkendt til politiprotokollen, medens resten måtte overgives til kredsretten, da betingelserne for a- nerkendelse til politiet ikke var til stede. Der blev foretager mæglings- og vilkårsforhandling i 21 ægteskabssager, ligesom der blev gennemført 3 adoptionssager. Der blev forkyndt 1314 stævninger, domme og indkaldelser. Der blev udstedt 158 lejlighedstilladelser i forbindelse med offentlig spiritusudskænkning, offentlig indsamling og bortlodning fra tombola. Der blev udsted 75 pas, registreret 49 motorkøretøjer og afmeldt 50. Derudover blev 24 personer fremstillet for distriktslægen, som udeblevet fra behandling for kønssygdomme. Fogedsager Der blev i årets løb oprettet 360 nye fogedsager, hvori indgik 12 ud- og indsættelsesforretninger. Der blev indgået 211 betalingsaftaler og der blev udstedt 137 påbud om løntilbageholdelse. Herunder inddrev politiet som foged kr. 450.000 derudover blev der inddrevet kr. 17.000 i konfiskation og kr. 146.000 i bøder. Det lod sig kun gøre med en yderst aktiv indsat, da det drejede sig om virkeligt mange penge set i datidens målestok og med den store arbejdsløshed in mente. Redningstjenesten Distriktet rådede over 1 gammel 42 fods politikutter ved navn ELI KNUDSEN. Den virkede som rejse- og redningsfartøj. Det sidste mere af navn end af gavn, for så vidt angår stand og udstyr. Den indsats som besætningen ydede, var intet mindre end fantastisk i forhold til bådens formåen. Der blev iværksat eftersøgning i 24 tilfælde, herunder fandt vi 53 personer, som var udeblevet på grund af vejret eller maskinskade. Det drejede sig oftest om personer i små joller, som jo er populære i Grønland. Søsportens Sikkerhedsråd, ville få mareridt, hvis de så og vidste, hvad disse små joller blev sendt ud i. Der blev iværksat 8 egentlige redningsaktioner, hvor det allerede ved anmeldelsen stod klart, at det her drejede sig om liv eller død. De fire drejede sig om grundstødninger, hvor der over skibsradionen blev udsendt May Day. To May Day kom fra trawlere og to fra mindre fartøjer. Alle blev reddet, men det kunne ikke forhindres, at den ene trawler sank. 16 POLITIET I GRØNLAND

De fire andre redningsaktioner vedrørte fangere, som på hundeslæde var drevet til havs på isflager i forbindelse med fangst og fiskeri. Også her blev alle hentet hjem, om end i et par tilfælde meget forkomne. Der blev i året ikke nødvendigt at indstille nogen eftersøgninger, alle blev det år hentet hjem igen. Det sker ikke ofte i Grønland. Arrest og detentionsforhold Forholdene i disse lokaler har været en akilleshæl i det grønlandske politi, således også i Aasiaat. Detentionslokalerne var sammenbygget med en tjenestebolig og bestod af 2 detentioner på lidt over 6 kvadratmeter, en detentionsgang på 112x90 cm. Et toilet på knapt en kvadratmeter. Disse lokaler blev både brugt til detention og arrest for de tilbageholdte. Den polititjenestemand, som bebor tjenesteboligen fører tilsyn med de anbragte, herunder forestår bespisning af de tilbageholdte. Det skal her erindres, at distriktet jo havde 33 tilbageholdte, som opholdt sig i disse omgivelser i længere tid. Det er obligatorisk at de tilbageholdte skal have mindst en halv times adgang til frisk luft. Udover de tilbageholdte var der i årets løb indsat 385 personer, hvoraf de 274 var indsat i forbindelse med beruselse og sager forbindelse med sager, hvor der blev skrevet rapport, herudover var der indsat 144 i forbindelse med sager, hvori der ikke var optaget rapport, så som husspektakler og lignende. På et tidspunkt sad der 8 tilbageholdte, som arrestanter under disse forhold, samtidig med at der fortsat blev indsat berusere i detentionen. Når man ser antallet af indsatte og sammenholder med lokaleforholdene, kan enhver se, at det næppe kom i nærheden af at kunne betegnes som forsvarlige forhold. Det var en skamplet på politiets virksomhed, men sådan var forholdene. Personale Til at bestride denne opgave var det stationeret én stationsleder, to fuldt uddannede danske politimænd, én fuldt uddannet grønlandsk kollega på skånetjeneste, to fuldt uddannede grønlandske politimænd og to grønlandske politiaspiranter med 10 ugers forkursus. Til hjælp på aftenvagterne var der ansat trereservebetjente med hver 12 timer ugentlig. Politikutteren Eli Knudsen havde en besætning på fire mand. Altså i alt 7 politimænd. Umiddelbart lyder det, som en total underbemanding. Selv om opgaverne var løst tilfredsstillende havde stationslederen også den opfattelse, og søgte samme år om opnormering af distriktet. Det blev dog ikke umiddelbart imødekommet. Forklaringen var, at de øvrige distrikter havde lignende belastning set i forhold til bemandingen, så der var ganske simpelt ikke grønlandsk personale til rådighed for en udvidelse. SET MED NORDJYSKE ØJNE 17

Eftersøgninger og redningsaktioner En redningsaktion i Østgrønland Naturen i Østgrønland er så smuk at det er umuligt at beskrive, men den kan være livsfarlig at færdes i selv for rigtige fangere. Naturens kræfter er ubeskrivelige, men det er fangers evne og vilje til at klare sig i naturen også. Det er denne beretning af Preben Juel et vidnesbyrd om. Fangerliv Livet leves i Østgrønland langt mere oprindeligt end livet i Vestgrønland. Af indlysende grunde, for er der få arbejdspladser i Vestgrønland, så er der endnu færre i Østgrønland. Derfor tog hjemmestyret initiativ til, at nogle fangere om vinteren kunne tage på vinterfangst plads i de afsidesliggende bygder, som beboerne blev tvangsfjernet fra i midten af forrige århundrede. Tasiilaq besejles kun i tre sommermåneder. Isen forhindrer sejlads om vinteren. I foråret er sejlads for farligt på grund af storisen, som passerer Østgrønland fra nord mod syd, sommeren er isfri, men allerede i september bliver det igen for farligt at sejle. Det skyldes for en stor del en østlig storm Neqiak, som kommer fra havet og en nordvestlig fønvind Piteraq. En Piteraq er særlig farlig, da den under særlige forhold, kan opstå inden for ganske få timer og den kan nå op på vindhastigheder på over 280km/t. En Neqiak kan også nå op på orkanstyrke og da den kommer fra havet kan den være så fyldt med underafkølet regn, at alt blive overiset. Neqiak kan også opstå ganske pludselig, om end man ofte har lidt lettere ved at forudsige den. Når det sidste forsyningsskib forlod Tasiilaq, rejste nogle af fangerfamilierne med ud til de nedlagte bopladser, som ligger flere hundrede kilometer syd for distriktet. Med sig havde de ammunition og andre fornødenheder, som satte dem i stand til at overleve i ødemarken de næste 8-9 måneder indtil første forsyningsskib på vej til Tasiilaq sejlede forbi og bragte familien og årets fangst til byen. Her blev årets fangst solgt, så familien kunne købe fornødenheder til næste års togt. Disse familier var ikke byfolk. De var virkelig dygtige fangere i den bedste gamle grønlandske fangstkultur, og de nød stor respekt i byen. Det var således ikke folk, som man var særligt bekymrede for vinteren igennem. Dengang var der ingen mobiltelefoner, men alene radioforbindelse til udstederne og en enkelt telefonforbindelse til hver bygd. Politiet i Grønland har ansvaret for al redning indenskærs, og den redningsaktion I skal stifte bekendtskab med, fandt sted i marts 1983, og den viser hvorfor det kræver overblik og beslutsomhed at håndtere disse operationer. Året før modtog politiet i Tasiilaq 43 anmeldelser om udeblevne eller savnede personer. De fleste førte ikke til andet end forhøjet beredskab hos politiet. Det blev planlagt, hvordan situationen skulle gribes an, hvis det blev nødvendigt at iværksætte en eftersøgning. I 17 af disse anmeldelser blev det nødvendigt at lave egentlige eftersøgninger. I tre tilfælde blev der Lavet egentlige redningsaktioner. Tre af eftersøgningerne endte resultatløse, og det blev konstateret, at fire personer var omkommet på havet. I to eftersøgninger blev de eftersøgte fundet frosset ihjel, så det er operationer, som politiet ser på med stor alvor. 18 POLITIET I GRØNLAND

Redningsaktionen Torsdag den 24. marts 1983 modtog politiet en anmeldelse fra bygden Isortok, at beboerne på fangstpladsen i Umivik har brug for hjælp, da der var misfangst på grund af vejret. Fangerne i Umivik var sejlet ud i september året før, og skulle overvintre til juli. Isortok er ligger 140 km syd for Tasiilaq og er distriktets sydligste bygd. Umivik ligger ca. 150 km syd for Isortok og den sydligste fangstplads, som fangere var bragt til denne vinter. Midtvejs mellem Umivik og Isortok ligger endnu en fangstplads Pikiutdlik -, hvor to familier var til overvintring. En fanger fra vinterbopladsen Pikiutdlik var kommet til Isortok, og havde fortalt, at en fanger fra Umivik var kommet til hans vinterboplads, og havde fortalt at de sultede i Umivik, idet fangsten i de sidste måneder var slået fejl. Pikiutdlik lå ca. midtvejs mellem Umivik og Isortok. Fangeren fortalte, at han så til sine hunde, da han langt ude i horisonten opdagede noget komme nærmere. Han kunne ikke se, hvad det var. Han troede, at det måske var et dyr. Han havde set, at det faldt om i sneen. Han kørte med sin hundeslæde ud for at se, hvad det var. Da han kom derud, konstaterede han, at var Paukanaq fra Umivik, som lå udmattet i sneen. Han bragte ham hjem til sit hus, og fik gnedet noget varme i fangeren. Paukanaq kom til sig selv og fortalte følgende historie: I Umivik boede to familier. De boede et godt stykke fra hinanden, men havde dog kontakt ind i mellem. Vinteren havde været meget mærkelig. Der havde været mange Piteraq er, som havde brudt isen ud for kysten op mange gange. Det havde bevirket, at isen aldrig var blevet rigtig sikker, og derfor var det meget farligt at gå på fangst fra iskanten. Fangst fra iskanten var en forudsætning for at kunne jage om vinteren. Det var derfor meget sløjt med mad det forår. Et par uger før mistede en af de unge fangere, som havde været på sæljagt ved iskanten livet, da isen igen brød op. Paukanaq havde derfor besluttet at prøve at tage til Isortok for at hente hjælp. Den 12. marts tog han over til den anden familie i Umivik, og rådspurgte den ældste fanger, Thorvald, om han ville med til Isortok efter hjælp. Paukanaq havde taget sin kone og sine børn med, og bad om de måtte være hos Thorvalds familie, indtil han kom tilbage. Thorvald, som var den ældste og mest erfarne fanger, ville ikke med på turen, men det blev besluttet at hans søn, Seth, sammen med en anden ung fanger skulle ledsage Paukanaq på turen til Isortok. Den 15. marts læssede de en slæde med sælskind, som de skulle bruge til at betale for proviant, som de ville købe i Isortok. De tog af sted meget tidligt om morgenen. De ville prøve at nå fangstpladsen Pikiutdlik samme dag. Den del af turen gik godt. De ankom alle tre sent om aftenen til vinterbopladsen Pikiutdlik. Næste morgen tog de SET MED NORDJYSKE ØJNE 19

af sted igen. Med lidt held regnede de med at nå Isortok samme dag eller senest dagen efter. Den del af turen gik dog ikke godt. umuligt at få slæde og hunde sikkert ned igen, så de traf den for en fanger næsten ubærlige beslutning, at måtte efterlade slæde og hunde. Vejret blev gradvist dårligere, og de kom ikke så hurtigt frem, som de havde planlagt. Ved aftenstid begyndte at blæse op. Da de dårligt havde landkending, indså de, at de ikke kunne nå Isortok før natten begyndte. Det var ikke nogen nem beslutning, da hundene udgjorde livsgrundlaget på fangstpladsen. De var nødvendige for at jage. Det gjorde også deres egen tur frem mod hjælpen betydelig mere risikabel. De gravede derfor en sne hule ude på isen, som de sov i til næste morgen. De kunne se, at de var kommet næsten frem til Dannebrogeøen. Vejret blev endnu dårligere. De forsøgte at finde en nærliggende fangsthytte ved Igtig på Dannebrogeøen. De kørte på nyis, som var uhyggelig glat og sort. Det gjorde isen ekstrem farlig at færdes på, da man ikke kunne se eventuelle våger. De havde kun kørt kort tid, før en Piteraq rejste sig med enorm styrke. Slæden med hunde og fangere blev blæst hen over isen, men ved at finde snefaner på isen, hvor hundene og fangerne kunne stå fast, lykkedes det dem at komme ind til kysten, hvor de kunne konstatere, at isen igen var ved at bryde op. De gravede en igen en snehule, hvor de i to døgn afventede, at Piteraqen skulle stilne af. Efter to dage i snehulen stilnede Piteraqen af. Da de gravede sig ud af snehulen, så de, at isen langs kysten igen var brudt op. Det var umuligt at køre på isen mod Isortok. Der var kun en vej ud af problemet. De måtte kravle fra iskanten og op af det forholdsvis stejle fjeld, som lå umiddelbart ned til kystlinjen. Da de kom halvvejs op ad fjeldet måtte de opgive at få slæde og hunde med videre op. De anså det også for Der var dog ingen anden udvej. De gravede små trin ind i sneen på fjeldet, og efter lang tids arbejde kom de op på plateauet. Herfra gik de et stykke på indlandsisen. Da de igen så snedækket is, kravlede de igen ned ad fjeldet. Da de kom ned var det næsten aften. Paukanaq var udmattet. De ikke havde spist og drukket i næsten tre dage. De gravede på ny en snehule, hvor de hvilede en tid. Paukanaq ville blive i snehulen, da han ikke var tryg ved vejret. De to kammerater ville videre. De mente, at de kunne nå Isortok i løbet af aftenen eller natten. Paukanaq ville ikke med. Han havde forsøgt at holde dem tilbage, da det var vanskeligt at se våger på isen i mørke, men de ville ikke vente længere. De to unge havde ikke en istuk et uundværligt redskab når man færdes på isen. Han gav dem derfor sin istuk med på turen. Da de gik, holdt han øje med dem et stykke tid, men pludselig rejste der sig en ny Piteraq, og han mistede dem af syne. Han blev to dage i snehulen. Da vejret den tredje dag klarede op, begav han sig gående tilbage til Pikiutdlik. Han gik ud fra, at de to kammerater også havde gravet sig ned i sneen. 20 POLITIET I GRØNLAND

Vejret var nogenlunde, men han kom kun langsomt frem, da han ikke havde spist og drukket i seks døgn. Han var tørstig, men vidste, at det var livsfarligt at slukke tørsten i sne, da det ville afkøle legemet, og svække ham yderligere. Han vidste ikke, hvor lang tid han var under vejs, da han ind imellem faldt om og var nærmest bevidstløs. Pludselig så han en hundeslæde komme imod sig i det fjerne. Efter nogen tid blev han samlet op af en fanger fra Pikiutdlik, som havde set ham komme. Paukanaq regnede med, at kammeraterne var fortsat mod Isortok. Det var nu blevet den 21 marts, og det var ni døgn siden Paukanaq have bragte sin familie over til Thorvald i Umivik. Paukanaq var for medtaget til at fortsætte, så to erfarne fangere fra Pikiutdlik gjorde nu hver sit hundespand klar, og kørte mod Isortok, dels for at søge efter de to unge fangere fra Umivik, dels for at slå alarm til politiet om tilstanden i Umivik. De søgte dog forgæves efter de to unge fangere, men nåede frem til Isortok, hvor de fra handelsforvalterens telefon alarmerede politiet. Politiet i Tasiilaq kontaktede den unge politifuldmægtig, Jens Henrik Højbjerg, hos politimesterembedet, og anmodede om tilladelse til at chartre en helikopter til redningsaktionen. Den unge politifuldmægtig, som nu er Rigspolitichef gav straks tilladelse til chartring af en helikopter. Politiet i Tasiilaq rekvirerede herefter Grønlandsfly og bad dem gøre klar til en SAR (Search And Rescue) operation. To betjente fløj med helikopteren til Isortok, hvor de samlede fangeren fra Pikiutdlik op for at være kendtmand og vise, hvor han på turen til Isortok havde afsøgt området efter de to unge. De måtte dog opgive eftersøgningen, da vejret blev dårligt, og brændstofbeholdningen var ved at ebbe ud. Efter tankning i Isortok fløj de hjem til Tasiilaq med uforrettet sag. Næste dag meddelte handelsforvalteren i Isortok, at det ikke var muligt at flyve i området grundet dårligt vejr. Grønlands kommando i Grønnedal blev kontaktet og forespurgt om vejrsituationen. Den vagthavende orlogskaptajn var gennem politimesterembedet bekendt med sagen. Efter at have hørt om situationen i Umivik blev det besluttet, at han ville aktivere luftgruppe Vest, som var stationeret i Sdr. Strømfjord med et C 130 transportfly. Han ville beordre piloterne at forsøge at droppe containere med proviant til både hunde og mennesker i Umivik, i den anledning bad han om nøjagtige koordinater for de beboede steder i Umivik. Ingen af os politifolk var kortkyndige og de fangere i Tasiilaq, som vidste nøjagtigt, hvor husene lå, var bestemt heller ikke eksperter i kortlæsning. Det er ikke altid en ulempe, at bo i så lille et samfund, at man stort set ved alt, hvad der sker i byen. En af betjentene kunne oplyse, at en ung søløjtnant netop var kommet på besøg hos sine svigerforældre med sin grønlandske kone. Løjtnanten blev straks hentet til stationen, hvor han beregnede, - hvad vi håbede - var en korrekt position. Positionen blev sendt til Grønnedal. Transportflyet blev lastet og gjort klar til at flyve ud med SET MED NORDJYSKE ØJNE 21

containere med proviant, som skulle kastes ud med faldskærm. Politiet i Tasiilaq kontaktede den Grønlandske radioavis, og bad dem opfordre folkene i Umivik komme ud af husene og løbe rundt og gøre sig synlige, hvis de hørte flyvere i luften. Vi håbede, at folkene i Umivik lyttede på kortbølgeradioen. I løbet af eftermiddagen blev vi kontaktet fra Kulusuk flyveplads, idet transportflyet ville have gentaget koordinaterne, da de ikke kunne finde husene. De fik på ny koordinaterne, og vi krydsede fingrene for, at vi havde vist søløjtnanten de rigtige huse. Efter en time fik vi en melding om, at luftgruppen havde fundet to huse, et stykke fra den position vi havde opgivet. De havde set folk løbe rundt ved det ene hus. De havde for en sikkerhedsskyld kastet proviant ud ved begge hytter. Luftgruppen kunne søge i nærområdet i 30 min., hvorefter man måtte returnere til Sdr. Strømfjord pga. brændstofsituationen. De opgav dog forinden de korrekte koordinater for bopladsen til brug for den videre redningsaktion. Glæden var stor både i Tasiilaq og Grønnedal. Vi vidste nu, at der var mad til beboerne i Umivik. Den vagthavende orlogskaptajn i Grønnedal meddelte, at han havde bedt inspektionsskiber Fylla, som var i det østgrønlandske farvand, om at forlægge til iskanten så tæt ved Umivik som muligt. Der var en Lynx helikopter om bord. Den kunne pt. ikke flyve, da den havde tekniske problemer, men hvis problemerne kunne løses var helikopteren til rådighed for aktionen. Det tilbud blev taget modtaget med åbne arme. Vi vidste nu, at der lå en større opgave foran os med at evakuere beboerne i Umivik. Det var nu næsten midnat den 25 marts. Grønnedal meddelte, at helikopteren nu var flyveklar, og vi besluttede, at Lynx helikopteren skulle flyve til Tasiilaq. Vi rettede henvendelse til Kulusuk flyveplads og bad dem bemande radioen den følgende morgen fra kl. 0600. Denne flyveplads var kun åben når et militær fly eller den ugentlige flyvning fra Vestgrønland skulle bruge pladsen. Næste morgen var vi på ny klar til at gøre et forsøg på at komme de nødstedte til hjælp. Lynx helikopteren, som havde en læge om bord, fløj med en politimand fløj til Pikiutdlik for at undersøge Paukanaq. Derefter skulle de fortsætte til Umivik for at få klarhed om evakueringsbehovet. Lynx helikopteren medbragte endvidere yderligere proviant til Umivik. Grønlandsfly s helikopter skulle flyve med stationslederen til Isortok, og genoptog eftersøgningen efter de to fangere fra Umivik. 22 POLITIET I GRØNLAND