TUREN GÅR TIL SYDFRANKRIG AF FREDERIK CRONE 14. UDGAVE

TUREN GÅR TIL SYDFRANKRIG AF FREDERIK CRONE 14. UDGAVE

Blois Angers La Loir e Saumur Pornic Montbéliard DIJON Cholet Bourgogne Bourges Châteauroux La Rochesur-Yon BESANÇON Nevers Autun POITIERS Les Sablesd'Olonne Franche-Comté Beaune Lons-leSaunier Châlonsur-Saône Lausanne Niort Île de Ré La Rochelle P o i t ou-cha re nte s Vichy Bourg-enBresse Rochefort GENÈVE H aute Sav oie Annecy Villefranchesur-Saône LIMOGES Cognac Angoulême Gi Atlanterhavet Saintes CLERMONTFERRAND ro L imous in LYON nd e Auvergne Blaye Arcachon Périgueux Libourne Dor dogne Brive-laGaillarde re è z Vé BORDEAUX Aq uita ine Bergerac Rocamadour Rhône-Alpes Annonay A rdèc he Valence Biscarosse A20 Agen SØLVKYSTEN Mont-de-Marsan Albi TOULOUSE Auch A63 A64 PAU re né es Tarn LANQUEDOC- ROUSSILLON e Digne-les-Bains Avignon Cavaillon NÎMES MONTPELLIER BJERGENECastellane I PROVENCE Gra Ver d on d Arles Lourdes MARSEILLE Narbonne Py re PROVENCE 0 25 50 75 100 Km r Ve Menton Monte Carlo Grasse Aix-en-Provence Nice Antibes Cannes St-Tropez RIVIERAEN Le Lavandou Îles d Hyères es Perpignan Andorra la Vella N nyon du Castres né Prades SPANIEN Ca Béziers Carcassonne PYRENÆERNE Pamplona RHÔNEDALEN A75 Barcelonette Provence Gard A64 Tarbes Gap Nyons n BAYONNE Py Go Millau Montauban N124 Biarritz St-Jean-de-Luz Rodez s du Tarn rge Isère I TA L I E N Montélimar Cahors Rhô n N113 N10 Mimizan Savo ie Grenoble Romans-sur-Isère Le Puy-enVelay Aurillac Chambéry Vienne St-Etienne Cantal Dordogne SCHWEIZ Mâcon Île d Oléron Mérignac Pessac BERN Jura do n NANTES Ce ntre -Va l-de -L o i r e Belfort Vesoul Côte d Or i re Lo Tours La St Nazaire M i d d e l h a v e t

INDHOLD O......... O.. O.. O.. O.. O.. O.. O.. O NÅR SANSERNE TÆNDES 5 BAG OM SYDFRANKRIG Sydfrankrig i dag 6 De nye fremmede 8 Franske frustrationer 10 Med begge ben på jorden 11 Spær øjnene op 12 Når Frankrig er bedst 14 Opbrud om bordet 16 Vin til hverdag 17 Blot og rødt 18 Vigtige årstal 20 Mød murmeldyret 22 Høj puls i Sydfrankrig 24 Provencalske kæledægger 25 BJERGENE I PROVENCE 27 PROVENCE 41 RIVIERAEN 61 RHÔNEDALEN 91 LANQUEDOC-ROUSSILLON 107 PYRENÆERNE 129 SØLVKYSTEN 149 PRAKTISKE OPLYSNINGER 161 Sådan forbereder du dig 161, Rejse og ankomst 164, Sådan kommer du rundt 166, Sådan klarer du dig 167, Hvis uheldet er ude 168, Lokale forhold 169, Årets gang 170, Hvor vil du bo? 171, Hvor vil du spise? 172, Særligt for... 172 AKTIV FERIE 174 MINIPARLØR 176 SPISEKORTET 178 SYMBOLER I BOGEN 180 REGISTER 182 KORT OVER METRO, SPORVOGN OG BUS I MARSEILLE 185 KORT OVER MARSEILLE 186

NÅR SANSERNE TÆNDES DUFTEN AF LAVENDLER og krydderier sitrer i den tørre sommervarme. Basilikum, rosmarin, timian, salvie, myrte og merian kæmper om adgangen til vores ferieopvakte sanser. Om aftenen genkender vi duftene i retten på tallerkenen. Måske tænker vi på aftenkysset, inden det hele fed hvidløg glider ned, men på den anden side: Det er jo sundt. Sådan er Sydfrankrig. Lavendelmarkerne bølger i Luberon, mens krydderiduftene dukker op i Provence, lige så hyppigt som hvidløget i mayonnaisen i Marseille. Bougainvillea og jasmin provokerer en nordbo med deres aggressive frodighed og påtrængende duft. Op ad de velholdte huse svulmer roserne, hvis flygtige og raffinerede duft forædles til sensuelle parfumer i Grasse. Duftene genkendes i de lune sommernætter på strandpromenaderne langs Middelhavet. Romantikken folder sig ud som rosen, inden den blev tørret, og nye og gamle bekendtskaber får næring til intenst samliv. Der er mere hørm over de baksende machoer, der koncentreret forsøger at holde balancen, når Tarn- og Verdon-floden fosser ned gennem slugterne. Som regel ender de i vandet og opdager for sent, at de hverken er udstyret med hjelm eller redningsvest. Men kræfterne skal udfordres, ligesom sanserne. LAVENDEL INDGÅR IKKE KUN I PARFUMER, MEN OG- SÅ I KRYDDERIBLANDINGEN HERBES DE PROVENCE. Det bliver de i en wire på en via ferrata, en klatresti i Alperne, eller på en mountainbike op ad en lodret klippeside i Esterel-massivet. Belønningen er en uberørt landsby, der stiller sulten så grundigt, at al form for fysisk udfoldelse er indstillet et par timer. Og ørerne får nye udfordringer. Når først den enerverende brummen fra motorvejen har lagt sig, og vandrestøvlerne er fundet frem, så tager bierne over. De flittige bier skal producere honning til alle de fristende delikatessebutikker. De er mange, og har travlt, for lavendel og akacie blomstrer ikke længe. Om aftenen afløser cikaderne, afbrudt af et par frustrerede hunde, der hellere ville ligge hjemme i kurven. Og om natten er der lige det automatiske klokkespil på den fine gamle kirke ved siden af hotellet. Det slår hver halve time og lyder helt anderledes charmerende om dagen. Men vi sover videre med lyden af bølgerne i bevidstheden. De brusende bølger ved Atlanterhavet, hvor surferne troner på toppen, og mormor holder fast i barnebarnet i vandkanten. Eller de klukkende bølger ved Middelhavet, hvor lystbådene vugger yndefuldt foroven omkring Nice, Cannes og St. Tropez, mens dykkerne omkring Toulon fascineres af solens stråler, der brydes som i krystaller og åbner en verden med havtudser, koraller og den finneløse, klamme muræne. Sydfrankrig har oplevelser for alle sanser, og vi er velkomne. I kortere eller længere tid. Alene eller med børn og hunde. Sydfrankrig er for os alle. O > INDHOLD 5

SYDFRANKRIG I DAG DER ER NOGET i gære i det sydfranske. En flygtig avislæsning afslører, at det ellers så politisk stabile Sydfrankrig oplever en udtalt politikerlede. De røde vælgere efterlyser et socialistisk alternativ og undlader at stemme. De blå er trætte af Sarkozy og demonstrerer i gaderne i Nice og Montpellier for at bevare deres pensioner. Og de grønne vælgere kalder politikerne skabsgrønne elitister, der foretrækker IKEA frem for fransk håndværk. Konklusion? De færreste franskmænd finder sig i overgreb, og de reagerer sporenstregs, når de føler deres rettigheder krænket. LYS FOR ENDEN AF TUNNELEN Midt i vreden er der også lyspunkter. Sydfrankrig er, trods tømmermænd oven på finanskrisen, stadig det oplagte rejsemål for den klassiske dannelsesrejse. Malere som Cézanne, Matisse, Chagall, Picasso og van SYDFRANKRIG ER TRODS TØMMERMÆND OVEN PÅ FINANSKRISEN DET OPLAGTE REJSEMÅL FOR DEN KLASSISKE DANNELSESREJSE. Sidst, men ikke mindst opruster det højrenationale Front National i Sydfrankrig med nyt lederskab af Marine Le Pen, datter af partiets grundlægger, Jean-Marie Le Pen. Også på gadeplanet er der uro. Motorcyklister brokker sig, fordi de ikke længere må køre uden for vejene i naurparkerne. Og i det ellers så stille Mont-de-Marsan nægter krigsveteraner at fejre afslutningen på 2. Verdenkrig, efter at borgmesteren flyttede processionen fra den 8. til den 7. maj. Gogh har alle slået deres folder her og i kunstnernes hjembyer er der i de senere år opstået fornyet interesse for deres berømte værker nu i nyistandsatte museer. Huspriserne i Sydfrankrig er desuden ved at være tilbage på et niveau, hvor franskmændene igen kan være med. Vejnettet udbygges i øst og vest, så området kommer til at hænge bedre sammen og ikke udelukkende fremstår som en provins af Paris. Byfornyelsen i Marseille fortsætter. Myndighederne har 6 > INDHOLD

FRANKRIGS STØRSTE FAGFORENING, CGT, PÅ BARRI KA DERNE (> 7). MARINE LE PEN OVERTOG I 2011 LEDELSEN AF FRONT NATIONAL EFTER SIN FAR (> 6). luget ud i senere års ejendomsspekulation, og mange mener, at byen bevæger sig mod en position på linje med Nice. I 2013 er byen europæisk kulturby. Hvem kunne have forestillet sig det for bare få år siden? À TABLE! Andre trends peger på spisebordet. De enorme supermarkedskæder, hyper-marchés, har FAKTA OM FRANKRIG Befolkning: 63,4 mio., 76% lever i byer. Befolkningstæthed: 98 pr. km 2. Største byer: Paris 11,2 mio., Marseille inkl. Aix-en-Provence 1,5 mio., Toulouse 1 mio. Areal: 550.000 km 2 (svarer til Spanien + Danmark). Heraf 52% landbrugsjord, 30% skov, 8% naturparker. 5500 km kystlinje. Religion: Da kirke og stat i Frankrig er skarpt adskilte, oplyser den officielle statistik blot, at Frankrig er en verdslig stat. Opgørelser over religiøse tilhørsforhold svinger meget, men et skøn er, at ca. 80% er katolikker, 10% muslimer, stoppet ekspansionen, hvad der giver håb for mange klemte specialbutikker. Den friske sydfranske rosévin har desuden vundet en sejr i EU: Kun vin fremstillet efter rosémetoden må kaldes rosé, hvilket har fået sydfranske vinproducenter til at ranke ryggen. Og samtidig er momsen på restaurationsbesøg blevet sat ned til glæde for madelskere af alle nationaliteter. O 2% protestanter og 8% andet. Levealder: Mænd 77,2; kvinder 84,1 (Danmark: 77,1 for mænd og 81,2 år for kvinder). Regeringsform: Republik, med en folkevalgt præsident. Arbejdsløshed: 9,7% (2010). For unge under 25 år tilmeldt arbejdsmarkedet: 19% (2010). Vækst i BNP: 0,4% (2010). Inflation: 0,1% (2010). Mindsteløn: Brutto 1343,77 månedligt; 8,86 i timen (2010). > INDHOLD 7

BEFOLKNING OG SAMFUND DE NYE FREMMEDE SNAKKEN ER HØJTRÅBENDE, og i luften hænger slagord og vrede blandet med grin og forførende blikke. Det er absolut ikke til at forstå et ord af, hvad de siger. En høflig forespørgsel efterlader ingen tvivl om, at det her, det er ikke for udlændinge. De 20.000 mennesker, der i en lang strøm slanger sig gennem Béziers, demonstrerer for anerkendelse af minoritetssprog, i dette tilfælde occitansk, la langue d oc, der tales i mere end 8 regioner i det sydlige Frankrig. I Arles demonstrerer 2000 for at få provencalsk anerkendt. De udgør den hårde kerne i Le Felibrige, der kæmper imod den franske indflydelse på provencalsk sprog og skikke. Bevægelsen blev grundlagt af forfatteren Frédéric Mistral, der skrev på provencalsk og fik nobelprisen i 1904. I dag hædres han stadig ved at få gader og pladser opkaldt efter sig. Den voksende lokalpatriotisme er et modtræk til den stigende udenlandske indflydelse i Sydfrankrig. Overalt må provencalere, occitanere og catalanere se deres bedste huse opkøbt af udlændinge. De fremmede kommer kun i området i korte perioder, og bor de der fast, holder de sig for sig selv. Det er skandinaver, irlændere, amerikanere, russere og englændere, der bliver beskyldt for at være hovedårsagen til, at den regionale identitet forsvinder, godt hjulpet af billige flybilletter. Eller som en ejendomsmægler siger det: Promenade des Anglais bærer med rette sit navn. Den berømte strandpromenade i Nice hedder sådan, fordi den blev delvist betalt af englænderne (> 77). Men også rige nordfranskmænd betragtes som fremmede. De kaldes Franciots, der tilnærmelsesvis kan oversættes som franske idioter. Ligesom udlændingene køber francioterne de smukkeste steder, isolerer sig ofte og integrerer sig ikke i de lokale traditioner. At skulle integrere fremmede er ellers ikke noget nyt for Sydfrankrig. I løbet af 1600-tallet koloniserede den franske hær bl.a. Quebec i Canada, Louisiana i det sydlige Nordamerika, dele af Vestafrika, Vietnam og andre oversøiske områder. I takt med at kolonierne blev afviklet, fik 8 > INDHOLD

DEN RIGTIGE FRANSKMAND ER SVÆR AT FINDE I DAG SYDFRANKRIG ER LIGE SÅ MANGFOLDIGT SOM RESTEN AF EUROPA. Marseille og øst for stemte man til højre, mens stemmerne vest for Marseille gik til venstre. befolkningen tilbudt fransk statsborgerskab, og det europæiske Frankrig stod åbent for de oversøiske indbyggere. Alle var franskmænd. I perioden 1927 til 1938 fik hvert år 38.000 udlændinge fransk statsborgerskab. Det var overvejende italienere og belgiere, der var strømmet ind som billig arbejdskraft. Da Algeriet blev selvstændigt i 1962, vendte ca. 400.000 franskmænd tilbage til deres rødder i moderlandet. De kaldes Les pieds noirs, sortfødderne. Deres forfædre udvandrede fra det fattige Sydfrankrig for at søge lykken i Algeriet, der blev besat af Frankrig tilbage i i 1830. Nogle af dem tilhørte terrorgruppen OAS, der i perioden op til Algeriets selvstændighed sprængte administrationsbygninger, kulturmindesmærker og andre civile mål i luften. Disse stærkt højreorienterede ekstremister var tvunget til at flygte fra Algeriet efter landets selvstændighed. Mange bosatte sig i Marseille og Provence og engagerede sig i fransk politik. Sammen med Le Pen var flere af dem medstiftere af partiet Le Front National i 1972. Også ved præsidentvalget i 2007 var Sydfrankrigskortet entydigt: I DEN RIGTIGE FRANSKMAND Den lille gemytlige, trinde ældre herre, der på hovedet har en baskerhue, under armen et baguette og i hånden en flaske vin. På læberne hænger en majsgul Gauloise, og øjnene smiler imødekommende. Men det er sjældent, man møder ham. Den rigtige franskmand ser anderledes ud i dag. Men hvordan? Det har præsident Sarkozy sat sig for at finde ud af. Som en af sine første handlinger oprettede han et ministerium, der skal identificere den nationale identitet. Det er primært et bolværk mod indvandrernes frustrationer over ikke at kunne blive integreret på arbejdsmarkedet, men det er også et svar til etniske franskmænd om, at deres frygt er hørt. For den rigtige franskmand synes, at den nye franskmand er blevet lige lovlig mørklødet. Om det er rigtigt eller ej, afhænger i høj grad af, hvor man befinder sig. Siden 1958 har det været forfatningsstridigt at lave statistikker over befolkningens etniske og religiøse tilhørsforhold, men uofficielt skulle omkring 8% af befolkningen være immigranter, svarende til ca. 5 mio. personer. Af dem kommer langt de fleste fra andre EU-lande, mens omkring 1/3 kommer fra de fransktalende lande i Nordafrika, og bare en lille del fra de tidligere afrikanske kolonier. Jokeren er de mange illegale indvandrere, de såkaldt papirløse, der syner meget i gadebilledet. Men de tal, der cirkulerer, varierer så meget, at det er svært at fæste lid til dem. Hvorvidt diskussionen om en etnisk/religiøs statistik skal være lovlig eller ej, får stadig franske analytikere til at fare i totterne på hinanden. For- og imod-grupperne er stort set lige store, men præsident Sarkozy er, i modsætning til sin forgænger, tilhænger af etniske og religiøse statistikker. Så i fremtiden må man forvente, at en rigtig franskmand kan gradbøjes, og nogle vil være mere rigtige end andre. Til gengæld vil Frankrig komme ud af sin europæiske isolation, hvis det atter lykkes at lave en model, der integrerer den nye arbejdskraft i den gamle nation. For, som enhver fransk politiker ved: Frankrig er ikke et folk, men en nation. O > INDHOLD 9

BEFOLKNING OG SAMFUND FR ANSKE FRUSTRATIONER LOUIS VUITTONS NYE, 70 meter lange lystyacht er færdiggjort i Kroatien. 35 snedkere og otte møbelpolstrere realiserede drømmen, der er hjemmehørende i Nice. Men det er ingenting sammenlignet med Lady Mora, der er på 107 m og indtil videre Middelhavets længste. Den har to elevatorer til sine syv etager med 13 badeværelser, alle med jacuzzi. På den ene etage regerer børnene. Det siges, at ejeren tømte to legetøjsbutikker for at udstyre børnedækket. Han købte det ikke hos de mange studerende, SDF erne (Sans Domicile Fixe) og SP erne (Sans Papier). De prøver i en skønsom blanding at tjene en skilling ved at falbyde afrikanske souvenirs, fantasifulde lightere og billigt kinesisk legetøj til turister. SDF erne er uden fast bopæl, men det er ikke altid, det kan ses på dem. Boligmarkedet er blevet så restriktivt, at selv med et fast arbejde er der ingen garanti for at få en lejebolig. SP erne er uden papirer og opholder sig ulovligt i Frankrig. De er mere sky og lever i en konstant angst for at blive antruffet af politiet. Men de skal jo overleve og bliver man først kriminel, er situationen endnu værre. Det europæiske opsving, der indtil boblen brast i 2008 gav europæerne tillid til fremtiden, gik stort set uden om Frankrig. Til gengæld gav den stigende europæiske velstand et enormt pres på de franske ejendomspriser, så endnu flere franskmænd måtte opgive drømmen om eget hus. I kølvandet på en global finanskrise er masser af huse sat til salg igen. Det er især englændere, der må opgive drømmen om et otium under sydens sol. Men nu er skaden sket, franskmændene er rejst mod byerne og tusindvis af huse ligger spøgelsesagtigt til salg i de i forvejen tyndt befolkede, franske landområder. Frustrationen har bredt sig til udkants-frankrig, hvor befolkningstallet er for lille til nye aktiviteter og hvor nogles største håb var udsigten til at sælge sit hus dyrt til en udlænding. I en nation af individualister tales der dunder fra de traditionelle politikere. Den nye EUtraktat faldt ved folkeafstemningen til mange pro-europæiske franskmænds overraskelse. I stedet var det de hjemlige problemer, der optog sindene. Politikerne kastede sig ud i reformarbejdet, men uanset om reformerne gik på undervisningssystemet, et mere fleksibelt arbejdsmarked eller pensionsreformer, måtte de sande, at de fleste franskmænd ville have forbedringer, ikke reformer. Især forslag om ændringer i det lukrative franske pensionssystem kan fremprovokere borgerkrigslignende tilstande i gaderne. Politikere og befolkning er i et modsætningsforhold, der ikke er set siden ungdomsoprøret i maj 1968. Hidtil har Sarkozy prøvet at styre igennem ved hyppige ministerskift, men han har for længst mistet auraen af Frankrigs stærke mand. O DET VAKTE MASSIVE PROTESTER I 2010, DA RE- GERINGEN ØGEDE PENSIONSALDEREN FRA 60 TIL 62 ÅR. 10 > INDHOLD

KUNST OG KULTUR MED BEGGE BEN PÅ JORDEN HAN STÅR DER HELT ALENE på en bane med sine tre kugler. Ved siden af, på de andre baner, spilles der højlydt i hold. En gang imellem kaster han en kugle 7-8 meter ud, og ser sig omkring efter nogen at spille med. Der er ingen. Så kaster han den næste kugle uden synderlig koncentration. Den lander med et metal-dunk lige oven på den første kugle. Opgivende kaster han den tredje, og atter høres den karakteristiske lyd af to tunge kugler, der støder mod hinanden. Han har ramt igen. Han gør det hver gang. Derfor vil ingen spille med ham. Han er simpelthen for god. Overalt i Sydfrankrig mødes man om boulespillet, der foregår alle vegne, hvor der er grus. I Provence løb man før et par skridt, inden kuglen blev kastet, men den gigtplagede Jules Le Noir (> 70) ændrede det til Pés Tanqués, provencalsk for ubevægelige ben, så nu spiller man internationalt med begge ben på jorden inde i en cirkel. Det gælder om at komme tættest på grisen, en lille kugle, der kastes ud først, og det er tilladt at klinke og skyde modstanderne væk ved at ramme dem fra oven. Det er mange års øvelse, der beredvilligt demonstreres for turister. Har man selv kugler med, giver det altid god stemning på banen, når turisten bliver banket. DEN BLØDE BOLD Men det er ikke kun de runde kugler, der optager franskmændene. Også den ovale er i franskmændenes fokus. Frankrig er helt i top i international rugby og kæmper indædt mod de anglofone lande, der indtil videre har haft patent på denne sport. Verdensmesterskaberne 2007 blev holdt i Paris, og New Zealands All Blacks taler med respekt om the French flair, der karakteriserer les Bleus spil. Alligevel blev det kun til en fransk fjerdeplads. Endnu har rugby ikke opnået fodboldens popularitet, men den er forankret i klubber over hele Frankrig, og under valgkampe er det vigtigt for politikerne at blive set som tilskuere til rugbylandskampe. GODT 17 MIO. FRANSKMÆND MENES AT SPILLE PETANQUE, DER ISÆR HITTER OM SOMMEREN. Men fodbolden er allemandseje. Aldrig før har en kabyler været nationalhelt og fået sit portræt hængt op over Champs Élysées. Det skete for Zinedine Zidane, der voksede op i Marseilles nordlige kvarter i en kabylsk (algerisk) familie. Som 16-årig kom han på Cannes førstehold, men da han scorede to afgørende mål mod Brasilien i World Cup-finalen i Paris i 1998 og dermed sikrede Frankrig verdensmesterskabet, blev han urørlig. Under kælenavnet Zizou bliver han tilgivet sit iltre temperament, og franskmænd i alle aldre strømmer til, når den nu pensionerede fodboldspiller optræder i velgørenhedskampe. O > INDHOLD 11

KUNST OG KULTUR SPÆR ØJNENE OP UANSET HVOR I FRANKRIG, man bevæger sig hen, bliver man slået af ødselheden i kulturelle oplevelser. Kulturen er ikke kun spærret inde på museer, men står i bogstaveligste forstand, så man falder over den i alle byer. Den er udtrykt overalt i hverdagen, i eksperimenterende busstoppesteder, springvandsskulpturer, boghandler, hvor man må sidde og læse i bøgerne, gadeteater og film fra hele verden. Alle store festivaler har en off-festival, der ikke er undergrund, men statsstøttet rugekasse. Franskmændene er storforbrugere af kulturelle oplevelser, og staten ved, at kultur er en del af den franske identitet. Derfor allokeres der betydelige midler til støtte for franske udtryksformer i et beundringsværdigt samspil mellem Paris og provinsen. Malere søger inspiration i Sydfrankrig, men sælger deres billeder i Paris. Paris kvitterer ved at støtte opførelsen af kulturinstitutioner i provinsen. Enhver by har en samling, og Sydfrankrig er særlig velforsynet. PUBLIKUMSMAGNETER Det kan ikke blive mere konkret: En nøgen kvinde, smurt ind i blå farve af Yves Klein, hvorefter hun trykker sig mod lærredet og voila, så har man et kunstværk i verdensklasse. Det lyder simpelt, men Yves Klein havde selv fundet farven, som han uden blusel døbte International Klein Blue. Han er et af de store hit på MAMAC i Nice (> 80). Synes man, der er for meget Kleins Nye Klæder over billederne, byder impressionisterne på billeder, hvor lærredets motiv er lettere at identificere. Selve motivet, der inspirerede maleren, er oftest forsvundet i byudvikling, men billederne står som en allegori over det smukke provencalske landskab. De fleste malerier, der i dag trækker det store publikum, er fra midten af 1850 erne og frem. I 1863 blev Manets Frokost i det grønne udstillet på en off-udstilling efter at være blevet afvist til den officielle. Det blev gennembruddet for impressionisterne, der meget koloristisk skildrede lysets påvirkning af opfattelsen af landskabet: Et øjebliksbillede, gerne på et usædvanligt tidspunkt så farverne overrasker med deres skarphed. Impressionisterne omfatter kunstnere som Monet (åkanderne), Sisley (prikkerne), Degas (balletpigerne), Renoir (cafégæsterne) og Gauguin (sydhavspigerne). Efter impressionisterne havde vist vejen med de stærke farver, kom fauvismen og kubismen i begyndelsen af 1900-tallet. De havde lige så stærke farver og motiver, der ikke behøvede at ligne virkeligheden, men dog udsprang af noget velkendt. Det er bl.a. Matisse, Braque og Picasso. Efter 2. Verdenskrig kom de abstrakte med Vasarely og Dewasne, og senere de konkrete med Yves Klein og Tinguely. TOTALTEATER Det er, som om man allerede kender dem. Klovnene, Pjerrot erne, linedanserne og de håbløse amatører. Billeder af de smilende og inciterende kunstnere hænger på væggene i alle hoteller, barer og andre offentlige bygninger i Avignon. Og så pludselig i juli måned er de der live alle sammen. Det myldrer overalt, men det talstærke og diskrete politi KULTUREN FINDER SIT OVERRUMPLENDE UDTRYK OVERALT I FRANKRIG. OGSÅ PÅ MAMAC-MUSEET I NICE (> 80). 12 > INDHOLD

sørger for, at følelsen af anarki bliver ved følelsen. Omkring 3000 skuespillere, dansere, gøglere og andre kunstnere underholder over 30 dage de knap 800.000 mennesker, der strømmer til byen. Ikke underligt, at hotelpriserne er fordoblet under festivalen. Det hele startede i 1947 med knap 5000 mennesker, og siden har Avignon været synonymt med teaterverdenens udstillingsvindue. Enhver privat baggård er lejet ud til teater, alle campingpladser og overnatningsmuligheder er 110% udnyttet, og stadig står masser af eksperimenterende kulturarbejdere i kø for at være med. Festivalens succes vokser sig støt større. I 1970 formaliseredes en alternativ festival, således at der nu officielt er to festivaler. En in og en off. Det har naturligvis bare ført til, at man er i gang med at lave en ny alternativ festival, en off-off, hvor mere ukendte talenter fra hele verden kan prøve lykken og lave mindre festivaler året rundt. Det er i høj grad også et praktisk spørgsmål. Der er 800 officielle forestillinger med omkring 110.000 tilskuere til den officielle festival, mens off festivalen trækker 650.000 tilskuere til knap 700 forestillinger. Se også Værd at vide om Avignon (> 101). FILMGLITTER I 2007 fejrede filmfestivalen i Cannes 60-års fødselsdag. Under dække af at deltage i et forholdsvis seriøst projekt har journalister og fotografer kunnet viderebringe billeder af filmverdenens største stjerner og mest glitrende glitter. Kun få tænker på, at festivalen begyndte som en politisk protest mod Mussolinis fascistiske filmfestival i Venedig. Kun en enkelt gang siden har politik haft afgørende indflydelse på festivalens afholdelse. I 1968 skyllede den nye bølge af franske film ind over Grand Palais. Instruktørerne Truffaut, Godard og Chabrol var på det tidspunkt enfants terribles hos filmselskaberne, men kultfigurer hos cineasterne. De formåede at lukke festivalen før tid ved åbenlyst at erklære deres støtte til studenternes majoprør i Paris. De fik stoppet prisuddelingen det år, men de fik ikke stoppet arrangementet permanent. Mere konstruktivt blev deres demonstration årsag til, at der blev etableret en slags off-festival, som blev optaget i det officielle regi, og som i dag er medvirkende til, at der også bliver vist film fra ukendte instruktører og producenter. Forskellige sæt nomineringsregler giver i dag festivalen et skær af seriøsitet, der skal retfærdiggøre det kommercielle glimmer. Og festivalen udvikles hele tiden. I takt med at store amerikanske økonomiske interesser i stigende grad bruger Cannes-festivalen som udstillingsvindue, forsøger franskmændene at folkeliggøre den, bl.a. ved at vise film for alle dem, der ikke er inviteret til noget. De bliver vist udendørs på store lærreder på stranden. Franskmændene har intet mod glitter, men amerikansk glitter vil de nødig lægge navn til. O

MAD OG DRIKKE NÅR FRANKRIG ER BEDST UDEN FOR DE STJERNEBESTRØEDE og kendte restauranter trives det traditionelle lokale køkken, og ved spisetid breder duften af timian og hvidløg sig ud i de smalle gader. Det provencalske køkken er vegetarernes paradis. I det tidligere meget fattige Provence var kød en mangelvare, og hovedingredienserne er stadig grøntsager, olivenolie og krydderurter. Får man kød til i Provence, er det som regel lam eller kanin. I Nice er det à la niçoise, der er en meget heldig alliance mellem det provencalske og italienske køkken. Næsten altid med hvidløg, oliven, tomater, ansjoser og grønne bønner. Den kendte salade niçoise har det hele: Grøn salat med æg, oliven, ansjoser, tun og grønne bønner. Andre retter, der hyppigt optræder på spisekortet i Nice og nærmeste omegn, er farserede sardiner og ravioli, enten med fisk eller oksekød, men altid med en tomat/olivensovs. Pissaladière er en ansjospasta rørt op med olivenolie, nelliker, timian, laurbærblade og peber, mens socca er en tyk pandekage af kikærtemel rørt op med vand og olivenolie og stegt over trækul. Sandwichbarerne tilbyder pan-bagnat, der er provencalernes svar på vores hotdog. Det er et udhulet brød, gnedet med et overskåret hvidløg og overrislet med lidt olivenolie. Fyldet består af tomatskiver, løgringe, hårdkogt æg, grøn peber, sorte oliven uden sten og ansjosfileter, der har ligget i oliedressing. I Marseille og langs kysten er det fiskeretten bouillabaisse, men mindre kan gøre det. Fiskesuppen bourride med færre fisk er en rimelig erstatning. Den fås langs hele kysten, selv om det sjældent er fisk fra Middelhavet, der er i. Har man aldrig prøvet komave, er det godt at starte med en pieds-paquets, der er Marseilles måde at lave tripes (kallun, komave) på. Her er komaven farseret, krydret, og kogt i hvidvin med lammefødder og bacon. Der serveres kartofler til, og det er meget bedre, end det lyder. Supions frites er fiskeretten 14 > INDHOLD

AKERBELTZ-ØLLEN LAVES PÅ ET MIKROBRYGGERI I DEN FRANSKE DEL AF BASKERLANDET (> 15). IKKE NOGEN DÅRLIG LEDSAGER TIL DAMPEDE MUSLIN- GER (> 14). for dem, som ikke spiser fisk. Oliestegte små blæksprutter med persille og hvidløg. Mod vest hedder fiskesuppen ttoro, der er baskernes måde at lave den på. Og når det ikke er fisk eller hjertemuslinger, får lammet atter en central plads, sammen med grisen, som lægger bagben til bayonneskinken. Det hele krydres med pulver af den milde chili piment d Espelette, der ikke er stærkere end almindelig peber, men meget aromatisk. Undervejs er der trøfler og chokolade. De lokale producenter har så meget at byde på, at det ikke kan vare længe, før de stridende superkokke tager kampen op mod det spanske overherredømme inden for moderne gastronomi. PATXARANEKILAKO GARAGARDOA Stik mig lige en Patxaranekilako Garagardoa, s il vous plaît. Tungen skal på gled og opføre sig helt korrekt, når man bestiller baskisk øl. Siger man bare Oldarki, får man en øl, der er brygget med den baskiske slåenlikør paixaran, og peger man på fadølshanen med de mærkelige bogstaver, der ikke ligner vores, får man en pilsnertype. Bryggeriet hedder EKI det er til gengæld til at huske. Flere og flere steder dukker der lokale bryggerier op, som supplerer både det nationale øl, Kronenbourg, og alle de udenlandske bryggerier, der kæmper om det franske marked. I vinens land er bevidstheden om det gode øl stigende, og vinen bliver i højere grad afløst af andre drikkevarer. På 30 år, fra 1972 til 2010, er vinforbruget pr. person faldet fra 103 til 40 liter om året. Det stiller store krav til vinbønderne, der stadig må forbedre kvaliteten og eksperimentere inden for de snævre rammer, vinoldermændene afstikker. Et område som Languedoc har oplevet et kvalitetsløft, men det er i Rhônedalen, Sydfrankrigs bedste vine laves. Og her stiger kvaliteten konstant. Rhônedalen har godt 80.000 ha plantet med vinstokke. Det er mere end hele det tilplantede areal i Chile eller Australien, og ca. det samme som Alsace, Bourgogne, Beaujolais og Provence tilsammen. Der bliver produceret over 5 mio. flasker AOC-vine, og kun Bordeaux producerer mere. Hvis Rhône havde lov til at kalde sine vine for cru, eller grand cru, ville det være Cairanne, Rasteau, Séguret, Sablet, Gigondas og Vacqueyras for de røde, og Beaume de Venise for den søde hvide. Vinene kommer fra små hyggelige landsbyer af samme navn, og det er vine, der får større og større anerkendelse i et trængt fransk vinmarked. Byerne byder ikke på de store seværdigheder, men at sidde på torvet i disse ærkefranske landsbyer og nyde et glas af den lokale vin, mens det franske hverdagsliv passerer forbi, det kan kun ende med et par kasser i bagagerummet. En af vinene behøver ikke at smykke sig med cru-betegnelsen; den har formået at gøre sig verdensberømt uden. Châteauneuf-du-Pape, i en flaske med det pavelige våbenskjold (> 98). Den dyrkes også omkring byen af samme navn, og vinmarkerne kendes let på stenene, der ligger omkring vinstokkene. De holder på solens varme. Måltidet kan afsluttes med en digestif, et lille glas alkohol, der sætter gang i fordøjelsen. Den sydfranske cognac hedder armagnac og er lavet på samme måde som cognac. Skal det være frugt, kommer den bedste Vieille Prune-blommebrændevin fra L Aveyron, området øst for Cahors. Den er lavet på samme måde som Nordfrankrigs calvados og sætter et godt måltid på plads, inden turen går hjem til sengen. O > INDHOLD 15

MAD OG DRIKKE OPBRUD OM BORDET mad. Og normalt ikke under tre retter. Forret, hovedret og ost eller dessert. Men indholdet af måltidet trues af sundhedsprofeter. KONG YOGHURT Der er gået yoghurt i det franske måltid. I supermarkederne kan kølediskene med yoghurt tage pippet fra enhver nordbo. Her er ikke under 30 forskellige, sødet med alskens fristelser. Yoghurt er blevet en fast bestanddel af fransk føde, på alle tider af døgnet. Marketingseksperter spår, at salget af yoghurt vil fortsætte med at stige med knap 2% årligt frem til år 2020. Til frokost er der flere og flere, der snupper en yoghurt eller fastfood og spiser stående eller gående. Først om aftenen samles man om det traditionelle franske tre eller fire retters måltid. Et af resultaterne er, at franske maver har udvidet sig med knap 3,5 cm på 9 år, svarende til en stigning i gennemsnitsvægten på 2,1 kg. Godt 29% er overvægtige (mod 40% i Danmark). Det har fået sundhedsapostlene på barrikaderne, og gode franske råvarer må se sig ødelagt for at blive light, mens fastfoodkæderne stormer frem og lader hånt om fedme. THE ELLER KAFFE MED EN LUN OG SPRØD CROIS- SANT FORNYELSEN HAR IKKE MØDT DET SYD- FRANSKE MORGENBORD. DE SOLIDE FRANSKE SPISEVANER står for skud. Morgenmaden består stadig af en kop kaffe suppleret med en croissant eller en tartine, et stykke flute med smør på. Det lette morgenmåltid giver en god sult til frokost, og restauranterne er fyldt midt på dagen. Det er stadig almindeligt at holde en stor frokostpause på 1½ til 2 timer. Måltidet består som regel af en forret og en hovedret, eller en hovedret og en dessert. Det er blevet almindeligt at spise lettere midt på dagen, og de færreste spiser mere end to retter. Det er også blevet mere og mere almindeligt ikke at drikke vin til maden midt på dagen. Tidligere blev man spurgt, om man ville have rød- eller hvidvin, nu spørger tjeneren, om man vil have vin eller vand. Aftensmaden spises omkring kl. 20 og er familiens samlingspunkt. Det er altid varm BLENDER ELLER ANDEFEDT De kendte kokke er delt i to lejre. Den ene anbefaler det fedtfattige køkken. I floromvundne franske vendinger forsvares yoghurt med 0% og piskefløde med 20% fedt og andre industriprodukter. Sovsen skal nu legeres med en tynd grøntsagspuré og en højhastighedsblender. Den må under ingen omstændigheder jævnes med mel og smør. Den anden lejr fremhæver, at befolkningen i Sydvestfrankrig har de færreste tilfælde af hjerte-kar-sygdomme i verden, på trods af foie gras, fede oste og rigelig brug af andefedt. De går ind for en fornyelse af det traditionelle, regionale køkken. Og mens de ældre stjernekokke skændes om molekylær mad, world-cuisine eller etnisk fusionsmad, fortsætter de yngre kokke arbejdet med at videreudvikle de klassiske franske retter som en symbiose mellem de solide regionskøkkener og alle de nye fedtfattige tendenser. O 16 > INDHOLD

MAD OG DRIKKE VIN TIL HVERDAG FLIRTENDE STÅR HAN DER, den unge tjener. I hånden holder han servietten om den afkølede roséflaske, som behændigt tippes. Den lyserøde væske fylder de høje slanke glas, som straks dugger ved berøring med vinen. Oven over markisen bager solen, du løfter glasset til læberne, giver tjeneren et lille nik, og øjeblikket er dit. Den daglige vin går i symbiose med solen, franskmændene og maden og efterlader en behagelig træthed, som det er fristende at give efter for. Så er det ferie. De færreste tager til Sydfrankrig alene for vinens skyld. De kendte franske vinområder som Bordeaux, Bourgogne, Champagne og Alsace ligger alle uden for denne bogs område. Alligevel er vinen en væsentlig del af Sydfrankrigsopholdet. Uden snobberi eller fine fornemmelser kommer den jævne vin på bordet sammen med brødet, og her i sin hjemegn kan den noget, der ikke kan gentages ved middagsbordet hjemme i centralvarmen. Med enkelte undtagelser er det ikke finesse, der præger vinene, men de passer til de lokale retter, og de smager godt i nuet. vinbondens talenter. Rhône-området var først til at se nødvendigheden af at satse på kvalitet, men de andre områder følger godt efter. Og ikke alt er håbløst for den franske vinbonde. Da vinpesten phylloxera sammen med vinskimlen Plasmopara viticola, havde lagt vinmarkerne øde i slutningen af 1800-tallet, genplantede mange bønder på mere lettilgængelige, frugtbare jorder for at få udbyttet op. Det gav mindre smag i druerne og en ringere vin, men til gengæld kan markerne bruges til andet end vindyrkning. Udstykning fx; for selv om oversøisk vin er god, foretrækker mange udlændinge stadig at slå sig ned i Frankrig. Og hvordan er det nu, rosé bliver lyserød? Den laves på røde druer, men mosten ligger kun ganske få timer sammen med skallerne. I Provence er det maks. 24 timer, og det er ikke nok til at gøre vinen rigtig rød. O FRA KVANTITET TIL KVALITET Meget groft sagt kan man karakterisere de sydfranske vine efter områderne i bogen: I Provence er det rosé (ca. halvdelen af vinproduktionen), i Rhônedalen fyldige røde, i Languedoc-Roussillon er det hverdagsvine og i sydvest er vinen rustik. Området har altid været kendt for en stor produktion og som førende leverandør af den vin, der blev solgt på plastikflasker til vandpriser. Nu er vandpriserne steget, mens vinpriserne er faldet, så vinbønderne har måttet søge nye veje. Nogle opgiver vinproduktion, andre nedskærer produktionen og satser på kvalitet i stedet for kvantitet. Det giver ganske mange behagelige overraskelser, og i hele området er det muligt at finde vine, der hæver sig over gennemsnittet og afspejler VINFORBRUGET I FRANKRIG FALDER, MEN I SNIT DRIKKER FRANSKMÆNDENE OVER 40 L OM ÅRET; DET SVARER TIL GODT ET GLAS OM DAGEN. > INDHOLD 17

HISTORIE BLÅT OG RØDT TENDENSEN ER ALTID den samme. Uanset om det er et præsidentvalg, regionale valg, eller valg til Europaparlamentet, så samler de blå stemmer sig mod øst, og de røde mod vest. Mod øst bor de afslappede provencalere, og mod vest de uregerlige gallere sagt med et glimt i øjet. Sådan har det altid været. Da romerne invaderede Sydfrankrig, mødte de ikke stor modstand i Provence. De kunne etablere byen Aix-en-Provence med provencalernes billigelse, mens gallerne kæmpede indædt mod den romerske besættelse. Med helten Vercingetorix i spidsen lykkedes det gallerne at holde romerne på afstand i 70 år, indtil Vercingetorix blev taget til fange, og gallerne måtte kapitulere undtagen i Asterix landsby. Romertiden varede i knap 400 år, så kom der nye fjender, denne gang fra nord. Vandaler, frankere og hunner kæmpede sig fra Rhinen gennem Sydfrankrig mod Spanien. Heller ikke de mødte stor modstand i det karrige provencalske landskab, hvor den ludfattige befolkning brugte kræfterne på at holde sig i live. Men de blev stoppet af gallerne, og nåede aldrig rigtig til Spanien. Ingen af disse folkeslag havde romernes organisationstalent, og krigene havde mere karakter af rene plyndringstogter. Det gjaldt også, da vikingerne kom nordfra og besatte Paris i 885, mens saracenerne kom sydfra og plyndrede i Provence. Saracenerne er en fællesbetegnelse for folkeslag fra det østlige Middelhav og Nordafrika. De opførte sig som vikingerne, men var mange flere. Under de 700 års uro, der fulgte efter romertiden, etablerede lokale krigsherrer og religiøse ordener sig i hele Sydfrankrig. Krigsherrerne blev enten til grever, som prøvede at holde sammen på grevskaber, eller fyrster, som prøvede at holde sammen på fyrstedømmer. Metoderne var at udskrive skat og diktere værnepligt. De religiøse ordener var tempelriddere, katolske klostre og katharer. Og alle beskyttede sig mod hinanden i slotte, klostre eller borge. CAPETINGERSLÆGTEN SAMLER FRANKRIG Omkring middelalderen var gallernes Vestfrankrig desorganiseret og erobret af englænderne. Vestgotere havde samlet sig i grevskabet Toulouse, og provencalerne i grevskabet Provence. Fjenderne var englænderne i vest, tyskerne i øst og kongeslægten capetingerne i nord. Capetingerne regerede området om- 18 BAG OM SYDFRANKRIG

kring Paris og havde ambitioner om at samle så stort et område som muligt som en katolsk stat. Selv om kongerne i princippet skulle vælges, lykkedes det altid fædrene at få placeret en søn som efterfølger, og slægten samlede det meste af det nuværende Frankrig, som den regerede op til revolutionen i 1789. Capetingerkongerne havde delvis held til at få de østfranske fyrster som allierede i kampen mod englænderne og tyskerne, men i vest kæmpede gallerne både mod englændere og spaniere, den franske konge, paven og lokale fyrster. I dag kæmper de videre mod alt, hvad der kommer fra Paris. I Provence nød man livet og forsøgte at holde sig uden for konflikterne ved ikke at genere den franske konge. Til gengæld fik provencalerne lov til at have deres egen konge, og under kong René (1409-80) blomstrede Aix-en-Provence som centrum for uddannelse og handel. Det var åbenlyst, at velstanden kom af fred, og da kong René døde, forærede hans efterfølger hele det provencalske kongerige til den franske konge i 1482. KONGEDØMMETS KRAMPETRÆKNINGER Også i dag hænger krudtlugten over Frankrig den 14. juli. Det er knap så farligt som i 1789, hvor kongens soldater skød ind i mængden af parisere, der stormede frem mod fængslet på Bastillepladsen for at vise deres utilfredshed med kongestyret. Det lykkedes folkemængden at befri fangerne og ødelægge bygningen. Succes en med at tage magten i egen hånd har siden inspireret franskmændene til at gå på gaden, hver gang lovgiverne har forsøgt sig med forslag, der anfægter etablerede privilegier. Revolutionen i 1789 var startskuddet til monarkiets fald og republikkens fødsel, og revolutionsdagen, den 14. juli, fejres som nationaldagen og det moderne Frankrigs fødselsdag. Men inden franskmændene slap helt af med kongerne, skulle de lige prøve at have en kejser, der også tog magten i egen hånd. NAPOLEON OG EFTERFØLGERE Napoleon fundamenterede den franske selvforståelse, der blev grundlagt i 1600-tallet under Solkongen Ludvig 14. Fra konstant at have været angrebet udefra blev Frankrig angriberen under Napoleon Bonaparte. Da han havde angrebet østrigerne og englænderne, vendte han tilbage til Paris, kuppede revolutionen og udnævnte sig selv til kejser, hvorefter han igen drog over Alperne og besejrede østrigerne, tyskerne og russerne. Men de militære sejre gav ikke fred, og da fjenderne gik sammen imod ham, måtte han overlade posten som Frankrigs overhoved til en konge, Ludvig 18. Selv fik Napoleon den nuværende italienske ø Elba som fyrstedømme, men for korsikaneren Napoleon var Elba for lille, og efter knap 10 måneder på Elba drog han med en lille hær til Sydfrankrig mellem Antibes og Cannes, hvorfra han fortsatte til fods og hest mod Paris. Efter tre uger kunne han afsætte Ludvig 18. Men regeringsmagten varede kun 100 dage. Efter stormen på Bastillen den 14. juli 1789 havde befolkningen opdaget, at magten var til at rykke, og da kongen samtidig stod på spring for at overtage den igen, måtte Napoleon finde sig i at blive eksileret til øen Sankt Helena, hvor han døde. Når man er opdraget med en kongerække i folkeskolen, er det fremmedartet at lære Frankrigs regentrække. Her afløser konger, styrende forsamlinger, 100 dage, kejsere og præsidenter hinanden lige til den fjerde republik efter 2. Verdenskrig. Herefter bliver det mere simpelt med udelukkende præsidenter, der leder en republik, der får et nyt nummer, hver gang forfatningen laves om. P.t. er det Nicolas Sarkozy, der er 6. præsident i Den 5. Republik. O OPLEV QUÉRIBUS-BORGEN (> 113) I LANGUEDOC OG AKVÆDUKTEN PONT DU GARD NÆR AVIGNON (> 94). > INDHOLD 19