En artikel fra KRITISK DEBAT SF og nyliberalismen Skrevet af: Bent Gravesen Offentliggjort: 15. oktober 2004 Nyliberalismen har gennemført et sejrrigt indhug i arbejdervælgerne. Mange arbejdere, funktionærer og mellemlag er nu for alvor begyndt at have tillid til de neoliberale løsninger. Det skyldes bl.a., at SF ikke har formået at opstille et alternativ, der var mere troværdigt end Venstres 'liberalisme som vejen til velfærd' for de hundredetusinder af arbejdervælgere, der forlod Socialdemokraterne ved valget i 2001. Derfor er en ny kobling mellem visionær idédebat og brede sociale livserfaringer altafgørende for, om SF kan udvikle et stærkt modspil til nyliberalismen. Da den tidligere LO-formand Thomas Nielsen i sin tid skulle gøre status over fagbevægelsen og arbejderbevægelsens kampe gjorde han det med de nu berømte ord: "Vi har sejret ad helvede til!" Gennem årene har socialdemokrater elsker at minde os på venstrefløjen om, at Thomas Nielsen tilføjede det lille ord "Godt". Men de glemmer at fortælle, hvorfor Thomas Nielsen kom med denne tilføjelse. Efter hans første sætning var der larmende tavshed. Så meget, at Thomas Nielsen tilsyneladende fandt det nødvendigt - efter en kunstpause - at følge op med tilføjelsen. Når centrum-venstre-politikere eller LO-formanden Hans Jensen i dag tilsvarende skal gøre status, kan de passende parafrasere Thomas Nielsen: "Nyliberalismen har sejret ad helvede til!" Og ligesom Thomas Nielsen i sin tid havde brug for en forklarende tilføjelse, ville de formodentlig også have behov for at præcisere udsagnet: " Nyliberalismen har sejret ad helvede til - skidt." Sandheden er nemlig ikke blot, at den politiske nyliberalisme siden Thomas Nielsens afsked har sejret "ad helvede til". De faglige ledere og centrum-venstre-politikere har samtidig fået behov for at forklare, at det er skidt, når nyliberalismen sejrer. Ikke bare for centrum-venstre og fagbevægelsen, men også for store dele af befolkningen. Lad mig uddybe dette. Mange arbejdere, funktionærer og mellemlag er for alvor begyndt at have tillid til de neoliberale løsninger. Det viste sig ikke mindst i valgkampen i 2001. Siden har opinionstallene ikke vist afgørende tegn på svækkelse for VKO. Anders Fogh Rasmussen gik ikke til valg i 2001 på socialdemokratisk politik. Han gik til valg på, at liberal økonomisk politik kunne sikre beskæftigelsen mindst ligeså godt som Poul Nyrup Rasmussen. Han fortalte, at såkaldt frit valg af private leverandører af ældreomsorg var det bedste middel til at gøre op med det, Anders Fogh Rasmussen selv kaldte "umyndiggørelse og stopurstyranni". Han agiterede for, at kontrakter mede privathospitaler var det bedste middel til at reducere lange ventelister til sygehusoperationer. Og ikke mindst slog han på, at gradvis, men usvigelig sikker neddrosling af den offentlige velfærd gennem et rigid skattestop, var vejen frem. Et særligt liberalt slagnummer: integrationen fremmes bedst ved en uskøn blanding af stram udlændingepolitik og økonomisk elendighed som pisken over nakken til de, der alligevel passerer nåleøjet. Ingen vil påstå, at Anders Fogh Rasmussen holdt disse monomant gentagne liberale budskaber hemmelig for vælgerne. Derfor taler tallene sit tydelige sprog om nyliberalismens sejr hos arbejdervælgerne. Arbejderpartierne, der i 1990 havde 67 pct. af arbejdervælgerne, fik i 2001 under 40 pct. af arbejdervælgerne. Ved 2001-valget udgjorde faglærte og ufaglærte arbejdere hele 30 pct. af Socialdemokratiets (SD's) frafaldne vælgere. Blandt de nye SD-vælgere kun var 18 pct. faglærte og ufaglærte. Socialdemokratiet tabte kort sagt massivt arbejdervælgere. De vandt - færre - uddannelsessøgende og højere funktionærer (ikke mindst fra SF). Men tabte samlet set. 1 / 6
SF vandt efter valganalyser at dømme lidt flere arbejdervælgere, end partiet tabte. Men det opvejede langtfra Socialdemokratiets katastrofale tilbagegang blandt faglærte og ufaglærte. Også SF tabte vælgere direkte til de borgerlige. 19 pct. af SF's vælgere fra 1998 gik til Dansk Folkeparti og 17 pct. gik til V og K, mens vælgere fra disse 3 partier tilsammen kun udgjorde 6 pct. af SF's nye vælgere. Resultatet blev, at Venstre ikke blot blev valgets største parti, men også det største arbejderparti med 32 pct. af stemmerne blandt arbejderne - mod 30 pct. til Socialdemokratiet. Venstre står især stærkt blandt yngre arbejdere på mindre virksomheder, specielt i Jylland. Den primære årsag til centrum-venstre nederlaget i 2001 var, at SF og Socialdemokratiet - de to partier arbejderpartier med den væsentligste tiltrækning af arbejdervælgere - ikke længere kun konkurrerede indbyrdes om arbejdervælgerne. De tabte simpelthen til borgerlige partier som Venstre og Dansk Folkeparti. Arbejderpartierne er desværre ikke længere det "naturlige" sted at høre til for mange arbejdere. Arbejderpartiernes politiske ømme punkt er blevet... arbejderne! Nyliberalismen har gennemført et sejrrigt indhug i arbejdervælgerne. Og 2001-valget var ikke en enlig svale. Arbejderpartierne led ikke blot ét stort valgnederlag til de liberalistiske løsninger, men tabte på baggrund af et årti med vigende opbakning bag arbejderpartierne: Ikke værdimæssigt højreskred Det er bemærkelsesværdigt, at Venstre ikke vandt valget i arbejderklassen, fordi arbejderne svingede politisk-ideologisk mod højre. Den altafgørende faktor i højreskreddet ved valget i 2001 var ikke et samlet værdimæssigt højreskred eller et begrænset traditionelt venstre-højre-skred, men at den gruppe vælgere, der holdningsmæssigt står til venstre på den traditionelle højre-venstre-akse, men som står til højre på værdispørgsmål (indvandring, mv.) opprioriterede værditemaerne og valgte højrepartierne. (1) Der synes først og fremmest at være tale om arbejdervælgere. Er det ikke et ideologisk højreskred, så synes der at være to andre årsager til nyliberalismen sejr i arbejderklassen: Venstres hegemoniske nyformulering af liberalismen og fraværet af et troværdigt centrum-venstre svar. Venstre undlod godt vejledt af medierådgiver og fokusgrupper målbevidst det som liberalister utallige gange tidligere har gjort, nemlig at formulere liberalismens idealer - fri profitjagt, mere marked og minimalstat - som selvstændige samfundsmål. I stedet søgte Anders Fogh Rasmussen at gøre liberalisme til det mest troværdige midler til at nå en række af de velfærdsmål, som centrumvenstre traditionelt har stået for. Venstre vandt, fordi partiet gav liberale svar på de problemer, som stod øverst på ikke mindst arbejdervælgernes dagsorden, som Venstre valgstrateg Claus Hjort Frederiksen bagefter veltilfreds udtrykte det i Weekendavisen. Heroverfor stod først og fremmest en træt og visionsløs SR-regering anført at en statsminister, som mange vælgere primært huskede som manden, der trods løfte om det stik modsatte, forringede efterlønnen i tæt samarbejde med de borgerlige. Efter en formidabel succes med at bruge fordeling af arbejdet og veltrimmet keynesiansk økonomisk politik til at sænke arbejdsløsheden markant, havde Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen pantsat Socialdemokraternes økonomiske politik i Marianne Jelved håndtaske og en 2010-målsætning, som på ingen måde synes at tillade nye reformkrav af betydning. Udfordringen for SF Men heller ikke SF - eller Enhedslisten - formåede at opstille et alternativ, der var mere troværdigt end Venstres 'liberalisme som vejen til velfærd' for de hundredetusinder af arbejdervælgere, der 2 / 6
endte med at forlade arbejderpartierne og gå til de borgerlige. Dette understreges måske allerbedst af, at til trods for Socialdemokraternes åbenlyse svækkelse, tabte SF netto vælgere til Socialdemokraterne. Vandringen fra SF til SD var betydelig i betragtning af SF's begrænsede stemmetal ved valget i 1998. SF mistede 1,3 pct. af vælgerne til Socialdemokraterne og 0,4 pct. til RV. Modsat formåede SF kun at vinde 0,8 pct. fra Socialdemokraterne og 0,1 pct. fra RV. Denne kombination af (a) en ny hegemonisk nyliberalistisk vælgerstrategi (b) Socialdemokratiets egen afbøjning for nyliberalistiske ideer (2) og (c) fraværet af et sammenhængende troværdigt venstresvar gjorde tilsammen, at valget i 2001 blev det hidtil mest eklatante eksempel på, at de socialdemokratiske vælgeres 'naturlige' alternativ langtfra altid er SF længere. Dette har en nøje sammenhæng med, at valget i 2001 tilsvarende var et klokkeklart eksempel på, at Socialdemokratiet ikke længere altid selv formår at løfte den altafgørende opgave at flytte tilstrækkeligt mange stemmer hen over midten til at sikre et centrum-venstre-flertal. Hermed har SF fået en dobbelt udfordring: 1. at genskabe sin position som det naturlige alternativ for centrum-venstrevælgere, der stemmer S 2. at tage politisk ansvar for, hvordan der på ny flyttes tilstrækkeligt mange stemmer mod venstre til at flytte flertallet. Begge disse udfordringer kræver, at SF formulerer konkrete visionære svar på internationaliseringen af den kapitalistiske økonomi, den stadigt mere transnationale kapital nye strategier og den Venstre-dominerede neoliberalistiske vælgerstrategi. Kort sagt: et aktuelt socialistisk modsvar på nyliberalismen. At pege på denne mangel og disse udfordringer er unægtelig lettere gjort end at bidrage til at overvinde manglerne. Ikke mindst fordi SF på mange måder er for lille og for svagt et parti til automatisk at rumme den fornødne kobling mellem brede sociale livserfaringer og organiseret, strategisk politikudvikling. Visionær idédebat og sociale livserfaringer Når man ser tilbage på arbejderbevægelsens historie er det bemærkelsesværdigt, i hvor høj grad bevægelsen har været i stand til ikke blot at udvikle fælles visioner og mål, men også i hvor høj grad disse skiftende visioners bæredygtighed har været koblet til forskellige sociale livserfaringer. F.eks. var de mandlige faglærte arbejderes visioner det centrale udgangspunkt for store dele af arbejderbevægelsens visioner og krav i første del af det 20. århundrede. Evnen til at formulere og skabe opbakning bag sådanne visioner har op gennem historien haft afgørende betydning for udviklingen af arbejderbevægelsens solidaritet, styrke og dermed magt til at præge samfundsudviklingen. Derfor er det en utrolig vigtig erfaring fra arbejderbevægelsens historie, hvor nødvendigt det er at udvikle visioner om det samfund vi vil skabe og at skabe en troværdig fortælling om, hvordan befolkningen kan skabe det. Menneskers lyst og vilje til at forandre verden udvikles ved, at mennesker selv skaber deres egne sociale og politiske identiteter gennem visioner og håb om fremtiden. De visioner om at kunne skabe en bedre verden, som skabes i de sociale fællesskaber, mennesker indgår i, er ikke kun resultatet af politisk identitet og solidaritet. Visionerne er samtidig en afgørende skaber af identitet og solidaritet. Samfundsvisioner kan vokse ud af fælles interesser og indbyrdes solidaritet. Men solidaritet kan også udvikles gennem samfundsvisioner ud fra fælles interesser. Reelt er begge processer hele tiden i spil med hinanden. 3 / 6
Den tyske filosof Ernst Bloch (1885-1977) har poetisk udtrykt dette behov for samfundsvisioner sådan: "Dog, i alle lyse eller, i det mindste, lysere verdensforbedringer, når de kun har blik for en åben himmel, uden køreplan, uden saglig skepsis, er dette ordsprog ikkefjernt: håben og venten gør mange til narre." Værdier og mål bliver først for alvor politisk mobiliserende, når de omsættes til konkrete samfundsvisioner, der kan give mennesker en politisk identitet som skabere af fremtiden. Socialismen er ikke bare "det intelligente alternativ", at holde hovedet koldt. Men også at holde hjertet varmt hos de mange. Når arbejderbevægelsen - som i dag - har udtømt de gamle visioner og ikke har formået at formulere nye, der afspejler og fanger lønarbejdernes nye behov og erfaringer, betyder det altså 2 ting på én gang: 1. Lønarbejdernes indre sammenhold og oplevelse af at være en del af "en bevægelse", af en fælles bestræbelse på at skabe en bedre fremtid svækkes, og dermed svækkes fagbevægelsens og arbejderpartiernes opbakning og styrke 2. Visionerne fungerer ikke som drivrem for at skabe og udvikle identitet og solidaritet. Den onde cirkel, der følger af dette, er at arbejderklassen stiller sig åbne og begynder at orientere sig mod andre typer identitet og fællesskab, andre individuelle og politiske projekter. Dermed åbnes der for, at andre former for social identitet kan "erobre" større spillerum som udgangspunkt for politisk orientering og handlen. Det være sig nationalitet, etnicitet eller andet. Når centrum-venstre ikke formår at opfange og bruge de sociale livserfaringer til en aktuel reformulering af et socialistisk fremtidsprojekt, åbner det ikke blot muligheden for, at arbejdere, mellemlag og andre med venstreværdier vælger at handle pragmatisk, blive vælgermæssige flakkere på enkeltsager. Det rummer også muligheden for, at andre sociale og politiske kræfter formulerer sine visioner og politiske mål ind i disse livserfaringer. Lykkes det - for nyliberalismen og/eller for Pia Kjærsgaards velfærdschauvenistiske nationalisme, så er der for alvor fare for en skilsmisse mellem arbejderne og arbejderbevægelsen. Vi står i et afgørende historisk vadested. Arbejderbevægelsens partier har ikke formået at udvikle sine visioner og dermed sit alternativ til nyliberalismen. I stedet står først og fremmest Socialdemokraterne med visioner, der er tilstrækkeligt udtømte og forældede til, at dagens arbejdere er åbne over for helt andre politiske diskurser end arbejderbevægelsens. En ny kobling mellem visionær idédebat og brede sociale livserfaringer er derfor det altafgørende must for SF. Og for den sags skyld for Socialdemokratiet. Den nye antisocialisme Det lyder umiddelbart provokerende for de fleste socialdemokrater og SF-ere. Men sandt er det. Sovjetunionens sammenbrud og Murens fald banede vej for nyliberalismen og gjorde det sværere for centrum-venstre at formulere en moderne socialisme. Ikke fordi det var "vores" socialisme brød sammen med undergangen for Sovjetunionens bureaukratiske planøkonomi. Men fordi dette sammenbrud for det første ændrede de globale magtrelationer og for det andet fordi Murens fald blev brugt af andre til at iværksætte en ny bred antisocialisme. Den moderne antisocialisme vender sig ikke kun mod Sovjetkommunismen. Den lader hverken SF'ere eller socialdemokratiske socialister gå fri for angreb. De moderne antisocialister bruger 4 / 6
tværtimod bevidst sammenbruddet i den bureaukratiske planøkonomi i Sovjetunionen til at angribe os alle. Deres angrebsvåben er en påstand om, at al socialisme er økonomisk ineffektiv og dømt til økonomisk undergang. Uretfærdigt over for SF og Socialdemokratiet vil nogen måske sige. Men sådan var og er det. Vi vinder ikke argumentet i befolkningen ved at pive og erklære unfair fight. Vi må erkende, at socialismens utallige nekrologskrivere har udfordret alle socialister og valgt våbenart: økonomien. Vi er derfor nødt til at udvikle vores bud på, hvad der er de grundlæggende økonomiske relationer og mekanismer i en socialistisk markedsøkonomi med politisk fastsatte rammebetingelser, medarbejderstyrede virksomheder, samfundsmæssige finansieringsorganer, osv. Vi kan ikke klare os med de gamle partiprogrammer - og slet ikke Socialdemokraterne nye! Dermed står nutidens SF står i en helt anden situation, end partiet gjorde under Den Kolde Krigs antikommunisme. 50'ernes antikommunisme var dybt præget af sin tid, et barn af antifascismens epoke. For 50'ernes antikommunisme var det ideologiske mål at angribe kommunismen i øst og (navnlig) vest, mens socialdemokratierne i Vesteuropa var allierede i denne kæmp. Ved at angribe kommunismen for at være totalitær og undertrykkende ligesom nazismen greb antikommunisterne en tankefigur, der var nærværende og havde enorm kraft. Antikommunismen var i det hele taget indrettet efter Den Kolde Krigs blokpolitik og behovet for at "frifinde" de socialdemokratiske partier, der selv var et vigtigt redskab i kampen for at inddæmme kommunismens indflydelse i arbejderklassen. Derfor satte 50'ernes antikommunisme sit hovedangreb ind mod kommunisterne ved at anklage dem for støtte til antidemokratisk og stalinistisk undertrykkelse. Det kom SF til at udnytte maksimalt, da SF blev dannet i 1959. Det lykkedes for Aksel Larsen, Gert Petersen og andre at vriste SF delvist fri af datidens antikommunistiske anklager ved selv at kritisere stalinismen og insistere på "socialisme på dansk". Netop fordi SF blev skabt ud fra en kritik af stalinismen og ønsket om en "tredje (dansk) vej", kunne Aksel Larsen så mesterligt udnytte, at datidens antikommunisme tillod et frirum til en ikke-stalinistisk socialisme. Det er en af forklaringerne på, at det lykkedes så godt og hurtigt for SF at blive troværdig som et socialistisk parti. I løbet af 7 år nåede SF op på 20 mandater i Folketinget, vel at mærke selv om den "socialisme på dansk", SF gik ind for, på mange måder lignede en centraldirigeret planøkonomi. Den succes kan nutidens SF ikke gentage alene ved at tage afstand fra "Sovjetkommunismen", fordi nutidens antisocialisme - med betydelig folkelig accept - sætter fundamentalt spørgsmålstegn ved al socialisme, også den demokratiske: kan den fungere økonomisk? Fører den ikke alligevel til sovjetiske tilstande? Derfor kan SF kun vinde troværdighed som socialistisk parti, hvis partiet fastholder sin demokratiske socialisme og giver et nyt troværdigt svar på, hvad der skal være de grundlæggende principper i den socialisme, vi vil sætte i stedet for kapitalismen. Socialismen lever kun ved at blive tænkt, formuleret og diskuteret. Og ved at blive formuleret som konkrete svar på konkrete menneskers konkrete udfordringer. SF og nyliberalismen SF's principprogram fra maj 2003 fastholder partiet som et parti, der vil demokratisere økonomien, således "at samfundets prioriteringer - økonomisk, økologisk og socialt - fastlægges efter åben, fri demokratisk debat og at anvendelsen af markedskræfterne skal rettes ind efter disse hensyn.". Principprogrammet går ind for en socialistisk markedsøkonomi "præget af forskellige former for fælleseje og råderet over de vigtigste produktionsmidler og den finansielle sektor", hvor der også vil 5 / 6
" være et islæt af privateje". Dette indebærer, at SF - modsat Socialdemokraterne - holder fast på en radikal samfundsforandring, der går stik imod nyliberalismen. Som sådan har partiet et stærkt ideologisk udgangspunkt for at formulere et alternativ til nyliberalismen. Når det alligevel halter for partiet, skyldes det ikke mindst, som allerede nævnt ovenfor, en ikke tilstrækkelig bred dialog med brede sociale kræfter i samfundet. SF afstår - efter min opfattelse helt korrekt - fra at gøre selve kampen mod markedet til det afgørende politiske mål. Dels afviser SF - efter min mening også korrekt - den gamle kommunistiske forestilling om, at 'markedets afskaffelse' nærmest pr. automatik udgør skridt mod socialismen. Dels har det altid været et politisk fejlgreb at gøre selve den negative kamp mod markedskræfterne til dét selvstændige politiske mål. Ikke mindst under den kolde krigs 'gamle' liberalisme, der selv åbent erklærede markedskræfternes uindskrænkede hærgen som sit selvstændige politiske mål, var det måske forståeligt, at selv socialister med et stærkt kritisk forhold til den såkaldt 'virkeliggjorte socialisme' i Sovjetunionen og Kina, forfaldt til at formulere sit mål som negationen af liberalismen. Men i dag, hvor nyliberalismen som beskrevet ovenfor formulerer sig helt anderledes - som velfærd og beskæftigelse gennem mere marked - vil det være direkte katastrofalt at forfalde til en socialisme, der som eneste vision har at 'afskaffe markedet'. Derfor er det ikke har SF's politiske begrænsning ligger. Begrænsningen ligger snarere i, at partiet indtil nu har manglet evne til at formulere et konkret, sammenhængende, langsigtet økonomisk politik, der på én gang åbner op for og skaber økonomisk råderum for sociale og demokratiske reformer. Partiet synes selv at være klar over denne mangel. I hvert fald kan udformningen af en omfattende og ambitiøs økonomisk plan for fremtidens velfærd, beskæftigelse, vækst og miljø frem til 2010 - kaldet "Ansvar for fremtiden" - i sommeren 2004 at pege i retning af, at partiet forsøger at overvinde denne mangel. Kan partiet så yderligere bringe disse fremtidsvisioner i spil over for bredere sociale kræfters livserfaringer, ønsker og forhåbninger, er der måske alligevel håb om, at nyliberalismen ikke varigt har vundet kampen om arbejdervælgerne. NOTER 1) Der er netop ikke tale om en væsentlig holdningsmæssig højreudvikling, men om en opprioritering af temaer på den værdimæssige højre-venstre-skala. Tilmed tyder analyserne på, at denne opprioritering har været kombineret med et øget pragmatisme i indvandrerspørgsmålet. Højrepartierne blev tilsyneladende ikke alene tilvalgt ud fra fremmedfjendtlige holdninger, men også fordi disse partier fremstod som partier, der kunne og ville gøre noget ved problemerne. 2) Se Jan Helbak: Når de færgen?, Kritisk Debat, september 2004. 6 / 6