Svend Auken Landet bag det store hav. Refleksioner over Danmarks forhold til USA efter 2 verdenskrig. Tre spor præger dansk udenrigspolitik efter 1945: Den kolde krig eller truslen fra Sovjetunionen, FN eller kampen for en global retsorden og endelig EU eller deltagelsen i et bredt europæisk samarbejde. Over alle disse spor hviler der en skygge fra stormagten på den anden side af Atlanten. Forholdet til USA spiller en afgørende rolle for Danmark i alle faser af vores nyere historie. For danskerne er der ingen tvivl. Det var præsident Roosevelts beslutning om amerikansk krigsdeltagelse på de allieredes side der vendte krigslykken i 1942. Krigsmobiliseringen af den enorme amerikanske industri skabte næsten uendelige tilførsler af moderne køretøjer, fly, skibe og våben (og efterlod USA med et evigt militært/industrielt kompleks) og skabte dermed en materiel overlegenhed. Friske tropper blev sat ind og kunne hjælpe de trængte englændere. Krigshistorikere har senere påvist at tyske soldater var de engelske overlegne bortset fra luftduellerne i slaget om England. De var bedre udrustede, bedre trænede, mere motiverede og frem for alt med langt dygtigere officerer. Dette overtag blev udlignet af den amerikanske krigsdeltagelse. Og efterfølgende er USA blevet tildelt rollen som landet der kom os til undsætning da truslen om nederlaget til diktaturet var reel. Glemt blev hurtigt det russiske folks lidelser og den Røde Hærs kamp mod den invaderende tyske hær (med masser af danske deltagere i Frikorps Danmark og SS kommando Viking ikke siden 1864 har så mange danske soldater været i krig). Sejren i 1945 var de allieredes sejr. Vores forbundsfæller fra UK og vores nye beskyttere fra USA udfriede Danmark i maj 1945 og var nådige nok til at anerkende Danmark som en medallieret nation. Dette billede af totalitær trussel, dansk forsvarsløshed, besættelse og redning af stærke, frie allierede der talte engelsk, kom til at stå prentet ind på den politiske nethinde i hele efterkrigstiden. Spørgsmålet om Danmarks frihed og selvstændighed blev uløseligt knyttet til alliancen med USA. USA var den store sponsor for det nye FN. USA var ansvarlig for Tyskland. USA var den eneste magt der kunne matche Stalins Sovjet. Leverancer fra USA var afgørende for dansk forsvar og dansk økonomi. Intet under at Danmark hurtigt blev USA s trofaste følgesvend og det har vi på nær nogle enkelte, markante episoder været lige siden. Under Fogh regeringen er det så tydeligt at man kan skære i det. Når USA har talt, har Danmark også talt som en erfaren NATO diplomat for nylig sagde til mig. Som det eneste nordiske land deltog Danmark i USA s angreb på Irak, og vi er blandt de få der har en egentlig krigsstyrke udstationeret. Fogh og Bush har gjort et nummer ud af deres særlige forhold. Fogh har været til decaffineret morgenkaffe i det Hvide Hus. Han har været budt på frokost, og Fogh er sammen med Blair og Lomborg noget af det bedste Bush-administrationen har set fra Europa. På vej til G7 i Skotland i sommeren 2005 aflagde Bush statsbesøg i Danmark. Under tæt politibeskyttelse hyldede han Fogh regeringens loyalitet overfor USA og sit personlige venskab med statsministeren. Nærmere en amerikansk præsident har ingen dansk regeringsleder været. Selv ikke Krags gode forhold 1
til Lyndon B. Johnson kunne måle sig med Foghs til Bush. På den amerikanske højrefløj er forholdet til Danmark blevet en idealmodel for hvordan Europa og USA skulle samarbejde: Ubetinget loyalitet over USA som den frie verdens leder og forsvarer af frihed og demokrati. Opbakning i alle internationale sammenhænge navnlig når der er kritik af USA s politik og beredthed til at stille med troppestyrker når USA skal danne en koalition til en militær ekspedition. Der er således langt flere danske soldater under amerikansk kommando end under FN s! Strømmen siden 2003 af konservative lawmakers med speakeren, Dennis Hastert, flertalslederen i Repræsentanternes Hus, Roy Blunt, og tidligere flertalsleder i senatet, Trent Lott i spidsen til København har aldrig været stærkere. Danmark er blevet mønsterlandet som alle gerne vil besøge, og når man er i Washington modtages man med åbne arme som dansker. Danskerne er et forbillede for os alle som senator Gordon Smith leder af senatets underudvalg for europæiske anliggender udtrykte det på et møde i København i november 2005. Men også under Nyrup regeringen var bindingen stærk. Der var et slægtskab mellem de to regeringer, Clintons og Nyrups. De tiltrådte samtidigt. Begge var de centrum-venstre. Deres prioriteringer: Fredeliggørelsen af verden efter murens fald, flere jobs og styr på økonomien og de globale miljøproblemer efter Rio, var de samme. Og begge ønskede at vise en pragmatisk tilgang til problemerne og demonstrere politisk håndelag. Danske topministre besøgte Washington som EU formandskabsland i foråret 1993, og båndene mellem amerikanske og danske kolleger blev både politiske og personlige. Hertil kom en betydelig personlig popularitet for præsident Clinton hos danskerne. Højdepunktet var hans besøg i Danmark 1997, hvor politikere og befolkning stod på nakken for at hylde ham og venskabet med USA. Forholdet til Nyrup var udmærket, men om noget venskab var der ikke tale. Jeg tror det har været en stor skuffelse for den socialdemokratiske statsminister (og meget uretfærdigt) at han ikke blev inviteret med i den 3 Vejs kreds af centrum venstre politiske ledere som Clinton, Blair og Schröder organiserede og hvor Göran Persson var med, men ikke Nyrup. Derimod var forsvarsminister Hans Hækkerups forhold til skiftende amerikanske forsvarsministre meget tæt og personligt. I historiens løb har der været meget få kriser i det bilaterale forhold. Danmark var med blandt stifterne af Atlantpagten, og vi har altid forsøgt at være loyale medlemmer. Danske regeringer har systematisk bakket op bag amerikanerne i alle faser af den kolde krig. Uenigheden om dobbeltbeslutningen med de famøse danske fodnoter skabte få reelle problemer i forholdet til USA. Også i det amerikanske politiske liv var der heftig kritik af Reagans voldsomme oprustning og konfrontationspolitik overfor USSR ( ondskabens rige ), og det Hvide Hus var vant til at regeringen havde en opfattelse, mens parlamentet havde en anden. Reagan-administrationen opnåede aldrig flertal i begge kongressens kamre, og navnlig mht. oprustningen var der en ganske markant demokratisk kritik. Fodnoter i NATO kommunikéer var ikke usædvanlige og Danmarks havde den samme ordlyd med reservation overfor NATO s opstilling af Pershing II og Cruise missiler og i øvrigt var det den samme kritik der lød fra socialdemokratiske partier overalt i Europa. Og Schlüterregeringen var loyal overfor Reagans udenrigspolitik. (Det er i øvrigt en historisk interessant tilfældighed at i 2
de sidste 30 år har der været centrum venstre regeringen i Danmark når demokraterne har haft det Hvide Hus i Washington, mens borgerlige regeringer har siddet ved magten mens republikanerne har siddet på præsidentposten). Meget loyal endda. Bush senior kom på besøg i København. Gæster hos den danske regering var også udenrigsminister Schultz og den stærke ideolog i Reagans oprustningspolitik, danofilen Richard Perle. Washington sendte dygtige diplomater til København, og der var en meget tæt dialog. Valget i 1988 som tilsyneladende blev udskrevet for at beskytte dansk troværdighed overfor USA amerikanske orlogsfartøjer ville blive fornærmet hvis de under flådebesøg skulle underrettes om dansk officiel modstand mod atomvåben på dansk territorium, hævdede Uffe Ellemann-Jensen havde udelukkende en dansk baggrund. Valget blev udskrevet efter udsoningen mellem Reagan og Gorbatjov og havde alene til formål at straffe Socialdemokratiet og mig som ny formand, slippe af med CD og Kristeligt Folkeparti og bane vejen for radikal regeringsdannelse. Der var for mig at se overhovedet ingen USA/Danmark konflikt i det valgs hovedemne, men det kan vi først få endelig bekræftet når de danske arkiver omsider åbnes. (Mon ikke det var på tide at afskaffe det danske hemmelighedskræmmeri. I en moderne, åben IT verden virker vores lovbestemte lukkethed helt forældet. Her kunne vi lære meget af USA.) Grønland har været et omstridt emne i det dansk amerikanske forhold. Først indgik ambassadør Kauffmann egenhændigt en forsvarsaftale om Grønland med den amerikanske regering under krigen der reelt gav USA hånds- og halsret over det grønlandske territorium. Det blev til anlæg af baser (inklusiv flytning af Quanak boplads), fri overflyvning for amerikanske militærfly og opbygning af den vigtige radarstation i Thule som blev en hjørnesten i den amerikanske radar/ varslingskæde i forhold til et sovjetisk kernevåbensangreb. Senere vendte H.C. Hansen hovedet bort da han blev informeret om at B52 maskiner med atomvåbenlast regelmæssigt benyttede de amerikanske flyvebaser i Grønland. Grønlandske myndigheder blev aldrig orienteret. Senere kom diskussionen om opgraderingen af Thule radaren i forbindelse med det amerikanske antimissilforsvarsprogram. De forhandlinger startede allerede i slutningen af 1980 erne, men fandt først deres endelige afslutning i 2004 da Danmark bistået af Grønlands landsstyre indgik en aftale med USA om Thule radaren der gav grønlænderne en række konkrete fordele i det bilaterale forhold til USA og en mere reel indflydelse på dansk udenrigspolitik på vegne af Grønland. I Danmark blev aftalen godkendt i bred enighed idet socialdemokrater og de radikale valgte at lægge afgørelsen om opgraderingen af radaren i grønlandske hænder, mens de to partier fortsat opretholdt deres modstand mod selve opstillingen af det amerikanske missilforsvar. Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti valgte også at følge amerikanerne her. Vietnam-krigen fremkaldte stor modstand blandt unge mennesker over hele verden, ikke mindst i USA hvor værnepligten der i princippet omfattede alle (bortset fra de rige og veluddannede som 3
ofte slap fri inklusiv hele toppen i den nuværende amerikanske administration), gjorde at krigsmodstanden blev en aktiv folkesag og mobiliserede en stærk studenteropinion med demonstrationer, afbrænding af indkaldelsespapirer og afsløringer af hemmelige dokumenter. Denne modstand kom også til Danmark, men skiftende regeringer først Krag og siden Baunsgaard valgte enten at være passive eller fremkomme med spage indsigelser. Per Hækkerup var som udenrigsminister tilmed en kraftig forsvarer for præsident Johnsons krig. Jeg glemmer aldrig da jeg som debutant på den socialdemokratiske kongres i 1965 blev jordet af en veloplagt udenrigsminister der retorisk spurgte forsamlingen om hvor meget den troede NATO garantien for dansk sikkerhed var værd hvis USA brød sit løfte til Sydvietnam! Exit Auken. Senere blev støtten til USA et problem for Krag fordi den afgørende svækkede hans troværdighed og bragte ham på kollisionskurs med alle de unge han var så brændende optaget af at få et godt forhold til. Først under Anker Jørgensen der havde været aktiv i Vietnam-bevægelsen fra starten, kom der en tydelig dansk afstandtagen fra amerikanernes krig. K.B. Andersen havde i øvrigt som udenrigsminister et tæt forhold til Henry Kissinger hvad der nok var med til at lægge en dæmper på det danske kritiske engagement. De unge der gik på gaden og protesterede mod Vietnam-krigen var i øvrigt den mest amerikaniserede ungdom man endnu havde set. Musikken var Dylan, Baez, Joplin, Seeger og Morrison. Forbilledet var de amerikanske demonstrationsformer. Bøgerne om krigen var amerikanske, talerne og heltene var amerikanske krigsmodstander, og derfor blev modstanden en konkret modstand mod krigen og den amerikanske regering ikke en anti-amerikansk manifestation. Siden har amerikansk kultur uden megen modstand sat sine spor overalt i det danske samfund, og mennesker lever fint med at sondre mellem USA og den til enhver tid værende amerikanske præsident. Vi kan lide USA. Men ikke Bush, Cheney and Rumsfeld. Sådan tænker danskerne. Og kunne de bestemme, havde Kerry slået Bush med flere længder i 2004. Danmarks forhold til USA er selvsagt præget af vores medlemskab af EU og vort ønske om at være et konstruktivt medlem af unionen. Som tommelfingerregel kan man sige at hvor EU har kompetence og/eller stærke fælles politikker, er Danmark tilbøjelig til at lytte til sine europæiske allierede i konflikter med USA. Dette mønster er særdeles tydeligt i handelskonflikter hvor Danmark altid loyalt bakker den fælles linie op, om end Danmark som frihandelsland ofte kan være kritisk i de interne drøftelser. Også på miljøområdet hvor EU i perioder har haft en markant ydre profil, har Danmark som regel været sammen med sine europæiske kolleger og ikke fulgt den amerikanske linie. Amerikansk politik på konkrete områder kan ofte være en håbløst usmidig blanding af højtflyvende principper og så den snævrest tænkelige varetagelse af amerikanske koncerners interesser. En vanskelighed er at det amerikanske udenrigsministerium ikke har nogen særlig stærkt placering i det interne Washington hierarki (ofte udgår policy beslutninger direkte fra det Hvide Hus), men til gengæld spiller det amerikanske diplomati en stor rolle i mange europæiske hovedstæder. Derfor har USA ofte held til at splitte europæerne hvorimod det kniber meget med at spille en konstruktiv, ledende rolle. Et helt specielt problem er det at senatet skal ratificere indgåede traktater med 2/3 s flertal. Selv hvis præsidenten er positiv det er George W. Bush sjældent er det uhyre svært at få ratificeret internationale aftaler som pålægger USA pligter og indskrænker deres 4
råderum. Og derfor er det et overraskende fåtal af de store internationale traktater som USA har ratificeret. Og mange har man direkte bekæmpet. Lad mig blot i flæng nævne: Kyoto protokollen, aftalerne om biodiversitet og biosikkerhed, konventionerne om skydevåben, landminer, søret, transport af farligt affald, atomprøvestop og oprettelse af en international straffedomstol. På alle disse områder har man savnet amerikansk lederskab, og Danmark har som resten af verden været meget kritisk overfor USA. Den eminente samtidshistoriker, Timothy Garton Ash, skriver i sin fremragende bog Free World fra 2004 at Europa og USA er gennemrevet af to konflikter der er meget forskellige, men som har en tydelig interdependens. I Europa går skellet mellem hvad Ash kalder eurogaullisme (troen på et stærkt og uafhængigt Europa som modstykke til USA) og euroatlantisme (troen på et stærkt atlantisk partnerskab mellem USA og Europa), mens brudfladen i Washington er mellem multilaterlisme og unilateralisme. Hvis eurogaullisterne er i fremmarch så vil Washington instinktivt rykke mod det unilaterale ( go it alone ), mens euroatlantisme befordrer multilateralisme. Og omvendt. Hans lære er at europæere gør klogt i at bevare det transatlantiske venskab samtidig med at man arbejder ud fra egne holdninger og interesser. I længden er det den eneste måde man kan flytte amerikanerne og dermed bevæge verden i den rigtige retning. Dansk udenrigspolitik er født euroatlantisk og multilateralistisk, og vi bør derfor kunne spille en langt mere aktiv og målrettet udenrigspolitisk rolle ikke mindst i forhold til vores venner i USA. Løsningen er ikke den historiske og aktuelle følgagtighed, men et arbejde for en fælles europæiske holdning der udtrykker viden om og sympati for USA uanset at vi kan være meget uenige om mange konkrete sager. 5