Kapitel 24 - Nauvoo under apostolsk ledelse



Relaterede dokumenter
Kirkens historie. Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige - Oprettet: 31. oktober 2003

Grundlaget for genoprettelsen De studerendes læsemateriale

De svage og ringe i Kirken

Frederik Knudsen til sin Kone Taarup, 18. Maj 1849.

Kapitel 4: Det hellige præstedømmes magt og myndighed

Kapitel 8 - Følg dem, som Gud har valgt til at præsidere

Indledning. Personligt studium. Undervisning baseret på denne bog

Kapitel 21 - Tiltagende konflikt i Illinois

Kapitel 7 - Et personligt og vedvarende vidnesbyrd

1. Mark 4,35-41: At være bange for stormen (frygt/hvem er han?)

Studie. Åndelige gaver & tjenester

Hvad mener I om Mormons Bog?

Side 3.. ægypten. historien om de ti plager.

Kapitel 22 - Martyriet

Kapitel 2 - Evangeliet defineres

Kapitel 15 - Kirken i det nordlige Missouri

Kapitel 9 - Glæden ved missionering

Studie. De tusind år & syndens endeligt

Kapitel 14 - Evangeliets uddelinger

Kapitel 18 - De Tolvs mission

18.s.e.trinitatis Matt. 22,34-46; Es 40,18-25; 1. kor. 1,4-8 Salmer: 748, 422, 57 54, 192 (alterg.), 696

Kapitel 34 - Styrkelse af de hellige gennem Åndens gaver

1.søndag i fasten II. Sct. Pauls kirke 9. marts 2014 kl Salmer: 753/336/172/617//377/439/45/679

Lindvig Osmundsen Side Prædiken til 3.s.e.påske 2015, konfirmation..docx

Kapitel 19 - Indtrængende, retskaffen, oprigtig bøn

Prædiken til skærtorsdag, Joh 13, tekstrække

LOVEN. Side 3.. Moses 4. Guds lov 6. Hør mine bud 8. En anden gud 10. En kalv af guld 12. Vreden 16. Bålet 18. De ti bud 20. Ingen kalv af guld 22.

Herre, lær mig at gå den vej, du vil have, at jeg går, og følg mig på vejen. AMEN

Prædiken til midfaste søndag, Joh 6, tekstrække. Nollund Kirke Søndag d. 6. marts 2016 kl Steen Frøjk Søvndal

Lindvig Osmundsen. Side Prædiken til Bededag 2015.docx. Prædiken til Bededag Tekst: Matt. 3,1-10

Der kommer et helligt lys i vore øjne og vores ansigt, når vi har et personligt forhold til vor kærlige himmelske Fader og hans Søn.

Udgivet af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige Salt Lake City, Utah.

nytårsprædiken 2016 Værløse kirke ( tekst : Fadervor )

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN 27.APRIL SEP VESTER AABY KL Tekster: Salme 8, Joh. 21,15-19

Præsident Boyd K. Packer - Fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum

Kapitel 7: Dåb og Helligåndsgaven

Prædiken, d. 12/ i Hinge Kirke kl og Vinderslev Kirke kl Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Feltpræst Ulla Thorbjørn Hansen: Tale ved den militære begravelse af konstabel Mikkel Jørgensen fra Toreby Kirke den 3. november 2010 klokken 11

Prædiken til 2.søndag efter trinitatis Tekst. Lukas 14,25-35.

Kapitel 5 - Trøst i dødens stund

Lige inden forfatteren William

Kapitel 19 - Livet i det skønne Nauvoo

1.s.e.Trin. 22.juni Vinderslev kl Hinge kl Vium kl.11.00

Heber J. Grants lærdomme Vi undgår gældens trældom, når vi ikke lever over evne.

Bibelgnask. kasperbergholt.dk/jesus. Bibelgnask. Ruth 3

1.s i Fasten d Matt.4,1-11.

Kapitel 15 - Koloniseringen i Vesten

Studie. Kristi genkomst

Lindvig Osmundsen. Prædiken til 13.s.e.trinitatis 2015.docx side 1. Prædiken til 13.s.e.trinitatis Tekst: Luk. 10,23-37.

Bruger Side Prædiken til Pinsedag 2015.docx. Prædiken til Pinsedag Tekst. Johs. 14,

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt

Kapitel 26 - Pionererne rejser mod vest

2. Pinsedag. 13. juni Vestervig (Ashøje) Provstigudstjeneste.

Kapitel 33 - Et tiår med forfølgelse

Kapitel 12 - Zions hær

Åndelige manifestationer i Bibelen

Side 3.. Håret. historien om Samson.

Studie. Den nye jord

3. søndag i advent II. Sct. Pauls kirke 15. december 2013 kl Salmer: 77/82/76/78//86/439/89/353 Uddelingssalme: se ovenfor: 89

Tryllefrugterne. fortalt af Birgitte Østergård Sørensen

Bliv mænd som kaster søstjerner

Hvad er det nu lige at fortællingen indtil videre går ud på?

Tro og bekendelse Bibeltime af: Finn Wellejus

En af livets og evighedens største velsignelser er at blive regnet som én af Herren Jesu Kristi hengivne disciple.

Studie 12 Menigheden 67

UDSKRIFT AF HJEMME IGEN! BIOLOG-FAMILIEN HAMZIC. For 15 år siden boede jeg med min familie i Herzegovina i byen Trebinje.

Langfredag 3. april 2015

UGE 8: MISSIONEN OG KRAFTEN

Studie 18. Kristen adfærd

ENDETIDENS FOLK. Endetidens folk hører hvad Ånden siger til menigheden. torsdag den 8. august 13

Med Pigegruppen i Sydafrika

Overensstemmelse og tilpasning

KONFIRMATIONSPRÆDIKEN SØNDAG DEN 7.APRIL AASTRUP KIRKE KL SEP. Tekster: Sl. 8, Joh. 20,19-31 Salmer: 749,331,Sin pagt i dag,441,2

hjælpekilder Skrifterne...2 Generalkonference...2 Tidsskrifter...3 Musik...3 Evangelisk kunst...3 Bøger, hæfter og brochurer...4 Slægtshistorie...

Ledelse af Jesu Kristi Kirke

studie Studie Treenigheden

2. påskedag 28. marts 2016

Og fornuften har det virkelig svært med opstandelsen. Lige siden det skete, som han havde sagt, har mennesker forholdt sig

Metodeopgave. Overgangen over Storebælt 1658, aflevering ons. d. 30/10/02 Povl D. Rasmussen

Lærdomme og læresætninger i Mormons Bog De studerendes læsemateriale

KORNET. historien om Josef.

Lindvig Osmundsen. Prædiken til 3.s. i fasten 2015.docx side 1. Prædiken til 3. s. i fasten Tekst: Luk. 11,14-28.

Kapitel 13 - Glorværdige dage i Kirtland

nu er kriser nok ikke noget man behøver at anstrenge sig for at opsøge, skabe eller ligefrem opfinde sådan i det daglige

Kapitel 34 - En æra med forsoning

Vi er en familie -4. Stå sammen i sorg

Lindvig Osmundsen. Prædiken til sidste s.e.helligtrekonger 2015.docx side 1

Kapitel 9 - Indsamling til Zions land

Andagt Bording kirke 4. maj 2015.docx Side 1 af

DEN GRUNDLÆGGENDE ENHEDS PROGRAMVEJLEDNING

UGE 3: GUDS FOLK. Scene 1 Pagten Fortællingen bygger på 1Mos 11-18, 22, & 2Mos 1 FORBEREDELSE FORTÆLLING & DIALOG

Kapitel 14 - Frafaldet i Kirtland i

Menighedsrådet. Præstedømmets udøvende komité. Råd i Kirken. Biskopråd. Menighedsråd

25. søndag efter Trinitatis

TRO VIRKER ALTID. Kim Torp, søndag d. 25. januar 2015

3. søndag efter trin. Luk 15,1-10. Der mangler en

19. s.e. trinitatis Joh. 1,35-51; 1. Mos. 28,10-18; 1. Kor. 12,12-20 Salmer: 754; 356; ; 67 (alterg.); 375

Børnebiblen præsenterer. Jesu fødsel

Børnebiblen. præsenterer. Jesu fødsel

Søndag d.24.jan Septuagesima. Hinge kirke kl.9. Vinderslev kirke kl (skr.10.15).

Transkript:

Teksten er den del af: Kirkens historie i tidernes fylde Kapitel 24 - Nauvoo under apostolsk ledelse Tidslinie Dato Jan. 1845 Forår/sommer 1845 Sep. 1845 Okt. 1845 Dec. 1845 Vinter 1845-46 Betydningsfuld begivenhed Nauvoo frihedsbrevet tilbagetrækkes Nauvoo oplever ny vækst og udvikling Antagonisme mod de hellige fornyet i Hancock County Kirkens ledere meddeler deres intentioner om at flytte vestpå Begavelsesarbejdet påbegyndes i Nauvoo Templet De hellige forbereder deres udvandring 4. feb. 1846 Den første gruppe hellige krydser Mississippifloden Medio feb. 1846 Brigham Young og andre af De Tolv forlader Nauvoo Indledning Med spørgsmålet om arvefølgen på plads begyndte De Tolv Apostle med det samme at udøve deres myndighed i ledelsen af Kirken. I Times and Seasons fra den 15. august 1844 forsikrede de de hellige om, at de i fællesskab var rede til at præsidere over Kirken og fremme Kirkens vækst. De understregede igen vigtigheden af Nauvoo som samlingspunkt og færdiggørelsen af templet. De var ligeledes meget ivrige for at fortsætte i profeten Joseph Smiths fodspor og bringe evangeliet "frem i alle hjørner af dette store udstrakte land, og til hele verdenen."1 På trods af deres optimisme lå der nye udfordringer og vanskeligheder foran dem, som skulle true Nauvoos eksistens og deres evner som religiøse ledere. Kirken sættes i orden De Tolv holdt møde dagen efter deres opretholdelse som præsiderende myndighed i Kirken. Ved det møde og adskillige andre møder i den efterfølgende uge begyndte de at bringe Kirkens organisationer og forretninger i orden. De frigjorde sig fra nogle økonomiske forpligtelser ved udnævnelsen af biskopperne Newel K. Whitney og George Miller som Kirkens økonomiske forvaltere. Amasa Lyman blev kaldet til De Tolv Apostles Kvorum, og William Smith blev som den ældste levende søn af Joseph Smith sen. kaldet som Kirkens patriark. Wilford Woodruff blev sendt til England for at præsidere over Kirken i Europa, og Parley P. Pratt blev kaldet til New York som præsident, forlægger og immigrationsagent med myndighed over de østlige delstater. Lyman Wight tog til Texas i henhold til en opgave, han tidligere havde fået af Joseph Smith, for at finde mulige nye bosiddelsesområder. John Taylor blev atter valgt til redaktør af Times and Seasons, og Willard Richards fortsatte som Kirkens historiske skriver. Kirkens organisation i USA og Canada blev udvidet. Begge lande blev organiseret i distrikter, som hver især blev præsideret over af en højpræst. Dette betød en længe tiltrængt ledelse af hundreder af spredte grene. Brigham Young, Heber C. Kimball Side 1 af 9

og Willard Richards overvågede denne organisation, og i oktober var der kaldet 85 præsiderende højpræster, som var forpligtet til at opbygge stave så store som Nauvoo.2 I Nauvoo og de omliggende bosættelser blev lærere i Det Aronske Præstedømme opfordret til at besøge de helliges hjem regelmæssigt, og diakoner fik til opgave at assistere biskoppen i dennes omsorg for de fattige. (Indtil 1850'erne blev Det Aronske Præstedømmes embeder givet hovedsageligt til voksne medlemmer). En af de langtrækkende ændringer var udvidelsen af Halvfjerdsernes Kvorum i Kirken. Den 18. august erklærede præsident Young, at "et præsidium af syv mænd vil blive valgt fra det første kvorum til at præsidere over de ti første kvorummer."3 Ved den efterfølgende oktoberkonference var antallet af kvorummer steget til tolv, og 430 halvfjerdsere blev ordineret og tildelt deres kvorum. Brigham talte til konferencen og sagde, at hvis en person ønskede at prædike evangeliet, skulle han kaldes som halvfjerdser. I januar 1846 var der mere end 30 kvorummer i funktion under De Halvfjerds. Færdiggørelsen af Seventies Hall, et elegant to-etagers murstenshus, blev fremskyndet og anvendt til en forberedende skole for missionærer.4 De Tolv fortsatte med at luge ud i apostaterne i Kirken. Brigham Young berettede om en drøm, hvor han havde set et frugttræ med døde grene i toppen, som måtte skæres af for, at træet kunne vokse. Han opfordrede: "Lad os skære de døde grene af, så at god frugt må vokse og en stemme snart vil høres, gå ud og opbyg Zion og Herrens tempel."5 Josephs by I 1844 var Nauvoo en af de mest fremgangsrige byer i Illinois. Med stor udholdenhed, initiativ og fællesskab havde de hellige erstattet sumpområderne med et blomstrende samfund på kun fem år. Fordelagtigt placeret ved Mississippi River så det lovende ud for byen som et stort handelscenter. Mange af borgerne i de omliggende samfund frygtede dog de sidste dages hellige og deres religion og var fast besluttet på at hindre vækst og udvikling i Nauvoo. De var specielt utilfredse med, hvad de betragtede som specielle privilegier givet Nauvoo under dens frihedsbrev, og de ønskede den trukket tilbage og en opløsning af Nauvoo Legion. Da den lovgivende forsamling åbnede i januar 1845 blev disse krav godkendt, og Nauvoos frihedsbrev blev trukket tilbage. Denne handling syntes retfærdiggjort til dels ved, at mange mennesker troede, at Nauvoo husede overløbere, slyngler, forfalsknere og andre flygtninge. På det tidspunkt var Illinois' pionergrænse hjemsøgt af gangstere, som var magtfulde nok til at kontrollere domstolene og derfor undgå straf. Visse lovløse påberåbte sig medlemskab af Kirken og påstod, at deres kriminelle handlinger mod ikke-medlemmer var igangsat af Kirken. I virkeligheden udelukkede Kirken konsekvent de medlemmer, der havde gjort sig skyldige i alvorlig kriminel adfærd.6 Efter adskillige avisartikler i det vestlige Illinois omkring lovløse mormoner afholdt indbyggerne i Nauvoo et offentligt møde. De nedskrev: "Tyve og falsknere er i visse tilfælde flygtet til vores by, enten under den fejlagtige holdning, at de ville blive beskyttet af os, eller med ønsket om ondskabsfuldt at påføre os deres kriminelle handlinger, og derved trække os ind under forfølgelsens pisk; og hvor det kan bevises, at enkeltpersoner med det formål at fylde listen over mormonske plyndringer har rapporteret ejendele stjålne, selvom de tidligere har erkendt, at de havde solgt disse ejendele og modtaget betaling derfor... Side 2 af 9

Derfor, lad det hermed blive besluttet, enstemmigt, at vi vil anvende alle lovlige tiltag i vores magt for at hjælpe med at hindre tyveri og fidusmageri [falskmønteri] og bringe overtræderne til ansvar."7 Mormonernes omdømme var dog allerede ødelagt, og med tilbagetrækningen af Nauvoo frihedsbrevet havde de hellige intet selvstyre eller beskyttelse af deres statsmilits. Brødrene besluttede sig for, at legionen skulle fortsætte "uden for lovens rammer, som et middel til at bevare den indre kontrol og som en forsvarsmekanisme. Vagter blev placeret for at forhindre folk i at gå ind eller ud af byen uden tilladelse af myndighederne."8 Brigham Young omdøbte byen til "The City of Joseph," et navn som de hellige havde godkendt ved aprilkonferencen. Skønt en del af Nauvoo havde status som en officiel by af den lovgivende forsamling, var der stadig behov for yderligere forsvarsmæssige tiltag. Byen blev holdt forholdsvis fri for uønskede elementer via organiseringen af en gruppe unge mænd og drenge kendt som "den fløjtende brigade." De fulgte fløjtende efter uønskede personer, indtil de irriterede eller skræmte personer forlod byen.9 På trods af disse udfordringer blev Nauvoo ved med at vokse. Især havde byggebranchen succes og havde mere travlt end alle andre brancher i Nauvoo. Nye træ- og murstenshuse og gårde blev bygget. Mange tidligere bosættere i Nauvoo begyndte at bygge huse, eftersom deres oprindelige huse ofte var hastigt byggede træhytter. Heber C. Kimball og Willard Richards udskiftede deres træhuse med flotte to-etagers huse i 1845. Kirken byggede også et hjem til Lucy Mack Smith i samme periode. Offentlige byggeprojekter, så som Seventies Hall og Concert Hall, bidrog til væksten i beboelsesejendomme. Et stendige, eller en ledemole, i Mississippi River, der skulle fungere som vandkraft til værksteder og maskiner, blev påbegyndt. Det største projekt var dog til stadighed færdiggørelsen af Nauvoo templet.10 I juni 1845 sendte Brigham Young et brev om Nauvoos fremgang til Wilford Woodruff, som på det tidspunkt tjente som præsident over Den Britiske Mission. Han skrev, at byen "ser ud som et paradis. Alle de grunde og jorde, som førhen var ledige og ubesatte, er blevet indhegnet her i foråret og beplantet med korn og grønsager, som får det til at ligne havernes have mere end en by... Hundreder af hektarer af prærieland er også blevet kultiveret, og der vokser nu majs, hvede, kartofler og andre livsnødvendigheder. Mange fremmede strømmer til for at se templet og byen. De udtrykker deres forbløffelse og overraskelse over at se den hastige fremgang."11 Fremgang var sandelig ordet, for i slutningen af 1845 var der 11.000 indbyggere i Nauvoo. Byen blev et udstillingsvindue, og mange besøgende fra øststaterne og England skrev rosende artikler om Mormon-hovedstaden.12 Antagonisme i Hancock County Nauvoos fantastiske vækst øgede antagonismen blandt Kirkens fjender. Det var tydeligt, at Joseph Smiths død ikke havde mindsket de helliges styrke og kraft. Kirkens fjender havde regnet med, at Kirken ikke ville overleve uden sin karismatiske leder, og da de så, at Kirken ikke blot overlevede men var i vækst, blev deres forsøg på at fordrive de hellige fra staten fornyet og forstærket. Så tidligt som september 1844 organiserede løjtnant Levi Williams fra Warsaw, som havde været involveret i mordene i Carthage, en stor militærkampagne for at fordrive de hellige fra Illinois. Den blev omtalt som "den store ulvejagt i Hancock County." Da dette kom guvernør Ford for øre, beordrede han general John Hardin fra statsmilitsen til Side 3 af 9

Hancock County for at hindre denne bestræbelse. General Hardin blev i Hancock County gennem hele vinteren for at holde ro og orden.13 I maj 1845 var det spændte forhold på højdepunktet i Hancock County, da ni mænd endelig blev bragt for retten i Carthage for mordet på Joseph Smith. Fem af de ni var prominente borgere: Mark Aldrich, ejendomsmægler; Jacob C. Davis, statssenator; William A. Grover, kaptajn i Warsaw militsen; Thomas C. Sharp, redaktør; og Levi Williams, oberst i det 59. regiment i statsmilitsen. Retssagen varede i to uger, hvilket var usædvanligt på daværende tidspunkt. Anklagerens vidner afgav modstridende vidneudsagn, mens forsvarsadvokaterne overbevisende argumenterede foran en ikke-mormon jury, at Joseph Smith var blevet dræbt som et resultat af folkets vilje. Derfor fremførte de, at ingen enkeltperson eller gruppe kunne holdes ansvarlig. De anklagede blev frifundet. Retssagen, som var planlagt den 24. juni vedrørende mordet på Hyrum Smith, blev ikke gennemført, da anklagerne slet ikke mødte op. Tilsyneladende fritaget fra enhver juridisk gengældelse påbegyndte Thomas Sharp nye anti-mormonske angreb i Warsaw Signal i sommeren 1845. Han gik imod sidste dages hellige, som sad i offentlige embeder i amtet og genåbnede debatten om mormonernes politiske engagement. Disse handlinger lagde et røgslør over en række vandalistiske tiltag over for de hellige. Tidligt i september brændte en gruppe på 300 ransmænd systematisk mormonske gårde og hjem i de mere øde områder. Først plyndrede de Morley-bosættelsen og stak ild til mange ubeskyttede hjem, gårde og kornlagre. I midten af september bad Brigham Young om frivillige til at befri de omringede hellige. Flere end 134 mand blev skaffet og sendt til Hancock County med det samme for at bringe familierne i de fjernere bosættelser i den sydlige del af Hancock County og i det nordlige Adams County sikkert til Nauvoo. Sheriffen i Hancock County, Jacob Backenstos, en ven af de hellige, bestræbte sig på at holde ro og orden, men indbyggerne i Warsaw nægtede at slutte sig til udrykningskolonnen, som han prøvede på at organisere. Efter han havde drevet en pøbelgruppe væk med den enhed, som han havde opbygget af tidligere medlemmer af Nauvoo Legion, blev han truet på livet af ikke-mormonerne i Hancock County, og han flygtede derpå. Frank Worrell, som havde haft opsyn med vagten i Carthage fængslet den dag, hvor Joseph og Hyrum led martyrdøden, ledte jagten på Backenstos. Tæt ved jernbanen nord for Warsaw i nogle hytter indhentede Backenstos nogle medlemmer og udnævnte dem til vicesheriffer. Da Worrell løftede sit gevær for at skyde sheriffen, ramte vicesherif Porter Rockwell i stedet Worrell og sårede ham dødeligt. Dette fik fjendtlighederne til at tage til i Hancock County og med fare for en borgerkrig bad fremstående borgere i Quincy, Illinois, og Lee County, Iowa, Kirkens medlemmer om at flytte fra Illinois. Den 24. september 1845 lovede De Tolv Apostles Kvorum, at Kirken ville flytte det kommende forår. Guvernør Ford sendte 400 militssoldater under general Hardins kommando og tre andre fremtrædende borgere, deriblandt Stephen A. Douglas, til at påtage sig rollen som en uafhængig politistyrke i denne urolige tid. Angrebene sluttede, og freden blev midlertidigt genoprettet. De fire ledere, som fungerede som guvernørens rådskomité, undersøgte de omstændigheder omkring de interne stridigheder og kom frem til, at anti-mormonerne havde begyndt konflikten med deres angreb. De fandt tillige, at der ikke kunne blive fred i Hancock County, før mormonerne forlod Illinois.14 Kongresmedlem Douglas var fortaler for "manifest destiny" -- en filosofi, der talte for USA's vækst over hele kontinentet. Han rådede Kirkens ledere til at finde et sted at slå sig Side 4 af 9

ned i de vestlige stater, og han lovede at anvende sin indflydelse til at hjælpe dem med at flytte. I nogen tid havde Kirkens ledere planlagt at flytte til Rocky Mountains, så disse forhandlinger gik strålende. De hellige gik med til at forlade Nauvoo det kommende forår, så snart der var tilstrækkeligt græs på prærien til, at deres kvæg og heste kunne klare sig. Kirkens forvaltere skulle blive i Nauvoo for at sælge eventuelt ikke solgte ejendomme. Færdiggørelsen af templet I hele denne periode fortsatte Brigham Young og medlemmerne af De Tolv med at arbejde på færdiggørelsen af templet. De mødtes ofte med arkitekten og tempelkomitéen, og gentagne gange opfordrede de medlemmerne til "at samles i Nauvoo med deres midler" for at hjælpe med bygningen af Herrens hus.15 Ved generalkonferencen i oktober 1844, sagde Brigham Young: "Jeg tror, dette folk er det bedste folk i denne tidsperiode, der nogensinde har levet på jorden, deri inkluderet Enoks kirke. Vi ønsker, at I skal komme med jeres tiende og offergaver, så vi kan bygge dette tempel."16 Som svar "forpligtede Hjælpeforeningens søstre sig til at give en penny om ugen pr. medlem til glas og søm,"17 mens de, der havde større midler, gav større tilskud, uden hvilke projektet ikke ville have lykkedes. Joseph Toronto gav Brigham Young 2500 dollars i guld og sagde, "han ønskede at give sig selv og alt, hvad han havde" til at bygge Herrens rige.18 Adskillige håndværkere blev kaldet til at hjælpe med projektet. I foråret 1845 var slutstenen på plads. Og planlægningen af en officiel indvielse i april 1846 begyndte. Værelser i templet blev indviet i takt med deres færdiggørelse, så at ordinancerne kunne foretages så hurtigt som muligt. Generalkonferencen forsamledes i 1845 i den delvist færdige bygning. Brigham Young åbnede denne dags møder med en indvielsesbøn og fremviste templet, skønt det ikke var færdigt, som et monument over de helliges frihed, trofasthed og tro, og konkluderede: "Herre, vi vier dette hus og os til dig". Dagen var fyldt med de mest velbehagelige belæringer og udtryk for taknemmelighed fra ærlige hjerter for så stort et privilegium at tilbede Herren indenfor i stedet for udenfor bygningen, hvis skønhed og udførelse kan sammenlignes med ethvert andet tilbedelsens hus i Amerika og, hvis motto er: HELLIGHED TIL HERREN."19 Den 30.november 1845 blev loftværelset i templet indviet til ordinancer. Præsident Young bad om, at Herren ville opretholde og udfri sine tjenere, indtil de kunne udføre hans vilje i templet. Værelset blev snart forberedt til ordinancer, og Brigham Young og Heber C. Kimball begyndte at udføre begavelser til trofaste sidste dages hellige om aftenen den 10. december. Den 11. december fortsatte begavelsesessioner til klokken tre om natten. Da Kirkens fjender erfarede denne øgede tempelaktivitet, fornyede de deres modstand. En ny trussel mod Kirkens ledelse kom i form af et anklageskrift udstedt af USA's distriktsdomstol i Springfield mod Brigham Young og otte andre apostle, hvori de blev anklaget for at iværksætte og hemmeligholde en falskmøntervirksomhed i Nauvoo. Den 23. december nærmede embedsmænd i officielt anliggende sig templet med den hensigt at finde og arrestere Brigham Young. Da Brigham Young vidste, de var på vej, knælede han ned og bad om vejledning og beskyttelse, så "at han kunne fortsætte med at være et aktiv for de hellige."20 Han lagde mærke til, at William Miller, som havde sagt ja til at agere som lokkedue, stod i hallen. Bror Miller, som var lige så høj som Brigham Young, forlod templet klædt ud som Brigham Young og trådte op i præsidentens vogn. Ordensmagten stod klar og arresterede ham og førte ham til Mansion House, hvor Brigham Youngs venner og familie sluttede sig til forestillingen. Miller blev derefter ført til Carthage. Først da han i fængslet blev genkendt, erfarede hans fangevogtere, at de var blevet ført bag Side 5 af 9

lyset af en falsk Brigham." I mellemtiden var Brigham Young og hans brødre gået i sikkert skjul. Brødrene fordoblede derefter deres indsats for at få så mange hellige som muligt gennem tempelbegavelserne, før de skulle forlade Nauvoo. I slutningen af 1845 var over tusinde medlemmer gået gennem templet. I januar skrev Brigham Young: "Så stor var de helliges iver for at modtage templets ordinancer og ligeledes vores iver for at give dem deres begavelser, at jeg fuldstændig havde hengivet mig til Herrens arbejde i templet, nat og dag med kun fire timers søvn i gennemsnit per dag, og jeg gik kun hjem én gang om ugen."21 Der var mange andre blandt søskende, der gav frit af deres tid ved at vaske tempeltøjet hver aften, så arbejdet kunne fortsætte uhindret den næste dag.22 Den 3. februar planlagde brødrene at stoppe ordinancerne, og Brigham Young forlod templet for at foretage de sidste forberedelser før afrejsen mod vest den efterfølgende dag. Men da han så en stor skare af medlemmer forsamlet for at modtage deres begavelser, vendte han tilbage og tjente dem. Dette sinkede hans afgang med yderligere to uger. I henhold til tempeloptegnelserne modtog 5.615 hellige deres begavelser før turen mod vest; derigennem opfyldtes et af Joseph Smiths dyrebareste ønsker. Kirken i andre områder Efter profetens og Hyrums martyrdød indtraf der mange vigtige begivenheder i andre områder af Kirken, specielt i England og i de østlige amerikanske delstater. Da Wilford Woodruff ankom i begyndelsen af 1845 rejste han gennem hele England, afholdt konferencer, varetog missionens anliggender og åbnede nye områder til missionering. I Manchester, et stort produktionsområde, mødtes han til konference med mange ivrige sidste dages hellige. Han nedskrev oplevelsen i sin dagbog: "Herrens ånd var med os. Kærlighed og forening dominerede forsamlingen. Jeg blev glad over at se så mange hellige forenet i den nye og evige pagt. Jeg tænkte ofte, at det ville være dejligt at se præsident Joseph Smith ved en konference i England, men han er borte. Vi kan gå til ham, men ikke forvente, han vil komme til os!23 I slutningen af 1845 blev ældste Woodruff afløst fra sin korte, men effektive mission. Skønt der var nogen immigration til Nauvoo fra England i 1845, fortsatte Kirken med at gå hurtigt frem i England, og medlemskabet nåede op over 11.000. I slutningen af 1845 havde trofaste hellige givet over 300 pund i sterling til Nauvoo templet. Da han atter forlod dette land, hvor han havde udført så store ting under sine to missioner, bemærkede ældste Woodruff, hvor fredfyldte og glade de britiske hellige var. Ældste Parley P. Pratts mission til de østlige delstater var ikke meget anderledes end Wilford Woodruffs i England. Han havde til opgave at sætte orden i Kirkens forretninger, før de hellige påbegyndte den længe ventede udvandring til de vestlige stater. Men ældste Pratt oplevede flere alvorlige problemer, end Wilford Woodruff havde gjort i England. Da han overvågede situationen, opdagede Parley og to af hans kammerater, at William Smith, George Adams, Samuel Brannan og andre lærte falske lærdomme, "alle typer falske lærdomme og umoralsk opførelse, hvilket mange af dem var faldet på og var blevet fristet til at gå væk fra vejen med ærbarhed og sandhed. Men mange andre, der så deres syndighed, vendte sig fra Kirken og tilsluttede sig andre afvigende grupper."24 I henhold til instrukser, som tidligere var modtaget fra Brigham Young, sendte brødrene de skyldige personer til Nauvoo til et disciplinærmøde med De Tolv. Parley overtog desuden redaktørposten for Prophet, Kirkens blad i New York. Hans artikler belærte og inspirerede Side 6 af 9

mange. Et vigtigt punkt, som han trykte, var en proklamation til regeringsoverhovederne over hele verdenen, derigennem opfyldte han en opgave givet i en åbenbaring til Kirken i 1841 (se L&P 124:2-7). Ældste Jedediah M. Grant var en af dem, som hjalp ældste Pratt "med at bringe Kirkens sager i orden og genindføre de sande evangeliske principper."25 I adskillige år gav ældste Grant væsentlige bidrag som missionær og i december 1845 blev han kaldet til en af de syv præsidenter i De Halvfjerds' Første Kvorum. Ældste Pratt vendte tilbage til Nauvoo i august 1845. Der stod han sammen med sine brødre, da Kirken stod over for anti-mormonernes voldshandlinger i Hancock County. Han bidrog yderligere til bygningen af templet og arbejdede i det nat og dag i december og januar, hvor han stod for udførelsen af begavelser til de trofaste sidste dages hellige. Forberedelse til turen mod vest Profeten Joseph havde længe før sin død diskuteret muligheden for at flytte Kirken vestpå. I 1842 havde han profeteret, at de hellige fortsat ville lide megen smerte og "visse af jer vil assistere med at lave bosættelser og bygge byer, og I vil se de hellige blive et stort folk i Rocky Mountains."26 I foråret 1844 blev der lagt planer om kolonisation af vesten. En opdagelsesekspedition blev dannet for "at undersøge områderne ved Californien og Oregon og finde gode områder, hvor vi kan flytte til, efter templet er færdiggjort, og hvor vi kan bygge en by på en dag, og have vores egen regering, tage op i bjergene, hvor djævle ikke kan grave os ud, og bo i et sundt klima, hvor vi kan blive så gamle, som det behager os.27 Efter profetens død blev der lagt yderligere planer om udvandring. Den planlagte flytning gav nogle medlemmer en undskyldning til at lede grupper væk fra Kirken. Joseph Smith havde givet Lyman Wight og biskop George Miller myndighed til at danne en koloni i Texas; præsident Young støttede denne idé, indtil det stod klart, at Wight og Miller ønskede, at hele Kirken skulle slå sig ned der. I slutningen af august 1844 blev ældste Wight rådet til at begrænse sit selskab til de, som arbejdede med ham i Wisconsins fyrreskov. Disse førte han til Texas. I stedet for at foretage egentlige undersøgelser med henblik på en koloni, etablerede han i stedet en permanent bosættelse. I november 1845 blev de hellige i Texas bedt om at vende tilbage til Nauvoo, men den uafhængige leder og hans følgere nægtede. I 1848 efter adskillige forsoningsforsøg blev ældste Wight udelukket af Kirken. Brigham Young og hans kollegaer ønskede at blive i Illinois, indtil templet var færdiggjort og tilstrækkelige forberedelser udført til rejsen. I løbet af vinteren 1844-1845 læste de pelsjægernes optegnelser, rapporter fra regerings udsendte ekspeditionshold og avisartikler af rejsende i de vestlige stater for at få så mange informationer som muligt. Genbosættelseskomiteer overvejede tre store områder mod vest som mulige bosættelsesområder: Texas, en uafhængig nation; det øvre Californien, en stor, tyndt befolket og løst styret Mexicansk provins (som den kommende delstat Utah var en del af); og Oregon, som omfattede hele det nuværende nordvestlige USA, et område, som både England og USA gjorde krav på og styrede. Gradvist blev deres opmærksomhed koncentreret om den østlige del af Great Bassin, da dette område ydede den ønskede isolation og omfattende tusinder af hektar frugtbar jord.28 Kirkens ledere forsikrede de hellige, hvoraf nogle var overraskede over meddelelsen om, at udvandringen var en velforberedt omplantning, der var nødvendig for at give Kirken den plads, den havde behov for til at vokse. Generalkonferencen i oktober var primært hengivet til forberedelsen af en velordnet og forenet bortrejse.29 Efter konferencen Side 7 af 9

udstedte de Tolv et generelt brev, hvor de forklarede, at "et afgørende vendepunkt bestående af usædvanlige og spændende interesser var nået. Udvandringen... til en fjern region mod vest, hvor bigotteri, intolerance og umættelig modstand mister deres kraft over dem -- og danner en ny epoke." Brevet rådede yderligere de hellige overalt til at sælge deres ejendele og forberede sig på indsamlingen.30 På trods af den kommende vinter var Nauvoo på den anden ende, da de hellige begyndte at forberede sig på udvandringen. Evakueringen fra det vestlige Illinois var oprindeligt planlagt til begyndelsen af april 1846, men to nye trusler resulterede i en hurtig afgang. Den første var anklageskriftet mod Brigham Young og otte andre apostle, hvor de blev anklaget for falskmønteri. Den anden var en advarsel fra guvernør Thomas Ford og andre om, at de føderale tropper i St. Louis planlagde at standse mormonerne og ødelægge dem. År senere blev det klart, at det var rygter, der var startet med den hensigt at få de hellige til at flytte hurtigere end planlagt.31 I januar 1846 besluttede brødrene sig til at forberede adskillige gruppers afrejse med et øjebliks varsel. En komité blev udnævnt til at sælge alle ejendele og ejendomme, der var usolgt, deriblandt templet og Nauvoo House. Beslutningen blev truffet den 2. februar, og den første gruppe anført af Charles Shumway krydsede Mississippi-floden den 4. februar. Snart var adskillige hundrede hellige forsamlet i midlertidige teltlejre i Iowa. Brigham Young og andre blev tilbage for at udføre tempelbegavelser til hellige, som ikke forlod Nauvoo før midten af februar. Uheldigvis tog mange af sted dårligt forberedte, og mange havde valgt at tage af sted tidligere, end godt var. Var de hellige taget af sted i april, som det var planlagt, ville det uden tvivl have været en bedre udvandring. Den oprindelig plan havde opdelt de hellige i 25 grupper med hundrede familier i hver med rigelige forsyninger, og hver gruppe skulle have en gruppefører. Grupper skulle have forladt Nauvoo i forud planlagte intervaller for at sikre ro og orden. Men disse planer blev knust af hellige, der grebet af panik ikke ønskede at blive tilbage, efter at De Tolv havde forladt byen. Mange af de førstnævnte gruppeførere svigtede deres opgave og gik i stedet med de første grupper for at være med De Tolv. Men på trods af forvirringen var der optimisme blandt de hellige i det østlige Iowa. En af de mest bemærkelsesværdige udvandringer i den vestlige civilisations historie var begyndt. Slutnoter 1. "An Epistle of the Twelve," Times and Seasons, 15. august 1844, s. 619. 2. History of the Church, 7:305-307. 3. History of the Church, 7:260. 4. Tre foregående afsnit er taget fra James B. Allen og Glen M. Leonard, The Story of the Latter-day Saints, (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1976), s. 202-204. 5. History of the Church, 7:260. 6. Se David E. Miller og Della S. Miller, Nauvoo: The City of Joseph, (Salt Lake City: Peregrine Smith, 1974), s. 132-133. 7. I History of the Church, 7:355-356. 8. Leonard J. Arrington, Brigham Young: American Moses, (New York: Alfred A. Knopf, 1985), s. 123. 9. Se Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 208. 10. I History of the Church, 7:431. 11. Taget fra Arrington, Brigham Young: American Moses, s. 119; Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 205. 12. Taget fra Arrington, Brigham Young: American Moses, s. 120. Side 8 af 9

13. Afsnit taget fra Miller og Miller, Nauvoo: The City of Joseph, s. 185-186. 14. Fire foregående afsnit taget fra Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 198, 208, 211-212. 15. I History of the Church, 7:267. 16. History of the Church, 7:302. 17. Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 206. 18. I History of the Church, 7:433. 19. I History of the Church, 7:456-457. 20. Journal of Discourses, 14:218. 21. History of the Church, 7:567. 22. History of the Church, 7:547-548. 23. Wilford Woodruff Journals, 16. feb. 1845, LDS Historical Department, Salt Lake City. 24. Parley P. Pratt, ed., Autobiography of Parley P. Pratt, Classics in Mormon Literature series, (Salt Lake City: Deseret Book Co., 1985), s. 299. 25. Pratt, Autobiography of Parley P. Pratt,, s. 300. 26. History of the Church, 5:85. 27. History of the Church, 6:222. 28. Taget fra Arrington, Brigham Young: American Moses, s. 123-124; Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 209. 29. Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 211. 30. Brigham Young og Willard Richards i History of the Church, 7:478, se tillige side 479-480). 31. Taget fra Arrington, Brigham Young: American Moses, s. 126-127; Allen og Leonard, Story of the Latter-day Saints, s. 220. Side 9 af 9