JOHN BERN & CO. Backcasting for Dummies Alle mennesker kan have glæde af tankerne bag fremtidsviften og troen på, at man kan skabe sin egen fremtid. Men mange har ikke tålmodighed eller evner til at sætte sig ind i de nogle gange svært kommunikerbare budskaber. Dette lille naive eksempel indgår i et kursusforløb om at være proaktiv. Vi bruger vikingerne som aktører. Der er et forsøg på at beskrive backcasting enkelt og bl. a bruge tegneserier til at fremme forståelsen. Det er udarbejdet med inspiration af fremtidsforskeren Torben Bo Jansen. Det er meget fjernt fra den akademiske kommunikation, han normalt benytter sig af, men viser nogle af de mange områder som han understøtter, for at så mange som muligt kan få glæde af backcastingsprincipperne. Backcasting Man må stå på bjergets top for at se den bedste vej derop Proaktiv resultatplanlægning er et værktøj til udviklingsplanlægning. Det bygger på tre af de vigtigste grundprincipper i den anvendte fremtidsforskning: - At fremtid vælges, - At det - over tid - er muligt at realisere enhver valgt fremtid, og - At fremtiden ikke er en linie, men en vifte af muligheder. Hvis der kun eksisterede een fremtid, ville vi ikke have noget valg. Og heller ikke behov for nogen form for udviklingsplanlægning. Når mange ikke kan se mulighedsviften, men er overbeviste om, at der kun findes een fremtid, skyldes det en fejltænkning, der er opstået, fordi man har set tilbage på det, der tidligere var fremtid, men som nu er tilbagelagt - og derfor fortid. Når man så ser tilbage på sådan et stykke fremtid, konstaterer man selvfølgelig, at den er forløbet som en linie, fordi man i hvert enkelt øjeblik kun har kunnet være på eet sted og foretage sig en enkelt ting ad gangen. Der vil jo altid kun være een fortid. Nemlig den historiske - den, der faktisk fandt sted. Man overser altså ganske, at der på forhånd havde været mange mulige fremtider, man kunne have valgt ud fra. Således, at man altså også kunne have valgt en helt anden, en tredie eller en fjerde o.s.v... Kort sagt: Ordet fremtid bør altså altid anvendes i flertal, hvorimod der altid på et givet tidspunkt kun har været een fortid, nemlig den fremtid, man dengang valgte. 1
Når man skal udviklingsplanlægge ud fra disse tanker, flytter man sig i tankerne helt frem i fremtiden til det tidspunkt og det sted, hvor målet - det sidste og endelige mål - allerede er nået. Og så går man - ligeledes i tankerne - eet skridt tilbage - til det næst sidste, forudgående mål, man havde nået, og som var en absolut forudsætning for, at man derefter kunne tage det sidste, afgørende skridt frem til det sidste og endelige mål. Lad mig illustrere det med et lille, praktisk eksempel: Hvis vort endelige mål var at købe et nyt vikingeskib, ville det forrige, næstsidste mål være at få samlet de penge sammen, som vi skulle betale for det. Målet forud for dette, det trediesidste mål, ville være at finde det arbejde, som vi skulle tjene pengene ved, o.s.v... Man begynder altså bagfra - ude i fremtiden - ved det endelige slutmål, og kigger så hele tiden tilbage mod nutiden, delmål for delmål. Og man finder eller fastlægger først det næstsidste delmål, så det tredjesidste delmål, o.s.v. Således kommer vi hele tiden lidt længere tilbage mod nutiden, indtil vi er nået tilbage til vort udgangspunkt, som er den situation, vi her idag befinder os i. Derefter sættes datoer på, hvornår de enkelte delmål skal være opfyldt. Og så er vi klar til at udarbejde de handlingsplaner, der skal til for at komme fra et delmål til det næste. Denne fremgangsmåde betyder, at vi styrer efter hvor vi vil hen. Og ikke efter, hvor vi kommer fra. Traditionel planlægning - hvor man planlægger forfra, først det første skridt, så det andet, så det tredie o. s.v., - tager derimod sit udgangspunkt i, hvor vi er i dag. Og for de handlinger, vi derudfra vælger at sætte i gang, vil der være en væsentlig risiko for, at de i for høj grad vil blive sløret af nutiden, d.v.s. præget for meget af de aktuelle problemer og nok også være begrænset til de muligheder, vi tydeligt kan se for os i dag. Men vi ved jo, at tingene ikke altid går helt som planlagt. Ved den fremtidsorienterede form for resultatplanlægning holder vi vore delmål fast. Og så ændrer vi vore handlinger mellem delmålene, når forholdene ændrer sig. Sådan låser man sig fast på sit mål, og undgår dermed, at udviklingen styrer en væk fra målet, så at alle ens gode planer bare ender med at løbe ud i sandet. Det lyder måske lidt indviklet, første gang man hører det. Men når man først har fået det ind under huden, er det den metode, man naturligt vælger, når større projekter skal realiseres. Lad mig illustrere dette med en lille fortælling, som nogle af jer sikkert kender, og som forklarer de ti trin, der fører direkte fra idé til resultat. Men for at du kan få det ind i den rigtige, større sammenhæng i dine tanker, er det nødvendigt, at jeg først siger dig lidt om det, vi bruger livet til. 2
En klog mand har sagt: At rejse er at leve. Og det er også rigtigt. For lykken er ikke at nå sit mål, men at være på vej. Man kan også sige det på en anden måde. Nemlig, at At leve er at rejse. Livet er en rejse, vi ikke selv kan bestemme, om vi ønsker at være med på. For vi er simpelthen - som en del af naturen - tvunget til at gennemføre denne rejse fra vugge til grav. Der gives ingen garantier. Og der er ikke noget sted, hvor du kan klage eller få dine penge eller din spildte tid retur. På livets rejse vil der være mange kritiske ting, du skal tage stilling til, som ikke umiddelbart kan gøres om, og som har stor indflydelse på, hvordan dit videre liv kommer til at forløbe. Det er dit valg, om du bare vil flyde med strømmen gennem livet eller leve et proaktivt liv. Har du en passiv holdning til livet og blot lader tingene ske for dig uden din aktive indgriben eller medvirken, vil du efter min mening gå glip af mange, daglige chancer for at forbedre dit liv og dine livskvaliteter på forskellige måder. Og set over et helt livsforløb kan dette give nogle chokerende forskelle i resultaterne. At arbejde med noget man brænder for, hvordan kan noget være bedre. John Bern Nielsen 3
Projektudvikling 1. En idé opstår. Og formuleres som et realisabelt mål for et projekt. Alt nyt skabes to gange. Først i tankerne, så i virkeligheden... Vikingerne i Vorby har hidtil hentet meget af det, de mangler hjemme, ved at ro op og ned langs kysten. Men efterhånden er der ikke mere at hente de steder, hvor de allerede har været. Så efterhånden er de nødt til at ro flere uger for at hente noget hjem. Derfor idéen: Rejs ud over havet. 2. Det fastlægges, hvordan man vil måle, om fornyelsen er lykkedes - og om projektet fører i den rigtige retning. Det har vikingerne aldrig gjort før. Ude på den anden side af havet er der sikkert noget at hente. Vorby vikinger ved af erfaring, at man må have noget at styre efter for at finde vej. Hidtil har man styret efter karakteristiske kendetegn på land, men det kan man ikke længere, når turen går ud over åbent hav. Vorby vikingerne bruger i stedet vikingetidens kompas - månestenen, der sikrer at man følger den rette kurs over det åbne hav. 3. Problemerkendelsen: Er der noget, der kan forhindre os i at nå målet? Jo længere man ror, des mere proviant må man have med. Når provianten fylder så meget, at der ikke længere er plads både til roerne og til at have varer med hjem, er roningens grænse nået. Skal man komme videre, kræver det ny tænkning. 4. Problemforståelse Hvad skyldes problemet? Det er behovet for at ro båden frem, der sætter grænsen for, hvor langt væk man kan rejse. Hvis man kunne komme hurtigere frem end med årer, ville man ikke behøve så meget proviant til turen. Der ville altså blive plads til overs til at tage flere varer med hjem. 4
5. Problemløsningen: Hvordan kan hindringer for fornyelse overvindes? Jo, først skal alle gode idéer frem på bordet - en såkaldt brain-storming. Derefter skal så hver enkelt idés muligheder vurderes, og den bedste idé vælges. Vorby vikingerne begynder derfor at overveje, om der findes andre fremdriftsmidler end årer. Bland de mange, der deltager med gode idéer, er en ung viking ved navn Sejl. Han har set, hvordan vinden tager i hans mors vasketøj, når det hænger til tørre, og får idéen: Kunne man sætte tøj på skibet? Idéen diskuteres og vurderes - og bliver opkaldt efter den nævnte viking. 6. Idéen gennemarbejdes: Når et hjælpemiddel fornyes på et punkt, er det nødvendigt at ændre: Produktet/ydelsen Organisationen Personen -kvalifikationerne -færdighederne -kundskaberne Da vikingerne har vedtaget at udstyre båden med sejlet,opdager de hurtigt, at bådens hidtidige form nu må ændres. En mast og forstærkning af bunden kommer til. Også mandskabet får ændrede vilkår. Nu erstattes den enkeltes slid ved åren med at passe sejlet. En helt ny samarbejdsform og nye færdigheder/kundskaber må læres. 7. Resultatplan: Der tages udgangspunkt i målet. Fremadrettet planlægning er at regne bagud fra målet - og handle fremad mod målet Det betyder, at vore handlinger bør være styrede efter hvor vi vil hen, og ikke efter hvor vi kommer fra. Vikingerne ser det flotte færdige vikingeskib med sejl for sig i tankerne og igangsætter planer for dets tilblivelse. Samtidig indøves de nye færdigheder og de nye samarbejdsformer. 5
8. Projektspilleregler: Det er ikke tilstrækkeligt at have en plan. Det er nødvendigt at aftale, hvem skal gøre hvad, hvornår og med hvilke ressourcer. Chefvikingen fordeler opgaverne, så alle ved, hvad de selv og de andre skal lave. Hvad er de synlige tegn på, at målet er nået? 9. Gennemførelse af planen. Opstår der problemer under vejs med at overholde delmålene, skal vi være fleksible - og det er delmålene og handlingerne, der skal ændres. Det endelige slutmål bør der ikke ændres på. Det skulle gerne nås til aftalt tid. 10. Vigtigt: Husk at fejre det opnåede resultat! Sejlet volder Vikingerne forskellige problemer. Bl. a. er stof, der er egnet til kvindeklæder, ikke stærkt nok til de kraftige vinde på søen. Derfor må man væve sejlet af sværere garner. Og der må flere vikinger i gang med at væve, så man kan blive færdige til den planlagte tid. Her kan vor moderne tid lære meget af vikingerne! (Kun var deres tre-dages fest i anledning af sejlet måske lige i overkanten!) 6