ISBN-nummer: 978-87-87803-12-0

ISBN-nummer: 978-87-87803-12-0 Udgivet af: Den Danske Europabevægelse 2009 Produktion/design: HJ Grafik 2 Tidligere udgivelser: 2009 Euroen og de finansielle markeder i lyset af finanskrisen Menneskehandel og prostitution i en europæisk kontekst 2008 GMO og EU s fremtidige fødevareproduktion EU som sikkerhedspolitisk aktør 2007 Europæisk energipolitik den nødvendige debat 2003 Euroforbeholdet baggrund og argumenter for deltagelse i euroen Forsvarsforbeholdet baggrund og argumenter for deltagelse i EU s forsvarspolitik Forbeholdet overfor retlige og indre anliggender baggrund og argumenter for fuld deltagelse 2002 Grundloven og EU problemer forude? 2001 Guide om Nice-traktaten Demokratisk Union Visioner for Europa - forslag til en mere demokratisk og effektiv Europæisk Union 2000 Derfor euro Fire erhvervsledere siger ja Norge et hemmeligt EU-medlem Nærhedsprincippet - hvad skal EU bestemme? Gengivelse er kun tilladt med tydelig kildeangivelse Redaktion: Rina Valeur Rasmussen, Sekretariatschef, Den Danske Europabevægelse Kontakt: Tlf: 33 141 141 E-mail: eubev@eubev.dk Hjemmeside: www.eubev.dk

3 Udgivet af Den Danske Europabevægelses tænketank Ja til Europa

Ja til Europa samler forskere, politikere, erhvervsledere, kommentatorer og kulturpersoner med et grundlæggende positivt syn på EU-samarbejdet. Med løbende produktion af debatoplæg og bøger vil Ja til Europa arbejde for en mere konstruktiv og fremadrettet dansk Europa-debat. Synspunkter som udtrykkes i Ja til Europas udgivelser, er forfatternes egne og kan ikke tilskrives Ja til Europa eller Den Danske Europabevægelse. Formand: Erik Boel, Landsformand, Den Danske Europabevægelse Rådgivende komité: Lone Dybkjær, medlem af Folketinget (R) Uffe Ellemann-Jensen, tidligere udenrigsminister (V) Niels Due Jensen, Bestyrelsesformand, Grundfos Annegrethe Rasmussen, redaktør, Berlingske Tidende Tøger Seidenfaden, Chefredaktør, Politiken Niels Thygesen, professor, Københavns Universitet Asger Aamund, Direktør, Neurosearch Redaktion: Rina Valeur Rasmussen, sekretariatschef, Den Danske Europabevægelse 4 Kontakt: Tlf: 33 141 141 E-mail: eubev@eubev.dk Hjemmeside: www.eubev.dk

Indholdsfortegnelse Intro.........................................................6 Kandidatlandene Kroatien, Makedonien, Tyrkiet Erik Boel, landsformand, Europabevægelsen.............................7 Potentielle kandidatlande på Balkan Albanien, Bosnien-Herzegovina, Serbien, Montenegro, Kosovo Karsten Fledelius, lektor, KU.......................................15 Tidligere Sovjetrepublikker Rusland, Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Hviderusland, Ukraine, Moldova Jens-Kristian Lütken, landsformand, Silba..............................28 Mellemøsten Israel, Jordan, Libanon, Palæstinensiske Selvstyreområder, Syrien Peter Seeberg, ph.d. og lektor, SDU..................................32 Nordafrika Libyen, Marokko, Tunesien, Algeriet, Egypten Ulla Holm, forsker, DIIS...........................................44 5

EU s omgivelser er af stor økonomisk og sikkerhedsmæssig betydning for EU. Derfor arbejder EU aktivt med relationerne til sine naboer. I takt med EU s udvidelser er naboerne blevet nogle andre og der er indgået nye aftaler. Man kan inddele EU s naboer i en række regioner med nogle karakteristika til fælles: Kandidatlande, potentielle kandidatlande, tidligere Sovjetrepublikker, Mellemøsten og Nordafrika. EU har også EØS-landene til naboer, men det er valgt at se bort fra dem i indeværende publikation, da det er en anden type forhold, der gør sig gældende her. For EU handler det om at øge levestandarden i nabolandende for at sikre stabilitet i grænseområderne og opnå nye eksportmuligheder. Selvom mange af landende ønsker et perspektiv om medlemskab, er det relativt få lande, der har det. Specielt har EU forstærket sit samarbejde med landene på det vestlige Balkan. Grundlaget for EU's samarbejde med landene her er Stabiliserings- og Associeringsprocessen, der har til formål at bidrage til fred, stabilisering og økonomisk udvikling i regionen. Gennem et tættere samarbejde med EU, hvor landene tilnærmer sig EU's standarder og normer, konkretiseres landenes perspektiv for EU-medlemskab. 6 Den Europæiske Naboskabspolitik (ENP) fokuserer på fremme af demokrati, frihed, velstand, sikkerhed og stabilitet med nabolandene i Østeuropa, syd for Middelhavet og det sydlige Kaukasus, som ikke har udsigt til medlemskab af EU. EU ønsker at fremme demokratiske og økonomiske reformer i landene via udbygget samarbejde inden for eksempelvis migration, forurening, infrastruktur og økonomi, bl.a. via omfattende frihandelsaftaler, der vil give nabolandene øget markedsadgang og del i EU's Indre Marked. Rusland er ikke omfattet af ENP, idet EU s Rusland-politik har sit eget spor, men Rusland inddrages i formuleringen og gennemførelsen af politikken, hvor det er relevant. I denne publikation beskriver en række eksperter forholdene i de fem regioner samt relationen til EU. Ideen er at beskrive regionernes særtræk og forholdet til EU - politisk, økonomisk og sikkerhedsmæssigt - med det formål at skabe overblik og identificere udfordringer og muligheder.

Kandidatlandene Kroatien, Makedonien, Tyrkiet Erik Boel, landsformand, Europabevægelsen EU s største udenrigspolitiske succes: Udvidelser EU s udvidelse står som en af Unionens største udenrigspolitiske succeser nogen sinde og er en mærke- og hjertesag for Den Danske Europabevægelse. Et halvt kontinent gik fra sovjetisk dominans til demokrati, markedsøkonomi og stabile institutioner i løbet af halvandet årti. Siden og på trods heraf har EU oplevet en vis udvidelsestræthed. Det kom for alvor til udtryk i efteråret 2006, hvor de årlige statusrapporter om kandidatlandene var suppleret med et særligt afsnit om EU s evne til at optage nye medlemmer. Vurderingen faldt under det lidet mundrette navn absorptionskapacitet, hvilket dog af EU blev omdøbt til integrationskapacitet. Helt overordnet vurderede rapporten, at det ikke var et problem for EU at optage flere lande, blot man hele tiden tog hensyn til institutionerne funktionsmåde, og i øvrigt sørgede for at informere sine borgere om udvidelsen. Det er glædeligt, at EU s kommissær med ansvar for udvidelsen, Ollie Rehn, advarer om, at man ikke må bruge den økonomiske krise som undskyldning for at stoppe udvidelserne. Det ville også være glædeligt, om Unionen i 2009 i 20-året for Berlin-Murens fald og i femåret for den store Østudvidelse kunne tage væsentlige skridt, når det gælder de forestående udvidelser. 7 Kroatien er godt på vej Kommissær Rehn har udtalt, at hans ambition er at gøre 2009 til Vestbalkans år. Kroatien er det land, der står først for og hvor opbakningen til medlemskab fra EU-landenes side tilsyneladende er størst. 21 ud af i alt 35 kapitler er åbnet i optagelsesforhandlingerne, siden de startede i 2005. Lad os kaste et blik på den seneste statusrapport om de politiske kriterier: Inden for demokrati og retsvæsen er der sket fremskridt, men der er plads til forbedringer. Det gælder bl.a. i forhold til den offentlige administration og kampen mod korruption. Europa- Kommissionen anerkender, at Kroatien har iværksat et system på tværs af ministerierne, der skal dæmme op for korruptionen, og at antallet af korruptionssager er steget. Samtidig skriver Kommissionen, at implementeringen af de praktiske tiltag, der skal bekæmpe korruptionen, endnu lader meget tilbage at ønske. Institutionerne mangler den fornødne styrke og politiet er for ineffektivt. Tæt knyttet hertil udtrykker Kommissionen bekymring for den fri presse og især for de journalister, der skriver om korruption og organiseret kriminalitet. Rapporten undlader derfor ikke at nævne de to journalister, der blev myrdet i 2008. Kroatien har gjort fremskridt i forhold til behandlingen af landets minoriteter, men bliver dog fortsat opfordret til at fremme en ånd af tolerance i forhold til den serbiske minoritet.

De økonomiske kriterier er tæt på at blive mødt. Helt overordnet vurderer Kommissionen, at landet er i stand til at stå distancen i mødet med EU s markedskræfter, og at landet allerede i dag er godt integreret i EU s økonomi. Dog kritiserer statusrapporten visse dele af den økonomiske politik, herunder det store offentlige forbrug og manglen på budgetmæssig planlægning. Alt i alt var udsigterne i efteråret 2008 for Kroatiens medlemskab således ganske gode. De generelt positive bemærkninger om de politiske og økonomiske kriterier blev suppleret med en positiv vurdering af Kroatiens evne til at møde de krav som et EU-medlemskab kræver. Forudsat at en række ting blev opfyldt, så det ud til, at den tekniske afslutning på optagelsesforhandlingerne kunne finde sted i 2009, med følgende EU-medlemskab i 2011. Det er dog ikke længere så sikkert. I slutningen af 2008 blussede en 18 år gammel grænsestrid mellem Slovenien og Kroatien op om grænsedragningen ved kysten og i Adriaterhavet. Det førte til, at EU-landet Slovenien i december 2008 blokerede optagelsesforhandlingerne mellem Kroatien og EU, og dermed de facto satte hele udvidelsesprocessen i stå. Derfor arbejder Kommissionen pt. (foråret 2009) med forskellige forslag til løsning af konflikten. Endvidere tyder noget på, at medlemslandene vil koble Kroatiens eventuelle optagelse til Islands mulige optagelse, således at EU til sin tid optager såvel et sydsom et nordeuropæisk land. Efter den socialdemokratiske valgsejr i april 2009 har Island kurs mod EU- og euromedlemskab. Det ventes, at Island vil ansøge om medlemskab af Unionen i løbet af sommeren 2009. Forhandlingerne ventes at kunne overstås på ni måneder. De behøver således ikke forsinke Kroatiens optagelse i 2011 - men det er en ny usikkerhedsfaktor. 8 Makedonien (FYROM) har langt igen Den klareste konklusion i Kommissionens seneste statusrapport, ligeledes fra 2008 om Makedonien (FYROM) er, at landet langtfra endnu opfylder de politiske kriterier for EU-medlemskab. Valget til landets parlament i 2008 levede ikke op til de internationale standarder og OSCE s anbefalinger blev ikke fulgt. Det er også hovedårsagen til, at egentlige optagelsesforhandlinger endnu ikke er gået i gang. Manglen på konstruktiv dialog mellem politiske partier og aktører i landet går ud over de politiske institutioners effektivitet, og dermed deres evne til at leve op til EU s betingelser. Når det er sagt, så har landet gjort betydelige fremskridt, når det gælder juridiske og administrative reformer samt kampen mod korruptionen. Rapporten nævner også, at landet har samarbejdet fuldt ud med FN s tribunal for det tidligere Jugoslavien, og at landet generelt har gode relationer med naboerne. Bortset fra Grækenland, der stadig mener, at navnet Makedonien rettelig hidrører en provins i det nordlige Grækenland. Grækenland blokerede helt uacceptabelt for Makedoniens optagelse i NATO i 2008. Og det kan ikke afvises, at Grækenland også vil, om ikke blokere, så i hvert fald forsinke Makedoniens eventuelle optagelse i EU. Økonomisk har Makedonien bevæget sig tættere på at blive en velfungerende markedsøkonomi. Kommissionen vurderer, at landet burde være i stand til at fungere som fuldt integreret i det indre marked, hvis der vel at mærke rettes op på forholdene på f.eks. arbejdsmarkedet, der ifølge rapporten fungerer meget dårligt og med høj arbejdsløshed. Udenlandske investorer er tilbageholdende på grund af de svage institutioner og mangel på lov og orden i visse økonomiske sektorer.

Lidt overordnet vurderer rapporten, at Makedonien har gjort fremskridt i dets evne til at leve op til de krav som et medlemskab stiller, men at landet stadig har betydelige mangler i forhold til at implementere lovgivning. Der er ganske enkelt ikke tilstrækkelig menneskelige og økonomiske ressourcer til at implementere acquis et, altså EU fælles regelsæt. Tyrkiet fortsætter ufortrødent sin vej mod EU Trods svære optagelsesforhandlinger og en række indenrigspolitiske kriser fortsætter Tyrkiet ufortrødent sin vej mod EU. Senest er det blevet markeret med åbningen af et nyt EU-ministerium og en øget forhandlingsvilje i forhold til det prekære område Cypern. I 2001 to år efter at Tyrkiet anerkendes som EU-kandidatland i Helsingfors opstartes en omfattende og vidtrækkende reformproces i Tyrkiet. Den markerer ifølge den finske fredsmægler Martthi Ahtisaaris en stille revolution i landet og medfører bl.a., at landets kurdiske mindretal får mulighed for at bruge og tale eget sprog offentligt, i skolen og i medierne noget der tidligere har været ulovligt og under den højspændte situation mellem den tyrkiske stat og PKK for en snes år siden kunne føre til lange fængselsdomme. Endvidere bliver mange af levnene fra det korte militærstyre i starten af 1980 erne som følge af reformprocessen fjernet. Således bliver den undtagelsestilstand, der har gjort sig gældende i ti kurdiske provinser siden 1982, ophævet, og statssikkerhedsdomstolene nedlagt. Samtidigt bliver militærets rolle mindsket, dødsstraffen afskaffet, straffene for tortur øget, og ytringsfriheden og pressefriheden udvidet. Mere generelt bliver menneskerettighederne og retssystemet også forbedret. Disse tiltag resulterer i, at EU indleder optagelsesforhandlinger med Tyrkiet i 2005. Optagelsesforhandlingerne mellem EU og Tyrkiet løber dog ind i problemer allerede inden de egentligt er gået i gang. I 2005 begynder blandt andre Angela Merkel og Nicolas Sarkozy at argumentere for, at Tyrkiet i stedet for fuldt medlemskab blot tilbydes privilegeret partnerskab. Holdningen hos udvidelseskommissæren Olli Rehn er dog klar - Unionen må stå ved sit ord, og hvis Tyrkiet efter endte forhandlingerne opfylder alle EU's optagelseskrav, så skal landet gøres til medlem af EU på lige fod med andre medlemslande. I øvrigt kunne man også pege på, at Tyrkiet allerede i dag har et såkaldt privilegeret partnerskab, bl.a. i kraft af toldunionsaftalen med EU. Året efter opstår der igen besværligheder i forhold til Tyrkiets EU-perspektiv. Udvidelseskommissær Olli Rehn fremlægger i november 2006 en tilstandsrapport, der stiller sig positiv over for de seneste års demokratiske udvikling i Tyrkiet. Rapporten retter dog samtidigt kritik af det spændte forhold mellem Tyrkiet og Cypern og kræver, at Tyrkiet, der styrer den nordlige del af Cypern, åbner sine havne og lufthavne for fartøjer fra den cypriotisk-styrede del af øen. EU s krav bliver ikke efterlevet, og dele af optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet nedfryses. Cypern-problematikken, der udgør et meget ømtåleligt forhold i tyrkisk politik og stammer helt tilbage fra øens todeling i 1974, fører siden hen til stigende EU-skepsis i den tyrkiske befolkning. Det får dog ikke regeringspartiet AKP til at afvige fra EU-perspektivet. 9 I 2007-2008 rammes Tyrkiet endnu engang af problemer, da en magtkamp bryder ud mellem islamisk-orienterede regeringsparti (AKP) og det sekulære og tidligere politiske meget indflydelsesrige militær.

Som følge af den tidligere AKP-udenrigsminister Abdullah Güls præsidentkandidatur i 2007 udtrykker militæret frygt for øget islamisering af Tyrkiet og truer med indgreb. Inden det når så langt, udskriver AKP valg i sommeren 2007 og vinder det med næsten 50 pct. af stemmerne, hvorefter Gül indvælges som præsident af det tyrkiske parlament. AKP s besindige håndtering af den højspændte situation, fører siden hen til ros fra udvidelseskommissær Olli Rehn. Magtkampen mellem de konservative kræfter i Tyrkiet (militæret, dele af administrationen og ikke mindst domstolene) og det demokratisk indvalgte regeringsparti AKP bryder dog ud igen i 2008, da AKP forsøger at afskaffe forbuddet mod at bære tørklæder på landets uddannelsesinstitutioner. Det får forfatningsdomstolen til at kræve AKP lukket og premierminister Recep Tayyip Erdogan og præsident Abdullah Gül udelukket fra politik de næste fem år, idet den mener, at AKP med forsøgene på at ophæve tørklædeforbudet prøver at undergrave adskillelsen mellem stat og religion i Tyrkiet. Det ender dog med, at AKP kun får en alvorlig irettesættelse, men ikke en egentlig dom et tegn på, at den gamle konservative elite ikke har samme magt som tidligere. De problemer Tyrkiet gennem de sidste år har måttet kæmpe med - de svære EU-forhandlinger samt magtkampen mellem AKP, militæret og domstolene - har dog ikke resulteret i en skrinlægning af AKP s EU-aspirationer. I januar udtalte statsminister Erdogan i Bruxelles, at EU stadig er Tyrkiets øverste prioritet. Denne udtalelse er siden hen blevet efterfulgt af en række konkrete tiltag: Et nyt EU-ministerium blev oprettet i januar. Samtidigt er en ny chef-forhandler - Erdogans nærmeste rådgiver, Egemen Bagis - blevet udnævnt til at videreføre forhandlingerne med EU. 10 I spørgsmålet om Cypern - der er en hjertesag for mange tyrkere - har regeringspartiet og de to parter på øen (de græsk-cypriotiske og tyrkisk-cypriotiske politikere) også meldt ud, at de er klar til forhandle. Det har fået FN-mægler på Cypern, Alexander Downer, til at udtrykke forsigtig optimisme. Herudover synes Erdogan med sin nytårshilsen på kurdisk og åbningen af den første 24-timers statsstøttede tv-kanal på kurdisk, fuldt ud at anerkende den kurdiske realitet, hvis eksistens den tyrkiske stat tidligere har haft så svært ved at vedkende sig. Debatten om Tyrkisk medlemskab af EU Kritikerne af tyrkisk medlemskab af EU overser ofte de geo-strategiske hensyn, der også bør indgå, når Tyrkiets forhold til Vesten drøftes. Her er der behov for at se ud over den hjemlige andedam. Heldigvis er der på dette punkt kontinuitet i den amerikanske politik, der bygger på et mere globalt udsyn. Under sit besøg i Tyrkiet i begyndelsen af marts 2009 udtalte udenrigsminister Hillary Clinton: Tyrkiet vil være USA's ven til alle tider. Hun takkede for Tyrkiets indsats i Afghanistan og de mange tyrkiske investeringer i Irak. Hun roste endvidere den tyrkiske ledelse for dens mæglingsforsøg mellem Israel og Syrien en indsats som hun betegnede som en vigtig del af den mellemøstlige fredsproces. Det er også et vidnesbyrd om den vægt, USA lægger på et stabilt vestvendt Tyrkiet i økonomisk fremgang, at præsident Obama i begyndelsen af april 2009 aflagde landet et todages besøg.

For amerikanerne står Tyrkiet som beviset på, at den muslimske verden kan være såvel demokratisk som muslimsk; et land, der kombinerer europæisk identitet med islamiske traditioner. Forhenværende præsident Bush fremhævede, at Tyrkiet står for frihed, muligheder og håb. Obama-administrationen ser Tyrkiet som et demokratisk, sekulært samfund, hvor størstedelen af befolkningen er muslimer og et land som det er vitalt at fastholde forankret i den vestlige lejr. De senere år er der sket en vis afmatning af reformprocessen i Tyrkiet. Når det gælder pressefrihed, ligestilling og anvendelse af tortur er der tilbageskridt. Det er beklageligt, at kun fem pct. af kandidaterne ved de nyligt overståede lokalvalg var kvinder. Nok så vigtigt er det, at der er behov for en mentalitetsændring i Tyrkiet. Det er ikke nok, at landets regelsæt reformeres. Et eksempel er, at myndighederne ikke tilstrækkeligt aktivt reagerer på såkaldte hate crimes mod homoseksuelle. Det kan konstateres, at der er et oplagt behov for, at den tyrkiske regering sætter fart på reformprocessen og især reformer, når det gælder menneskerettighederne. Mange kritiserer i den europæiske debat, at den tyrkiske regering ønsker at ophæve tørklædeforbuddet på universiteterne. Men glemmer aldeles, at kvinders ret til at vælge frit vel også er en europæisk værdi. For de kvinder, der ønsker at gå med slør, er det en frihed en pluralisme fordi de hermed får mulighed for at give udtryk for deres personlige, religiøse overbevisning i det offentlige rum. Der er i den tyrkiske befolkning massiv opbakning til det sekulære system men lige når det gælder tørklædet, ønsker et stort flertal i befolkningen at ophæve de nuværende forbud og finder ikke, at sløret udgør en trussel mod den sekulære stat. Statsminister Erdogan fremhæver, at det er diskriminerende, at tørklædepiger ikke har adgang til universitetet. Eftersom det i EU's tiltrædelsespartnerskab står anført, at Tyrkiet skal sikre, at der ikke diskrimineres ud fra bl.a. religiøse kriterier, kan Erdogan siges at have en pointe. Nogle modstandere af tyrkisk EU-medlemskab fremstiller tyrkisk politik som en evig kamp mellem islam/fundamentalisme på den ene side og sekularisme/demokrati på den anden side. Men analyser der bygger på en sådan modsætning, er ikke specielt relevante. Den europæiserede tyrkiske stat gennemtrænger islam. Med landets økonomiske åbning, beslutningen om uddannelse til alle, urbaniseringen og massemediernes udbredelse er den vestlige verdens principper blevet hamret ind i generationer af tyrkere. De fleste religiøse er nu selv en del af Vesten. 11 Den vestlige kultur er ikke længere en modstående kultur, der nedværdiger og dominerer islam og forhindrer individet at leve efter den rette muslimske tro. Liberale værdier som religions- og ytringsfrihed er i stedet blevet reformuleret til at blive mulighedsskabende, gennem hvilke ønsket om ligestilling og anerkendelse af egen kulturel og religiøs identitet kan realiseres. De mest radikale miljøer i den muslimske verden og de mest anti-islamistiske kredse i Vesten er underligt nok enige om ét forhold: Islam og demokrati er to uforenelige størrelser. For de ekstremistiske islamister er syntesen mellem demokrati og islam blevet afvist ud fra argumentet om, at islam er guddommelig. Demokrati er en vestlig opfindelse og mennesket kan ikke gribe ind i den orden, der er skabt af Gud for islam udgør i forvejen et selvtilstrækkeligt system med et guddommeligt mandat, som er nedskrevet i Guds egen

bog, Koranen. Lighed mellem borgere er i dette lys en umulighed, idet der per definition er ulighed mellem troende og ikke-troende, mand og kvinde osv. Folkelig suverænitet er derfor inkompatibel med Guds suverænitet. I denne udgave bliver islam til en direkte antitese til Vestens demokrati. I Vesten findes den samme opfattelse især på den yderste højrefløj (i Tyrkiet interessant nok på venstrefløjen), men argumentationen er modsat. Her ses islam som anti-demokratisk, fordi den indeholder nogle karakteristika, der reelt betyder, at det ikke er muligt for den at blive demokratisk. Disse mennesker er overbeviste om, at islam ikke indeholder den samme evne til at fortolke religionen, som kristendommen har gjort siden reformationen. Påstanden om islam som uforenelig med demokrati holder ikke, og netop Tyrkiet er et godt eksempel på, at islam kan eksistere inden for et politisk system, hvor religionen både bliver fortolket og stillet spørgsmål til på samme vis, som vi i Europa gør, når det gælder kristendommen. Civilisationernes kamp er derfor ikke en kamp mellem kristendom og islam. Det er først og fremmest en kamp, der foregår internt i islam og internt blandt kristne. Stadig færre tyrkere accepterer den retoriske modsætning mellem på den ene side republik, fornuft, økonomisk fremskridt og på den anden side islam, irrationalitet, tilbageståenhed og økonomisk forfald. Selv blandt mange, der aldrig ville drømme om at stemme på det konservative AKP, symboliserer partiet en ophævelse af modsætningen mellem islam og sekularisme. De anser ikke den tyrkiske enhedsstat for truet, ligesom de ikke tilslutter sig påstanden om en skjult religiøs dagsorden. 12 Tyrkiet bliver ikke mere islamisk på bekostning af demokrati eller den sekulære stat. Derimod udvikler begreberne islam og sekularisme sig. Kort sagt. Det tyrkiske regeringsparti AKP har sat en proces i gang, der forhåbentlig vil vise, at islam kan være kompatibel med liberalisme, pluralisme og demokrati. Uanset hvilken indstilling den enkelte har til spørgsmålet om tyrkisk EU-medlemskab, er det vigtigt at sætte vort forhold til Tyrkiet på dagsordenen de tyrkiske erfaringer er både bemærkelsesværdige, men også vigtige for hele forholdet mellem islam, demokrati og den vestlige verden. Derfor tyrkisk EU-medlemskab Desværre er det alt for ofte en negativ dagsorden, der bliver sat, når det gælder Danmarks og EU's forhold til Tyrkiet i modsætning til dengang det drejede sig om eventuel optagelse af de baltiske lande i EU. Spørger man i den danske Tyrkiet-debat, om glasset er halv fuldt eller halv tomt er det næsten altid halvtomt. Det fremgår alt for sjældent, at Tyrkiet som medlemsland af EU også vil åbne nye muligheder for Danmark og Europa: De politiske reformer har siden 2001 givet flere rettigheder til individet, kvinderne, kurderne og de homoseksuelle. Endvidere er dødsstraf blevet afskaffet. Der er lang vej igen og masser af problemer, men trenden siden 1999 har trods alt været positiv set med europæiske briller. Udenrigspolitikken er blevet europæiseret i sit indhold og i sine instrumenter. Når det gælder midlerne, bruger Tyrkiet nu økonomiske, politiske og diplomatiske metoder over for f.eks. arvefjenden Grækenland og i forholdet til Cypern. Tidligere veg man ikke tilbage fra at tage de militære instrumenter i brug, f.eks. i 1974 over for Syrien. Selv i forhold til Nordirak hvorfra PKK opererer - optræder man trods alt med besindighed.

Når det gælder indholdet af udenrigspolitikken kan det konstateres, at Tyrkiet i FN i stigende grad stemmer sammen med EU-landene. I forhold til Afghanistan hvor Tyrkiet har ydet en stor indsat, bl.a. som leder af ISAF-missionen og når det gælder Irak samt Israel- Palæstina, ligger Tyrkiet ikke langt fra de europæiske positioner. Ser vi på økonomien, har Tyrkiet indtil for nylig gennemløbet en rivende økonomisk vækst, der i perioder har overgået Kinas. Gennemsnitsindkomsten ligger over Rumæniens, der blev medlem af EU i 2007, og Tyrkiet har en befolkning, der er tre gange så stor. Tyrkiet er et af de mest attraktive markeder for europæiske virksomheder overhovedet, både når det angår handel og investeringer. Tyrkiet disponerer over en ung, dynamisk og i stigende grad veluddannet befolkning. Undervisningspligten bliver i disse år hævet, antallet af universiteter stiger markant og Tyrkiet eksporterer IT-eksperter til bl.a. Tyskland, UK og USA. Den arbejdskraft burde vi også få gavn af i Danmark. Ser vi på energipolitikken, kan det konstateres, at en stor del af vore energiressourcer kommer fra Mellemøsten. Her ligger Tyrkiet centralt, ligesom landet udbygger sine olieledninger fra bl.a. det Kaspiske hav. Tyrkisk medlemskab af EU vil på langt sigt give en stabilitet i tilførslen og en nærhed til energikilderne, som fremtidige generationer af europæere vil kunne have glæde af. Modsat hvad mange troede, har Tyrkiet efter ophøret af den kolde krig fået en endnu mere strategisk betydning. Tag beliggenheden tæt på Balkan, det østlige Middelhav, Mellemøsten, Kaukasus og Tyrkiets nære forbindelser til landene i Centralasien. EU's største udenrigspolitiske udfordringer kommer i dag fra Mellemøsten, jf. kombinationen af autoritære styreformer, trøstesløse unge befolkningsgrupper og islamisk fundamentalisme, der øger faren for ustabilitet og terror. Et moderne muslimsk Tyrkiet kan som medlem af EU give såvel Tyrkiet som EU en helt anden pondus og legitimitet i regionen, end begge aktører ville have hver for sig. EU mangler geografisk nærhed og forståelse for regionens komplicerede relationer. Tyrkiets problem er, at mange af landene i regionen af historiske årsager betragter Tyrkiet med mistro. Men her vil et EU-medlemskab komme Tyrkiet til hjælp, jf. en parallel til Tyskland som også via EU er blevet en mere legitim spiller på den internationale scene. 13 I forhold til udviklingen af en europæisk forsvarsdimension vil tyrkisk EU-medlemskab udgøre en vigtig håndsrækning. Tyrkiet har NATO s næststørste hær og den politiske vilje fejler heller ikke noget. I den forbindelse er det selvfølgelig helt afgørende, at militæret kommer under civil kontrol. En del argumenterer imod tyrkisk medlemskab af Unionen med henvisning til, at det vil forandre europæisk identitet grundlæggende, og ender i den forbindelse ofte med at pege på religionen. Men glem ikke, at vi i dag har ti mio. muslimer, der bor i EU, og bl.a. Bosnien har fået lovning på at komme med i samarbejdet. Endvidere er EU er først og fremmest et værdifællesskab: Medlemskab forudsætter ikke en bestemt tro, men tilslutning til de grundlæggende europæiske værdier. Dette bør også gælde for Tyrkiet. For at undgå enhver misforståelse skal det understreges, at Tyrkiet først skal med den dag landet opfylder betin-

gelserne herfor. Det betyder også, at det vil blive et ganske andet Tyrkiet, der i givet fald til sin tid bliver optaget i Unionen. Hvorvidt de seneste tyrkiske initiativer vil føre til en fremtidig optagelse af Tyrkiet i EU synes stadig usikkert. EU lider for tiden under traktat-krise og udvidelsestræthed. Endvidere har foreløbig de franske og østrigske regeringer lovet deres befolkninger en afstemning om tyrkisk medlemskab den dag, Tyrkiet måtte være klare til optagelse og skepsisen over for Tyrkiet i EU er stadig udbredt. Holdningen til medlemskab er også kølnet betydeligt i Tyrkiet i de seneste år: Den antityrkiske retorik i EU gør et negativt indtryk og mange tyrkere føler, at landet bliver udsat for diskrimination under optagelsesforhandlingerne. Og endelig er der efterhånden også mange i Tyrkiet, som får en mere realistisk fornemmelse af, hvad et EU-medlemskab vil indebære, på godt og ondt. Så indtil videre må Tyrkiet og EU, som den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk har udtalt: Nok stege i deres eget fedt et stykke tid endnu. Så kan de tænke lidt over, hvordan de vil klare sig uden hinanden. 14

Potentielle kandidatlande på Balkan Albanien, Bosnien-Herzegovina, Serbien, Montenegro, Kosovo Karsten Fledelius, lektor, KU En region præget af indre modsætninger Bortset fra Albanien har alle de nævnte stater hørt til det gamle Tito-Jugoslavien, en stat med mange fællestræk med Sovjetunionens efterfølgerlande, men også med væsentlige særtræk, ikke mindst i den økonomiske samfundsteori, som var mindre præget af planøkonomi og statskapitalisme end Sovjetunionen. Albanien udgør et eksempel helt for sig, den eneste af staterne, som har været en selvstændig stat gennem det meste af 1900-tallet, men samtidig med et utreret kommunistisk samfundssystem, som gik til den anden yderlighed i forhold til, hvad man kunne kalde den kommunistiske midtnormal et ekstremt stalinistisk diktatur, der som det eneste europæiske land nogensinde gennemførte et totalt forbud mod al religion. Albanien er således det eneste af landene, som ikke havde nogle forudsætninger for markedsøkonomi, og som ikke havde traditionelle institutioner inden for det åndelige område. Dette har alt sammen skulle bygges op efter kommunismens fald. Alle fem lande har været ramt af krig og inflation, men på forskellig måde. Serbien og Montenegro kom i krig med Kroatien i 1991 og var involveret i den voldsomme krig i Bosnien-Hercegovina 1992-1995. Albanien oplevede borgerkrigstilstande, som nødvendiggjorde udenlandsk indgriben i 1997. Den albanske krise førte til at store mængder af håndvåben frigjordes og var med til at forsyne de kosovo-albanske oprørere mod Serbien i 1998. 1999 var der direkte krig mellem NATO og Serbien-Montenegro om Kosovos fremtidige status - en krig som fremskyndede Montenegros uafhængighedsproces. 2008 erklærede Kosovo sig selvstændigt, men er endnu ikke blevet universelt anerkendt som uafhængig stat og medlem af FN. Området er kort sagt endnu ikke fuldt politisk stabiliseret og er også økonomisk skrøbeligt. Regionen er fuld af indre modsætninger, også internt i de enkelte stater. Albanien er det etnisk set mest homogene land, men det skyldes, at dets grænser i sin tid blev trukket således, at store albansktalende mindretal kom under nabostaterne. Kosovo er et af eksemplerne, og det eneste af nabolandene, hvor de etniske albanere er i flertal. Derudover tales der i regionen det samme sprog, med mindre dialektale varianter og skrevet med to alfabeter, men om sproget hedder bosnisk, kroatisk, montenegrinsk eller serbisk, er man ikke enige om. Også religiøst er der store forskelle. Fra det overvejende muslimske Kosovo over Albanien, hvor omkring 70 pct. af befolkningen har muslimsk baggrund, til Bosnien- Hercegovina, hvor under 50 pct. - men dog den største enkelte befolkningsgruppe - har muslimsk baggrund, til de overvejende kristne stater Serbien og Montenegro, som dog begge har muslimske mindretal. Foto: Pavel Bunin 15 Også kristendommen i regionen er delt, fortrinsvis mellem ortodokse og katolikker. De ortodokse er gennemgående i overvægt i forhold til katolikkerne, bortset fra visse lokalområder i Bosnien-Hercegovina og Montenegro. Specielt i Bosnien-Hercegovina er det det religiøse tilhørsforhold, som bestemmer nationaliteten som hhv. serber (ortodoks), kroat (katolik)

eller bosniak (muslim), da de sproglige forskelle er meget små. Det gælder også forskelle i klædedragt. Hovedtørklæder er således ikke meget mere udbredte hos muslimske end hos kristne kvinder. I hele regionen er der fra den kommunistiske tid tale om en sekulær tradition, som stemmer meget godt overens med gennemsnittet i EU-landene. Det vestlige Balkan hører ikke mere til Europas fattigste lande, det er i dag Moldova og Ukraine, hvis man da ikke inddrager centralasiatiske lande som Kirgisistan, som ligger endnu lavere i gennemsnitligt bruttonationalprodukt pr. indbygger målt i dollars. Men det betyder ikke, at deres økonomi er god. Lande som Bosnien-Hercegovina og Kosovo er under internationalt protektorat og får mange penge udefra, men pengene er ujævnt fordelt og store dele af befolkningerne decideret fattige. Smålandbrug spiller derfor en væsentlig rolle for at sikre næringstilførslen til befolkningen. I 1999 indgik man freds- og stabiliseringspagten for Sydøsteuropa, men det er stadig ganske utilstrækkeligt, hvad der investeres af privat kapital i de to krigshærgede lande. 16 I Serbien har realismen sejret Det gælder også for et land som Serbien. Denne republik, som før det gamle Jugoslaviens opløsning 1991-1992 som helhed var ganske velstående, har lidt meget under den langvarige økonomiske blokade, landet var underkastet fra FN fra 1992. Blokaden var en reaktion på støtten til de serbiske løsrivelsesrepublikker i Kroatien og Bosnien-Hercegovina. Freden i Dayton i november 1995, som afsluttede krigen i Kroatien og Bosnien, førte efterhånden til ophævelse af de fleste sanktioner mod Serbien og Montenegro. De sidste sanktioner mod Serbien ophævedes, da det sidste serbisk-dominerede kroatiske område, som indtil da havde været placeret under FN-myndighed, blev overdraget til Kroatien i januar 1998. Men samme år blev Kosovo-krisen akut og førte igen til, at Serbien blev behandlet som paria af landene i EU og NATO ledende op til NATO-angrebet i marts 1999. Først efter Slobodan Milosevics fald som leder af Serbien 5. oktober 2000 begyndte en normalisering af Serbiens forhold til det øvrige Europa. Men processen blev bundet op på landets samarbejde med den særlige krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien i Haag. Serbiens integration i det vestlige økonomiske fællesskab blev således gjort afhængig af udlevering af Slobodan Milosevic til Haag, og efter denne fandt sted, af de bosniske krigsforbrydersigtede ledere Radovan Karadzic og Ratko Mladic, hvoraf den sidste stadig ikke er udleveret. De vekslende sanktioner mod Serbien har haft store virkninger på godt og ondt. Godt ved at lægge et pres på landets ansvarlige ledere, herunder Milosevic selv, for at få skabt fred med omverdenen. Serbien oplevede mod slutningen af 1993 en hyperinflation på anslået 62 mia. pct. p.a., som kulminationen af en periode, hvor inflationen løb helt løbsk. Den økonomiske nød i Serbien og det pres, den også satte unionspartneren Montenegro under, var en stærkt medvirkende grund til, at Milosevic gik med til fred i 1995. En fred, som ofrede de kroatiske serberes interesser og afskar de bosniske serberes forsøg på at skabe deres egen suveræne stat eller en forening med Serbien. Sanktionspolitikken er imidlertid også siden blevet anvendt i forbindelse med nye krav til Serbien. Og NATO s krig mod landet i 1999 var især rettet mod infrastrukturen i landet, med det formål at ødelægge samfundsøkonomien. Den havde også sin virkning. Siden har man skruet op og ned for den internationale kreditgivning til Serbien, især for at tvinge de serbiske ledere til at udlevere krigsforbrydersigtede til det internationale krigsforbrydertri-

bunal for det tidligere Jugoslavien. På mange måder er nedslidningen af det serbiske samfund derfor fortsat siden Milosevics fald i oktober 2000. Halvhjertet støtte fra Rusland og Kina har ikke kunnet bøde på dette. Den manglende normalisering af Serbiens forhold har haft konsekvenser for hele regionen og for Europa som helhed. Trafikmæssigt er landet Sydøsteuropas transitland par excellence. I hovedstaden Beograd skærer den store flodvej Donau, der forbinder Centraleuropa med Sortehavet, den nord-sydgående linie fra Budapest i Ungarn til Thessaloniki i Grækenland. Der findes ikke rigtig nogen brugbare alternative transitårer til lands og til vands. Især efter at de østlige Balkan-lande er blevet medlemmer af EU. Serbien må udvikles i takt med de omgivende lande, hvis regionens indre samhandel og transitforbindelserne gennem den skal fungere. Derfor har NATO s effektive bombning af broerne over Donau i Novi Sad i den nordlige serbiske provins Vojvodina ikke kun været et slag mod serbisk, men også mod europæisk økonomi. Siden 2007 har den vigtigste hindring for Serbiens integration været Kosovo-spørgsmålet, hvor landets politiske ledere næsten alle har modsat sig anerkendelse af fuld uafhængighed for den albansk-dominerede provins, støttet i FN s sikkerhedsråd af Rusland og Kina. At Serbiens nuværende vestvendte præsident Boris Tadic endelig fik held til at forelægge Kosovos suverænitetsstatus for den Internationale Domstol i Haag er en mulig udgang på den vanskelige konflikt. Senest har Nederlandene lagt hindringer i vejen for Serbiens tilnærmelse til EU. Det er igen krigsforbryderspørgsmålet, der trækkes frem. Nok er Radovan Karadzic, den tidligere præsident for den selvudråbte serbiske republik i Bosnien, pågrebet, men efter at den serbiske regering har samarbejdet om hans udlevering til Haag, vil hollænderne også have den militære øverstkommanderende for de bosniske serbere 1992-1995 fanget og udleveret. Dette hænger sammen med den ydmygelse, de hollandske styrker blev udsat for af samme Mladic, da de blev truet til overlade tusinder af forsvarsløse bosniakiske mænd og drenge til en forfærdelig skæbne i Srebrenica og omegn i det østlige Bosnien i juli 1995. Det er, som om krigene i 1990 erne ikke vil slippe grebet om Serbien. På Serbiens kreditside er der sket det, at ikke blot blev den vestvendte præsident Tadic genvalgt efter endnu en sejr over sin ultranationalistiske modkandidat Nikolic, men også regeringsdannelsen i 2008 gav et vestvendt flertal. Den nye leder af Milosevics gamle socialistparti lod partiet bryde med nationalisterne og danne regering med Tadics liberale og andre stærkt Europavenlige partier, hvis valgforbund For et europæisk Serbien blev den største fraktion i det nyvalgte parlament. Bag dette opsigtsvækkende skifte ligger, at det serbiske socialistparti er i union med det serbiske pensionistparti, for hvem en forbedring af pensionisternes miserable forhold har førsteprioritet. Og den overvejende opfattelse i partiet er, at det kun er ved hurtigst muligt at komme ind i EU, at den serbiske samfundsøkonomi kan blive genoprettet. 17 Interessant nok deles denne opfattelse nu af ultranationalisten Nikolic, som sidste år brød med partiets (Det Serbiske Radikale Parti) stifter, den krigsforbrydersigtede professor Vojislav Seselj. Også en anden politiker på den yderste højrefløj er gået sine egne veje, så nu er det, der var Serbiens største enkelte parti, splittet på tre partier. Samtidig er det lykkedes at samle en centrum-venstrekoalition, der kan samarbejde med præsident Tadic. I

dag går næsten alle partier helhjertet ind for EU, derimod er holdningen til NATO splittet. Hvorfor er resultatet blevet dette stærke omsving til fordel for EU? En gruppe stater, hvis flertal oven i købet har anerkendt Kosovos uafhængighed? Hvorfor har nationalisterne ikke fortsat med at satse på Rusland og Kina? Hvorfor har Serbien nu besluttet sig til at sende diplomater på ambassadørniveau også til de stater, der har anerkendt Kosovo som uafhængig stat? Ja, man kan sige, at realismen har sejret. Godt nok har Serbien indgået en aftale med Rusland i 2008 om fremtidig levering af naturgas gennem en stiklinie til Rusland. Men serberne ved lige så godt som alle andre, at Rusland ikke har råd til at give rabat, men vil insistere på verdensmarkedsprisen. Trods alle skåltaler ser Ruslands ledere først og fremmest på egen interesse. Og Ruslands nyvundne relative velstand er truet af den globale økonomiske krise. EU er et langt større og vigtigere marked. I 2006 var 55 pct. af importen og 56 af eksporten fra og til lande inden for EU, mens importen fra Rusland udgjorde 14 pct. og eksporten til Rusland syv pct. Et andet tankevækkende tal er, at 28 pct. af eksporten gik til tre eks-jugoslaviske lande: Bosnien-Hercegovina, Montenegro og Republikken Makedonien. 18 Serbien er således ved at indtage sin gamle rolle som en vigtig eksportør til mindre industrielt udviklede dele af det gamle Jugoslavien, men med EU som den helt overvejende partner. Og blandt EU-landene er det Tyskland og Italien, som er de vigtigste. Tallene fortæller også, at Serbien i 2006 havde en forøgelse af BNP på 5,7 pct., mere end Slovenien (5,2 pct.), Albanien (fem pct.), Kroatien (4,8 pct.) og Republikken Makedonien (tre pct.), men overraskende nok mindre end Bosnien-Hercegovina (seks pct.). Til sammenligning havde Danmark en forøgelse på 3,2 pct. i BNP i 2006. Dette giver et mere optimistisk billede end de absolutte tal i form af BNP pr. indbygger målt i dollars, hvor Serbien i 2006 blev opgjort til 4.030, sammenlignet med Sloveniens 18.660, Kroatiens 9.310, Bosnien-Hercegovinas 3.230, Republikken Makedoniens 3.070 og Albaniens 2.930. Til sammenligning havde Danmark i 2006 52.110 dollars pr. indbygger i BNP. Serbien lider stadig af en høj inflation (6,8 pct. i 2006), den suverænt højeste på det vestlige Balkan. Men reelt styrker den landets konkurrenceevne i den nuværende fase af den økonomiske udvikling. Og landet har et betydeligt udviklingspotentiale. Under stabile politiske forhold er der derfor en chance for, at samfundsøkonomien udvikler sig positivt i de kommende år. Men det giver ikke nødvendigvis den almindelige serber øget købekraft på kort sigt. Arbejdsløsheden er høj (over 18 pct. i 2006). En stigning af reallønnen og forbedring af beskæftigelsen må anses for en forudsætning for, at den faktiske demokratisering og orientering mod Europa, som har præget de sidste år, vil blive et permanent fænomen. Dette kombineret med en proces mod optagelse i EU engang i næste årti vil sandsynligvis kunne stabilisere landet. EU nyder udbredt tillid i Serbien for øjeblikket. Det er en faktor, det vil være en fordel at udnytte både på kortere og længere sigt. Men det forudsætter relevant og effektiv støtte udefra, som vil kunne mærkes af den enkelte borger. Montenegro stort potentiale Denne republik er den nyeste europæiske stat, som er blevet optaget i FN. Efter en lang og disharmonisk skilsmisseproces deltes Serbiens og Montenegros veje endeligt i 2006,

og landet blev selvstændigt under sit gamle kongeflag fra 1910. Men befolkningen er stadig delt næsten halvdelen af befolkningen ville have foretrukket en fortsættelse af unionen med Serbien. Landet er ikke blot splittet i dette spørgsmål, men også vedrørende landets ortodokse kristne, hvoraf en stor del går ind for en separat montenegrinsk-ortodoks nationalkirke, mens en anden del går ind for en fortsættelse af det traditionelle medlemskab af den serbisk-ortodokse kirke. Sprogligt er der ingen forskel på kirkesproget, det er et rent kirkepolitisk anliggende. Dette, og Montenegros anerkendelse af Kosovos uafhængighed, er de sidste ydmygelser, serberne føler de er blevet udsat for af montenegrinerne, som de gennemgående har opfattet som en del af det serbiske folk. Da Titos Jugoslavien gik endeligt i opløsning i 1992, fik enkeltrepublikkerne af FN mulighed for at erklære sig som fuldt selvstændige i forhold til Jugoslavien. Det benyttede alle republikker sig af undtagen Serbien og Montenegro, hvor der siden 1989 havde siddet en tro tilhænger af Milosevic, Momir Bulatovic, som præsident. Serbien under Milosevic og Montenegro under Bulatovic dannede derefter sammen, 27. april 1992, et nyt, reduceret Jugoslavien, SRJ (Forbundsrepublikken Jugoslavien) i stedet for SFRJ (den Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien). Den nye forbundsrepublik fik sit eget parlament og sin egen regering. Hvis præsidenten i det nye Jugoslavien var montenegriner, skulle ministerpræsidenten være serber og vice versa. Forfatningen gav en overindflydelse til Montenegro, hvis befolkningstal var mindre end 1/10 af Serbiens. I praksis lå den væsentligste magt i det nye restjugoslavien imidlertid hos Serbiens folkevalgte præsident, som fortsat hed Milosevic. Hele dette sindrige system var imidlertid ved at bryde sammen for Milosevic i 1997. I Serbien udfordredes det af det ultranationalistiske SRS, det Serbiske Radikale Parti, hvis temperamentsfulde leder, professor Vojislav Seselj, blokerede en forfatningsændring, som ville have sikret Milosevic genvalg som Serbiens præsident, hvorefter Seselj selv gik efter præsidentposten i Serbien. Det lykkedes næsten, men efter at have fået erklæret det første valg for ugyldigt pga. for lav stemmedeltagelse i anden valgrunde, fik Milosevic i sidste øjeblik valgt sin hidtidige udenrigsminister, Milan Milutinovic, til præsident i Serbien. I Montenegro lykkedes det imidlertid den hidtidige ministerpræsident og partifælle til Bulatovic, Milo Djukanovic, at erobre præsidentposten, som han trods et kupforsøg fra Bulatovics tilhængeres side overtog 15. januar 1998. Det der skete i Montenegro 1997 1998, var i virkeligheden et systemskifte. Reelt løsnede delrepublikken sig fra forbundsstaten, indførte den tyske D-mark som officielt betalingsmiddel, lod udlændinge rejse ind i Montenegro uden om det fælles visumsystem, og i 1998, da krisen omkring Kosovo spidsede til, forbød Montenegros parlament, at montenegrinere mod deres vilje kunne komme til at aftjene deres værnepligt i Serbien. Trods den principielt fælles udenrigspolitik fik Montenegro sin egen udenrigsminister, og en montenegrinsk regeringsdelegation med flere ministre var i 1998 på officielt besøg bl.a. i Danmark. Montenegro modtog mange flygtninge fra Kosovo, både serbere og albanere, under den voldsomme konflikt mellem UÇK, Kosovas Befrielseshær, og de serbiske sikkerhedsstyrker i sommeren 1998. Og republikkens ledelse optrådte mere og mere som en neutral stat i forhold til konflikten. 19 Under Kosovo-krigen marts-maj 1999 undgik Montenegro ikke krigshandlinger fra NATOside, selv om de blev holdt på så lavt et niveau som muligt. Igen tog Montenegro, lige som

Makedonien, mod mange flygtninge. Og reelt lagde dets ledelse sig så tæt op til NATO og EU som overhovedet muligt. Gentagne gange advarede præsidenten EU og NATO mod et forestående kup mod sig og regeringen i Montenegro iscenesat af Milosevic og hans tilhængere i Montenegro. Et sådant kom dog ikke. Men man kan roligt betegne den montenegrinske ledelses holdning over for Serbien som åben illoyalitet. Det var i øvrigt karakteristisk for forholdene, at den serbiske oppositionsleder Zoran Djindjic under Kosovo-krigen søgte tilflugt i Montenegro. Bag det montenegrinske oprør lå flere faktorer. Dels var der mange montenegrinere, som følte sig trukket ind i serbernes konflikter i Kroatien og Bosnien-Hercegovina mod deres vilje. De ville meget hellere have godt naboskab med både disse lande og Albanien, og de fandt Serbiens problemer med den albanske befolkningsgruppe i Kosovo som selvforskyldte. De muslimske mindretals forhold (15 pct. bosniakker, syv pct. albanere) til den montenegrinske og serbiske flertalsbefolkning var også mere harmonisk, end det havde udviklet sig i Serbien, og det ønskede den nye ledelse at bevare. 20 En anden og mindst lige så vigtig grund var økonomisk. I Serbien anklagede man, næppe ganske med urette, Djukanovic og hans tilhængere for at have tjent store penge på at omgå den internationale blokade mod Jugoslavien. Således var det almindelig kendt, at olieprodukter blev smuglet over grænsen mellem Albanien og Montenegro. Den lille stat med kun 600.000 indbyggere forsøgte uofficielt at blive en del af det europæiske fællesmarked. Denne politik fortsatte også efter Milosevics fald i 2000, og da D-mark blev afløst af euro i 2002, fulgte Montenegro med. En stor del af det fælles parlaments forhandlinger i 2002 gik i øvrigt med at skændes om en ny unionsforfatning, og i marts 2003 fik den montenegrinske ledelse sin vilje: Navnet Jugoslavien forsvandt fra landkortet, i stedet trådte en union i kraft, Serbien-Montenegro, SCG, som godt nok mindede en del om SRJ, men hvor det efter tre år ville være muligt ved folkeafstemning at tage stilling til, om unionen skulle fortsætte eller opløses. Hermed aktualiseredes Kosovo-problematikken endnu engang. For kunne man nu anse Kosovo, som 1999 var fastslået som en selvstyrende del af Jugoslavien, for at være en del af den nye union, eller som flertallet af serbere opfattede det, som en del af Serbien? For Djukanovic-fløjen var der en stigende sympati for en fremtid, hvor både Montenegro og Kosovo blev helt uafhængige stater. En folkeafstemning i maj 2006 førte til et lille flertal for Montenegros udtræden af statsforbundet med Serbien, og 3. juni 2006 tilsluttede Montenegro sig officielt de uafhængige nationers rækker. I 2008 anerkendte Montenegro Kosovos uafhængighedserklæring, til stor forbitrelse for mange serbere, som anså dette for endnu et forræderi fra den tidligere unionspartners side. I mellemtiden var det i oktober 2007, efter mere end 16 måneders forhandlinger, lykkedes at vedtage en ny forfatning for det uafhængige Montengro med de nødvendige 2/3 flertal. De politikere, som fortsat betragtede sig som serbere, boykottede afstemningen og opfordrede alle borgere, der følte sig som serbere, til at antage serbisk statsborgerskab. Det er især i den nordlige del af Montenegro, hvor der findes mange, der stadig føler sig mere som serbere end som montenegrinere. I øvrigt er det i denne befolkningsgruppe, at politikere som Milosevic og Karadzic har deres familiære rødder. Resultatet er, at Montenegros største etniske mindretal i dag er serberne, en for tyve år siden ret grotesk tanke.