Anden juledag 2014. Domkirken 10: 125 Mit hjerte, 129 Julebudet, 110 Nu vil vi sjunge, 109 I denne søde, 118 Julen har englelyd. Nadver: 122 Den yndigste Julens budskab er et lys i mørket, men mørket fylder stadigvæk mest. Stalden i Betlehem er oplyst, men mørket ruger stadigvæk tungt udenfor. Som et mellemøstligt mørke nu kan gøre det. Mørket fylder også meget i julens salmer, hvis vi læser efter. Deres glæde er en trodsreaktion. Julebudet lyder mellem grave, i vinterens vånde, under storm og torden. Og mørket er i den grad også nærværende i teksterne til i dag, hvor juleidyllen endegyldigt rives i stykker af troende, fromme, gudfrygtige mennesker, der hader og slår ihjel, fordi de føler, at der trædes på deres tro. For vi skal ikke tage fejl, vi får ikke lov til at glemme, at ligeså vel som barnet i krybben bringer trøst og fred, så bringer han også sværd, konflikt, kamp. Og det gør det barn, fordi det i al dets afmagt er en stor og varig provokation af dem, der på Guds, og først og fremmest deres egne vegne, foretrækker overmagten og almagten. Det er fromme jøder, der stener Stefanus. Det er de fromme jøder, der udleverer Jesus og forårsager de første kristenforfølgelser. Men de
er mildest talt ikke de eneste religiøse voldsmænd. Kristne fulgte flittigt trop i middelalderen. Nu er det muslimerne, eller rettere islamisterne vi forbinder med den slags. Isis og skolemassakren i Pakistan i frisk erindring. Og så er der selvfølgelig de religiøst ikke-religiøse ideologier, der satte masseudryddelse i system i sidste århundrede. For det er en gammel sandhed, at hvis der er noget, der kalder på had og fortræd, så er det religionen. Den religion hvor tilbederne tror, at de tjener den almægtiges sag ved at forfølge og dræbe dem, de mener træder ham for nær. Tilsyneladende blinde og døve for, at det ikke er Guds sag, men deres egen de fører. At det ikke er Guds gode orden, men deres egen de forsvarer. De skaber med andre ord Gud i deres eget billede. Som den smålige, vredladne, fornærmede, der møder enhver afvigelse fra den ene vej med vold. Barnet i krybben er fra begyndelsen en provokation af dem, der vil gøre Gud i deres eget billede, fordi det i bund og grund er utænkeligt, uforståeligt, oprørende, en omvending af alle værdier, at Gud den almægtige, himmelens og jordens skaber, lader sig føde i en afkrog, i en
stald, af en fattig kvinde, en flygtning, en fremmed. Når vi ser billeder af det her sceneri med barnet og den lille familie i stalden med hyrderne og dyrene og englene - og de billeder har vi set mange af - så ser vi ofte, at de tilstedeværende står med sænket hoved, i en positur af afmagt og hengivelse, hvis de da ikke knæler omkring det lille nye menneske i hvis ordinære, hverdagsagtige og ikke-ophøjede skikkelse den almægtige er kommet. For her kan vi kun tage imod. Det er så ufatteligt på sin egen fattelige bøje os, knæle og forsøge at forstå, hvad der er sket. Ja, bruge et helt liv på at forstå det og leve i overensstemmelse med det. Men hvad så med dem der farer ud og massakrerer 150 skolebørn og er stolte af det og mener, at de tjener Gud, har de ikke også ligget og kravlet rundt på gulvet og underkastet sig Guds almægtige vilje ind til flere gange om dagen? Jo, det har de sandsynligvis. Men de har underkastet sig den Gud, der ligner dem selv, som oppefra ser ned på alt krybet og for hvem mord og fortræd er småting, små krusninger, i måde, at vi kun kan træde tilbage, bukke os ned,
den store kamp mod dem, der ikke underkaster sig på samme vis. Barnet i krybben farer vi ikke på den måde ud og handler på vegne af. Barnet i krybben forsøger vi at forstå og følge så godt vi nu kan. For i ham trådte Gud ind i verden nedefra. Og nedefra så han dem, andre ikke ser. Dem de fromme alvorsmænd fejer til side, fordi de intet fylder i den stormægtige himmelske Guds perspektiv. Han så barnet og sagde, at vi skal komme til Gud som det. Han så hedningen, kvinden, den udstødte, den syge, den foragtede. Han kom til tilbøjeligheder til at vælge os selv, og vores egne imod. Han gik så helt og aledeles på tværs og valgte til sidst den udstødtes død. Alt det gjorde den almægtige i ham. Så her, overfor ham, skal vi først og fremmest træde til side, knæle, bøje hovedet, bøje hjertet, som Kingo siger, og hvis vi vil tjene hans sag, bliver det med ydmygheden som fortegn. Had, foragt, raseri, bedreværd kan aldrig komme på tale. Og underkastelse alene gør det ikke. For i underkastelsen slår vi hjernen fra. I underkastelsen tror vi måske, at Gud tager over, dem andre helst går forbi. Han bød vores
at han så at sige sætter sig ved styrepinden, men så er det bare og så ofte os selv, der gør det. Nej, overfor barnet i vuggen skal besindelse til. Vi skal lade os sætte på plads, korrigere, lade os noget sige, være agtpågivende og lydhøre. Fordi vi har så svært ved at forstå. Fordi vi har så svært ved at slippe vores tilbøjeligheder til at ville have ret og retfærdighed. Hans veje ligner jo så lidt vores. Så i forhold til hvad han gjorde og sagde må vi hele tiden besinde os, lære og vores hjerte dannes. Og den dannelse bliver vi aldrig færdige med. I det her liv i hvert fald. Og hver gang vi griber fejl, hver gang vi glemmer at se verden fra neden, men angriber den fra oven og det vil vi gøre gang på gang så må vi ty til tilgivelsen, som vi også har lov at håbe på hos ham, der netop ville os i vores svaghed, på trods af vores svaghed. Barnet i vuggen går os ikke sikre i os selv, kun sikre i, at han vil os på trods af os selv og at han stædigt vil rejse os, når vi falder. Og som han møder os skal vi møde vores næste. Og så kan vi aldrig nogen sinde gøre vores næste til et bombemål, til en genstand, der skal ryddes af vejen for retfærdighedens skyld.
Mørket ligger tær derude, rundt omkring stalden, rundt omkring i vores verden vi er på vej ud af et år hvor vi måske synes, at det, ud fra døgnets nyheder at dømme, har ligget særlig tæt. Men mørket ligger også i vores hjerte. Det ligger i verden og i vores hjerter, fordi vi i stort og småt har svært ved at slippe os selv. Eller måske fordi verden og virkeligheden er kommet for tæt på med alt det den også har til os, når vi mister og savner og rammes af sygdom, tab og mismod. Men lige meget hvordan mørket truer og ruger, så lyder det i en anden af julens tekster, at lyset med Guds komme i sin søn, kom til verden for at blive og at mørket ikke greb det, selvom det var og er nok så massivt. Og med budskabet om barnet i krybben hører vi, at Gud er kommet til os, som en af vores, for at stå ved vores side i vores kamp for at trænge mørket til side. Så vi skal tage kampen om, ikke kampen for os selv under dække af Gud, men kampen for lyset i vores næstes og vores egne hjerter og i verden som sådan i følgeskab med Gud. Aldrig sikre i os selv, men sikre i ham. Aldrig i foragt, men i tilgivelse og ydmyghed, med bøjede hoveder og hjerter. Det er det kristne kampmod, for lyset, mod mørket, som barnet i krybben lærer os. Det
er det, der får Helvede til at ryste. Og det er det, vi skal synge om i salmen her efter prædikenen. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Vi beder dig, Gud, at du vil give os alle en velsignet jul. Vi beder om, at du vil forbarme dig over alle, som sidder alene, sørgende, modløse eller syge, at du vil give dem din hjælp og trøst. At du vil afvende krigens ondskab og skænke fred i verden. At du vil bevare alle hjem fra uenighed, bitterhed og hårde ord og i stedet give plads i hjerte og hjem for den kristne glæde. At du vil velsigne alle højtidens gudstjenester og berede indgang i vore hjerter for dit ord og vække taknemlighedens lovsang til dig med tak for din gave: Vor frelser Jesus Kristus. Hør os du vor far, som er i himlene, helliget vorde dit navn Amen Tillysninger: Lad os med apostlen tilønske hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen