menneskelige bevidsthed går på overload, den kortslutter. Puf. Hvis jeg lige må vende tilbage til den underlige

Transkript

1 2.s.e.h.3k Domkirken 10: 392 Himlene Herre, 22 Gådefuld, 696 Kærlighed er lysets kilde, 582 At tro, 747 Lysets engel. Dåb: 448 Fyldt af glæde. Nadver: 16 O, Gud. Gråbrødre 17: 392, 22, 582, 761 Den klare sol. Hvis jeg lige må vende tilbage til den underlige tekst, der blev læst oppe fra altret, om Gud, der går forbi Moses oppe på Sinai bjerg, så handler den jo om den gamle tankegang, at ingen dødelig kan se Guds ansigt og leve. Gud skal forbi Moses. Han vil drage forbi ham, som der står, i al sin skønhed og herlighed. Moses beder så mindeligt om at få lov at se, bare et lille kig. Men nej. Det kan ingen holde til. Det er for overvældende. Det kan ingen rumme. Den menneskelige bevidsthed går på overload, den kortslutter. Puf. En fascinerende og skræmmende tanke med en vis logik i, at vores fatteevne er begrænset, at der altid er så uendeligt meget mere at sige om den her Gudsvillede virkelighed og Guds rige væsen, end det vi med vores sanser, fornuft og bevidsthed kan omfatte. Men det kommer selvfølgelig en smule barokt til udtryk i den her fortælling, når Moses og Gud Herren så arrangerer sig på den måde, at Gud, mens han drager forbi Moses, der forinden er puttet ind i en klippespalte, holder sin hånd op

2 for øjnene af ham. En lidt svær gymnastisk øvelse, skulle man synes. Og som der står. Moses får så kun lov at se Gud fra ryggen. Det er ligesom billederne støder lidt sammen i fortællingen. På den en side er Gud så aldeles overvældende i sit væsen og herlighed. På den anden side har han en hånd og en ryg. Og vi ser for vores indre blik, hvordan de to, lille Moses og store Gud, står der og vrider sig og arrangerer sig for at undgå den øjenkontakt, der ikke er sund for Moses. Lidt naivt eller naivistisk måske. Men sådan er beskrives og sættes i forhold til vores begrænsede menneskelige virkelighed. Så er det selvfølgelig straks lettere at grine af det, sige man ikke tror på det eller betragte det som en kulturhistorisk finurlighed. Men Det Gamle Testamentes fortællinger er ikke sådan at gøre sig færdige med, for de forsøger at beskrive og fortælle, at vores menneskeliv ikke er en ensom lille forfrossen størrelse i et tomt univers med vores fornuft og intellekt som krykstokker. Der er en skaber og en opretholder og et altgennemtrængende nærvær, som vi har det vel, når det principielt ubeskrivelige skal

3 mere end svært ved at få øje på, fordi vi selv fylder for meget. Men at udrede den slags, og i det hele taget tænke de her svære tanker, leder os hurtigt ud i filosofiske stjernetåger og fjerne abstraktioner. Og noget er jo indtruffet i tiden mellem Moses og Gud stod og masede sig forbi hinanden på bjerget, og det er, hvad vi har hørt gentaget og her i kirken sunget om siden jul, nemlig at Gud julenat kom til os mennesker på en aldeles jævn og fattelig måde som et barn født i en stald, lagt i en krybbe, med et navn og et ansigt og et liv og ord og handlinger, vi kan høre, forstå og fortælle videre. Moses så Gud fra ryggen, fordi han var en særlig udvalgt og særlig hellig mand. Vi har, alle vi alt andet end fromme, udvalgte og hellige og særlige, fået Guds milde ansigt at se i hans søn. Og det er dog noget, må man sige. Og i dagens evangelietekst raver vi ikke længere rundt med Moses på en tåget klippeside med en hånd for øjnene og en rygvendt Gud, der tramper forbi. Vi er med til et bryllup. Et rigtigt menneskebryllup. En glad begivenhed til alle tider. Med unge elskende og tilfredse gamle og

4 god mad på bordet og rigeligt med vin. Og se: den gode kommer til sidst, fordi Gud, som vi nu kender ham i hans søn, ikke er typen, der vender ryggen til, men som virker på den glæde, vi alle kender fra tid til anden, og ikke er for stor til at gøre en glad dag endnu gladere. Den overvældende bevidsthedssprængende og farligt ufattelige skaber viser os altså sit milde ansigt. Han færdes ikke på fjerne forrevne klipper eller i høje himle, men blandt mennesker, hvor de samles. Overfor ham skal vi ikke gemme os eller ligger med hovedet ned i gulvet i omkring ham til nadverens måltid, hvor han ligesom til brylluppet her, deler ud af sig selv, af sin rigdom og sit overskud. Eller ved døbefonten, hvor han tager imod os og vores børn som sine børn. Ved alterskranke og døbefont går han netop ikke forbi, men kommer os i møde. Så, som sagt, der er sket noget siden Moses stod der med en stor hånd i synet og så på en mystisk og uudgrundelig og potentielt livsfarlig ryg, der gik forbi. Og dét, der er sket, et et sindelagsskifte, Guds sindelagsskifte. Intet mindre. sammenkrøben underkastelse. Vi samles

5 Det betyder jo bare ikke, at Gud er blevet mindre, en venlig vinmager, en mellemøstlig mirakelmager. Han er til stadighed den hvis væsen overgår enhver forstand, og som intet menneske kan rumme. Han er stadigvæk den hvis storhed de mystisk anlagte kan fortabe sig, i og som er ufatteligt nærværende og altgennemtrængende. Hvad skal jeg sige? Mine ord/vil ikke meget sige, som Brorson digter. Men i Jesus Kristus er den her storhed, ikke den truende storhed, men en storhed, vi har hjemme i. Oplever og forstår vi Gud som den truende, den strenge, den grusomme, den der splintrer liv med et fingerknips. Oplever og forstår vi Gud som den fjerne, gådefulde og uinteresserede. Oplever og forstår vi Gud som den rygvendte. Oplever og forstår vi Gud på en måde, så vi ikke kan forholde os til ham eller tro på ham. SÅ har vi Jesus, så kan vi holde os til Jesus, for i ham kom Gud til menneskers liv til bryllup, til begravelse. Han kom til os mennesker, som vi er, i de kampe vi kæmper. Og i Jesus var og er han aldrig rygvendt. Der står, at det under Jesus gjorde ved brylluppet i Kana var et tegn. Et udslip, et læk af almagt. Man kan også sige et vink om, hvem han var.

6 Eller måske var det at han gjorde vand til vin at betragte som et visitkort. Et tegn var eller er visitkort fra Gud den almægtige, der skulle fortælle: Nu er jeg her. Nu behøver I ikke at stå og stirre fortabt op i himmelen længere. Nu giver jeg mig til kende hos jer, hvor I lever og er og dør. Jeg er der med mit liv, min skabervælde, dér hvor I er, som den, der kan gøre en glæde større og en sorg mindre og døden hjemløs. Så hvis du har spørgsmål til Gud, hvis du har et mellemværende med ham, hvis du ikke kan rumme ham, hvis du frygter ham, er vred på ham, til ham, tale med ham, overgive dig selv til ham. I Jesus kan du forholde dig til Gud. Havde vi kun havde den rygvendte forfærdelige Gud, hvis ansigt intet menneske kan se, ligesom Moses, så var vi ilde farne. Gad vide om dem, der skyder hovedet af folk, fordi de har fornærmet profeten, eller som binder dynamitbælter om livet på tiårige piger og sender dem ind på en markedsplads, gad vide, om de netop ikke, fordi de kun ser Gud fra ryggen, og i høje fjerne himle, netop sætter et alt for genkendeligt ansigt på ham og tillægger ham bange for ham, så kan du se Jesus i øjnene, lytte

7 karaktertræk, der ligner deres egne: smålighed, vrede, fornærmelse, magtbrynde, had. Jesus viste os Guds milde ansigt. Han viste os at Guds almagt bunder i en kærlighed, vi stadigvæk kun fatter så forsvindende lidt af, men som vi dog i glimt ser i vores liv, og som vi ved kan forandre vores liv så helt og aledeles gennemgribende, vælte det omkuld, skabe det om, når vi glemmer os selv, fortaber os selv. Kan man sige det på den måde, at den rygvendte Gud, Moses mødte, han lader os alene med os selv og vores spekulationer og vores tilbøjeligheder. Ham som med Jesus så os i øjnene, han viser os derimod hen til den anden og de andre og lader os se på dem med de samme milde øjne han så på os med. Han henter os ud af vores selviske mørke og viser os hen til vores næste. Så når Paulus i dagens epistel skriver: Stræb ikke efter det høje, men hold jer til det lave, så er det ikke en pæn udgave af, at vi ikke skal flyve højere end vingerne bærer, men en formaning om, at vi skal være, hvor vi er, med de mennesker, vi er sat her sammen med. For det er her Gud vil have os, ikke på det høje bjerg, i klippespaltens mørke, bag en stor hånd, hvor vi

8 stirrer efter en bortvendt ryg, men i virkeligheden kun kan se os selv. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Vor himmelske far, du, som hver dag skænker os livet, vi takker dig for din nåde og kærlighed. Tak for at du ikke vredt vendte ryggen til os, men i Jesus Kristus lod os se dit milde ansigt. Vi beder dig for vore kære, for alle, som vi er forbundet med, og som vi holder af. Lad din Ånd holde os i bevægelse. Gå med os, hvor vi går. Åbn vores døre og lad os se alt det gode, du giver os. Ja, lær os at glemme os selv og vores eget over alt det vi har fået og stadigt får. Lær os at din miskundhed hver eneste morgen er ny over os. Giv os styrke og vilje til at hjælpe og værne om hinanden. Giv os øjne at se vores næste med og vilje til at lindre vor næstes nød.

9 Vi beder for alle, der sørger og savner, for de ulykkelige, for dem, der er faret vild. Vær med dem, der sidder i mørkets og dødens skygge. Vis os dit milde ansigt, når mørket lukker sig om os. Vi beder for kongehus og alle øvrigheder, lær dem og os at forvalte det ansvar, som vi hver især er blevet givet. (Vær med vores soldater derude. Giv dem frimodighed til at rygte deres tunge ansvar og lad dem ikke gå under i, eller miste sig selv til, krigens ondskab.) Hold os fast i den pagt, som du ved dåben satte os i. Styrk os gennem nadveren. Bevar os i troen på, at vi ved din søn, Jesus Kristus, er dine elskede børn. Giv os alle nåde, fred og velsignelse og efter et liv under dit ord den evige salighed. Amen. Tillysninger Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen