Profeter og konger Ellen G. White Copyright 2014 Ellen G. White Estate, Inc.
Information about this Book Overview This ebook is provided by the Ellen G. White Estate. It is included in the larger free Online Books collection on the Ellen G. White Estate Web site. About the Author Ellen G. White (1827-1915) is considered the most widely translated American author, her works having been published in more than 160 languages. She wrote more than 100,000 pages on a wide variety of spiritual and practical topics. Guided by the Holy Spirit, she exalted Jesus and pointed to the Scriptures as the basis of one s faith. Further Links A Brief Biography of Ellen G. White About the Ellen G. White Estate End User License Agreement The viewing, printing or downloading of this book grants you only a limited, nonexclusive and nontransferable license for use solely by you for your own personal use. This license does not permit republication, distribution, assignment, sublicense, sale, preparation of derivative works, or other use. Any unauthorized use of this book terminates the license granted hereby. Further Information For more information about the author, publishers, or how you can support this service, please contact the Ellen G. White Estate at mail@whiteestate.org. We are thankful for your interest and feedback and wish you God s blessing as you read. i
Indhold Information about this Book...............................i GUDS HENSIGT MED JØDEFOLKET.................... 4 Den vise Salomo........................................ 9 Guds tempel og dets indvielse............................ 16 Velstand og stolthed.................................... 25 Overtrædelsens følger................................... 32 Salomos anger og omvendelse............................ 41 Riget deles............................................ 49 Jeroboam............................................. 56 Afgudsdyrkelse og frafald............................... 62 Elias................................................. 67 En streng tilrettevisning................................. 73 Sejren på Karmel....................................... 83 Elias på flugt.......................................... 90 Stilhed efter stormen.................................... 98 I Elias ånd og kraft.................................... 105 Josafat - Judas konge.................................. 113 Akabs kongehus styrtes................................ 121 Elisa kaldes til profet.................................. 129 Det rensede kildevæld.................................. 137 Elisas fredsbudskab.................................... 141 Na amans helbredelse.................................. 147 Elisa afslutter sit livsværk.............................. 152 Nineve, den store stad.................................. 159 Israel i assyrisk fangenskab............................. 168 Mit folk skal gå til grunde, fordi det er uden kundskab....... 176 Esajas kald.......................................... 181 Se eders Gud......................................... 187 Afgudsdyrkeren Akaz.................................. 193 Den gudfrygtige Ezekias............................... 199 Udsendingene fra Babylon.............................. 204 Judas mirakuløse redning............................... 210 Håb for hedningerne................................... 221 Manasse og Josias..................................... 228 ii
Indhold iii Lovbogen findes...................................... 236 Jeremias............................................. 245 Opgørets dag nærmer sig............................... 254 Judas sidste konge..................................... 265 Bortførelsen til Babylon................................ 273 Lys i mørket.......................................... 280 Ved Babylons hof..................................... 287 Nebukadnezars drøm.................................. 295 Den gloende ovn...................................... 302 Sand storhed.......................................... 309 Skriften på væggen.................................... 314 Daniel i løvekulen..................................... 325 De landflygtiges hjemkomst............................. 332 Hjælpen fra Herrens profeter............................ 342 Josua og engelen...................................... 352 Ikke ved magt og ikke ved styrke........................ 359 I dronning Esters dage................................. 362 Ezra, den skriftlærde................................... 367 En åndelig vækkelse................................... 374 Nehemias - en handlingens mand........................ 381 Bygningsmændene på muren............................ 385 Nehemias hjælper de fattige............................. 392 Hedningernes sammensværgelse......................... 397 Undervisning i Herrens lov............................. 402 Reformation.......................................... 406 Forventningen om en befrier............................ 413 Guds menighed....................................... 429 Den kommende herlighed............................... 441
GUDS HENSIGT MED JØDEFOLKET Guds Hensigt med at byde Abraham drage bort fra sin slægt, som var afgudsdyrkere, og bosætte sig i Kanaans land var at skænke alle jordens folk Himmelens bedste gaver.»så vil jeg gøre dig til et stort folk,«sagde Herren,»og jeg vil velsigne dig og gøre dit navn stort, og vær en velsignelse!«1mos. 12,2. Abraham blev kaldet til en meget ærefuld stilling. Han skulle være stamfader til det folk, som i århundreder skulle tage vare på Guds sandhed til verden det folk, gennem hvilket alle jordens nationer ville blive velsignet ved den lovede Messias komme. Menneskene havde næsten glemt den sande Gud. Deres tanker var formørkede af afgudsdyrkelse. De forsøgte at erstatte de guddommelige love, som er hellige, retfærdige og gode (Rom. 7,12), med love, som stemte med deres eget grusomme, egoistiske hjertes planer. Men i sin nåde tilintetgjorde Gud dem ikke. Han ville give dem anledning til at lære ham at kende gennem sin menighed. Gud besluttede, at mennesket skulle genskabes moralsk i hans billede ved hjælp af de principper, som hans folk åbenbarede. Guds lov skulle ophøjes og den guddommelige autoritet hævdes, og denne store og ædle opgave overdrog han til Israels hus. Gud udskilte dem fra verden for at kunne betro dem en hellig arv. Han betroede dem at opbevare sin lov, og det var hans hensigt, at Israel skulle hjælpe menneskene at have kundskaben om ham i frisk erindring. Således skulle Himmelens lys skinne i en verden, som henlå i mørke, og der skulle lyde en røst, som opfordrede alle mennesker til at opgive deres afguderi og tjene den levende Gud. Gud førte sit udvalgte folk ud af Ægypten»med vældig kraft og stærk hånd«. 2Mos. 32,11.»Da sendte han Moses, sin tjener, og Aron, sin udvalgte mand; han gjorde sine tegn i Ægypten og undere i kananitternes land.han truede Det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem dybet som gennem en ørk.«sl. 105,26 27; 106,9. Han udfriede dem af slaveriet for at føre dem til et godt land et land, som han i sit forsyn havde beredt til dem for at give dem 4
GUDS HENSIGT MED JØDEFOLKET 5 ly for deres fjender. Nu ville han tage dem til sig og omslutte dem med sine evige arme. Til gengæld for hans godhed og nåde skulle [12] de ophøje hans navn og herliggøre det på jorden.»men Herrens del blev Jakob, Israel hans tilmålte lod. Han fandt det i ørkenlandet, i ødemarken, blandt ørkenens hyl; han værnede det med vågent øje og vogtede det som sin øjesten. Som ørnen, der purrer sin yngel ud og svæver over sine unger, løftede han det på sit vingefang og bar det på sine vinger. Herren var dets eneste fører, ingen fremmed gud var hos ham.«5mos. 32,9 12. Således tog han Israel til sig, for at de kunne bo i den Almægtiges skygge. De var blevet bevaret fra ørkenvandringens farer på en mirakuløs måde og Havde nu endelig bosat sig i det forjættede Land som en begunstiget nation. Esajas har i en lignelse givet en gribende skildring af Israels kaldelse og den uddannelse, de gennemgik, for at kunne være Guds repræsentanter i verden, bære frugt og vokse i al god gerning:»jeg vil synge en sang om min ven, en kærlighedssang om hans vingård: Min ven, han havde en vingård på en frugtbar høj. Han grov den, rensede den for sten og plantede ædle ranker; han byggede et vagttårn deri og huggede også en perse. Men den bar vilde druer, skønt han ventede høst af ædle.«es. 5,1 2. Gud havde besluttet at velsigne hele menneskeheden ved hjælp af det udvalgte folk. Profeten sagde:»thi Hærskarers Herres vingård er Israels hus.«es. 5,7. Dette folk fik Guds ord betroet. Guds lovs forskrifter sandhedens, retfærdighedens og renhedens evige principper dannede et gærde om dem. Lydighed imod disse principper skulle være deres værn, for hvis de var lydige, ville de blive skånet for at ødelægge sig selv med syndige vaner. Vingårdens tårn var det hellige tempel, som Gud anbragte midt i landet. Kristus var deres lærer. Han havde været hos dem i ørkenen og skulle fortsat undervise og vejlede dem. I tabernaklet og templet dvælede hans herlighed i den hellige Shekinah over sonedækket, og han åbenbarede til stadighed sin kærligheds og tålmodigheds rigdomme for deres skyld. Med Moses som mellemmand gjorde Gud dem bekendt med sin hensigt og forelagde dem klart og tydeligt vilkårene for deres fremgang.»du er et folk, der er helliget Herren din Gud,«sagde
6 Profeter og konger [13] han;»dig har Herren din Gud udvalgt til sit ejendomsfolk blandt alle folk på jorden.«5mos. 7,6.»Du har i dag ladet Herren tilsige dig, at han vil være din Gud, og at han vil sætte dig højt over alle folk, som han har skabt, til pris og berømmelse og ære. og Herren har i dag ladet dig tilsige ham, at du vil være hans ejendomsfolk, som han har sagt dig, og tage vare på alle hans bud, og at du vil gå på hans veje og holde hans anordninger, bud og lovbud og høre hans røst, og at du vil være Herren din Gud et helligt folk, som han har sagt.«5mos. 26,17 19. Israels børn skulle tage hele det landområde, som Gud anviste dem, i besiddelse. De folk, som ikke ville tilbede og tjene den sande Gud, skulle fordrives, men det var Guds hensigt, at menneskene skulle drages til ham, når de lærte hans karakter at kende ved Israels hjælp. Evangeliets indbydelse skulle gå ud til hele verden. Kristus skulle ophøjes for alle nationer gennem den undervisning, som blev givet ved hjælp af offertjenesten, og alle de, der ville tage imod ham, skulle leve. Alle de mennesker, der ligesom kananæer kvinden Rahab og moabitterinden Rut ville forkaste afgudsdyrkelsen og tilbede den sande Gud, skulle forene sig med hans udvalgte folk. Efterhånden som Israels folk voksede, skulle de udvide deres grænser, til deres rige omfattede hele verden. Men det gamle Israel gjorde ikke Guds vilje. Herren sagde:»som en ædel ranke plantede jeg dig, en fuldgod stikling; hvor kunne du da blive vildskud, en uægte ranke?og nu, Jerusalems borgere, Judas mænd, skift ret mellem mig og min vingård! Hvad mer var at gøre ved vingården, hvad lod jeg ugjort? Hvorfor bar den vilde druer, skønt jeg ventede høst af ædle? Så vil jeg da lade jer vide, hvad jeg vil gøre ved min vingård: nedrive dens hegn, så den ædes op, og nedbryde dens mur, så den trampes ned! Jeg lægger dem øde; den skal ikke beskæres og ikke graves, men gro sammen i torn og tidsel; og skyerne giver jeg påbud om ikke at sende den regn... Han ventede på retfærd se, der kom letfærd, han ventede på lov se, skrig over rov!«jer. 2,21; Es. 5,3 7. Herren havde ved Moses meddelt folket, hvad der ville blive følgen af troløshed. Hvis de nægtede at holde hans pagt, ville de afbryde livsforbindelsen med Gud og miste hans velsignelse. I visse perioder rettede folket sig efter disse advarsler med det resultat, at både den jødiske nation og nabofolkene blev rigt velsignet. Men
GUDS HENSIGT MED JØDEFOLKET 7 Israels historie viser, at folket i de fleste tilfælde glemte Gud og deres høje kald som hans repræsentanter. De forholdt ham den tjeneste, han forlangte af dem, undlod at yde deres medmennesker åndelig vejledning og viste dem ikke et helligt eksempel. De ville selv have frugterne af den vingård, som de var blevet sat til at passe. På grund af deres begærlighed og gridskhed blev de endog foragtet af hedningerne, som derved fik en forkert forståelse af Guds karakter og hans riges love. Gud bar over med sit folk med en faders tålmodighed. Han søgte at tale dem til rette, dels ved at skænke dem sine velsignelser, og dels ved at tage dem tilbage igen. Han foreholdt dem tålmodigt deres synder og ventede på, at de skulle bekende dem. Han sendte sine profeter og sendebud til dem for at gøre sine krav gældende over for vingårdsmændene, men i stedet for at tage godt imod disse mænd, om var udrustet med indsigt og åndelig kraft, behandlede vingårdsmændene dem som fjender og forfulgte og dræbte dem. Gud sendte stadig nye sendebud, men de fik samme behandling som de første, blot med den forskel, at vingårdsmændene lagde et endnu mere indgroet had for dagen. Under fangenskabet, da Gud forholdt det jødiske folk sin gunst, var der mange, som blev tilskyndet til at angre, men da folket var vendt tilbage til Det forjættede Land, gentog de forfædrenes fejltagelser og indlod sig i politiske stridigheder med nabofolkene. De profeter, som Gud sendte for at rette de fremherskende onder, blev mødt med den samme mistro og foragt som de tidligere sendebud. Således forøgede vingårdsmændene deres skyld fra århundrede til århundrede. Israelitterne foragtede den gode vinstok, som den guddommelige Vingårdsmand havde plantet på Palæstinas høje, og kastede den til sidst over vingårdens mur. De brækkede den og trådte den under fod [14] i den tro, at de havde ødelagt den for bestandig. Vingårdsmanden fjernede vinstokken og skjulte den for deres blik. Han plantede den atter, men på den anden side af muren, så stammen ikke længer var synlig. Grenene hang ind over muren, og der kunne også indpodes kviste i vinstokken, men selve stammen blev flyttet så langt bort, at menneskene ikke længer kunne nå den eller beskadige den. De råd og formaninger, som er givet ved de profeter, der har forklaret Guds evige hensigt med menneskeheden, er af særlig vær-
8 Profeter og konger di for Guds menighed på jorden i dag. Nu er den hans vingårds vogter. Hans kærlighed til den fortabte menneskeslægt og den plan, han har lagt til dens frelse, kommer tydeligt til udtryk i profeternes budskaber. Beretningen om Israels kaldelse, sejre og nederlag, generhvervelse af Guds gunst, forkastelse af vingårdens Herre og frelsesplanens gennemførelse ved hjælp af en gudfrygtig lille flok, som alle pagtens løfter skal opfyldes på, har været grundtonen i Guds tjeneres budskaber til hans menighed i de forløbne århundreder. og Guds budskab til sin menighed i dag til dem, der passer hans vin.gård som trofaste vingårdsmænd er akkurat det samme som det, der blev givet ved profeten fordum:»på hin dag skal man sige: Syng om en liflig vingård! Jeg, Herren, er den vogter, jeg vander den atter og atter. For at ingen skal hjemsøge den, vogter jeg den nat og dag.«es. 27,2 3. [15] [16] [17] Lad Israel fæste lid til Gud. Vingårdens Mester er netop i færd med at samle de dyrebare frugter, som han så længe har ventet på, blandt mennesker af alle nationer og folk. Han vil snart besøge sit folk, og på denne lykkelige dag får hans evige hensigt med Israels hus sin endelige opfyldelse.»på hin dag skal Jakob slå rod, Israel skyde og blomstre og fylde verden med frugt.«6. vers.
Den vise Salomo I Davids og Salomons regeringstid indtog Israel en stærk stilling mellem nationerne og havde rige anledninger til at øve en vældig indflydelse til gunst for sandhed og ret. Herrens navn blev ophøjet og æret, og hensigten med israelitternes bosættelse i Det forjættede Land blev næsten fuldstændig opfyldt. Skillemure blev nedbrudt, og sandhedstørstende mennesker fra de hedenske lande blev ikke sendt tomhændet bort. Sjæle blev omvendt, og Guds menighed på jorden havde vækst og fremgang. Salomo blev salvet og udråbt til konge i et af sin fader Davids sidste leveår, og denne trådte tilbage til fordel for sin søn. Salomo var en meget lovende ung mand, og det var Guds hensigt, at hans styrke og herlighed gradvis skulle forøges, og at han skulle komme til at ligne Gud mere og mere i karakter for derved at inspirere Guds folk til at varetage deres hellige hverv som den guddommelige sandheds vogtere. David vidste, at det høje mål, som Gud havde sat for Israel, kun kunne nås, hvis regenterne og folket gjorde sig utrættelige anstrengelser. Han var også klar over, at hans søn Salomo ikke kunne bestride det hellige hverv, som det havde behaget Gud at betro ham, hvis han blot besad en krigens, statsmands og fyrstes egenskaber. Den unge konge skulle tillige være et karakterfast og godt menneske, en lærer i retfærdighed og et eksempel på troskab. David opfordrede kærligt og indtrængende Salomo til at være mandig og højsindet. Han skulle være nådig og barmhjertig over for undersåtterne, og i forholdet til de andre nationer skulle han altid ære og forherlige Guds navn og fremhæve hellighedens skønhed. Alle de prøvende og usædvanlige oplevelser, som han havde haft i livet, havde lært ham værdien af de ædlere egenskaber, og det var på baggrund heraf, at han på dødslejet sagde til Salomo:»En retfærdig hersker, en, der hersker i gudsfrygt, han stråler som morgenrøden, som den skyfri morgensol, der fremlokker urter af jorden efter regn.«2sam. 23,3 4. 9
10 Profeter og konger [18] Salomo havde uanede muligheder. Hvis han rettede sig efter den guddommeligt inspirerede undervisning, som hans fader havde givet ham, ville hans regeringstid blive præget af retfærdighed. Forbilledet er skildret i den 72, Salme:»Gud, giv kongen din ret, kongesønnen din retfærd, så han dømmer dit folk med retfærdighed og dine arme med ret!... Han kommer som regn på slagne enge, som regnskyl, der væder jorden; i hans dage blomstrer retfærd, og dyb fred råder, til månen forgår. Fra hav til hav skal han herske, fra floden til jordens ender... Konger fra Tarsis og fjerne strande frembærer gaver,sabas og Sebas konger kommer med skat; alle konger skal bøje sig for ham, alle folkene være hans tjenere. Thi han skal redde den fattige, der skriger om hjælp, den arme, der savner en hjælper... De skal bede for ham bestandig. velsigne ham dagen igennem... Velsignet være hans navn evindelig, hans navn skal leve, mens solen skinner. Ved ham skal man velsigne sig, alle folk skal prise ham lykkelig! Lovet være Gud Herren, Israels Gud, som ene gør undergerninger, og lovet være hans herlige navn evindelig; al jorden skal fyldes af hans herlighed. Amen, amen!«salomo fulgte sin faders råd, så længe han var ung. Han levede retskaffent i mange år og viste Gud ubetinget lydighed. Kort efter at han var blevet konge, drog han med rigets ledende mænd til Gibeon.
Den vise Salomo 11 Her lå åbenbaringsteltet, som var blevet bygget i ørkenen. Kongen og hans kårene mænd,»tusind og hundred førerne, dommerne og alle Israels øverste, fædrenehusenes overhoveder«bragte her ofre til Gud og helligede sig selv fuldstændig til Herrens tjeneste. 2Krøn. 1,2. Salomo forstod til en vis grad, hvilke vældige pligter der påhviler en konge, og han var klar over, at mennesker, som bærer tunge ansvar, nødvendigvis må søge vejledning hos visdommens kilde, hvis de vil gøre sig håb om at røgte deres gerning tilfredsstillende. Af denne grund tilskyndende han også sine rådgivere til at søge Gud at hele deres hjerte og forvisse sig om, at han havde antaget dem. Fremfor jordiske goder ønskede kongen visdom og indsigt for at kunne varetage den gerning, som Gud havde givet ham. Han nærede et brændende ønske om at få en hurtig opfattelsesevne, et medfølende hjerte og et mildt sind. Samme nat åbenbarede Herren sig for Salomo i en drøm og sagde:»sig, hvad du ønsker, jeg skal give dig!«i sit svar gav den unge, uerfarne konge udtryk for sin følelse af hjælpeløshed og sit ønske om hjælp. Han sagde:»du viste stor miskundhed mod din tjener, min fader David, der jo også vandrede for dit åsyn i troskab, retfærdighed og hjertets oprigtig-hed; og du lod denne store miskundhed blive over ham og gav ham en søn, der nu sidder på hans trone. Ja, nu har du, Herre min Gud, gjort din tjener til konge i min fader Davids sted. Men jeg er ganske ung og ved ikke, hvorledes jeg skal færdes ret; og din tjener står midt i det folk, du udvalgte, et stort folk, som ikke kan tælles eller udregnes, så mange er de. Giv derfor din tjener et lydhørt hjerte, så han kan dømme dit folk og skelne mellem godt og ondt; thi hvem kan dømme dette store folk!det vakte Herrens velbehag, at Salomo bad derom.fordi din hu står til dette,«sagde Gud til Salomo,»og du ikke [19] bad om rigdom, gods og ære eller om dine avindsmænds liv, ej heller om et langt liv, men om visdom og indsigt til at dømme mit folk,se, derfor vil jeg gøre, som du beder: Se, jeg giver dig et vist og forstandigt hjerte, så at din lige aldrig før har været, ej heller siden skal fremstå; men jeg giver dig også, hvad du ikke bad om, både rigdom og ære,så at ingen konge før dig har haft mage dertil, og ingen efter dig skal have det.«1kong. 3,5 14; 2Krøn. 1,7 12. Gud lovede at være med Salomo, ligesom han havde været med David. Hvis kongen ville vandre i oprigtighed for Guds åsyn og
12 Profeter og konger gøre, hvad Gud havde befalet ham ilde hans trone blive grundfæstet, og Israel ville i hans regeringstid blive»et vist og klogt folk«et lys for nabofolkene. 5Mos. 4,6. De ord, Salomo benyttede, da han bad til Gud foran det gamle alter i Gibeon, viser hans ydmyghed og hans brændende ønske om at ære Gud. Han indså, at det uden Guds hjælp ville være lige så umuligt for ham at varetage de pligter, der påhvilede ham, som for et hjælpeløst lille barn. Han var klar over, at han manglede dømmekraft, og det var følelsen af hans store behov, der fik ham til at bede Gud om visdom. Inderst inde nærede han ingen egenkærlig ærgerrighed efter at opnå kundskaber, som ville hæve ham op over andre mennesker. Det var hans store ønske at varetage sine pligter med troskab, og han valgte den gave, som ville sætte ham i stand til at ære Gud i sin kongetid. Salomo har aldrig besiddet så stor rigdom og visdom og så megen virkelig storhed, som da han bekendte:»jeg er ganske ung og ved ikke, hvorledes jeg skal færdes ret.«de mennesker, der beklæder ansvarsfulde stillinger i dag, burde bestræbe sig på at tage ved lære af Salomons bøn. Jo højere et menneskes stilling er, og jo større ansvar, det bærer, jo mere vidtrækkende er dets indflydelse, og jo mere behøver det at stole på Gud. Det bør altid huske, at med kaldet til en gerning følger kaldet til at færdes betænksomt blandt andre mennesker. I forholdet til Gud bør det indtage elevens plads. En hellig karakter følger ikke automatisk med en ansvarsfuld stilling. Et menneske bliver virkelig stort ved at ære Gud og adlyde hans bud. Der er ikke personsanseelse hos den Gud, vi tjener. Han, der gav Salomo visdom og dømmekraft, er villig til at skænke sine børn de samme velsignelser i dag.»men, hvis nogen af jer står tilbage i visdom,«siger Guds ord,»da skal han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser, og så vil den blive ham givet.«jak. 1,5. Når et menneske, som bærer tunge ansvar, hellere vil have visdom end rigdom, magt og berømmelse, vil det ikke blive skuffet. Den store Lærer vil ikke blot vise et sådant menneske, hvad det bør gøre, men også lære det, hvorledes det skal udføre sin gerning på en sådan måde, at det vinder Guds bifald. Så længe det menneske, som Gud har udstyret med dømmekraft og evner, bevarer sin helligelse, vil det ikke hige efter høje stillinger eller efter at styre og regere. Menneskene kan ikke undgå at bære
Den vise Salomo 13 ansvar, men i stedet for at kæmpe om overherredømmet vil den ægte leder bede om et forstandigt hjerte, så han kan skelne mellem godt og ondt. Mennesker i ledende stillinger har ikke nogen let lod; men de [20] bør betragte ethvert problem som en opfordring til at bede. De bør aldrig undlade at rådføre sig med ham, som er den store kilde til al visdom. Når Den store Mester skænker dem styrke og lys, bliver de i stand til at modstå dårlige påvirkninger og til at skelne mellem ret og uret, godt og ondt. De vil billige det, som Gud billiger, og målbevidst modsætte sig, at der indføres forkerte principper i hans sag. Gud skænkede Salomo den visdom, som han ønskede fremfor rigdom, ære og et langt liv. Hans bøn om en hurtig opfattelsesevne, et medfølende hjerte og et mildt sind blev opfyldt.»gud skænkede Salomo visdom og kløgt i såre rigt mål og en omfattende forstand, som sandet ved havets bred, så at Salomons visdom var større end alle østerlændingenes og alle ægypternes visdom. Han var visere end alle andre,... og hans ry nåede ud til alle folkeslag rundt om.«1kong. 4,29 31.»Da Israel hørte om den dom, kongen havde fældet, fyldtes de alle af ærefrygt for kongen; thi de så, at han sad inde med Guds visdom til at skifte ret.«1kong. 3,28. Salomo vandt folkets hjerte, ligesom David havde gjort, og de adlød ham i alle ting.»salomo... fik sikret sig magten, og Herren hans Gud var med ham og gjorde ham overmåde mægtig.«2krøn. 1,1. Salomons levned kendetegnedes i mange år af gudsfrygt, oprigtighed, principfasthed og ufravigelig lydighed imod Guds bud. Han havde ledelsen af alle vigtige anliggender og forvaltede statshusholdningen med megen visdom. Hans rigdom og visdom, de prægtige monumenter og offentlige bygninger, som han lod opføre i begyndelsen af sin regeringstid, den energi, fromhed, retfærdighed og det storsind, som kom til udtryk i ord og gerning, sikrede ham hans undersåtters troskab og vakte beundring hos mange landes regenter. Guds navn blev højt æret i den første del af Salomons regeringstid. Den visdom og retfærdighed, som kongen lagde for dagen, var for alle nationer et vidnesbyrd om de fremragende egenskaber hos den Gud, som han tjente. Israel var for en tid verdens lys, og i denne
14 Profeter og konger [21] periode vidnede de om Guds storhed. Dybest set var den herlighed, som kendetegnede begyndelsen af Salomons regeringstid, ikke hans uforlignelige visdom, hans eventyrlige rigdomme eller hans vældige magt og berømmelse. Herligheden lå i den hæder, som han kastede over Israels Guds navn ved at benytte Himmelens gaver med visdom. Efterhånden som årene gik og Salomons ry blev større, bestræbte han sig på at Gud ved at udvikle sine intellektuelle og åndelige evner og stadig gøre andre delagtige i de velsignelser, som han selv modtog. Ingen forstod bedre end han, at det skyldtes Guds gunst, at han var blevet forlenet med magt, visdom og forstand, og at han havde modtaget disse gaver for at gøre verden bekendt med kongernes Konge. Salomo var i særdeleshed interesseret i naturhistorie, men han begrænsede ikke sine studier til et enkelt fag. Han studerede omhyggeligt alt det skabte, både det levende og det livløse, og dannede sig derved et klart indtryk af Skaberen. Han betragtede naturkræfterne, mineral og dyreriget og hvert træ, hver busk og hver blomst som et vidnesbyrd om Guds visdom. Mens han bestræbte sig på at lære mere og mere, forøgedes hans kundskab om og hans kærlighed til Gud stadig. Salomons guddommeligt inspirerede visdom fandt udtryk i lovsange og talrige ordsprog.»han fremsagde 3000 tankesprog, og tallet på hans sange var 1005. Han talte om træerne lige fra cederen på Libanon til ysopen, der vokser frem af muren; og han talte om dyrene, fuglene, krybdyrene og fiskene.«1kong. 4,32 33. Salomons ordsprog rummer principper for et helligt levned og en høj målsætning principper, som er af himmelsk oprindelse og resulterer i gudfrygtighed; principper, som burde være bestemmende for alle handlinger i livet. Det var den vide udbredelse, som disse principper fik, der gjorde begyndelsen af Salomons regeringstid til en periode med både moralsk og materiel fremgang.»lykkelig den, der har opnået visdom,«skrev han,»den, der vinder sig indsigt; thi den er bedre at købe end sølv, bedre at vinde end guld; den er mere værd end perler, ingen klenodier opvejer den; en række af dage er i dens højre, i dens venstre rigdom og ære; dens veje er liflige veje, og alle dens stier er lykke; den er et livets træ for dem, der griber den, lykkelig den, som holder den fast!«ordsp. 3,13 18.
Den vise Salomo 15»Køb visdom for det bedste, du har, køb forstand for alt, hvad du har.«ordsp. 4,7.»Herrens frygt er visdommens begyndelse.«sl. 111,10.»Herrens frygt er Had til det onde. Jeg hader hovmod og stolthed, den onde vej og den falske mund.«ordsp. 8,13. Havde Salomo dog blot agtet på disse vidunderlige visdomsord senere i livet! og havde han, der sagde:»vises læber udstrør kundskab«(ordsp. 15,7) han, som selv havde lært jordens konger at bringe kongernes Konge den hyldest, som de ville give en jordisk konge havde han blot aldrig med»falsk mund«og i»hovmod og stolthed«selv taget den ære, som tilkommer Gud alene! [22]
Guds tempel og dets indvielse [23] David havde længe næret det ønske at bygge Herren et tempel, og nu løste Salomo opgaven med megen visdom. I syv år var Jerusalem fuld af travle håndværkere, som var beskæftiget med at planere den udpegede byggegrund, opføre store mure, lægge solide grundvolde»store stenblokke, kostbare sten«,»kvadersten«tilhugge de svære træstammer, som var hentet i Libanons skove, og opføre den prægtige helligdom. 1Kong. 5,17. Samtidig med, at træet og stenene blev bearbejdet ved en energisk indsats fra tusinder af mennesker, skred arbejdet med at fremstille templets tilbehør støt fremad under ledelse af Huram fra Tyrus, en»kyndig og indsigtsfuld mand«, som forstod»at arbejde i guld, sølv, kobber, jern, sten, træ, rødt og violet purpur«. 2Krøn. 2,13 14. Bygningen på Morija bjerg opførtes, uden at der hørtes»lyd af hamre, mejsler eller andet jernværktøj«, for stenene»var gjort færdige i stenbruddet«. På samme tid tilvirkedes det smukke tilbehør efter den tegning, som David havde givet sin søn,»alle tingene, som hørte til Guds hus«. 1Kong. 6,7; 2Krøn. 4,19. Disse indbefattede røgelsesalteret, skuebrødsbordet, lysestagen med tilhørende lamper samt de kar og redskaber, som skulle benyttes i forbindelse med præstejenesten i det hellige. Alt sammen var»af guld, ja, af det allerbedste guld«. 2Krøn. 4,21. De ting, som var af kobber, brændofferalteret, havet, som blev støttet af tolv okser, bækkenerne samt mange andre kar alt dette lod kongen støbe i Jordandalen,»ved Adamas vadested mellem Sukkot og Zereda«. 2Krøn 4,17. Disse ting blev fremstillet i stor mængde, for at der ikke skulle være mangel på dem. Det var en ualmindelig skøn og prægtig bygning, Salomo og hans medarbejdere opførte til Gud. Templet, som var prydet med kostbare sten, omgivet af rummelige forgårde med prægtige porte, beklædt med cedertræ i udskåret arbejde og skinnende rent guld og udstyret med brogede tæpper og prægtigt tilbehør, var et passende symbol på Guds levende menighed på jorden. Denne har gennem tiderne, i overensstemmelse med det guddommelige forbillede, byg- 16