ET DRYP, DER FORSVINDER I TIDEN Bemærkninger om lyd og stilhed i Tor Ulvens (1953-1995) poesi og prosa. Helene Johanne Christensen Endnu en gang sidder jeg og bladrer i Tor Ulvens samlede digte, en bog, der ved et vidunderligt tilfælde befandt sig i bogreolen i den lejlighed, jeg for kort tid siden flyttede ind i her i Oslo, et vidunderligt tilfælde, fordi jeg, da jeg pakkede min kuffert i København, måtte indse, at jeg ikke kunne medbringe både hans samlede digte, hans samlede prosa, Christina Hesselholdts danske oversættelse af hans første prosabog Gravgaver og alle de andre bøger, jeg egentlig føler mig mere end nødsaget til at bære med mig på min vej gennem Norden disse år. Det vidunderlige tilfælde ville, at datteren af kvinden, jeg lejer lejligheden af, har efterladt Tor Ulvens samlede digte i bogreolen, og her sidder jeg nu, igen, for tiende, måske tyvende gang og bladrer og glædes over digtene. Igen. Igen. Igen og igen optræder lyd og musik i Tor Ulvens digte og prosa. Det kan være i form af en lydoptagelse af Brahms Tragische Ouvertüre spillet af et symfoniorkester i 1953, hvis medlemmer og dirigent nu er døde som i fragmentværket Gravgaver (1988), eller det kan være i form af din egen stemme på et lydbånd, som du kan lytte til igen og igen, men den du hører, er ikke dig selv, i stedet hører du den du var for to minutter siden, din to hundre år gamle stemme (Ulven 2013: 24), eller det kan være en stemme, der når os fra en helt anden tid end vores egen, som i dette digt fra Forsvinningspunkt (1981): Stille / i salen. // En utgravd kjeve / lener seg over / mikrofonen // og skriker // med istidens / utdødde // stemme. (Ulven 2001: 96). Lydene i Ulvens digte bærer også altid stilheden med sig, hvilket står særlig klart i dette digt fra Etter oss, tegn (1980) om en musik, der vender tilbage til den stilhed, den kom fra: Strykekvartett for halvt nedgravde instrumenter langt inni skogen den grønne. Av bark og humus, musikerne, lar seg tålsomt oppløse i regnet, når spillet har vendt tilbake til stillheten det kom fra. (Ibid.: 75) 1
Forud for musikken findes stilheden. Og som musikerne, der langsomt og tålmodigt lader sig opløse (en naturlig proces), opløser musikken sig og vender tilbage til den stilhed, den sprang ud af, en cirkelbevægelse, der mimer naturens, livets cyklus: musikken, der bevæger sig fra stilhed til stilhed. Når musikken holder op (gen)findes stilheden. Det er ikke mindst den største stilhed, den mest endelige af dem alle, som lydene hos Ulven bærer med sig; forsvindingen, døden, for som der står et sted i Gravgaver (1988): Musikken forsvinner for alltid idet den spilles; å spille den er å få den til å forsvinne inn i ingenting. Bare lydbåndet med de sirklende spolene fanger musikkens gjenferd, så selv publikums host, noen få sekunder, får et skinn av udødelighet og kan gjentas i det uendelige; forlengst døde menneskers host som forstyrrer de døde musikernes spill under den døde dirigentens taktstokk, en novemberkveld i 1953, som er blitt et museum uten adgang for noen, stående urokkelig og gjennomsiktig i tiden, med sin datoplakett av luft over inngangen, inngangen til det eneste absolutt rømningssikre fengsel i verden. (Ulven 2013: 20) Allerede at spille et stykke musik er at få det til at forsvinde. Begyndelsen bærer altid afslutningen i sig, synes ovenstående tekststykke (og flere andre tekster i Ulvens forfatterskab) at udtrykke. Det er det temporale aspekt, der gør sig gældende for musik og litteratur (og liv): det, der begynder, bevæger sig i retning af en slutning, mod et forsvindingspunkt (for at bruge Ulvens eget begreb), som det nødvendigvis vil nå engang ( Det. Det var det. Så er det begyndt. (Inger Christensen 2008: 113)). Man kan optage musikken, så den får et skinn av udødelighet (Ulven 2013: 20), men det er blot genfærdet af den faktiske, historiske musik, du hører. Således bærer også lydoptagelsen stilheden, forsvindingen, døden i sig, da den blot gentager et allerede forsvundet øjeblik (gør opmærksom på fraværet gennem sit ufuldstændige nærvær). Når du lytter til optagelsen på grammofonpladen af et orkester og en dirigent, som på dette tidspunkt, i det nu, der er dit nu, allerede har været døde længe, er musikken, som Ulven siger i det eneste interview, han gav (til Vagant i 1993) fraværende og nærværende på samme tid (Van der Hagen 2013). Symfoniorkestret spillede Brahms Tragische Ouvertüre i 1953, en tid, der nu er forsvundet, men som alligevel er til stede som et spor eller en rest på grammofonpladen; nutiden kan høre fortiden: en novemberkveld i 1953, som er blitt et museum uten adgang for noen (Ulven 2013: 20). Men vi kan ikke træde ind i koncertens tid, sporene giver os ikke adgang til fortiden, men synliggør den (og det faktum, at den ikke længere er), optagelsen gør opmærksom på det fraværende, idet det optagede umuligt kan gøres nærværende, blot afspilles igen og igen: 2
Og fra platerillene stiger tonene som sjeler, liksom befridd fra det jordiske helvete, men ute av stand til å nå himmelen; omigjen og omigjen kan de fly opp fra den svarte vinylen i et fortvilt forsøk på å eviggjøre konserten den 22. november, og isteden hører man bare hvor uendelig langt borte den er, hvordan den fjerner seg mer og mer, på vei mot en endeløs glemsel (Ulven 2013: 20-21) Det leder mine tanker hen på Roland Barthes' bemærkninger om fotografiet i La chambre claire. Note sur la photographie (Det lyse kammer. Bemærkninger om fotografiet), hvor han skriver: Det som fotografiet reproducerer uendeligt, har kun fundet sted én gang : det gentager mekanisk det som aldrig vil kunne gentages eksistentielt (Barthes 2004: 12). Ligesom et fotografi er også en lydoptagelse blot et fastholdt glimt af liv (af lyd), en rest af noget, som har været, og som gennem optagelsen, fastfrysningen, konserveringen blot opnår et skin af udødelighed, bliver et museum uden indgang (eller udgang). Ulven spillede selv mundharpe, især blues, inspireret af den amerikanske musiker Little Walter og fortæller i interviewet i Vagant (med titlen Et språk som gløder, men later som det ligger under kaldt ildfast glass), at han gerne ville skrive litteratur som den østrigske komponist Anton Webern komponerede musik. Inspirationen fra Webern er eksplicit til stede i Ulvens digtsamling Det tålmodige, hvor et afsnit bærer titlen Musikken kan vente. Nitten Webernvariasjoner. I de nitten digte knyttes lyd til tid, og det er en tid, der er større end det enkelte menneskes. Derved sættes mennesket ind i et større perspektiv, det formindskes, kan man sige, som i første digt i Musikken kan vente, hvor der går femtusinde generationer af fugle mellem hvert dryp i drypstenshulen, hvor hvert dryp forsvinder i tiden, hvor du et er et dryp, der forsvinder i tiden (Ulven 2001: 179). En anden måde, hvorpå lyd sættes i sammenhæng med tid i Ulvens poesi og prosa er i form af påmindelser om andre erfaringer, andre tider end vores nutid, som i det tidligere citerede digt, hvor en udgravet kæbe skriger med istidens uddøde stemme og dermed minder os om, at også istiden har eksisteret og i dette digt fra Det tålmodige (1987), hvor det er stenalderen, Ulven minder os om: Din egen stemme på lydbåndet, det er speilbildet som forteller at også du hører til 3
i en steinalder. (Ibid.: 174) På den måde giver Ulven stemme, ikke til en minoritet, men til andre tider end vores, forhenværende tider, der ikke længere formår at tale for sig selv på andre måder end gennem de efterladte spor og rester, arkæologer og palæontologer graver op af jorden. Og det er vigtigt for ham, hvilket kommer til udtryk bl.a. i interviewet i Vagant: Menneskene i steinalderen levde like mye i en aktualitet som vi gjør akkurat nå. Om hundre år er vi døde, vi som sitter her nå. Det er ganske fascinerende å tenke på. Vi vil ikke ha noen som helst bevissthet om det som finnes om hundre år. (van der Hagen 2013) I Tor Ulvens poesi og prosa optræder lyd på en række andre måder end de her omtalte (i form af menneskets sprog for eksempel, her fra Etter oss, tegn (1980): Han roper at vannflaten / ikke må høre etter. // Hun ber mineralriket om å tie. // Noe språkmektig / fortsetter å tale / i tunger, // mellom dem. (Ulven 2001: 79) og det musikalske, som er til stede overalt i Ulvens skrift), og der er et hav af ting at sige om lydens betydning i hele forfatterskabet, og et andet hav af ting at sige om dens modsætning: stilheden, og dén, stilheden, vil jeg nu som afslutning lade Ulven selv sige noget om: Hvis man skal snakke om stillhet i litteraturen, blir det som metafor. Men kanskje er det slik at det bare er i litteraturen man kan oppleve en form for stillhet. Det er også noe paradoksalt ved litteraturen: Den er en larm, men den er også en stillhet i forhold til all den andre larmen. (van der Hagen 2013) 4
LITTERATUR Barthes, Roland: Det lyse kammer. Bemærkninger om fotografiet, Gyldendals Bogklubber, København, 2004 Christensen, Inger: Det i: Samlede digte, Gyldendal, s. 109-333, København, 2008 Ulven, Tor: 'Gravgaver. Fragmentarium' i: Prosa i samling, Gyldendal Norsk Forlag, 2. udgave, s. 18-116, Oslo, 2013 Ulven, Tor: Samlede dikt, Gyldendal Norsk Forlag, Oslo, 2001 Van der Hagen, Alf og Cecilie Schram Hoel: Et språk som gløder, men later som det ligger under kaldt ildfast glass oprindelig trykt i Vagant 4/1993, her gengivet efter: http://www.vagant.no/et-sprak-som-glodermen-som-later-som-om-det-ligger-under-kaldt-ildfast-glass/?print=pdf, 2013 5