Hvad er der sket siden 40 års studenterjubilæet? Jeg skiftede karriere, da jeg var 57 år. Jeg havde arbejdet som projektleder i et edb-firma i Danmark, men blev som 57 årig administrationschef for NGO er eller arbejdede for FN og EU rundt om i verden. Siden 40 års studenter jubilæum har jeg arbejdet 7 1/2 år i Mellemøsten (Irak, Palæstina/Israel, Kuwait og Libanon), og næsten 2 år i Afghanistan. Irak blev som bekendt invaderet i 2003 og Saddam Hussein blev afsat. Jeg har arbejdet i Irak i sammenlagt tre år. I Irak har jeg arbejdet som administrationschef for en NGO, der ryddede miner efter Golf krigene og invasionen. Det var i 2006 og 2007, hvor Irak var det farligste land i verden efter Somalia. I denne periode var der reelt en borgerkrig i landet, og i det sydlige Irak var vi den eneste NGO med internationale medarbejdere i selve landet. De fleste NGO er havde deres hovedkvarter i nabolandene Kuwait eller Jordan. I 2010 var jeg som administrationschef med til at starte et nyt landekontor for en norsk NGO i Bagdad, hvor vi arbejdede med interne irakiske flygtninge. I 2012-2013 var jeg med til at etablere kontorer i Kurdistan, da de syriske flygtninge begyndte at komme. Jeg har været med til at købe masser af vintertøj til syriske børn og besøgt flygtningelejrene i det nordlige Irak (Kurdistan). Da jeg boede i Irak havde vi også kontorer/lejligheder i Kuwait og Libanon. Specielt Libanon er et fantastisk land, som jeg godt kan anbefale at besøge, hvis man tør. Det er påvirket af krigen i nabolandet Syrien, hvor de fleste af deres importerede varer kommer igennem. Syriske flygtninge i flygtningelejr i Dohuk, Kurdistan, Irak
Afghanistan blev invaderet i 2001 som en følge af angrebet på World Trade Center. I Afghanistan har jeg været i 3 omgange både med en NGO og EU. Første gang i 2007 var jeg derfor at hjælpe en måneds tid med nogle regnskaber. Jeg har bl.a. mødt DRs nuværende korrespondent i Mellemøsten Puk Damsgård, som jeg har rejst rundt med i Afghanistan. Vi har også set Dansende Drenge sammen ved en polte aften for mænd (3-4000 mænd) og Puk og mig på hæderspladsen på dansegulvet! De dansende drenge bliver holdt af militærfolk og udnyttet seksuelt. Der har vist været film om det på Danmarks fjernsyn. I 2009-2010 vendte jeg tilbage som administrationschef for en norsk NGO. Vi arbejdede primært med afghanske flygtninge, der vendte tilbage fra Pakistan, men vi havde også projekter, der skulle hjælpe kvinderne med deres rettigheder. I 2014-2015 var jeg udsendt til en EU Mission (EUPOL). Ghani er præsident, og han kæmper for at komme korruptionen til livs, og han får bl.a. hjælp af EUPOL. Formålet med EUPOL var at uddanne afghanske politimænd, men man trækker sig ud af Afghanistan i 2016, og de sidste 2 år fokuserer man strategisk rådgivning primært til indenrigsministeriet, som er ansvarlig for politiet. I dag regnes Afghanistan for det næst farligste land i verden (efter Syrien). Vi havde da også et par Taliban angreb på vores lejre og på en bil, medens jeg var derude, og IS er også begyndt at dukke op i landet. Huse til afghanske flygtninge, der vendte tilbage fra Pakistan I 2011-2012 arbejdede jeg i Palæstina/Israel for en norsk NGO. De palæstinensiske områder omfatter Østjerusalem, Vestbredden og Gaza. Jeg boede i Østjerusalem, og lige nedenfor hvor jeg boede, kunne jeg se, hvordan aggressive israelere smed palæstinensere på gaden. Det ene sted fik familien lov at blive boende i deres hus, men i stedet flyttede en israeler med en rottweiler ind i huset. Også på Vestbredden oplevede jeg, hvordan jøderne prøvede at fordrive palæstinenserne
fra deres hjem. Den NGO jeg arbejdede for prøvede at hjælpe palæstinenserne med deres juridiske rettigheder til boliger, og i Gaza havde de også projekt med uddannelse. Jeg var derfor tit i Gaza. I Gaza er problematikken lidt anerledes end i Østjerusalem og Vestbredden, fordi Gaza principielt er selvstændig. Palæstinenserne i Gaza er nærmest låst inde og kan kun meget sjældent komme ud af landet. Gaza mangler meget, selvom de kunne få nogen varer ind via de illegale tunneller mellem Gaza og Ægypten. Der er stadig masser af æsler, som bliver brugt som trækdyr, og der var en total mangel på byggematerialer. Tempelbjerget i Jerusalem Gaza
I Sudan boede jeg 2004-2005 i Nuba bjergene i midten af Sudan. Jeg har allerede skrevet lidt om det, da vi havde 40 års studenterjubilæum. Jeg arbejdede som administrationschef for et minerydningsprogram, der prøvede at rydde miner efter borgerkrigen mellem Nord- og Sydsudan, der havde varet 21 år. Der var en våbenhvile aftale mellem Nord og Syd, og vi havde minerydder hold både fra Nord- og Sydsudan. I 2008 fik jeg job i Sydsudan, hvor jeg arbejdede som Finance Officer for UNOPS, som prøvede at opbygge infrastrukturen i Sydsudan ved at bygge veje overalt i Sydsudan. Det var før Sydsudan blev uafhængigt af Nordsudan, men efter at fredsaftalen var underskrevet. I Sydsudan boede jeg det meste af tiden langt væk fra civilisationen og måtte flyve med helikopter til Juba, hovedstaden i Syd Sudan, når jeg skulle hjem. Minerydder i Nuba bjergene i Sudan Nuba bjergene, Sudan - billedet viser de hytter vi boede i
Jeg levede i disse 10-11 år for det meste i isolerede samfund med 4-5 andre internationale. I Irak og Afghanistan kunne vi ikke gå på gaden. Vi boede på værelser eller hytter og delte som regel bad og køkken med de andre internationale. Når man bor sammen med få andre internationale og ikke har et socialt liv med andre udenfor organisationen, er det ligesom at leve på en øde ø. Der opstår konflikter, og de kan ofte vokse sig store. Jeg har haft konflikter med chefer, som har ønsket at bruge penge til formål, som donorerne ikke ville understøtte eller tilfælde, hvor de har overtrådt reglerne i code of conduct, men jeg har også haft mange chefer, som jeg har fungeret godt med. Både Irak og Afghanistan hører til de mest korrupte i verden. For de organisationer, som jeg arbejdede for, betød det, at de indkøbsansvarlige fik kommission, når de købte ind, men det var svært at kontrollere, fordi vi ikke kunne komme i butikkerne og kontrollere priserne. Selvom vi indhentede tilbud, var tilbuddene ofte aftalt mellem leverandørerne. Når nye medarbejdere søgte job i vores organisation, var det ofte venner eller slægtninge til en lokal ansat leder, der fik jobbet. Det hændte, at disse nye medarbejdere måtte betale en del af deres løn til denne leder. Penge og værdigenstande blev stjålet, hvis der ikke var omfattende procedurer og kontrolforanstaltninger, der forhindrede det. De første år efter mit karriereskift var jeg uerfaren rent fagligt og med begrænset kendskab til de krav, som donorernes stillede til de ansvarsområder, jeg var ansvarlige for herunder regnskaber, indkøb, logistik og personaleadministration. Jeg var uerfaren med at håndtere konflikterne med internationale kollegaer, specielt samarbejdet med ex-militær var en udfordring. Jeg er blevet god til det rent faglige, og jeg er blevet bedre til at kommunikation, samarbejde og konflikthåndtering, selvom jeg stadig har meget at lære. Jeg har aldrig fortrudt, at jeg skiftede karriere. De steder, hvor jeg var ansat ryddede vi miner, byggede veje, hjalp flygtninge eller forsøgte at opbygge statsinstitutioner. Det opvejer meget de interne problemer i organisationen, når man brænder for opgaven. Jeg har lært meget om mig selv og andre, fordi jeg har levet under disse forhold i så lang tid, men jeg har selvfølgelig fået nogle ar. Familie Tidligere har jeg skrevet om, at jeg har 6 børn med John, som døde for 20 år siden. Alle mine børn bor i Danmark. Jeg venter nu barnebarn nr. 10. Når jeg er i Danmark fylder familien derfor meget. Min yngste datter var 16 år, da jeg startede min udenlands karriere. Set i bakspejlet er det betænkeligt at rejse væk, medens min faderløse datter går i gymnasiet, men jeg vurderede, at de lidt ældre søskende, der boede i huset, kunne holde øje med hende. Det er svært at sige, hvordan hun ville have været, hvis jeg havde været hjemme. Hun knyttede sig meget til veninder, og hun fik ikke så meget almen viden, som hun sikkert ville have fået, hvis jeg havde boet hjemme. Hun mistede måske lidt af sin selvtillid, men hun passede sin skole og fik en god studentereksamen. I dag er hendes almenviden fuldt på højde med min, og hun slår mig, når vi spiller Besserwizzer. Hun er også lige blevet færdig som biolog på Københavns Universitet med et flot 12 tal i specialet. Jeg er nok blevet forskånet for mange af de mindre problemer mine børn har haft, medens jeg har været bortrejst. Alle mine børn (undtagen den yngste) har gode job og de fleste af dem er ambitiøse og lidt nørdede. Tingene skal gøres ordentligt! Jeg kan mærke nu, hvor jeg er tilbage i længere perioder, at jeg er ret sårbar, når det drejer sig om børnene og deres familier. Jeg synes, at det er vigtigt, at børnene lærer at håndtere problemer, når de opstår. Det er også vigtigt, at de ved, at de kan vælge, hvor de vil hen i verden, hvis de planlægger tingene. Men i praksis er børnene nu gode til at klare sig uden min indblanding.
Jeg har hus i Allerød tæt ved det sted, hvor min ældste datter bor. Jeg har sommerhus i Hornbæk. Fritidsinteresser Jeg har vandret Caminoen til Santiago de Compostella i Spanien 2 gange. Turen tager ca. 1 måned. Jeg går også i fitness center. Også når jeg har været ude i verden, har der som regel været adgang til fitness maskiner, og træning kan hjælpe med til at klare det stress, som man oplever ved at være spærret inde i lejre. Når jeg er hjemme i Allerød, er jeg morgensvømmer. Under mine ophold i Danmark har jeg deltaget i foredragsrækker om Mellemøsten på Folkeuniversitetet og læst mange bøger om Mellemøsten. Selvom jeg får folkepension, har jeg har en drøm om at komme til Nordafrika, hvor i hvert fald Maghreb (Algeriet, Libyen, Tunesien, Ægypten m.fl.) også er en del af Mellemøsten I flere af disse land taler man fransk, men også i mange af de lande, der ligger lige syd for Maghreb, taler man fransk. EU gør en del for at opbygge statsinstitutioner (politi, militær osv) i de nordafrikanske lande ellers ville der sikkert komme endnu flere flygtninge til Europa. Min nuværende organisation, der udsender medarbejdere til EU Missioner, betaler for min deltagelse i fransk kurser i Udenrigsministeriet, hvor jeg starter igen med franskundervisningen til august. Så jeg håber, at det lykkes at komme afsted igen! Anna Eckhoff (tidligere Vibe Christensen)