Sommerferiebrev Slesvigsgade 6 1762 København V Tlf. 33 22 18 01 www.vesterbronyskole.kk.dk mail@vesterbronyskole.kk.dk Kære forældre. København V, juni 2014 Sommeren står for døren, og så skal I selvfølgelig have et sommerferiebrev, der i år bliver noget længere end normalt, fordi vi også gerne vil følge op på det seneste nyhedsbrev om FolkeSkoleReformen (FSR) og på forældremødet om FSR i sidste måned. Send et postkort Ligesom sidste år kårer vi efter sommerferien den klasse på hele skolen (0.-10. klasse), der i løbet af sommeren har sendt flest postkort til skolen/klasselæreren. Så husk dit barn på at sende et postkort, fortæl hvor I er, hvem I er sammen med, hvad I laver osv. Send postkortet til Vesterbro Ny Skole Klasse: (din klasse EFTER sommerferien) Slesvigsgade 6 1762 København V Nyt om børnene Vanen tro har vores 10. klasseafdeling haft stor søgning, så vi igen til næste år kan oprette seks 10. klasser med forskellige temalinjer. Generelt vokser Vesterbro, og antallet af 5-6-årige er højere end nogen sinde før. Derfor danner vi hele fem nye børnehaveklasser efter sommerferien med ca. 26 børn i hver. Vi er ikke projekteret til at være femsporet i de kommende år, men vi må se, hvad tiden bringer. I forbindelse med FSR har vi i samarbejde med medarbejderne organiseret klasser og lærere i team med højst fire klasser. På nogen skoler er der tradition for, at børnene altid skifter lærere efter f.eks. 3. og 6. klasse. På Vesterbro Ny Skole forsøger vi at sikre en mere glidende overgang ved lærerskifte, så børnene ikke mister alle deres lærere på én gang. Det er desværre ikke altid, vores gode intentioner holder stik, og til næste år er der faktisk en enkelt klasse (nuværende 1b), der får helt nye lærere, hvilket er rigtig ærgerligt. Den nye dansklærer er heldigvis en af skolens faste lærere, så hun er knyttet på klassen allerede nu. Vi holder selvfølgelig godt øje med klassen, så de får en god start efter sommerferien, og vi er overbeviste om, at vi har fået sammensat et godt nyt lærerteam. Nyt om forældrene Skolebestyrelsens og KKFOens ForældreRåds arbejde i dette skoleår har især været centreret om FSR og om udarbejdelse af principper. Derudover har nogle forældre i samarbejde med en billedkunstlærer gennemført fritidsundervisning i billedkunst, der afsluttedes med en fantastisk kunstparade gennem Vesterbro. Der har været afholdt valg til den nye skolebestyrelse, der tiltræder efter sommerferien. Vi glæder os over, at så mange har lyst til at bidrage til arbejdet, og samtidig siger vi tak til de bestyrelsesmedlemmer, der træder ud af bestyrelsen, for deres bidrag! Den nye skolebestyrelse, som består af både nye og gamle forældre, kan ses på skolens hjemmeside i løbet af sommeren. Ligesom vi plejer, vil en repræsentant fra ledelsen og fra skolebestyrelsen deltage på først forældremøde og fortælle lidt om udviklingsplaner, kommunikation, kontaktforældrerollen og selvfølgelig FSR. Møderne afholdes på følgende datoer:
0. klasserne 20. august 5. klasserne 1. oktober 1. klasserne 1. oktober 6. klasserne 1. oktober 2. klasserne 1. oktober 7. klasserne 10. september 3. klasserne 17. september 8. klasse 10. september 4. klasserne 17. september 9. klasse 10. september MII-klasserne 17. september 10. klasserne 20. august Alle forældremøder holdes kl. 17:30-20:00 Der afholdes forældremøde i KKFO Uno den 11. september kl. 17:30-19:00. Nyt om medarbejdere Som alle nok kan sætte sig ind i, har lærere og pædagoger skulle forholde sig til, at der kommer mange ændringer i både arbejdsform og arbejdsindhold. Ikke alle ændringer har været kommunikeret respektfuldt i medierne, men vi oplever, at vores lærere og pædagoger som altid har håndteret det professionelt. Mange giver udtryk for, at de er usikre på, hvordan hverdagen bliver, når de ikke længere må arbejde hjemme om aftenen og i weekenderne, men også at de glæder sig til at være med til at rulle reformen ud. Den længere skoledag og det stigende antal børn betyder, at skolen og KKFOen skal bruge flere lærere og pædagoger. Samtidig har nogle af vores medarbejde valgt at søge nye udfordringer eller flytte arbejdet tættere på deres bopæl. Vi har i løbet af juni haft stillingsopslag både på pædagog- og lærerstillinger, og vi har modtaget næsten 300 ansøgninger. Langt de fleste ansættelser er i hus, men vi kan ikke i dette brev oplyse navne, da vi skal have straffeattester mv. på plads først. Endelig risikerer vi jo desværre, at ikke alle ansættelser falder på plads, eller at vi modtager opsigelser, inden udgangen af juni. Hvis det sker, slår vi først stillingerne op til august, så vi ikke ramler ind i folks ferier og derfor måske går glip af de bedste kandidater. Vi kan dog oplyse, at vi har fastansat Heidi Storm (lærer), som siden december har været barselsvikar. Dermed ansætter vi en ny barselsvikar for Bettina Skou. at Trine Oxvig (børnehaveklasseleder), som har haft orlov i dette skoleår, vender tilbage til august på nedsat tid. at vores nye afdelingsleder for indskolingen (0.-2. klasse) hedder Tau Stig Stokholm og kommer fra en lærerstilling i Hvidovre. Det bliver en stor opgave for lærere, pædagoger, forældre og ledelse at tage godt imod så mange nye på én gang, men vi har heldigvis ry for at være gode til det. Samtidig bliver det også en fantastisk lejlighed til at få mange friske øjne på vores organisation, som kan pege på det, vi andre ikke længere ser. Nyt om FolkeSkoleReform (FSR) I sidste måned afholdt vi et FSR-møde for alle interesserede forældre, og dem var der heldigvis mange af. På mødet orienterede vi om de overordnede tanker bag FSR og om den konkrete udmøntning på Vesterbro Ny Skole (teamstruktur, efteruddannelse af lærere, ansættelser, lærer-/pædagogsamarbejde, åben skole, elevsamtaler, observation som kvalitetsudvikling, bevægelse, understøttende undervisning og skoledagens organisering).
Sidste del af mødet gik med drøftelser ved bordene og nedenstående mindmap er stikord fra den efterfølgende opsamling, som desværre blev lidt for kort. I opsamlingen blev der stillet nogle spørgsmål, som vi lovede at forsøge at besvare her i sommerferiebrevet: Lærerskift Vi har allerede i afsnittet om børnene fortalt, at vi ikke opererer med automatiske lærerskift, men tilstræber glidende overgange. Dels ønsker vi at styrke relationsarbejdet, og dels ønsker vi at understøtte lærerne i at planlægge længerevarende undervisningsforløb. Men det er også vigtigt for os, at børnene møder de bedst mulige lærere, og nogle lærere er dygtigst til at specialisere sig, mens andre er dygtigst til at vokse med børnene. Trivsel I FSR-debatten er der i øjeblikket stor fokus på øget faglighed, og vi er helt enige i målet om, at alle børn skal blive så dygtige, som de kan. Men det får ikke os til at glemme eller nedprioritere målet om øget trivsel. Derfor fortsætter vi med demokrati- og trivselsdage, ligesom alle klasser også fortsætter arbejdet med klassereglerne; bl.a. i den understøttende undervisning. Derudover tror vi, at vores nye tiltag med elevsamtaler og kontaktlærere som supplement til klasselæreren, vil skabe et mere fintmasket sikkerhedsnet under de børn, der ikke er i trivsel. Lærerne Som nævnt i afsnittet om medarbejderne sker der store forandringer, men forandringerne kan også være positive. Eksempelvis har nogle medarbejdere givet udtryk for, at de håber at opleve mindre arbejdspres, fordi de fremover skal lægge arbejdet fra sig, når de går hjem; at de kan holde fri, når de har fri. Via arbejdet i vores MED-udvalg gør vi vores yderste for, at alle medarbejdere trives! Rekruttering og fastholdelse I forbindelse med stillingsopslag har vi holdt to åbent hus arrangementer for interesserede ansøgere, og det har vi fået rigtig mange positive tilbagemeldinger på. Det er sikkert en af grundene til, at vi modtog næsten 300 ansøgninger. Derudover etablerer vi såkaldte hest-føl-ordninger for alle nye kolleger, ligesom ledelsen og udvalgte nøglepersoner følger op på de nye medarbejdere undervejs.
Understøttende undervisning (USU) Vores skemalæggere knokler løs med skemaerne, som vi forventer at kunne give børnene med hjem inden sommerferien. Heraf kommer også til at fremgå, hvor mange USU-timer hver klasse har; det er nemlig forskelligt fra årgang til årgang. Evaluering Vi har allerede planlagt evaluering af teamstruktur, kontaktlærerfunktion, lektiecafé og de mange andre tiltag, vi sætter i gang eller justerer på. Derudover kommer alle team til at arbejde med en såkaldt FEED-model, der både indeholder målfastsættelse og evaluering; en model, der skal anvendes på undervisning, trivsel, samarbejde mv. Et emne, der gik igen ved flere af bordene, var inklusion: En af grundpillerne i Vesterbro Ny Skoles teamstruktur er det nære og tætte samarbejde om børnene, og hvor omdrejningspunktet er, at alle børn skal kunne deltage i fællesskabet gennem inkluderende undervisning, holddeling, undervisningsdifferentiering på baggrund af læringsmål samt ressourcetimer. Derfor er ressourcetimerne lagt ud i teamene i det kommende skoleår, og det er ikke længere det enkelte barn, der tildeles en antal ressourceundervisningstimer, men derimod hele klassen. Tildelingen afklares gennem klassekonferencer og teammøder med ledelse, inklusionspædagoger og ressourcecentrets vejledere, og den kan fleksibelt justeres op eller ned i løbet af skoleåret, fordi den udelukkende er bundet til teamets klasser og lærere/pædagoger. En uhensigtsmæssighed, vi som ledelse ofte møder i inklusionsdebatten, er brugen af ordet inklusionsbørn, som er et medieskabt udtryk. I vores verden er det et meget ekskluderende ord at bruge om nogle børn, der befinder sig i en vanskelig situation, for på Vesterbro Ny Skole arbejder vi med at skabe inkluderende miljøer. Inklusion er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden; det er en kulturændring, som finder sted i os alle sammen; børn, forældre, lærere og skoleledere. Skolebestyrelsen har i juni vedtaget principper for inklusion, som ligger på skolens hjemmeside: www.vesterbronyskole.kk.dk. Ny hjemmeside Københavns Kommune har besluttet et nyt layout på skolernes hjemmesider, som skal lanceres 1. juli. Vi har allerede lagt vores hjemmeside ud, og menuen ligger nu i toppen af siden i stedet for i venstre kolonne. Billedserien på Vesterbro Ny Skoles hjemmeside stammer fra det billedprojekt, vi gennemførte i 2012, hvor en lokal fotograf, Joshua Tree, tog en masse skæve portrætter og situationsbilleder af vores skønne børn. Nyt om bygninger De sidste par år har vi på Vesterbro Ny Skole brugt en del penge på renovering af lokaler, og det har været tiltrængt! Det er det for så vidt stadig mange steder på skolen, men skolebestyrelse, medarbejdere og ledelse er enige om, at vi i de næste par år hellere vil prioritere så mange hænder som muligt, så FSR får den bedst mulige start. Det betyder, at vi ikke kan imødekomme ret mange af de ønsker, der bliver stillet til de fysiske rammer, for selv om vi gerne vil have smukke rammer for god undervisning, vægter vi pædagogik og undervisning højere end maling. I løbet af sommeren bliver der etableret lærerarbejdspladser samt to ekstra klasselokaler. I 10 klasseafdelingen bliver it-lokalet flyttet, og tre lokaler bliver malet. Der bliver sat skilte op ved alle lokaler på skolen, vi får pudset vinduer, lavet hovedrengøring og meget mere.
Kontorteamet Vesterbro Ny Skole og KKFO Uno er en stor organisation, og det er altid rart at kunne sætte ansigt på den, man ringer eller skriver til. I ledelsen og administrationen er vi Susan Egehoved Skoleleder Kim Viekær Adm. leder Karin Albrechtsen Skolesekretær Inge Stegeager Bliss Skolesekretær Kim Bach Ejendomsleder Kaspar Hviid Souschef Zod Gauffriau KKFO-leder Malene Wegener Knudsen Afdelingsleder Tau Stig Stokholm Afdelingsleder Mødetider for første uge Efter sommerferien ses vi 11. august: Første skoledag for 1.-10. klasse. Mødetiden er kl. 8:15 12:00 13. august: Første skoledag for børnehaveklasserne. Mødetiden er kl. 9:00 10:30 Sæt kryds i kalenderen: Vi fejrer Vesterbro Ny Skoles 10 års fødselsdag onsdag den 3. september kl. 17-19:00. Vi glæder os til et spændende og udviklende år sammen med jer alle. Tak for et godt skoleår og god ferie til alle elever og hjem! Venlig hilsen Ledelsesteamet