Lov 564. Målgruppen billeder, perspektiver og udfordringer Anne Marie Dahler I denne delartikel sættes der fokus på målgruppen for lov 564 om den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse. Nok er det beskrevet i lovteksten, hvem der omfattes af loven, men som det (formodentlig) ofte viser sig, når love skal implementeres, har målgrupper det med at være mere flyvske, farverige og forskelligartede end det fremgår af lovbestemmelser. I næste afsnit tegnes der på baggrund af kvalitative interviews, billeder af nogle af de unge, der omfattes af loven. Billederne skal først og fremmest bidrage til at illustrere hvor forskellige de unge er, og dernæst være med til at synliggøre, at de unge ligesom alle andre målgrupper - konstitueres af andet og mere end de kendetegn, der definerer dem som målgruppe i forhold til en bestemt lovgivning eller indsats. Herefter beskrives de unge som de fremstår fra et forældreperspektiv, som unge der er særligt særlige, særligt sårbare og som unge, der også når de er fyldt 18 år har brug for forældrene til at tage hånd om deres liv. De professionelle, der møder de unge, beskriver i tråd med forældrene, de unge som en mangfoldig gruppe og benytter sig af betegnelser som socialt og fagligt svage og stærke, når den enkelte unge skal placeres i forhold til målgruppen. I slutningen af artiklen gives der et bud på nogle af de udfordringer disse perspektiver på de unge, tegner for de professionelle, der møder dem. 1. Billeder af de unge MALTHE i Malthe er næsten 18 år og går på specialskole. Han er rigtig glad for skolen, især for Jens, som er pædagog i Fritidsordningen. Han er også glad for sine kammerater, som han snakker lidt med. Malthe interesserer sig for fodbold. Han holder med Brøndby, men ser af og til OB spille. Han har styr på hvordan de forskellige klubber placerer sig i forhold til hinanden, og hvilke resultater de har i indeværende sæson. Malthe spiller selv fodbold i klubben Bolden, som er for handicappede børn og unge.
Malthe går også til svømning, gymnastik og hockey og er med til landsstævner. Ellers spiller han på computer og playstation især er han glad for FIFA og Harry Potter spil. Det kan være svært at forstå hvad Malthe siger, men så skriver han ordene man ikke forstår på et stykke papir. Adspurgt om, hvor han har lært at skrive og læse siger han, at det har han lært inde i sit hovede. Efter sommerferien skal Malthe på specialefterskole og være der i to år. Han har været på besøg der, og været i praktik. Han er ikke helt klar over, hvad han skal lave der, men forestiller sig, at det er ligesom at være i praktik. Det gode ved specialefterskolen er, at Malthe har en kammerat, som går der, og skal være der det første år Malthe er på skolen. Det er han glad for. Men Malthe vil helst blive på specialskolen, og siger, at han tager hjem fra efterskolen. Han vil blive hvor han er. Malthe siger, at hans mor har sagt, at han ikke kan få arbejde, fordi han er handikappet. Ellers drømmer han om at blive fodboldspiller eller pølsemand. Når man er pølsemand kommer folk og køber pølser, og så tjener man penge. CHRISTIAN Christian bliver 18 år i næste uge. Han har gået i specialklasse siden børnehaveklassen. De første år var han ikke glad for at gå der. Han lærte ikke noget, og de sagde, at han ikke kunne lære noget. Så fik han privatundervisning, som hans forældre selv betalte. Nu kan han læse. Og de seneste år har han været glad for skolen. Christian bor sammen med sin far, men til sommer skal han på efterskole. Christian har været på besøg på en specialefterskole, hvor han gerne vil gå. Han var der i fem dage, og kunne godt lide det. Man kunne spille computer og se film og lære en masse ting. I sin fritid spiller Christian nogen gange fodbold, nogen gange computer og ser nogen gange fjernsyn. Det er sådan lidt forskelligt nogen gange sidder han sammen med sine venner. Christian laver af og til mad til sig selv og sin far, - når han gider. Han kan lave næsten alt. Han har gået med aviser i tre og et halvt år, og i de seneste år har han været arbejdsdreng i den virksomhed hans far arbejder i. Han fejer og pakker kasser og gør lidt forskelligt. Og han kommer til at savne sit arbejde, når han skal på efterskole. Jeg tror nok en dag hvor jeg lige får fri fra efterskole, så vil jeg lige ned på arbejde og se hvordan de har det. Når han er færdig med efterskole og CSV, vil Christian gerne arbejde. Måske noget med mekaniker, måske noget med nogen der laver forskellige ting og gør rent i huse og sådan noget.
ANINA Anina bliver snart 18 år, og har været i Danmark de sidste 10 år. Hun har gået i specialbørnehave og to forskellige specialskoler. I løbet af hendes opvækst viste det sig, at der var mange ting hun ikke kunne. Hun har f.eks. ikke noget sprog, og hun har vanskeligt ved at forstå hvad man siger til hende. Hun vil gerne fortælle noget, og hun vil gerne have at man svarer hende. Men det er ikke nemt, siger hendes far, som svarer hende med en blanding af tegn og tale. Hun er rigtig glad for at gå på den skole hun går på nu. Hendes far fortæller at hun ofte står op klokken 5, og viser ham, at nu skal de af sted, og at hun glæder sig. Anina forstår ikke, at hun snart skal skifte skole, men hendes far er ked af det og utryg ved det. Det bedste ville være, hvis man kunne bygge en afdeling på specialskolen for dem over 18 år. Efter sommerferien skal Anina gå på CSV. CSV er efter hendes fars mening er for elever, der ikke er så handikappede som Anina, - elever der kan fortælle hvad de vil. Anina har brug for, at der er en voksen hos hende hele tiden og hun har brug for hjælp til alle ting, f.eks. at gå på toilettet. Også derhjemme skal hun være under opsyn hele tiden, blandt andet fordi hun ellers tømmer køleskabet. Det er vigtigt at Anina går i skole, siger hendes far. Men det handler ikke om uddannelse det betyder ikke noget for ham, om man kalder det et tre-årigt ungdomsuddannelsesforløb. Det vigtige er, at hun hver dag møder andre mennesker, og at hun er glad. At hun er glad når hun tager af sted om morgenen og at hun er glad, når hun kommer hjem. VICTOR Victor er 18 år og er netop ved at afslutte sidste klasse på en specialskole, hvor han har gået i 3 år. Inden han kom på specialskole gik han i en lille friskole, med ekstra pædagogisk støtte. Det har været godt for ham at komme på specialskole, fordi han bedre synes han kan snakke med folk her, end med almindelige mennesker. Victor er en tænksom, ung mand, der er meget optaget af politik og fodbold. Især fylder politik meget i hans hverdag, idet han hver dag følger folketingsdebatten på sin computer. Han er stor tilhænger af Anders Fogh Rasmussen, og har 2 plakater af ham på sit værelse. Han har en drøm om at flytte til København og blive politikker. Han beskriver sig selv som en god kammerat, der er god til at tage sig af dem, der er svagere, end han selv er. Måske for god, for så er det svært også at være med i et andet socialt netværk. Han har et lidt sart helbred, med meget hovedpine, og bliver tit syg når der skal ske noget nyt. Det irriterer ham.
Efter sommerferien skal han starte på en specialefterskole, og det glæder han sig til, da han synes han trænger til at flytte hjemme fra og få et socialt netværk. Han synes han er meget klar til dette. Han synes selv han skal blive bedre til at sige fra overfor andre, og sige at han har brug for at være sig selv. Han har ikke i øjeblikket nogen kæreste, men har haft mange kærester. Når han tænker på fremtiden forestiller han sig at han bor i et rækkehus, har en kone og et skånejob i en børnehave. MIKKEL Mikkel er 17 år og går i sidste klasse på en specialskole, hvor han har gået i 2 år. Han har også tidligere gået i specialskole, men måtte flytte fordi hans mor fandt en kæreste i en anden by, hvor de så skulle bo. Mikkel siger han kan lide at gå i skole, men at han røvkeder sig i dansk og matematik. Til gengæld synes han det er sjovt med praktiske fag, og er især glad for sløjd, cykelværksted og idræt. Mikkel kan være vanskelig at forstå, da han taler meget hurtigt og utydeligt. Han synes selv, at hans største problem er at han ikke kan læse. Det gør at han ikke kan lave mad helt selv fordi han ikke kan læse opskrifterne. Han synes han har stort talent for madlavning og siger at han kan lave alting. Han vil gerne være kok eller smed. Mikkel siger også at han er meget meget hurtig til at lære, og at han forstår engelsk helt udenad på sine computerspil. Mikkel har 2 venner, som han hænger ud med. Men det er ikke så tit. De spiller forskellige spil sammen. Mikkel synes at det vigtigste er at have venner. Det er det vigtigste i verden. Vigtigere end at have arbejde. For så bliver man ikke ensom. Han siger om sig selv, at han kan være meget flabet og at han har en sort humor ligesom hans bror og hans venner. 2. Målgruppen lovtekst og praksis Målgruppen for den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse er unge udviklingshæmmede og unge med særlige behov, jf. nedenstående: 1. Formålet med ungdomsuddannelsen er, at unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og evt til videre uddannelse og beskæftigelse. ii
Med forslaget sikres unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov efter undervisningspligtens ophør et retskrav på en 3-årig ungdomsuddannelse, der er tilpasset deres særlige forudsætninger og behov. Gruppen andre unge med særlige behov omfatter blandt andet unge med svære bevægelseshandicap, multihandicappede unge, unge med autisme, unge med ADHD eller andre psykiske lidelser samt unge med erhvervet hjerneskade. iii I vejledning til LOV 564, udsendt af UVM i oktober 2008 præciseres det, at ovenstående diagnoser ikke i sig selv er tilstrækkelige betingelser for at den unge skal tilbydes et særligt tilrettelagt ungdomsuddannelsesforløb. Hvis den unge overhovedet har mulighed for at gennemføre et ordinært ungdomsuddannelsesforløb med specialpædagogisk støtte, er han eller hun ikke berettiget til et særligt tilrettelagt ungdomsuddannelsesforløb efter lov 564: Ungdomsuddannelsens målgruppe er unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov. Den omfatter udelukkende de unge, der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse, selv om der ydes den unge specialpædagogisk støtte. Det er ikke betegnelsen eller diagnosen for unges funktionsnedsættelse, der er afgørende, men det faktum, at funktionsnedsættelsen forhindrer den unge i at kunne gennemføre en anden ungdomsuddannelse. Det betyder, at hvis kommunen (Ungdommens Uddannelsesvejledning) vurderer, at en ung med specialpædagogisk støtte vil kunne gennemføre andre uddannelser, så vil den unge ikke være berettiget til ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Denne vurdering skal bygge på de erfaringer og resultater, der er opnået hidtil i forbindelse med skolegang og evt. anden beskæftigelse eller uddannelse. Alle unge, der vurderes til at være omfattet af målgruppen, skal have et tilbud, hvis de ønsker det. Der er således ikke tale om, at den unge kan blive for handicappet eller være for svagt fungerende i forhold til at få tilbud om et uddannelsesforløb. iv Det fremgår ligeledes, at den unge ikke kan blive for handikappet til at skulle modtage et tilbud om et særligt tilrettelagt ungdomsuddannelsesforløb. Undervisningsministeriet fik i foråret 2008 udarbejdet en evaluering af den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse. Af evalueringen fremgår det, at der pr. 31. maj 2008 var registreret 790 uddannelsesforløb i 73 kommuner. Forventningen var, at der skulle etableres 1364 forløb årligt, dvs. i alt 4092 på tre årgange. Det påpeges at tallene er behæftet med usikkerhed. v Af interviewmaterialet i nærværende undersøgelse fremgår det, at der er stor forskel på hvordan man i de enkelte kommuner og UU-centre finder frem til de unge som skal tilbydes et særligt tilrettelagt ungdomsuddannelsesforløb. Nogle af de forhold der spiller ind er: - Kommunal praksis i forhold til målgruppen
- Vejledningspraksis - Hvilke tilbud man har at henvise til, samt - Den unges alder Der synes at tegne sig et billede af stor variation af målgruppekategoriseringen fra kommune til kommune. Nogle vejledere peger på, at kommunens visitationsudvalg kommer til at være dem, der afgør, hvem der hører til målgruppen, i og med det er her beslutningen i sidste ende træffes om, hvorvidt en ung bevilges et uddannelsestilbud. Men der sker en selektionsproces forud herfor, eftersom det er uuvejlederen, som bringer den unges sag for visitationsudvalget. UU-centrenes fremgangsmåder mht. at identificere unge i målgruppen varierer ligeledes. Nogle UU-centre har lavet en grov sortering ved at pege på, at unge der går på en specialskole ligger inden for målgruppen, mens unge der går i folkeskolens specialklasser ligger uden for. Denne grovsortering synes i store træk at være kendetegnende blandt de adspurgte vejledere. For de unge, der er over 18 år og har forladt specialskolerne kan det være vejleder på CSV, sagsbehandler eller forældre, der tager initiativ til henvendelsen til UUvejlederen, men der synes ikke i hverken kommuner eller UU-centre at være en systematisk praksis, der sikrer, at alle der juridisk omfattes af målgruppen, faktisk får tilbud om ungdomsuddannelsen. I én mindre kommune har man dog i et samarbejde mellem uddannelsesvejleder og sagsbehandlere på baggrund af kendskab til kommunens unge - udarbejdet lister over alle de unge, som man mener indgår i målgruppen. Vejlederne i undersøgelsen giver også eksempler på unge, der er under 18 år, hvor man vælger at udskyde starten for den tre-årige ungdomsuddannelse fordi man finder, at det mest hensigtsmæssige tilbud er et tilbud med en bo-del. I fald den unge er under 18 år skal der udarbejdes en paragraf 50 undersøgelse (jf. Serviceloven), for at få bo-delen med, og en sådan undersøgelse betragtes som potentielt belastende for den unge og dennes familie. Man kan ligeledes vælge at udskyde uddannelsesstarten, hvis der ikke er ledige pladser på det uddannelsesforløb/den institution, der er det mest hensigtsmæssige for den unge. Eet problem, som påpeges i denne sammenhæng er, at det kan være problematisk for både den unge og forældrene, hvis der i en periode ikke er tilbud til den unge. Det er vanskeligt for nogle unge at starte på et forløb, hvis de har været hjemme hos forældrene i en længere periode, ligesom det ikke er alle unge, der kan være alene hjemme om dagen, mens forældrene arbejder. Vejlederne i undersøgelsen er blevet spurgt om, hvordan man forholder sig, hvis man er i tvivl om den unge faktisk tilhører målgruppen. Hertil svarer vejlederne, at man i nogle tilfælde lader de unge prøve en ordinær ungdomsuddannelse med specialpædagogisk støtte. Hvis det viser sig at være uholdbart, får den unge tilbudt et STU forløb. I andre tilfælde opleves det, at den unge vokser med uddannelsesforløbet, og går fra et STU-forløb til en ordinær ungdomsuddannelse med
specialpædagogisk støtte. Der synes således at være en vis mobilitet mellem uddannelsessystemerne. 3. Perspektiver på de unge Som det fremgår af de billeder der tegnes af fire unge ovenfor, er de unge, der tilhører målgruppen for STU en på mange måder meget forskellige, og forskelligheden ville træde yderligere frem, hvis der havde været flere billeder. Der er unge, for hvem begreber som uddannelse og arbejde og fremtid ikke giver nogen mening, og der er unge der godt kan forstå begreberne, men ikke selv kan forholde sig til de muligheder der er. Der er andre, der ved hvad de vil og hvad de ikke vil, og der er nogen, som har en klar idé om, hvad de gerne vil beskæftige sig med i voksenlivet, og også hvordan de gerne vil leve. Anina er et eksempel på en ung, for hvem ordene uddannelse, arbejde og fremtid ikke synes at have betydning, hvilket selvfølgelig ikke indebærer, at hendes fremtid ingen betydning har. Malthe har nogle billeder af sig selv som enten professionel fodboldspiller eller pølsemand i fremtiden, men er godt selv klar over, at det nok ikke er realistisk. Christian har i flere år arbejdet som avisbud og arbejdsdreng og ved, at han gerne vil have en eller anden form for uddannelse f.eks. en del af mekanikeruddannelsen, således, at han varetage nogle specifikke funktioner i et værksted. Han vil gerne arbejde i et værksted, eller gøre rent for et hjemmeservicefirma. Viktor drømmer godt nok om at blive politiker, men når han skal fortælle hvordan hans fremtid ser ud forestiller han sig selv i et rækkehus, med kone og et skånejob i en børnehave. Forældrenes syn på de unges fremtidsperspektiver afspejler selvfølgelig de unges forskellige handicaps og situation i øvrigt. Aninas far kan ikke forstå, at hans meget handikappede datter skal ind i et uddannelsesforløb. Fra hans perspektiv ville det bedste for Anina være, om Anina kunne fortsætte i den specialskole hun går i. Her er hun glad for at være og her føler hun sig tryg. De øvrige forældre, vi har interviewet, er som udgangspunkt positive overfor STU en, men oplever, at der er mange problemer forbundet med implementeringen af loven, f.eks. i forhold til tilbagemeldinger fra sagsbehandler/kommune, forsørgelsesgrundlag, timing ifht. den unges myndighedsalder, mm. SÆRLIGT SÆRLIGE UNGE Fælles for de interviewede forældre er, at de på den ene side ønsker, at deres unge skal have samme tilbud som andre normale unge, i den forstand, at deres rettigheder ikke skal indskrænkes, fordi de evt. er handikappede, udviklingshæmmede eller lignende. I samme åndedrag omtaler de deres egne unge som særlige i den
forstand, at de ikke alene tilhører en særlig gruppe, men også, at de indenfor denne gruppe udgør noget ganske særligt. En forælder fortæller om en skole, som hendes søn tidligere har været på, at det var problematisk, at han som har Downs Syndrom, skulle være i en gruppe af overvejede autistiske unge: og autisterne er ikke en gruppe [min søn] har noget med, de har ikke nogen gavn af [min søn], og [min søn] har ikke nogen gavn af dem. [F2, s. 1] vi Det afspejler bl.a. det forhold, at de unge er meget forskellige og har meget forskellige behov, men måske også, at forældrene har været vant til at kæmpe for de unge, og har skullet pointere de unges særegenhed, i forhold til at få synliggjort behov for støtte på forskellige måder. Forældrene efterspørger professionelle, der dels er bekendt med den lovgivning, der er relevant for de unge, og ikke mindst professionelle, der ser de unge og deres behov. En far siger f.eks. om den række af sagsbehandlere, der har været knyttet til hans søn: Der er nogen af dem der ikke har prøvet noget.. [det] duer ikke, når det er specialbørn. Der er så mange paragraffer. Nogen gange har det været handikapsagsbehandlere, og nogen gange børn- og unge sagsbehandlere [F1, s.2] Faderen fortæller i tilknytning hertil, at han måtte insistere på, overfor sagsbehandler, at STU en ikke er SU-berettigende, og at der derfor skulle etableres et andet forsørgelsesgrundlag for hans søn. En anden forælder fremhæver som den væsentligste kompetence en vejleder/professionel skal besidde (og som hun også mener hendes søns vejleder besidder), at de skal se og forstå den unge og dennes specifikke behov: [Vejlederen], hun ved lige præcis hvor [min søn] han er. Det gør jo så, at hun kan komme frem med nogle muligheder, som passer sammen med [min søn]. [F2, s. 5] De unge skal, set fra et forældreperspektiv, have samme rettigheder som andre unge, men samtidig er det vigtigt, at de bliver set ikke bare som særlige unge, men præcist som de særligt særlige unge de er, og altså ikke slås i hartkorn med andre særlige unge. OVERGANGE - SÅRBARHED Overgangen mellem specialskole og STU er en betydningsfuld overgang både for den unge og for forældrene. De unge skal forlade et skoleforløb, som i store træk er forbundet med forudsigelighed og tryghed, og står overfor en fremtid, som på mange måder er præget af usikkerhed. Det gælder for alle unge, at denne fase er forbundet med brud og nyorienteringer. En vigtig udfordring i ungdomsperioden er etableringen af en personlig identitet, som bl.a. skal ses i sammenhæng med de valg den unge træffer vedr. uddannelse og livsstil (Schultz Jørgensen, s. 161). Men det er måske
især kendetegnende for de unge i STU-målgruppen, at de ikke i samme udstrækning som andre unge har mulighed for at vælge retningen i deres eget liv. De uddannelsestilbud der er, er forholdsvis begrænsede, og det er i vid udstrækning andre forældre, vejledere, sagsbehandlere, visitationsudvalg - der berammer de unges mulighedsfelt. I nogle af de kommuner, der er repræsenteret i vores datamateriale, er det primære tilbud til unge et uddannelsesforløb i CSV-regi. Eksempelvis skal Anina på CSV. Hun ved det (formodentlig) ikke selv, og hendes far ønsker det ikke. Men det er det tilbud, hun har fået. Malthe skal på specialefterskole. Han vil helst blive, hvor han er, og siger, at han måske tager hjem. Viktor glæder sig på interviewtidspunktet til at komme på specialefterskole. Han synes han trænger til at komme hjemmefra. Det samme gælder Christian. For forældrene er der tale om en periode præget af usikkerhed, dels fordi det er vanskeligt for dem at få rede på hvilke muligheder der er for deres unge, og hvilke rettigheder de har, men også fordi det er vanskeligt at give slip på et barn, som de har holdt under vingerne i langt større omfang, end man ville gøre med et barn, der ikke var handikappet. En af forældrene siger: jeg håber ikke jeg har gjort ham til et curlingbarn, men jeg har ligesom fjernet nogle af de ting, der har gjort livet besværligt for ham. Hvis han ikke har kunnet snøre sko, så har vi købt sko med velcrolukning, eller da han ikke kunne lukke knapper, så har jeg købt joggingsæt [ ] ja, hele det liv vi har haft sammen har været sådan, med alle de ting det indebærer, og nu skal han lige pludselig selv. Og jeg vil gerne have, at han skal selv, det er ikke lige det, men kan han nu? Det ved jeg godt alle forældre har, men man har det måske endnu mere, når man har et barn, der har svært ved det. [F3, s. 3] Aninas far er bekymret for, om man på Aninas kommende uddannelsessted (CSV) har ekspertisen til at håndtere hans datter, og kan forstå hendes tegn. Han er blandt andet bekymret for om der hele tiden er en voksen, der holder øje med hende, blandt andet så hun ikke går derfra. Hun vil ikke kunne finde tilbage, siger han. Aninas far er glad for specialskolen, som hun går på nu, fordi han kan mærke, at hun er glad for at gå der. Adspurgt om Anina selv er klar over, at hun skal stoppe på specialskolen, svarer han: hun kan ikke forstå det. Selvfølgelig vil det blive meget hårdt for hende. For det første er der nogle voksne her, der kan hjælpe hende, og for det andet er der eleverne [der] mødes her, legepladsen, skolen, - og det bliver jo væk [ ] måske bliver vi glade, måske bliver vi ikke så glade. Men [nogle] handikappede, de kan ikke tale. Min datter kan ikke sige til mig, at hun ikke kan lide den nye skole..[ ] Det er os, der skal tage stilling for dem. Det er os, der skal tale for dem. [F4, s. 4] Forældrenes usikkerhed i forhold til overgangen mellem grundskole og STU hænger i ovenstående eksempler sammen med om de unge kan klare sig, og om de unge vil trives i nye rammer. Men usikkerheden er også knyttet til uigennemskueligheden i STU-lovgivningen og sagsgangene vedr. den unges uddannelsesforløb. Som tidligere nævnt, har én forælder oplevet, at sagsbehandleren én ud af syv sagsbehandlere,
der var knyttet til hans søn på eet år ikke var bekendt med, at sønnen ikke var berettiget til SU på STU en. Forældrene giver udtryk for, at det er vanskeligt at gennemskue hvilke muligheder, der er for deres unge. Nogle forældre problematiserer de lange sagsgange, hvor man skal vente lang tid på, at der er truffet en afgørelse eksempelvis om forsørgelsesgrundlag, eller om hvilken institution den unge skal starte i efter sommerferien. Det opleves som belastende bl.a. med henvisning til, at der er tale om unge, der har brug for klare rammer. De interviewede forældre oplever deres unge som sårbare i forbindelse med overgangen mellem grundskole og STU. Sårbarheden skal dels forståes som en sårbarhed i forhold til de forandringer, der sker i de unges liv, men også en sårbarhed i forhold til uigennemskuelige systemer, lovgivninger og sagsgange. De professionelle omtaler ikke på samme måde de unge som sårbare. Én vejleder understeger derimod, at hun oplever forældrene som sårbare især i forhold til overgange i de unges liv: Forældrene er også anderledes at arbejde med de er sårbare deres børn er ikke ligesom naboens de er afhængige af forældrene altid. Især i overgangene bliver de mindet om, at deres børn ikke er ligesom naboens børn. [V2, s. 3] 18 ÅR OG MYNDIG? De interviewede forældre fremstår som engagerede forældre, der ser sig selv som nødvendige talerør og aktører på vegne af de unge. At de unge snart bliver eller netop er fyldt 18 år, er ikke for forældrene ensbetydende med, at de unge skal træffe beslutninger om egne liv, uafhængigt af dem. De oplever, at deres unge har lige så meget brug for dem, som før: [Min søn] er i den bedre halvdel, men vil helst have, at jeg står bagved eller bliver han usikker, meget usikker [F1, s.1] Interviewer: I morgen bliver [din søn] 18 år, og så er der i princippet ingen, der behøver at inddrage Jer længere. Forælder: Nej, men det er vel også kun i princippet. Og så længe han bor herhjemme, så er det os, der bestemmer [ ] Jeg vil da gerne inddrages fuldt, for [min søn] han kan da ikke finde ud af det selv. [F2, s. 4] Nogle forældre giver udtryk for, at det i samme åndedrag også er en lettelse, at kunne overlade noget af ansvaret for den unge til andre, der kan hjælpe den unge på en anden måde end man kan som forælder. Men forældrene vil gerne have indflydelse på den unges liv også efter det fyldte 18 år. De betragter ikke i den forstand de 18- årige unge som myndige. EN POSE BLANDEDE BOLSCHER
I tråd med forældrenes fokus på de unges forskelligheder, gør også de professionelle (bl.a. specialskoleledere, sagsbehandlere og vejledere) opmærksom på, at, der er tale om en mangfoldig målgruppe, som det er vanskeligt at give en entydig beskrivelse af. Én vejleder omtaler målgruppen (kærligt) som en pose blandede bolscher. Målgruppen bliver beskrevet, som bredere end før lovgivningen trådte i kraft, i den forstand, at der nu er en langt større gruppe af unge, der skal have tilbud om uddannelse, end det har været praksis før loven trådte i kraft. Én administrativ medarbejder i UU siger f.eks: Målgruppen er langt bredere en den, der indgik i amtets tre-årige uddannelse. Vi har autisterne, vi har asbergerne, vi har de vandretliggende. Det havde de ikke det var de bedste. [V1, s. 3] De svageste unge i målgruppen, der forud for lov 564 ikke vil have fået et uddannelsestilbud, ville være blevet placeret på det, som en skoleleder kalder fritidshjem for voksne, og en vejleder kalde opbevaring på et socialpædagogisk opholdssted med værksteder og bo-del. Mik Meyer (Mik-Meyer, 2004, s. 32-34) gør opmærksom på hvordan der er sammenhæng mellem kategorisering af klienter, organisationers formål, medarbejderstab og metoder. Kategoriseringer er knyttet til de handlinger en medarbejder kan iværksætte, indenfor rammerne af den organisation han eller hun arbejder i, og organisationens formål. De unges eventuelle diagnoser er ikke eentydigt afgørende for om de tilhører målgruppen, hvad deres forsørgelsesgrundlag bliver og i hvilket omfang de vurderes at ville profitere af et bestemt uddannelsesforløb. I tillæg til eventuelle diagnoser benytter de professionelle nogle kategoriseringer af de unge, som internt benyttes til at ordne de unge i håndterbare grupper. Nogle af de overordnede kategoriseringer, som vejlederne anvender, når de skal beskrive hvordan en ung placerer sig i målgruppen, knytter sig til om de unge er stærke/gode eller svage/tunge/dårlige, og om hvorvidt de er det fagligt eller socialt. En ung kan godt være fagligt stærk, men ikke i stand til at begå sig socialt, og derfor tilhøre målgruppen for STU en. Omvendt kan en ung, der socialt er stærk, være fagligt svag, og på den baggrund tilhøre målgruppen. Betegnelsen dårlig anvendes mest om unge, der både er fagligt og socialt svage. Hvis de efter et år skønner, at den unge er så god, at hun kan komme på gartner, så er der jo ingen, der stiller sig imod [V1, s. 3] Målgruppen er bredere en den [jeg] vejledte før, både i den tunge ende og i den gode ende [V2, s. 2] Fra vores produktionsskole er der i hvert tilfælde nogle, der problematiserer, om de er dårlige nok, dem vi har taget til det første år [til CSV]. [V3, s. 6]
Kategoriseringerne kan fortolkes som bestræbelser på at etablere pejlemærker i forhold til en kompleks målgruppe. At en ung er udviklingshæmmet siger ikke nødvendigvis noget om, hvor han eller hun placerer sig i målgruppen, eller hvilket tilbud, der vil være godt for ham eller hende. Oplysninger om hvorvidt han eller hun er socialt stærke eller svage og fagligt svage eller stærke er i højere grad handleanvisende. Kategoriseringen god/stærk-dårlig/svag synes at være knyttet til vejlederens vurdering af, om der efter ungdomsuddannelsen er et uddannelsesperspektiv eller arbejdsmarkedsperspektiv for den unge. Det fremgår dog ikke tydeligt af datamaterialet i hvilket omfang disse kategoriseringer har betydning for hvilke tilbud, der etableres til de unge. En professionel (i et gruppeinterview) understreger, hvordan kategoriseringen af de unge i forhold til forsørgelsesgrundlag har betydning for de unges måde at forstå sig selv på, og giver udtryk for at det er problematisk, at de unge meget tidligt fastlåses i en selvforståelse som pensions-modtager: Jeg tænker på hvad det gør ved de unge at forsørgelsesgrundlaget skal besluttes så tidligt, altså at de i en alder af 16-17-18-årige skal høre sig selv omtalt som pensionsberettiget, hvad gør det vil deres identitet, at man allerede skal snakke om pension og i den forbindelse at få et skånejob, hvad gør det ved dem. For at få en pension er jo ligesom at få en billet til at blive parkeret [ ] For de unge, der har en erkendelse af at de ikke ligner alle andre unge, der kan det give identitetsproblemer hvis man ikke har gennemdiskuteret hvad det her betyder. De har i hvert fald mange spørgsmål når de kommer til os, og har ikke nødvendigvis opfattet sig selv som unormal [.] Og der kan det næsten i en periode bremse deres udviklingskvote, fordi de hele tiden kæmper med den der erkendelse af, at det er sådan det er [T1, s. 8] Hertil gør andre deltagere opmærksom på, at det for mange unge er forbundet med tryghed at blive godkendt til pension, men det er væsentligt i tråd med ovenstående citat at påpege, hvorledes forsørgelsesgrundlag er knyttet til selvforståelse og identitet. I den sammenhæng kan det hævdes, at SU som forsørgelsesgrundlag udover at bidrage til at sidestille de unge på STU med andre unge, kan bidrage til at give dem en selvforståelse som studerende. 4. Udfordringer På baggrund af ovenstående perspektiver på de unge, tegner der sig nogle udfordringer for de professionelle, der møder de unge i forhold til lov 564. At udarbejde metoder til en mere systematisk identifikation af unge, der potentielt tilhører målgruppen, så alle de unge, der har retskrav på et STU, får tilbud herom At etablere en egentlig vejledningsindsats rettet eksplicit mod forældre og andre voksne, der i praksis varetager de unges uddannelsesinteresser
En sådan vejledningsindsats kunne blandt andet sætte fokus på forældrenes sårbarhed i forhold til overgange i den unges liv At arbejde på at gøre STU en SU-berettiget, dels for at få afklaret forsørgelsesgrundlaget én gang for alle, og dels for også herigennem at kunne tilbyde de unge en identitet som studerende, mens de er under uddannelse At sætte fokus på i hvilket omfang de forskellige kategoriseringer, der anvendes om de unge, styrer vores idéer om hvilke tilbud de skal have, og hvordan en uddannelsesplan skal sættes sammen. Betyder kategoriseringen dårlig f.eks. at tilbuddet til den unge kommer til at ligge så tæt op af opbevaring, som det nu er muligt at udforme det, inden for rammerne af lov 564. Litteratur: Andersen, Jens & Asger Hyldebrandt Pedersen (2008). Ungdomsuddannelse for unge med særlige behov - Unge i gang med uddannelsen i perioden 1. august 2007 31. januar 2008. Notat 10. juli 2008. Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov nr. 564 af 06/06/2007. Lokaliseret d. 2. december 2008 på http://www.uutoender.dk/filestore/files/10881.pdf Mik-Meyer, Nanna (2004). Dømt til personlig udvikling. Identitetsarbejde i revalidering. Hans Reitzels Forlag. Pedersen, Asger Hyldebrandt (2008). Ungdomsuddannelse for unge med særlige behov - Unge i gang med uddannelsen i perioden 1. august 2007 31. maj 2008 supplerende undersøgelse. Notat, 27. august 2008. Schultz Jørgensen, Per (2005). Ungdom og identitet. I: Anne Knudsen og Carsten Nejst Jensen: Ungdomsliv og læreprocesser i det senmoderne samfund. Billesø og Baltzer Vejledningsmateriale til ungdomsuddannelse for unge med særlige behov (USB) Undervisningsministeriet oktober 2008.
Slutnoter i Navnene på de unge er ændret af hensyn til anonymiteten. ii Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov nr. 564 af 06/06/2007. Lokaliseret d. 2. december 2008 på http://www.uutoender.dk/filestore/files/10881.pdf iii Bemærkninger til Lov 564 iv Vejledningsmateriale til ungdomsuddannelse for unge med særlige behov (USB) Undervisningsministeriet oktober 2008 v Pedersen, Asger Hyldebrandt (2008). Ungdomsuddannelse for unge med særlige behov II - Unge i gang med uddannelsen i perioden 1. august 2007 31. maj 2008 supplerende undersøgelse. Notat, 27. August 2008 vi Notationen henviser til informanttype og interviewnummer, samt sidetal i udskrift. F står således for forældreinterview og 2 for forælder nr. 2, og så fremdeles