Årets Pressefoto 2014

PRESSEMEDDELELSE Statsminister Helle Thorning Schmidt åbnede udstillingen Årets Pressefoto Statsminister Helle Thorning- Schmidt åbnede udstillingen og overrakte prisen for Årets Pressefoto til Martin Lehmann, Politiken på Det Nationale Fotomuseum, Det Kongelige Bibliotek i København. Årets Pressefoto 2014 er afgjort, og vinderen er Martin Lehmann med billedet af den lille 5- årige Rose på sit dødsleje. I dommernes begrundelse for valget siger de bl.a.: Fotografiet udstråler livsglæde ikke dødens pessimisme, det her er livets nysgerrighed, der møder døden, og vi får præsenteret en mening i noget, der er så meningsløst som en 5- årig piges død. Det er et billede, mennesker i alle aldre vil kunne se på og forstå, og det lærer os noget om døden, som vi kan bruge. Derfor bliver det så livsbekræftende. Billedet vinder samtidig kategorien Reportage Danmark. 189 medlemmer af Pressefotografforbundet deltog i årets konkurrence, og 32 fotografer var nominerede. Vinderne blev valgt fra 3413 fotos, 31 multimedieproduktioner og 36 videoproduktioner. Udstillingen kan ses på Det Nationale Fotomuseum, Det Kongelige Bibliotek frem til den 18.april 201 I løbet af marts åbner udstillingen også på Aros, Århus og Danmarks Jernbanemuseum, Odense, hvorefter den gæster en række danske byer. Bedste hilsner Lars Lindskov Formand, Pressefotografforbundet Årets Pressefoto Martin Lehmann POLITIKEN Rose Rose blev 5 år. Rose blev født med et halvt hjerte. Livet var en udfordring for Rose og hendes familie, men i flere år var hun en livlig, glad pige. En lillesøster. En datter. Et liv. At døden kom nu, overraskede. Roses forældre, Birgitte og Jacob, valgte at tage deres døde datter med hjem for der at sige farvel, i stedet for at aflevere hende i et kølerum. Storesøster, Lara, åbner Roses øjenlåg. Birgitte: Jeg tænkte på, om det virkede stødende, ikke på børnene, men på de andre voksne. Men ingen reagerede. Så besluttede jeg, at hun bare skulle have lov til at gøre det. Se øjnene, sagde Lara. Tekst og foto: Martin Lehmann JURYEN: Der var en åbenlys årsag til dommernes valg af Årets Pressefoto. For efter de havde set ca. 300 billeder, blev de enige om, at ét bestemt ville blive stående på deres nethinde også i mange år frem: Martin Lehmanns unikke billede af lille Rose på sit dødsleje med hendes storesøster og veninder. Fotografiet udstråler livsglæde ikke dødens pessimisme, det her er livets nysgerrighed, der møder døden, og vi får præsenteret en mening i noget, der er så meningsløst som en 5- årig piges død. Det er et billede, mennesker i alle aldre vil kunne se på og forstå, og det lærer os noget om døden, som vi kan bruge. Derfor bliver det så livsbekræftende. Når vi selv kommer i kontakt med døden, vil vi kunne trække dette billede frem fra vores indre, og bruge det til at prøve at forstå det uforståelige. Juryen fremhævede også, at mange serier i årets konkurrence har taget os med til steder i verden, det er svært at komme til. Men her går fotografen lige rundt om hjørnet og åbner døren til et rum, vi ikke anede eksisterede. Årets Pressefoto er valgt udelukkende på billedets styrke og ikke historiens aktualitet, for den er tidløs og eviggyldig. 1

Årets Pressefotograf Jacob Ehrbahn POLITIKEN UAFHÆNGIGHEDSPLADSEN Efter hårde kampe med politiet i januar, hvor fire demonstranter mistede livet, har protesterne mod Ukraines præsident Viktor Janukovitj og hans russiske kurs udviklet sig til en regulær besættelse af Uafhængighedspladsen og de omgivende gader i Kiev. Det lille revolutionære samfund, der i folkemunde kaldes Maidan, favner en broget flok mennesker fra hele landet. Her er unge og gamle, mænd og kvinder, højrenationalister og humanister. De deler alle et stærkt ønske om at komme af med deres korrupte politikere og vælte præsidenten. Tirsdag den 18. februar stormer demonstranterne præsidentens partihovedkvarter. Politiet slår hårdt igen og trænger demonstranterne helt tilbage til Uafhængighedspladsen. Demonstranterne bygger brændende barrikader og kæmper resten af natten for at holde politiet på afstand. Næste morgen er fagforeningshuset, som var revolutionens organisatoriske hjerte, udbrændt, og mere end 25 mennesker har mistet livet i kampene. PAUSE Ingelis Nielsen, Bente Hansen og Kurt V. Hansen er på vej til Svendborg for at se en revy. På en rasteplads i Nyborg spiser de medbragt smørrebrød fra deres lokale slagter i Ballerup. Knud drikker sodavand til måltidet, da det er ham der kører. TYRENS RØVHUL Xtreme mandehørm er et 12 km ekstremløb, kun for mænd. Løberne i denne serie er fotograferet i et interimistisk studie, som fotografen satte op i skoven lige efter løbets største mudderhul, også kaldet Tyrens Røvhul. For langt de fleste af deltagerne går løbet ud på at få en god oplevelse frem for en god tid. Så derfor var de fleste generøse nok til at bruge 30-60 sekunder på at blive fotograferet. Det føles, ligesom da jeg hoppede i vandpytter som lille og var fuldstændig ligeglad med, hvor beskidt jeg blev. Det er befriende, når nu man er blevet 40 år. - Jesper Sørensen, entreprenø fra Fredensborg. REVOLUTION Efter hårde kampe med politiet i januar, hvor fire demonstranter mistede livet, har protesterne mod Ukraines præsident Viktor Janukovitj og hans russiske kurs udviklet sig til en regulær besættelse af Uafhængighedspladsen og de omgivende gader i Kiev. Det lille revolutionære samfund, der i folkemunde kaldes Maidan, favner en broget flok mennesker fra hele landet. Her er unge og gamle, mænd og kvinder, højrenationalister og humanister. De deler alle et stærkt ønske om at komme af med deres korrupte politikere og vælte præsidenten. Om morgenen den 20. februar laver demonstranterne et overraskelsesangreb på politiet og tilbageerobrer alle deres gamle barrikader. Det bliver den blodigste dag i det selvstændige Ukraines historie. Mere end 70 mennesker mister livet, de fleste bliver skuddræbt af politiets snigskytter. En såret demonstrant bliver bragt til et af pladsens interimistiske felthospitaler. JERNMÆND Steen og Peder Mondrup er tvillingebrødre og udgør tilsammen Team Tvilling. Tvillingerne blev født i 1980, 3 måneder for tidligt, og Peder manglede ilt under fødslen. Steen fik fuld førlighed, mens Peder er spastiker, sidder i kørestol og har brug for hjælp 24 timer i døgnet. Peder har gjort en dyd ud af at se muligheder i livet i stedet for begrænsninger, og med den indstilling - samt en viljefast tvillingebror med vilde ideer - kan brødrene nu skrive jernmænd på deres cv'er. Jeg fulgte brødrenes træning og deltagelse i andre løb i månederne op til KMD IRONMAN i København i august. Træningsdag Amager Strandpark. Ved hjælp af et seletøj svømmer Steen med Peder i en oppustelig kajak. Steen har tidligere på året været på træningslejr i Australien hos en god ven, der brugte en måned på at bringe ham fra ubehjælpelig brystsvømning til powercrawl. JURYEN: Årets Pressefotograf har så stor en fotografisk værktøjskasse, at billederne i kollektionen næste kunne være taget af forskellige fotografer. Han formår at tilpasse sig historien med sit billedsprog, og det er ikke en fotograf, der på nogen måde kører på autopilot. Alle billederne er i verdensklasse. Som redaktør ville man ikke tøve med at sende ham ud på, en hvilken som helst opgave for hans spændvidde er enorm, og han giver sig selv 100 % hver gang. Dommerne ønsker at fremhæve billederne fra Ukraine, der fremstår som en stærk førstehåndsberetning, der er virkelig godt fotograferet med stor respekt for emnet og de involverede. 2

Årets Nyhedsbillede Danmark Anthon Unger EKSTRA BLADET GADEKAMP I INDRE BY Danmarks Nationale Front (DNF) holder demonstration på Christiansborg Slotsplads. Da de fremmødte DNF ere begynder deres demonstration, begynder moddemonstranter at råbe slagord mod nazisterne. Derefter eskalerer situationen hurtigt. Slagord bliver råbt hen over hovedet på politiet, imellem Nazister og moddemonstranter. Tekst og foto: Anthon Unger Esben Rohde Kristensen, formand for Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, kommer for sent til demonstrationen og må snige sig gennem moddemonstrationen, men bliver opdaget og det kommer til kamp mellem ham og moddemonstranterne. Tekst og foto: Anthon Unger Civilt politi forsøger at tvinge moddemonstranterne bort fra Christiansborg Slotsplads. Tekst og foto: Anthon Unger Christiansborg Slotsplads omdannes til et inferno af flasker og knipler imellem politi og moddemonstranter. Tekst og foto: Anthon Unger En moddemonstrant bliver ramt af en flyvende flaske på benet. Tekst og foto: Anthon Unger En moddemonstrant samler flasker og gør klar til at kaste. Tekst og foto: Anthon Unger JURYEN: Det er ifølge dommerne sjældent, at man ser en serie, hvor alle billederne er så langt inde i begivenheden som her. Det er måske ikke årets største eller vigtigste begivenhed, som Anthon Unger har dækket, men til gengæld er den virkelig velfotograferet. Der har ikke været så meget tid til at tænke undervejs, og fotografen har bare måttet reagere i situationen. Reportagen understreger stillbilledets overlegenhed overfor de flygtige, levende billeder. Fordi her får vi både mulighed for at fornemme hele stemningen og tid til at afkode, hvad der sker. Serien formidler simpelthen en forståelse for, hvordan en konfrontation opstår, og en situation eskalerer, samtidig med at fotografierne er velkomponerede og interessante. Det er en klassisk reportage, hvor der ikke er valgt side, men alle parter er repræsenterede. Nomineret til Årets Nyhedsbillede Danmark Anthon Unger EKSTRA BLADET TABER Lars Løkke har knokoutet sit eget parti oven på endnu en bilagsskandale. Og vælgerne straffer Venstre med et dårligt valg til EU- parlamentet. Tekst og foto: Anthon Unger. JURYEN: Anthon Unger er også nomineret i denne kategori med sit suveræne billede af EU- valgets taber Lars Løkke Rasmussen. Endnu en gang beviser fotografen, at han formår at være på det helt rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Der var flere indsendte billeder af præcis den samme situation. Men kun én fotograf har taget det bedste, hvor han både er tæt på Løkke og på pressen bag ham. Her bliver servietten presset så hårdt mod hans ansigt, at den ikke alene udtrykker nederlag, men også smerte. Det fremstår som det ikoniske fotografi på manden med alle nederlagene, der alligevel klarer sig igennem det hele. Men lige i dette frosne øjeblik ville han tydeligvis hellere være et hvilket som helst andet sted end lige dér. 3

Nomineret til Årets Nyhedsbillede Danmark Kasper Palsnov Scanpix MARIUS Da giraffen Marius blev aflivet og obduceret i Københavns Zoo bredte nyheden sig som et steppeild over hele verden. Uforstående dyreelskere var meget berørte af situationen og flere sendte dødstrusler til havens videnskabelige direktør Bengt Holst, der dog reagerede roligt: Det nytter ikke noget, at vi laver verden om til en Disney- verden. Tekst og foto: Kasper Palsnov JURYEN: Endnu en gang gik en historie om Danmark kloden rundt og bragte følelserne i kog. Aflivningen og den efterfølgende offentlige obduktion med fuld partering af girafføllet Marius foran børnene, blev diskuteret og lagt for had af alle de mennesker verden over, der ikke forstod hvorfor. Imens gav det fin mening for de fleste danskere. Kasper Palsnov formidler historien ganske subtilt. Vi ser kun en del af et girafben, men er straks med på, hvad det handler om. I alle ansigterne kan vi aflæse de forskellige følelser og reaktioner, uden at det bliver penslet ud. Billedet bliver også indirekte et symbol på velfærdssamfundet, for ingen havde løftet et øjenbryn, hvis der havde været tale om en almindelig dansk ko eller en giraf i Afrika. Årets Nyhedsbillede Udland Mads Nissen POLITIKEN EBOLA I SIERRA LEONE Ebola- epidemien har bragt store dele af Vestafrika i knæ. Den ekstremt smitsomme virus spredes gennem nærkontakt og udrydder hele familier og lokalmiljøer. Med andre ord smittes du altså oftest af - og viderebringer selv - den dødbringende virus til de personer, du holder allermest af. Intet andet land er så hårdt ramt af ebola- virussen som Sierra Leone. Officielt er knap 8.000 døde af ebola, men tallet er formentlig flere gange højere. Og uden tilstrækkelig hjælp spreder ebola sig hastigt i de hårdtprøvede sierra leonske hjem. Den nuværende ebola- epidimi startede i Guinea i december 2013, men bed sig for alvor fast i de indtil for nyligt krigshærgede lande Liberia og Sierra Leone i løbet af foråret 201 Indtil videre er knap 8.000 døde. Et begravelseshold iført sikkerhedsdragter begraver en formodet ebola- smittet person på King Tom Cementary i hovedstaden Freetown, hvor antallet af begravelser er steget fra 10-15 om dagen før krisen til mellem 50 og 60 i dag. Den eksplosive stigning har gjort det nødvendigt for begravelsespladsen at udvide ind på den nærliggende losseplads. Tekst og foto: Mads Nissen Jariath Sesay lider af voldsomme symptomer, der alle indikerer, at den 55- årige kvinde har ebola i udbrud. Efter at have ventet på hjælp i flere dage er der omsider ankommet en ambulance, som kan køre hende til et behandlingscenter. Indtil nu har hendes søn, som her bærer hende ind i ambulancen, plejet hende, men da han indtil nu ikke har haft adgang til beskyttelsesudstyr, vil også han formentligt blive syg inden for et par dage. Tekst og foto: Mads Nissen Jariath Sesay, 55 år, er omsider blevet hentet af en ambulance til trods for, at hun har i dagevis har haft symptomer, der alle tyder på ebola. Hendes tilstand er yderst kritisk, og med en dødelighed på op mod 90 procent er der stor risiko for, at Jariath Sesay aldrig kommer hjem igen. Da ambulancen kører, bryder hendes datter sammen i gråd. Tekst og foto: Mads Nissen En Røde Kors- medarbejder bliver renset med klor, efter at han har rørt ved liget af Mohammed Kamara, en 52- årig fisker. Personer, som er døde af ebola, udgør den største smittekilde. For at inddæmme virussen har Røde Kors oprettet professionelle begravelseshold, som henter de afdøde i deres hjem. Ikke alle har ebola, men holdet tager ingen chancer med sikkerheden, da de pårørende ofte misinformerer om dødsårsagen af frygt for stigmatisering fra naboerne. Dette var tilfældet her, hvor testresultater senere viste, at Mohammed Kamara var ebola- positiv. Tekst og foto: Mads Nissen 4

Idris Contehs mor døde af ebola, og som det ofte sker, er den 9- årige dreng nu offer for frygt og stigmatisering. Indtil videre ønsker ingen pårørende at have kontakt med og tage vare på Idris Conteh, som derfor bor med 21 andre ebola- børn på The Interim Child Center nær Freetown. Over hans seng står skrevet I m the blood of Jesus. Tekst og foto: Mads Nissen 67- årige Sheku Mansary er død i sit hjem af ebola, og hans lig skal nu hentes i den tætbefolkede Kissy Mess Mess i Freetown. Han efterlader sig 14 børn. Selvom det udgør en stor smittefare bliver madrasser, tæpper og sengelinned sjældent destrueret fra den syges hjem. Begravelsesholdende insisterede i begyndelsen, men måtte opgive, da det første til voldlige konfrontationer med fattige pårørende, der ikke ønsker at miste deres eneste ejendele. I stedet bliver de forsøgt renset med klor. Tekst og foto: Mads Nissen 7. Den største flaskehals i bekæmpelsen af ebola er en akut mangel på hospitalssenge. Smittebærende personer må vente i dagevis på behandling. Familien Fofana- Kamara er blevet så utålmodige, at de er taget ind til Connaught Hospital, hvor de venter foran hovedindgangen på ledige pladser. Alle viser de tydelige tegn på ebola, bortset fra 16- årige Isha Kamara som iført orange kjole og en enkelt handske forsøger at tage vare på sine familiemedlemmer. Hospitalet gør intet for at begrænse smitten eller behandle de desperate syge, som er mødt op uden aftale. Tekst og foto: Mads Nissen 8. Kandeh Kargbo blev kun 2 år og 5 måneder. Et begravelseshold fra Røde Kors bærer ham ned fra familiens hytte på en bjergskråning i bydelen Masoni i Freetown, og senere på dagen bliver han sammen med 50-60 andre personer begravet på King Tom Cementary. Hverken Kandeh Kargbos mor eller far deltog i begravelse, da de ikke havde penge til at komme dertil. Tekst og foto: Mads Nissen JURYEN: Dommerne var dybt imponeret over Mads Nissens fantastiske reportage om ebola- epidemien i Sierra Leone, som de fandt er både meget nærværende og foruroligende. Det er en meget fotografisk gennemarbejdet serie med rolige kompositioner og velframede billeder samtidig med, at den er fortællemæssigt stærk. Fotografen har truffet nogle rigtig gode valg i steder og situationer, der gør serien overraskende på mange planer, og han forfalder ikke til en postkolonial distance, som ellers ofte ses i denne slags reportager. Ofrene for ebola og deres pårørende befinder sig i en almenmenneskelig situation, som vi let kan sætte os ind i gennem billederne. Vi lærer dem at kende og kan mærke både deres smerte og deres angst. Hele understrømmen af denne usynlige trussel, der kræver så mange uskyldige liv, betyder, at vi som beskuere også føler os ubeskyttede og sårbare. Nomineret til Årets Nyhedsbillede Udland Gregers Tycho JYLLANDS- POSTEN KAMPEN FOR ET SELVSTÆNDIGT SKOTLAND Den 18. september 2014 skulle skotterne stemme om uafhængighed fra regeringsmagten i London. I ugerne op til valget viste meningsmålingerne, at et flertal af skotterne ville sige JA til at løsrive sig fra Unionen med England, som har eksisteret siden 1707. Stemningen i Edinburgh var spændt, da både JA- og NEJ- kampagnen kæmpede til det sidste for at få overtaget i den skotske befolkning. På Phoenix Pub i Edinburgh er folk samlet for se udfaldet af folkeafstemningen om Skotlands selvstændighed. Efterhånden som natten bliver til morgen går det op for de mange selvstændigheds- tilhængere, at Skotland har valgt at blive i unionen med England og Nordirland. 55 % af Skotterne ønskede at forblive i unionen med England. Dagen før afstemningen er Edinburghs gader fyldt med demonstranter, som ønsker et selvstændigt Skotland. Tekst og foto: Gregers Tycho I Edinburgh- kvarteret Craigmillar Niddrie mødes tilhængere for et selvstændigt Skotland på gaden under sloganet The short walk to freedom. Tekst og foto: Gregers Tycho 5

I et boligkvarter i Glasgow prøver, Skotlands First Minister, Alex Salmond, at overbevise skotterne om, at de skal stemme JA til et selvstændigt Skotland. Tekst og foto: Gregers Tycho I Edinburgh kvarteret Craigmillar Niddrie mødes både unge og gamle, som ønsker et selvstændigt Skotland. Tekst og foto: Gregers Tycho Orange Order i Skotland mødes i Edinburgh for at demonstrere for et samlet Storbritannien. Tekst og foto: Gregers Tycho Uden for et afstemningssted i Edinburgh. Tekst og foto: Gregers Tycho 7. På Phoenix Pub i Edinburgh er folk samlet for se udfaldet af folkeafstemningen om Skotlands selvstændighed. Efterhånden som natten bliver til morgen, går det op for de mange selvstændigheds- tilhængere, at Skotland har valgt at blive i unionen med England og Nordirland. 55 % af Skotterne ønskede at forblive i unionen med England. Tekst og foto: Gregers Tycho 8. På Pladsen foran Skotlands selvstyreparlament i Edinburgh må tilhængere fra JA- siden erkende, at Skotland har stemt NEJ til selvstændighed. En JA- tilhænger forlader pladsen foran selvstyreparlamentet. Tekst og foto: Gregers Tycho JURYEN: Det er svært at dække valg, fordi der sker så meget og alligevel så lidt. Men dommerne lod sig charmere af Gregers Tychos serie fra valget i Skotland og alle de fantastiske karakterer, han har fanget med sit kamera. Serien er både et portræt af en valgkamp og af en nation. Den er fotograferet med en lidt løs hånd og en snapshotagtig æstetik, som både passer godt til emnet og øger historiens troværdighed. Der er meget at kigge på, mange underhistorier, et velfungerende narrativ og elskelige personligheder. Juryen fremhævede desuden, at det er enormt flot, at en historie om valg i Skotland kan nå så langt i denne sværvægter- kategori. Nomineret til Årets Nyhedsbillede Udland Jacob Ehrbahn POLITIKEN REVOLUTION I KIEV, FEBRUAR 2014 Efter hårde kampe med politiet i januar, hvor fire demonstranter mistede livet, har protesterne mod Ukraines præsident Viktor Janukovitj og hans russiske kurs udviklet sig til en regulær besættelse af Uafhængighedspladsen og de omgivende gader i Kiev. Det lille revolutionære samfund, der i folkemunde kaldes Maidan, favner en broget flok mennesker fra hele landet. Her er unge og gamle, mænd og kvinder, højrenationalister og humanister. De deler alle et stærkt ønske om at komme af med deres korrupte politikere og vælte præsidenten. Barrikaderne er bemandet 24 timer i døgnet med demonstranter, som er parate til at forsvare pladsen med deres hjemmelavede slagvåben, skjolde og molotovcocktails. Konflikten har nået et stadie, hvor demonstranterne frygter repressalier fra regeringen, hvis de stopper nu, så de fleste er parate til at blive og kæmpe, til præsidenten er væltet. Tekst og foto: Jacob Ehrbahn Tirsdag den 18. februar stormer demonstranterne præsidentens partihovedkvarter. Politiet slår hårdt igen og trænger demonstranterne helt tilbage til Uafhængighedspladsen. Demonstranterne bygger brændende barrikader og kæmper resten af natten for at holde politiet på afstand. Næste morgen er fagforeningshuset, som var revolutionens organisatoriske hjerte, udbrændt, og mere end 25 mennesker har mistet livet i kampene. Tekst og foto: Jacob Ehrbahn 6

Revolution i Kiev, februar 2014 (3:8) En demonstrant hugger brosten i mindre stykker, så de bliver lettere at kaste langt med. De brændende barrikader kaldes firewalls, og den kraftige røgudvikling fra dem gør, at politiet ikke kan se demonstranterne og følge med i, hvad der foregår bag ved barrikaderne. Tekst og foto: Jacob Ehrbahn En træt præst kigger ud over Uafhængighedspladsen, da morgenlyset bryder frem. Kampene med politiet er stilnet af, men er stadigvæk i gang. Natten igennem har flere præster været synlige på slagmarken, og fra Maidan- scenen har lyden fra deres sang og messen blandet sig med lyden fra chok- granater, bål og brand. Tekst og foto: Jacob Ehrbahn Denne demonstrant går rundt i en slags trance og opdager slet ikke de skader, han har pådraget sig i nattens kampe. Tekst og foto: Jacob Ehrbahn Om morgenen den 20. februar laver demonstranterne et overraskelsesangreb på politiet og tilbageerobrer alle deres gamle barrikader. Det bliver den blodigste dag i det selvstændige Ukraines historie. Mere end 70 mennesker mister livet, de fleste bliver skuddræbt af politiets snigskytter. En såret demonstrant bliver bragt til et af pladsens interimistiske felthospitaler. Tekst og foto: Jacob Ehrbahn 7. En ung tilfangetaget politimand frygter for sit liv, da højtråbende demonstranter fører ham til et sikkert sted bag scenen på Uafhængighedspladsen. Demonstranterne tog en del betjente til fange under urolighederne. Og til tider opstod der tumult mellem folk, der ville beskytte betjentene, og andre der ville lynche dem, inden de kom i sikkerhed. Tekst og foto: Jacob Ehrbahn 8. Efter kampene den 18. og 20. februar, hvor omkring 100 mennesker mistede livet, begynder folk på pladsen at hylde deres døde helte. I flere dage er der jævnligt begravelsesritualer fra pladsens scene. Processioner med åbne kister går til og fra scenen og i nogle tilfælde ud til det sted, hvor den pågældende døde. Roman Tochyn, født 1970, blev dræbt af en snigskytte på Instytutska Street den 20. februar 201 Han efterlader sig kone og to børn. Tekst og foto: Jacob Ehrbahn JURYEN: Jacob Ehrbahn har formået at formidle en stenhård nyhed med et smukt billedsprog. Vi er med ham på pladsen og midt inde i begivenheden, men det er samtidig fotograferet med en varsomhed, der undgår at overæstetisere og stå i vejen for fortællingen. I stedet for at fotografere skriget har han fotograferet indåndingen før skriget, som en af dommerne formulerede det. Det er ikke fortænkt, og der er ingen distance. Det er ganske enkelt en stærk, nærværende og klassisk reportage, som formidler en ekstremt dramatisk hændelse, så vi kan holde ud at være med. Finere bliver det ikke. Dommerne understregede, at det var uhyre svært at vælge mellem vinderserien og Jacob Ehrbahns serie fra Ukraine. De diskuterede længe for og imod begge serier, og det var på målfoto, at den ene vandt frem for den anden. Årets Reportage Danmark Martin Lehmann POLITIKEN Rose Rose blev 5 år. Rose blev født med et halvt hjerte. Livet var en udfordring for Rose og hendes familie, men i flere år var hun en livlig, glad pige. En lillesøster. En datter. Et liv. At døden kom nu, overraskede. Roses forældre, Birgitte og Jacob, valgte at tage deres døde datter med hjem for der at sige farvel, i stedet for at aflevere hende i et kølerum. Storesøster, Lara, åbner Roses øjenlåg. Birgitte: Jeg tænkte på, om det virkede stødende, ikke på børnene, men på de andre voksne. Men ingen reagerede. Så besluttede jeg, at hun bare skulle have lov til at gøre det. Se øjnene, sagde Lara. Tekst og foto: Martin Lehmann 7

JURYEN: Få gange er vi heldige at møde billeder, som ændrer vores livssyn. Billeder, vi aldrig glemmer. Martin Lehmanns fotografi af lille Rose på sit dødsleje er et af den slags. Det er ikke bare et uforståeligt smukt billede af døden, det er også det mindst tabubelagte, som dommerne nogen sinde har set. Det er som en bouillonterning; en helt koncentreret, fortættet fortælling med uhyre mange lag og nuancer, der indeholder alle de spørgsmål, vi måtte have om emnet. På den måde bliver det også et belærende foto, som gør os klogere på døden. Dommerne understregede, at de var glade for, at det var sendt ind alene og ikke som del af en serie. Nomineret til Årets Reportage Danmark Daniel Hjort DMJX/POLITIKEN OUTSIDER En varm eftermiddag i maj gik jeg igennem Kongens Have. Det var første gang, jeg mødte miljøet omkring Kongens. I sad i en rundkreds under træet tæt ved statuen og drak øl. Nogle havde taget et anlæg med, og I lagde ikke mærke til, at jeg satte mig ned. Det første, jeg så, var, hvor meget I skiller jer ud fra de andre, som jeg mødt på gaden. I er først og fremmest meget unge. Flere af jer har et stort forbrug af alkohol og hash og stjæler fra butikkerne. Nogle af jer er løbet hjemmefra og vil aldrig se jeres forældre igen. I sover på gaden og har jeres tasker pakket med tæppe og sovepose. Skindergade i København en tidlig fredag morgen i august. Romer og Jesper er lige blevet smidt væk fra Københavns Byret, fordi de havde lagt sig til at sove på trappen. Tekst og foto: Daniel Hjorth En studentervogn nærmer sig Kongens Have. De unge fra Kongens løber hen til hegnet og ønsker tillykke til de nybagte studenter, der deler øl og sandwichs ud. Tekst og foto: Daniel Hjorth I foråret mødte Romer og Hannah hinanden i Kongens Have i en brandert. Han er 23 år, og hun er 1 Nu er de kærester. Tekst og foto: Daniel Hjorth Klokken er lidt over tre om natten, og Oliver på 16 år er faldet i søvn foran Københavns Byret. Mine forældre har meget imod den måde, jeg lever på. Jeg er vokset op med, at man ikke kan være lykkelig uden penge, og mine forældre er mega- kapitalistiske. Jeg har fundet ud af, at man sagtens kan være lykkelig, selv om man er en fattigrøv, fortæller Oliver. Tekst og foto: Daniel Hjorth Byretten en nat i juni. Da Simon kommer, er han helt bleg i ansigtet, og det bløder kraftigt fra hans ene hånd. Ingen ved, hvad der er sket. Pludselig er vi omringet af politimænd, og ingen må forlade stedet, før alle er blevet registreret og har fået tjekket deres jakker, tasker og sko. Der opstår tumult, og det ender med peberspray og flere anholdte. Tekst og foto: Daniel Hjorth Nissen er en del af subkulturen Juggalos, som er opstået omkring musikgenren Horrorcore. Det er lige meget, om man er født med en guldske eller en crackpibe i munden - alle kan blive en del af kulturen - hvis man har den rigtige ånd, siger de. Juggalos maler sig i ansigtet med sminke og klæder sig ud som onde klovne, og når man ser en anden Juggalo, hilser man med whoop, whoop!. Tekst og foto: Daniel Hjorth 7. Skal du have en killer?. Hugo (th.) vender jointskoddet om, så gløden er inde i munden. Hugo og Karl griber fat om hinandens hænder og sætter munden til. Og suger. Tekst og foto: Daniel Hjorth 8. Romer ved aldrig, hvor han skal sove: Finder jeg et sted, hvor jeg kan sove indendørs, eller skal jeg sove i Byretten igen i nat?. Tekst og foto: Daniel Hjorth 8

JURYEN: Selvom juryen havde set andre serier om hjemløse, havde de ikke set denne historie før, og miljøet var ukendt for dem. Serien har et godt anslag, den er varieret, stærkt fotograferet og Daniel Hjorth udnytter sine billeder godt til at fortælle historien. Der er en gennemgående sanselighed, og vi møder de unge, både når de er seje og stolte, og når de er sårbare og lidt sølle. Det er fortalt med en poesi, der sætter en stemning uden at overæstetisere. Dommerne lagde desuden også mærke til den særlige tone i billedteksten, hvor fotografen taler direkte til de unge, nærmest som var han en forælder. Nomineret til Årets Reportage Danmark Niels Hougaard JYLLANDS- POSTEN DANSKTOP Dansktopbandet Klaus & Servants har i fem årtier underholdt danskerne med deres glade ørehængere. De har solgt mere end 150.000 plader, kassettebånd og cd ere. For at fejre bandets 50- års jubilæum gav de i 2014 Dinner & Dance- koncert for de allermest trofaste fans på Hotel Scandic i Kolding. Ved et Dinner & Dance- arrangement kan publikum let gå død efter hovedretten. Derfor laver Klaus & Servants et trådløst show mellem bordene, hvor de sørger for at få folk op af stolene. Tekst og foto: Niels Hougaard Bente Larsen fra Næstved har ladet sin mand sidde ved bordet, mens hun filmer Klaus & Servants med sin telefon. Tekst og foto: Niels Hougaard Fire tons kabler, højttalere og andet udstyr skal der til, før Klaus & Servants kan levere et brag af en dansefest. Tekst og foto: Niels Hougaard Klaus & Servants spiller dansemusik i både hurtige og langsomme variationer, så alle kan være med. Tekst og foto: Niels Hougaard Mellem hovedret og dessert laver Klaus & Servants et trådløst show blandt bordene, så publikum ikke falder sammen af den megen mad. Derefter løfter en sød dessert automatisk energiniveauet. Tekst og foto: Niels Hougaard Der er ingen aggressioner, når Klaus & Servants spiller. I Kolding afsluttes jubilæumskoncerten med et fast ritual. Klaus dirigerer publikum til at danne to store cirkler, hvor alle tager hinanden i hænderne, og så synger han og publikum Jeppe Aakjærs gamle Tekst: Der er mi hånd, do gamle swend! Ræk øwer og gi mæ dind. Hwor er æ skjøn å find en ven, en håj mist for læng, læng sind. Tekst og foto: Niels Hougaard 7. Selvom dansegulvet er pakket fra først til sidst må nogen være bænkevarmere. Tekst og foto: Niels Hougaard JURYEN: Niels Hougaards serie om det aldrende dansktopband og deres begejstrede fans er næsten den diametrale modsætning til vinderbilledet. Her lod juryen sig rive med af billedernes umiddelbarhed og glæde. Serien er et portræt af et stykke Danmark, der inviterer beskueren med til fest, og giver os lov til at slippe tøjlerne et stykke tid. Det hele er fotograferet på en lidt tilfældig måde, der passer godt til feststemningen og temaet. Selvom stilen samtidig er lidt afklædende, bliver de danse- og musikglade personer ikke udleveret, fordi deres begejstring for det aldrende dansktopband er ægte og smittende. 9

Årets Reportage Udland Asger Ladefoged SCANPIX DE UØNSKEDE Omkring 500 flygtninge lever i små slumlejre i den nordfranske havneby Calais midt i Vesteuropa uden adgang til vand, varme eller el. I Calais prøver de at smugle sig ombord på lastbiler med kurs mod England, hvor de vil søge asyl, men hegnet omkring havnen er blevet højere, og politiet overvåger lastbilerne døgnet rundt. Der har aldrig været flere illegale immigranter i Calais, end i øjeblikket og tallet stiger dag for dag. Cirka 500 illegale immigranter befinder sig i øjeblikket i den Nordfranske havneby Calais. De er flygtet fra borgerkrig, folkemord og ekstremisme. Mange via en livsfarlig tur over Middelhavet. Tekst og foto: Asger Ladefoged Flere gange om ugen danner lastbiler fra hele Europa kø på indfaldsvejene til havnen i Calais. For immigranterne er det fribilletten til England. Det eneste det kræver er, at komme ombord og undgå at blive opdaget af chaufføren eller politiet. Tekst og foto: Asger Ladefoged The Jungle of Sudan. På et lille stykke jord tæt på motorvejen, der fører ned til havnen, bor omkring 300-400 sudanesere, der alle forsøger at komme til England. Tekst og foto: Asger Ladefoged For de syriske flygtninge, som holder til foran kirken i Calais, går det meste af dagen med at ryge cigaretter, varme sig under tæpper og vente på, at det igen bliver mørkt og de atter kan forsøge at komme ombord på færgen. Tekst og foto: Asger Ladefoged Rygtet er spredt. Det franske politi kommer måske og rydder lejren. Enten i aften eller i morgen tidlig. Af og til sker det. Og så må immigranterne igen på flugt og finde nye steder, hvor de kan slå teltene op. Nu er tiden dog kommet til dagens eneste måltid - fadet bliver i fællesskab tømt på få minutter. Tekst og foto: Asger Ladefoged Fra venstre: Ahmed, Omar, Bashar og Muhammed er alle flygtet fra Syrien. Nu gemmer de sig bag en container på havnen i den nordfranske by Calais. Nerverne skal dulmes og pulsen ned, om lidt skal det sidste hegn forceres. De prøver at smugle sig selv ombord på færgen, der krydser kanalen. Tekst og foto: Asger Ladefoged 7. Ahmed og Muhammed når i dette forsøg helt ind til færgen, men bliver tidligt næste morgen opdaget af vagthundene, inden de kom ombord mod England. Tekst og foto: Asger Ladefoged JURYEN: Det er en af samtidens vigtigste historier, som Asger Ladefoged fortæller i sin serie fra Calais. Netop, når der er så stor tyngde i historien, er det afgørende vigtigt, at vi som beskuere kan leve med i den. Det kan vi her, og det fandt dommerne, var en stor styrke. De havde en fornemmelse af, at fotografen var sprunget ned blandt flygtningene og portrætteret dem på deres egne præmisser. Samtidigt er der en linær historiefortælling, som ender, hvor fotografen ikke længere kan følge med. Det er en fotografisk nuanceret serie, der giver os et indblik i, at disse mennesker er stærke og determinerede. De er i virkeligheden i højere grad en resurse end et problem, mens deres farlige færd, usle vilkår og uønskede tilstedeværelse er et symbol på den sygdom, som krig og fattigdom er. Nomineret til Årets Reportage Udland Jakob Dall Freelance 10

DE LANDLØSE I NORDUGANDA De bor forsat i flygtningelejre, for de har intet sted, de kan kalde hjem. Næsten 20 års konflikt i det nordlige Uganda mellem centralregeringen og den terrorlistede organisation Lords Resistance army (LRA) efterlader sine klare psykiske spor i lokalbefolkningens bevidsthed. Kvinder som har mistet deres mænd under konflikten er blevet landløse, for i acholifolkets kultur må kvinder ikke eje land. I dag lever mere end 50.000 særligt sårbare, handicappede, syge - hovedsagligt kvinder og børn - fortsat på lånt tid i resterne af IDP- camps, og ved ikke om de med dags varsel bliver smidt væk af landejerne. På Lacor Health Center sidder en enlig kvinde og beder til, at hun bliver rask. Hun har smerter i brystet og venter på svar fra en række blodprøver. Kvinder som hende lever ofte som daglejere for at få mad nok til at overleve. Men bliver man syg, er man overladt til de andre i IDP- lejrens nåde i håbet om, at de giver en lidt af deres mad. Tekst og foto: Jakob Dall Jeg har allerede dødens sko på, så jeg ved, hvor jeg skal hen, siger Angee Santa. Hun har aids, og snart skal hun følge sin mand, der døde i oktober. Børnene tager en onkel sig af, det er der sørget for, forklarer hun. Hun har ikke andet end flygtningelejren at holde sig til. Tekst og foto: Jakob Dall Filda Ajok, 32, fik polio mens hun boede i flygtningelejren Acholibur Camp. Hun bor stadig, hvor lejren lå, før den officielt blev lukket i 2007. Hendes børn hjælper hende med at komme ind til byen i kørestolen, som er svær at køre alene på de sandede veje. Hendes mand Afngo Ajok arbejder som daglejer. Tekst og foto: Jakob Dall I udkanten af Amuru by bor flere hundrede forsat i den gamle IDP- camp. En uvis tilværelse for mange kvinder og børn, som hver dag frygter, at de bliver smidt væk af landejeren. Flere gange er de blevet truet med, at deres huse bliver brændt, hvis de ikke forsvinder, men de har ikke noget sted at tage hen. De er landløse. Tekst og foto: Jakob Dall Joyce Aciro er 34 år i dag, men husker tydeligt den dag LRA- soldater kom til landsbyen og kidnappede hende og hendes lillebror, sammen med andre børn og unge. Hun blev seksuelt udnyttet og blev tvunget til at se andre børnesoldater slå hendes lillebror ihjel med kæppe. Hun fik arbejde som hushjælp for en af Konys næstkommanderende, og efter et stykke tid lykkedes det hende at flygte ind i bushen. En tid hun helst glemmer, men den ligger konstant i bevidstheden. Tekst og foto: Jakob Dall Oola Justine ved ikke selv, hvor gammel han er, men han har hugget sten, så længe han husker. Oola lider af Nodding Syndrome, der er en psykologisk og mental sygdom, som kun rammer børn i Østafrika. Under den lange konflikt blev Nodding Syndome udbredt blandt de hårdt psykisk pressede børn, der levede med frygten for at blive kidnappet af Konys soldater. Derfor får Oola ikke lov til, at komme i skole som sine søskende, men sidder hver dag i 8-10 timer og hugger sten. Han tjener en dollar om dagen for sit hårde arbejde. Tekst og foto: Jakob Dall 7. Beatrice Pica, 17 år, er gravid i niende måned og har smerter. Barnet vender forkert, og hendes læge anbefaler, at hun tager til hospitalet i Gulu for at føde. Men hospitalet ligger to timers kørsel væk, og transporten har hun ikke råd til. Så hun kommer til at føde hjemme med hjælp fra en selvlært fødselshjælper i området. Hun frygter for hvordan det vil gå. Tekst og foto: Jakob Dall 8. Joyce Aciro, 34 år, sidder på foran bålet sammen med sin dreng og sin fars familie. Hun er flygtet i sikkerhed, efter at hendes mand havde drukket og tæskede hende. Joyce regner med snart at vende tilbage til manden. For hvor skal jeg ellers gå hen?, spørger hun. Tekst og foto: Jakob Dall JURYEN: Nogle historier har været fortalt så mange gange, eller ligner så meget andre historier, at det er svært at komme udenom klicheerne. Men det er lykkedes for Jakob Dall, der med sine smukke, nøgterne billeder, fortæller en 11

universel historie om nogle mennesker, hvis nød bliver forstærket af, at de bor i et fattigt land. Det er en meget velfotograferet serie, der bringer os lidt tættere på forståelsen af nogle medmennesker fanget i en permanent krise. Nomineret Årets Reportage Udland Thomas Lekfeldt SCANPIX FAVELA Rocinha er den største favela i Brasilien. På otte år fra 2003 til 2011 er 40 mio. ud af landets 200 mio. indbyggere blevet løftet op i middelklassen, og en stor del af dem lever i favelaer som Rocinha. Hver dag drager tusindvis af de lokale af sted på arbejde rundt omkring i Rio. Men favelaerne har samtidig været berømte og berygtede for narkohandel og anden kriminalitet, og politiet har holdt sig ude af områderne - indtil VM i fodbold i 201 Forud for turneringen er politiet rykket massivt ind i blandt andet Rocinha for at pacificere bydelene. Officielt bor der omkring 70.000 mennesker i favelaen, men uofficielle tal lyder på op mod 2-300.000 indbyggere i bydelen, som ligger på en bakkeskråning i udkanten af Rio de Janeiro. Tekst og foto: Thomas Lekfeldt En gruppe betjente fra militærpolitiet er i gang med en aktion i Rocinha. Sekunder senere trækker betjentene sig baglæns ned ad gaden og væk. Ingen skud bliver affyret. Ikke denne gang. Politiets indtog i favelaerne var succesfuld i begyndelsen, men efterhånden er de blevet mere og mere kritiseret for korruption, brutalitet og overdreven brug af magt. Tekst og foto: Thomas Lekfeldt 4- årige Yasmin er født i Rocinha. Hendes mor har boet i favelaen i 15 år. De har et lille fuglebur med fugle, som Yasmin og hendes bror Victor Hugo på 10 år leger med i den lille gyde foran deres lejlighed. Nogle af fuglene har fået klippet svingfjerene, så de ikke kan flyve væk. Men Yasmin og Victor Hugo er nødt til at holde skarpt øje med fuglene, når de er ude af buret, for ellers tager en af de mange gadekatte dem. Tekst og foto: Thomas Lekfeldt I en skolegård klemt inde mellem favelaens virvar af huse og gyder er der Capoeira- træning om aftenen efter skolens lukketid. Tekst og foto: Thomas Lekfeldt Ved et busstoppested på hovedvejen, som snor sig op gennem favelaen. Tekst og foto: Thomas Lekfeldt Favelaen er som vævet sammen af et kaotisk virvar af elledninger på kryds og tværs. Ikke alt er lige velorganiseret, men samtidig er udviklingen i Rocinha et godt billede på den udvikling, som Brasilien har gennemgået de sidste årtier. Da Rocinha blev grundlagt, var det et slumkvarter med simple skure bygget på en bakkeskråning, hvor der ofte var jordskred. Nu består bydelen af huse bygget af mursten og beton, og de fleste af dem har elektricitet, rindende vand og kloakering. Tekst og foto: Thomas Lekfeldt JURYEN: Der er en enestående farveholdning i Thomas Lekfeldts serie fra en favela i Rio, som dommerne fandt er æstetisk. Som fotograf får man meget foræret ved at vælge et farveunivers, for det giver serien en særlig sammenhængskraft. Oversigtsbilledet er ikke bare smukt, det fører os også ind i historien, hvor moren med barnet eksisterer side om side med en heftig maskulinitet. Her er fattigt, og der er synlige problemer, men livet leves. Dommerne fandt, at serien har en lille tendens til at romantisere, men de nød fornemmelsen af, at få lov til at træde ind i en helt anden verden styret af sanselighed, dufte og en undertone af vold. Juryen fremhævede, at det er en sjældent set serie på trods af den massive mediedækning af Rio i år. 12

Årets Sportsbillede Action Stine Bidstrup JYLLANDS- POSTEN Invictus Games På initiativ fra Englands Prins Harry dannede Den Olympiske By i London i september 2014 rammen om de første Invictus Games. Et idrætsstævne for soldater med fysiske eller psykiske skader. Det danske hold ved bueskydningskonkurrencen bestod af to fysiske skadede soldater Christian Richardson og Michael Thiim Sørensen, samt den psykiske sårede Finn Sennik Jensen. Vi vinder guld, hvis Finn kan holde nerverne i ro, sagde Michael, inden de gik ind til finalen, og trods en noget nervøs start skød de guldet hjem. Tekst og foto: Stine Bidstrup JURYEN: Sport Action kategorien handler i bund og grund om drama. Om lige præcis det afgørende øjeblik, hvor hele fortællingen om sportsgrenen er så fortættet, at det kan formidles i et enkelt billede. Det var præcis, hvad dommerne fandt i Stine Bidstrups fotografi af bueskydningskonkurrencen, som er taget i det helt rigtige splitsekund. Det er som en frosset teaterscene, hvor koncentrationen er mærkbar, og stilheden næsten kan høres. Men der var alligevel mere. For da billedteksten lagde det ekstra lag på, at sportsfolkene er danske krigsveteraner, fik historien en helt ny og vigtig dybde. De tre bueskytter er sportsfolk, men samtidig ført sammen af den fælles tragedie, som krigen er. Billedet bliver dermed også indirekte et symbol på den pris, nogle betaler, for at Danmark er i krig. Nomineret til Årets Sportsbillede Action Jan Sommer Frederiksen FREELANCE Formel 1 22- årige Kevin Magnussen blev husholdningsnavn i Danmark i 2014, da han debuterede i Formel 2,9 sekunder, 4 nye dæk og 19 mand i arbejde. Magnussens McLaren- crew i gang med weekendens hurtigste pit- stop. Tekst og foto: Jan Sommer Frederiksen JURYEN: Dommerne var ikke i tvivl om at nominere Jan Sommer Frederiksens fotografi af Kevin Magnussen i pit- stop. Selve sportsgrenen er fascinerende og svær at fotografere. Men billedet er grafisk og dragende i sin stramhed, der på en enkel måde både formidler kompleksiteten og det dybt teknologiske ved sporten. Også her lagde billedteksten endnu et lag på, og dommerne fremhævede, hvordan en gennemtænkt tekst kan løfte et billede. Man aflæser nemt de 17 mekanikere, der arbejder som effektive og ansigtsløse robotter, men det er vores viden om, at det kun tager dem 2,6 sekunder at skifte dæk, der for alvor imponerer. Nomineret til Årets Sportsbillede Action Timo Battefeld JYDSKEVESTKYSTEN En taber En håndboldhal i Humlehøj Hallen i Sønderborg blev en aften i november forvandlet til det uigenkendelige. Et stort bur på midten af det harpiksklistrede håndboldgulv prydede hallen. Inde i buret blev der kæmpet. Mand mod mand. En mod en. Kampleder og dommer stoppede Ömer Kavakli. Flængen ved øjet var for stor. Tekst og foto: Timo Battefeld JURYEN: Juryen var begejstrede for Timo Battefelds billede af MMA- fighteren, som de trak ud af en serie. Det er råt, ægte og nærværende. Men de syntes også, at det har noget næsten bibelsk over sig i kompositionen, hvor hånden spiller en vigtig rolle. På den måde bliver det et smukt og meget symbolsk billede på nederlaget, faldet og lidelsen. Årets Sportsbillede Reportage Carsten Snejbjerg 16TYVE ERZBERG RODEO Hvert år lægger bjerget Erzberg krop til verdens hårdeste enduroløb. Århundrede års minedrift i den østrigske by Eisenerz har skabt et kæmpe bjerg med sin meget specielle form, som giver kørerne udfordringer langt ud over det sædvandlige. 13

Kvalifikationen til højdepunktet, The Red Bull Hare Scramble, nås for 500 kørere ud af de 500 som kan deltage i løbet. Over to dage køres der prolog, og de 500 hurtigste vil efter deres tid blive fordelt i 10 rækker af 50 kørere til hovedløbet. Her venter deltagerne på at kunne køre ned i bunden af bjerget og få deres startplads. Tekst og foto: Carsten Snejbjerg. At løbet er brutalt og skånselsløst kan tydelig ses i antallet af kørere som magter at gennemføre. I 2012 gennemførte 7 kørere, i 2013 14 kørere og i 2014 klarede 31 kørere sig igennem ud af de 500 startende. Tekst og foto: Carsten Snejbjerg3 Mange af stigningerne må kørerne gentagne gange forsøge at forcere. Kørerne har fire timer til at gennemføre og undervejs opgiver de fleste op af udmattelse. Tekst og foto: Carsten Snejbjerg Prologen er i gang og lokale guider venter på toppen af bjerget og følger løbet. Tekst og foto: Carsten Snejbjerg. Kørerne rammer første stigning og bjerget viser tænder med det samme. Uhyggelige stigninger med sten, løs jord og mudder byder sig til som en brutal og skånselsløs modstander. No plan survives first contact with the enemy, Chris Denison, amerikansk pro- kører. Tekst og foto: Carsten Snejbjerg Amerikanske Chris Denison forsøgte for første gang løbet i 201 Han fik fra start bjerget at føle og løb ind i en lang række udfordringer. Midt i løbet fik Chris kørt sit prototypedæk af, og han måtte retur og montere nyt bagdæk. Chris forsøger i et hidsigt tempo at overhale andre kørere på bjerget for at indhente det tabte, men falder for tidsgrænsen. Erzberg har krævet et nyt offer, og skuffet kan Chris vaske det værste mudder af sig. Men ikke skuffelsen over at han heller ikke er stærkere end bjerget. Tekst og foto: Carsten Snejbjerg JURYEN: Dommernes første reaktion var forbavselse, da de så Carsten Snejbjergs vinderserie om det vilde ekstremløb for motorcykler Erzberg Rodeo. Det var med deres ord dog en super overraskelse, og de nød at serien pirrede dem fra første øjeblik: Hvor er man? Hvad foregår der? At der var nye oplevelser helst til sidste øjeblik cementerede deres beslutning om, at denne serie er en suveræn vinder i kategorien. De roste desuden det mættede farveunivers, der er en æstetisk foræring af rustne nuancer. Serien er meget velredigeret; stramt og med en sjældent set musikalitet, der svinger mellem små og store toner, mellem drama, kaos og ro. Opbygningen er klassisk for en reportageserie, og den vil kunne fungere i et layout på mange måder, som ikke nødvendigvis er kronologisk. Nomineret til Årets Sportsbillede Reportage Jacob Ehrbahn POLITIKEN JERNMÆND Steen og Peder Mondrup er tvillingebrødre og udgør tilsammen Team Tvilling. Tvillingerne blev født i 1980, 3 måneder for tidligt, og Peder manglede ilt under fødslen. Steen fik fuld førlighed, mens Peder er spastiker, sidder i kørestol og har brug for hjælp 24 timer i døgnet. Peder har gjort en dyd ud af at se muligheder i livet i stedet for begrænsninger, og med den indstilling - samt en viljefast tvillingebror med vilde ideer - kan brødrene nu skrive jernmænd på deres cv er. Jeg fulgte brødrenes træning og deltagelse i andre løb i månederne op til KMD IRONMAN i København i august. Badegæsterne på Amager Strandpark får sig en ekstra oplevelse, når Peder og Steen kommer for at træne svømning forud for KMD IRONMAN Copenhagen. Steen har aldrig deltaget i en Ironman. Han har to gange tidligere trænet sig op til en, men har begge gange måtte opgive at deltage på grund af skader. Nu har han sagt sit job op for at kunne træne fuld tid, og han er mere motiveret end nogensinde før. For hvis han giver op, giver han op for to, som han siger. Tekst og foto: Jacob Ehrbahn 14

Træningsdag Amager Strandpark. Ved hjælp af et seletøj svømmer Steen med Peder i en oppustelig kajak. Steen har tidligere på året været på træningslejr i Australien hos en god ven, der brugte en måned på at bringe ham fra ubehjælpelig brystsvømning til powercrawl. Tekst og foto: Jacob Ehrbahn I kraftig regnvejr gennemfører Steen og Peder Stevns - halv jernmand i tiden 7 timer og 22 minutter. Det er Team Tvillings hidtil største bedrift. Steen skal bruge alle sine kræfter på at skubbe Peder op ad en mudret bakke i et gammelt kalkbrud - et sted på ruten, der fik de fleste løbere til at gå. Tekst og foto: Jacob Ehrbahn Øresund Triathlon - halv jernmand. Peder og Steen svømmede på tiden 46:19. Men efter 20 kilometers cykling måtte Team Tvilling desværre udgå af løbet. Fem knuste bolte gjorde, at det forreste tandhjul faldt af cyklen. Brødrene ventede 2,5 timer i dette vejkryds på, at deres storebror kom og hentede dem i en kassevogn. Tekst og foto: Jacob Ehrbahn Efter en vellykket svømmetræning på Amager Strandpark tager Steen og Peder hjem og spiser aftensmad hos deres mor Else i Albertslund, hvor Peter skal overnatte. Dagen efter står den på cykeltræning. Ud over at deres fælles projekt styrker deres broderskab, håber tvillingerne, at de kan være med til at nedbryde den berøringsangst, der ofte er mellem handicappede og ikke- handicappede mennesker. Tekst og foto: Jacob Ehrbahn Stevns - halv jernmand. Sporten er for Peder et frirum, hvor han ind imellem helt glemmer, at han er handicappet. Og det er en stor motivationsfaktor for hans bror Steen. Mine største udfordringer ved sporten er, at jeg skal kontrollere mine muskler 100 %, og det koster meget energi, og så bliver min krop meget træt. Så dem, der tror, at det kun er Steen, der bliver træt, de kan godt tro om igen, siger Peder. Tekst og foto: Jacob Ehrbahn 7. KMD IRONMAN Copenhagen. Team Tvilling ligger sidst i løbet, så lukkemotorcyklen ligger i deres baghjul på de sidste 45 km af cykelturen, som i øvrigt blev ramt af et kraftigt regnvejr. Steen og Peder ved godt, at de 180 km på cykel er den del af løbet, som de har sværest ved at klare indenfor tidsgrænsen. Det er heller ikke let med en samlet kampvægt på 156 kg: cyklen: 21 kg, Steen: 80 kg og Peder 55 kg. Tekst og foto: Jacob Ehrbahn 8. KMD IRONMAN Copenhagen - ENDELIG!!!! - Efter 3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,195 km løb passerer Peder og Steen målstregen på Christiansborg Slotsplads i tiden 15 timer, 42 minutter og 38 sekunder. Drømmen er blevet til virkelighed. Tekst og foto: Jacob Ehrbahn JURYEN: Dommerne kiggede længe på Jacob Ehrbahns serie om Team Tvilling, der affødte diskussioner om etik og brødrenes forskellige roller i hele deres ironman- projekt. Netop det debatskabende element var medvirkende til, at de valgte at nominere den. Men de var først og fremmest meget begejstrede for, hvor stramt og velfortalt historien er. De understregede, at den er velfotograferet med flere ret komplicerede billeder, der indeholder mange elementer ved nøjere eftersyn. Selvom den er dygtigt betragtende, så kunne dommerne dog godt have ønsket sig lidt mere nærhed i billederne. Nomineret til Årets Sportsbillede Reportage Nikolai Linares FREELANCE DE RIGTIGE OLD BOYS Danmark er det eneste land i Europa, hvor der findes en officiel liga for de af landets fodboldspillere, der er fyldt 70 år. Ligaen hedder Grand Veteran Master. Og dem der vinder ligaen med de syv hold, kalder sig gladelig for Europamestre. 15

Østerbro IF s Grand Veteran Masters inden sæsonens første kamp. Danmark er det eneste land i Europa, hvor der findes en officiel liga for de af landets fodboldboldspillere, der er fyldt 70 år. Ligaen hedder Grand Veteran Master. Og dem der vinder ligaen med de syv hold, kalder sig gladelig for Europamestre. Tekst og foto: Nikolai Linares Flere af Østerbro IF s spillere smører varmende creme på knæene og i nakken inden en kamp. Det skal jo ikke knirke, når vi går på banen, siger en af spillerne. Tekst og foto: Nikolai Linares Hver torsdag klokken 100 træner Østerbro IF s Grand Veteran Masters - holdet i Fælledparken med det yngre hold Super Grand Old Masters, hvor spillerne er mellem 65-70 år. Af de mange baner, der er i Fælledparken, er dette den eneste, der er i brug en sådan formiddag. Flere af spillerne til dagens træning har været aktive fodboldspillere i mere end 50 år. Tekst og foto: Nikolai Linares I løbet af kampen mod AB s Grand Veteran Masters (i hvid og grøn) kommer flere af spillerne på skift op og diskutere med hinanden og flere gange må dommeren gå imellem spillerne. Vi spiller for at have det sjovt og for at holde os i gang, fortæller Østerbro IF s holdleder Poul Klarskov efter kampen. Men når vi er på banen, så kommer vi hurtigt til at opføre os som drenge igen. Kampen ender med en sejr på 3-1 til Østerbro IF. Tekst og foto: Nikolai Linares En af Østerbro IF s spillere tager sig en pause i slutningen af kampen mod ærkerivalerne fra BK Viktoria. På banen ved siden af bruger nogle drenge fra en nærtliggende skole deres frikvarter på at spille lidt fodbold. Grand Veteran Master- kampen enden med et nederlag på 0-3 til Østerbro IF. Tekst og foto: Nikolai Linares I omklædningsrummet går de ældre herrer i bad og lugten af mænd, der har dyrket sport hænger i luften. Der tales om fælles bekendte. Et par sjofle anekdoter bliver der også plads til. Det er jo et omklædningsrum. Frits Klingenberg (i sorte boxershorts) spillede for få år siden hos ærkerivalerne fra BK Viktoria og havde endda en titel som æresmedlem samt 25 år som formand i klubben. Men efter en hofteoperation fik han at vide, at han ikke skulle forvente meget spilletid og så skiftede han til naboklubben, hvilket indtil nu har medført en stadig hårdere tone mellem de to hold. Tekst og foto: Nikolai Linares 7. Efter endt træning er der altid bestil smørrebrødsmadder og et par øl til hver mand. I klubhuset spiser de frokost sammen, og der er altid noget at tale om. I dag går snakken meget på den landskamp Danmark tabte dagen før, og hvad man især burde gøre på landsholdets midtbanen for at få det til at fungere. Løsningerne er mange og de bliver ikke enige. Da sæsonen er ovre, er Østerbro IF s Grand Veteran Masters endt på en femteplads ud af syv hold og favoritterne fra Skovshoved er igen mestre. Tekst og foto: Nikolai Linares JURYEN: Dommerne kunne ikke lade være med at smile og i et enkelt tilfælde le højt, da de så Nikolai Linares fotografier af de gamle drenge på banen. Serien om veteranfodboldholdet, der spiller, som gjaldt det livet og evig ungdom, har et gennemtrængende lune, der kan mærkes. Den er glad, hyggelig og velfotograferet med en sprudlende fortælleglæde og lethed, der passer til emnet. Årets Danske Hverdagsbillede Casper Dalhoff Jyllands- Posten JUL FOR HJEMLØSE En privat gruppe mennesker har på Facebook dannet gruppen Hjemløs i Århus og samlet mad, tøj, gaver osv. ind. Det skal uddeles og spises søndag i advent, når der er jul for hjemløse i Aarhus, som dermed får et afbræk fra det hårde liv på gaden. Tekst og foto: Casper Dalhoff 16

JURYEN: Der er glæde og værdighed i Casper Dalhoffs velkomponerede vinderbillede af en gruppe hjemløse, der fester. Man kan nærmest høre musikken, og det er stærkt, respektfuldt og ligeværdigt, at man ikke kan se, hvem der er hjemløse, og hvem der er hjælpere. Der er mange forskellige sindstilstande i billedet, og det kønsløse nærmest sterile rum bidrager til historien ved at danne en kontrastgivende ramme til nærheden og varmen hos personerne. Det er klassisk fotografi med den yderligere kvalitet, at det føles så umiddelbart. Nomineret til Årets Danske Hverdagsbillede Jakob Carlsen FREELANCE HALBAL Der er mange udfordringer ved at være ung på en lille ø langt fra byernes mange muligheder. Uddannelse, fester, og fremtidig beskæftigelse lokker dem væk fra det lille øsamfund, der førhen var rigt på muligheder inden for traditionelle fag som landbrug og f (?) JURYEN: Der var en direkte identifikation hos dommerne, som mente, at dette er et sted, vi alle kender og har været. Jakob Carlsens fotografi af de unge mennesker til fest blev netop valgt ud af en serie om unge på Langeland og flyttet over til denne kategori, fordi det er en eviggyldig situation. Under den overordnede historie om at være ung på grænsen mellem barn og voksen, er der mange dynamikker på spil i billedet og flere forskellige fortællinger: om at være cool, om den første kærlighed, om nervøsitet. Historien er måske en kliche, men billedet er det ikke. Den lidt tilfældige snapshot- æstetik, forlener fotografiet med en ærlighed, som får os til at føle, at vi hver især kunne have været et af de unge mennesker. Nomineret til Årets Danske Hverdagsbillede Rume Tornhøj Skafte FREELANCE HJEMME I STUEN Nordfyn: Familien Pedersen har i årevis rejst rundt fra deres udgangspunkt på Nordfyn med søløver og pingviner, som de har haft i baghaven. For et par år siden fik de forbud mod at indføre pingvinerne, og nu er de rykket til Frankrig. Men søløverne er der stadig, og de er nu ved at tømme huset på Nordfyn. Teddy og Perry afslutter sidste hjemmeoptræden. JURYEN: Hvad i alverden laver den søløve inde i den stue i noget, der ligner en omfavnelse med en kvinde? Dommerne kender noget af svaret, for de trak billedet ud af en serie om en cirkusfamilie, der flytter fra Fyn. Alligevel er der noget magisk over billedet. Vi er lidt på afstand, mens vi lurer ovre fra døren, og der bliver rejst flere spørgsmål, end der kommer svar. Men denne hverdagsmagi findes altså også et sted i Danmark. Og dommerne nød at få serveret denne underspillede overraskelse med underfundighed, og de lagde særlig mærke til den fine nærhed mellem dyr og mennesker i det aparte miljø. Man savner næsten kun slægtsbillederne på væggen. Årets Portræt Jeppe Carlsen FREELANCE 162 in Kenyan penal code Mary & Yvonne, Vi har været sammen i snart to år, og vi elsker hinanden meget højt, men det er ikke nemt at være lesbisk i disse omgivelser. Hvis nogen finder ud af, at du er lesbisk eller bøsse, kan du risikere at blive slået ihjel. Du kan blive stenet, du kan blive brændt inde i dit hus, du kan blive voldtaget. Du er nødt til at holde lav profil, bøje dig og passe ind i systemet. Du er nødt til at gå deres vej og gøre tingene på deres måde. Derfor er vores kærlighed en hemmelighed mellem os og de andre lesbiske og bøsser. JURYEN: Jeppe Carlsens billede af de elskende fra Uganda bjergtog dommerne. De var enige om, at det er et helt utroligt smukt, enkelt og poetisk billede på kærlighed. Når et fotografi samtidig bliver leveret med en prisseddel på 14 års fængsel til de portrætterede, så får det ekstra tyngde og bliver pludselig også et vigtigt billede. Kvinderne er fotograferet med en superfin enkelhed og en skønhed, der ikke overdøver skrøbeligheden. Der er en anelse pietà over deres kropssprog, selvom de står midt mellem en dans og et kram - helt opslugte af deres eget univers. 17

Man kan undre sig over, at så smukt et billede, der efter juryens mening burde hænge i Peterskirken i Rom, kan være så farligt. Og det er stærkt, at det får os til at stille spørgsmålet: Hvad er der så forbudt ved det? Nomineret til Årets Portræt Janus Engel Rasmussen DMJX MAIA 26- årige Maia Linnet har levet et år som kvinde. De seneste fem måneder har hun tage østrogen, som har gjort hendes liv markant lysere og lettere. Hormonerne har ændret på Maia Linnets 26- årige krop, men den største forandring for hende er mental. JURYEN: Billedet som Janus Engel Rasmussen har taget af Maia er enkelt og sårbart. Det fanger og fascinerer ved første blik, men det er selve historien, der drager os længere ind og åbner en dør til Maias indre verden. Dommerne fandt, at det er overordentligt interessant, at billedet er taget lige midt i forvandlingen, hvor Maia stadig er både mand og kvinde. Det er dejligt befriende at se dette bevis på, at vi alle indeholder noget mandligt og kvindeligt uden, at vi behøver et endeligt svar på, om vi er det ene eller det andet. Nomineret til Årets Portræt NielsAhlmann Olesen SCANPIX FRIHEDENS STEMMER Bestættelsestidens danske modstandsfolk er efterhånden en lille flok. Der er ikke mange tilbage. Jeg mødte over tre måneder 31 mennesker, der af forskellige grunde gjorde oprør. Dels mod den tyske besættelsesmagt, men også mod deres egen stat og deres egne forældre. Mange af dem omtaler modstandskampen som det egentlige ungdomsoprør. De var opdraget i en helt anden tid, hvor der forventedes blind tro til autoriterne. Man gjorde hvad far, mor, Stauning og Kongen sagde. Eli Larsen, 93 år, drog til England for at virke fem år som krigssejler på Nordatlanten, hvor han bragte forsyninger rundt mellem de allierede. Hans skib blev sænket med alle mand, han var selv blevet beordret til, at blive i land på grund af høj feber. Hjemme i Danmark holdt man hans begravelse i den tro, at han var død. Hans mor nægtede at deltage, da hun var sikker på, at han levede. To år senere vendte Eli hjem. Tekst og foto: Niels Ahlmann Olesen Lis Mellemgaard, 90 år, var som medlem af Holger Danske med til at skjule våben, opspore stikkere og begå røverier. Hun blev optaget i modstandsgruppen HD i Skindergade. Ved en ren tilfældighed undgik hun, at blive anholdt. Resten af hendes gruppe blev senere henrettet i Ryvangen. Tekst og foto: Niels Ahlmann Olesen Klavs Becker- Larsen, 86 år, meldte sig som 15- årig ind i modstandskampen. Han bekæmpede nazisterne som en del af en BOPA- sabotagegruppe på fire drenge. Han stjal sit første våben fra en tysk soldat på en sporvogn i København. Han var, ifølge sig selv, lidt af en tøsedreng som barn. Men den Tyske besættelse ændrede alt. Tekst og foto: Niels Ahlmann Olesen Frede Klitgård, 91 år, var med til at sprænge fabrikker og lave jernbanesabotage under besættelsen. Han var en af de første Jydske modstandsfolk, der blev underlagt tortur. Frede Klitgård: Tyskerne hentede fire specialister nede fra Berlin. De arbejdede med at tæske mig, og de gjorde de it tomands- hold uafbrudt i et døgn, til at starte med. Tekst og foto: Niels Ahlmann Olesen Povl Falk- Jensen, 94 år, skød og dræbte elleve stikkere i sin tid som modstandsmand og leder af likvideringsafdelingen i sabotageorganisationen Holger Danske. Tekst og foto: Niels Ahlmann Olesen 18

Annie Langberg, 89 år, arbejdede som kurér for den kendte modstandsmand og nedkastningsleder Jens Toldstrup i Jylland. Tekst og foto: Ni els Ahlmann Olesen 7. Jens Ege, 88 år, var under besættelsen cykelbud og producerede kartotekskort med oplysninger på de danskere, som arbejdede for tyskerne. Tekst og foto: Niels Ahlmann Olesen JURYEN: Billedet som Janus Engel Rasmussen har taget af Maia er enkelt og sårbart. Det fanger og fascinerer ved første blik, men det er selve historien, der drager os længere ind og åbner en dør til Maias indre verden. Dommerne fandt, at det er overordentligt interessant, at billedet er taget lige midt i forvandlingen, hvor Maia stadig er både mand og kvinde. Det er dejligt befriende at se dette bevis på, at vi alle indeholder noget mandligt og kvindeligt uden, at vi behøver et endeligt svar på, om vi er det ene eller det andet. Årets Åben Klasse Emil Ryge FREELANCE TØNDER FESTIVAL 2014 En serie af gammeldags tintype- fotografier fra Tønder Festivallens 40- års jubilæum. Jørn, gammeldags soldat. Tekst og foto: Emil Ryge Angelica, gæst. Tekst og foto: Emil Ryge Cedric, musiker. Tekst og foto: Emil Ryge Anneline, frivillig. Tekst og foto: Emil Ryge Andy, tour manager. Tekst og foto: Emil Ryge Alfie, musiker. Tekst og foto: Emil Ryge JURYEN: Juryen var stærkt fascinerede af Emil Ryges serie, som de flyttede fra Portrætter ned i Åben Klasse. Den påtvungne langsomhed i fotograferingen er tydelig i billederne, og den sætter spørgsmål ved den hurtighed, som følger med digitaliseringen: Hvad har vi mistet? Her giver formen indholdet på en sublim facon. Man kan mærke den nærmest stoiske ro i personerne, så man selv bliver helt rolig. Mange har leget med denne teknik før, men har ikke formået at skabe den samme ro og bro mellem tidsaldrene, som i denne serie. Ved at fotografere nutidsmennesker på denne gammeldags måde, skaber fotografen en identifikation med vores forfædre på lignende billeder fra 1800- tallet: Fordi vi ser disse mennesker fra vores egen tid, bliver vi nemlig i stand til at gennemskue formen på de gamle billeder og nu se mennesket bag fotografiet. Dommerne kunne dog godt have ønsket sig, at portrætterne havde været af helt almindelige danskere i stedet for kunstnere på Tønder Festivalen. 19

Nomineret til Årets Åben Klasse Sofia Busk DMJX E- HUSET I hjertet af Nørrebro ligger en stor, rød murstensbygning. Den hedder E- huset. Her bor 48 mennesker, som alle sammen er alkoholafhængige. De har levet et liv, hvor misbrug har været omdrejningspunktet. Det kan være svært præcis at forklare, hvornår det gik galt eller hvorfor. Måske er de vågnet en dag, har kigget sig lidt rundt og har fået en følelse af, at alt alligevel var tabt. Nu bor de her i E- huset, som er det største plejehjem for aktivt drikkende i Danmark. Her kan de få pleje og behandling af fysiske, psykiske og sociale lidelser, som følge af et liv med alkoholafhængighed. Viktor Hugo Madsen, 83 år, 16 år i E- Huset. Victor begyndte at drikke dengang han gik i skole. Hans far drak meget og Victor smugdrak af hans flasker, når han ikke så det. Dengang syntes Victor, at det var smart at drikke, men I dag siger han, at det har ødelagt hans liv. Tekst og foto: Sofia Busk Mange af dem der flytter ind i E- Huset, kommer fra gaden og har derfor kun meget få personlige ejendele med. Tekst og foto: Sofia Busk Niels Elbrønd, 50 år, 2 år i E- Huset. Niels er vokset op i Borbjerg nær Holstebro. Begge hans forældre var skolelærere på den skole hvor Niels gik. Både Niels far og mor drak. Niels har en tvillingbror og fire andre søskende som også har haft store problemer med alkohol. Tekst og foto: Sofia Busk I E- huset får man sit eget værelse på ca. 12 m2 med bad og toilet. Der bliver serveret mad tre gange om dagen i fællesstuen, og der er personale til rådighed i alle døgnets timer. Tekst og foto: Sofia Busk Susanne Bolbroe. 55 år. 3 år i E- Huset. Susanne har arbejdet som sygehjælper i 25 år. Efter en skade i ryggen kunne hun ikke længere passe sit job og blev førtidspensionist. Da Susanne ikke mere havde sit arbejde, begyndte hun at drikke på fordi hun kede sig. Hver dag gik hun over på det lokale værtshus. Til sidst blev misbruget for voldsomt og Susanne kunne ikke længere klare at passe på sig selv. Efter en episode hvor Susanne havde gået nøgen rundt på gaden, søgte hendes eksmand hjælp og fik en plads til hende i E- huset. Susanne har to børn. Tekst og foto: Sofia Busk Susanne Bolbroe, 55 år, 3 år i E- Huset. Susanne har arbejdet som sygehjælper i 25 år. Efter en skade i ryggen kunne hun ikke længere passe sit job og blev førtidspensionist. Da Susanne ikke mere havde sit arbejde, begyndte hun at drikke, fordi hun kedede sig. Hver dag gik hun over på det lokale værtshus. Til sidst blev misbruget for voldsomt og Susanne kunne ikke længere klare at passe på sig selv. Efter en episode hvor Susanne havde gået nøgen rundt på gaden, søgte hendes eksmand hjælp og fik en plads til hende i E- huset. Susanne har to børn. Tekst og foto: Sofia Busk Lars Dinesen, 47 år, 3 måneder i E- Huset. Lars er opvokset lidt udenfor Odense. Han kommer fra et hjem, hvor der altid var fest og glade dage. Lars forældre drak meget og han begyndte også selv at drikke som meget ung. Lars har altid færdedes i meget kreative miljøer og har danset og sunget som professionel i mange år. I 2000 medvirkede han i Lars Von Triers Dancer in the dark som havde Björk i hovedrollen. Lars misbrug voksede markant i de perioder, hvor han følte, at livet gik imod ham. Det medførte, at han isolerede sig for omverdenen og til sidst stoppede vennerne med at ringe. Tekst og foto: Sofia Busk 7. Kent Michael Vik, også kaldet Vik, 52 år, 11 måneder i E- Huset. Vik er vokset op på Islands Brygge i København. Hans far arbejdede som chauffør og hans mor gjorde rent i Københavns lufthavn. Vik har altid været på kant med loven og har også haft flere venner, som har siddet inde. Vik kom ud i et meget stort misbrug, da forholdet til hans søns mor gik i stykker. Tekst og foto: Sofia Busk 20