Vandkraften og industrien

Vandkraften og industrien Af Henning Ringgaard Lauridsen, museumsleder, cand.mag., Viborg Museum I talrige ådale spredt i det danske landskab løber klukkende vandløb gennem brede enge. Krumninger og sving var der givetvis flere af for 200 år siden, hvor også vandmængden var større. Men som markante spor af menneskets stræben efter at udnytte naturens ressourcer ligger endnu hengemte fabriksbygninger og spejler sig i maleriske mølledamme. Udviklingen har for længst overhalet disse anlæg. Forladthed, nogle steder forfald, er indtrykket i de dalstrøg, som engang var hjemsted for den spirende industri, men øjet fanger også velbevarede huse som i helheden af vandløb, mølledam og bygningsmasse udgør klassiske kulturmiljøer, der kan fortælle historien om vandkraftens betydning for dansk industri. Intentionen med denne artikel er i kort form at indkredse, hvor i landet og i hvilket omfang de ferske vande og vandenergien kom til at spille en rolle i den industrielle udvikling. Der er dog ikke tale om en systematisk kortlægning af landets fabrikker og anlæg, som gjorde brug af vandkraften. I stedet belyses samspillet mellem lokalitet, vandressourcer og industriel udvikling med udgangspunkt i en række eksempler. I den historiske litteratur findes en tematisk bearbejdning af samspillet mellem vandkraft og industri kun i spredt form, om end ældre industrihistorikere som O. J. Rawert, Axel Nielsen og Ric. Willerslev i deres værker om den tidlige industri i Danmark naturligvis bringer gode informationer og analyser. Også nyere værker af bl.a. Ole Hyldtoft er værd at konsultere. Vandenergi og landskab Kapital, arbejdskraft, teknologi og energi er grundlaget for al industriproduktion. Enhver, som behøvede stabil trækkraft ud over hvad dyr og mennesker kan yde, måtte før dampmaskinernes tid ty til vandkraften. Især tre produktionsområder gjorde brug af den billige og stabile vandkraft, da de industrielle hjul begyndte at snurre i Danmark. Det var metal- og hammerværker, som søgte mekanisk kraft til de store hamre og blæsebælge, det var klædeindustrien, som behøvede trækkraft til spinde- og maskinvæve og åvand til valkning og farvning, og det var papirfabrikkerne, som behøvede en stabil trækkraft og masser af vand i bearbejdningen af papirmassen. Den tidligste industrielle udnyttelse af vandkraften finder vi langs Mølleåen nord for København. Åen er 35 km lang og hører dermed langt fra til de længste i landet, men Furesø med en overflade på knap ti km 2 giver det store vandreservoir, som sikrede en konstant vandføring for vandmøllerne. Vandets samlede fald fra Furesø til Øresund er 20 meter, og på den 12 km lange strækning fra Frederiksdal til Strandmøllen fandtes siden midten af 1600-tallet ni møller, hvoraf de fleste udviklede sig til fabrikker. Alle gjorde de krav på deres del af den fælles energikilde og alle forsøgte de at sikre sig med hver deres opstemmede mølledal. Et andet landskab, der også blev hjemsted for industrianlæg, var dalene mellem de stejle, kilderige bakker omkring Vejle. Her, hvor dybe kløfter skærer sig ind i det 80-100 meter høje moræneplateau, strømmer vandet fra søer og kildevæld sammen i Grejs Å og Vejle Å. 1

Danmarks længste å, Gudenåen, der udspringer tæt på den jyske højderyg, har naturligvis også ydet sit væsentlige bidrag til industrialiseringen. Alene i åens øvre løb lå syv vandmøller, flere kom til i Ry- og Silkeborg-området, mens opstemninger i Gudenåens nedre løb især forekom i sideløbene. En gren af Gudenå Nørreåsystemet rækker helt ind til Viborg, hvor den to km lange Søndermølle Å mellem Viborg-søerne og Nørreåen med et fald på hele 7 meter, også fik en glorværdig fortid som mølleå. Kyklopens værksted En systematisk indberetning fra landets stiftsamtmænd til regeringen i 1735 kunne oplyse, at samtlige af de få såkaldte metalværker, der på det tidspunkt eksisterede i Danmark, alle lå udenfor købstæderne og var oprettet i tilknytning til vandmøller. Blandt de større værker, som i begyndelsen af 1800-årene bevægede sig i retning af en industriel produktion, var Brede ved Mølleåen. Værket startede som krudtværk i 1628 og fortsatte som kobber- og messingværk indtil 1855. En anden vandmølle ved Mølleåen, Raadvad, tjente 1643 til 1659 som jernværk, fra 1659 til 1758 var den krudtmølle og fra 1759 til 1973 fremstillede møllens folk forskelligt isenkram. Valseværket i Frederiksværk benyttede i første del af 1800-årene også vandkraften til at drive valser og hamre. I det nordjyske grundlagde fabrikant Chr. Zinck et hammerværk ved et mindre vandløb i Sejlflod, men flyttede i 1858 ind i den tidligere papirfabrik i Godthåb nær Aalborg. Her var vandressourcerne større, og Zinck, der producerede håndredskaber, plove og leer, forøgede energiudnyttelsen ved i 1894 at installere vandturbiner. I det sydjyske spillede Krusaa Kobber-, Valse- og Hammerværk også en vis rolle. I Vejle Ådal eksisterede Haraldskær Kobber-, Høle- og Skæreknivefabrik fra 1743 til 1871, mens Grejsdal Hammerværk fra 1867 var en videreførelse af en sømfabrik på stedet. Smede og metalarbejdere på værket fremstillede leer, metalspande og håndredskaber. Holm mølle, beliggende lidt nord for hammerværket, blev i 1872 købt for at udvide virksomheden. De to værker var forsynet med tre underfaldshjul og i 1877 fandt 16 arbejdere beskæftigelse i virksomheden, fem år senere 25 arbejdere, heraf 18 smede, der arbejdede ved 12 ildsteder. Her som på de andre metalværker blev vandkraften brugt til at drive de store hamre, der bankede metalplader ud og til at trække de tunge blæsebælge ved smedeesserne. Også forskellige slibesten og drejebænke kunne være koblet på transmissionssystemet, som vandhjulene trak. I 1882 kørte en rejsende gennem Grejsdalen. Han standsede på afstand af fabrikken, men det var bestemt ikke fuglefløjt, han hørte mellem de nyudsprungne bøgetræer: Vi høre her, af og til, slaget af et par vældige hamre, der drives ved vandkraft, så man skulle tro, hovedet måtte briste, og lyden deraf er så stærk, at den høres ½ mil borte, højt over bakkerne og skovens trætoppe, og de forskellige arbejdere bevæge sig dernede som vældige kykloper, uden at disse voldsomme nerverystende slag og den stærke ild fra esserne anfægte dem en smule. Larmen fra metalfabrikker i ådalene var dog ved at stilne af i sidste del af 1800-årene. Transporten med tunge metalvarer til og fra de ofte afsides liggende virksomheder var besværlige, og da dampmaskinen vandt frem i århundredets midte, rykkede metalvirksomhederne til byerne, hvor det også var lettere at få arbejdskraft. 2

Vand, uld og klæde Vandenergien fik både i omfang og i tidsperspektiv større betydning for tekstilindustrien end for metalbranchen. Det skyldtes, at den maskinelle produktion af klæde hørte til de tidligste industrier herhjemme. Den enevældige regering støttede kraftigt, at privatpersoner under Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-årene begyndte en maskinel klædeproduktion. Og det skyldtes, at både valkning og farvning af klædet krævede rigeligt med blødt sø- og åvand til bearbejdning og skylning. Tre klædefabrikker dominerede branchen i første del af 1800-årene. Greis Mølle Klædefabrik blev grundlagt i 1810, efter at der en del år allerede havde været valkeri i Grejs Mølle. Fire store underfaldshjul, fordelt i valkeri og fabriksbygninger, leverede trækkraften. Bruunshåb Klædefabrik startede ved Åle Mølle nær Viborg i 1821. Også her havde fabrikant Bertel Bruun forud indrettet et valkeri. Ved Mølleåen nord for København overtog I. C. Modeweg i 1831 den vestlige del af kobberværket ved Brede Mølle og flyttede klædefabrikken herop fra København. Året efter udvidede han med valkeri og farveri. Samspillet mellem energi, lokalisering, mekanisering og investeringer kunne være kompliceret, hvilket etableringen af Bruunshåb Klædefabrik er et godt eksempel på. Købmand og skibsreder Bertel Bruun fra Fredericia købte i 1809 Asmildkloster gods ved Viborg på tvangsauktion. Interessen for godset skyldtes ikke mindst de to medfølgende vandmøller, Søndermølle og Åle mølle. Bruun havde fået en bevilling til at anlægge en virksomhed ved Viborg. I første omgang gjaldt bevillingen dog kun til manufakturproduktion på Viborg Tugt- og Manufakturhus, men Bruun erfarede hurtigt, at straffefanger er svære at motivere, og mekanisk trækkraft var der intet af. På Åle mølle opførte han som nævnt et valkeri med en vandhjul som trækkraft, og klædet fra tugthuset blev fragtet de godt fem km ud i dalen til valkning. Hverken Bertel Bruun eller sønnen Johannes Iver Bruun var imidlertid i tvivl om, at fremtiden lå i en maskinel fabrikation af klæde, og Bertel Bruun sendte sin søn på rejser til Centraleuropa for at studere moderne tekstilindustri. Han vendte tilbage knap to år senere og gik straks i gang med at skabe Bruunshåb Klædefabrik. Opstemningen blev hævet, nye vandhjul installeret, fabriksbygninger opført, og fra Berlin ankom nogle af tidens mest avancerede spinderimaskiner. I dalen byggede han pakhuse og klædemagasiner, farveri, stoftrykkeri og tørreri, smedje, arbejderboliger, herskabsbolig og funktionærboliger. Lidt øst for hovedfabrikken ved et mindre vandløb anlagde han en filialfabrik. Transportforholdene til den lidt afsides liggende mølle var imidlertid vanskelige, men Bruun forsøgte at afhjælpe det ved at indsætte pramme, som via Nørreåen sejlede til havnen i Randers. I alt foretog Bruun en anlægsinvestering på Bruunshåb Klædefabrik på omkring 80.000 Rd. Til sammenligning kan tjene, at han i forbindelse med etableringen af filialfabrikken købte den lille herregård Skovsgård for 5.000 Rd. Det blev altså investeret hvad der svarer til adskillige herregårde i det moderne industrikompleks. De førende klædefabrikker nåede i løbet af få årtier grænsen for vandets ydeevne. Allerede i 1843 supplerede Grejs Mølle Klædefabrik trækkraften med en dampmaskine på 25 hk, og i 1846 fik Modeweg i Brede installeret fabrikkens første dampmaskine. Ved køb af hele Brede Mølle i 1855 valgte han at koncentrere vandkraften i åens vestlige løb. Her fik han installeret mindst to mindre turbiner på hver 7 hk. Mads Pagh Bruun i Bruunshåb valgte i stedet i 1839 at bygge 3

mølledæmningen højere, hvorved det kunne blive energi til endnu et møllehjul og endnu et sæt maskiner. Bruun erne var dog fortsat på jagt efter nye energikilder og højt på ønskelisten stod Silkeborg gård og mølle, der ville give dem adgang til Gudenåens vandressourcer. Men til stor fortrydelse for Mads Pagh Bruun overlod staten Silkeborg til familien Drewsen, der efterfølgende etablerede Silkeborg Papirfabrik. I stedet købte Mads Pagh i 1845 Sejlgård ved Silkeborg, hvor han gik i gang med at opstemme et åløb. Anlægsarbejdet stod på i flere måneder, men netop som projektet stod foran sin afslutning, brød vandmasserne igennem dæmningen og skyllede store dele bort. Med dæmningen forsvandt også Mads Paghs lyst til flere investeringer i vandkraft. Han fornemmede, at fremtiden for industrien lå i byerne, efter at tidens nye energikilde, dampkraften, var ved at vinde udbredelse. Derfor lod han opføre en filialfabrik ved Århus. Spinderiet forblev i Bruunshåb, hvorimod væveriet kom til Århus, hvor en dampmaskine holdt maskinerne i gang. Det færdige klæde var også betydelig lettere at få sendt af sted til kunderne fra havnen i Århus frem for transporten via. Nørreåen til Randers. Utvivlsomt forestillede Mads Pagh Bruun sig, at hele tekstilproduktionen en dag flyttede til Århus, men han fik ikke sin vilje. Slægten følte sig stærkt knyttet til Viborgegnen og uenigheden endte med, at Mads Pagh forlod ledelsen af Bruunshåb Klædefabrik. Herefter gik det langsomt men støt tilbage for klædefabrikken, om end den først gik i betalingsstandsning i 1913. Klædefabrikken Kjærs Mølle i Ålborg fra 1851 er et fint eksempel på, hvordan dansk tekstilindustri trinvis over en årrække bevægede sig fra vand til damp. Fabrikkens første hovedbygning blev bygget på tværs af Østerå med et vandkraftsanlæg i stueetagen. Kraftoverførslen fra vandhjulet til etagerne ovenover foregik gennem en lodret og herfra tre vandrette drivaksler, én til hver etager. I stueetagen stod foruden vandhjulene en vandpumpe, en skyllemaskine, en centrifuge og forskellige uldbearbejdningsmaskiner. På de øvrige etager stod de forskellige karte- og spindemaskiner. Farveriets syv farvekedler stod i en separat bygning, og syd for åen lå også valkemølle, stampemølle, uldtørringshuse og på pæle midt i åen et skyllehus. Valkning og farveri var en væsentlig del af fabrikkens virksomhed i de første årtier, idet den modtog bestillinger fra private. Klædefabrikkens beliggenhed i Ålborg gav fabrikanterne fordel af både havnen og af en gunstig adgang til arbejdskraft i den hurtigt voksende industriby. Indførelsen af dampkraft kom i ryk. Den første på 6 hk var blot en hjælpemaskine til vandkraften, men i 1871 blev en ny 24 hk dampmaskine hovedkraften og vandet reserve. Den nye hovedkilde til energien betød i de kommende år en del bygningsændringer og naturligvis også anskaffelse af tungere maskiner, mens vandet fortsat blev benyttet i vask, valkeri og farveri. Udviklingen var den samme i den øvrige industri, der var baseret på vandkraften. Allerede i 1872 havde 19 af de 60 industrivandmøller indlagt supplerende dampkraft på i alt 429 hk, og en snes år senere var antallet steget til 30 og dampkraften til 1.306 hk, svarende til hele 40 % af disse virksomheders samlede hk. Papirmøller og papirmasse Papir og pap kan ikke fremstilles uden at anvende masser af vand. Vi ser da også, at papirfabrikkerne snuppede en voksende andel af vandenergien i sidste halvdel af 1800-årene. I 1855 tegnede de sig for godt 20% af den danske industris vandkraft, mens andelen i 1888 var vokset til over halvdelen. På Strandmøllen ved Mølleåens udløb i Øresund foregik der en uafbrudt papirproduktion fra 1643 til 1897. Langs Mølleåen blev der også produceret papir på Ørholm og Nymølle fra 1793 til 1921. I 4

Engelsholm ved Vejle blev etableret en mindre papirmølle i 1733, og i 1737 opstod Maglemølle Papirfabrik ved Roskilde. Nær Ålborg eksisterede Papirfabrikken Godthåb fra 1797 til 1856, men mere betydningsfuld blev Silkeborg Papirfabrik, som Drewsen dynastiet grundlagde i 1844. Tøjklude udgjorde indtil anden halvdel af 1800-årene den gængse råvare, når der skulle fremstilles papir i Danmark. Først blev tøjstrimlerne lagt i store stampekar i fabrikkens stampemølle. En vis mængde åvand blev tilsat tøjresterne, mens vandhjulet drev møllens stamper, der med tunge bump mod stampekarrets bund sønderdelte kludene og omformede de våde klude til en tykt flydende masse, der i næste led blev yderligere findelt med knive i en "hollænder". Mere vand blev tilsat og papirmassen blev til en tynd vælling, der blev pumpet til "bøtten", hvor den blev opvarmet og tilsat fyldstoffer. Papirarbejderne hentede massen op i en papirform, der med et trådnet i bunden kunne holde på fibrene. Arbejderne lagde herefter papirarkene mellem to stykker filt, og når de havde stablet et tilstrækkeligt antal ark, blev stablen anbragt i en presse, der fjernede mere af vandet. Både "hollænder", pumper og presse blev trukket af remme fra papirmøllens hovedaksel. Et væsentligt teknologiske fremskridt i papirindustrien kom med papirmaskinen. Fabrikant Drewsen på Strandmøllen var først ude, da han i 1829 købte en papirmaskine i England. De øvrige papirmøller fulgte trop med investeringer i papirmaskiner i de næste årtier, således fik Ørholm en maskine allerede i 1831, idet fabrikkens ejer, J. B. Nelthropp, fik en mekanikus til at opmåle og eftergøre Drewsens engelske maskine. De nye papirmaskiner rummede potentialet til en øget papirproduktion, men maskinerne krævede også mere vand, både i papirfremstillingen og som drivkraft. Manglen på vand var ved at blive et stort problem langs Mølleåen. Ørholms første papirmaskine blev koblet på et vandhjul, hvorimod I. C. Drewsen var så fremsynet, at han sammen med papirmaskinen købte en dampmaskine, der kunne supplere trækkraften. Først efter et ejerskifte lykkedes det i 1842 at få kapital til investeringer i den første dampmaskine på Ørholm-Nymølle. Samtidigt kunne de nye ejere ved det nordlige gennemløb i Nymølle præsentere et funklende nyt jernvandhjul, fremstillet i England. Først med det nye var Nymølle dog ikke. Allerede i slutningen af 1830'erne skiftede bl.a. Strandmøllen og Statens Maskinværksteder på Frederiksværk deres gamle vandmøller ud med nye vandhjul af jern. Både aksler og jernhjul kunne udføres mere nøjagtigt og gav derfor mindre kraftspild. De gamle underfaldshjul havde sjældent en virkningsgrad over 20-30 %, hvorimod de nye med krumme skovle af jern og stål havde en lang større udnyttelse. Her var derfor tale om endnu et teknologisk fremskridt, som medvirkede til, at vandkraftens epoke blev forlænget i dansk industri. Ved den nye papirfabrik i Silkeborg fik Michael Drewsen i 1846 opstillet Danmarks største jernvandhjul med en kapacitet på 60 hk. Dispositionen var logisk nok. Her ved Gudenåens udløb i Langsø kunne den nye fabrik næsten frådse i vand. Fra starten fik papirfabrikken tidens mest moderne maskiner, hvoraf de fleste - inklusiv det store, langsomt drejende jernhjul - blev købt i England og sikkert med meget besvær fragtet til den vildsomme naturegn ved Silkeborggård. De naturgivne ressourcer var imidlertid så gunstige, at Drewsen allerede efter to år udvidede med endnu en fabriksbygning, og som energikilde valgte fabrikanten at installere landets første vandturbiner. Vandturbinen Vandturbinen blev næste trin i forbedringen af vandkraftudnyttelsen. De fleste turbiner havde en lodret aksel, hvor vandet gennem faste ledeskovle førtes ind i selve løbehjulet. Virkningsgraden for 5

en velkonstrueret turbine nåede op på 70%, og investeringen på Silkeborg Papirfabrik blev hurtigt fulgt andetsteds. Brede Klædefabrik fik indlagt to turbiner i begyndelsen af 1850 erne. I 1872 havde mindst ni industrivirksomheder tilsammen 14 turbiner med et samlet maskinstyrke på ca. 265 hk. Fra 1873 til 1875 installerede flere papir- og træmassefabrikker nye, store turbineanlæg med det resultat, at den danske industri i 1875 rådede over mindst 25 turbiner med tilsammen o. 800 hk. Turbinerne tegnede sig nu for næsten halvdelen af vandkraften og for op mod 10 % af den samlede mekaniske kraft i dansk industri. På dette tidspunkt havde flere danske smede- og maskinfabrikker sat en turbineproduktion i gang. I sidste trediedel af 1800-årene blev tøjklude afløst af træmasse som råmateriale i papirindustrien. Vingsted Mølle vest for Vejle blev i 1863 købt af en københavnsk grossist og indrettet som landets første fabrik til fremstilling af træmel til papir. For at forhindre træet i at bryde i brand under slibeprocessen, og for at rense slibestenen for træmasse, foregik slibningen i et vedvarende styrtebad af vand. Den færdige træmasse fik derved en konsistens som tynd havregrød, der skulle drænes for vand inden den kunne bruges til papir- og papfremstilling. Langs Gudenåen opstod flere træmassefabrikker. Træmassefabrikken Vilholt kom i 1866 og Klostermølle Træmassefabrik seks år senere. De to fabrikker lå med få kilometers afstand og havde fælles ledelse. Fabrikkerne var underleverandører til pap- og papirfabrikker. Vilholt-fabrikken udvidede i 1933 til også at producere pap og produktionen fortsatte indtil 1988. Også træmassefabrikkerne installerede turbiner mod slutningen af 1800-årene. Industri og forurening Industrialiseringen af Danmark betød både en koncentration og en voldsom forøgelse af produktionen. Det skabte velstand, men den uheldige bivirkning var også en øget forurening. Tekstilfabrikkernes skylleanlæg, valkerier og farverier lukkede eksempelvis vand tilbage i åløbene, hvor det kunne brede sig på overfladen i alle regnbuens farver. Affaldsprodukter fra valkning og anden tekstilforædling kunne også belaste vandet, og det samme var tilfældet med spildprodukterne fra papirfremstillingen. Forureningen af åvandet rejste efterhånden protester. Ikke overraskende blev klagerne først rettet mod de fabrikker, der lå tættest på byerne. Vi skal dog helt frem til omkring 1850, før myndighederne begyndte at kræve, at fabrikkerne tog sanitære hensyn. I Ålborg nedlagde stiftslægen i 1851 ligefrem forbud mod at bygge et farveri på Kjærs Mølle. Lægens begrundelse var, at Ålborgs borgere fik meget af deres drikkevand fra åen, som flød forbi møllen. En forgiftning af vandet ville derfor have katastrofale følger for byens befolkning. Stiftslægens forbud blev imidlertid underkendt af Indenrigsministeriet, dog måtte fabrikken ikke benytte åens vand på nogen sådan måde, at deraf kan opstå nogen fare med hensyn til dets afbenyttelse til husholdningsbrug. Den henstilling kunne vist ikke siges at være særlig restriktiv. Hvordan forureningsproblemerne blev taklet rundt i landet, skal ikke undersøges nærmere i denne sammenhæng. Dog oplyses fra Lyngby, at det i 1929 lykkedes at få Dansk Gardin- og Tekstilfabrik til at foretage en nødtørftig rensning af vandet. Fra Nordisk Filtindustri på Lyngby Hovedgade strømmede også en stærk forurening, men her lykkedes det ikke kommunen at få ejeren til at rense vandet. Udledningen af spildevand fra andre industrier var også til stede som et voksende problem op gennem 1900-tallet. Kemikalier, som blev brugt i produktionen, belastede vandmiljøet i foruroligende omfang. Advarselslamperne begyndte også at blinke i fødevareindustrien i takt med at stigende mængder af organisk materiale fra mejerier og slagterier blev ledt urenset ud i 6

vandløbene. Eksempelvis praktiserede kartoffelmelsfabrikker i Midtjylland endnu i midten af 1930 erne at hælde spildevandet direkte ud i Karup Å. En voksende folkelig bevidsthed omkring spildevandets skadelige virkning i naturen fik dog mange større kommuner til at etablere rensningsanlæg i trediverne. Den systematiske rensning af industriens spildevand blev dog først for alvor udviklet i 1960 erne. Sammenfatning Vandkraftens store epoke i dansk industri ligger tilbage i industriens barndom. Gennembruddet for en rentabel fabriksproduktion kom i de første årtier af 1800-tallet, ved århundredets midte trak de stabile vandhjul endnu maskinerne i flertallet af de mest energikrævende fabrikker, men da århundredet klingede ud, var vandets tid som energikilde også ved at være forbi. Måden at udnytte vandenergien på, gennemgik imidlertid en teknologisk udvikling i perioden. Fabrikkerne på de første vandmøller betjente sig typisk af simple underfaldshjul i træ. Akslen fra det støt roterende hjul var gennem simpel teknologi koblet på hovedakslens hjul og drivremme, og hele transmissionssystemet sørgede for, at trækket på maskinerne forløb jævnt og stabilt. På de første metalfabrikker var det typisk store kobberhamre og volumiøse blæsebælge, som blev trukket, om end også simple drejebænke, boremaskiner og slibesten blev koblet på en del steder. Vandets epoke i jern- og kobberindustrien forblev dog kort, idet dampmaskine og metalindustri blev forbundne fra starten. Kun få metalfabrikker forblev på landet efter ca. 1870. Derimod var tekstilfabrikker og papirværker længere tid om at slippe vandet. Dampkraften indgik først som supplerende trækkraft og derefter som hoveddrivkraft, men processen blev langstrakt, fordi vandenergi var billigt og fordi dens udnyttelse blev forbedret gennem konstruktion af bedre hjul og turbiner. Endeligt havde papirværkerne svært ved at slippe vandet, fordi å- og søvand indgik i fremstillingsprocessen. Litteratur: Andersen, Troels, m.fl.: Silkeborg 1846-1996. Silkeborg 1996 Bayer, J.T.: Dansk provinsindustri. København 1885 Becker-Christensen, Henrik, m.fl.: Vejles industri 1732-1996. Vejles historie 3. Vejle 1996 Bender, Henning: Aalborgs industrielle udvikling fra 1735 til 1940. Ålborgs historie bd. 4. 1987 Frandsen, Allan Leth: Vand, kraft og værker 900 år med Gudenåens arbejdskraft. 1994 Gejl, Ib. (red.): Århus. Byens historie 1720-1870. Århus 1995 Holmgaard, Jens m.fl.: Viborgs historie 1726-1940 Hyldtoft, Ole: Teknologiske forandringer i dansk industri 1870-1896. Dansk industri efter 1870. bind 4. Odense 1996 Lauridsen, Henning Ringgaard: Viborgs industrihistorie 1742-1990. Viborg 1990 Nielsen, Axel: Industriens historie i Danmark 1820-1870. 2. halvbind. København 1944 Rawert, O.J.: Danmarks industrielle forhold indtil 1848. København 1848 Skjøt-Pedersen, Lise: Ørholm-Nymølle i dansk papirproduktion. I: Lyngby-Bogen 1998. Tønsberg, Jeppe: Drivkraft og bygninger på Mølleåens møller og fabrikker. I: Lyngby-Bogen 1998. Tønsberg, Jeppe: Industrialiseringen af Lyngby. Lyngby-Bogen 1984. Willerslev, Ric.: Studier i dansk industrihistorie 1850-1880. København 1952 7