(HVORFOR) VINDER REGERIN- GEN IKKE PÅ DEN ØKONOMISKE FREMGANG?

(HVORFOR) VINDER REGERIN- GEN IKKE PÅ DEN ØKONOMISKE FREMGANG? Policy vurderinger, policy effects og andre forklaringer af JØRGEN GOUL ANDERSEN Institut for Statskundskab Aarhus Universitet Universitetsparken 8000 Århus C. Maj 1995 ARBEJDSPAPIR NR. 2 FRA DET DANSKE VALGPROJEKT

INDHOLDSFORTEGNELSE Forord maj 1995... 1 1. Indledning... 2 2. Valgene 1984 og 1987... 4 a. Schlüter-regeringens fiasko ved 1987-valget... 4 b. "Fætter højben-effekten" ved 1984-valget... 5 3. Alternative forklaringer... 7 a. Regeringssamarbejdet blev accepteret... 7 b. Personfaktorer... 10 c. EU-afstemningen... 12 4. Regeringens politik... 14 4.1. Skattereformen... 14 4.2. Arbejdsmarkedsreformen/regeringens arbejdsløshedsbekæmpelse... 17 4.3. Statsfinanser... 19 4.4. Opsvinget og æren derfor... 20 5. Sammenfatning... 22 Litteratur... 23 Bilagstabeller... 24

(HVORFOR) VINDER REGERINGEN IKKE PÅ DEN ØKONOMISKE FREMGANG? Policy vurderinger, policy effects og andre forklaringer Jørgen Goul Andersen Forord maj 1995 Dette arbejdspapir er skrevet i juli/august 1994, delvist som oplæg til valgundersøgelsen 1994, og delvist på grundlag af en række foredrag mv., afholdt i foråret 1994. Da valget kom tidligere end forventet, blev artiklen aldrig offentliggjort. I bagklogskabens lys og med valgundersøgelsens resultater i hånden kunne nogle hypoteser og tolkninger friste til revision/nuancering omkring bl.a. økonomiens og personfaktorers betydning. Men papiret er, bortset fra et par fodnoter og et par sproglige rettelser, trykt i den oprindelige version og indgår som supplerende materiale i forbindelse med tolkningen af resultaterne fra valgundersøgelsen. Papirets værdi i dag består først og fremmest i, at der er foretaget en omfattende indsamling af materiale fra meningsmålinger mv. i 1980'erne og 1990'erne til belysning af forskellige mulige forklaringer på Nyrup I-regeringens manglende appel til vælgerne. 1

1. Indledning Få regeringer har været så bevidste om den mulige sammenhæng mellem økonomi og vælgeradfærd som Poul Nyrup Rasmussens fireparti-regering 1993-94. Selv om politikken utvivlsomt primært har været tilrettelagt ud fra andre - og mere ideelle - motiver end ønsket om genvalg, så har regeringens adfærd på snart sagt alle punkter ladet sig forudsige ud fra teorierne om "the political business cycle". Regeringen har også talt ganske åbent om, hvor meget det betød for dens succes ved næste valg, at det forinden lykkedes at "knække arbejdsløshedskurven". I løbet af 1994 er regeringens politik på snart sagt alle områder lykkedes. Den økonomiske vækst tegner til at overgå alle forventninger, drevet af såvel succes på eksportmarkederne som en stigning i privatforbruget, der overgår de mest optimistiske spådomme, inklusive regeringens egne. Kun arbejdsløsheden falder lidt langsommere end forventet, men forbrugertillidsundersøgelserne viser alligevel en markant stigende forventning blandt vælgerne om, at det også vil lykkes at nedbringe ledigheden. Tabel 1. Meningsmålinger 1993-1994. Procent. Vejet gennemsnit 1990-1993 1994 valget jan. feb. mar. apr. maj jun. aug. sep. okt. nov. dec. jan. feb. mar. apr. maj jun. A. SD 37.4 35.5 36.3 34.8 34.7 33.5 32.6 30.7 30.8 31.1 33.0 32.9 32.4 32.7 31.2 31.8 32.4 32.1 B. RV 3.5 3.5 4.0 3.7 3.6 3.8 3.5 3.4 3.5 3.7 3.8 3.8 4.0 3.7 4.1 3.6 3.9 4.5 C. Kon 16.0 14.1 13.3 12.5 13.0 13.1 13.4 12.1 12.0 12.0 12.0 11.9 12.1 13.0 13.4 13.5 13.2 14.8 D. CD 5.1 4.0 3.0 3.6 3.0 3.3 3.3 2.9 2.4 2.4 2.3 2.4 2.3 2.3 2.0 2.1 2.0 1.6 F. SF 8.3 11.0 9.9 10.3 9.8 9.5 10.0 9.7 9.0 8.9 8.8 9.1 9.3 9.1 9.9 10.0 9.9 10.5 Q. Kr.F. 2.3 2.1 2.0 2.1 2.1 2.1 1.9 2.1 1.9 2.0 1.9 1.7 1.8 1.8 1.9 2.2 2.1 1.9 V. V 15.8 22.3 24.1 25.2 25.3 25.2 26.3 28.2 30.8 29.8 28.4 29.2 28.6 27.6 26.8 26.3 26.2 25.7 Z. Frp. 6.4 5.9 5.3 5.6 5.8 6.5 6.3 8.2 7.4 7.5 7.1 6.4 6.3 7.2 7.8 7.7 7.6 6.3 Ø. Ø 1.7 1.2 1.2 1.5 1.5 1.9 1.7 1.7 1.7 1.9 1.8 1.7 2.1 1.6 1.9 2.1 2.1 1.9 Øvr 3.5 0.4 0.9 0.7 1.0 1.1 1.0 1.0 0.5 0.7 0.9 0.9 1.1 1.0 1.0 0.7 0.7 0.7 2

I alt 100.0 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100 100 A+F+Ø+øvr50.9 48.1 48.3 47.5 47.0 46.0 45.3 43.1 42.0 42.6 44.5 44.6 44.9 44.4 44.0 44.6 45.1 45.2 B+D+Q 10.9 9.6 9.0 9.4 8.7 9.2 8.7 8.4 7.8 8.1 8.0 7.9 8.1 7.8 8.0 7.9 8.0 8.0 C+V+Z 38.2 42.3 42.7 43.3 44.1 44.8 46.0 48.5 50.2 49.3 47.5 47.5 47.0 47.8 48.0 47.5 47.0 46.8 A+F+B 49.2 50.0 50.2 48.8 48.1 46.8 46.1 43.8 43.3 43.7 45.6 45.8 45.7 45.5 45.2 45.4 46.2 47.1 ABDQ-reg 48.3 45.1 45.3 44.2 43.4 42.7 41.1 39.1 38.6 39.2 41.0 40.8 40.5 40.5 39.2 39.7 40.4 40.1 K i l d e r : Vejet gennemsnit af Observa/BT, Greens/Børsen, Sonar/Jyllands-Posten, Gallup/Berlingske og Vilstrup/Politiken. Observa og Sonar medtager kun opstillingsberettigede partier. Alligevel har få regeringer haft det så svært blandt vælgerne som netop Nyrup-regeringen. Trods den største økonomiske fremgang i 7 år stod regeringen i juni 1994, få måneder forud for valget, i meningsmålingerne til en samlet tilbagegang på omkring 8 procentpoint, sammenlignet med 1990- valget. Af denne tilbagegang var omkring 3 procentpoint dog sket allerede forud for regeringsdannelsen, idet den skandaleombruste KV-regering i 1991 og 1992 havde pænt stigende tilslutning blandt vælgerne, jf. tabel 1. Tilmed står højrefløjen (VKZ) til deres bedste valg siden 1920'erne og truer med et rent VKZ-flertal. Regeringens skæbne afgøres naturligvis først på valgdagen. Men indtil videre tyder meningsmålingerne altså på en voldsom tilbagegang, trods kraftig økonomisk vækst, positive samfundsøkonomiske vurderinger på ekspertniveau, og de mest positive samfunds- og privatøkonomiske vurderinger blandt borgerne siden begyndelsen af midtfirsernes opsving, jf. resultaterne fra forbrugertillidsundersøgelserne i bilag 2. Hypotesen er her, at den manglende tilslutning til regeringen navnlig skyldes manglende tilslutning til hovedparten af regeringens økonomiske politik. Det gælder: - Skattepolitikken, hvor skattereformen var upopulær både af samfundsøkonomiske, privatøkonomiske og fordelingspolitiske grunde. 3

- Arbejdsmarkedspolitikken, som vælgerne opfatter som virkningsløs. - Den offentlige udgiftspolitik, som vælgerne opfatter som uansvarlig. Det følger heraf, at regeringen næppe får en særlig stor del af æren for hverken den privat- eller samfundsøkonomiske fremgang. Endelig er det hypotesen, at tilliden til regeringens politik har været forværret på grund af en udbredt opfattelse af, at den bundede helt eller delvist i taktiske overvejelser (the political business cycle). Det ligger ikke i hypotesen, at et valgnederlag til regeringen er uafvendeligt. For det første må vælgernes skepsis over for regeringens politik være aftaget noget i forbindelse med de forbedrede samfundsøkonomiske resultater. En tilbageerobring af dele af de frafaldne og/eller usikre vælgere burde alt andet lige være lettere på grund af det økonomiske opsving. For det andet kan valgkampens argumenter som altid flytte vælgere. Og for det tredje kan valgkampen dreje diskussionen mere hen på, hvad der skal ske fremover, end på den førte politik. Her er det en nærliggende hypotese, at dele af et evt. VKZ-flertals politik vil virke skræmmende på vælgerne, så de under de relativt gunstige økonomiske konjunkturer vil være mere lydhøre over for et budskab om fortsættelse af status quo. Alt dette afhænger imidlertid af partiernes strategi under valgkampen. 4

2. Valgene 1984 og 1987 Hypotesen om, at tilliden til den førte politik og ikke kun resultaterne er afgørende, kan underbygges på forskellig vis. Den borgerlige firkløverregerings vælgertilslutning frem til valgene i 1984 og 1987 trækker hver for sig i samme retning. a. Schlüter-regeringens fiasko ved 1987-valget Da Poul Schlüter's firkløverregering gik til valg i 1987, var det også med gode økonomiske resultater i ryggen. Alligevel fik de "ikke-borgerlige partier" (inklusive de Grønne og Fælles Kurs) 50 procent af stemmerne - samme andel som ved venstrepartiernes to bedste valg i 1979 og 1990. Nu kunne det naturligvis indvendes, at der var økonomisk afmatning i 1987, bl.a. som følge af "kartoffelkuren" i 1986, samt at bekymringen over betalingsbalancen var i hastig tiltagen efter katastrofeunderskuddet i 1986. Men flere forhold taler imod denne tolkning: - Nok var forbrugernes/borgernes forventning til samfundsøkonomien for længst kulmineret i 1987 (jf. bilag 2), men de økonomiske vurderinger var dog fortsat langt mere positive end i de efterfølgende år. - Ifølge meningsmålingerne var Schlüter-regeringens popularitet bestemt ikke større i 1985 og 1986, hvor der i lange perioder var "rødt flertal" blandt vælgerne. Vendepunktet kom med indgrebet i overenskomsterne i 1985, jf. bilag 3. - Skuffelsen over betalingsbalancen i 1987 kunne ikke komme Socialdemokratiet til gavn, idet vælgernes tiltro til, at Socialdemokratiet kunne gøre det bedre, aftog i takt med, at tilliden til regeringens politik svandt ind (bilag 1). 5

- Privatøkonomiske faktorer burde have givet regeringen et kanonvalg i 1987: Forud var ved 1987-overenskomsterne gået en veritabel "lønfest", som af eftertiden - formentlig ganske fejlagtigt - er blevet tolket som vidnesbyrd om arbejdsmarkedets strukturproblemer og størrelsen af den strukturelle ledighed (Goul Andersen 1994: 109-11; Ibsen 1992). I lighed med Nyrup-regeringens initiativer i 1993 var "lønfesten" i 1987 forudsigelig ud fra teorien om "the political business cycle" - og i dette tilfælde var det måske også den mest nærliggende forklaring. b. "Fætter højben-effekten" ved 1984-valget 1984-valget stod endnu mere entydigt i det økonomiske opsvings tegn, og der er ingen tvivl om, at Schlüter-regeringen nød gavn af såvel det internationale rentefald som af konkurrenceevneforbedringen under den sidste Anker Jørgensen-regering i begyndelsen af 1980'erne. Det fik den socialdemokratiske opposition til at tale om "fætter Højben-effekten", og det er vel en udbredt opfattelse, at Schlüter-regeringen nød gavn af det voldsomme opsving i 1983. Men det er og bliver en temmelig tvivlsom tolkning. Nok er der ingen tvivl om, at Schlüter-regeringen fik det meste af æren for det økonomiske opsving i 1983. Regeringen gik også kraftigt frem i stemmetal, men navnlig på bekostning af Fremskridtspartiet. De socialistiske partier fik sammenlagt 46.6 procent (3.6 procent mindre end rekorden i 1979 og 1.6 procent mindre end i 1981). Så træerne vokser ikke ind i himlen - selv for en regering, der har økonomisk succes og opnår anerkendelse for det. Det afgørende argument er dog, at det i det hele taget synes at være en myte, at firkløverregeringens succes ved januarvalget 1984 skyldtes det økonomiske opsving. Et blik på meningsmålingerne i 1982/83 afslører den 6

oversete kendsgerning, at vælgerfremgangen i overvejende grad kom før opsvinget - endog før omslaget i forbrugernes vurderinger og forventninger. Omslaget til økonomisk optimisme hos forbrugerne skete mellem januar og maj 1983. Men langt hovedparten af regeringens fremgang skete fra august til december 1982. I december 1982 stod regeringspartierne til 41.5 procent tilsammen - en fremgang på 5.1 procent, sammenlignet med august 1982 (jf. tabel 2). Ved valget i januar 1984 fik regeringspartierne sammenlagt 42.8 procent, dvs. kun 1.3 procent mere, end meningsmålingerne viste i december 1982. Men i december 1982 var forbrugernes forventninger endnu stort set uændrede, og aktie- og obligationskurserne havde knapt nok bevæget sig. Det kan naturligvis tolkes på flere måder. Men den mest nærliggende er, at fremgangen for den første firkløverregering 1982-84 først og fremmest skal ses som et håndslag til den stramme politik for "økonomisk genopretning" - og kun i ringe grad som belønning for det økonomiske opsving. Vælgerflertallet havde tillid til den førte politik. Erfaringerne fra opsvinget i 1983 svækkede naturligvis ikke denne tillid. Men valgresultatet var mere en belønning for den økonomiske politik end for de økonomiske resultater. Opsvinget var ikke årsag til fremgangen. Situationen i 1993/94 synes nærmest at være den omvendte: Vælgerne har ikke haft tillid til den førte politik. Opsvinget har i bedste fald mildnet vælgernes skepsis. 7

Tabel 2. Vælgernes vurderinger af egen økonomi og samfundsøkonomien, samt tilslutning til firkløverregeringen, 1982-1993. Nettotal vurdering af økonomien*) forventet regeringens Danmarks egen ledighed tilslutning til økonomi økonomi meningsmålingerne maj 1982-36 -3-29 jun. 1982 36.6 aug. 1982 36.4 sep. 1982 38.1 okt. 1982-35 -7-33 40.3 nov. 1982 40.6 dec. 1982 41.5 jan. 1983-23 -6-41 40.5 feb. 1983 41.4 mar. 1983 42.1 apr. 1983 43.0 maj 1983 +16 0-17 40.9 jun. 1983 41.5 aug. 1983 42.8 sep. 1983 42.9 okt. 1983 +8-1 -33 43.4 nov. 1983 42.3 dec. 1983 43.8 jan. 1984 +19 +1-8 42.8 *) Gennemsnit af bedømmelse af ændringer inden for det sidste år samt forventninger til de følgende 12 måneder. K i l d e r : Meningsmålinger udregnet som gennemsnit af Observa, AIM og Gallup (jf. Avisårbogen, div. årg.). Økonomiske vurderinger er hentet fra Danmarks Statistiks forbrugertillidsundersøgelser, jf. bilag 2. 8

3. Alternative forklaringer Hypotesen om, at Nyrup-regeringens problemer skyldes dens politik, kan også underbygges ved at se på nogle af de mulige alternative forklaringer, der ikke forekommer videre plausible. a. Regeringssamarbejdet blev accepteret Blandt de alternative forklaringer på regeringens tilbagegang kunne man forestille sig, at det var regeringssamarbejdet, vælgerne var utilfredse med. CD-vælgerne foretrak tydeligvis et samarbejde med de borgerlige partier, KrF-vælgerne kan mistænkes for noget lignende. De radikale har måske været ambivalente. Og mange socialdemokratiske vælgere havde uden tvivl foretrukket et samarbejde med SF (f.eks. udnyttelse af S-SF-R-flertallet). Selv om strategien med at tage CD og KrF med i regeringen var parlamentarisk genial, fordi den isolerede VKZ-partierne og dermed så ud til at skulle sikre Socialdemokratiet regeringsmagten i årevis (VKZ har aldrig tidligere været i nærheden af et flertal), så kunne konstellationen give så megen utilfredshed blandt vælgerne, at det i sig selv satte flertallet over styr. Men meget taler imod denne tolkning: - Meningsmålingerne for februar 1993 viste ikke nogen tilbagegang for tilslutningen til regeringspartierne under ét, jf. tabel 1 ovenfor. CD gik 1 procentpoint tilbage, men de øvrige partier gik sammenlagt lige så meget frem. Socialdemokratiet så ud til at vinde stemmer (selv om resultatet er statistisk usikkert). - En Sonar-undersøgelse fra februar 1993 viste tilfredshed med den nye regering: 9

Som det fremgår af tabel 3, var vælgerne som helhed ganske godt tilfredse med dannelsen af Nyrup-regeringen i januar 1993. Socialdemokratiets vælgere var yderst godt tilfredse. Midtervælgerne med CD'erne som delvis undtagelse var rimeligt tilfredse. Og selv de borgerlige vælgere var ikke skingert utilfredse. Det er navnlig slående, når man sammenligner med vælgernes modtagelse af KVR-regeringen i 1988. Hele 58 procent var utilfredse med VKR - kun 22 procent tilfredse. Kun 35 procent var utilfredse med Nyrupregeringen - 39 procent tilfredse. Og kun 10 procent var meget utilfredse med Nyrup-regeringen. Tabel 3. Tilfredshed med regeringsdannelsen 1988 og 1993. Procent og opinionsbalancer 13.6.88 1.2.93 KVR ABDQ Meget tilfreds 2 7 Ret tilfreds 20 32 Hverken/eller (1988: ligeglad) 16 22 Ret utilfreds 33 25 Meget utilfreds 25 10 Ved ikke 4 4 I alt 100 100 Opinionsbalance: Tilfreds minus utilfreds-36 +4 K i l d e r : Observa/JP 20.6.1988; Sonar/JP 10.2.1993. 10

Tabel 4. Tilfredshed med dannelsen af nuværende regering, primo februar 1993 alle Social- R, CD, K V Venstredemokratiet KrF flertal Tilfreds 39 79 63 6 7 38 Hverken/eller 22 14 20 31 25 31 Ret utilfreds 25 4 11 43 43 26 Meget utilfreds 10-2 18 22 3 Ved ikke 4 3 4 2 3 2 Overvægt tilfredse +4 +75 +50-55 -58 +9 K i l d e : Som tabel 3. Tabel 4 viser, at kun 4 procent af socialdemokraterne var utilfredse. Og selv blandt VK-vælgerne var der ikke meget genklang for bl.a. Uffe Ellemann- Jensens heftige kritik. Også KV-regeringen efter 1990-valget blev i starten køligt modtaget. Her blev der ikke stillet et tilsvarende spørgsmål som i 1988 og 1993. Men hele 79 procent af vælgerne havde ifølge Sensor/Jyllands-Posten 4.2.1991 hellere set en flertalsregering. Heraf ønskede kun 15 procent en regering af alle borgerlige partier, mens 60 procent angav forskellige regeringer hen over midten. KVR-regeringen forblev i øvrigt upopulær i hele sin levetid, og politikertilliden scorede flere bundrekorder i perioden. KV-regeringen voksede sig derimod hurtigt ret populær - trods alle skandaler. Et år efter viste en Green-undersøgelse i dagbladet Børsen (13.2.92), at kun 43 procent nu ønskede en flertalsregering hen over midten, mens 37 procent var imod. Med Nyrup-regeringen gik det lige modsat, hvilket kan aflæses både i opinionstallene og i Gallup's målinger af, "hvordan den nuværende regering 11

har klaret sig", jf. tabel 5. 1 Det begyndte nogenlunde i april 1993, men i juni havde vælgerne fået nok. Og i december 1993 havde vælgerne fået mere end nok. Trods en vis bedring i april 1994 finder man kun fem korte perioder siden 1946, hvor tallene er værre end i 1994. Tabel 5. Regeringens temperatur ifølge Gallup (Spm. "Mener De, den nuværende regering har klaret sig godt, nogenlunde godt eller ikke godt i den tid, den har eksisteret?" godt nogen- ikke ved opinionsbalance: lunde godt ikke "godt" minus "ikke godt" Firkløver aug. 1987 20 48 25 7-5 jan. 1988 16 43 32 9-16 KVR aug. 1988 10 37 44 9-34 feb. 1989 10 50 33 7-23 apr. 1990 11 46 34 9-8 KV mar. 1991 16 52 24 8-8 okt. 1991 17 51 26 6-9 maj 1992 17 43 34 6-17 nov. 1992 20 46 28 6-8 Nyrup apr. 1993 12 49 23 16-11 jun. 1993 9 43 36 12-27 dec. 1993 7 45 43 5-36 apr. 1994 10 46 38 6-28 K i l d e : Berlingske Tidende 8.5.94 samt Goul Andersen (1992: 74-75). Det afgørende i denne sammenhæng er, at det først er efter nogle måneder, regeringen begynder at score dårlige karakterer (modsat KVR-regeringen). 1) Spørgsmålets validitet som indikator for regeringens popularitet er ikke ubestridelig. F.eks. må en ivrig modstander af regeringen, der anerkender regeringens evne til at klare parlamentariske vanskeligheder, nøgternt set svare, at regeringen klarer sig godt. I praksis følges tillidsspørgsmål, vurderinger af, hvordan regeringen har klaret sig, samt tilslutningen til regeringen i meningsmålingerne dog helt godt ad. 12

Derfor er det regeringens politik i bred forstand og ikke regeringens sammensætning, der må være forklaringen på nedturen blandt vælgerne. b. Personfaktorer En anden mulighed, som også synes at kunne afvises, er vælgernes utilfredshed med Poul Nyrup Rasmussen (symboliseret ved udtrykket "uld i mund") og/eller deres tiltrækning af den mere karismatiske Uffe Ellemann-Jensen. Men også denne tolkning (som undtagelsesløst optræder i medierne, så snart et parti har frem- eller tilbagegang) forekommer mere end tvivlsom: - Socialdemokratiet vandt 1990-valget, uden at der kunne registreres nogensomhelst forandring i vælgernes bedømmelse af Svend Auken, jf. tabel 6. - Poul Nyrup Rasmussens personlige image blandt vælgerne var blandt de allerbedste helt frem til sommeren 1993 (tabel 6 og 7) - og bedømmelsen af Nyrup som minister 1993/94 afviger ikke stort fra bedømmelsen af Schlüter). 2 - Vælgernes bedømmelse af Uffe Ellemann-Jensen har altid været yderst ambivalent (jf. f.eks. Sonar/Morgenavisen Jyllands-Posten 24.9.93). 3 2) Bedømmelser af statsministrenes virke giver, med enkelte undtagelser, analoge resultater (jf. Observa/- Morgenavisen Jyllands-Posten 28.9.86; Sensor/Morgenavisen Jyllands-Posten 3.12.89; 3.11.90; Sonar/Morgenavisen Jyllands-Posten 6.9.92; 4.4.93; 20.6.93; 26.9.93). Bedømmelsen af regeringens virke følger nogenlunde parallelt karaktergennemsnittet for ministrene, jf. Sonar/ Morgenavisen Jyllands-Posten 4.4.93; 20.6.93; 3.7.94). 3) En nogenlunde samtidig Gallup-måling (Berlingske Tidende 19.9.93) afslører dog, at 57 procent af vælgerne ville finde Uffe Ellemann-Jensen velegnet som statsminister, mens kun 33 procent giver samme bedømmelse til Poul Nyrup Rasmussen. En sammenligning af nye og "gamle" venstrevælgere viser endvidere, at de nye venstrevælgere ikke alene bedømte Uffe Ellemann-Jensen mere positivt end vælgergennemsnittet, men endog mere positivt end de "gamle" venstrevælgere. F.eks. fandt 65 procent af de nye venstrevælgere Uffe Ellemann-Jensen "særdeles egnet", mod "kun" 54 procent af de "gamle". Dermed forekommer det ret sikkert at tilskrive personfaktoren betydning for Venstres fremgang (ligesom det er nærliggende at kæde Venstres tilbagegang i 1994 sammen med dalende vurdering af Uffe Ellemann- Jensen, der nu blandt vælgerne taber stort til Hans Engell som leder af en borgerlig regering (Greens/Børsen 12.8.94)). Derimod er det straks mere problematisk at tilskrive personfaktoren betydning for Socialdemokratiets (fortsættes...) 13

- Personfaktorer skal naturligvis ikke fraskrives enhver betydning, navnlig i konkurrencen mellem nærtbeslægtede partier, men en nærliggende tolkning er, at de ofte er af ringe betydning (f.eks. tilfældet Svend Auken 1988-92), eller at personvurderinger dækker over "personificerede politikvurderinger" (f.eks. dykkede skatteministerens karakterer dramatisk efter skattereformen; trafikministerens dykkede efter diskussionen om Øresundsbroen; og arbejdsministerens i forvejen dårlige karakterer er forringet mere end gennemsnittet for ministrene, jf. tabel 8). 4 3)(...fortsat) tilbagegang. En opdeling på trofaste og frafaldne socialdemokrater viser, at 62 procent af de trofaste fandt Nyrup egnet som statsminister. Blandt de frafaldne var tallet 36 procent. Det er naturligt nok lavere end blandt de trofaste, men det er fortsat højere end vælgergennemsnittet på 33 procent. Skulle personfaktoren være udslaggivende for frafaldet, måtte man forvente, at de frafaldne socialdemokrater havde væsentligt mere negative vurderinger af Nyrup end vælgergennemsnittet. Tilsvarende vurderede de frafaldne socialdemokrater Uffe Ellemann-Jensen relativt positivt (51 procent), men mindre end vælgergennemsnittet (57 procent). 4) En foreløbig analyse, der navnlig tager sigte på den generelle problematik, tillægger personfaktorer noget større betydning (jf. arbejdspapir nr. 4 fra valgprojektet, april 1995). Det igangværende arbejde med en samlet publikation fra projektet vil indeholde en nærmere analyse af effekten på valgresultatet. 14

Tabel 6. Partilederes troværdighed. Opinionsbalancer: Troværdig minus utroværdig. Procentpoint juni juni nov. juni marts 1988 1990 1990 1991 1992 A. Svend Auken -12 +4 +5-2 -23 Poul Nyrup Rasmussen +62 B. Niels Helveg/Marianne Jelved-20-8 +1 +9 +10 C. Poul Schlüter +21 +19 +32 +13 +9 D. Erhard Jakobsen/Mimi +25 +46 +46 +38 +45 F. Gert Petersen/Holger K. Nielsen +18 +13 +18 +10. Q. Niels Anker Kofoed +27 +19 +25 +25 +21 V. Uffe Ellemann-Jensen +9 +15 +9 +17 +26 Z. Pia Kjærsgaard +26 +12 +1 0 0 K i l d e : Obs/JP 26.6.88; Sensor/JP 15.7 og 2.12.90; Sonar/JP 23.6.91 og 22.3.1992. Tabel 7. Ministrenes karakterbog. Statsministeren samt gennemsnit af samtlige ministre maj jan. maj 1985 1986 1987 1990 1991 1992 1993 1994 1994 Statsministeren 0.6 0.8 1.0 0.5 0.6 0.0 0.7 0.4 0.5 Gns. alle ministre 0.06 0.21 0.13-0.02 0.13 0.11 0.24-0.01 0.16 Anm. Målt på skala fra -3 til +3. K i l d e : Observa/Morgenavisen Jyllands-Posten 6.7.1986; 7.6.1987; Sensor/Sonar/Morgenavisen Jyllands-Posten 3.6.90; 2.6.1991; 21.5.1992; 23.5.93; 23.1.94; 29.5.94. 15

Tabel 8. Karakterbog for enkelte ministre i Nyrup-regeringen, 1993-94 Statsminister Poul Nyrup R. Finansm. Mogens Lykketoft Sonar: Gns.karakter (skala -3 til 3) Observa: Op.bal.: Godt minus dårligt maj 93 jan. 94 maj 94 apr. 93 dec. 93 0.7 0.4 0.5 32 9 0.6 0.3 0.3 27 10 Skattemin. Ole Stavad 0.2-0.6-0.3 8-35 Arbejdsmin. Jytte Andersen Trafikmin. Helge Mortensen 0.1-0.3-0.2-4 -27 0.0-0.7. -9-35 Gns. alle ministre 0.24-0.01 0.15 +6-5 K i l d e : Som tabel 7, samt Gfk/BT 10.4.93; 30.12.93. c. EU-afstemningen Vanskeligere er det at afvise, at EU-afstemningen skulle have haft betydning. Godt nok lod 1992-afstemningen sig end ikke registrere som blot krusninger i meningsmålingerne - kurven for stort set samtlige partier var fuldstændigt flad, jf. bilag 3. Men i 1992 havde både tilhængere og modstandere for så vidt også grund til at være tilfredse: Modstanderne fik deres nej, og tilhængerne kunne ikke bebrejde deres politikere. I 1993 havde modstanderne måske større grund til at føle sig snydt eller manipuleret. Men for det første var sammenhængen mellem mistillid og afstemningsadfærd nøjagtig den samme i 1992 og 1993 (Goul Andersen 1993), og for det andet viser al erfaring, at EU-spørgsmålet sjældent har nogen afsmitning til dansk indenrigspolitik. Derfor synes det svært at forestille sig, at det skulle have nogen direkte indflydelse på afvandringen fra navnlig Socialdemokratiet. Ellers er det nemlig vanskelig at forklare, hvorfor de gennemgående langt 16

mere skeptiske SF-vælgere ikke gik over til Enhedslisten med dens klare afvisning af EU. Trods SF's "forræderi" oplevede Enhedslisten kun en fremgang i promillestørrelse i forbindelse med EU-afstemningen, jf. tabel 1. Alligevel skal man ikke fraskrive EU-faktoren enhver betydning. Således kan man godt forestille sig, at EU-afstemningen har medvirket til en demobilisering hos såvel S- som SF-vælgerne: De har ikke noget alternativ at gå til, men deres begejstring for deres normale parti er kølnet. I en sådan situation skal der ikke så meget til, før bægeret flyder over. Og regeringen kan ikke just siges at have været forsigtig i den efterfølgende periode: Straks efter afstemningen præsenterede regeringen en skattereform, som blev hastet igennem Folketinget - uden den normale konsensusdannelse, uden offentlig debat, og næppe videre gennemskuelig for vælgerne. Ydermere var reformens skattelettelser kædet sammen med et ja ved unionsafstemningen: Uden et ja, ingen skattelettelser. Efter denne tolkning skulle EU-politikken navnlig kunne virke som en katalysator. Vi vender senere tilbage til spørgsmålet om demobiliseringen og dens betydning. Nok så vigtig er i denne forbindelse skattereformen, som formentlig er en af de vigtigste enkeltforklaringer på regeringens kranke skæbne. 17

4. Regeringens politik 4.1. Skattereformen For mange var det en provokation at kæde skattereform og skattelettelser mere eller mindre sammen med EU-afstemningen. Og det var den værst tænkelige timing at tromle en uigennemskuelig skattereform igennem umiddelbart efter EU-afstemningen. At skattereformen ville være upopulær, var ret veldokumenteret i adskillige meningsmålinger. Tabel 9 viser nogle af hovedtendenserne, baseret på valgundersøgelsen 1990 (foretaget januar 1991): Tabel 9. Skattepræferencer 1990. Parvise sammenligninger. Procent og PDI Foretrækker Foretrækker Neutral/ Opinionsbal. i procentpoint (N=974) A B ved ikke for A A. Lavere moms B. Lavere indkomstskat 56 34 10 +22 A. Højere skattefri bundgrænse B. Lavere skatteprocenter 55 33 12 +22 A. Lavere proportionalskat B. Lavere marginalskat 64 22 14 +42 A. Afdrag på statsgælden B. Skattelettelser 53 31 16 +22 "I den nuværende økonomiske situation er der ikke råd til skattelettelser" 66 21 13 +45 A=enig B=uenig Anm. Kun svarpersoner over 18 år. Spm. "Hvis der bliver råd til at sænke skatterne, hvad synes De så, er vigtigst? - at (A) sænke momsen eller (B) at sænke indkomstskatten? - at (A) hæve den skattefri bundgrænse eller (B) at sænke skatteprocenterne? - at (B) sænke skatten af den sidst tjente krone (6- og 12-procent skatterne) eller (A) at sænke skatteprocenterne for alle indkomster (22 procent skatten)? - at (B) sænke skatterne eller (A) afdrage på statsgælden?" (A og B er her tilpasset til præsentationen i tabellen ovenfor). 18

- Et stort flertal af vælgerne mente ikke, der var råd til skattelettelser. På baggrund af den økonomiske krisestemning har situationen næppe været anderledes i 1993. 5 På spørgsmålet om, hvad de ville foretrække, hvis der var råd til skattelettelser, foretrak solide flertal af vælgerne: - lavere moms frem for lavere indkomstskat - højere skattefri bundgrænse frem for lavere skatteprocenter - lavere proportionalskat frem for lavere marginalskat (der blev i undersøgelsen henvist til 6- og 12-procent skatten) - afdrag på statsgælden frem for skattelettelser. Disse flertal gik igen hos samtlige partier på samtlige spørgsmål, bortset fra, at de radikale vælgere foretrak lavere indkomstskat frem for lavere moms. Hos de 85 procent af vælgerne, der havde mindre end 250.000 kr. i årlig egenindkomst (brutto), var der ingen sammenhæng mellem indkomstens størrelse og holdning til skattepolitikken. Kun hos de 2 procent, der tjente mere end 400.000, svingede flertallene om - til gengæld meget markant (Goul Andersen 1994: 84-92). Det viser, at indtil egeninteressen bliver for stærk, er der egentlig bred konsensus i den danske befolkning om, hvad der er retfærdig skattepolitik. Andre aspekter er også undersøgt: 5) Svarene i opinionsmålinger afhænger altid af spørgsmålsformuleringen. I spørgsmålet, om der er råd til skattelettelser, ligger der en vis overtalelseseffekt, der kan overdrive tendensen. Et lignende spørgsmål har været anvendt til at måle holdninger til lønstigninger. Men herfra ved vi også, at vælgerflertallet sagtens kan erklære sig uenige i påstanden. Det gjorde flertallet f.eks. i 1986, hvor det gik "ufattelig godt". Hvad de parvise sammenligninger angår, viser en række andre undersøgelser visse modifikationer. Hvis man f.eks. stiller lavere moms over for højere skattefri bundgrænse, er resultatet mere usikkert, selv om vælgerne foretrækker lavere moms frem for lavere indkomstskat. Men hovedtendenserne - at vælgerne ikke mener, der er råd til skattelettelser, og at de foretrækker lavere moms og/eller højere skattefri bundgrænse frem for lavere marginalskat - er der ingen tvivl om. Det var bl.a. også derfor, Socialdemokratiet vandt 1990-valget. 19

- Sonar (Morgenavisen Jyllands-Posten 17.5.93) kunne berette om, at 2/3 principielt tilsluttede sig omlægning fra skat på indkomst til miljøafgifterne. Gallup (Berlingske Tidende 4.7.93) viste dog, at tilslutningen svækkes noget, når det bliver konkret. F.eks. gik kun 50 procent ind for at forhøje benzinafgiften med 20 øre - 41 procent var imod. Cifrene for afgifter på vand og el var 53-39. - Gallup (Berlingske Tidende 6.6.93) kunne berette om klar modvilje (56 procent imod, 29 for), når det gjaldt den skærpede beskatning af frynsegoder. Sammenfattende kan man sige, at: 1) Vælgerflertallets samfundsøkonomiske vurdering var negativ (ikke råd til ufinansierede skattelettelser). 2) Den fordelingspolitiske vurdering var negativ (derimod accepterede et stort flertal 1987-reformen, fordi den blev opfattet som retfærdig). 3) For vælgere, der måtte lade sig lede af mere snævert egoistiske motiver, var billedet ikke bedre, for en halv snes målinger (hvoraf 3 er foretaget op til flere måneder ind i 1994) viser samstemmende, at flertallet ikke mente, deres skat var blevet eller ville blive mindre (det svarer til erfaringen fra 1987, jf. Goul Andersen 1992). 4) Oplevede skattelettelser ville heller ikke have hjulpet stort, for ifølge Gallup (Berlingske Tidende 17.5.93) mente 3 ud af 4, at skattelettelsen var taktisk bestemt (for at sikre et ja til EU). 5) De, der blev ramt på frynsegoderne, var først og fremmest privatansatte lønmodtagere, i særdeleshed funktionærer - Socialdemokratiets smertensbarn mht. vælgertilslutning. 6) Udtalelser om, at alene "fusentaster" blev ramt, benægtelse af problemer for pensionister og oprindelig modvilje mod at ændre udbetalinger 20

til pensionister med tilbagevirkende kraft var yderst uheldige for regeringen. Kort sagt gav skattereformen ingen venner, men mange fjender, både i traditionelle socialdemokratiske lag og blandt de privatansatte lønmodtagergrupper, hvor SD-tilslutningen er katastrofalt lav. Sagligt set var målsætningen uklar og reformen i øvrigt kritisabel på mange punkter. 6 Så måske var det nådigt sluppet, at 27 procent ville have stemt ja, 46 procent nej (ifølge B.T./GfK), hvis de skulle have stemt om reformen. Det er karakteristisk, at skatteministeren, der oprindeligt fik en pæn vælgerbedømmelse, efter reformen har været at finde blandt de allermest upopulære ministre. 7 4.2. Arbejdsmarkedsreformen/regeringens arbejdsløshedsbekæmpelse Er skattereformens skattelettelser blevet tolket som vælgertaktik, er bestræbelserne på at "knække arbejdsløshedskurven" for enhver pris inden valget nok af mange blevet tolket som noget lignende. For at sætte det på spidsen: Den ublufærdige omgang med de vælgertaktiske hensyn i så 6) Policy mixet mellem en lighedsorienteret arbejdsmarkedsreform og en ulighedsorienteret skattereform var ifølge mange arbejdsmarkedsøkonomer uheldigt; reformen indeholder en inflations(forventnings-)risiko, dels fordi stigende afgifter historisk overvæltes i lønnen, dels fordi de internationale kapitalmarkeder tager bestik af forbrugerpristallet og ikke nettopristallet i dag; statsgælden blev reelt forøget betydeligt ved den stærkt lempede beskatning ved pensionsudbetalinger; skattesystemet for almindelige lønmodtagere blev ikke forenklet; bruttoskatten indebærer en vis risiko for større skattestigninger (hvis pengene er der, bliver de brugt); uden skattereformens skattelettelse havde statsunderskuddet og behovet for en finanspolitisk stramning været mindre i dag; sammen med mindre inflationsforventninger kunne det måske have givet en lavere rente. For nu blot at nævne nogle punkter. 7) Hvordan skattereformen vil komme til at påvirke regeringens valgresultat, lader sig dog dårligt forudsige. Tiden læger en del sår, kun få har store sår, og skattereformen har én ubestridelig fordel: Den skabte en afklaring. Selv om skattepolitikken ikke er et aktiv for regeringen, behøver den heller ikke være det for oppositionen, der har foreslået at tilbageføre store dele af reformen. Spørgsmålet er imidlertid, om vælgerne ville bryde sig om at skabe uklarhed om skattepolitikken én gang til? Hvor mange ønsker endnu en skattereform - 1-2 år efter den sidste? Oppositionen finder lydhørhed for kritikken, men det er tvivlsomt, om den kan vinde på alternativet. Og den ville næsten være nødt til at smøre med lidt ufinansierede skattelettelser én gang til for at undgå at krumme hår på for mange hoveder. Disse perspektiver lader sig let trække op i en valgkamp. 21

henseende kan næsten sammenlignes med at indlede en flirt med en voldtægt. 8 Og i hvert fald øgede det regeringens sårbarhed over for kritik for at ville "sminke ledigheden". Hertil kommer, at vælgerne ikke tror på de gængse midler til at bekæmpe arbejdsløsheden. Netop derfor vandt Ritt Bjerregaard så stor lydhørhed på sin kronik om "tilskudsøkonomien". Groft sagt er det eneste, vælgerne tror på, "skraldemandsmodellen" (kilde: Foreløbige resultater fra "Kriseundersøgelsen, april 1994). En del har også tiltro til orlovsordninger. Meget firkantet sagt mener de fleste vælgere øjensynligt, at det er tosset, at så mange går arbejdsløse, samtidig med, at så mange er plaget af alt for meget arbejde. Vælgerne tænker solidarisk: Man burde deles om det arbejde, der er. Den manglende tiltro til foranstaltninger á la arbejdsmarkedsreformen fremgår som nævnt af en ikke-publiceret undersøgelse. 9 Men man kan også henvise til en GfK-måling fra 1992 (B.T. 22.1.92), jf. tabel 10. 8) I øvrigt er der også en del dårlig vælgertaktik involveret. For det første er det mere end tvivlsomt, om der er nogen sammenhæng mellem arbejdsløshedskurven og regeringens popularitetskurve i Danmark. Alle systematiske undersøgelser efter 1971 siger nej. For det andet knækkede den relevante arbejdsløshedskurve allerede i december 1993. Formålet med at knække arbejdsløshedskurven var jo at skabe en forventning om, at regeringen kunne gøre noget ved ledigheden. Men allerede i december 1993 viste Danmarks Statistiks forbrugertillidsundersøgelser et klart knæk i vælgernes forventninger til arbejdsløsheden. 9) Resultaterne fra undersøgelsen er, sammen med resultater fra valgundersøgelsen 1994, publiceret som arbejdspapir nr. 5 fra valgprojektet (april 1995). 22

Tabel 10. Vælgernes syn på arbejdsmarkedspolitikken ifølge GfK/BT. 1992 Ja Nej Ved ikke Tror De på økonomiske eksperters forudsigelser? 24 51 25 Mener De, kommunale beskæftigelsesprojekter nedbringer arbejdsløsheden? Tror De, arbejdsløsheden kommer under 200.000 inden år 2000? Kan en øget orlov (barsel og uddannelse) begrænse arbejdsløsheden? 30 59 11 20 65 15 35 51 14 Tror De, at iværksætterydelse nedbringer arbejdsløsheden? 34 53 13 Bør deltidsarbejde øges? 76 13 11 Er mindstelønnen for høj? 16 73 11 Er arbejdsløshedsunderstøttelsen for høj? 34 53 13 Er pensionsalderen for høj? 43 46 11 Bør overarbejde forbydes ved lov? 22 69 10 Bør det forbydes at have bijobs? 24 66 10 Bør unge menneskers fritidsjobs forbydes? 2 94 4 Må arbejdsløse være udøvende kunstnere, mens de modtager understøttelse? 38 40 22 K i l d e r : GfK/B.T., Observa 22.1.1992. Baseret på 1203 besvarelser. Der er ikke mange lyspunkter at hente for en socialdemokratisk beskæftigelsespolitik, og arbejdsministeren optræder også på bundholdet, når man ser på ministrenes karakterbog. I lighed med skatteministeren er det næppe af personlige grunde. Konklusionen er, at arbejdsmarkedsreformen i lighed med skattereformen er et handicap for regeringen i den tilstundende valgkamp. Men billedet for oppositionen er næppe bedre. Nok viser en række forskellige målinger ønske om at sikre mere effektivt mod misbrug, og et 23

stort flertal (72 procent mod 18) mener, de (langtids-)arbejdsløse skal påtage sig anvist arbejde (Sonar/Morgenavisen Jyllands-Posten 12.05.93). 10 Men påstanden om, at mindstelønnen er for høj, møder ingen forståelse, og et pænt flertal afviser også påstanden om, at understøttelsen er for høj, jf. tabel 7. De konservatives forslag til en arbejdsmarkedsreform er lidt af en foræring til regeringen. Venstrefløjen har - bl.a. med sit syn på overarbejde - heller ikke meget at byde på, som vælgerne kan gå ind for. Hvis arbejdsløsheden - som forventet - er klart faldende omkring valgtidspunktet, øges lydhørheden over for kravet om, at ledige skal påtage sig anvist arbejde. Men samtidig svækkes formentlig forståelsen for ubehageligheder á la større lønspredning, når det går godt. 11 4.3. Statsfinanser Ifølge en GfK-måling i september 1993 (B.T. 24.9.93) mente vælgerne på næsten alle områder, at Schlüter-regeringen var bedre end Nyrup-regeringen: Til bekæmpelse af arbejdsløsheden, indvandrer-/flygtningepolitikken, skattepolitikken, borgernes levefod i almindelighed, pensionisternes levevilkår samt boligpolitikken. På de fleste områder var der dog tale om meget små forskelle på et par procentpoint. Men der er én undtagelse: Kun 11 procent syntes bedst om Nyrup-regeringens finanslov, 57 procent foretrak Schlüter-regeringens. 10) Der er ikke skelnet mellem faglig og geografisk mobilitet, men kravene om faglig mobilitet er nok større end de geografiske. 11) Det eneste aspekt, der møder større forståelse, er indslusningsløn for de unge (Gallup/Berlingske Tidende 3.9.1991). Vælgerflertallet mener, det bedste ville være bedre uddannelse, men det samme flertal mener, det mest effektive vil være indslusningsløn. Interessant nok havde de arbejdsløse større tiltro end de beskæftigede til, at en lavere begyndelsesløn ville være mest effektiv. 24

Det viser, hvor stor grobund der dengang var for oppositionens påstand om, at "pengene fosser ud af statskassen". Opgørelsen af de offentlige udgifter for 1993 giver i øvrigt sagligt set oppositionen ret: Ikke alene overførslerne, men (som noget nyt) også det offentlige konsum steg meget voldsomt - på ét år med en stigning (2.7 procent), der svarer til op mod halvdelen af den samlede stigning i det offentlige konsum fra 1982 til 1992. Samtidig steg det offentlige udgiftstryk til ny rekord - 73 procent af BFI, mod 71 procent i 1983 (det var ikke kun den nye regerings ansvar - men den påtog sig reelt ansvaret med dens mange udgiftspolitiske signaler). Man kan også frygte, at den kraftige finanspolitiske lempelse kan udløse lidt for meget "ketchup"-effekt, og at den hellere skulle være undgået. 12 Konklusionen er, at finanspolitik og offentlige udgifter også giver regeringen et handicap under valgkampen. Men oppositionen har også en ret dårlig sag. Nok præges de finansielle markeder af tiltagende bekymring. Men i medierne spirer advarslerne mod den førte finanspolitik kun langsomt frem. Manglen på en sådan uafhængig støtte svækker alt andet lige oppositionen. Desuden vil forståelsen for oppositionens sparekrav nok svinde under en højkonjunktur. Derfor behøver valgresultatet ikke afspejle meningsmålingerne. 12) Faktisk forudså Arbejderbevægelsens Erhvervsråd allerede omkring midten af 1993, at rentefaldet i sig selv ville udløse et voldsomt opsving (hvoraf man kunne have draget den følgeslutning, at yderligere tiltag ville være overflødige, måske skadelige). 25

4.4. Opsvinget og æren derfor Regeringens mest ubestridelige succes er liberaliseringerne på realkreditområdet og indførelsen af op til 30-årige kontantlån. Intet har bidraget så meget 26

til det økonomiske opsving som netop lånekonverteringerne (hvis finansielle betydning er begrænset, men hvis likviditetsmæssige betydning er enorm). Samtidig har man sjældent i dansk politisk historie set en gruppe opnå så store, politisk bestemte ændringer i levestandarden som konverterende boligejere i 1993/94. Ydermere falder denne gruppe i betydelig udstrækning sammen med de børnefamilier, der har opnået forhøjede børnechecks som kompensation for skattereformen og/eller obligatorisk søskenderabat i daginstitutioner og/eller pasningsgaranti i daginstitutioner. Gruppen overlapper tilmed i ikke ringe udstrækning med gruppen, der har fået tilskud til boligforbedringer. Gruppen af konverterende yngre børnefamilier i ejerbolig har grund til at være regeringen uendelig taknemmelig. Og ingen kan bestride, at denne gruppes udvidede forbrugsmuligheder har bidraget voldsomt til det økonomiske opsving. Men det har ikke været undersøgt, om regeringen overhovedet får æren for opsvinget, lige så lidt som det har været undersøgt, om de ovennævnte særligt begunstigede kategorier er regeringen taknemmelige. Ej heller har det været undersøgt, om de, der har følt sig ramt på befordringsfradrag og frynsegoder, er bitre. Fordi variationen er så betydelig, og fordi "vindere" så entydigt lader sig udpege ud fra objektive kriterier, giver 1994-valget giver helt enestående muligheder for at undersøge økonomiske faktorers betydning for partivalget: - Oplever de begunstigede grupper overhovedet, at de har fået en forbedring? - Forbinder de dette med regeringens politik? - I hvilken grad erkendes det økonomiske opsving? - Hvor meget forvrider partiidentifikationen borgernes perception? - Er der asymmetri mellem fordele og ulemper? 27

- Hvordan vurderer vælgerne de fordelingspolitiske effekter - opfattes politikken som retfærdig? - Ser vælgerne fremad, og hvad forventer de sig af fremtiden? Hele diskussionen om privatøkonomiske versus samfundsøkonomiske (og fordelingspolitiske/moralske) faktorers betydning for partivalget i Danmark lader sig afklare på basis af 1994-valget. Den hidtidige forskning peger i mange forskellige retninger: Vælgernes holdninger lader sig bedre forklare ud fra samfundsøkonomiske end ud fra privatøkonomiske motiver (Goul Andersen 1994), mens ændringer i vælgertilslutningen i meningsmålingerne ser ud til at være mindst lige så påvirkelige af privatøkonomiske forhold (Nannestad og Paldam 1994; se dog også Klitgaard Jensen 1989 samt Borre 1989). På grund af de anvendte spørgsmålsformuleringer og/eller undersøgelsesdesigns kan ingen af undersøgelserne dog gøre krav på at være definitive. Og de kommercielle meningsmålinger er interessant nok krøbet helt uden om hele denne centrale problematik. 28

5. Sammenfatning Selv om der er enkelte "tidsler", må man vel sige, at få regeringer har haft så godt et grundlag at gå til valg på som den nuværende regering. Uanset om vælgerne reagerer retrospektivt eller prospektivt, og uanset om vælgerne prioriterer samfundsøkonomien eller privatøkonomien højest, burde der være klækkelige vælgergevinster at hente for regeringen. Forudsat at vælgerne stemmer ud fra policy effects. Hvis vælgerne derimod stemmer ud fra ikke-økonomiske forhold, eller hvis de stemmer ud fra policy vurderinger, dvs. tager stilling til indholdet, er sagen en anden. Hypotesen er, at vælgerne i høj grad stemmer ud fra policy vurderinger, dvs. at de tager stilling til politikkens indhold, herunder også dens formodede effektivitet. Meget tyder på, at regeringen har gjort for meget, der ikke har været populært, selv om den stort set ikke har gjort noget "ubehageligt". I hvert fald synes centrale dele af politikken ikke at være faldet i vælgernes smag. 29

Litteratur Borre, Ole (1989). "Belønnes regeringen?", pp. 291-304 i Jørgen Elklit & Ole Tonsgaard, red., To Folketingsvalg. Vælgerholdninger og vælgeradfærd i 1987 og 1988. Århus: Forlaget Politica. Goul Andersen, Jørgen (1992). Politisk mistillid i Danmark. Århus: Institut for Statskundskab/Rockwool Fondens Forskningsenhed. Goul Andersen, Jørgen (1993). Udviklingen i den politiske tillid, 1991-1993. Århus: Rockwool Fondens Forskningsenhed/Institut for Statskundskab. Goul Andersen, Jørgen (1994). "Samfundsøkonomi, interesser og politisk adfærd", pp. 15-136 i Eggert Petersen m.fl., Livskvalitet og holdninger i det variable nichesamfund. Århus: Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, i komm. hos Aarhus Universitetsforlag. Ibsen, Flemming (1992). "Efter Zeuthen-rapporten", Samfundsøkonomen 1992:6. Jensen, Ralf Klitgaard (1989). Økonomisk vælgeradfærd - teori og praksis. Speciale, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Nannestad, Peter & Paldam, Martin (1994). "The Egotropic Welfare Man: A Pooled Cross-Section Study of Economic Voting in Denmark, 1986-92", Memo 1994-2, Økonomisk Institut, Aarhus Universitet. 30

Bilagstabeller Bilag 1a. Vælgernes vurdering af regeringens evne til at løse de økonomiske problemer. 1986-1991. Procent Juni Maj Nov Marts Sep. Jan Marts 1986 1987 1987 1989 1989 1991 1991 Meget godt 10 7 4 4 7 11 Ret godt 31 30 28 25 23 31 36 Hverken/eller 19 27 39 9 17 25 27 Ret dårligt 24 22 37 33 60 21 19 Meget dårligt 16 14 29 12 8 I alt 100 100 100 100 100 100 100 Overvægt "godt" +1 +1-5 -33-37 +4 +20 K i l d e r : Goul Andersen (1994). Spm. "Hvordan ser De på den nuværende regerings evne til at løse landets økonomiske problemer? Gør den det efter Deres mening meget godt, ret godt, ret dårligt eller meget dårligt?" Marts 1989 excl. "Hverken/eller". 1991: "Den borgerlige regerings evne". 31

Bilag 1b. Vælgernes bedømmelse af regeringsalternativernes evne til at løse de økonomiske problemer Borger- Ingen Soc.Dem. PDI Hvem er bedst... lig reg. forskel regering borgl. Til at løse de økonomiske jun. 1986 41 30 29 12 problemer i almindelighed maj 1987 41 34 25 16 aug. 1987 40 37 23 17 nov. 1987 38 38 24 14 nov. 1987 33 41 26 7 mar. 1989 33 42 25 8 sep. 1989 30 37 33-3 jan. 1991 42 35 23 19 Til at bekæmpe underskud- jun. 1986 41 42 17 24 det på betalingsbalancen maj 1987 39 42 19 20 aug. 1987 53 31 16 37 nov. 1987 54 33 13 41 nov. 1987 32 46 22 10 mar. 1989 38 43 19 19 sep. 1989 41 37 22 19 jan. 1991 54 34 13 41 Til at sikre landet en mo- aug. 1987 48 41 11 38 derne industri, så Danmark nov. 1987 51 36 13 38 bliver ved med at være et af de rigeste lande i verden nov. 1987 35 46 19 16 mar. 1989 37 42 21 16 sep. 1989 41 37 22 19 jan. 1991 41 41 18 23 Til at bekæmpe inflationen jun. 1986 49 37 14 35 Til at bekæmpe underskuddet på statsbudgettet jan. 1991 51 36 13 38 Til at bekæmpe arbejdsløs- jun. 1986 41 33 26 15 heden maj 1987 31 40 29 2 aug. 1987 32 37 31 1 nov. 1987 36 32 32 4 nov. 1987 27 43 30-3 mar. 1989 19 45 36-17 sep. 1989 20 29 51-31 jan. 1991 17 35 48-31 Til at sikre den sociale jun. 1986 26 29 45-19 balance i den økonomiske maj 1987 25 34 41-16 politik aug. 1987 30 30 40-10 nov. 1987 28 30 42-14 nov. 1987 26 37 37-11 mar. 1989 17 41 42-25 sep. 1989 14 26 60-46 jan. 1991 18 32 50-32 K i l d e : Som tabel 24. 32

Anm. Juni 1986-nov. 1987 er spurgt om "den nuværende regering, støttet af det Radikale Venstre", stillet over for "en socialdemokratisk regering, støttet af SF". Fra nov.1987 er spurgt om "den nuværende borgerlige regering", stillet over for "en socialdemokratisk ledet regering". 33

Bilag 2. Vælgernes vurderinger af egen økonomi og samfundsøkonomien, samt forventningerne hertil, 1979-1993. Nettotal vurdering af økonomien forventninger til økonomien i dag, sammenlignet med om et år, sammenlignet med et år tidligere i dag Danmarks egen Danmarks egen økonomi økonomi økonomi økonomi jan. 1979-17 +2-11 +6 maj 1979-29 0-25 +2 okt. 1979-55 -2-36 0 jan. 1980-58 -7-45 -7 maj 1980-63 -13-46 -9 okt. 1980-48 -12-37 -6 jan. 1981-45 -11-29 -5 maj 1981-47 -12-30 -8 okt. 1981-49 -11-29 -2 jan. 1982-33 -8-17 -1 maj 1982-41 -6-31 +1 okt. 1982-50 -6-20 -7 jan. 1983-33 -5-13 -6 maj 1983 +15-4 +17 +4 okt. 1983 +8-3 +7 +2 jan. 1984 +20-1 +18 +2 maj 1984 +6-3 +2 +1 aug. 1984 +5-1 +3 +4 okt. 1984 +1-3 +2 +3 jan. 1985 +10-4 +7 +5 apr. 1985-5 -5 0 0 jun. 1985-1 -3 +3 +3 okt. 1985 5 2 +7 +4 jan. 1986 8 1 +5 5 apr. 1986-12 -3-6 +1 jun. 1986-16 -3-9 +1 aug. 1986-7 0-7 +6 sep. 1986-21 -2-12 +1 okt. 1986-15 0-10 +3 nov. 1986-24 -5-17 -4 dec. 1986-24 -1-15 0 jan. 1987-20 -6-12 +4 feb. 1987-16 -1-11 +4 mar. 1987-30 -2-20 0 apr. 1987-25 -2-19 +3 maj 1987-17 0-8 +4 jun. 1987-21 -1-13 0 aug. 1987-22 1-17 +3 sep. 1987-13 0-5 +4 okt. 1987-17 -2-16 +3 nov. 1987-24 1-17 +2 dec. 1987-37 -4-30 -2 jan. 1988-32 -5-25 0 feb. 1988-33 -4-23 3 mar. 1988-30 -8-23 -1 apr. 1988-29 -5-21 4 maj 1988-24 -4-12 2 jun. 1988-26 -5-18 2 aug. 1988-29 -2-21 0 34

sep. 1988-37 -3-26 -2 okt. 1988-34 -5-25 2 nov. 1988-33 -1-26 -1 dec. 1988-35 -5-30 -3 35

vurdering af økonomien i dag forventn.til økonomien om 1 år Danmarks egen Danmarks egen økonomi økonomi økonomi økonomi jan. 1989-31 -5-24 0 feb. 1989-27 -7-16 -1 mar. 1989-28 -8-20 -2 apr. 1989-27 -5-17 1 maj 1989-25 -6-16 -1 jun. 1989-26 -5-17 -1 aug. 1989-26 -3-17 -2 sep. 1989-26 -4-19 -2 okt. 1989-24 -6-15 4 nov. 1989-30 -5-19 1 dec. 1989-16 -6-8 1 jan. 1990-12 -4-5 4 feb. 1990-12 -3-8 5 mar. 1990-8 -3-2 3 apr. 1990-14 -6-8 3 maj 1990-13 0-6 5 jun. 1990-25 -1-17 4 aug. 1990-19 0-18 3 sep. 1990-23 -1-19 7 okt. 1990-23 -3-18 4 nov. 1990-21 -1-16 3 dec. 1990-10 -4-5 0 jan. 1991 0-4 -3 7 feb. 1991-2 0-6 4 mar. 1991 +7-2 6 6 apr. 1991 +2-3 2 8 maj 1991-1 0-3 6 jun. 1991 0 0 1 5 aug. 1991-5 2-4 6 sep. 1991-6 -1-5 7 okt. 1991-8 -1-4 5 nov. 1991 +1 2 +3 10 dec. 1991 +1 2 0 8 jan. 1992 +3 2 +3 11 feb. 1992-1 -1-1 6 mar. 1992-3 1-3 7 apr. 1992 +1 2 0 12 maj 1992 +3 6 +3 13 juni 1992 +9 6-6 12 aug. 1992 +3 6-2 11 sep. 1992-14 4-10 10 okt. 1992-13 1-8 10 nov. 1992-25 -1-13 8 dec. 1992-19 0-8 8 jan. 1993-12 1-5 10 feb. 1993-13 0-9 9 mar. 1993-22 1-5 10 apr. 1993-20 -2-5 9 maj 1993-14 2 0 10 juni 1993-7 1 1 10 aug. 1993-10 2-7 11 sep. 1993-15 2-10 13 okt. 1993-11 2-11 9 nov. 1993-11 2-11 9 dec. 1993-6 5-4 9 36