Murens fald og det maskuline hegemoni Af Richard Lee Stevens, Kultursociolog, mag. art., Et maskulint hegemoni er den magt, mænd, som en samlet gruppe er i besiddelse af, og som er vævet ind i samfundets mure og i den kultur, der er med til at førsteprioritere mænd, mænds positioner og mænds styring af samfundet og hele dets anliggende. I virkeligheden har vi ikke ligestilling, og vi kan ikke få ligestilling, med mindre den mur, som vores samfund er omringet af, bliver revet ned og ændret med ligestilling for øje. Men det er nødvendigt først at få øje på det maskuline hegemoni. Begrebet kommer fra en australsk mandeforsker, R.W. Connell, og han har brugt en stor del af sit forfatterskab og bogen om Masculinities til at forklare begrebet. Men det er vanskeligt for mange at fatte, hvad det handler om, og hvor betydningsfuldt det er i en reel kamp for ligestilling i vores samfund i dag. Per Marquard Otzen er ophavsmand til en tegning i Politiken den 16. februar 2011, der skærer forholdet ud i pap. Tegningen omhandler situationen i Ægypten i dag og militærets overtagelse af magt og styring, efter Mubarak er gået af fra den præsidentpost, han har haft i over tredive år. På tegningen ser man en gruppe mennesker, som er ved at rive murene af det bestående samfund ned. De råber free at last, som vi har hørt det fra Tahrir Pladsen i Kairo gennem de sidste mange uger. Men essensen i tegningen er, at disse Side 1 af 5
mennesker, som er ved at rive murene af det bestående samfund ned, er omringet af endnu en mur. På muren holder soldater og magtfulde militærpersoner vagt, og de virker ikke særligt bekymrede. De har nemlig stadig en stor og endnu stærkere mur, som omringer de personer, der vil skabe forandring. Tegningen viser, at de, der søger frihed fra undertrykkelse, endnu ikke har opdaget, at der er et lag mere, som yderligere kan fastholde undertrykkelsen. Tegningen er en fantastisk afbildning af den kultur og tradition, som Mubarak og hans militære alliancer har været med til at opbygge over de sidste mange år. Det er en tegning, som viser, hvor stærk kulturen og traditionen er, hvor meget et samfund bygger på disse traditioner, og hvordan de er lagt ind i befolkningens kultur. Den viser især, at de mennesker i Kairo, som har kæmpet gennem de sidste mange uger, i virkeligheden kun har kæmpet imod et symptom på og ikke imod årsagen til deres undertrykkelse. Befolkningen står nu overfor en endnu større kamp. En kamp, som er lagt ind i murene, ind i kulturen og ind i de organisationer og beslutningsprocesser, som diktaturet har været med til at opbygge gennem de sidste 30 år. Mubarak er en figur på toppen af et meget veletableret magtapparat, og han har kun udtrykt og fastholdt undertrykkelsen, hvis kærne i virkeligheden ligger et andet sted end i Mubaraks person. Den ligger i de mure af kultur og tradition, der fastholder den undertrykkelse, Mubarak er kun et symbol på. Min første tanke, da jeg så tegningen, var, at det var en fantastisk skildring af det maskuline hegemoni i vores eget samfund. Jeg kom til at tænke på, at de kvinder, som har kæmpet imod den undertykkelse, de har været underlagt gennem tusindvis af år, er lige som de mennesker, der i Otzens tegning råber free at last. Vi har udviklet en lovgivning i Danmark, der stiller formelle krav om ligestilling, men det dækker over, at politikerne ikke længere er interesserede i at kæmpe videre for reel ligestilling. Politikerne har passiviseret menneskene ved at smide lunser ud til dem i form af love, kampagner, udvalg og kommissioner. Men der foregår stadig ikke et reelt ryk hen imod ligestilling på trods af de mange initiativer. Kvinder er i virkeligheden stadig undertrykte og befinder sig stadig i anden række, når det angår ledelse, magt og Side 2 af 5
politisk styring. Derfor er de i samme situation, som menneskene i Otzens tegning. De har ret til skabe en ligestillingsbevægelse, ret til at råbe slagord, ret til at forske og endog ret til at kæmpe for at få deres rettigheder. Men de er stadig omringet af en endnu større og mere magtfuld kraft, som er nærmest usynlig: Den mur, der omringer ligestillingskampen, og som er bygget op af et maskulint hegemoni. Ligestillingsminister Lykke Friis hat i et interview i Politiken d. 27. februar sagt, at kvinder skal opgive kvindekamp og inddrage mænd i en reel kamp for ligestilling i samfund i dag. Hun vil gerne oprette et mandepanel, som kan undersøge det, som er med til blokere for ligestilling. Som i Otzens tegning er de mennesker, der befinder sig bag den indre mur, ikke opmærksomme på, at der findes en anden mur omkring dem, som består af kulturen, tankerne, traditionen og den organisation, der er med til at opbygge og fastholde et maskulint hegemoni. Det er den mur, mænd har været med til at opbygge gennem alle de år, hvor undertrykkelse af kvinder var lovlig, accepteret og en del af virkeligheden. Lige som Mubaraks soldater, der står på en solid mur af magt, fungerer det maskuline hegemoni som den ramme, vores samfund fungerer i. Mænd har slet ikke været interesseret i at udvikle en slagkraftig mandeforskning, der kunne synliggøre, hvordan mænd har formet sprog, organisationer, beslutningsprocesser og kultur, så de var egnede til at underbygge og støtte mænds magt. Det har krævet en omfattende kvindebevægelse at nævne ordet køn og bevise, at kønnet var med til undertrykke kvinder, at de var undertrykt, fordi de var kvinder. Det har kvinderne kæmpet for at gøre klart i kvindebevægelsen, kvindeforskningen og i daglig tale. Men i al kampen har de glemt mænd, og at det er mænd i deres væsen og køn, der er med til at prioritere sig selv i samfundets magtpositioner. Det kræver en markant udvikling af mandeforskningen at belyse betydningen af det maskuline hegemoni og af, hvordan mænds undertrykkelse er lagt ind i murene, som magten og dens soldater står på. Et af problemerne er, at et maskulint hegemoni nærmest er usynligt eller i hvert fald ikke er et diskussionsobjekt, hvilket medvirker til, at mændene relativt uantastet kan besidde magtpositioner over hele verden. Mændene ses i fjernsynet i mørke jakkesæt, på billeder af præsidenter og Side 3 af 5
bestyrelsesmedlemmer, i afbildning af politikere, og de ses personificeret i de få kvinder med magtpositioner, der går klædt i mandetøj for at kunne få og fastholde den position, de har kæmpet sig til. Der tales i dag om kvindens politiske sprog og sproglige gennemslagskraft, der ikke virker så kraftfuldt som mænds, hvilket kan påvirke befolkningen til at stemme for en mand i stedet for en kvinde. Befolkningen bliver også som en del af kulturen programmeret og trænet til at vælge en stærk mand til lede dem og ser mænd som dem, der er de mest kompetente til have ansvarsfulde positioner. Denne normalitet er en del af det maskuline hegemoni, som vi er omringet af. Det er den mur, soldaterne står på, og hvor de kan slappe af, fordi de ved, at de er i besiddelse af en magt, befolkningen endnu ikke har opdaget. Muren er stærk, fordi den er lavet af det maskuline hegemoni, som er den magt, der definerer alle forhold og situationer, hvor mænd er begunstigede. Det maskuline hegemoni støtter mænd i deres stræben efter at erobre og fastholde magten over alle sociale grupperinger og efter at definere og reproducere mandens dominans i samfundet. Maskulint hegemoni er magt til at kunne definere situationer og til at formulere, hvordan verden skal forstås, og det er en magt til at kunne definere moralitet og etik som en betydningsfuld del af processen. Maskulint hegemoni handler også om at kunne overbevise en stor del af befolkningen om det naturlige og hensigtsmæssige i de gældende magtforhold, således at disse betragtes som normale eller almindelige. En fundamental del af det maskuline hegemoni er, at kvinder er seksuelle objekter, og at en særlig gruppering af mænd bør besidde magt og rigdom. Situationen er ikke alene den, at alt dette er indforstået og lagt ind i murene, men hvad værre er, at det eksisterer uden, at der er nogen, der beskæftiger sig med det. Det maskuline hegemoni er, på trods af sit kolossale omfang, nærmest usynligt ligesom den mur, der omgiver muren. Menneskene på ydermuren kan tage det roligt, fordi kun få kan få øje på det maskuline hegemoni og endnu færre på, hvordan det modvirker kampen for reel ligestilling. Konklusionen er, at det er nødvendigt at italesætte og fokusere på, hvordan det maskuline hegemoni er med til at påvirke vores hverdag og kampen for ligestilling. Det er ikke muligt at komme videre med Side 4 af 5
ligestilling, med mindre vi angriber uhyret bag uhyret og den kultur, der styrer det. Gennem skarpe analyser og mandeforskning kan det være muligt at vise, hvordan samfundets maskuline hegemoni hindrer en reel bevægelse mod ligestilling. Side 5 af 5