UDSKRIFT AF HØJESTERETS DOMBOG HØJESTERETS DOM afsagt torsdag den 4. juli 2013 Sag 335/2012 (1. afdeling) Forbrugerombudsmanden (kammeradvokaten ved advokat Henrik Nedergaard Thomsen) mod KGS Europe ApS (tidligere KGS Europe A/S) (advokat Jane Frederikke Land) I tidligere instans er afsagt dom af Sø- og Handelsretten den 20. november 2012. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Børge Dahl, Lene Pagter Kristensen, Michael Rekling, Lars Hjortnæs og Jan Schans Christensen. Påstande Appellanten, Forbrugerombudsmanden, har nedlagt følgende påstande: 1. Indstævnte, KGS Europe ApS, skal anerkende, at udgifter til at sende giroindbetalingskort til skyldneren, hvor denne er forbruger, er indeholdt i inddrivelsesomkostningerne i henhold til 3, stk. 1, 1. pkt., jf. 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling med ændringer. 2. KGS Europe ApS skal anerkende, at udgifter til at søge skyldnerens adresse, hvor denne er forbruger, er indeholdt i inddrivelsesomkostningerne i henhold til 3, stk. 1, 1. pkt., jf. 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling med ændringer.
- 2 - KGS Europe ApS har principalt påstået stadfæstelse af Sø- og Handelsrettens afvisning af sagen. Over for Forbrugerombudsmandens påstand 1 har KGS Europe ApS subsidiært påstået frifindelse og mere subsidiært frifindelse mod at anerkende, at udgifter til at sende giroindbetalingskort til skyldneren, hvor denne er forbruger, er indeholdt i inddrivelsesomkostningerne i henhold til 3, stk. 1, 1. pkt., jf. 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling som ændret ved bekendtgørelse nr. 423 af 28. maj 2009, medmindre 1) udsendelsen af girokortet sker på skyldnerens udtrykkelige anmodning, 2) gebyrets størrelse er oplyst over for skyldneren på forhånd og svarer til de faktiske omkostninger til udsendelsen, og 3) skyldneren har gratis betalingsmåder stillet til sin rådighed. Over for Forbrugerombudsmandens påstand 2 har KGS Europe ApS subsidiært påstået frifindelse og mere subsidiært frifindelse mod at anerkende, at udgifter til at søge skyldnerens adresse, hvor skyldneren er forbruger, er indeholdt i inddrivelsesomkostningerne i henhold til 3, stk. 1, 1. pkt., jf. 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling som ændret ved bekendtgørelse nr. 423 af 28. maj 2009, bortset fra udgifter til adressesøgning gennem offentlige myndigheder, hvor det enten er nødvendigt for KGS Europe ApS til opfyldelse af lovgivningsmæssige forpligtelser at kontakte skyldneren, eller hvor der foreligger betalingsmisligholdelse. Retsgrundlaget Markedsføringsloven I markedsføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 58 af 20. januar 2012 med senere ændringer) hedder det bl.a.: Kapitel 1 Lovens formål og anvendelsesområde God markedsføringsskik 1. Erhvervsdrivende omfattet af denne lov skal udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugerne, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser. Stk. 2. Markedsføring, der angår forbrugernes økonomiske interesser, må ikke være egnet til mærkbart at forvride deres økonomiske adfærd.
- 3 - Anvendelsesområde 2. Loven finder anvendelse på privat erhvervsvirksomhed samt på offentlig virksomhed, i det omfang der udbydes varer og tjenesteydelser på markedet. Stk. 2. 1 og 13, stk. 3 og stk. 8, nr. 1, finder ikke anvendelse på finansielle virksomheder, i det omfang erhvervs- og vækstministeren har udstedt regler på det pågældende område. Stk. 3. 13, stk. 2 og 4-6, og 15 og 16 finder ikke anvendelse på finansielle virksomheder. Kapitel 5 Retsmidler 20. Handlinger i strid med loven kan forbydes ved dom. I forbindelse hermed eller senere kan der ved dom gives sådanne påbud, som må anses for nødvendige for at sikre 1) forbuddets overholdelse, herunder ved bestemmelse om, at aftaler, som indgås i strid med et forbud, er ugyldige, og 2) genoprettelse af den forud for den ulovlige handling eksisterende tilstand, herunder om tilintetgørelse eller tilbagekaldelse af produkter og om udsendelse af oplysninger eller berigtigelse af angivelser. Kapitel 6 Forbrugerombudsmandens virksomhed Forbrugerombudsmanden 22. Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at loven og de i medfør af loven udstedte bekendtgørelser overholdes, navnlig ud fra hensynet til forbrugerne. Kapitel 8 Retsforfølgning, forbud, påbud og erstatning Retsforfølgning m.v. 27. Enhver med en retlig interesse deri kan anlægge sag om forbud, påbud, erstatning og vederlag efter 20. Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag om forbud og påbud efter 20, stk. 1, I forarbejderne til lov nr. 297 af 14. juni 1974 om markedsføring (L 141, Folketingstidende 1973-74 (2. samling), tillæg A, sp. 2256) hedder det bl.a.: Udtrykket markedsføring i begrebet god markedsføringsskik er i lovforslaget anvendt i vid betydning, nemlig som enhver handling foretaget i erhvervsøjemed. I indeværende folketingssamling er fremsat forslag til lov om banker og sparekasser, der indeholder en bestemmelse om, at banker og sparekasser skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god bank- og sparekassepraksis. Tilsynet med banker og sparekasser skal påse overholdelsen af nævnte bestemmelse, til hvis overtrædelse der i
- 4 - øvrigt ikke er knyttet sanktioner. Banker og sparekasser er i deres egenskab af private erhvervsvirksomheder også omfattet af bestemmelserne i forslaget til markedsføringslov, herunder generalklausulen i 1. Bliver der til forbrugerombudsmanden eller domstolene indbragt sager, der omfatter spørgsmål om, hvorvidt banker eller sparekasser har handlet i overensstemmelse med god markedsføringsskik, må det være naturligt og praktisk, at disse organer under sagens behandling tager kontakt med tilsynet med banker og sparekasser. 1974-markedsføringsloven blev i 1994 afløst af en ny markedsføringslov, jf. lov nr. 428 af 1. juni 1994, som bl.a. justerede de tilsyns- og sanktionsbestemmelser, som gælder for Forbrugerombudsmanden, men loven ændrede ikke på Forbrugerombudsmandens kompetence til at føre tilsyn med erhvervsvirksomheders overholdelse af god markedsføringsskik. Ved lov nr. 428 af 6. juni 2002 blev der i markedsføringslovens 2 indsat en bestemmelse, hvorefter lovens regel om god markedsføringsskik ikke gælder for finansielle virksomheder, i det omfang der er fastsat særlige regler om god skik på dette område. I betænkning nr. 1457/2005 om markedsføring og prisoplysning, side 143, hedder det bl.a.: Overordnet kan den danske administrative tilsynsmodel beskrives således, at hvor der er oprettet specialtilsyn eller andre organer, er det disse sektortilsyn mv., som fører tilsyn med deres egen lovgivning. På andre områder fører Forbrugerombudsmanden via markedsføringsloven et generelt tilsyn. I begge tilfælde kan de administrative tilsyn anmode politi og anklagemyndighed om at rejse tiltale, når der er tale om strafbare overtrædelser af deres lovgivninger. Denne beskrevne tilsynsmodel holder dog langt fra altid stik, idet der er forskellige former for overlap mellem tilsynsmyndigheder og deres lovgivning, som fordrer særlige konstruktioner for formelt og uformelt administrativt myndighedssamarbejde. I forarbejderne til den seneste markedsføringslov (lov nr. 1389 af 21. december 2005), som bygger på betænkning nr. 1457/2005, er i forlængelse heraf anført, at de gældende regler vedrørende Forbrugerombudsmanden og de håndhævelsesmidler, som Forbrugerombudsmanden har til rådighed, bevares uændret, jf. L 13, Folketingstidende 2005-06, tillæg A, s. 694. Markedsføringsloven blev endvidere i 2007 ændret med henblik på gennemførelse af et EUdirektiv om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne i det indre marked. I bemærkningerne til det pågældende lovforslag (L 2, Folketingstidende 2006-07, tillæg A, s. 18) hedder det bl.a.:
- 5 - Endelig fremgår det af direktivet, at det ikke berører aftaleretten og navnlig ikke bestemmelser om kontrakters gyldighed, indgåelse og virkning, jf. direktivets artikel 3, stk. 2. Det indebærer, at direktivet ikke er til hinder for, at der fortsat i medfør af markedsføringslovens 1, stk. 1, kan føres offentligt tilsyn med overholdelse af den civilretlige forbrugerbeskyttelseslovgivning. Offentligretlig kontrol med fx urimelige aftalevilkår vil derfor som hidtil kun være omfattet af markedsføringslovens 1, stk. 1, mens handlinger forud for en eventuel indgåelse af en økonomisk aftale, for eksempel reklamering eller rådgivning om aftalens indhold, vil være omfattet af det nye stk. 2 i det omfang, der er tale om forhold, der angår forbrugernes økonomiske interesser. Inkassoloven I inkassoloven (lov nr. 319 af 14. maj 1997 med senere ændringer) hedder det bl.a.: Kap. 1. Lovens anvendelsesområde 1. Loven gælder for inkassovirksomhed, jf. dog stk. 2 og 3. Stk. 2. Med undtagelse af 9-11, 12, stk. 1-3, 13 og 29 gælder loven ikke for inkassovirksomhed, der udøves af advokater som led i udøvelsen af selvstændig advokatvirksomhed eller af pengeinstitutter, samt undtagelsesvis efter justitsministerens bestemmelse for inkassovirksomhed, der udøves af andre. 2. Ved inkassovirksomhed forstås i denne lov ethvert led i erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer for andre, samt i erhvervsmæssig inddrivelse af fordringer, som er købt efter forfaldstid med henblik på inddrivelse på egne vegne. Kap. 2. Autorisation 3. Den, der udøver inkassovirksomhed eller indgår aftale herom, skal være autoriseret hertil, jf. dog 22, stk. 2. 4. Den, der ansøger om autorisation, skal gøre det antageligt, at den pågældende vil kunne udøve inkassovirksomhed forsvarligt og i overensstemmelse med god inkassoskik. Kap. 3. Godkendelse af personale 8. Autorisationsindehaveren skal sørge for, at personale, der retter personlig henvendelse til skyldnere, er godkendt hertil, inden den ansatte påbegynder denne form for inkassovirksomhed. Kap. 4. Udøvelse af inkassovirksomhed God inkassoskik 9. Inkassovirksomhed skal udøves i overensstemmelse med god inkassoskik. Det er i strid med god inkassoskik at anvende metoder, der udsætter nogen for urimelig pression, skade eller ulempe.
- 6 - Kap. 5. Kompetenceregler og bemyndigelsesbestemmelser 19. Autorisation til at udøve inkassovirksomhed samt godkendelse af personale efter 8 meddeles af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil. Stk. 2. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om udformningen og indholdet af ansøgninger om autorisation og godkendelse af personale. Kap. 6. Tilbagekaldelse og bortfald af autorisation I forarbejderne til inkassoloven (L 132, Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 2951) hedder det bl.a.: For så vidt angår lovforslagets regler om udøvelse af inkassovirksomhed, jf. nedenfor under pkt. 4.4., kan det bl.a. nævnes, at Forbrugerombudsmanden over for arbejdsgruppen har oplyst, at det vil være nærliggende at fortolke reglerne om god markedsføringsskik i markedsføringslovens 1 i overensstemmelse med en lovfæstet generalklausul om god inkassoskik, jf. herved lovforslagets 9. Visse fremgangsmåder vil formentlig kunne være i strid med god markedsføringsskik, selv om fremgangsmåden eventuelt ikke anses for at være i strid med god inkassoskik, jf. betænkningen side 44, hvor arbejdsgruppens overvejelser om spørgsmålet er refereret. I justitsministerens besvarelse af spørgsmål nr. 2 af 17. januar 1997 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende lovforslaget hedder det bl.a.: Spørgsmål nr. 2: Hvorfor er den nuværende straffelov og retsplejelov og anden lovgivning ikke tilstrækkelig til at regulere inkassoområdet, og ville det, i tilfælde af mangler i den eksisterende lovgivning, ikke være mere hensigtsmæssigt at tilrette eksisterende lovgivning i stedet for at etablere endnu en lov? Svar: Inkassovirksomhed indtager en særlig stilling i forhold til andre erhvervsgrene, fordi der udøves funktioner, som for skyldnere og andre umiddelbart kan minde om eller forveksles med opgaver, der varetages af fogederne. Samtidig indebærer inkassovirksomhed en ganske særlig risiko for, at skyldnere kan føle sig udsat for et utilbørligt pres, bl.a. i forbindelse med personlige henvendelser på bopælen og i forbindelse med indgåelse af frivillige forlig. Et frivilligt forlig kan senere danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse efter reglerne i retsplejeloven. I praksis har der været mange eksempler på, at inkassobureauer ophører eller går konkurs efter kort tid. Dette rejser spørgsmål om behovet for at sikre kundernes krav på de pengebeløb m.v., som inddrives.
- 7 - I praksis har der også været eksempler på gorilla-inkasso i forbindelse med personlige henvendelser til skyldnere. Generelt kan der endvidere være et stor mørketal med hensyn til lovovertrædelser i forbindelse med inkassovirksomhed, fordi denne virksomhed ofte udøves over for personer, der vil være tilbageholdende med at gøre lovmæssige rettigheder m.v. gældende. Udøvelsen af inkassovirksomhed er i et vist omfang reguleret af de generelle regler i bl.a. vinkelskriverloven, markedsføringsloven, skatte- og momslovgivningen, registerlovgivningen og straffeloven. Den eksisterende spredte lovgivning giver imidlertid begrænsede kontrolmuligheder, jf. redegørelsen i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.1. På den anførte baggrund finder jeg, at der er behov for en særlig lovgivning på dette område med henblik på at sikre, at inkassobureauernes virksomhed udøves på en rimelig og forsvarlig måde. Lovforslaget indeholder to hovedelementer. For det første foreslås der en autorisationsordning m.v., således at ingen må drive erhvervsmæssig inkassovirksomhed for andre uden at have en særlig tilladelse hertil. For det andet foreslås nogle grundlæggende regler, som præciserer, hvordan inkassovirksomhed skal udøves over for skyldnere og inkassobureauernes kunder. I modsætning til den eksisterende lovgivning vil den foreslåede autorisationsordning bl.a. gøre det muligt for myndighederne på forhånd at vurdere, om indehaveren af inkassobureauet har det fornødne økonomiske grundlag og i øvrigt vil kunne udøve virksomheden på forsvarlig måde. Dette vil kunne medvirke til at mindske antallet af inkassobureauer, som ophører eller går konkurs efter kort tid til skade for kunder og andre kreditorer, og det vil blive muligt at sikre, at den ansvarlige har de fornødne faglige kvalifikationer. Det indgår også i den foreslåede ordning, at meddelelse af autorisation skal være betinget af, at der stilles betrykkende sikkerhed for pengekrav, der måtte opstå som følge af udøvelsen af inkassovirksomheden. Endvidere vil det lette den løbende kontrol, at der med autorisationsordningen ikke vil være tvivl om, hvem der er ansvarlig for inkassobureauet. Den foreslåede ordning indebærer også, at tilladelsen til at drive inkassovirksomhed hurtigt vil kunne tilbagekaldes i tilfælde af uregelmæssigheder. Autorisationen vil således bl.a. kunne tilbagekaldes, hvis autorisationsindehaveren gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af vilkår for autorisationen eller af bestemmelser i loven herunder de foreslåede regler om god inkassoskik m.v. eller hvis der i øvrigt er særlig grund til at antage, at inkassobureauet ikke længere vil blive drevet på forsvarlig måde, jf. lovforslagets 21. Denne mulighed for tilbagekaldelse vil efter Justitsministeriets opfattelse også kunne have en præventiv virkning. I bekendtgørelse nr. 752 af 26. september 1997 om autorisation og sikkerhedsstillelse m.v. ved udøvelse af inkassovirksomhed hedder det bl.a.:
- 8-1. Autorisation til at udøve inkassovirksomhed meddeles af Rigspolitichefen for højst 5 år ad gangen. 3. Stk. 3. En autorisation kan tilbagekaldes af Rigspolitichefen, jf. lovens 21. 16. Afgørelser truffet af Rigspolitichefen i medfør af denne bekendtgørelse kan påklages til Justitsministeriet. Renteloven I renteloven (lovbekendtgørelse nr. 743 af 4. september 2002 med senere ændringer) hedder det bl.a.: 1. Loven gælder for rente af pengekrav på formuerettens område, jf. dog 8 og 8 a. Stk. 2. 9 a gælder for alle inddrivelsesomkostninger vedrørende fordringer på formuerettens område, mens 9 b alene gælder for rykker- og inkassogebyrer vedrørende sådanne fordringer. Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse, hvis andet er bestemt ved eller i henhold til lov, eller hvis andet er aftalt, jf. dog 7, 9 a og 9 b. Loven finder endvidere ikke anvendelse, hvis andet følger af handelsbrug eller anden sædvane, jf. dog 9 a og 9 b. Er der tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i 7, stk. 1, gælder 2. pkt. ikke. 7. 5 kan ikke fraviges til skade for en skyldner ved aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når skyldneren hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at en aftale, han har indgået, ikke er omfattet af 1. pkt. 9 a. Fordringshaveren kan kræve, at skyldneren betaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen, medmindre forsinkelsen med betalingen ikke beror på skyldnerens forhold. Stk. 2. Stk. 1 kan ikke fraviges til skade for fordringshaveren ved aftale eller ved handelsbrug eller anden sædvane. Hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i 7, stk. 1, kan reglen i stk. 1 endvidere ikke fraviges til skade for skyldneren ved aftale. Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvilke udgifter fordringshaveren kan kræve betalt efter stk. 1, med henblik på, at udgifterne skal være gennemsigtige og stå i passende forhold til fordringen, herunder regler om, at der ved fordringer inden for bestemte beløbsgrænser alene kan kræves betaling op til visse maksimumsbeløb...
- 9 - I bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling med senere ændringer, der er udstedt i medfør af rentelovens 9 a, stk. 4, hedder det bl.a.: 3. Har fordringshaveren anmodet en anden om at inddrive fordringen på sine vegne, kan fordringshaveren kræve betaling af skyldneren for det hermed forbundne rimelige salærkrav. Dette gælder dog kun, hvis der forinden er sendt en rykkerskrivelse til skyldneren med angivelse af, at manglende betaling inden en frist på mindst 10 dage fra afsendelsen af rykkerskrivelsen vil kunne medføre, at der pålægges yderligere inddrivelsesomkostninger, og det i øvrigt har været relevant at anmode den pågældende inkassator om at inddrive fordringen. Stk. 2. Det i stk. 1, 1. pkt., nævnte betalingskrav kan ikke overstige det beløb, som er fastsat i bekendtgørelsens bilag 1. Dette gælder dog ikke, hvis fordringshavers rimelige og relevante omkostninger faktisk overstiger dette beløb. 2. pkt. finder ikke anvendelse i forhold til en aftale som nævnt i rentelovens 7, stk. 1. 4. Har fordringshaveren selv forestået inddrivelsen af fordringen, kan fordringshaveren kræve betaling for rimelige udgifter til henholdsvis udarbejdelse og indgåelse af en betalingsaftale med skyldneren (frivilligt forlig) og til administration heraf 5. Reglerne i 3 og 4 kan ikke fraviges til skade for fordringshaveren ved aftale eller ved handelsbrug eller anden sædvane, hvis dette medfører, at fordringshaveren ikke kan kræve betaling af rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen. Hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i rentelovens 7, stk. 1, kan reglerne i 3 og 4 endvidere ikke fraviges til skade for skyldneren ved aftale eller handelsbrug eller anden sædvane. Det er i bilagene til bekendtgørelsen nærmere fastsat, hvor store beløb fordringshaveren maksimalt kan kræve. Højesterets begrundelse og resultat Forbrugerombudsmandens tilsynskompetence Efter markedsføringslovens 1, stk. 1, skal erhvervsdrivende udvise god markedsføringsskik. Det fremgår af forarbejderne, at begrebet markedsføring omfatter enhver handling foretaget i erhvervsøjemed. Efter lovens 22 og 27 fører Forbrugerombudsmanden tilsyn med overholdelsen af denne grundlæggende pligt. Sagens første hovedspørgsmål er, om Forbrugerombudsmanden efter markedsføringsloven har hjemmel til at forfølge en sag om god markedsføringsskik mod en virksomhed, som er
- 10 - underlagt en sektorspecifik "god skik"-regel og et specielt myndighedstilsyn. Spørgsmålet er nærmere, om ordningen efter inkassoloven, hvorefter inkassovirksomhed skal udøves i overensstemmelse med god inkassoskik, og hvorefter Rigspolitiet administrerer inkassolovens regler om autorisation af inkassovirksomheder og godkendelse af personale, bevirker, at Forbrugerombudsmanden ikke over for inkassovirksomheder kan håndhæve markedsføringslovens regel om god markedsføringsskik. Inden for markedsføringslovens anvendelsesområde er Forbrugerombudsmandens tilsynskompetence generel og omfatter alle typer af erhvervsdrivende. I overensstemmelse med forudsætningerne herom i forarbejderne til markedsføringsloven finder Højesteret, at sektorspecifik lovgivning med et særskilt tilsyn er uden betydning for Forbrugerombudsmandens kompetence efter markedsføringsloven, medmindre andet er fastsat ved lov. Der er ikke i markedsføringsloven som tilfældet er for finansielle virksomheder gjort begrænsning i Forbrugerombudsmandens adgang til at føre tilsyn med inkassovirksomheder, og inkassoloven indeholder ingen regulering af Forbrugerombudsmandens tilsynskompetence. Tværtimod er det i forarbejderne til inkassoloven angivet, at den almindelige ordning efter markedsføringsloven ikke ændres. Forbrugerombudsmandens adgang til at føre tilsyn med inkassovirksomheder efter markedsføringsloven er således ikke begrænset af inkassolovens regler om god skik og tilsyn. Det bemærkes i øvrigt, at det i forarbejderne til rentelovens regler om bl.a. inkassoomkostninger er forudsat, at Forbrugerombudsmanden påser overholdelsen af bl.a. renteloven. Forbrugerombudsmanden har således kompetence til at føre tilsyn med de aftalevilkår, som en inkassovirksomhed anvender, herunder efterlevelsen af bestemmelserne i renteloven og inkassoomkostningsbekendtgørelsen. Inkassoomkostninger Sagens andet hovedspørgsmål angår, hvilke inkassoomkostninger en skyldner, der er forbruger, kan pålægges at betale efter 3 i inkassoomkostningsbekendtgørelsen. Rentelovens 9 a og 9 b samt inkassoomkostningsbekendtgørelsen, der er udstedt i medfør af rentelovens 9 a, stk. 4, fastlægger, hvilke inkassoomkostninger en skyldner kan pålægges at betale. Efter inkassoomkostningsbekendtgørelsens 3, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, kan en kreditor, der har anmodet en anden om at inddrive fordringen på sine vegne, kræve, at skyldneren
- 11 - betaler det dermed forbundne rimelige salærkrav, idet krav på betaling, der rettes mod en forbruger, dog ikke kan overstige de maksimumbeløb, der er fastsat i bilag 1 til bekendtgørelsen. Det maksimale inkassobeløb, der er fastsat i bilag 1, må efter ordlyden af bekendtgørelsens 3 sammenholdt med 4 antages at skulle dække de rimelige udgifter, som en inkassovirksomhed har til henholdsvis udarbejdelse og indgåelse af en betalingsaftale med skyldneren (frivilligt forlig) og til administrationen heraf. Fremsendelse af girokort og adressesøgning må efter Højesterets opfattelse anses for en del af sådant sædvanligt inkassoarbejde, og udgifterne dertil er derfor indeholdt i inddrivelsesomkostningerne og dermed omfattet af de begrænsninger, der er fastsat i bilag 1 til bekendtgørelsen. Stillingtagen til sagens påstande Der er ikke holdepunkt for det, som KGS Europe ApS har anført om, at Forbrugerombudsmandens påstande er for brede og upræcise til at blive taget under pådømmelse, og KGS afvisningspåstand med henvisning hertil kan derfor ikke tages til følge. KGS har med hensyn til påstand 2 anført, at den savner aktualitet, eftersom parterne er enige om retstilstanden. Forud for sagsanlægget har KGS imidlertid ikke tiltrådt Forbrugerombudsmandens forståelse af reglerne, og Forbrugerombudsmanden har derfor ud fra et håndhævelseshensyn en retlig interesse i at få afklaret retstilstanden på området. Det forhold, at Forbrugerombudsmanden anerkender, at der på andet retsgrundlag efter omstændighederne kan opstå et krav på dækning af udgifter, udelukker ikke retlig interesse. Højesteret tager herefter Forbrugerombudsmandens påstande til følge. I sagsomkostninger for Sø- og Handelsretten og Højesteret skal KGS til Forbrugerombudsmanden betale 156.500 kr., hvoraf 150.000 kr. er til dækning af udgifter til advokat og 6.500 kr. er til dækning af retsafgift. Thi kendes for ret: KGS Europe ApS skal anerkende, at udgifter til at sende giroindbetalingskort til skyldneren, hvor denne er forbruger, er indeholdt i inddrivelsesomkostningerne i henhold til 3, stk. 1, 1. pkt., jf. 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivelsesom-
- 12 - kostninger i anledning af forsinket betaling som ændret ved bekendtgørelse nr. 423 af 28. maj 2009 og bekendtgørelse nr. 105 af 31. januar 2013. KGS Europe ApS skal anerkende, at udgifter til at søge skyldnerens adresse, hvor denne er forbruger, er indeholdt i inddrivelsesomkostningerne i henhold til 3, stk. 1, 1. pkt., jf. 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling som ændret ved bekendtgørelse nr. 423 af 28. maj 2009 og bekendtgørelse nr. 105 af 31. januar 2013. I sagsomkostninger for Sø- og Handelsretten og Højesteret skal KGS Europe ApS inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 156.500 kr. til Forbrugerombudsmanden. Beløbet forrentes efter rentelovens 8 a.