Dansk e-bog version At nære medfølelse Belæringer under det første besøg i Europa DEN 17. KARMAPA Ogyen Trinley Dorje
At nære medfølelse Belæringer under det første besøg i Europa Den 17. Karmapa, Ogyen Trinley Dorje Engelsk oversættelse af Ringu Tulku Rinpoche & Damchö Diana Finnegan Dansk oversættelse Ellen Bangsbo og Mette Harboe Sandersen Published by 1
At nære medfølelse Originalens titel: Nurturing Compassion Af Den 17. Karmapa, Ogyen Trinley Dorje 2015 by His Holiness the 17th Gyalwang Karmapa, Ogyen Trinley Dorje Først udgivet af: Karmapa Foundation Europe 23, Rue d Edimbourg 1050, Brussels Belgium www.karmapafoundation.eu Redigeret af Damchö Diana Finnegan & Annie Dibble Design af Paul O Connor, Judo Design Forsidefoto af Francois Henrard Alle rettigheder, til de europæiske udgaver af Hans Hellighed den 17. Gyalwang Karmapa, Ogyen Trinley Dorjes undervisning, administreres af Karmapa Foundation Europe, KFE, i Hans Helligheds navn og på hans vegne. Alle KFE udgivelser og e-udgivelser publiceres for at udbrede kendskabet til Hans Hellighed den 17. Gyalwang Karmapa, Ogyen Trinley Dorjes budskab om visdom, kærlighed og medfølelse og gøre det tilgængeligt for læsere i og uden for Europa. 'KFE e-bøger' på engelsk og andre europæiske sprog kan frit hentes fra KFE hjemmeside: www.karmapafoundation.eu 'KFE' bøger kan udskrives som en normal bog og frit distribueres til personligt brug. Salg af bøger er tilladt til en pris, der dækker trykkeprisen. I tilfælde af overskud ved salg følges procedurerne som findes på KFEs hjemmeside, download af e-bøger, copyright. Dansk udgave 2015 Hans Hellighed den 17. Gyalwang Karmapa, Ogyen Trinley Dorje ISBN 978 87 998437 0 1 Første udgave. Udgivet af Karmapa Trust, 2015 Danmark www.karmapatrust.dk Dansk oversættelse Ellen Bangsbo og Mette Harboe Sandersen 2
Indhold INTRODUKTION 4 OFFENTLIGE FOREDRAG 6 ET MENINGSFULDT LIV 7 KÆRLIG OMSORG 11 MILJØKRISEN 15 MEDFØLELSE I EN GLOBALISERET VERDEN 19 KUNST 22 MØDE MED DE UNGE 23 DHARMA BELÆRINGER 28 NGÖNDRO I: DEN ALMINDELIGE FORBEREDENDE PRAKSIS 29 NGÖNDRO II: GURU YOGA 35 MAHAMUDRA 39 BELÆRINGER UNDER INDVIELSER 47 INDVIELSE TIL DE 84 MAHASIDDHAER 48 VAJRASATTVA 50 MEDICIN BUDDHA 52 KARMA PAKSHI 53 TAKSIGELSER 55 NÜRBURGRING 56 BERLIN 57 OM FORFATTEREN 59 ANDRE PUBLIKATIONER AF DEN 17. KARMAPA 62 3
Introduktion I 2014 opfyldte den 17. Karmapa, Ogyen Trinley Dorje et længe næret ønske fra hans europæiske elever, da han i maj og juni besøgte Tyskland i to uger. Ved denne historiske begivenhed rejste han gennem Tyskland og talte for fyldte sale. Han mødte ledere fra forskellige trosretninger og udfoldede sin rolle som leder af en 900 år gammel buddhistisk linje. For mange mennesker var den 17. Karmapas besøg ikke kun et banebrydende første besøg, det var også en hjemkomst: en hjemkomst til et velkendt sted. Hans forgænger i Karmapas reinkarnations linje Hans Hellighed den 16. Karmapa, Rangjung Rigpe Dorje havde medvirket aktivt, da tibetansk buddhisme blev gjort tilgængelig for europæerne gennem 1970 erne. Under to omfattende rundrejser i Europa, besøgte den 16. Karmapa et dusin forskellige lande, udførte den sorte kronceremoni og lagde dharmaens frø i hjertet på utallige unge europæere. Fire årtier, og adskillige grå hår senere, er mange af disse elever kommet rejsende fra hele Europa for at lytte til belæringer af den 17. Karmapa og således fortsætte deres forbindelse med hans forgænger, den 16. Gyalwang Karmapa. Gennem denne rejse fik den 17. Karmapa samtidig mange nye kontakter og han var især optaget af at møde unge mennesker. Hans Hellighed taler ofte om de store globale problemer, som de yngre generationer står overfor. Han gør det ikke blot i kraft af sin rolle som en af verdens fremtrædende spirituelle ledere, men også som en ung mand i 20 erne, der sammen med sin egen generation tager ansvar ved at rette opmærksomheden mod disse udfordringer. Hans budskab om miljø, forbrugerisme og grådighed og hans vægtning af medfølelse og venlighed som universelle værdier vakte genklang i de tusinde mennesker som lyttede til hans belæringer. Således talte Gyalwang Karmapa direkte til hjertet i de buddhistiske praktiserende, og også til de mange mennesker i Europa, som hælder mod en verdslig tilgang, men som ser behovet for en større menneskelig visdom og medfølelse i nutidens verden. Belæringerne i denne bog er præsenteret i en anden rækkefølge, end de blev givet på Europa turen. Som det passer sig ved et familiebesøg efter lang tids fravær, besøgte Hans Hellighed den 17. Karmapa først sit europæiske hovedsæde, Kamalashila Instituttet, beliggende i Eifel området i Tyskland, hvor han gav dharma belæringer og indvielser. Siden rejste han til Berlin, hvor han gav offentlige belæringer til en stor forsamling, inklusive ikke-buddhister. Denne bog starter i den modsatte rækkefølge med foredragene fra Berlin, som var rettet mod et bredere publikum og derefter præsenterer de mere traditionelle buddhistiske belæringer, som efter anmodning blev givet ved Kamalashila 4
Instituttet. Til sidst bringer bogen et sammendrag af belæringer givet under indvielser på begge steder. Hans Hellighed underviste hovedsagelig på tibetansk, men slog ofte over i engelsk. Belæringerne er redigeret en smule med henblik på denne bogudgivelse. Vi ønsker først og fremmest at takke Hans hellighed den 17. Gyalwang Karmapa for hans inspirerende belæringer og for tilladelsen til at publicere dem på engelsk og andre europæiske sprog. Ærværdige Damchö Diana Finnegan transskriberede, oversatte og redigerede bogen assisteret af Annie Dibble. Vi skylder dem en særlig tak, samt tak til Paul O Connor for det smukke design. Vi takker alle, som har bidraget til, at denne bog når ud til sine læsere. Sidst men ikke mindst, en særlig tak til alle de institutioner og personer, som har gjort disse belæringer mulige, ved at arbejde for at bringe Hans Hellighed til Europa, at organisere belæringerne og at yde ham værtskab. Må denne bog nære medfølelsen i hjertet på alle, som læser den og bringe fred og kærlighed til verden. Ringu Tulku Præsident, Karmapa Foundation Europe Den 18. juni, 2015 5
Første del Offentlige foredrag Berlin 6
Kapitel 1 Et meningsfuldt liv Først, vil jeg gerne byde jer alle velkommen. Det er for første gang muligt for mig at besøge Europa, noget jeg har ønsket i mange år. Denne del af min rejse har bragt mig til Berlin, Tysklands hovedstad, og jeg er meget glad for at være her. Jeg er blevet givet et vægtigt emne at tale om i dag, med en titel så lang, at jeg dårligt nok kan huske den Gammel Visdom i en Moderne Verden: Hjerteråd til et Meningsfyldt Liv. Hvor formfuldendt og imponerende det end måtte lyde, så vil jeg under denne del af min tur i Europa fokusere på uformelle taler, hvorimod den del af turen, som foregår i Kamalashila Instituttet, nær Nürburgring i Eifel regionen i Tyskland, er tilegnet de mere formelle dharma emner. Dagens emne et meningsfyldt liv får mig til at tænke på mit allerførste møde med vesterlændinge. Min forbindelse til Vesten, og til europæere, går tilbage til den tid, hvor jeg som syvårig blev genkendt som Karmapa. Mit første møde med europæere skete, da jeg første gang blev bragt til Tsurphu klosteret. Lige der hvor dalen snævrer ind, ganske kort før man ankommer til Tsurphu, er der en lille park. Det var i denne park, at jeg første gang fik et glimt af vesterlændinge. Det var to europæere, og jeg syntes, de så meget mærkelige ud høje og tynde, som rumvæsener. Lige siden dengang har jeg haft kontakt med europæere og andre vesterlændinge. Jeg er blevet venner med mange europæere og siden jeg var syv år gammel, har jeg ønsket at besøge dem. Jeg er nu 28 år gammel, og kan endelig få ønsket opfyldt, som jeg har haft i alle disse år. Den største forandring i mit liv fandt sted, da jeg i slutningen af 1999 som 14- årig besluttede at forsøge at flygte fra Tibet til Indien. Medierne havde meget at sige om, hvorfor jeg traf denne beslutning og de offentliggjorde mange forskellige årsager til min flugt fra Tibet. Nogle mente sågar, at jeg var kommet til Indien for at hente nogle vigtige ting med mig tilbage. Men min virkelige hensigt med at komme til Indien var hovedsagelig friheden til at kunne rejse. I mange år havde jeg, den ene gang efter den anden, ansøgt de kinesiske myndigheder om udrejsetilladelse uden resultat. Jeg traf derfor min egen beslutning om at tage til Indien, for at kunne rejse ud i verden, møde mine dharma venner og engagere mig i dharma aktiviteter. Da jeg forlod Tibet for at tage mod Indien, havde vi ingen rimelig vished for at det ville lykkes, men vores tillid ansporede os. Som I sikkert ved, så er der mange andre tibetanere, der fortsætter med at flygte fra Tibet, ligesom jeg gjorde det, og det er fra deres dybe tro og engagement, at de henter styrke til at gennemføre 7
turen. Jeg sagde til mine rejsefæller, der flygtede sammen med mig, Vi tager i dag af sted mod Indien, men vi ved ikke, om det vil lykkes os at nå dertil. Selvom vi skulle få problemer undervejs, så vil vi ikke fortryde noget. Siden vi er på rette vej, så er der ingen grund til at fortryde, selv hvis det kun lykkes os at tage få skridt i retning af Indien. Jeg er født i Tibet og har tilbragt de første 14 år af mit liv der. Siden da har jeg tilbragt yderligere 14 år i Indien faktisk er det ved at være 15 år og det er først nu, at jeg for første gang rejser til Europa. I de mellemliggende år er alt ikke faldet ud, som jeg havde håbet det. Selvom jeg har levet i 28 år nu, hvilket faktisk ikke er så længe, har mit liv allerede budt på mange udfordringer og forandringer og jeg har oplevet en masse, både godt og skidt. Derfor kan jeg, allerede nu, undertiden føle mig gammel mentalt, selvom jeg fysisk er ung. Jeg føler det, som om jeg har set tilstrækkeligt og allerede er blevet en gammel mand. Dette er ikke et liv, jeg selv har valgt. Det er bare blevet sådan. Jeg har ikke forsøgt at blive Karmapa, eller gjort noget for at få dette navn det skete simpelthen for mig. Det var ikke et spørgsmål om valg. Bortset fra det, så har jeg oplevet mange vanskeligheder: Jeg nævner dette, fordi det slår mig, at inden jeg taler om et meningsfuldt liv, bør jeg være i stand til at sige, om jeg mener, mit eget liv er meningsfuldt. Måske må jeg først kunne svare på, om jeg er glad for mit eget liv eller ej. Det er et svært spørgsmål. Et meningsfyldt liv er ikke noget, der bare sker uden årsag og betingelser. Det kræver en indsats. Det at være Karmapa gør ikke automatisk livet meningsfyldt. Mange mennesker synes at formode, at det at blive tildelt navnet Karmapa indebærer en pludselig opnåelse af overmenneskelige kræfter som om der kom en alien fra det ydre rum, og rykkede mig op på et nyt plan. Folk synes at forvente, at idet jeg blev Karmapa, blev jeg øjeblikkeligt magtfuld, men i virkeligheden må jeg anstrenge mig og studere meget. Allerede inden jeg har gjort fremskridt, ligger folks forventninger foran mig og øger mine vanskeligheder. Om vi formår at give vort liv mening eller ej afhænger af vores indsats og handlinger og især af den motivation, vi udvikler. Det er ikke noget, der sker af sig selv. Da jeg modtog navnet Karmapa, var det en unik udfordring i forhold til, om jeg ville have et personligt privatliv ved siden af mit liv som Karmapa eller ej. Normalt har folk et professionelt liv, som foregår på deres arbejdsplads, og ved siden af det har de et personligt liv, som de lever, når de ikke arbejder. En person, der arbejder på en fabrik, har for eksempel en jobtitel, der definerer, hvad han eller hun arbejder med. Men jeg, jeg er på arbejde som Karmapa 24 timer i døgnet. Forestil dig, at hvis du er alene, er du Karmapa, og hvis du er sammen med andre, så er du også Karmapa. På en måde må jeg fuldstændigt overgive mig selv til at være Karmapa. Der er intet personligt liv for mig ud over at være Karmapa. Spørgsmål om personlige 8
valg, personlig frihed, personlige rettigheder og privatliv kan der ikke være tale om i mit tilfælde. Hvis nogen spørger mig, Hvad hedder du? Så er mit svar, Karmapa. Hvis de så spørger, Hvad arbejder du med? Så må jeg igen svare, Karmapa. Hvis de blot spørger, Hvem er du? Så svarer jeg, Karmapa. Dette skete faktisk for mig, da jeg netop var ankommet i Indien som flygtning. For at få identitetspapirer skulle jeg angive mit navn og mit erhverv. Der opstod en diskussion, om Karmapa var mit navn eller min titel. Jeg kunne ikke sige, at Karmapa ikke var mit erhverv, men jeg kunne heller ikke sige, at jeg ikke var Karmapa. Igennem flere uger var der seriøse debatter, om hvorvidt Karmapa er et navn eller en titel og jeg erfarede, at diskussionen nåede helt op på regeringsniveau i de indiske myndigheder. Et forslag lød, at det var mit arbejde eller min karriere at tjene som Karmapa, uden at jeg selv var Karmapa, hvilket for mig lød helt fint. Det ville betyde, at jeg var fri. Men i virkeligheden forholder det sig ikke sådan. I min egen erfaring er der ingen adskillelse mellem mit personlige liv og mit liv som Karmapa og derfor har jeg intet andet valg end at arbejde på at leve mit liv som en Karmapa. Karmapa betyder en person, enhver kvinde eller mand, som udfolder Buddhas aktivitet. Selve navnet Karmapa består af ordet karma, som betyder handling på det gamle indiske sprog sanskrit. Pa er fra tibetansk og refererer til en person. Så ideelt set er Karmapa en person, der selv handler. I den anden ende af skalaen, så er Karmapa en arbejder, en slags tjener. Essensen i Karmapas liv er at arbejde eller handle for at gavne andre. Hvis jeg kan gavne andre, så bliver mit liv som Karmapa meningsfuldt, men er jeg ikke i stand til at gavne andre, så er mit liv som Karmapa en fiasko. Derfor er mit personlige liv, eller mit liv som Karmapa, rettet mod at gavne andre. Det er mit ansvar eller mit liv som Karmapa at arbejde for at gavne andre, baseret på Buddhas kærlighed og visdom at lindre og fjerne levende væseners lidelse og forøge deres lykke. Det fremstår derfor klart, at mit liv er fuldstændigt afhængigt af andre. Sådan oplever jeg det virkelig også. Nu hvor jeg for eksempel er kommet til Europa, så er en masse mennesker kommet. Jeg kan se, at hvor glade folk er for det. Når jeg kigger ud over forsamlingen, smiler en masse ansigter tilbage til mig. Når jeg ser det, er jeg lykkelig og føler at mit liv har fået mening. Da jeg forlod Tibet, efterlod jeg mine forældre og gav slip på alt, som var velkendt for mig. Men nu, hvor jeg er her i Europa, føler jeg, at mit offer og mine anstrengelser ikke har været forgæves, men har været meningsfulde. Mit liv får mening udelukkende gennem andre. Ved på denne måde at give mit liv mening udviser andre mennesker mig den største venlighed. Dybest set tænker jeg altid, at min styrke kommer fra andre fra mennesker som jer fordi I giver mig håb og styrker min indstilling. Selv om jeg møder mange udfordringer, så har jeres håb og tillid tilladt mig at overleve og fortsætte og gjort mig stærkere og i stand til at udholde mere. Jo mere håb og tillid mennesker 9
har til mig, des mere styrke får jeg naturligvis til at fortsætte. Karmapas aktivitet og mine handlinger er rettet mod at gavne mennesker, men samtidig udspringer kilden til den styrke, der hjælper dem, fra dem selv. Derfor giver andre mening i mit liv. Men, hvis spørgsmålet er, om mit liv er lykkeligt eller ej, så er det vanskeligt at besvare. Helt ærligt, så var mit liv lykkeligere, før jeg blev genkendt som Karmapa. Dengang jeg var seks år gammel eller yngre, og løb rundt i græsset, hvor jeg voksede op da oplevede jeg de dybeste følelser af lykke. I dag vil jeg ikke sige, at jeg er specielt lykkelig. Men det er jo også sådan, at et meningsfyldt liv går meget dybere end en følelse af lykke. Vi har brug for noget, som rækker længere end midlertidige tilstande af opstemthed og emotionel sindsbevægelse, der jo fortoner sig efter nogle øjeblikke eller et par timer. Hvis livet skal være meningsfuldt, så har vi brug for, at det bærer frugt og har betydning hele døgnet, selv når vi sover. Min pointe med at sige dette er, at hvis vores liv skal give mening, så er vi nødt til først at have et formål og dette formål skal være langsigtet og vedvarende. Det bør ikke blot være rettet mod den umiddelbare fremtid og hensigten må heller ikke være selvisk. Vore liv er gensidigt afhængige. Vores lykke opstår gennem vor gensidige afhængighed af andre, ligesom vores lidelse gør. Da vores liv afhænger af andre, fordrer et meningsfuldt liv, at vi interesserer os for andre. Jeg tænker ofte, at vi måske ikke kan finde værdi eller mening i det liv, vi lever med denne ene krop, men vi kan finde det gennem andre og deres liv. Andre mennesker bliver som et spejl, som reflekterer vores egen værdighed og værdi. 10
Kapitel 2 Kærlig omsorg For mig er det at være her som en umulig drøm, der er blevet opfyldt, og det er jeg meget glad for. Det faktum, at vi er samlet her, er vigtigt for mig og det er udkommet af mange vanskeligheder, så jeg opfatter det som en særlig og værdifuld tid. Det givne emne er kærlighed, og som mennesker er vi i særlig grad, helt fra vores fødsel, afhængige af vores forældres kærlighed og hengivenhed. Vores opvækst er også baseret på deres kærlighed og omsorg, så kærlig omsorg er uundværlig for vores overlevelse, lige fra det øjeblik vi fødes i denne verden. For det første, så har vores forældre givet os denne krop af kød og blod. Dette er en vigtig gave, men endnu vigtigere er deres gave af kærlighed og hengivenhed. Faktisk er det deres største gave til os. Alligevel er der forældre, som ikke kan udvise denne hengivenhed eller give denne omsorg til deres børn. Som følge af dette vokser disse børn op uden fornemmelsen af velvære og de kan som voksne måske selv mangle evnen til hengivenhed, eller opleve vemod, ensomhed eller angst. Jeg var heldig at være barn af kærlige forældre. Min mor og far udviste ikke alene kærlighed og hengivenhed overfor mig, de lærte mig også at være kærlig overfor andre. Jeg anser mine forældre for at være mine første spirituelle lærere, for det var dem, der først lærte mig om kærlig omsorg. Fra jeg var helt lille lærte mine forældre mig og mine søskende at værdsætte alle levende væsener, selv en lille myre, som var den vores egne forældre. På denne måde blev mine søskende og jeg skolet til at føle omsorg og respekt og til at værdsætte alle følende væseners liv. Dette er noget vores forældre aktivt bibragte os. Takket være deres kærlige omsorg har jeg lige siden min tidlige barndom været tilbøjelig til at føle ansvar for andre og finde på måder at lindre deres lidelse på. Jeg føler, at dette var udgangspunktet og det allerbedste udgangspunkt for min spirituelle rejse i dette liv. Mine forældre er mennesker med en umiddelbar tillid til dharma, men uden det store intellektuelle grundlag. Min far kunne læse, men min mor kunne ikke. De havde meget lidt formel skolegang, og slet ikke en uddannelse i buddhistisk filosofi. Men det, de lærte mig, kom fra deres hjerte. De gav ingen logiske forklaringer, men var simpelthen oprigtige forbilleder på, hvordan man udlever kærlighed og omsorg. Dette berørte mig dybt. 11
Ud fra denne betragtning, så er jeg overbevist om, at når det handler om at træne sindet i kærlighed og medfølelse, er en forklaring ved hjælp af omfattende filosofiske argumenter ikke den mest effektive metode. På en måde er det godt at kende de logiske argumenter, men nogle gange kan det betyde, at vi mister de væsentlige punkter af syne, så det i stedet giver anledning til unødig tvivl. Vi har et ordsprog på tibetansk om, at intellektuel træning kan føre til ophobning af flere tanker, men ikke til mere visdom. Således kan mennesker, som forventes at være meget vidende, nogle gange ikke løse de vanskelige knuder, de støder på, når de skal bruge de væsentlige punkter i praksis. Når situationen anskues med for mange begrebslige tanker, bliver knuden af tvivl blot strammere og strammere. Jeg tror på, at vi alle er født med godhed og hengivenhed som naturlige menneskelige kvaliteter. Der kan være en forskel i graden nogle har mere og andre har mindre men det er uden tvivl tilstede i os alle. Imidlertid kan vores godhed ændres, grundet omstændigheder og det miljø vi vokser op i. Undertiden forstærkes medfølelsen, men det hænder, at den svækkes. Jeg vil gerne dele en oplevelse fra mit eget liv. Den fandt sted, mens jeg var ret lille måske tre eller fire år gammel og jeg erindrer den stadig tydeligt. Jeg blev født i en nomadefamilie, så vi levede næsten udelukkende af produkter fra vores dyr smør, ost og kød. Hvor jeg voksede op, var der ingen grøntsager, hverken kartofler eller noget som helst. Vi havde intet valg, vi var afhængige af vores dyr. Dyrene blev slagtet om efteråret, og det var hovedsagelig får og yakokser. Den mest almindelige måde at slagte dyr på i det område, var at snøre deres mule sammen og derved kvæle dem. Det var forfærdeligt. Det tog en time eller længere, før de døde. De kæmpede for at få vejret og smed sig rundt og deres lidelse var helt åbenlys. De stønnede og brølede og svedte voldsomt i deres dødskamp. Det var ulideligt for mig. Mit ønske om at beskytte og befri dem, var så intenst, at jeg skreg op og som regel måtte folk holde mig tilbage. Følelsen var så voldsom. Sådan foregik det, når dyrene blev slagtet. Men når dyrene var blevet afhudet og det var tid til at spise kødet, så kom jeg til måltiderne, selvom jeg lavede sådan en scene under slagtningen, og jeg spiste lige så meget kød som alle andre, hvis ikke mere. Dette skete ikke kun en enkelt gang, men var en årligt tilbagevendende begivenhed, og efter et stykke tid virkede min medfølelse og bevægelse meningsløs. Under disse forhold blev min medfølelse for og kærlighed til dyrene gradvis svagere, og jeg blev ved med at spise kød. Det var først efter min ankomst til Indien, at jeg opgav at spise kød og den væsentligste grund til denne beslutning var min erindring om de stærke følelser, jeg havde, da jeg var ganske ung. Når folk spørger mig, hvad min yndlingsret er, så burde jeg faktisk svare, at det er kød. Men siden jeg har opgivet kød og helt lader det være, så er der ikke længere noget særligt, jeg foretrækker. 12
Helt fra vi er små, har vi en naturlig hengivenhed for andre for hunde, fugle eller andre børn. Hvis der ikke er andre mennesker eller dyr i nærheden, så klynger små børn sig til tøjdyr eller dukker og kærtegner dem og viser dem omsorg. De har en naturligt kærlig kvalitet og behandler andre mennesker og ting med stor nænsomhed og hengivenhed. Som børn har vi alle denne naturlige evne til nærhed og omsorg for mennesker og ting. Vi bør tage den selvsamme spontane sans for omsorg og påskønnelse og træne os i at sprede den ud, så den omfatter alle levende væsener uden undtagelse. Vi bør forøge den, indtil den opstår spontant i os. På denne måde kan vi udvide og forbedre vores naturligt tilstedeværende kærlige kvalitet. Dette er meget vigtigt at gøre. Kort sagt, så har vi alle naturlige frø til kærlighed og medfølelse, men på samme måde som vi ville nære og beskytte en spire, indtil den er et fuldt udvokset træ, så er vi også nødt til aktivt at nære vores kærlighed og medfølelse, så de vokser sig stærkere. I hele verden, og specielt i en stor nation som Tyskland, er der historisk påført andre mennesker stor lidelse på grund af manglende kærlig omsorg. De mange forfærdelige hændelser, som skete under første og anden verdenskrig og den jødiske holocaust, skete primært på grund af manglende medfølelse. Det var ikke fordi, folk ikke var i stand til at føle medfølelse eller godhed. Alle besidder denne evne fra de bliver født. Men det lader virkelig til, at vores medfølelse kan tændes eller slukkes. Vi siger for eksempel ofte, Det er ikke mit problem. Det er deres anliggende, og det har ikke noget at gøre med mig. Så længe vi selv og vor nære familie ikke er berørt, så bekymrer vi os ikke om, hvad der sker med andre. På denne måde udelukker vi andre fra vores medfølelse og lader dem sejle deres egen sø, og derved mister vi gradvist medfølelse, eller bliver grusomme og hjerteløse. Når vi ser på, hvad der slår folk ihjel i verden, så peger vi som regel på fattigdom, forurening, naturkatastrofer, manglende drikkevand eller sygdomme som malaria. Jeg ser vores egen manglende medfølelse og kærlige omsorg som en af de absolut store dræbere. Mange af de situationer, hvor mennesker dræbes eller efterlades i frygtelige tilstande, kunne have været undgået, hvis vi havde haft en smule mere medfølelse. Mange mennesker lider på grund af vores manglende medfølelse. Vi kan finde mange eksempler på dette i historien. Som unge havde vi selv behov for at modtage kærlighed i vores liv for at kunne overleve, og på samme måde mener jeg, det er absolut uundværligt for verden, at vi forbinder os med andre gennem medfølelse og kærlighed. Menneskeheden kan ikke klare sig uden dette. Hvis nogen spurgte os, om vi kunne tænke os at blive dræbere, tvivler jeg på, at nogen vil sige ja. Men selvom det ikke er vores bevidste intention, så ender vi som dræbere, uden at vide det og uden at tænke over det. Hvordan kan det ske? I vores selvoptagethed tænker vi udelukkende på os selv og vore egne interesser og på denne måde bliver vi automatisk til dræbere. Det er skræmmende. 13
Men, når jeg taler om det presserende behov for at udvikle medfølelse, er det ikke min mening at lægge pres på jer eller at skræmme jer med tanken om, at I er blevet en slags mordere. Vi kan ikke skræmmes til at praktisere autentisk. Ønsket om at udvikle det som vi allerede naturligt besidder, skal opstå i os selv. Udtrykt med en lignelse: et ældre ægtepar har kun et enkelt barn, en søn, der kommer i problemer og ender i fængsel. Forældrene bliver alvorligt syge af bekymring og har ingen, der tager sig af dem. De kan ikke regne med deres søn. Han er buret inde og kan ikke komme og se til dem. Det samme gælder, når vi sidder fast i vores selviskhed. Vi sidder fast i et fængsel et fængsel vi selv har skabt og som ingen andre end os selv har anbragt os i. Udenfor fængslet er alle de andre, der er som vore forældre, men som vi er adskilt fra og uden forbindelse til. Disse væsener har brug for dig. De venter på dig. Men da du sidder fastlåst i dette fængsel af selviskhed, kan du ikke nå dem. Det er derfor dit ansvar, af hensyn til dem som du elsker, at udvikle stærk medfølelse og baseret på denne styrke at bryde ud af selviskhedens fængsel. 14
Kapitel 3 Miljøkrisen Her i Europa har I sandsynligvis bedre adgang til information om miljøet, end jeg har, så i den henseende kan jeg ikke tilbyde meget nyt. Ikke desto mindre ser jeg miljøkrisen som den største udfordring, vi står overfor i det 21. århundrede. Jeg har gennem en årrække været optaget af dette emne og har indledt nogle mindre tiltag for at beskytte miljøet. Jeg har bestræbt mig på at uddanne mig selv og er derefter begyndt at udtrykke min mening vedrørende forskellige miljørelaterede emner, at afholde konferencer og at tage initiativ i sager vedrørende dyrebeskyttelse og bevaring af skovene. Vi grundlagde en sammenslutning med navnet Khoryug, der forbinder femoghalvtreds klostre tværs gennem Himalaya-regionen i Indien, Nepal og Bhutan. Denne sammenslutning er ikke kun begrænset til Kagyu-skolen i tibetansk buddhisme, men omfatter forskellige linjer. I hvert kloster etablerede vi en idealistisk afdeling og igangsatte en kampagne med det formål at øge opmærksomheden på og handlekraften i forhold til miljøet, ikke blot indenfor de enkelte klostre, men også gennem deres tilknyttede institutioner. Jeg tænkte, det var vigtigt for munkene og nonnerne at opnå en god forståelse af miljømæssige emner, da de ordinerede fungerer som forbilleder i Himalayas samfund. Dette har nu fungeret i adskillige år. Gletcherne og isen i Himalaya og på det tibetanske plateau er kilde til så mange af Asiens floder, at området refereres til som Asiens vandtårn. Af samme årsag er forskere begyndt at betragte det som verdens tredje pol. Mange af Asiens hovedfloder har deres udspring netop i Tibet, hvilket gør det tibetanske plateau til en vigtig livgivende faktor, navnlig for det naturlige miljø i Asien, men også for kloden generelt. Af denne årsag så jeg det som specielt vigtigt for Himalayas folk at blive bevidste om miljømæssige forhold. Selvom de tidligere levede i harmoni med naturen, så er det ikke længere tilfældet. På grund af den materielle udvikling, der er sket, har livsstilen ændret sig og mange mennesker er ikke opmærksomme på at nye materialer og deres nye livsstil skader miljøet. De er ikke klar over, at plastik ikke nedbrydes biologisk, men består i tusinder af år og derfor efterlader de det rundt omkring på jorden, hvor end det passer dem. Det har aldrig tidligere strejfet dem at gøre en særlig eller bevidst indsats for at beskytte miljøet, fordi deres livsstil var i harmoni med deres naturlige omgivelser. Når folk hører om den tibetanske sag, tænker de fleste umiddelbart politik. Men som jeg ser det, så skal den tibetanske sag ikke nødvendigvis opfattes som en politisk sag. For eksempel så er sagen om det tibetanske miljø ikke en politisk 15
sag. Den er ikke engang en sag, som kun angår tibetanere eller angår et enkelt land. Sagen om Tibets naturlige miljø er en sag, som er relevant for hele Asien. Ja, hvis man anskuer det hele i en bredere kontekst, så er det faktisk en sag, der angår hele kloden. Vi kan fra dette større perspektiv se, at det tibetanske folk har levet i harmoni med det naturlige miljø på det tibetanske plateau i tusinder af år. For at beskytte det tibetanske plateau er det derfor nødvendigt at beskytte den tibetanske livsstil: tibetansk kultur, de spirituelle traditioner, vaner og tankegange, som er kompatible med og passer til miljøet. Dette går udover politik. Det rækker længere end en hvilken som helst enkelt races eller nations interesser. Jeg har ikke selv viden og erfaring angående miljømæssige spørgsmål, selvom det har min interesse. Men jeg har fået støtte fra World Wildlife Fund (WWF) og i særdeleshed fra en kvinde fra WWF, som har taget ansvar for mine miljømæssige aktiviteter. For at føle sig berørt af miljømæssige problemer, og erkende nødvendigheden af handling, er det nødvendigt at knytte nogle billeder til i tankerne, når vi hører om miljøet. Mange mennesker er i dag flyttet til byerne. Folk, som vokser op i byer, mangler tæt kontakt med naturen. Naturens skønhed opleves i stigende grad ved at kigge på billeder, snarere end ved at vokse op i naturens verden, se dens skønhed og direkte være vidne til dens betydning og uundværlighed. Selv var jeg heldig i at vokse op i vildmarken i det østlige Tibet, et område der var fuldstændigt uberørt af den moderne udvikling. Vores livsstil var den samme livsstil, som var levet der gennem tusinder af år, fuldkommen uændret og uberørt. Nu om stunder er sådanne erfaringer ikke længere mulige. Alt er blevet moderniseret. Men dengang var det stadig muligt og jeg havde chancen for at være tæt på naturen og erfare den traditionelle levevis, som var i harmoni med det naturlige miljø. Jeg har derfor et stærkt grundlag, som lader mig anerkende miljøets enorme betydning og giver mig en ægte følelse af kærlighed, omsorg og respekt for naturen. Jeg tror, det er grunden til, at når jeg taler om miljøet, så udtrykker jeg ikke kun idéer, jeg har en ægte følelse og forbindelse til naturen, som jeg udtaler mig fra. Der er i dag en tendens til at se på resultater, uden at bemærke deres årsager. I supermarkedet kan man for eksempel se oksekød, kylling og andre typer kød lagt frem i emballage. Mange børn tror, at kødet er produceret i supermarkedet, og har kun lidt forståelse for, at det involverer opdræt af dyr, som påføres store kvaler og lidelse og til sidst slagtes. Vi ser ikke årsager og omstændigheder, men kun det indpakkede kød, som ligner noget, der er produceret på en fabrik. De forudgående årsager og betingelser virker meget fjerne i forhold til det resultat, vi ser lige foran os. Det samme gælder det naturlige miljø hvis forandringerne, der sker, og problemerne forårsaget af miljøødelæggelse foregår langt væk, så ser og forstår vi dem ikke. 16
Som jeg nævnte, så har jeg ikke den store viden om miljøet. Men jeg kan sige, at analyserer man miljømæssige problemer, så viser de sig at vedrøre sindet, for de handler om menneskelig adfærd og det er motivationen, eller vore intentioner og holdninger, der styrer vores adfærd. Ud fra denne betragtning mener jeg, at ødelæggelsen af naturen kommer af menneskeligt begær og grådighed. For at forstå hvordan begær fungerer, giver buddhismen en analogi om en silkeorm, der spinder silketråd til en kokon, hvori den selv spærres inde. På nøjagtig samme måde producerer begær mere begær. Gennem vores begær fanges vi i vores eget spind. Begær sætter ikke en stopper for begær, det giver kun grobund for mere begær. Hvor vi end bevæger os i dag, om vi ser fjernsyn eller læser avis, når vi går hen ad gaden eller ser på mobiltelefonen i vores hånd, så støder vi overalt på noget, der ansporer vores grådighed. Reklamer opmuntrer os konstant til at erhverve os noget mere. De fortæller os, Dette og hint er godt. Køb det! Det meste, vi ser og hører om, forekommer som skabt til at vække begær og stimulere vores grådighed. Hvad kommer der ud af alt dette? Vort begær øges. Vi ønsker hele tiden flere ting og så køber vi dem. Hvad er virkningen så? Det forøger presset på miljøet, eftersom det kræver naturlige ressourcer at fremstille disse produkter. Vi ikke blot udnytter miljøet, vi udpiner det. Hvis vi derfor spørger, hvad den egentlige årsag til miljøødelæggelse er, så tror jeg, vi må sige, at det handler om begær og grådighed i menneskers hjerte og sind. Skulle vi overveje, om der findes en afslutning på menneskeligt begær, eller om der vil komme en tid, hvor alt begær er opfyldt, så tror jeg, det er ret usandsynligt. I denne materialistiske tidsalder, lover firmaer og regeringer at opfylde alle vore ønsker, men samtidig håber de, at vi vil have endnu mere. Vores bøn er, Må vi være fri for begær, mens de ønsker, Må de få mere begær! De beder, samtidig med at de anvender alle disponible midler til at stimulere vores begær. Samtidig lover de, at vi kan fortsætte vores nuværende livsstil uden at behøve ændre noget videre. Det er det samme, som når præsidentkandidater stiller op til valg og remser deres valgløfter op: I skal ikke være bekymrede; jeg vil gøre dette, jeg vil gøre hint. Jeg lover det. På denne måde lukker vi øjnene for den faktiske virkelighed og bygger i stedet vores liv på en illusion. Mennesker har faktisk ikke store maver, men mentalt kan de forekomme enorme. Du kunne presse tre planeter på jordens størrelse ind i dit sinds mave. Hvad kan vi gøre ved det? Vi bliver nødt til at indse, at vores tørst efter materielle ting aldrig slukkes. Når vi erkender, at vores begær simpelthen er umætteligt, må vi spørge, om der findes en anden vej. Hvis der gør, så må vi følge den. 17
Hvis jeg stillede op som præsidentkandidat, ville jeg sikkert ikke få ret mange stemmer. Folk ville tænke, Han bliver ved med at fortælle os, at vi skal forandre os, at vores begær ikke kan opfyldes og at det ikke kommer til at fungere. De ville forvente, at jeg gav løfter og forsikrede om, at jeg vil tage mig af det hele, og at de ikke behøvede at foretage sig noget eller ændre noget. Jeg ville ikke være en særlig lovende kandidat. I går var jeg på en italiensk restaurant og de serverede en kæmpestor pizza. Somme tider tænker jeg, at en hel pizza er for meget for vores maver, og vi har måske slet ikke behov for sådan et stort måltid. Men hvad angår vores trang, så er selv en pizza, vi ikke kan spise op, ikke nok. Det, vi vil have, er hele vores planet jorden og selv da, ville vi ikke være tilfredse. Jeg tror derfor, at vi klart må differentiere mellem, hvad vi ønsker og hvad vi har brug for. Det er afgørende, at vi forstår forskellen mellem de to. Med dette mener jeg ikke, at vi skal lære at klare os uden nogen materielle ressourcer overhovedet. Det ville være at gå for vidt. Vi har brug for visse materielle ting vi behøver ikke alle at leve som Milarepa. Det ville være for ekstremt, og ville ikke passe sig for alle, og det er heller ikke nødvendigt. Men vi må finde en balance mellem vores indre mentale ressourcer og vore ydre materielle ressourcer. Dette kan vi gøre ved at se på, hvad vi har og forsøge at nøjes med det og føle os tilfredse. Som jeg erfarer det, så ser vi ned på det almindelige og enkle og er ikke tilfredse med det. Vi har en konstant forventning om, at tingene skal være nye og smarte, og vi gør alting mere kompliceret, end det er. Men i virkeligheden er det, jeg kan se, der gør os lykkelige, netop det enkle og almindelige. Tag for eksempel det at trække vejret. At trække vejret er meget almindeligt og ikke noget særligt. Men hvis vi retter vores opmærksomhed mod det og nyder oplevelsen, kan den simple handling, som det er at trække vejret, være fuldstændig eventyrlig. Ilten, som vi behøver, skal komme fra et sted udenfor os selv, fra planter og træer. Vi kan ikke overleve uden at trække vejret og alligevel, uden nogen anstrengelse fra vores side, er alle nødvendige betingelser vedvarende og naturligt tilstede. Det gælder ikke kun et enkelt åndedrag, men det ene efter det andet. Alene dette kan give anledning til en overvældende følelse af forundring, tilfredsstillelse og lykke. 18
Kapitel 4 Medfølelse i en globaliseret verden I hele universet er det kun vores planet, vi kender, som nærer liv. Vi forestiller os, at der må være andre, men indtil videre har vi ikke identificeret nogen. Livet på denne planet er utrolig varieret. Vi har allerede kendskab til mange livsformer og bliver ved med at identificere nye arter; selv på en enkelt træ kan vi finde mange forskellige arter insekter. Blandt alle disse arter er mennesket kun én, og iblandt os er der igen stor variation. Der er variation i race, variation i fysisk fremtoning og vi har endda hver vort eget unikke fingeraftryk. Kort sagt er biodiversiteten på denne planet meget stor og kompleks. De levende væsener på denne planet adskiller sig også fra hinanden ved deres adfærd og deres livsbetingelser. Men midt i al denne forskellighed, så er vi alle gensidigt afhængige af hinanden og må bero på hinanden. Vi er tilbøjelige til at tænke, at en elefant er mere værdifuld, fordi den er stor. Til sammenligning kan et insekt forekomme ubetydelig og uden værdi. Vi tænker måske, at det ikke tjener noget formål, men faktisk er der et formål med alt, netop fordi alle former for liv på denne planet afhænger af hinanden og støtter hinanden, og alle er en del af den samme biosfære. Se for eksempel på bien, der har en lille krop og alligevel gør enorm gavn. Bier bringer blomsternes pollen til andre planter, så de befrugtes, hvilket er af kolossal nytte for planeten og for mennesker. Vi hører oftere og oftere fra forskere, om de vigtigt funktioner de forskellige arter udfører og pointen er, at vi alle er forbundne. Alt på denne planet, levende og døde ting, og især levende væsner, er indbyrdes forbundne og uadskillelige. De udgør et hele. Fra et buddhistisk perspektiv giver vi et navn til den slags forhold et meget smukt og passende navn nemlig, forholdet mellem mor og barn. Vi anvender ikke dette begreb i betydningen af et forhold mellem to totalt adskilte objekter, som var der en mor her og et barn derovre. Snarere indikerer begrebet mor og barn i denne kontekst først og fremmest, at vi har en nær og positiv kontakt og en form for fælles ånd eller potentiale. Ved at anvende mor barn forholdet som forbillede, kan vi opnå et klart og positivt billede af os selv som værende tæt forbundet med den verden, der omgiver os, med dets besjælede og ikkebesjælede former. Vi har alle en iboende fornemmelse af at være os selv en fornemmelse af autonomi eller uafhængighed af andre. Vi føler, at vi kan undvære andre og fastholder en opfattelse af os selv som adskilte fra dem. Men hvis vi nøje overvejer de faktiske forhold og spørger, om der virkelig eksisterer et sådant selvberoende eller autonomt selv, kan vi se, at det hovedsageligt er vores krop, vi 19
bruger som basis for mærkatet mig. Denne fysiske form, som vi kan opfatte, udgør det primære referencepunkt for vores fornemmelse af et individuelt og uafhængigt selv eller mig, selvom vores krop tydeligvis slet ikke er uafhængig. Tværtimod så er den opstået afhængigt af vore forældre, og i en mere subtil forstand så kommer den fra andre substanser. Desuden er det ikke tilstrækkeligt blot at have en krop. Vi er også nødt til at nære denne krop. Hvis vi ikke har tøj, mad og de mange andre fornødenheder, der sikrer os overlevelse, så bliver denne krop ikke til andet end et lig. Hvor kommer denne mad og det tøj så fra, som vores krop er afhængig af? Også det kommer fra andre. Særligt nu i vor globaliserede verden kommer en stor del af vore forbrugsgoder langvejs fra. Vi spiser frugt, der er dyrket i andre lande, og bruger tøj, der er produceret i fjerne egne af verden. Vi lever måske i et udviklet land, iklædt tøj, der er produceret af underbetalte mennesker i et udviklingsland eller et fattigt område. Vi ser ikke, og kender ikke, de mennesker, der har fremstillet vores tøj, og dog bærer vi tøj, som de har arbejdet for at producere. Hvad angår mine egne personlige oplevelser, så levede jeg, indtil jeg var syv år gammel, tæt sammen med min familie som en almindelig person. Vores familie var ikke den slags, hvor begge forældre går på arbejde. Hos os var vi meget sammen. Om aftenen sad vi ofte i en kreds om bålet og mine forældre og de ældre fortalte historier. Det gav os en meget tæt familiefølelse og en fornemmelse af sammenhold. Jeg var, som nævnt, nomade, så vi flyttede ofte boplads og bevægede os meget rundt. Vi havde rigtig meget frihed. Vi børn kunne frit løbe omkring i de åbne vidder omkring os. Der var ingen frygt for at blive ramt af en bil. Undtagen om vinteren var der ingen bygninger omkring os og vi tilbragte sommertiden i et telt vævet af yakokseuld. På denne måde voksede jeg op med en stærk fornemmelse af frihed til at bevæge mig rundt. Så pludseligt, som syvårig, forlod jeg min familie og kom til at bo i et kloster fjernt derfra. Tsurphu klosteret har tre etager og jeg blev anbragt på den øverste etage. Jeg blev adskilt fra min familie og mine tidligere følelser blev afløst af nye følelser. I denne proces følte jeg noget, som jeg kunne kalde lidelse eller manglende lykke. Som barn har man brug for at lege med andre jævnaldrende børn, men da jeg kom til Tsurphu klosteret, var der ingen på min alder. Alle omkring mig var gamle og ikke alene så de gamle ud, de så også alvorlige ud. De kiggede på mig, som ville de sige, Jeg vil ikke lege med dig. Hvad laver du? Min pointe er, at som følge af den opvækst jeg havde haft, blev jeg klar over, at andre også kunne fungere som forældre, eller opfylde en rolle som forældre eller venner for mig. Jeg var på udkig efter det. Mange mennesker kom fra hele verden for at besøge mig. De fleste af dem anså mig som lama. De ophøjede mig og tog mig meget alvorligt. Men fra mit perspektiv mærkede jeg fraværet af forældre og 20
venner som en form for tomhed og jeg forsøgte at udfylde dette hul. Når jeg kiggede mig omkring, kunne jeg se, at det meste af det, jeg havde, havde jeg fået af andre, alt selv toiletpapir. Jeg begyndte at føle, at der hele tiden var nogen, som tog sig af mig. Langsomt forstod jeg, at jeg ikke kun havde biologiske forældre, men at jeg også havde en anden slags forældre eller venner, som hjalp mig. Når vi taler om at ændre verden indefra, så kræver dette, at vi udvikler en stærk følelse af kærlighed og omsorg, roligt og gradvist, på en utvungen og tilpas måde. Når vi udvikler medfølelse på denne måde, kan den blive naturlig og autentisk. At være buddhist indebærer ikke en forpligtigelse til at være medfølende, om man vil det eller ej. Der er ingen høj lama, der udsteder kommandoen, Mediter på medfølelse, lige nu. Man kunne måske fremtvinge noget, men det ville næppe komme fra hjertet. Medfølelse rækker længere end sympati og længere end empati. Ved sympati og empati er der for det meste en fornemmelse af, at have objektet for ens sympati et andet sted og til i nogen grad at forstå deres situation, eller hvor de kommer fra. Medfølelse er meget dybere og føles meget stærkere end det. Ved medfølelse oplever man ikke personen som et andet objekt derovre, adskilt fra sig selv, men snarere har man ønsket om, eller følelsen af, at man er blevet den anden. Det er sådan en følelse, vi stiler mod. Medfølelse giver en fornemmelse af at udspringe derfra, hvor man selv er, og strække sig over, hvor den anden befinder sig som at sætte sig i den andens sted. Kort sagt, så gør medfølelse os til en del af andre. Den trækker os op fra vores egen plads og sætter os ind i andres sted. Medfølelse handler ikke om at hænge ved sit eget og se ned på andres lidelse og blot betegne sig selv som medfølende. Verden er i dag blevet mindre og de forbindelser, der knytter os sammen, er blevet tættere. Forskellen mellem os selv og andre er blevet endnu mindre, end vi forestiller os. Det vi kalder andre er en del af os selv. Hvem vi er, er en del af andre. Derfor afhænger vores lykke og lidelse af andres lykke og lidelse. Andres lykke og lidelse er en naturlig del af vores egen lykke og lidelse. Vor egen og andres oplevelse af smerte og glæde er indbyrdes forbundet og gensidigt afhængig, både direkte og indirekte. Kan vi derfor, som jeg sagde tidligere, se forholdet, mellem os selv og andre og hele det globale samfund, gennem en linse af stor kærlighed og medfølelse og med stort mod, vil dette uden tvivl gavne vort eget liv og give stor styrke til bestræbelserne på at gavne andre. 21
Kapitel 5 Kunst Kunst som maleri, musik og teater interesserer mig meget. Angående maleriet, så er det ikke blot en interesse: Jeg føler også, at det giver mig styrke. Jeg tror, det skyldes, at jeg er en person med stort engagement, mange idéer og håb og selvom jeg drømmer om mange forskellige projekter og har masser af planer, så møder jeg ofte forhindringer, når de skal realiseres. Med tiden begynder min begejstring for sådanne projekter derfor at aftage. Det hjælper at male, for det er en aktivitet, hvor jeg kan udfolde det, jeg ønsker, direkte. Når jeg maler, er resultatet synligt med det samme og jeg har en stærk fornemmelse af have udrettet noget. Undertiden har vi positive tanker og bliver ansporet af en altruistisk motivation til at hjælpe andre, men reaktionen er ikke altid, som vi havde håbet. Måske accepterer folk ikke vores tilbud om hjælp. Måske føler vi selv, at vores kapacitet ikke var tilstrækkelig til opgaven, eller vi står tilbage med en følelse af, at vores evner manglede kraft. Men når det handler om kunst, er der ikke den slags problemer: for eksempel når børn tegner, så bekymrer de sig ikke om reaktionerne fra de voksne eller fra andre. De udtrykker simpelthen det på papiret, som spontant vokser frem i deres hjerte eller sind uden at fremtvinge eller simulere noget og uden at bekymre sig, om andre synes om det eller ej. Det samme gælder, når det handler om evnen til at gavne andre. Det er vigtigt, at vores handlinger ikke udspringer af et ønske om at behage eller imponere andre. Vi skal hellere udtrykke det rene og spontane, som ligger os på hjerte uden at forstille os og uden hykleri eller tøven. Først kalder vi det smukke og spontane, vi finder i os selv frem, og bagefter kan vi så overveje, om det vil blive accepteret eller ej. I modsat fald har andre nogle gange store forventninger til os, og vi vil måske føle os ude af stand til at vise dem vores skønhed. Sådan en følelse kan opstå. 22
Kapitel 6 Møde med de unge Velkommen til alle jer unge mennesker som er kommet. Jeg kan se, at der også er nogle gamle unge tilstede, så også velkommen til jer. Dette er mit første besøg i Europa og det er en speciel lejlighed for mig til at møde jer alle. Det er jeg rigtig glad for og jeg vil gerne takke jer for at komme her i dag. Da jeg var barn, blev jeg genkendt som reinkarnationen af Karmapa. Derefter havde jeg ikke mange chancer for at være sammen med nogen på min egen alder, at tale med andre børn eller lege med dem. De fleste omkring mig var meget ældre end jeg. Samtidig foreskriver den tibetanske tradition, at lamaer ikke bevæger sig så meget, men sidder stille som statuer. Det skete, at jeg så andre børn lege sammen og gå til skole og jeg tænkte, at de så glade ud. Jeg plejede at ønske, jeg kunne være sammen med dem. Min krop formodes at være ung 28 år gammel men fra en tidlig alder har jeg haft et stort ansvar og stået overfor så mange udfordringer, at jeg føler, mit sind allerede er ældet. Det gør mig til en mærkelig ung mand. Her i det 21. århundrede lever mange unge mennesker under pres. Vi er presset af vore studier. Vi presses fra mange forskellige sider. Verden er blevet mindre og presset er blevet større. Udviklingen galoperer fremad og der sker ændringer så hurtigt, at vi hele tiden er ved at snuble for at følge med; det synes, som om vi aldrig kan få en pause. Dette er et andet problem, vi står over for. Derudover er vores liv i dette århundrede så baseret på materielle ting, at vi opbruger de naturlige ressourcer i et tempo, der er uholdbart. Vi kan ikke fortsætte med denne livsstil. De fremtidige generationers velfærd ligger derfor tungt hos os og dette århundrede vil vise, om vi kan få det hele til at fungere her i verden eller ej. Man kan derfor sige, at ungdommen i dag har et ansvar, men man kan også sige, at vi har en enestående mulighed for at skabe en lysere og sundere fremtid for jorden. Fremtiden begynder nu og fremtiden handler ikke om i morgen eller dagen efter. Fremtiden begynder allerede i netop dette sekund. Nu tror jeg, det er tid til nogle spørgsmål. Salen: Jeg er fra Berlin og 14 år gammel. Jeg stiller et spørgsmål for min søster, som er ti år gammel. Hendes spørgsmål er: Hvordan bliver jeg buddha? 23
Karmapa: Buddha betyder at blomstre, som en blomsterknop, der springer ud, og det betyder også at vågne op. At blive en buddha handler ikke om at få overnaturlige kræfter som Superman, eller at få noget sprøjtet ind i dit blod eller dine gener, som gør dig stærk. Faktisk handler det mere om at være en godhjertet person. Hvis du giver nogen en gave og får dem til at smile og være glade, så er du blevet en buddha, en lille buddha. At vide, hvad der skal til for at bringe glæde i andres hjerte, og at gøre det det er, hvad det betyder, at blive en buddha. Salen: Jeg er 13 år gammel og fra Berlin. Mit spørgsmål er: Hvordan oplever du at have så meget ansvar og folks forventninger ved, at du er Karmapa. Er det mest en ære eller en byrde? Karmapa: Faktisk så tror folk, at Karmapa ikke kan lave fejltagelser. De forventer, at Karmapa er perfekt, men det er ikke muligt for mig. Jeg kan ikke tænke det på den måde, så jeg ser det fra en anden vinkel, som gør det lettere for mig. I stedet for at tænke på det at være Karmapa som at have autoritet, så tænker jeg på det som at have muligheder. Det er en stor chance for at hjælpe en masse mennesker. Så jeg siger til mig selv, Jeg har fået en stor chance. Dette er en rigtig god mulighed. Salen: Hej, jeg er 13 år gammel og er fra Madrid i Spanien. Mit spørgsmål er: Vil verden vedblive med at eksistere eller vil den ophøre? Hvad kan jeg gøre for at hjælpe verden? Karmapa: I skolen lærer vi, at der på et tidspunkt ikke fandtes liv her på jorden og så begyndte livet. Tingene udviklede sig over lang tid og på et tidspunkt opstod mennesket. Dette viser, at alting forandrer sig, så det er naturligt, at en skønne dag vil jorden også ophøre med at eksistere. Den største fare, for os i øjeblikket, er miljøkrisen. Hvis jordens naturlige miljø ødelægges, vil vi mennesker få meget svært ved at overleve. Så at arbejde på at bevare miljøet er meget vigtigt. Det vil ikke kun hjælpe én person, men vil hjælpe hele verden. Så det ville være rigtig godt. Salen: Jeg er fra Østrig og er 26 år gammel. Mit spørgsmål er: Hvordan opfatter du forholdet mellem religion, spiritualitet og kultur og hvilken af disse har størst indflydelse? Karmapa: Jeg tror, jeg skulle foretage noget research! Jeg er ikke sikker på, at dette vil besvare dit spørgsmål, om hvad der har størst indflydelse, men jeg tror religion er et system af læresætninger, traditioner og skikke. Spiritualitet handler ikke om traditioner, men er grundet i en dybere oplevelse af og følelse 24